Language of document :

Appel iværksat den 3. februar 2022 af Grupa Azoty S.A., Azomureș SA og Lipasmata Kavalas LTD Ypokatastima Allodapis til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 29. november 2021 i sag T-726/20, Grupa Azoty m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-73/22 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Grupa Azoty S.A., Azomureș SA og Lipasmata Kavalas LTD Ypokatastima Allodapis (ved avocats D. Haverbeke, L. Ruessmann og P. Sellar)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Det fastslås, at appellanternes søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens meddelelse af 25. september 2020 med overskriften »Retningslinjer for visse statsstøtteforanstaltninger som led i systemet for handel med kvoter for drivhusgasemissioner efter 2021« 1 kan antages til realitetsbehandling.

Subsidiært ophæves den appellerede kendelse med den begrundelse, at Retten skulle have henskudt afgørelsen vedrørende formaliteten til behandling i forbindelse med sagens realitet.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på realitetsbehandling.

Indstævnte tilpligtes at betale appellanternes sagsomkostninger.

Afgørelsen om sagsomkostningerne i sagen for Retten udsættes, indtil denne har truffet fuld afgørelse i sagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

Det første anbringende om en utilstrækkelig begrundelse.

Retten har ikke opfyldt sin forpligtelse til at give en tilstrækkelig begrundelse. For det første har Retten i den appellerede kendelses præmis 34-48 og 49-51 undladt at behandle de af appellanterne fremførte argumenter og at fastlægge de faktiske omstændigheder i den sag, som var indbragt for den. For det andet har den ikke forklaret, hvorfor appellanterne kun kunne være umiddelbart berørt af Kommissionens afgørelser vedtaget i henhold til specifik afledt ret. Dette vedrører den appellerede kendelses præmis 38.

Det andet anbringende, hvorefter Retten har begået en retlig fejl ved konstateringen af, at appellanterne ikke var umiddelbart berørt.

Retten har i den appellerede kendelses præmis 26-30 henvist til fast retspraksis for så vidt angår kriteriet umiddelbart berørt. I forbindelse med dette kriterium skal Retten bedømme indholdet og arten af samt formålet med og realiteten af den retsakt, som anfægtes, såvel som den faktiske og retlige sammenhæng, som den indgår i. Retten har begået en retlig fejl ved sin vurdering af kravet i artikel 263 TEUF om at være »umiddelbart berørt«, idet den ikke har foretaget en sådan bedømmelse. Dette vedrører den appellerede kendelses præmis 34-48. Retten har skabt et scenarie, hvori appellanterne ikke har noget retsmiddel. Ved at undlade at følge og anvende kriteriet umiddelbart berørt har Retten begået en retlig fejl.

Subsidiært skulle Retten have henskudt afgørelsen om formaliteten til behandling i forbindelse med sagens realitet

Artikel 130, stk. 7og 8, i Rettens procesreglement kræver, at Retten henskyder sin afgørelse om en anmodning vedrørende formaliteten til behandling i forbindelse med sagens realitet, hvis særlige omstændigheder begrunder det, og dernæst fastsætter nye frister for fortsættelsen af sagsbehandlingen. I henhold til fast retspraksis foreligger der sådanne særlige omstændigheder, når det er nødvendigt at henskyde afgørelsen af retsplejehensyn.

Retten havde pligt til at bedømme arten og indholdet af samt sammenhængen bag den anfægtede retsakt for at afgøre, om appellanterne var umiddelbart berørt heraf. Det er med henblik herpå nødvendigt at vurdere det materielle indhold af retsakten, og om den pålægger medlemsstaterne selvstændige juridiske forpligtelser. Der er et sammenfald mellem denne vurdering og det første anbringende vedrørende realiteten, som omhandler Kommissionens manglende kompetence til at vedtage bilag I til den anfægtede retsakt. Ved ikke at henskyde sin afgørelse vedrørende Kommissionens anbringende om formaliteten til behandling i forbindelse med sagens realitet har Retten tilsidesat artikel 130, stk. 7 og 8.

____________

1     EUT 2020, C 317, s. 5.