Sagerne T-252/07, T-271/07 og T-272/07

Sungro, SA m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

»Ansvar uden for kontraktforhold – fælles landbrugspolitik – ændring af støtteordningen for bomuld – afsnit IV, kapitel 10a, i forordning (EF) nr. 1782/2003, indsat ved artikel 1, nr. 20), i forordning (EF) nr. 864/2004 – annullation af de pågældende bestemmelser ved en dom afsagt af Domstolen – årsagsforbindelse«

Sammendrag af dom

1.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse

(Art. 288, stk. 2, EF)

2.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse

[Art. 235 EF og 288, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 1782/2003, afsnit IV, kapitel 10a, og nr. 864/2004, art. 1, nr. 20)]

3.      Erstatningssøgsmål – genstand – erstatning for udgifter afholdt i forbindelse med sagen for Fællesskabets retsinstanser

(Art. 288, stk. 2, EF; Rettens procesreglement, art. 91)

1.      Vedrørende Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold anses betingelsen om, at der skal være en årsagsforbindelse mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab, for at være opfyldt, når det påståede tab fremgår tilstrækkeligt klart af den påklagede adfærd, idet sidstnævnte skal være den afgørende årsag til tabet.

For at fastslå det tab, som kan henføres til en forseelse, som en fællesskabsinstitution har gjort sig skyldig i, er det imidlertid virkningerne af den overtrædelse, som har medført, at Fællesskabet er ifaldet ansvar, der skal tages i betragtning, og ikke virkningerne af den retsakt, inden for hvis rammer den er sket, forudsat at institutionen havde kunnet eller skullet udstede en retsakt med samme virkning uden at tilsidesætte retsreglerne. Undersøgelsen af årsagsforbindelsen kan ikke tage udgangspunkt i den forkerte præmis, at institutionen i tilfælde af, at den ulovlige adfærd ikke havde foreligget, ikke ville have foretaget sig noget eller ville have vedtaget en retsakt med det modsatte indhold – hvilket ligeledes ville kunne have udgjort en forseelse fra institutionens side – men skal tage udgangspunkt i en sammenligning af den situation, forseelsen har bragt den berørte part i, og den situation, denne ville have befundet sig i, hvis institutionens adfærd havde været i overensstemmelse med retsreglerne.

(jf. præmis 47 og 48)

2.      Forordning nr. 864/2004 og navnlig det kapitel 10a om støtte til bomuldsproducenterne, som derved indsættes i afsnit IV i forordning nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, udgør, således som det klart fremgår af betragtningerne til førstnævnte forordning, en del af reformen af den fælles landbrugspolitik iværksat ved nævnte forordning nr. 1782/2003, og formålet med reformen er at overgå fra en politik for pris- og produktionsstøtte til en politik for direkte landbrugsindkomststøtte, hvorfor et af reformens hovedelementer er afkoblingen af direkte produktionsstøtte og indførelsen af enkeltbetalingsordningen.

I et søgsmål indledt i henhold til artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF af bomuldsegreneringsvirksomheder som følge af en dom, hvorved Domstolen annullerede det nævnte kapital 10a, med påstand om erstatning for det tab, som angiveligt er lidt på grund af vedtagelsen og anvendelsen af de nævnte bestemmelser, påhviler det sagsøgerne at godtgøre, at den omtvistede forordning ikke ville være blevet vedtaget eller helt sikkert ville have haft et andet indhold, såfremt den fastslåede ulovlige adfærd ikke havde foreligget. Det er nemlig ikke de omtvistede bestemmelser som sådan, men derimod den manglende hensyntagen til samtlige relevante faktorer og omstændigheder, særligt i form af en undersøgelse af virkningerne af reformen før vedtagelsen af de nævnte bestemmelser, der ved Domstolens dom fandtes at udgøre en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Under disse omstændigheder påhviler det derfor sagsøgerne at godtgøre, at Rådet ved at vedtage en ny ordning, der ikke blot respekterer, hvad der følger af gennemførelsen af en konsekvensanalyse af reformen, men også de bagvedliggende formål med reformen af den fælles landbrugspolitik, uundgåeligt måtte fastholde en ordning og en procentsats for afkoblet støtte til producenterne, der er forskellig fra den ordning, der er fastsat ved de omtvistede bestemmelser.

Der er nemlig ikke en direkte årsagsforbindelse mellem enhver indtægtsnedgang, som alene skyldes reformen, og den af Domstolen konstaterede ulovlige adfærd, eftersom denne ulovlighed ikke sår tvivl om valget af at indføre en sådan reform.

(jf. præmis 60, 61 og 63)

3.      De udgifter, som er afholdt i forbindelse med den retslige prøvelse, der henhører under Fællesskabets retsinstanser, må anses for omfattet af de afgørelser om sagsomkostninger, der i henhold til de særlige procesregler, som gælder for denne form for udgifter, er truffet inden for rammerne af de afgørelser, der afsluttede sagernes behandling, og som afslutning på de særlige procedurer, der er foreskrevet for tilfælde, hvor der er strid om udgifternes størrelse. Sådanne procedurer udelukker, at der kan gøres krav på de samme beløb eller på beløb afholdt til de samme formål inden for rammerne af sager, hvori Fællesskabet påstås at være ifaldet ansvar uden for kontraktforhold, herunder sager anlagt af personer, der efter at have tabt en sag er blevet pålagt at bære sagens omkostninger.

(jf. præmis 69)