Language of document :

Sag anlagt den 27. september 2010 - Mullglen mod Europa-Kommissionen

(Sag T-460/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Mullglen Ltd (Killybes, Irland) (ved A. Collins, SC, barrister N. Travers og solicitor D. Barry)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens beslutning, meddelt under nummer K(2010) 4757 af 13. juli 2010 som en skrivelse til Irland, der blev meddelt sagsøgeren den 16. juli 2010 om afslag på en ansøgning om en sikkerhedsmæssigt begrundet kapacitetsforhøjelse til en påtænkt ny pelagisk trawler til erstatning for MFV Pacelli, og som blev vedtaget til erstatning for beslutningen vedrørende den nævnte ansøgning, der er indeholdt i Kommissionens beslutning 2003/245 af 4. april 2003 om de anmodninger, Kommissionen har modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m (EUT 2003 L 90, s. 48), der blev annulleret, for som vidt som den vedrører sagsøgeren, ved Retten i Første Instans' dom af 13. juni 2006 i forenede sager T-218/03 - T-240/03, Boyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1699.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med nærværende søgsmål nedlægger sagsøgeren i henhold til artikel 263 TEUF påstand om annullation af Kommissionens beslutning, meddelt under nummer K(2010) 4757 af 13. juli 2010 som en skrivelse til Irland, der blev meddelt sagsøgeren den 16. juli 2010 om afslag på en ansøgning om en sikkerhedsmæssigt begrundet kapacitetsforhøjelse til en påtænkt ny pelagisk trawler til erstatning for MFV Pacelli, og som blev vedtaget til erstatning for beslutningen vedrørende den nævnte ansøgning, der er indeholdt i Kommissionens beslutning 2003/245 af 4. april 2003 om de anmodninger, Kommissionen har modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m (EUT 2003 L 90, s. 48), der blev annulleret, for som vidt som den vedrører sagsøgeren, ved Retten i Første Instans' dom af 13. juni 2006 i forenede sager T-218/03 - T-240/03, Boyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1699.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført følgende anbringender:

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen handlede uden hjemmel. Artikel 4, stk. 2, i Rådets beslutning 97/413/EF af 26. juni 1997 om mål og detaljerede regler for en omstrukturering af Fællesskabets fiskerisektor i perioden 1. januar 1997 til 31. december 2001 med henblik på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem ressourcerne og udnyttelsen heraf (EFT 1997 L 175, s. 27), er fortsat den korrekte hjemmel for den anfægtede beslutning, og som følge heraf savnede Kommissionen den hjemmel, som den hævder at have til at vedtage beslutningen som en ad hoc beslutning.

For det andet har sagsøgeren anført, at Kommissionen tilsidesatte et grundlæggende processuelt krav. Sagsøgeren har anført, at den anfægtede beslutning i henhold til Rådets beslutning 97/413/EF skulle have været vedtaget under anvendelse af forvaltningskomitéproceduren, og at Kommissionen tilsidesatte grundlæggende processuelle krav ved at vedtage beslutningen på ad hoc basis.

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ved en fejlfortolkning af artikel 4, stk. 2, i Rådets beslutning 97/413/EF har overskredet sine beføjelser, navnlig ved at støtte sig på irrelevante kriterier og se bort fra definitionen af "fiskeriindsats" i Rådets beslutning 97/413/EF og i Fællesskabets fiskerilovgivning, der fandt anvendelse på tidspunktet for sagsøgerens ansøgning om sikkerhedstonnage i december 2001.

Det gøres endvidere gældende, at den anfægtede beslutning indeholder en række åbenbare fejl i bedømmelsen af sagsøgerens ansøgning om sikkerhedstonnage. Sagsøgeren har navnlig anført, at Kommissionens beslutning om at afslå sagsøgerens ansøgning, fordi der var større volumen under hoveddækket på det påtænkte nye fartøj i forhold til Pacelli, er åbenlyst fejlagtigt, hvilket ligeledes gælder antagelsen om, at det påtænkte nye fartøjs "fiskeriindsats" vil være større end Pacellis.

Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat retten til ligebehandling. Det gøres gældende, at Kommissionens afslag på ansøgningen på grund af den større volumen under hoveddækket på sagsøgerens påtænkte nye fartøj udgør en grov forskelsbehandling, der beløber sig til utilladelig diskrimination af sagsøgeren, sammenlignet med den ganske anden tilgang, som Kommissionen anlagde ved behandlingen af visse af de ansøgninger om supplerende sikkerhedstonnage, der er godkendt i Kommissionens beslutning 2003/245 samt ved behandlingen af en af de ansøgninger, der oprindeligt blev afslået i denne beslutning, men som blev godkendt i Kommissionens beslutning, meddelt under dokument K(2010) 4765 af 13. juli 2010.

____________