Language of document : ECLI:EU:C:2006:646

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 5. oktober 2006 1(1)

Sag C-110/05

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – artikel 28 EF – frie varebevægelser – nationale bestemmelser om forbud mod, at knallerter trækker en påhængsvogn – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – begrundelse – trafiksikkerhed – proportionalitet«





1.        I denne sag har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet den opretholder bestemmelser, der forbyder, at knallerter trækker en påhængsvogn.

I –    Retsforskrifter

A –    Fællesskabsbestemmelser

1.      Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

2.        Artikel 28 EF bestemmer, at »[k]vantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne«.

3.        I henhold til artikel 30 er forbud eller restriktioner vedrørende indførsel mellem medlemsstaterne, som er begrundet bl.a. i hensynet til den offentlige sikkerhed og beskyttelse af menneskers liv og sundhed, tilladt, såfremt de hverken udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

2.      Bestemmelser om standardtypegodkendelses- og typegodkendelsesprocedurer for to- og trehjulede motordrevne køretøjer

4.        Rådets direktiv 92/61/EØF (2) blev vedtaget for at etablere en standardtypegodkendelsesprocedure inden for Fællesskabet (3) for to- og trehjulede motordrevne køretøjer.

5.        Som det klart fremgår af bemærkningerne til direktivet, har denne procedure til formål at sikre det indre markeds funktion ved at fjerne de tekniske hindringer inden for motorkøretøjsbranchen (4). Den har ligeledes til formål at medvirke til forbedring af trafiksikkerheden samt til beskyttelse af miljøet og forbrugerne (5).

6.        For at gøre det muligt at gennemføre denne standardtypegodkendelsesprocedure inden for Fællesskabet, tilsigter førnævnte direktiv en fuldstændig harmonisering af de tekniske krav, som disse køretøjer skal opfylde (6). Direktivet tilsigter desuden, at de tekniske forskrifter, som gælder for disse køretøjers forskellige bestanddele og kendetegn, harmoniseres inden for rammerne af særdirektiver (7).

7.        I henhold til artikel 1, stk. 1, første afsnit, finder direktiv 92/61 anvendelse på »alle to- og trehjulede motordrevne køretøjer, også med tvillinghjul, som er beregnet til brug på vej, samt komponenter og separate tekniske enheder hertil«.

8.        I henhold til samme direktivs artikel 1, stk. 2 og 3, er de omfattede køretøjer knallerter (8), motorcykler, trehjulede motorcykler og quadricykler.

9.        De forskrifter, der vedrører masse og dimensioner for to- og trehjulede motordrevne køretøjer, er blevet harmoniseret inden for rammerne af Rådets direktiv 93/93/EØF (9).

10.      Andre tekniske krav, bl.a. til tilkoblings- og fastspændingsanordninger for de nævnte køretøjer, har været genstand for harmonisering inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/24/EF (10).

11.      I præamblen til både direktiv 93/93 og direktiv 97/24 fastsættes det, at de i direktiverne indeholdte forskrifter ikke kan medføre eller bevirke, at medlemsstater, der på deres område ikke tillader, at to- og trehjulede motordrevne køretøjer trækker en påhængsvogn, forpligtes til at ændre deres lovgivning (11).

B –    De nationale bestemmelser

12.      Artikel 53 i i lovdekret nr. 285 af 30. april 1992 (12) (decreto legislativo, herefter »færdselsloven«) definerer knallerter som to-, tre- eller firhjulede motordrevne køretøjer, hvoraf sidstnævnte udgør »motordrevne quadricykler«.

13.      Køretøjer er i henhold til artikel 54 i færdselsloven motordrevne køretøjer med mindst fire hjul med undtagelse af knallerter.

14.      I henhold til samme lovs artikel 56 er det kun tilladt at trække en påhængsvogn efter køretøjer, trolleybusser (13) og traktorer.

II – Den administrative procedure

15.       Efter en brevveksling mellem Den Italienske Republik og Kommissionen udtalte Kommissionen, at Italien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF ved at vedtage de omhandlede bestemmelser, og den anmodede ved skrivelse af 3. april 2003 medlemsstaten om at fremsætte sine bemærkninger hertil.

16.      I svarskrivelse af 13. juni 2003 forpligtede Den Italienske Republik sig til at foretage de nødvendige ændringer af de nationale bestemmelser og at fjerne den hindring for indførsel, som Kommissionen havde henvist til. Den Italienske Republik præciserede desuden, at ændringerne ikke kun ville vedrøre standardtypegodkendelsen af køretøjer, men også indregistreringen og brugen af samt kontrollen med påhængsvogne på vejene (ændringer).

17.      Kommissionen modtog imidlertid ikke yderligere underretning om vedtagelsen af de nævnte ændringer og fremsatte derfor den 19. december 2003 over for Den Italienske Republik en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede Den Italienske Republik til at træffe de fornødne foranstaltninger til at efterkomme sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen. Da Den Italienske Republik ikke har svaret, har Kommissionen anlagt nærværende sag i henhold til artikel 226 EF ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. marts 2005.

III – Søgsmålet

18.      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1)      Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet den har forbudt, at knallerter trækker en påhængsvogn.

2)      Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19.      Den Italienske Republik har nedlagt påstand om frifindelse.

IV – Om traktatbruddet

A –    Parternes hovedargumenter

20.      Kommissionen kritiserer Den Italienske Republik for at have tilsidesat princippet om de frie varebevægelser, der er nævnt i artikel 28 EF, ved at forbyde, at knallerter trækker en påhængsvogn.

21.      Til støtte for dette klagepunkt har Kommissionen for det første anført, at artikel 28 EF og 30 EF finder anvendelse, da der ikke for knallerter findes fællesskabsretligt harmoniserede bestemmelser om typegodkendelse, indregistrering eller brug af påhængsvogne.

22.      Kommissionen har endvidere understreget, at den omhandlede foranstaltning forhindrer brugen af påhængsvogne, der er lovligt fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, hvilket hindrer indførsel og salg i Italien af sådanne påhængsvogne. Ifølge Kommissionen kan en sådan foranstaltning, som udgør en hindring vedrørende indførsel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 28 EF, kun betragtes som forenelig med traktaten, hvis den er begrundet ud fra et af de almene hensyn, der er anført i artikel 30 EF, eller ud fra et af de tvingende hensyn, som er knæsat i Domstolens praksis.

23.      Kommissionen har i denne henseende bemærket, at den omstændighed, at Den Italienske Republik på sit område tillader kørsel med knallerter, som er indregistreret i andre medlemsstater, og som trækker en påhængsvogn, beviser, at forbuddet mod brugen af den omhandlede påhængsvogn ikke er begrundet i noget hensyn til trafiksikkerheden.

24.      Kommissionen har endelig anført, at betragtningerne til direktiv 93/93 og 97/24, som Den Italienske Republik har henvist til til støtte for de omhandlede bestemmelser på ingen måde er bindende og ikke kan medføre eller bevirke, at nationale bestemmelser, som de i den nærværende sag omhandlede er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Kommissionen har i denne henseende endelig henvist til Domstolens faste praksis om den primære fællesskabsrets forrang over for den afledte ret.

25.      Over for disse argumenter har Den Italienske Republik anført, at den overtrædelse, som den påstås at have begået, vedrører et forbud mod, at knallerter, som er indregistreret i Italien, trækker en påhængsvogn, og ikke nægtelse af indregistrering af en knallert eller en påhængsvogn, som er produceret i en anden medlemsstat, og som skal bringes på markedet i Italien.

26.      Den Italienske Republik har desuden gjort gældende, at det forbehold, som fremgår af de sidste betragtninger til direktiv 93/93 og 97/24, tillader den omstridte foranstaltning. Ifølge Den Italienske Republik er baggrunden for dette forbehold, at der geografisk er forskel på nationalstaternes områder. Forbeholdet kan kun ophæves, såfremt der sker en harmonisering (14) af de tekniske bestemmelser om typegodkendelse, indregistrering og brug af påhængsvogne, som er koblet på to- eller trehjulede motordrevne køretøjer. Den Italienske Republik har imidlertid bemærket, at der efter gældende fællesskabsret ikke er fastsat en sådan harmonisering. Den gensidige anerkendelse af påhængsvogne hører derfor under medlemsstaternes skønsbeføjelser.

27.      Den Italienske Republik har endelig fremhævet, at køretøjernes tekniske karakteristika er vigtige ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt. De italienske myndigheder har i denne henseende anført, at de nødvendige sikkerhedskrav ikke er opfyldt, hvor der ikke findes bestemmelser om typegodkendelse af køretøjer, der trækker en påhængsvogn.

B –    Stillingtagen

28.       Kommissionens søgsmål har til formål at få Domstolen til at fastslå, at de italienske bestemmelser har indført en hindring for de frie varebevægelser, som er i strid med traktaten, idet det forbydes, at knallerter trækker en påhængsvogn.

29.      Det skal indledningsvis bemærkes, at de bestemmelser i den afledte ret, som er blevet påberåbt, ikke regulerer de tekniske karakteristika, som skal opfyldes af knallerter, der trækker en påhængsvogn. De nationale foranstaltninger vedrørende dette spørgsmål er således ikke harmoniseret på fællesskabsniveau.

30.      Selv om der ikke findes fælles eller harmoniserede regler, skal medlemsstaterne imidlertid respektere de grundlæggende friheder, som fastsat i traktaten, heriblandt de frie varebevægelser (15).

31.      I henhold til artikel 28 EF sikrer denne frihed navnlig, at kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne.

32.      Det følger af Domstolens faste praksis, at enhver statslig foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet, anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der er forbudt ved artikel 28 EF (16). Selv om en foranstaltning ikke har til formål at regulere vareudvekslingen mellem medlemsstaterne, er det afgørende således, hvilken aktuel eller potentiel virkning den har for samhandelen i Fællesskabet.

33.       Det følger desuden af Domstolens praksis, at foranstaltninger, der anvendes uden forskel på indenlandske produkter og produkter, som indføres fra andre medlemsstater, i mangel af en harmonisering kan hindre de frie varebevægelser (17).

34.      Disse foranstaltninger kan imidlertid begrundes, hvis de forfølger lovlige formål. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at nationale bestemmelser, der hindrer varernes frie bevægelighed, ikke nødvendigvis strider mod fællesskabsretten, hvis de kan begrundes med et af de almene hensyn, som er opregnet i artikel 30 EF, eller mod et af de tvingende hensyn, som er anerkendt i Domstolens praksis, når nationale bestemmelser anvendes uden forskelsbehandling (18).

35.      Som Domstolen imidlertid har understreget, skal enhver undtagelse fra det grundlæggende princip om de frie varebevægelser fortolkes indskrænkende (19). De i artikel 30 EF opregnede grunde skal derfor fortolkes restriktivt, og denne artikel kan ikke udvides til at omfatte andre situationer end dem, som udtømmende er angivet deri. Under disse omstændigheder påhviler det de nationale myndigheder at godtgøre, dels at deres bestemmelser er nødvendige for at tilgodese det tilsigtede formål, dels at de nævnte bestemmelser står i rimeligt forhold dertil (20).

36.       På baggrund af de nævnte principper skal der for det første tages stilling til, om de anfægtede nationale bestemmelser udgør en hindring for varernes frie bevægelighed, hvilket er forbudt i henhold til artikel 28 EF, og i bekræftende fald om bestemmelserne er begrundet.

1.      Om der foreligger en hindring for de frie varebevægelser

37.      Det er min opfattelse, at de omstridte nationale bestemmelser i den foreliggende sag udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der er forbudt ved artikel 28 EF.

38.      På den ene side fremgår det af sagsakterne, at det omhandlede forbud udgør en foranstaltning, der anvendes uden forskel på indenlandske produkter og produkter, som indføres fra andre medlemsstater. Den Italienske Republik har i sin duplik anført, at forbuddet vedrører alle påhængsvogne uafhængigt at deres fabrikationssted (21).

39.      På den anden side er det ubestridt, at de omhandlede nationale bestemmelser hindrer varernes frie bevægelighed, og særligt for så vidt angår påhængsvogne, ved generelt og absolut at forbyde, at knallerter trækker en påhængsvogn på italiensk område.

40.      Selv om forbuddet kun vedrører knallerter, mener jeg, at det at koble en påhængsvogn til et sådant køretøj udgør en almindelig og ofte benyttet transportform, navnlig i landdistrikterne. Selv om bestemmelserne ikke forbyder indførsel og salg af påhængsvogne i Italien, har de imidlertid den virkning, at de begrænser anvendelsen af disse påhængsvogne på italiensk område. Det er således min opfattelse, at et sådant forbud kan begrænse mulighederne for samhandel mellem Den Italienske Republik og de øvrige medlemsstater og hindre indførsel og markedsføring i Italien af påhængsvogne fra de nævnte medlemsstater, selv om de er lovligt fremstillet og bragt på markedet i disse medlemsstater.

41.      På denne baggrund finder jeg, at de omhandlede nationale bestemmelser udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der i princippet er forbudt ved artikel 28 EF.

42.      Det må dog undersøges, om bestemmelserne, på trods af deres restriktive virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne, kan være begrundet ud fra et af de almene hensyn, der er anført i artikel 30 EF, eller ud fra et af de tvingende hensyn, som er knæsat i Domstolens praksis, og i givet fald om et sådant forbud er egnet til at nå det tilsigtede formål, og om det står i rimeligt forhold hertil.

2.      Om hindringen eventuelt er begrundet

43.      I nærværende sag har Den Italienske Republik anført, at det omhandlede forbud er blevet vedtaget med henblik på at sikre førernes sikkerhed. Denne begrundelse er ikke udtrykkelig nævnt i artikel 30 EF, og denne bestemmelse skal, som jeg har anført, fortolkes indskrænkende.

44.      Jeg finder imidlertid, at beskyttelsen af trafiksikkerheden udgør en lovlig begrundelse, som i visse tilfælde kan begrunde en hindring af handelen med varer inden for Fællesskabet.

45.      Det er nemlig ubestridt, at trafiksikkerheden udgør et mål, der er fastsat i og forfølges med fællesskabsretten (22).

46.      Det skal desuden bemærkes, at den offentlige sikkerhed og beskyttelse af menneskers liv og sundhed er blandt de begrundelser, der er nævnt i artikel 30 EF. Det er min opfattelse, at begge disse begrundelser af indlysende grunde må antages at omfatte forebyggelse af trafikulykker.

47.      Endelig har Domstolen allerede i sin dom af 11. juni 1987 i Goffette og Gilliard-sagen (23), der omhandlede kontrolforanstaltninger forud for registreringen af et køretøj importeret fra en anden medlemsstat, udtalt, at en hindring for de frie varebevægelser kan begrundes i artikel 30 EF, såfremt den er nødvendig for trafiksikkerheden (24).

48.      Jeg finder på denne baggrund, at de omhandlede nationale bestemmelser kan begrundes i artikel 30 for så vidt som de for det første medvirker til at sikre førernes sikkerhed, og for det andet står i rimeligt forhold til denne begrundelse.

49.      Hvad for det første angår den pågældende foranstaltnings egnethed til at nå det tilsigtede formål finder jeg, at nationale bestemmelser, som forbyder, at knallerter trækker en påhængsvogn, i visse tilfælde kan imødekomme trafiksikkerhedsmæssige hensyn.

50.      Det forekommer mig nemlig, at det at koble en påhængsvogn til en knallert i visse situationer kan udgøre en fare for færdslen, for så vidt som dette køretøj kører langsomt og i høj grad breder sig på vejen. Jeg kan derfor forestille mig, at brugen af denne type køretøj begrænses på bestemte kørebaner, som f.eks. motorveje eller særligt farlige strækninger.

51.      På denne baggrund kan det efter min opfattelse ikke udelukkes, at denne foranstaltning kan bidrage til at sikre trafiksikkerheden.

52.      Hvad for det andet angår den pågældende foranstaltnings forholdsmæssighed skal det bemærkes, at selv om det i mangel af harmoniserede bestemmelser om brugen af knallerter, der trækker en påhængsvogn, tilkommer medlemsstaterne at afgøre, i hvilket omfang de vil sikre førernes sikkerhed, og på hvilken måde dette skal opnås, kan de imidlertid kun gøre dette inden for de grænser, der er afstukket ved traktaten, og navnlig under overholdelse af proportionalitetsprincippet.

53.       For at sikre, at nationale bestemmelser er i overensstemmelse med dette princip, skal det efterprøves, om de midler, der bringes i anvendelse, går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre beskyttelsen af disse interesser.

54.      Det skal indledningsvis bemærkes, at en national foranstaltning som den i sagen omhandlede indebærer en væsentlig hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne.

55.      Det fremgår nemlig af sagens akter, at den pågældende foranstaltning indeholder et generelt og absolut forbud. Denne foranstaltning er ikke begrænset til et forbud mod brug af knallerter, der trækker en påhængsvogn på bestemte steder eller på særlige strækninger, men finder anvendelse på hele det italienske område uanset vejinfrastrukturen og trafikforholdene.

56.      Det skal dernæst bemærkes, at de italienske myndigheder ikke har fremlagt noget konkret bevis for, at de pågældende krav står i rimeligt forhold til formålet om en effektiv beskyttelse af førernes sikkerhed.

57.      Den Italienske Republik har for det første helt generelt blot fastslået, at »de forskellige nationalstaters geografiske områder ikke er ens«, og at »køretøjernes tekniske karakteristika er væsentlige for menneskers sikkerhed og for trafikken«.

58.      Den Italienske Republik bestrider for det andet ikke, at det omhandlede forbud kun vedrører knallerter, der er indregistreret i Italien (25). Det er derfor tilladt køretøjer, som er indregistreret i de øvrige medlemsstater, at køre med en påhængsvogn på de italienske veje.

59.      Endelig er det min opfattelse, at førernes sikkerhed, som de omhandlede bestemmelser vedrører, kan sikres ved foranstaltninger, der er mindre restriktive for samhandelen inden for Fællesskabet. Det er f.eks. min opfattelse, at et sektorbestemt forbud, der gælder for de strækninger, som anses for farlige, som f.eks. bjergpassager og særligt befærdede offentlige transportveje, bidrager til at fremme dette formål. Det er i denne henseende min opfattelse, at Den Italienske Republiks intention om at ændre sin lovgivning, så denne er i overensstemmelse med fællesskabsretten, bekræfter denne vurdering.

60.      Under alle omstændigheder finder jeg, at de italienske myndigheder, før de traf en så indgribende foranstaltning som et generelt og absolut forbud, var forpligtede til indgående at undersøge muligheden for at anvende foranstaltninger, der i mindre grad begrænser den frie bevægelighed, og kun at udelukke dem, hvis de var klart uegnede til at opfylde det tilstræbte formål.

61.       På baggrund af ovenstående er det derfor min opfattelse, at et generelt og absolut forbud som det i sagen omhandlede ikke udgør en foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det af de nationale myndigheder tilsigtede formål.

62.      Følgelig finder jeg, at de omstridte nationale bestemmelser strider mod proportionalitetsprincippet og derfor ikke kan begrundes i hensynet til trafiksikkerheden. Det er min opfattelse, at disse bestemmelser derfor er uforenelige med artikel 28 EF.

63.      Denne vurdering kan efter min mening ikke seriøst bestrides ved hjælp af det argument, som Den Italienske Republik har fremsat, hvorefter de sidste betragtninger til direktiv 93/93 og 97/24 gør det muligt for medlemsstaterne at opretholde sådanne bestemmelser.

64.      Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at »præamblen til en fællesskabsretsakt ikke er retligt bindende og hverken kan påberåbes til støtte for at fravige bestemmelserne i den pågældende retsakt eller til støtte for en fortolkning af bestemmelserne, der er i åbenbar strid med bestemmelsens ordlyd« (26).

65.       I den foreliggende sag er ingen af de betragtninger, som Den Italienske Republik har henvist til, gentaget i selve direktivets tekst. Som jeg allerede har bemærket i punkt 70 i mit forslag til afgørelse i Meta Fackler-sagen (27), står det imidlertid fast, at selv om et direktivs præambel generelt giver Domstolen et indtryk af lovgivers intention og en nyttig vejledning om, hvordan dets bestemmelser skal fortolkes, er det direktivets indhold, der bør have forrang, når et begreb, der optræder i en betragtning, ikke udtrykkeligt konkretiseres i selve direktivets tekst.

66.      Under alle omstændigheder har Domstolen gentagne gange fastslået, at en bestemmelse i den afledte ret, der i dette tilfælde er et direktiv, »dog ikke [kan] fortolkes således, at den tillader medlemsstaterne at fastlægge betingelser, der strider mod traktatens regler om varebevægelser« (28).

67.      På denne baggrund er det min opfattelse, at Den Italienske Republik ikke gyldigt kan påberåbe sig betragtningerne til direktiv 93/93 og 97/24 med henblik på at begrunde det forbud, der er fastsat i de anfægtede bestemmelser.

68.      På baggrund af ovenstående mener jeg, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28, idet den har vedtaget og opretholder bestemmelser, der forbyder, at knallerter, som er indregistreret i Italien, trækker en påhængsvogn.

V –    Sagens omkostninger

69.      I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

VI – Forslag til afgørelse

70.      I lyset af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)      Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet den har vedtaget og opretholder bestemmelser, der forbyder, at knallerter, som er indregistreret i Italien, trækker en påhængsvogn.

2)      Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.«


1 – Originalsprog: fransk.


2– Direktiv af 30.6.1992 om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer (EFT L 225, s. 72).


3– I henhold til artikel 2, punkt 6), i direktiv 92/61 forstås ved »standardtypegodkendelse«, at en medlemsstat fastslår, at en køretøjstype opfylder de i særdirektiver givne tekniske forskrifter, ligesom den er udtryk for en kontrol af, at de af fabrikanten opgivne specifikationer, der fremgår af direktivets bilag I, er korrekte.


4– Jf. første til tredje, tolvte og sidste betragtning.


5– Jf. sidste betragtning.


6– Idem.


7– Jf. ottende betragtning.


8– I henhold til artikel 1, stk. 2, første led, i direktiv 92/61 forstås ved »knallerter« »to- eller trehjulede køretøjer med en motor med et slagvolumen på ikke over 50 cm³, hvis der er tale om intern forbrænding, og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på 45 km/h«.


9– Direktiv af 29.10.1993 om masse og dimensioner for to- og trehjulede motordrevne køretøjer (EFT L 311, s. 76).


10– Direktiv af 17.6.1997 om dele af og kendetegn ved to- og trehjulede motordrevne køretøjer (EFT L 226, s. 1).


11– Jf. de sidste betragtninger til direktiverne.


12– GURI nr. 114 af 18.5.1992.


13– Trolleybusser er eldrevne køretøjer, som ikke kører på skinner, og som får strøm fra en køreledning.


14– Den Italienske Republik har i denne henseende bemærket, at sådanne bestemmelser allerede findes for påhængsvogne, der er koblet til andre typer af køretøjer.


15– Det skal bemærkes, at Det Europæiske Fællesskabs virke i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), EF indebærer oprettelsen af et indre marked ved fjernelse af hindringer, bl.a. for den frie bevægelighed for varer, mellem medlemsstaterne. Artikel 14, stk. 2, EF bestemmer desuden, at »[d]et indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer […] i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat«, dvs. navnlig artikel 28 EF ff. Jf. i denne retning dom af 9.12.1997, sag C-265/95, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 6959, præmis 24 ff.


16– Jf. bl.a. dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097, præmis 11, og af 14.9.2006, forenede sager C-158/04 og C-159/04, Alfa Vita Vassilopoulos og Carrefour Marinopoulos, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).


17– Jf. bl.a. dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, den såkaldte Cassis de Dijon-sag, Sml. s. 649, præmis 6, 14 og 15.


18– Jf. i denne retning dommen i sagen Alfa Vita Vassilopoulos og Carrefour Marinopoulos, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis. Det skal bemærkes, at artikel 30 EF eller et af de grundlæggende krav, der er anerkendt i fællesskabsretten, ikke kan anvendes som begrundelse, såfremt der i fællesskabsdirektiver foreskrives harmonisering af de foranstaltninger, der er nødvendige for at virkeliggøre det særlige mål, der forfølges. I dette tilfælde skal der nemlig træffes beskyttelsesforanstaltninger inden for rammerne af harmoniseringsdirektivet (jf. bl.a. dom af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, præmis 18).


19– Jf. bl.a. dom af 19.3.1991, sag C-205/89, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 1361, præmis 9.


20– Jf. til illustration dom af 5.2.2004, sag C-270/02, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1559, præmis 22.


21– Punkt 2.


22– Jf. bl.a. Kommissionens henstilling af 6.4.2004 om kontrol på området trafiksikkerhed (EFT L 111, s. 75), Kommissionens meddelelse af 2.6.2003 om et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden – halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave (KOM(2003) 311 endelig udg.), og Rådets resolution af 26.6.2000 om større trafiksikkerhed (EFT C 218, s. 1).


23– Sag 406/85, Sml. s. 2525, præmis 7.


24– Der skal ligeledes henvises til dom af 5.10.1994, sag C-55/93, Van Schaik, Sml. I, s. 4837, hvori Domstolen i forbindelse med forelæggelsen af et præjudicielt spørgsmål, som bl.a. vedrørte fortolkningen af artikel 49 EF (frie udveksling af tjenesteydelser), fastslog, at kravene til færdselssikkerheden udgør tvingende almene hensyn, der kan berettige en medlemsstats bestemmelser, hvorefter attester for eftersyn af køretøjer, der er indregistreret i denne stat, ikke kan udstedes af værksteder i en anden medlemsstat, præmis 19.


25– Punkt 2 i svarskriftet.


26– Jf. bl.a. dom af 24.11.2005, sag C-136/04, Deutsches Milch-Kontor, Sml. I, s. 10095, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis.


27 – Dom af 12.5.2005, sag C-444/03, Sml. I, s. 3913.


28– Dom af 9.6.1992, sag C-47/90, Delhaize og Le Lion, Sml. I, s. 3669, præmis 26. Jf. endvidere dom af 2.2.1994, C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, den såkaldte Clinique-sag, Sml. I, s. 317, præmis 12, hvori Domstolen kendte for ret, at et »direktiv […] ligesom ethvert andet regelsæt fra den afledte ret [skal] fortolkes under hensyn til traktatens bestemmelser om frie varebevægelser«.