Language of document :

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. juli 2012 - Neurim Pharmaceuticals (1991) Ltd mod Comptroller-General of Patents (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) - Det Forenede Kongerige)

(Sag C-130/11) 

(Humanmedicinske lægemidler - supplerende beskyttelsescertifikat - forordning (EF) nr. 469/2009 - artikel 3 - betingelser for opnåelse - lægemiddel, der har opnået en gyldig markedsføringstilladelse - første tilladelse - produkt successivt godkendt som veterinærmedicinsk og humanmedicinsk lægemiddel)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Neurim Pharmaceuticals (1991) Ltd

Sagsøgt: Comptroller-General of Patents

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) - fortolkning af artikel 3 og artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1768/92 af 18. juni 1992 om indførelse af et supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (EFT L 182, s. 1) - fortolkning af artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311, s. 67) - betingelser for opnåelse af et supplerende beskyttelsescertificat - produkter indeholdende samme aktive ingrediens, og for hvilke der for hver er blevet udstedt en markedsføringstilladelse, den ene for et veterinærlægemiddel, det andet for et humanmedicinsk lægemiddel, der modsvarer en anden indikation

Konklusion

Artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6. maj 2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler skal fortolkes således, at i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede er den omstændighed i sig selv, at der findes en tidligere markedsføringstilladelse opnået for et veterinærmedicinsk lægemiddel, ikke til hinder for, at der udstedes et supplerende beskyttelsescertifikat for en anden anvendelse af det samme produkt, for hvilket der er udstedt en markedsføringstilladelse, forudsat at denne anvendelse falder inden for beskyttelsen af det grundpatent, der er påberåbt til støtte for ansøgningen om et supplerende beskyttelsescertifikat.

Artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 469/2009 skal fortolkes således, at den henviser til markedsføringstilladelsen for et produkt, der falder inden for beskyttelsen af det grundpatent, der er påberåbt til støtte for ansøgningen om et supplerende beskyttelsescertifikat.

Svarene på de foregående præjudicielle spørgsmål ville ikke have været anderledes, hvis - i en situation, som den i hovedsagen omhandlede, hvor det samme aktive stof er til stede i to forskellige lægemidler, der har opnået successive markedsføringstilladelser - den anden markedsføringstilladelse havde krævet indgivelse af en fuldstændig ansøgning i henhold til artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, eller hvis det produkt, der er omfattet af den første markedsføringstilladelse for det tilsvarende lægemiddel, falder inden for beskyttelsen af et andet patent, som tilhører en anden indehaver end den, der ansøger om det supplerende beskyttelsescertifikat.

____________

1 - EUT C 179 af 18.6.2011.