Language of document : ECLI:EU:T:2014:21

RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

13. januar 2014

Forenede sager T-116/13 P og T-117/13 P

Georgio Lebedef

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – bedømmelse– karriereudviklingsrapport – bedømmelsesårene 2008 og 2009 – tjenestefrihed på halv tid med henblik på faglig repræsentation – bedømmelsesrapport, som dækker det udførte arbejde i den tjenestegren, tjenestemanden er tilknyttet – faglig udpegning – frifindelse i førsteinstansen – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      To appeller af kendelser afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 12. december 2012, Lebedef mod Kommissionen (sag F-70/11 og sag F-109/11, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om annullation af disse kendelser.

Udfald:      Appellerne forkastes. Giorgio Lebedef bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i forbindelse med den foreliggende sag.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Personaleretten påberåbte – ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl – afvisning

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1)

2.      Appel – anbringender – anbringende om ændring af Personalerettens dom – Rettens manglende kompetence

(Rettens procesreglement, art. 139, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 84, stk. 1)

1.      Et appelskrift skal præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

Dette krav er ikke opfyldt, når appelanbringendet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, som den appellerede afgørelse angiveligt er behæftet med – blot gentager de argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten. Et sådant appelanbringende har nemlig i realiteten kun til formål at opnå, at et i stævningen for Personaleretten fremsat anbringende pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence.

(jf. præmis 23 og 89)

Henvisning til:

Domstolen: 9. juni 2011, sag C-401/09 P, Evropaïki Dynamiki mod ECB, Sml. I, s. 4911, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis

Retten: 16. december 2010, sag T-52/10 P, Lebedef mod Kommissionen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis

2.      Artikel 84, stk. 1, i Personalerettens procesreglement, vedrørende berigtigelse af skrive- eller regnefejl eller åbenbare urigtigheder, finder ikke anvendelse på proceduren for Retten, som udelukkende reguleres af Rettens eget procesreglement. En sagsøger kan således ikke afhjælpe sin manglende handling i henhold til nævnte artikel ved at anmode Retten om at rette eller berigtige angivelige skrivefejl eller åbenbare urigtigheder i de anfægtede afgørelser fra Personaleretten.

(jf. præmis 44 og 45)