Sag T-50/09

Ifemy’s Holding GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket Dada & Co. kids – det ældre nationale ordmærke DADA – relativ registreringshindring – ingen reel brug af det ældre varemærke – artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 207/2009)«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – frist fastsat af Harmoniseringskontoret – præceptiv karakter

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 2)

2.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – behandling af indsigelsen – bevis for brug af det ældre varemærke – frist fastsat af Harmoniseringskontoret – tidspunktet for fremlæggelse af beviset

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 2)

3.      EF-varemærker – sager for Harmoniseringskontorets instanser – fremsendelse af meddelelser til Harmoniseringskontoret – fremsendelse pr. telefax – ufuldstændig eller ulæselig meddelelse

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 80, stk. 2)

1.      Det fremgår af selve ordlyden af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at den frist, den fastsætter, er af præceptiv karakter, hvilket udelukker, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) tager hensyn til beviser, der er fremlagt for sent.

En sådan frist er ligesom klage- og søgsmålsfrister ufravigelig og kan ikke ændres af parterne eller af Fællesskabets retsinstanser, som ex officio skal efterprøve, om fristen er overholdt. Denne frist beror på hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller enhver vilkårlighed i retsplejen.

(jf. præmis 63 og 64)

2.      Regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal fortolkes således, at beviset ikke er »fremlagt«, når det sendes til Harmoniseringskontoret, men når det indgår dér.

For det første bekræftes denne fortolkning bogstaveligt set ved brugen af de to verber »godtgøre« og »fremlægge« beviset for Harmoniseringskontoret i ordlyden af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Disse verber fremkalder nemlig begge tanker om en bevægelse eller en overførsel af beviset til det sted, hvor Harmoniseringskontoret har sit hjemsted, således at vægten snarere ligger på resultatet af handlingen end på udgangspunktet.

Selv om hverken forordning nr. 40/94 om EF-varemærker eller forordning nr. 2868/95 indeholder en bestemmelse, der svarer til artikel 43, stk. 3, i Rettens procesreglement, hvorefter datoen for indleveringen til Justitskontoret er eneafgørende for beregningen af procesfristerne, er denne fortolkning for det andet i overensstemmelse med den generelle opbygning af disse to forordninger, hvori en række særlige bestemmelser fastsætter, at der med hensyn til beregningen af procesfrister skal tages udgangspunkt i det tidspunkt, hvor akten blev modtaget, og ikke hvor den blev afsendt. Dette er f.eks. tilfældet med hensyn til regel 70, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, hvorefter det i tilfælde af, at en meddelelse af et proceduremæssigt skridt er den afgørende begivenhed, er »modtagelsen« af det meddelte dokument, der er den afgørende begivenhed. Det samme gælder for regel 72 i forordning nr. 2868/95, hvorefter fristen forlænges til den nærmest følgende dag, hvor Harmoniseringskontoret har åbent for »modtagelse« af dokumenter, hvis fristen udløber på en dag, hvor Harmoniseringskontoret har lukket for »modtagelse« af dokumenter, og for regel 80, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, hvorefter den dato, den genfremsendte meddelelse eller originalen blev »modtaget«, anses for datoen for »modtagelsen« af den oprindelige meddelelse, hvis det viser sig, at den oprindelige meddelelse var mangelfuld.

For det tredje har fast retspraksis udviklet et tilsvarende resultat på området for EU-personalesager, idet den har fortolket artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber således, at en klage ikke er »indbragt«, når den afsendes til institutionen, men når den er »kommet frem« til institutionen.

For det fjerde er denne fortolkning den bedst egnede til at opfylde retssikkerhedskravet. Den sikrer nemlig, at tidspunktet for, hvornår den frist, der fremgår af regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, begynder at løbe, og for, hvornår den udløber, er klart bestemt, og at den overholdes strengt.

For det femte opfylder denne fortolkning ligeledes nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller enhver vilkårlighed i retsplejen, fordi den gør det muligt at beregne fristerne for alle parterne på samme måde, uafhængigt af disses hjemsted eller nationalitet.

(jf. præmis 65-70)

3.      Formålet med regel 80, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker er at give personer, der sender meddelelser til Harmoniseringskontoret pr. telefax, mulighed for at genfremsende deres dokumenter eller til at fremsende originalerne til Harmoniseringskontoret efter udløbet af fristen for indsigelse, når der opstår en af de situationer, der omhandles i nævnte regel, således at de kan afhjælpe de uregelmæssigheder, der følger af de nævnte situationer.

Nævnte bestemmelse vedrører således situationer, hvor den omhandlede part som følge af en objektiv omstændighed, der beror på særlige eller atypiske tekniske omstændigheder, som er uafhængige af denne parts vilje, forhindres i på tilfredsstillende måde at sende dokumenterne pr. telefax.

Derimod omfatter den ikke tilfælde, hvor den omstændighed, at den meddelelse, der sendes pr. telefax, er ufuldstændig eller ulæselig, alene skyldes viljen hos afsenderen, der forsætligt vælger ikke at sende en fuldstændig og læselig meddelelse, selv om han teknisk set var i stand til det.

Heraf følger, at den i princippet forudsætter, at der er identitet mellem de dokumenter, med hensyn til hvilke meddelelsen pr. telefax var ufuldstændig eller ulæselig, og de dokumenter, der senere fremsendes i original eller pr. telefax efter opfordring fra Harmoniseringskontoret, og således er til hinder for enhver rettelse, ændring eller tilføjelse af nye oplysninger i den anledning. Enhver anden fortolkning ville gøre det muligt for parterne i en sag for Harmoniseringskontoret at omgå de frister, der er fastsat for dem, hvilket klart ikke er det formål, der forfølges med nævnte regel.

(jf. præmis 43-46)