Language of document : ECLI:EU:F:2008:95

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

8. juli 2008

Sag F-76/07

Gerhard Birkhoff

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – sygeforsikring – afholdelse af udgifter til lægebehandling – udskiftning af en kørestol – omfanget af den kontrol, der udøves af Personaleretten«

Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Gerhard Birkhoff, der er tidligere tjenestemand ved Kommissionen, har nedlagt påstand om annullation af afregningskontorets afgørelse af 8. november 2006, hvorved han fik afslag på den forhåndstilladelse, der efter de gældende regler kræves for godtgørelse af udgifterne til anskaffelse af en kørestol.

Udfald: Afregningskontorets afgørelse af 8. november 2006 annulleres. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – sygeforsikring – udgifter på grund af sygdom – godtgørelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59 og art. 72, stk. 1; bilag II, art. 7; ordningen vedrørende sygesikring, art. 20 og 27)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse, der er behæftet med en retlig fejl, men som kan være berettiget af en anden grund – omstændighed, der ikke er til hinder for en annullation – undtagelse – administrationens bundne kompetence

1.      Selv om Fællesskabernes retsinstanser kun vanskeligt kan kontrollere berettigelsen af de lægefaglige vurderinger, der foretages af afregningskontorernes rådgivende læger, er disse vurderinger imidlertid ikke, uagtet at de har fundet sted under forskriftsmæssige forhold, hverken definitive eller unddraget deres kontrol, i modsætning til de lægefaglige vurderinger, der hidrører fra det invaliditetsudvalg, der er omhandlet i artikel 7 i bilag II til vedtægten, eller fra den uafhængige læge, der er omhandlet i vedtægtens artikel 59. De lægefaglige vurderinger, der ensidigt fremsættes af en læge, der henhører under institutionen, udviser nemlig ikke samme ligebyrdighed mellem parterne og samme grad af objektivitet som de vurderinger, der fremsættes af invaliditetsudvalget, henset til dette udvalgs sammensætning, eller af den uafhængige læge som opmand, henset til de nærmere regler for hans udpegelse. Desuden bestemmes det hverken i vedtægten eller i den fælles ordning, at de lægefaglige vurderinger fra de rådgivende læger ved afregningskontorerne om ansøgninger om godtgørelse af udgifter til lægebehandling kan indbringes for en lægefaglig instans, der udviser samme garantier med hensyn til ligebyrdighed og objektivitet som invaliditetsudvalget eller den uafhængige opmand.

Dette er årsagen til, at Fællesskabets retsinstanser udøver kontrol med et afregningskontors afslag på at afholde udgifter til lægebehandling, der er omfattet af ordningen vedrørende sygesikring for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, samt med den udtalelse fra den rådgivende læge ved afregningskontoret, som kontoret i givet fald støtter sig på. Denne kontrol er ganske vist begrænset, men omfatter faktiske fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn.

(jf. præmis 50-52)

Henvisning til:

Domstolen: 21. maj 1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, præmis 15-20; 19. januar 1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, Sml. s. 143, præmis 8.

Retten: 23. marts 1993, sag T-43/89, Gill mod Kommissionen, Sml. II, s. 303, præmis 36; 11. maj 2000, sag T-34/99, Pipeaux mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II, s. 337, præmis 29 og 30; 12. maj 2004, sag T-191/01, Hecq mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 147, og II, s. 659, præmis 64-78; 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595, præmis 29.

Personaleretten: 22. maj 2007, sag F-99/06, López Teruel mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 74-76; 18. september 2007, sag F-10/07, Botos mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40-50.

2.      Inden for rammerne af en tjenestemandssag er den omstændighed, at en afgørelse truffet af administrationen, der er behæftet med en retlig fejl, retlig set kan være berettiget af en anden årsag, ikke til hinder for, at den kan annulleres. Det ville forholde sig anderledes, hvis administrationen ikke rådede over nogen skønsmargen, og annullationen af den anfægtede afgørelse ikke ville få andre virkninger end den, at administrationen ville være forpligtet til at træffe en ny afgørelse vedrørende realiteten, der er identisk med den annullerede afgørelse. Den begrundelse, som administrationen støttede sig på for at træffe den anfægtede afgørelse, kan nemlig kun udskiftes med en anden, mens sagen verserer, hvis administrationen havde en bunden kompetence til at træffe den pågældende afgørelse.

(jf. præmis 64)

Henvisning til:

Retten: 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 32.