EU-PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
15. marts 2011 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – overførsel af årlige feriedage – artikel 4 i bilag V til vedtægten – grunde, der kan betegnes som tjenstlige – vedtægtens artikel 73 – direktiv 2003/88/EF – ret til årlig betalt ferie – sygeorlov«
I sag F-120/07,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,
Guido Strack, forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Köln (Tyskland), ved advokat H. Tettenborn,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Currall og B. Eggers, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Tagaras, og dommerne S. Van Raepenbusch (refererende dommer) og M.I. Rofes i Pujol,
justitssekretær: fuldmægtig J. Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. maj 2010,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor pr. telefax den 22. oktober 2007 (idet originalen blev indleveret den 30. oktober 2007) har Guido Strack nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelser af 30. maj 2005, 25. oktober 2005, 15. marts 2007 og 20. juli 2007 annulleres, for så vidt som der herved fastsættes en begrænsning til 12 dage af overførslen af den årlige ferie, sagsøgeren ikke havde afholdt i 2004, og dermed en begrænsning af den kompensation, som blev udbetalt sagsøgeren, da han fratrådte sin stilling, og
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en kompensation svarende til 26,5 årlige feriedage med tillæg af morarenter fra den 1. april 2005.
Retsforskrifter
Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union
2 Artikel 1e, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»Tjenestemænd i aktiv tjeneste skal tildeles arbejdsvilkår, der opfylder passende sundheds- og sikkerhedsstandarder, der mindst svarer til de mindstekrav, der gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på disse områder i henhold til traktaterne.«
3 Vedtægtens artikel 57, stk. 1, er affattet således:
»Tjenestemanden har i overensstemmelse med en ordning, der skal fastlægges efter fælles aftale mellem Fællesskabernes institutioner og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget, ret til en årlig ferie på mindst 24 og højst 30 arbejdsdage inden for hvert kalenderår.«
4 Artikel 1 i bilag V til vedtægten lyder således:
»I det år, hvor tjenesten tiltrædes eller fratrædes giver hver hele måned, i hvilken der er udført arbejde, ret til ferie på to arbejdsdage. Har arbejdet været af kortere varighed end 1 måned, sættes ferieretten i forhold til beskæftigelsens længde til to dage for mere end 15 dage og til en dag, hvis den har udgjort 15 dage eller derunder.«
5 I artikel 3 i bilag V til vedtægten præciseres:
»Hvis tjenestemanden under sin årlige ferie pådrager sig en sygdom, der ville have hindret ham i at gøre tjeneste, såfremt han ikke havde haft ferie, forlænges den årlige ferie på grundlag af en lægeattest med et tilsvarende antal dage.«
6 Artikel 4 i bilag V til vedtægten, hvis tyske udgave har været genstand for en berigtigelse (EUT L 248, s. 26), bestemmer følgende:
»Hvis en tjenestemand ved det løbende kalenderårs udgang kun har taget en del af sin årlige ferie af grunde, der ikke kan betegnes som tjenstlige, kan overførslen af ferie til det følgende år ikke overstige 12 feriedage.
Har en tjenestemand ved fratræden fra tjenesten kun taget en del af sin årlige ferie, får han som kompensation for hver af de feriedage, han ikke har brugt, et beløb svarende til en tredivtedel af hans månedsløn på fratrædelsestidspunktet.
Har en tjenestemand ved sin fratræden fra tjenesten taget mere ferie, end der på dette tidspunkt tilkom ham, tilbageholdes et beløb, der udregnes på tilsvarende måde som det i ovennævnte stykke anførte.«
7 Et cirkulære fra generaldirektoratet (GD) »Personale og Administration«, der blev offentliggjort i Administrative meddelelser nr. 66-2002 af 2. august 2002, bestemmer:
»Hvis antallet af ikke afholdte feriedage overstiger 12, kan de feriedage, der overstiger de 12 vedtægtsbestemte feriedage, kun overføres, hvis det godtgøres, at tjenestemanden ikke har kunnet afholde disse i det løbende kalenderår af grunde, der kan betegnes som tjenstlige.«
8 Nævnte cirkulære blev med virkning fra den 1. maj 2004 erstattet af Kommissionens afgørelse K(2004) 1597 af 28. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ferie, som bl.a. fastsætter følgende:
»En overførsel, der overstiger [12] dage, er kun tilladt, såfremt det godtgøres, at den pågældende ikke har kunnet afholde disse i det løbende kalenderår af grunde, der kan betegnes som tjenstlige (skal udtrykkeligt dokumenteres), og tillægges følgende kalenderårs rettigheder efter afgørelse truffet af [den ansvarlige for de menneskelige ressourcer].
[…]
Ingen overførsel, der overstiger [12] dage, er tilladt, såfremt de ikke afholdte feriedage følger af andre grunde end grunde, der kan betegnes som tjenstlige (f.eks. på grund af helbredsmæssige årsager, sygdom, ulykke, erstatningsferie som følge af en ulykke eller en sygdom opstået under en årlig ferie, barselsorlov, adoptionsorlov, forældreorlov, familieorlov, tjenestefrihed af personlige årsager, orlov uden løn, orlov til aftjening af værnepligt osv.).
[…]«
9 Det fremgår ligeledes af administrationschefernes konklusion nr. 53A/70 af 9. januar 1970, at overførsel af ferie skal begrænses til 12 dage selv i tilfælde af langvarig sygdom.
10 Vedtægtens artikel 73, stk. 1, bestemmer:
»Under de betingelser, der er fastsat i henhold til en af [Den Europæiske Unions] institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. […]
I ordningen præciseres de risici, der ikke dækkes.«
Direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden
11 Sjette betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9) lyder således:
»Der bør tages hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations principper om tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder om natarbejde.«
12 Artikel 1 i direktiv 2003/88 bestemmer følgende:
»Formål og anvendelsesområde
1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
2. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) de minimale […] årlige ferier […]«
13 Direktivets artikel 7 har følgende ordlyd:
ȁrlig ferie
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«
14 Artikel 7 i direktiv 2003/88 figurerer ikke blandt de bestemmelser, der kan fraviges i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 17.
Sagens faktiske omstændigheder
15 Sagsøgeren indtrådte i Kommissionens tjeneste den 1. september 1995. Fra denne dato og indtil den 31. marts 2002 var han ansat i Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer (OPOCE). Den 1. januar 2001 blev han forfremmet til lønklasse A6. Fra den 1. april 2002 til den 15. februar 2003 arbejdede han i Kommissionens GD for Erhvervspolitik, før han blev ansat i Eurostat fra den 16. februar 2003. Fra den 1. marts 2004, og indtil han gik på invalidepension med virkning fra den 1. april 2005, havde han sygeorlov.
16 Den 27. december 2004 ansøgte sagsøgeren om overførsel til 2005 af 38,5 feriedage, som han ikke havde afholdt i 2004, idet han oplyste, at han ikke havde kunnet afholde disse feriedage navnlig som følge af hans erhvervssygdom. Ansøgningen blev afslået den 30. maj 2005 af kontorchefen med ansvar for administrative sager og personale i direktoratet for ressourcer i GD »Eurostat« for så vidt angik de 26,5 dage, som oversteg de 12 dage, der uden videre blev overført (herefter »afgørelsen af 30. maj 2005«).
17 Den 4. juli 2005 indbragte sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over afgørelsen af 30. maj 2005, hvori han subsidiært anmodede om, at sidstnævnte afgørelse blev suspenderet indtil vedtagelsen af afgørelsen vedrørende anerkendelse af hans sygdom som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 73.
18 Denne klage blev afslået ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 25. oktober 2005. I sidstnævnte afgørelse blev følgende imidlertid præciseret:
»Såfremt ansættelsesmyndigheden imødekommer en efterfølgende ansøgning om anerkendelse af [sagsøgerens] sygdom som en erhvervssygdom, står det denne frit for at indgive en ny ansøgning om overførsel af restferie for 2004. Det er kun i dette tilfælde, at det skal afgøres, om en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse indebærer, at det skal anerkendes, at der foreligger grunde, der kan betegnes som tjenstlige som omhandlet i artikel 4 i bilag V til vedtægten, når den manglende afholdelse af den årlige ferie skyldes en sådan sygdom.«
19 Ved skrivelse af 8. november 2006 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den anerkendte, at hans helbredstilstand siden de lægeundersøgelser, han havde været igennem, var blevet forværret, og at han følgelig ville modtage godtgørelse af de udgifter til lægebehandling, som havde direkte sammenhæng med denne forværring, indtil sygdommen blev stationær, jf. vedtægtens artikel 73. Det fremgik ligeledes af den af institutionen udpegede læges konklusioner, som var vedlagt denne skrivelse, at dette endnu ikke var tilfældet, og at en ny vurdering i denne forbindelse først ville kunne finde sted efter to år.
20 Som følge af denne skrivelse indgav sagsøgeren den 22. november 2006 en ny ansøgning om overførsel af restferiedage for 2004, som blev afslået ved afgørelse af 15. marts 2007 truffet af kontorchefen for med ansvar for arbejdsvilkår og ikke-økonomiske rettigheder og pligter i direktorat B »Vedtægt: politik, forvaltning og rådgivning« i GD »Personale og Administration« (herefter »afgørelsen af 15. marts 2007«).
21 Den 9. april 2007 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over sidstnævnte afgørelse. Denne klage blev afslået ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 20. juli 2007.
Parternes påstande og retsforhandlingerne
22 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionens afgørelser af 30. maj 2005, 25. oktober 2005, 15. marts 2007 og 20. juli 2007 annulleres, for så vidt som der herved er fastsat en begrænsning til 12 dage af overførslen af den ferie, sagsøgeren ikke havde afholdt i 2004, og dermed en begrænsning af den kompensation, som blev udbetalt sagsøgeren, da han fratrådte sin stilling.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en kompensation svarende til 26,5 dages årlig ferie, som ikke er blevet afholdt, og som der ikke er ydet kompensation for i henhold til artikel 4, stk. 2, i bilag V til vedtægten, med tillæg af morarenter fra den 1. april 2005, der beregnes med Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med [to] procentpoint.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
23 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24 Ved afgørelse truffet af Personalerettens præsident den 16. november 2007 blev sagen henvist til Personalerettens Første Afdeling.
25 Ved skrivelse af 16. november 2007 inviterede Personalerettens Justitskontor parterne til et uformelt møde den 4. december 2007 med henblik på at søge en forligsmæssig løsning i den foreliggende tvist samt i andre tvister mellem parterne, der verserede for Retten.
26 Efter det uformelle møde den 4. december 2007 fremkom parterne med deres bemærkninger til det aftaleforslag, der var indeholdt i referatet fra nævnte møde, uden imidlertid at nå til enighed om ordlyden af en sådan aftale.
27 Parterne blev indkaldt til et andet uformelt møde, hvis dato blev fastsat til den 6. marts 2008, efter sagsøgerens hjemkomst fra ferie. Sidstnævnte afslog imidlertid invitationen, for så vidt som han anså det for nytteløst at afholde et nyt uformelt møde, henset til det standpunkt, som Kommissionen indtog. Kommissionen beklagede, at det uformelle møde ikke kunne afholdes som følge af sagsøgerens manglende medvirken, idet den samtidig udtrykte håb om, at en aftale kunne findes og tilkendegav, at den var indstillet på at arbejde for, at der blev fundet en forligsmæssig løsning.
28 Ved afgørelse truffet af Personalerettens præsident den 8. oktober 2008 blev sagen omfordelt til Personalerettens Anden Afdeling.
29 Ved skrivelse af 15. januar 2010 anmodede sagsøgeren om, at den foreliggende sag blev forenet med hans verserende søgsmål registreret under sagsnumrene F-118/07, F-119/07, F-121/07, F-132/07 og F-62/09. Personaleretten afviste at imødekomme denne anmodning ved afgørelse af 26. januar 2010 og underrettede sagsøgeren herom ved Justitskontorets skrivelse af 18. marts 2010.
30 Ved skrivelse af 30. marts 2010 anfægtede sagsøgeren omfordelingen af den foreliggende sag til Personalerettens Anden Afdeling.
31 Under retsmødet, som blev afholdt den 5. maj 2010, blev sagsøgeren opfordret til at fremsende dokumenter omhandlende ham selv, som vedrørte proceduren i henhold til vedtægtens artikel 73, og hvortil han havde henvist i sit mundtlige indlæg, til Personaleretten.
32 Under samme retsmøde opfordrede Personaleretten Kommissionen til at fremsende skriftlige bemærkninger vedrørende de eventuelle konsekvenser for den foreliggende tvist af Domstolens dom af 20. januar 2009 i sagen Schultz-Hoff (forenede sager C-350/06 og C-520/06, herefter »Schultz-Hoff-dommen«), som sagsøgeren i sine mundtlige bemærkninger påberåbte sig til støtte for søgsmålet.
33 Sagsøgeren og Kommissionen efterkom Personalerettens anmodninger henholdsvis den 26. og 31. maj 2010.
Retlige bemærkninger
Om annullationspåstanden
Søgsmålets genstand
34 Sagsøgeren har foruden annullation af afgørelserne af 30. maj 2005 og af 15. marts 2007 nedlagt påstand om annullation af afgørelserne af 25. oktober 2005 og af 20. juli 2007, hvorved to klager, som blev fremsat henholdsvis den 4. juli 2005 og den 9. april 2007, blev afslået. I denne forbindelse bemærkes, at annullationspåstande, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådanne er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8, Rettens dom af 6.4.2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, præmis 43, og Personalerettens dom af 9.7.2009, sag F-85/08, Notarnicola mod Revisionsretten, præmis 14). Det må således konkluderes, at søgsmålet skal anses for rettet alene mod afgørelserne af 30. maj 2005 og af 15. marts 2007.
Sagens formalitet, i det omfang den er rettet mod afgørelsen af 30. maj 2005
35 Det må konstateres, at afgørelsen af 30. maj 2005, hvorved Kommissionen afslog den første ansøgning om overførsel af 26,5 årlige feriedage, som oversteg de 12 årlige feriedage, der overføres ex officio, ikke i overensstemmelse med vedtægtens artikel 91, stk. 3, var genstand for et søgsmål for Personaleretten inden tre måneder efter afslaget på klagen over nævnte afgørelse, som fandt sted den 25. oktober 2005.
36 Klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 er imidlertid bindende og kan hverken fraviges af parterne eller af domsmyndigheden (Rettens dom af 25.9.1991, sag T-54/90, Lacroix mod Kommissionen, præmis 24, og af 17.5.2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, præmis 41).
37 Følgelig skal søgsmålet afvises som anlagt for sent, for så vidt som det er rettet mod afgørelsen af 30. maj 2005.
Om realiteten
– Parternes argumenter
38 Sagsøgeren har gjort et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1 og 2, i bilag V til vedtægten. Denne artikels stk. 1 gør det nærmere bestemt muligt for den tjenestemand, som ikke har afholdt hele sin årlige ferie af grunde, der kan betegnes som tjenstlige, at overføre denne til det følgende år ud over 12 dage. Denne fortolkning bekræftes af Kommissionens Administrative meddelelser nr. 66-2002.
39 Ifølge sagsøgeren skal den sygdom, som forhindrede ham i at afholde sin ferie, i det foreliggende tilfælde tilskrives grunde, der kan betegnes som tjenstlige som netop omhandlet i artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten, for så vidt som grunden til forhindringen var erhvervsbetinget, eftersom udøvelsen af hvervet var sygdomsårsagen.
40 Rettens dom af 9. juni 2005 i sagen Castets mod Kommissionen (sag T-80/04) er ikke til hinder for denne fortolkning, eftersom den vedrørte sygefravær, som ikke var erhvervsbetinget. I den sag, som gav anledning til denne dom, var det omstændigheder, der kunne tilskrives tjenestemandens person, som havde forhindret sidstnævnte i at afholde sin årlige ferie.
41 Ifølge sagsøgeren fastsætter artikel 4, stk. 1 og 2, i bilag V til vedtægten et kompensationssystem for de tilfælde, hvor tjenestemanden ikke har kunnet afholde sin årlige ferie, ikke som følge af omstændigheder, der kan tilskrives hans person eller som følge af force majeure, men af tjenstlige grunde. I det foreliggende tilfælde blev sagsøgeren imidlertid syg som følge af omstændigheder, der kan tilskrives hans tjeneste.
42 Under retsmødet påberåbte sagsøgeren sig Schultz-Hoff-dommen, som blev afsagt efter anlæggelsen af dette søgsmål, og specielt denne doms præmis 25, 44 og 45, hvoraf fremgår, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 er til hinder for, at en arbejdstager, der som følge af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom var forhindret i at afholde sin ferie, fratages retten til betalt årlig ferie.
43 Kommissionen har hertil anført, at artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten forbyder overførsel af mere end 12 årlige feriedage, hvis en tjenestemand ved det løbende kalenderårs udgang kun har taget en del af sin årlige ferie af grunde, der ikke kan betegnes som tjenstlige.
44 Ifølge Kommissionen fremgår det af retspraksis (Domstolens dom af 9.7.1970, sag 32/69, Tortora mod Kommissionen, præmis 13-14, og dommen i sagen Castets mod Kommissionen, præmis 28-29), at der kun foreligger en ret til overførsel af årlig ferie, såfremt en tjenestemand ikke har kunnet afholde sin årlige ferie af grunde, der kan betegnes som tjenstlige, og når hans »erhvervsmæssige virksomhed« således har forhindret ham i at afholde hele hans årlige ferie. Når en tjenestemand har ret til sygeorlov, er han pr. definition fritaget for at gøre tjeneste og er derfor ikke i tjeneste som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i vedtægtens bilag V. Eftersom han ikke er i tjeneste, vil han så meget desto mere ikke kunne anses for fraværende af tjenstlige grunde.
45 Den omstændighed, at en tjenestemands sygdom efterfølgende anerkendes som en erhvervssygdom, ændrer ikke ved, at denne tjenestemand som omhandlet i førnævnte retspraksis ikke var i tjeneste under sin sygeorlov og derfor ikke var forhindret i at tage sin årlige ferie af grunde, der kan betegnes som tjenstlige.
46 Kommissionen har tilføjet, at en tjenestemands rettigheder med hensyn til kompensation som følge af uarbejdsdygtighed er udtømmende reguleret ved vedtægtens artikel 73, og disse rettigheder omfatter ikke nogen supplerende godtgørelse for så vidt angår årlige feriedage, som af helbredsmæssige årsager ikke er afholdt.
47 Denne fortolkning bekræftes af Administrative meddelelser nr. 66-2002 og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende ferie.
48 Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at selv om Kommissionens læge i sin rapport, som var vedlagt afgørelsen af 8. november 2006, vurderede, at forværrelsen af sagsøgerens allerede bestående sygdom fandt sted som følge af udøvelsen af tjenesten, anførte han også, at denne forværrelse ikke ville være sket, hvis der ikke forelå en allerede bestående sygdom. Kommissionen har tilføjet, at en endelig afgørelse herom i henhold til vedtægtens artikel 73 stadig ikke foreligger. I det foreliggende tilfælde kan Personaleretten imidlertid ikke tage stilling hertil, eftersom Unionens retsinstanser ifølge fast retspraksis ikke har beføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en årsagsforbindelse mellem en erhvervsaktivitet og en økonomisk og ikke-økonomisk skade, hvis denne samtidig er genstand for en procedure til gennemførelse af vedtægtens artikel 73 eller principielt ville kunne være genstand for en sådan procedure (jf. i denne retning Rettens dom af 2.5.2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 200).
49 Kommissionen har endelig bemærket, at sagsøgeren ikke har påstået, at hans sygdom blev udløst af erhvervsmæssige begivenheder, der udelukkende fandt sted i 2004. Han har tværtimod oplyst, at årsagerne til hans uarbejdsdygtighed bl.a. hviler på faktiske omstændigheder, der går tilbage til 2002 og 2003. De tjenstlige grunde som omhandlet i artikel 4 i vedtægtens bilag V skal imidlertid være opstået i det løbende kalenderår og have forhindret tjenestemanden i at tage sin årlige ferie i dette samme år.
50 Kommissionen har i øvrigt i sine bemærkninger af 31. maj 2010 vedrørende rækkevidden af Schultz-Hoff-dommen anført, at artikel 4 i bilag V til vedtægten udgør en lex specialis, som har forrang i forhold til vedtægtens artikel 1e, stk. 2, og at den i lyset af direktiv 2003/88 ikke kan være genstand for en fortolkning contra legem. Begrebet »betegnes som tjenstlige«, der er indeholdt i førnævnte artikel 4, kan ikke omfatte en sygdom.
51 Kommissionen har tilføjet, at sagsøgeren ikke har gjort en formalitetsindsigelse gældende mod artikel 4 i bilag V til vedtægten med hensyn til artikel 7 i direktiv 2003/88, og at Retten følgelig ikke kan undersøge en sådan formalitetsindsigelse af egen drift.
52 Kommissionen har subsidiært bemærket, at artikel 7 i direktiv 2003/88 vedrører retten til en årlig ferie og ikke de nærmere regler for overførsel af denne ferie og ikke forbyder bortfald af retten til årlig ferie, som ikke er afholdt i løbet af en referenceperiode eller en overførselsperiode. En sådan begrænsning vil kunne bevare Europas økonomiske konkurrenceevne.
53 I Schultz-Hoff-dommen fastslog Domstolen udelukkende, at den omstændighed, at en arbejdstager ikke havde haft mulighed for at tage hele sin årlige ferie ved udløbet af en overførselsperiode som følge af at have været på sygeorlov i hele referenceperioden og i længere tid end den overførselsperiode, som er fastsat i national ret, var uforenelig med direktiv 2003/88. Denne situation kan ikke sammenlignes med den foreliggende situation, eftersom artikel 4 i bilag V til vedtægten i de tilfælde, hvor den årlige ferie ikke har kunnet afholdes af helbredsmæssige årsager, netop tillader en overførsel af 12 feriedage svarende til halvdelen af den årlige ferie.
54 Kommissionen har tilføjet, at sagsøgeren ved fratræden fra tjenesten fik en kompensation, som svarede til halvdelen af hans årlige ferie i 2004, og som pro rata svarede til hans årlige ferie i 2005. Desuden var han ikke syg i hele 2004 og kunne således have taget årlige feriedage, navnlig feriedagene for 2003, som allerede havde været genstand for en overførsel.
– Rettens bemærkninger
55 Det bemærkes indledningsvis, at det i vedtægtens artikel 1e, stk. 2, bestemmes, at »[t]jenestemænd i aktiv tjeneste skal tildeles arbejdsvilkår, der opfylder passende sundheds- og sikkerhedsstandarder, der mindst svarer til de mindstekrav, der gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på disse områder i henhold til traktaterne«.
56 Direktiv 2003/88, som blev vedtaget på grundlag af artikel 137, stk. 2, EF, har imidlertid, således som det fremgår af dettes artikel 1, stk. 1, til formål at fastsætte minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
57 Følgelig må det, uden at det på dette tidspunkt er nødvendigt at undersøge den måde, hvorpå en eventuel konflikt mellem en vedtægtsbestemmelse og minimumsforskrifter for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som er vedtaget på EU-plan, skal løses, antages, at det i det foreliggende tilfælde påhvilede Kommissionen at sikre overholdelsen af nævnte forskrifter i forhold til sagsøgeren ved anvendelsen og fortolkningen af vedtægtsbestemmelserne, navnlig vedrørende årlig ferie.
58 Under disse omstændigheder, og henset til omstændighederne i det foreliggende tilfælde, skal indholdet af de relevante minimumsforskrifter i direktiv 2003/88, og navnlig af direktivets artikel 7, undersøges i lyset af Domstolens retspraksis, før rækkevidden af artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten, hvis tilsidesættelse er påberåbt af sagsøgeren, undersøges.
59 I denne forbindelse fremgår det af fast retspraksis, at enhver arbejdstagers ret til årlig betalt ferie må betragtes som et særligt vigtigt princip i Fællesskabets sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som kun kan gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige begrænsninger, der er fastsat af direktivet selv (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU, præmis 43, af 18.3.2004, sag C-342/01, Merino Gómez, præmis 29, af 16.3.2006, forenede sager C-131/04 og C-257/04, Robinson-Steele m.fl., præmis 48, og Schultz-Hoff-dommen, præmis 22). Artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer i øvrigt enhver arbejdstager ret til årlig ferie med løn.
60 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 fastsætter nærmere bestemt en forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. Det følger af samme artikel, at arbejdstageren normalt har ret til en reel hviletid af hensyn til en effektiv beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed, da det ifølge artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kun er muligt at erstatte retten til årlig betalt ferie med en finansiel godtgørelse i det tilfælde, hvor arbejdsforholdet ophører (jf. i denne retning BECTU-dommen, præmis 44, Merino Gómez-dommen, præmis 30, og Schultz-Hoff-dommen, præmis 23). Artikel 7 i direktiv 2003/88 er endvidere ikke nævnt blandt de bestemmelser, som det ifølge direktivets artikel 17 udtrykkeligt er muligt at fravige.
61 Det er ligeledes ubestridt, at formålet med retten til en årlig betalt ferie er at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid. Dette formål er forskelligt fra formålet med retten til sygeorlov, som er begrundet i, at arbejdstageren skal have mulighed for at komme sig over en sygdom (Schultz-Hoff-dommen, præmis 25). I den forbindelse bemærkes, at ifølge artikel 5, stk. 4, i Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 132 af 24. juni 1970 om årlig ferie med løn (revideret), som der bør tages hensyn til ved fortolkningen af direktiv 2003/88, jf. sjette betragtning til direktivet, skal »[…] fravær fra arbejdet af grunde, som den beskæftigede ikke er herre over, såsom sygdom, […] medregnes til beskæftigelsesperioden«.
62 Domstolen har i Schultz-Hoff-dommen (præmis 41) heraf udledt, at hvad angår arbejdstagere, som har fået tildelt lovlig sygeorlov, kan en medlemsstat ikke gøre retten til en årlig betalt ferie, som ifølge direktiv 2003/88 tilkommer alle arbejdstagere, betinget af, at den pågældende faktisk har arbejdet inden for den af denne medlemsstats lovgivning fastsatte referenceperiode. Følgelig har en national retsforskrift, der fastsætter en overførselsperiode for årlig ferie, som ikke er holdt ved referenceperiodens udløb, i princippet til formål at sikre, at en arbejdstager, som er blevet forhindret i at holde sin årlige ferie, stadig får mulighed for at holde ferien (Schultz-Hoff-dommen, præmis 42).
63 Selv om artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at retten til årlig betalt ferie fortabes ved udløbet af en referenceperiode eller en overførselsperiode, er det følgelig en forudsætning, at arbejdstageren i den pågældende periode faktisk har haft mulighed for at gøre brug af den ret, som tilkommer ham efter direktivet. Dette er åbenlyst ikke tilfældet med en arbejdstager, som havde sygeorlov i hele eller en del af referenceperioden og i længere tid end den overførselsperiode, som er fastsat i national ret.
64 Domstolen har således i Schultz-Hoff-dommen (præmis 45 og 50) fastslået, at såfremt man godtog, at det kan fastsættes i de relevante nationale bestemmelser, og navnlig i bestemmelserne om fastsættelse af overførselsperioden, at en arbejdstager, som på grund af uarbejdsdygtighed befinder sig i en sådan særlig situation, fortaber den ret til årlig betalt ferie, som er garanteret ved artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, uden at han faktisk har haft mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie, ville dette være et indgreb i den sociale rettighed, som ifølge direktivets artikel 7 tilkommer alle arbejdstagere.
65 Når afholdelsen af årlig betalt ferie ikke længere er muligt af grunde, som arbejdstageren ikke har nogen indflydelse på, bestemmes i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, at arbejdstageren har ret til en finansiel godtgørelse. Ifølge Domstolens praksis skal den finansielle godtgørelse, som arbejdstageren har ret til, beregnes således, at sidstnævnte stilles i en tilsvarende situation, som han ville være stillet i, såfremt han havde gjort brug af denne ret, mens arbejdsforholdet varede. Heraf følger, at den normale løn, som arbejdstageren fortsat skal have udbetalt inden for den hvileperiode, der svarer til den årligt betalte ferie, også skal anvendes som grundlag for beregningen af den finansielle godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er holdt ved arbejdsforholdets ophør (Schultz-Hoff-dommen, præmis 61).
66 Der kan herefter i det foreliggende tilfælde udledes følgende af direktiv 2003/88, som fortolket af Domstolen, med henblik på anvendelse og fortolkning af vedtægtsbestemmelserne vedrørende årlig ferie, og navnlig af artikel 4, stk. 1 og 2, i bilag V til vedtægten.
67 Det fremgår af sagen, og navnlig af et brev af 14. april 2005 fra Kommissionens lægetjeneste til sagsøgeren, at denne havde sygeorlov uden afbrydelse fra den 2. marts 2004 indtil sin overgang til invaliditetsydelse den 1. april 2005.
68 Det må således konstateres, at sagsøgeren i næsten hele 2004 var ude af stand til at benytte sig af sin ret til årlig betalt ferie. Den omstændighed, at han kunne have udnyttet denne ret i januar og februar 2004 kan åbenlyst kun lægges til grund, såfremt beskyttelsen af retten til årlig betalt ferie, som udledt af Domstolens praksis, gøres fuldstændig teoretisk. Domstolen har i Schultz-Hoff-dommen (præmis 50-51) i øvrigt udtrykkeligt nævnt tilfældet med en arbejdstager, som har arbejdet i en del af referenceperioden, før han fik langvarig sygeorlov, og sammenlignet denne situation med situationen for en arbejdstager, som var på sygeorlov i hele referenceperioden og i længere tid end den overførselsperiode, som er fastsat i national ret.
69 Herefter følger det af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, at sagsøgeren, hvis lægeligt begrundede uarbejdsdygtighed varede indtil dennes overgang til invaliditetsydelse den 1. april 2005, ikke kan fratages muligheden for at oppebære en finansiel godtgørelse for ikke afholdt årlig ferie.
70 Tilbage står en undersøgelse af spørgsmålet om omfanget af denne finansielle godtgørelse og om, hvorvidt selve ordlyden af artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten i det foreliggende tilfælde er til hinder for betaling af en finansiel godtgørelse for de ikke afholdte årlige feriedage, der overstiger de feriedage, det er tilladt at overføre, således som anført af Kommissionen.
71 Ifølge Kommissionen kan kun grunde, der kan betegnes som tjenstlige, begrunde en overførsel af mere end 12 årlige feriedage til det følgende år.
72 Det må i denne forbindelse konstateres, at artikel 4 i bilag V til vedtægten ikke regulerer det i denne sag rejste spørgsmål om, hvorvidt der skal ske overførsel af betalte årlige feriedage, når en tjenestemand i referenceperioden ikke har været i stand til at afholde sine årlige feriedage af grunde, som han ikke har nogen indflydelse på, såsom helbredsmæssige grunde.
73 Denne konstatering er ikke i modstrid med dom af 29. marts 2007 i sagen Verheyden mod Kommissionen (sag T-368/04, præmis 61-63), hvori Retten i Første Instans fandt, at ordlyden »tjenstlige«, som er anvendt i artikel 4, stk. 1, i bilag V, ikke kan fortolkes som omfattende fravær fra tjenesten på grund af sygeorlov og dette selv i tilfælde af langvarig sygdom (jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Castets mod Kommissionen, præmis 33). Rettens opfattelse hviler nemlig ikke på en sidestilling af sygeorlov med et fravær af tjenstlige grunde, ligesom de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Verheyden mod Kommissionen, ikke svarer til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, hvor sagsøgeren i næsten hele referenceperioden var ude af stand til at udnytte sin ret til årlig betalt ferie.
74 Det følger i øvrigt af artikel 3 i bilag V til vedtægten, som regulerer et andet aspekt af sammenhængen mellem sygeorlov og årlig ferie, nemlig det tilfælde, hvor en tjenestemand rammes af sygdom under sin årlige ferie, at lovgiver klart har villet adskille sygeorlov og årlig ferie, hvis respektive formål, således som det fremgår af præmis 61, er forskellige.
75 Under disse omstændigheder må det konkluderes, at de minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed, der er indeholdt i vedtægtens artikel 1e, og navnlig bestemmelserne i artikel 7 i direktiv 2003/88, supplerer de egentlige vedtægtsbestemmelser vedrørende ferie.
76 Det er korrekt, at artikel 7 i direktiv 2003/88 sikrer en minimal årlig betalt ferieperiode på fire uger, mens den årlige ferie, som EU-tjenestemænd har ret til i henhold til vedtægtens artikel 57, stk. 1, er mindst 24 dage. I det foreliggende tilfælde var sagsøgerens første ansøgning om overførsel til 2005 af de årlige feriedage, han ikke havde afholdt i 2004, endog på 38,5 feriedage, henset til overførslen af de årlige feriedage, der ikke var afholdt i 2003 (jf. præmis 16 ovenfor).
77 Det forholder sig ikke desto mindre således, at eftersom EU-lovgiver har fastsat tjenestemændenes årlige ferie til 24 dage, kan den fortolkning, som Domstolen har foretaget i Schultz-Hoff-dommen af artikel 7 i direktiv 2003/88 for det tilfælde, hvor en arbejdstager er forhindret i at afholde sin årlige ferie som følge af fravær på grund af langvarig sygdom, fuldt ud overføres til hele den årlige ferie som fastsat i vedtægten ved en kombineret anvendelse af vedtægtens artikel 1e og artikel 57, uanset de begrænsninger, der er indeholdt i artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten, for så vidt angår mulighederne for overførsel af ikke afholdt årlig ferie til det følgende år.
78 Hvad endelig angår Kommissionens argument om nødvendigheden af at bevare Europas økonomiske konkurrenceevne konstateres blot, at dette argument på ingen måde er blevet underbygget og under de foreliggende omstændigheder ikke kan tiltrædes.
79 Henset til disse betragtninger må det konkluderes, at Kommissionen ved i det foreliggende tilfælde i henhold til artikel 4, stk. 1, i bilag V til vedtægten at nægte en overførsel, ud over de 12 dage, der uden videre overføres, af de årlige feriedage, som sagsøgeren ikke har afholdt som følge af en langvarig sygeorlov, har tilsidesat rækkevidden af nævnte bestemmelse. Følgelig bør afgørelsen af 15. marts 2007 annulleres.
Om erstatningspåstanden
Parternes argumenter
80 Sagsøgeren er af den opfattelse, at antagelsen til realitetsbehandling af hans erstatningspåstand i henhold til fast retspraksis følger af denne påstands accessoriske karakter i forhold til annullationssøgsmålet.
81 Sagsøgeren har hvad angår realiteten gjort gældende, at den tjenstlige fejl i det foreliggende tilfælde består i, at de omtvistede afgørelser er ulovlige. Det lidte tab består i manglende betaling af den kompensation, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i bilag V til vedtægten for så vidt angår de omtvistede 26,5 dage, samt ikke-modtagne renter siden da. Årsagsforbindelsen følger af den omstændighed, at Kommissionen, såfremt de anfægtede afgørelser ikke havde foreligget, ville have foretaget den skyldige betaling.
82 For det tilfælde at Retten finder, at de omtvistede afgørelser er lovlige, har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning af den skade, der er lidt som følge af talrige andre tjenstlige fejl, som er blevet begået af Kommissionen, »bl.a. de ulovlige handlinger begået af Kommissionens ansatte og den chikane, sagsøgeren var udsat for i OPOCE, de fejl, der blev begået i forbindelse med den undersøgelsesprocedure, der blev gennemført af [Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig], bl.a. den ulovlige manglende information til sagsøgeren, som allerede er blevet påtalt af [Den Europæiske Ombudsmand], den ulovlige bedømmelse af sagsøgeren og hans manglende forfremmelse, udnævnelsen til en stilling, som fandt sted i [OPOCE], og som skadede sagsøgeren, samt Kommissionens ulovlige handlinger, som der er redegjort udtømmende for i klagen«. Årsagsforbindelsen mellem disse tjenstlige fejl og sagsøgerens sygdom er godtgjort under henvisning til lægeerklæringer og afgørelser truffet af Kommissionen. Den pågældende sygdom er imidlertid netop grunden til, at sagsøgeren var forhindret i at afholde sin årlige ferie i 2004. Der skal derfor betales erstatning for den lidte skade, som bl.a. består i forringet livskvalitet som følge af den omstændighed, at sagsøgeren havde sygeorlov i stedet for at slappe af under sin årlige ferie, samt i den manglende mulighed for at forlade tjenestestedet. Det er muligt at erstatte det lidte tab med et forud fastsat beløb med henvisning til artikel 4, stk. 2, i bilag V til vedtægten.
83 Sagsøgeren har præciseret, at denne subsidiære påstand blev fremsat under den administrative procedure, således at kravene i vedtægtens artikel 90 ff. er overholdt.
84 Kommissionen har bestridt, at sagsøgeren har fremsat en ansøgning om erstatning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, for de tabte feriedage som følge af Kommissionens angiveligt ansvarspådragende adfærd, som han i øvrigt har beskrevet kortfattet, og som angiveligt fremkaldte hans psykiske sygdom.
85 Erstatningssøgsmålet bør under alle omstændigheder afvises på grund af litispendens, idet de angivelige grunde til sagsøgerens sygdom allerede er fuldstændigt omfattet af det søgsmål, der er registreret som sag F-118/07, Strack mod Kommissionen.
86 Endelig bør et erstatningssøgsmål ligeledes afvises som følge af, at proceduren i henhold til vedtægtens artikel 73 har forrang.
Rettens bemærkninger
87 Det fremgår af erstatningspåstandene, at sagsøgeren principalt har nedlagt påstand om, at artikel 4, stk. 2, i bilag V til vedtægten for hans vedkommende anvendes for så vidt angår 26,5 årlige feriedage, som ikke blev afholdt i 2004.
88 I denne forbindelse konstateres, at nævnte påstand er sammenfaldende med de foranstaltninger, som skal træffes af Kommissionen til opfyldelse af nærværende annullationsdom.
89 Det er i øvrigt ufornødent at tage stilling til den erstatningspåstand, som sagsøgeren subsidiært har fremsat, i tilfælde af, at de klagepunkter, der er rettet mod afgørelsen af 15. marts 2007, forkastes af Personaleretten.
90 Følgelig bør erstatningspåstandene forkastes som værende uden genstand.
Sagens omkostninger
91 I henhold til procesreglementets artikel 122 finder bestemmelserne om sagsomkostninger og retsudgifter i dette reglements andet afsnit, kapitel 8, kun anvendelse på sager, som er anlagt ved Personaleretten efter dette reglements ikrafttræden, dvs. den 1. november 2007. Hvad angår sager, der verserede før reglementets ikrafttræden, finder de relevante bestemmelser om sagsomkostninger i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret fortsat anvendelse med de nødvendige tillempninger.
92 Artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret bestemmer, at det pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionens afgørelse af 15. marts 2007 om afslag på Guido Stracks ansøgning om overførsel af de resterende feriedage for 2004 annulleres.
2) I øvrigt frifindes Kommissionen.
3) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Guido Strack afholdte omkostninger.
Tagaras | Van Raepenbusch | Rofes i Pujol |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. marts 2011.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |