Language of document :

Rettens dom af 6. september 2013 – Bank Refah Kargaran mod Rådet

(Sag T-24/11) 1

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Bank Refah Kargaran (Tehran, Iran) (ved advokat J. M. Thouvenin)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bishop og R. Liudvinaviciute-Cordeiro, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (først ved F. Erlbacher og M. Konstantinidis, derefter ved A. Bordes og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

For det første en påstand om, at Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39) erklæres uanvendelig på sagsøgeren, for det andet en påstand om annullation af Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1) og af Rådets forordning nr. 1263/2012 af 21. december 2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT L 356, s. 34) samt af alle fremtidige forordninger, som ændrer eller erstatter disse forordninger indtil afsigelsen af den dom, hvorved sagens behandling afsluttes, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren, for det tredje en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81), af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) og af Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 356, s. 71) samt af alle fremtidige retsakter, som ændrer eller erstatter disse retsakter indtil afsigelsen af den dom, hvorved sagens behandling afsluttes, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren, og for det fjerde en påstand om annullation af de afgørelser, der er indeholdt i skrivelserne af 28. oktober 2010 og af 5. december 2011.

Konklusion

Følgende annulleres, for så vidt som de vedrører Bank Refah Kargaran:

bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP, som ændret ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 og derefter ved Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011

afgørelse 2010/644

bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007, som ændret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010

afgørelse 2011/783

gennemførelsesforordning nr. 1245/2011

bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010.

Virkningerne af bilag II til afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og derefter ved afgørelse 2011/783, opretholdes over for Bank Refah Kargaran, indtil annullationen af bilag IX til forordning nr. 267/2012 får virkning for så vidt angår Bank Refah Kargaran.

Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden, hvorefter afgørelse 2010/413 ikke finder anvendelse på Bank Refah Kargaran.

I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.

Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Bank Refah Kargaran.

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

____________

____________

1     EUT C 80 af 12.3.2011.