Language of document :

Sag anlagt den 2. juli 2013 – Den Hellenske Republik mod Kommissionen

(Sag T-346/13)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved I. Khalkias, X. Basakou og A. Vasilopoulou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/214/EU af 2. maj 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer K(2013) 2436) (EUT L 123, s. 11) annulleres, for så vidt angår Den Hellenske Republik.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Hvad angår de finansielle korrektioner, der er pålagt af Kommissionen ved den anfægtede gennemførelsesafgørelse af 2. maj 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer K(2013) 2436) (EUT L 123, s. 11), for så vidt som denne afgørelse pålægger Den Hellenske Republik en finansiel korrektion med et samlet beløb på 6 175 094,49 EUR for udgifter, der blev afholdt af Den Hellenske Republik for Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, akse 2, 2007-13, arealrelaterede foranstaltninger i regnskabsårene 2009 og 2010 (ansøgningsår 2008 og 2009), har Den Hellenske Republik fremsat disse annullationsanbringender:

Med det første annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at afgørelsen er uden retligt grundlag og begrundelse, for så vidt angår den foreslåede faste korrektion på 5%, eftersom de kontroller, der blev foretaget på stedet af alle de indgåede forpligtelser, ikke blev foretaget på alle de landbrugsparceller, der er henvist til i støtteansøgningerne, for de år, der er relevante for undersøgelsen

Med det andet annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at afgørelsen vedrørende pålæggelsen af en fast korrektion på 2% som følge af, at det blev fastslået, at der forelå mangler i sporbarheden af kontrolrapporterne for foranstaltningerne til miljøvenligt landbrug generelt i strid med artikel 28, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 796/20041 , blev udarbejdet på grundlag af fejlagtige fakta og under alle omstændigheder ikke er begrundet.

Med det tredje annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at afgørelsen er uden retligt grundlag og begrundelse, for så vidt angår pålæggelsen af en fast korrektion på 2% i de separate sektorer »økologisk landbrug« og »opdræt af økologiske husdyr«, eftersom der udover en række specialiserede og akkrediterede kontrolorganers gennemførelse under proceduren af særlige kontroller vedrørende de pågældende foranstaltninger, også var pligt for det udbetalende organ til at foretage sin egen kontrol. Med det fjerde annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med den foreslåede faste korrektion på 5%, for så vidt som visse forpligtelser og særligt dem, der vedrører brugen af gødning, plantebeskyttelsesmidler, pesticider eller hermed beslægtede stoffer, hovedsageligt blev kontrolleret ved en besigtigelse. Begrundelsen for Kommissionens beslutning er utilstrækkelig endsige selvmodsigende.

____________

1     Kommissionens forordning (EF) nr.796/2004 af 21.4.2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT 2004 L 141, s. 18).