Language of document :

Sag anlagt den 28. februar 2011 - Centre national de la recherche scientifique mod Kommissionen

(Sag T-125/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Centre national de la recherche scientifique (Paris, Frankrig) (ved advokat N. Lenoir)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Beslutning af 17. december 2010 annulleres i det omfang den vedrører modregningen mellem CNRS's fordring mod Fællesskabet, som udspringer af kontrakten PIEF, på den ene side, og Fællesskabets påståede fordring mod CNRS i henhold til kontrakten ALLOSTEM på den anden side.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1.    Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar og bl.a. af artikel 12, stk. 4 i forordning (EF) nr. 2321/2002 1 i det omfang Kommissionen undlod at indhente sagsøgerens bemærkninger til støtte for dens beslutning om at inddrive den påståede fordring ved modregning.

2.    Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Kommissionen udelukkende henviste til generelle betragtninger i dens revisionsrapport af 16. marts 2009 uden at angive grundene til, at den ikke tog hensyn til den dokumentation, som sagsøgeren havde fremlagt som bevis for, at de af sagsøgeren anmeldte omkostninger, er støtteberettigede.

3.    Det tredje anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn, idet det vederlag, som T, der er forsker ved CNRS, modtog i perioden fra 1. april 2006 til 31. marts 2007, ifølge Kommissionen ikke udgør støtteberettigede omkostninger til trods for de beviser, sagsøgeren har fremlagt i form af tidsark og fire videnskabelige artikler, hvori der henvises til den omhandlede kontrakt.

4.    Det fjerde anbringende vedrører de retlige fejl, der er begået i det omfang Kommissionen har bestridt bevisværdien af T's tidsark for perioden fra 1. april 2006 til 31. marts 2007, og idet Kommissionen ikke anså betalingen af vederlaget til B, der er forsker ved CNRS, under dennes barselsorlov, og den sociale ydelse, benævnt "Hensættelsen til arbejdsløshedskassen" ("Provision pour Perte d'Emploi" (PPE)), der er betalt af CNRS i form af arbejdsløshedsforsikring til dets ikke-fastansatte personale, for støtteberettiget.

5.    Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning, idet Kommissionen:

i modsætning til det, den angav i sin revisionsrapport og under et møde, benægter, at de fire videnskabelige artikler har nogen bevisværdi,

idet den har foretaget en ny fortolkning af kriterierne for, om udgifter til barselsorlov, er støtteberettigede,

har meddelt beslutningen til trods for de forsikringer, som er afgivet i forbindelse med forsøget på at opnå en mindelig løsning af tvisten.

6.    Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 73, stk. 1 i finansforordningen 2, eftersom den fordring, som Kommissionen har gjort krav på, ikke er sikker.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2321/2002 af 16.12.2002 om deltagelsesregler for virksomheder, forskningscentre og universiteter og regler for formidling af forskningsresultater gældende under gennemførelsen af Det Europæiske Fællesskabs sjette rammeprogram (2002-2006) (EFT L 355, s. 23).

2 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).