RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

21. juni 2010

Sag T­284/09 P

Herbert Meister

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Appel — personalesag — tjenestemænd — bedømmelse — forsinket udfærdigelse af bedømmelsesrapporter — genstanden for søgsmålet i første instans — forsinket svar på klagerne — åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling), den 18. maj 2009 i de forenede sager F­138/06 og F­37/08, Meister mod KHIM (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 131, og II‑A‑1, s. 727), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Herbert Meister bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) for nærværende instans.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — klage — administrativ procedure

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og art. 91, stk. 3)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — søgsmål til prøvelse af tildelingen af forfremmelsespoint i på hinanden følgende bedømmelsesår

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Appel — anbringender — urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder — afvisning — Rettens kontrol med bevisbedømmelsen — udelukket, medmindre beviserne er gengivet forkert

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      For så vidt angår fristerne for svar på klager har lovgiver med det formål at beskytte tjenestemanden mod, at ansættelsesmyndigheden, når der indbringes en klage for den, eventuelt ikke foretager sig noget, fastsat, at administrationens tavshed, som udgøres af et manglende svar fra ansættelsesmyndighedens side inden for de fastsatte frister, er lig med en negativ afgørelse, som direkte kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål og ikke et passivitetssøgsmål. Tjenestemandens ret til forsvar er tilstrækkeligt og fyldestgørende beskyttet ved sidstnævntes mulighed for at indgive en klage over den bebyrdende retsakt inden for en frist på tre måneder fra den stiltiende afgørelse om afslag på klagen. Retssikkerheden påbyder imidlertid tjenestemanden at handle inden for de frister, der er fastsat i vedtægten.

Et forsinket svar fra ansættelsesmyndighedens side medfører imidlertid, at der starter en ny klagefrist i et tilfælde, hvor den udtrykkelige afgørelse fremkommer før udløbet af klagefristen til prøvelse af den stiltiende afgørelse om afslag på klagen, jf. vedtægtens artikel 91, stk. 3, andet led.

Den omstændighed, at et svar på en klage fremkommer for sent, kan ikke som sådan rejse tvivl om dette svars lovlighed eller om lovligheden af den retsakt, der er genstand for nævnte klage. Hvis det nemlig, på den ene side, var nødvendigt at annullere en sådan afgørelse alene på grund af denne forsinkelse, ville den nye afgørelse, som skulle træde i stedet for den annullerede afgørelse, under ingen omstændigheder kunne være mindre forsinket end den første. På den anden side berører den manglende overholdelse af fristerne i vedtægtens artikel 90 ikke i sig selv en afgørelses gyldighed, men kan udløse et ansvar for den pågældende institution med hensyn til det eventuelle tab, som forvoldes den berørte part.

I denne forbindelse kan institutionen kun ifalde ansvar, såfremt sagsøgeren godtgør, at der foreligger et tab, der alene er forårsaget af den ikke-rettidige meddelelse.

(jf. præmis 26-30)

Henvisning til:

Domstolen, 29. oktober 1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539, præmis 9; Domstolen, 16. juli 2009, sag C­385/07 P, Der Grüne Punkt — Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6155, præmis 193-196

Retten, 1. december 1994, sag T­54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 281, og II, s. 887, præmis 27; Retten, 18. marts 1997, forenede sager T­178/95 og T­179/95, Picciolo og Caló mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I­A, s. 51, og II, s. 155, præmis 29; Retten, 6. november 1997, sag T­15/96, Liao mod Rådet, Sml. Pers. I­A, s. 329, og II, s. 897, præmis 34; Retten, 26. januar 2005, sag T­267/03, Roccato mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 1, og II, s. 1, præmis 84; Retten, 5. marts 2008, sag T­414/06 P, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 1, og II‑B‑1, s. 1, præmis 44

2.      For så vidt angår den indbyrdes afhængighed mellem på hinanden følgende forfremmelsesår er det ubestridt, at en tjenestemands samlede antal point ved udgangen af hvert forfremmelsesår består af summen af de point, der blev tildelt ham i forbindelse med det sidste bedømmelsesår (første bestanddel), og af de point, som han allerede i forvejen rådede over (anden bestanddel).

Retspraksis, hvorefter tildelingen af forfremmelsespoint i forbindelse med et bestemt år har virkninger, som ikke udelukkende er begrænset til det løbende forfremmelsesår, indebærer på ingen måde, at en tjenestemand, når han underrettes om det samlede antal point, han råder over ved udgangen af et forfremmelsesår, har ret til at anfægte ikke blot den første bestanddel af hans samlede antal point, men også den anden bestanddel. Hvis denne anden bestanddel ligeledes kunne være genstand for en klage eller et søgsmål, ville der nemlig ske tilsidesættelse af retssikkerheden, for så vidt som tjenestemanden på ny ville kunne stille spørgsmålstegn ved de point, han var blevet tildelt i forbindelse med de tidligere forfremmelsesår, og som han ikke havde anfægtet inden for de frister, der er fastsat i vedtægten.

(jf. præmis 41, 42 og 44)

Henvisning til:

Retten, 11. december 2003, sag T­323/02, Breton mod Domstolen, Sml. Pers. I­A, s. 325, og II, s. 1587, præmis 51-53; Retten, 4. maj 2005, sag T­144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 101, og II, s. 465, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 19. oktober 2006, sag T­311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 88

3.      Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens bedømmelse af de faktiske omstændigheder udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for Personaleretten, er gengivet forkert. En sådan forkert gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det er fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne.

(jf. præmis 55)

Henvisning til:

Retten, 8. september 2009, sag T­404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 191-193 og den deri nævnte retspraksis.