DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
9. november 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – fælles politik for asyl og subsidiær beskyttelse – direktiv 2011/95/EU – artikel 15 – betingelser for tildeling af subsidiær beskyttelse – hensyntagen til ansøgerens personlige stilling og forhold samt den generelle situation i hjemlandet – humanitær situation«
I sag C-125/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet ’s-Hertogenbosch, Nederlandene) ved afgørelse af 22. februar 2022, indgået til Domstolen den 22. februar 2022, i sagen
X,
Y,
deres seks mindreårige børn
mod
Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne O. Spineanu-Matei, J.-C. Bonichot, S. Rodin og L.S. Rossi (refererende dommer),
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. marts 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Y, X og deres seks mindreårige børn ved advocaten S. Rafi, P.J. Schüller og J.W.J. van den Broek,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, M.H.S. Gijzen, A. Hanje og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,
– den belgiske regering ved M. Jacobs og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved J. Möller og A. Hoesch, som befuldmægtigede,
– den franske regering ved R. Bénard, A.-L. Desjonquères og J. Illouz, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved A. Azéma og F. Wilman, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. juni 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side ægtefællerne X og Y samt deres seks mindreårige børn, der alle er libyske statsborgere, og på den anden side Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene, herefter »statssekretæren«) vedrørende denne myndigheds afslag på sagsøgernes ansøgninger om international beskyttelse.
Retsforskrifter
EU-retten
3 12., 16. og 34. betragtning til direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:
»(12) Hovedformålet med dette direktiv er dels at sikre, at medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, dels at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater.
[…]
(16) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«)]. Direktivet tilsigter navnlig, at asylansøgeres og deres ledsagende familiemedlemmers menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af chartrets artikel 1, 7, 11, 14, 15, 16, 18, 21, 24, 34 og 35 fremmes, og direktivet bør derfor gennemføres i overensstemmelse hermed.
[…]
(34) Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af personer, der søger om international beskyttelse, som berettigede til subsidiær beskyttelse. Kriterierne bør hentes fra de internationale forpligtelser i henhold til menneskerettighedsinstrumenter og eksisterende praksis i medlemsstaterne.«
4 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved: […]
a) »international beskyttelse«: flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i litra e) og g)
b) »person med international beskyttelse«: en person, som er blevet tildelt flygtningestatus, jf. litra e), eller subsidiær beskyttelsesstatus, jf. litra g)
[…]
f) »person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, og som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 1 og 2, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse
g) »subsidiær beskyttelsesstatus«: en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller statsløs som værende en person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse
h) »ansøgning om international beskyttelse«: en anmodning, der indgives af en tredjelandsstatsborger eller statsløs om beskyttelse fra en medlemsstat, når der er grundlag for at antage, at ansøgeren søger om flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, og vedkommende ikke udtrykkeligt anmoder om anden form for beskyttelse, der ikke er omfattet af dette direktiv, og som kan søges særskilt
i) »ansøger«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, hvorom der endnu ikke er truffet endelig afgørelse
[…]«
5 Det nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«, som er indeholdt i direktivets kapitel II vedrørende »[v]urdering af ansøgninger om international beskyttelse«, bestemmer:
»1. Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.
[…]
3. Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:
a) alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen […]
b) relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast
c) ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast
[…]
4. Hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast eller direkte trusler om sådan forfølgelse eller sådan overlast, er der god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse eller sådan overlast ikke vil gentage sig.
5. Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) ansøgeren har oprigtigt bestræbt sig på at underbygge sin ansøgning
b) alle de relevante elementer, som ansøgeren råder over, er blevet forelagt, og der er givet en tilfredsstillende forklaring på eventuelle manglende relevante elementer
c) ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og strider ikke imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag
d) ansøgeren har indgivet sin ansøgning om international beskyttelse så tidligt som muligt, medmindre vedkommende kan godtgøre at have haft god grund til ikke at gøre dette, og
e) ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.«
6 Direktivets artikel 8, stk. 2, med overskriften »National beskyttelse« er sålydende:
»Ved undersøgelsen af, om ansøgeren har grund til at nære en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast eller har adgang til beskyttelse mod forfølgelse og alvorlig overlast i en del af hjemlandet, jf. stk. 1, tager medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 hensyn til de generelle forhold, der hersker i den pågældende del af landet, samt til ansøgerens personlige forhold på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen. Med henblik herpå sikrer medlemsstaterne, at der indhentes præcise og aktuelle oplysninger fra relevante kilder, såsom De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge og Det Europæiske Asylstøttekontor.«
7 Følgende fremgår af artikel 15 i direktiv 2011/95, der har overskriften »Alvorlig overlast« og er indeholdt i direktivets kapitel V med overskriften »Berettigelse til subsidiær beskyttelse«:
»Ved alvorlig overlast forstås:
a) dødsstraf eller henrettelse, eller
b) udsættelse af en ansøger for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf i dennes hjemland, eller
c) alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt.«
8 Direktivets artikel 18 med overskriften »Tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus« fastsætter:
»Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er berettiget til subsidiær beskyttelse i medfør af kapitel II og V, subsidiær beskyttelsesstatus.«
Nederlandsk ret
9 Artikel 29 i Vreemdelingenwet 2000 (lov om udlændinge af 2000) af 23. november 2000 (Stb. 2000, nr. 495) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer følgende i stk. 1:
»1. Midlertidig opholdstilladelse […] kan meddeles en udlænding, der:
a) er konventionsflygtning, eller som
b) i tilstrækkelig grad godtgør, at den pågældende har rimelig grund til at antage, at vedkommende i tilfælde af udvisning vil løbe en reel risiko for at blive udsat for:
1°. dødsstraf eller henrettelse
2°. tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, eller
3°. en alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
10 Den 28. januar 2018 indgav X og Y, der er to ægtefæller med libysk statsborgerskab, på egne vegne og på vegne af deres seks mindreårige børn ansøgninger om international beskyttelse til statssekretæren, idet de gjorde gældende, at de, såfremt de blev sendt tilbage til Libyen, ville løbe en reel risiko for at lide »alvorlig overlast« som omhandlet i artikel 15, litra b) og/eller c), i direktiv 2011/95.
11 Til støtte for deres ansøgninger om international beskyttelse påberåbte X og Y sig omstændigheder, der vedrørte såvel deres personlige forhold som den generelle situation i deres hjemland, navnlig det generelle voldsniveau i Libyen og den deraf følgende humanitære situation.
12 X forklarede nærmere bestemt, at han fra 2012 til juni 2017 arbejdede i Tripoli (Libyen) som livvagt for ledende politikere, herunder to premierministre, en vicepremierminister og flere ministre. Han anførte at have været offer for et skyderi uden for sin arbejdstid, hvor han blev skudt i hovedet og fik en splint af et projektil i venstre kind, og at han efterfølgende var udsat for telefoniske dødstrusler, som fandt sted henholdsvis ca. fem måneder og et til to år efter skyderiet. X havde en mistanke om identiteten af de personer, der var ansvarlige for disse handlinger, men kunne imidlertid ikke føre bevis herfor. X gjorde endvidere gældende, at hans bror havde oplyst ham om, at militser forsøgte at tilegne sig et grundstykke, som han havde arvet fra sin far og havde truet med at dræbe enhver person, der modsatte sig dette. Endelig anførte X, at hans udrejse fra Libyen også skyldtes de vanskelige levevilkår i Tripoli, herunder manglen på brændstof, drikkevand og elektricitet. Y baserede for sit vedkommende sin ansøgning om international beskyttelse på frygt som følge af X’ personlige erfaring og den generelle usikre situation i Libyen, som ligeledes havde givet hende helbredsproblemer.
13 Ved særskilte afgørelser af 24. december 2020 gav statssekretæren afslag på X og Y’s ansøgninger om international beskyttelse med den begrundelse, at de var ugrundede. For det første blev det lagt til grund, at de ikke havde grund til at frygte at lide alvorlig overlast som omhandlet i artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95. Statssekretæren vurderede således, at de to hævdede trusler ikke var troværdige, og at X ikke havde bevist, at det skyderi, som han havde været offer for, var specifikt rettet mod ham, eller at der var en forbindelse mellem denne vold og hans professionelle virke som livvagt for højtstående politikere. For det andet var statssekretæren af den opfattelse, at det tilkom myndigheden at identificere risikogrupper og at afgøre, om der forelå en risikosituation som den, der er omhandlet i dette direktivs artikel 15, litra c). Da statssekretæren fandt det ufornødent at vurdere den generelle sikkerhedssituation i Libyen, konkluderede myndigheden således, at sagsøgerne heller ikke havde grund til at frygte at lide alvorlig overlast som omhandlet i denne sidstnævnte bestemmelse.
14 X og Y har anlagt sag til prøvelse af disse afgørelser ved rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet ’s-Hertogenbosch, Nederlandene).
15 Denne ret har indledningsvis fremhævet, at de i hovedsagen omhandlede ansøgninger om international beskyttelse er underbygget ved såvel sagsøgernes individuelle og personlige omstændigheder som henvisningen til den generelle situation med vold og den humanitære situation, som følger af denne vold i hjemlandet. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det ikke fremgår, at sådanne elementer hver for sig når op på den grad af individualisering af alvorlig overlast og den tærskel for grovheden af vilkårlig vold, der kræves for at være berettiget til subsidiær beskyttelse i henhold til henholdsvis artikel 15, litra b), og artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95.
16 Ifølge den forelæggende ret opstår derfor spørgsmålet om, hvorvidt dette direktivs artikel 15 skal fortolkes således, at de i artikel 15 omhandlede tilfælde af alvorlig overlast skal vurderes strengt adskilt med den konsekvens, at de faktiske forhold og omstændigheder, som ansøgeren har påberåbt sig, kun er relevante for at underbygge frygten for at lide en sådan alvorlig overlast, eller om der derimod skal foretages en samlet vurdering af samtlige relevante elementer vedrørende såvel ansøgerens personlige stilling og forhold som den generelle situation i hjemlandet, inden det afgøres, hvilken form for alvorlig overlast der kan underbygges af sådanne forhold og omstændigheder.
17 Den forelæggende ret er i denne henseende af den opfattelse, at udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast, er ansøgerens behov for beskyttelse, og at den første fortolkning af artikel 15 i direktiv 2011/95, der er sammenfattet i den foregående præmis, ville medføre en lakune i den beskyttelse, som denne bestemmelse yder, hvilket ville fjerne den effektive virkning af den ordning for subsidiær beskyttelse, som bestemmelsen fastsætter. Den anden fortolkning af artikel 15, der er sammenfattet i den foregående præmis, er i overensstemmelse med direktivets opbygning og de formål, der forfølges hermed, samt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende fortolkningen af artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), til hvilken der i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, skal tages hensyn ved fortolkningen af chartrets artikel 4.
18 Den forelæggende ret har dernæst anmodet Domstolen om at præcisere, på hvilken måde der skal tages hensyn til de grunde, der er specielle for ansøgerens personlige forhold, således som disse er identificeret i dom af 17. februar 2009, Elgafaji (C-465/07, EU:C:2009:94), i forbindelse med den vurdering, der foretages med hensyn til artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95. I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret bl.a., at Domstolen afklarer, om en hensyntagen til den personlige stilling og forhold for en ansøger om international beskyttelse er mere omfattende end den betingelse om individualisering, der følger af Menneskerettighedsdomstolens dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD002590407, § 115), dvs. om andre individuelle omstændigheder end den blotte omstændighed, at den pågældende kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i den sidstnævnte dom, kan underbygge en frygt for den alvorlige overlast, der er defineret i denne bestemmelse.
19 I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om der skal tages hensyn til dels personlige faktorer eller risikoen for at blive udsat for »strafferetligt kvalificeret vold« som følge af vilkårlig vold, dels individuelle omstændigheder, der ikke er personlige, såsom udøvelsen af visse erhverv og/eller de steder, hvor de udøves, eller den omstændighed, at de skal begive sig til disse steder for at modtage grundlæggende tjenesteydelser.
20 Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, hvordan graden af vilkårlig vold i ansøgerens hjemland som omhandlet i artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger alvorlig overlast som omhandlet i artikel 15, litra a) og b). Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om den omvendte sammenhæng mellem ansøgerens evne til at godtgøre, at den pågældende er specifikt berørt på grund af særlige omstændigheder ved den pågældendes personlige forhold, og den grad af vilkårlig vold, der kræves for, at den pågældende kan være berettiget til subsidiær beskyttelse, som følger af den retspraksis, der følger af dom af 17. februar 2009, Elgafaji (C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 39), ligeledes finder anvendelse på den vurdering af den alvorlige overlast, der er omhandlet i nævnte artikel 15, litra b), når der foreligger et højt niveau af generel vold i ansøgerens hjemland, men denne ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde tildeling af subsidiær beskyttelse.
21 Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om og på hvilke betingelser en humanitær situation, der i modsætning til den, der forelå i den sag, der gav anledning til dom af 18. december 2014, M’Bodj (C-542/13, EU:C:2014:2452), er en direkte eller indirekte følge af voldshandlinger begået af en aktør, der står bag alvorlig overlast i forbindelse med en international eller intern væbnet konflikt, og som kan medføre en tilsidesættelse af chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, skal tages i betragtning ved vurderingen af en ansøgning om subsidiær beskyttelse. Den forelæggende ret har præciseret, at den herved henviser til såvel den humanitære situation, der forsætligt er skabt af en aktør, der står bag alvorlig overlast, som til den, der er forårsaget af en sådan aktørs ligegyldige holdning med hensyn til konsekvenserne af en væbnet konflikt for den civile befolkning.
22 På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet ’s-Hertogenbosch) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 15 i [direktiv 2011/95], sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra g), og artikel 4 […] [og med chartrets] artikel 4 […] og artikel 19, stk. 2, […], fortolkes således, at før afgørelsen af spørgsmålet, om en ansøger har behov for subsidiær beskyttelse, skal alle relevante elementer vedrørende ansøgerens individuelle situation og personlige omstændigheder samt den generelle situation i oprindelseslandet altid undersøges og bedømmes fuldt ud og i den indbyrdes sammenhæng, før det bestemmes, hvilke former for alvorlig overlast, der frygtes, og som kan begrundes med disse elementer?
2) Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende, er bedømmelsen af ansøgerens individuelle situation og personlige omstændigheder efter […] artikel 15, litra c), [i direktiv 2011/95,] som der, hvilket Domstolen allerede har præciseret, skal tages hensyn til, mere omfattende end prøvelsen efter individualiseringskravet som omhandlet i [Menneskerettighedsdomstolens dom af 17. juli 2008], NA. mod Det Forenede Kongerige [(CE:ECHR:2008:0717JUD002590407)]? Kan disse elementer tages i betragtning ved den samme ansøgning om subsidiær beskyttelse såvel ved bedømmelsen efter […] artikel 15, litra b), [i direktiv 2011/95] som ved bedømmelsen efter dette direktivs artikel 15, litra c)?
3) Skal […] artikel 15 [i direktiv 2011/95] fortolkes således, at ved bedømmelsen af behovet for subsidiær beskyttelse skal den såkaldte glidende skala, som Domstolen allerede har præciseret skal finde anvendelse, når det gøres gældende, at der er frygt for alvorlig overlast som omhandlet i [dette direktivs] artikel 15, litra c), også finde anvendelse ved bedømmelsen af, om der er frygt for alvorlig overlast som omhandlet i [direktivets] artikel 15, litra b)?
4) Skal […] artikel 15 [i direktiv 2011/95], sammenholdt med [chartrets] artikel 1 […], artikel 4 […] og artikel 19, stk. 2, […] fortolkes således, at humanitære omstændigheder, der er en (in)direkte følge af en handling eller undladelse fra en aktør, der står bag alvorlig overlast, skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om en ansøger har behov for subsidiær beskyttelse?«
23 Ved beslutning truffet af Domstolens præsident den 8. april 2022 blev retsforhandlingerne i den foreliggende sag i henhold til artikel 55, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement udsat, indtil der var truffet endelig afgørelse i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig og individuel trussel) (sag C-579/20).
24 Efter tilbagetrækningen af anmodningen om præjudiciel afgørelse i denne sag og sagens sletning af registret ved kendelse af 18. maj 2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig og individuel trussel) (C-579/20, EU:C:2022:416), blev retsforhandlingerne i den foreliggende sag følgelig genoptaget den 20. maj 2022.
Om anmodningen om en fremskyndet procedure
25 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede procedure i overensstemmelse med procesreglementets artikel 105.
26 Til støtte for sin anmodning har denne ret i det væsentlige gjort gældende, at selv om sagsøgerne har lovligt ophold, indtil den har truffet endelig afgørelse i tvisten i hovedsagen, befinder X og Y’s mindreårige børn sig i en usikker situation. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at fem af X og Y’s seks mindreårige børn har modtaget pædagogisk bistand siden den 22. april 2020, og at disse børn er alvorligt truede i deres udvikling, idet de vokser op i en farlig og ustabil opdragelsessammenhæng, hvor de er vidner til og ofre for overgreb og lider af en følelse af emotionel og fysisk omsorgssvigt. Den forelæggende ret har i øvrigt fremhævet, at den omhandlede usikkerhed ifølge X og Y ligeledes skyldes længden af den i hovedsagen omhandlede procedure og usikkerheden med hensyn til udfaldet heraf.
27 Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i det nævnte procesreglement, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.
28 I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 20. maj 2022 efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten besluttet ikke at tage den anmodning, der er omhandlet i nærværende doms præmis 25, til følge.
29 Det bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure således udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 13.7.2023, Azienda Ospedale-Università di Padova, C-765/21, EU:C:2023:566, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
30 Den forelæggende ret har imidlertid ikke fremlagt samtlige oplysninger, der gør det muligt at vurdere, om der foreligger en sådan ekstraordinær nødsituation, og navnlig ikke de risici, der er forbundet med, at denne præjudicielle forelæggelse følger den almindelige procedure. Selv om denne ret har henvist til de risici for X og Y’s mindreårige børns udvikling, der følger af den familiemæssige, sociale og opdragelsesmæssige sammenhæng, som de befinder sig i, har den imidlertid ikke godtgjort, at der er en forbindelse mellem varigheden af sagen for Domstolen og forlængelsen af den usikre situation, som disse børn befinder sig i. Den forelæggende ret har desuden heller ikke redegjort for grundene til, at anvendelsen af den fremskyndede procedure i den foreliggende sag ville gøre det muligt at undgå sådanne risici eller at løse en sådan usikker situation, idet den retlige usikkerhed, som påvirker disse børn med hensyn til udfaldet af den i hovedsagen omhandlede procedure, ikke i sig selv kan begrunde anvendelsen af en fremskyndet procedure (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.6.2016, S., C-283/16, EU:C:2016:482, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis).
31 Selv om det ikke i sig selv er afgørende, taler det lange tidsrum, der er forløbet mellem på den ene side sagsøgernes indgivelse af ansøgninger om international beskyttelse og statssekretærens afgørelser om afslag på disse ansøgninger og på den anden side indgivelsen af nærværende præjudicielle forelæggelse, ikke for vedtagelsen af en afgørelse, der undergiver denne forelæggelse en fremskyndet procedure (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.6.2016, S., C-283/16, EU:C:2016:482, præmis 12).
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
32 Med henblik på besvarelsen af de forelagte spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at direktiv 2011/95, der blev vedtaget på grundlag af bl.a. artikel 78, stk. 2, litra b), TEUF, bl.a. har til formål at indføre en ensartet ordning for subsidiær beskyttelse. I denne forbindelse fremgår det af 12. og 34. betragtning til dette direktiv, at et af hovedformålene hermed er at sikre, at alle medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, ved at give dem en passende status (jf. i denne retning dom af 23.5.2019, Bilali, C-720/17, EU:C:2019:448, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 22 og 34).
33 Det fremgår dernæst af artikel 18 i direktiv 2011/95, sammenholdt med den i direktivets artikel 2, litra f), indeholdte definition af begrebet »person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse«, og af den i direktivets artikel 2, litra g), indeholdte definition af begrebet »subsidiær beskyttelsesstatus«, at den i dette direktiv omhandlede subsidiære beskyttelsesstatus principielt skal tildeles enhver tredjelandsstatsborger eller statsløs, som i tilfælde af tilbagesendelse til den pågældendes hjemland eller til det land, hvor vedkommende havde sit sædvanlige opholdssted, løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast som omhandlet i samme direktivs artikel 15 (jf. dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
34 Endelig ophævede og erstattede direktiv 2011/95 med virkning fra den 21. december 2013 Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2004, L 304, s. 12). Da denne ajourføring af reglerne imidlertid hverken har givet anledning til ændringer af den retlige ordning for tildeling af subsidiær beskyttelse eller nummereringen af de berørte bestemmelser, er retspraksis vedrørende direktiv 2004/83 relevant for fortolkningen af direktiv 2011/95. Eftersom ordlyden af artikel 15 i direktiv 2011/95 navnlig er identisk med ordlyden af artikel 15 i direktiv 2004/83, kan retspraksis vedrørende denne sidstnævnte bestemmelse overføres til den førstnævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 24).
Det første spørgsmål
35 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed med henblik på at afgøre, om en ansøger om international beskyttelse er berettiget til subsidiær beskyttelse, skal undersøge alle relevante elementer vedrørende såvel ansøgerens personlige stilling og forhold som den generelle situation i hjemlandet, inden myndigheden identificerer, hvilken form for alvorlig overlast der eventuelt kan underbygges af disse elementer.
36 For det første bemærkes, at denne artikel 15 fastsætter tre former for »alvorlig overlast«, der kan begrunde tildeling af subsidiær beskyttelse til den person, som i tilfælde af tilbagesendelse til sit hjemland eller til det land, hvor vedkommende havde sit sædvanlige opholdssted, ville løbe en reel risiko for at blive udsat for disse former for overlast.
37 Hvad for det første angår de grunde, der er anført i den nævnte artikel 15, litra a), nemlig »dødsstraf eller henrettelse«, og i litra b), »tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf«, dækker disse former for »alvorlig overlast« situationer, hvor ansøgeren om international beskyttelse specifikt er udsat for en risiko for en bestemt form for overlast, hvilket forudsætter en klar grad af individualisering (dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 32 og 38, og af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
38 Heraf følger, at tildeling af subsidiær beskyttelse i medfør af artikel 15, litra a) og b), i direktiv 2011/95 forudsætter, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren, hvis den pågældende sendes tilbage til sit hjemland eller til det land, hvor vedkommende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, specifikt og individuelt vil løbe en reel risiko for at blive idømt dødsstraf, for at blive henrettet eller for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
39 De forhold, der vedrører den generelle situation i det pågældende land, herunder navnlig dem, der vedrører det generelle niveau af vold og usikkerhed i dette land, skal imidlertid ligeledes undersøges i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en sådan risiko. En sådan generel sammenhæng gør det nemlig muligt mere præcist at vurdere, i hvilket omfang ansøgeren reelt er udsat for en risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, litra a) eller b), i direktiv 2011/95.
40 Hvad for det andet angår den overlast, der er defineret i dette direktivs artikel 15, litra c), og som består i en »alvorlig og individuel trussel mod [ansøgerens] liv eller fysiske integritet«, skal det bemærkes, at denne bestemmelse dækker en risiko for en »mere generel« form for overlast end dem, der er omhandlet i samme artikels litra a) og b). Der er således tale om en »trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet« i en videre forstand, frem for mere målrettede former for vold. Der er desuden tale om en trussel, der er uløseligt forbundet med en generel situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som giver anledning til »vilkårlig vold«, hvilket indebærer, at den kan ramme personer uden hensyn til deres personlige forhold og identitet, når en sådan voldssituation når et niveau, der er så højt, at der er alvorlig grund til at antage, at en civilperson, der sendes tilbage til det pågældende land, eller i givet fald den pågældende region, alene som følge af sin tilstedeværelse på dette lands eller denne regions område vil løbe en reel risiko for at være udsat for en sådan trussel (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 26 og 28 og den deri nævnte retspraksis).
41 Heraf følger, at inden for rammerne af en ekstraordinær situation såsom den, der er beskrevet i nærværende doms foregående præmis, er konstateringen af, at der foreligger en »alvorlig og individuel trussel« som omhandlet i artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95, ikke underlagt en betingelse om, at ansøgeren fører bevis for, at den pågældende er specifikt berørt på grund af særlige omstændigheder ved sin egen situation (jf. i denne retning dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 43, og dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 27).
42 I andre mindre ekstraordinære situationer er de elementer, der vedrører ansøgerens personlige stilling og forhold, imidlertid relevante. I jo højere grad en ansøger således er i stand til at godtgøre, at den pågældende er specifikt berørt på grund af særlige omstændigheder vedrørende dennes personlige stilling eller forhold, desto mindre er kravet til graden af vilkårlig vold, for at vedkommende kan være berettiget til subsidiær beskyttelse i medfør af artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 (jf. i denne retning dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 39, og af 30.1.2014, Diakité, C-285/12, EU:C:2014:39, præmis 31).
43 Heraf følger, at artikel 15 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at såvel de omstændigheder, der vedrører den generelle situation i hjemlandet, herunder navnlig det generelle niveau af vold og usikkerhed i dette land, som omstændighederne vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold kan udgøre elementer, der er relevante for den kompetente nationale myndigheds vurdering af enhver ansøgning om subsidiær beskyttelse, uafhængigt af, hvilken specifik form for alvorlig overlast som omhandlet i denne artikel 15, der er genstand for en sådan vurdering.
44 I denne henseende skal det endvidere fremhæves, at selv om hver af de former for alvorlig overlast, der er omhandlet i artikel 15, litra a)-c), i direktiv 2011/95, udgør en selvstændig grund til anerkendelse af subsidiær beskyttelse, hvis betingelser fuldt ud skal være opfyldt, for at denne beskyttelse kan tildeles, forholder det sig ikke desto mindre således, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 30, 40 og 41 i forslaget til afgørelse, at denne artikel ikke indfører en rangorden mellem disse forskellige former for alvorlig overlast og ikke foreskriver nogen rækkefølge ved vurderingen af, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast. Dels kan den samme ansøgning om international beskyttelse nemlig vise, at der foreligger en risiko for, at ansøgeren udsættes for flere former for alvorlig overlast, hvis vedkommende vender tilbage til sit hjemland eller til det land, hvor vedkommende havde sit sædvanlige opholdssted. Dels kan det samme element tjene til at underbygge, at der foreligger en reel risiko for at lide flere former for alvorlig overlast.
45 For det andet underbygges den fortolkning af artikel 15 i direktiv 2011/95, der er nævnt i nærværende doms præmis 43, af den lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori artikel 15 indgår.
46 I denne henseende fremgår det for det første af dette direktivs artikel 4 – der er indeholdt i direktivets kapitel II om »[v]urdering af ansøgninger om international beskyttelse«, og som dermed finder anvendelse på såvel ansøgninger om tildeling af flygtningestatus som ansøgninger om subsidiær beskyttelse som omhandlet i nævnte direktiv – at vurderingen af de kendsgerninger og omstændigheder, der kan underbygge en ansøgning om international beskyttelse, foregår i to særskilte etaper. Den første etape vedrører fastlæggelsen af de faktuelle omstændigheder, som kan udgøre beviselementer til støtte for ansøgningen, mens den anden etape vedrører den retlige vurdering af disse elementer og består i, ud fra de forhold, der kendetegner det enkelte foreliggende tilfælde, at afgøre, hvorvidt de materielle betingelser for tildeling af subsidiær beskyttelse, der er fastsat i de relevante bestemmelser i samme direktivs artikel 15, er opfyldt (jf. i denne retning dom af 3.3.2022, Secretary of State for the Home Department (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C‑349/20, EU:C:2022:151, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
47 Selv om medlemsstaterne under den første af disse to etaper i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/95 kan kræve, at ansøgeren hurtigst muligt forelægger alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om beskyttelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at medlemsstaternes myndigheder om fornødent skal samarbejde aktivt med ansøgeren med henblik på at fastlægge og supplere de relevante elementer i ansøgningen, idet disse myndigheder i øvrigt ofte kan have bedre forudsætninger end ansøgeren for at få adgang til visse typer af dokumenter (jf. i denne retning dom af 3.3.2022, Secretary of State for the Home Department (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C‑349/20, EU:C:2022:151, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis), og idet det forudsættes, at såfremt visse aspekter af en ansøgers erklæringer ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis de kumulative betingelser fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 5, litra a)-e), er opfyldt (dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 58).
48 Som generaladvokaten har anført i punkt 34 og 41 i forslaget til afgørelse, er den nationale myndighed, der har kompetence til at vurdere en ansøgning om international beskyttelse, følgelig forpligtet til i løbet af den første etape af denne vurdering at undersøge alle de relevante faktiske omstændigheder i den konkrete sag, som kan udgøre beviselementer, inden det under den nævnte vurderings anden etape, som er fastlagt i dette direktivs artikel 15, afgøres, hvilken form for alvorlig overlast der eventuelt kan underbygges af disse elementer, uden at det herved er muligt at udelukke elementer, der potentielt er relevante for vurderingen af ansøgningen, alene med den begrundelse, at ansøgeren har fremført dem til støtte for en enkelt form for alvorlig overlast som defineret i den nævnte artikel 15.
49 Det fremgår dernæst af det nævnte direktivs artikel 4, stk. 3, at blandt de relevante elementer, som denne myndighed skal tage hensyn til, når den vurderer hver enkelt ansøgning om international beskyttelse, er bl.a. omfattet »alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet« som omhandlet i denne bestemmelses litra a) og »ansøgerens personlige stilling og forhold« som omhandlet i litra c).
50 Domstolen har således fastslået, at selv om en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i medfør af samme direktivs artikel 15, litra c), ikke henviser til forhold, der er særlige for ansøgerens situation, følger det af direktivets artikel 4, stk. 3, at en sådan ansøgning skal gøres til genstand for en individuel vurdering, hvorunder der skal tages hensyn til en hel række elementer inden for rammerne af en helhedsvurdering af samtlige relevante omstændigheder i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 40 og 41).
51 Det følger i øvrigt af artikel 4, stk. 4, i direktiv 2011/95, at det forhold, at en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast eller direkte trusler om sådan forfølgelse eller sådan overlast, principielt kan udgøre en god grund til at formode, at ansøgeren løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast, således at der altid skal tages hensyn til disse omstændigheder vedrørende ansøgerens personlige forhold ved vurderingen af, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i samme direktivs artikel 15, uanset i hvilken form.
52 Endelig bekræftes kravet om at foretage en vurdering af en ansøgning om international beskyttelse under hensyntagen til samtlige relevante forhold, herunder dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 49, og at samarbejde aktivt med ansøgeren med henblik herpå, i dette direktivs artikel 8, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 67), idet den pålægger de kompetente nationale myndigheder, når de undersøger, om en ansøger om international beskyttelse har adgang til beskyttelse mod bl.a. enhver form for alvorlig overlast i en del af hjemlandet i overensstemmelse med denne bestemmelses stk. 1, at tage hensyn til såvel de generelle forhold, der hersker i den pågældende del af landet, som ansøgerens personlige forhold.
53 For det tredje og sidste er den fortolkning af artikel 15 i direktiv 2011/95, der er anlagt i nærværende doms præmis 43 og 48, i overensstemmelse med de formål, der forfølges med dette direktiv, som anført i nærværende doms præmis 32. En behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som ikke tager hensyn til alle de relevante omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig alle de forhold, der er opregnet i dette direktivs artikel 4, stk. 3, inden det identificeres, hvilken form for alvorlig overlast som defineret i direktivets artikel 15 der eventuelt kan underbygges af disse elementer, ville nemlig føre til en tilsidesættelse af den forpligtelse, som det nævnte direktiv pålægger medlemsstaterne til at identificere de personer, der reelt har behov for denne beskyttelse (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, Bundesrepublik Deutschland (Begrebet »alvorlig og individuel trussel«), C‑901/19, EU:C:2021:472, præmis 44).
54 En sådan fortolkning er i øvrigt i overensstemmelse med chartrets artikel 4 og artikel 19, stk. 2, som vedrører henholdsvis forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering, som den forelæggende ret har henvist til. I denne henseende bemærkes, at selv om de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved disse bestemmelser, ganske vist skal iagttages i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2011/95 og dermed ligeledes i forbindelse med vurderingen af ansøgninger om subsidiær beskyttelse på grundlag af direktivets artikel 15, bidrager disse bestemmelser imidlertid ikke inden for rammerne af besvarelsen af nærværende præjudicielle spørgsmål til yderligere specifik vejledning med hensyn til rækkevidden af kravet om systematisk at undersøge alle relevante elementer vedrørende såvel ansøgerens personlige stilling og forhold som den generelle situation i hjemlandet i forbindelse med en sådan vurdering (jf. analogt dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 129, og af 4.10.2018, Ahmedbekova, C-652/16, EU:C:2018:801, præmis 64).
55 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 15 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed med henblik på at afgøre, om en ansøger om international beskyttelse er berettiget til subsidiær beskyttelse, skal undersøge alle relevante elementer vedrørende såvel ansøgerens personlige stilling og forhold som den generelle situation i hjemlandet, inden myndigheden identificerer, hvilken form for alvorlig overlast der eventuelt kan underbygges af disse elementer.
Det andet spørgsmål
56 Det andet spørgsmål er stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende. Selv om besvarelsen af det andet spørgsmåls anden del således følger af det bekræftende svar på det første spørgsmål, således at omstændighederne vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold kan vise sig at være relevante for behandlingen af, om en ansøgning om international beskyttelse er velbegrundet, henset til såvel artikel 15, litra b), som artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95, forholder det sig ikke desto mindre således, at det andet spørgsmåls første del fortsat er relevant.
57 Den forelæggende ret ønsker nemlig oplyst, om den kompetente nationale myndighed med henblik på at vurdere, om der foreligger en reel risiko for at blive udsat for en »alvorlig og individuel trussel mod en [persons] liv eller fysiske integritet« som omhandlet i dette direktivs artikel 15, litra c), blandt de forskellige relevante elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold skal tage hensyn til yderligere elementer ud over den blotte omstændighed, at ansøgeren kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, navnlig dennes dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD002590407, § 115), dvs. det område, hvor graden af vold når et niveau, hvor udvisning af en person til dette land udgør en overtrædelse af det forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er sikret ved EMRK’s artikel 3.
58 Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med det andet spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed med henblik på at vurdere, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i denne bestemmelse, skal kunne tage hensyn til andre elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold end den blotte omstændighed, at ansøgeren kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i Menneskerettighedsdomstolens dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD002590407, § 115).
59 I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis principielt er relevant for fortolkningen af artikel 15 i direktiv 2011/95. For det første fremgår det nemlig af artikel 6, stk. 3, TEU, at den grundlæggende rettighed, der er sikret ved EMRK’s artikel 3, hører til de almindelige EU-retlige principper, som Domstolen skal beskytte. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis skal således tages i betragtning ved fortolkningen af rækkevidden af denne rettighed inden for Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 28).
60 For det andet fremgår det af 16. betragtning til direktiv 2011/95, at fortolkningen af direktivets bestemmelser skal ske under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder, der anerkendes i chartret, herunder navnlig dets artikel 4 (jf. i denne retning dom af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur), C‑353/16, EU:C:2018:276). For så vidt som de i chartrets artikel 4 fastsatte rettigheder svarer til de i EMRK’s artikel 3 fastsatte rettigheder, er betydningen og omfanget af disse rettigheder i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3, således de samme som dem, der er tillagt ved EMRK’s artikel 3 (jf. i denne retning dom af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C‑69/21, EU:C:2022:913, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis), hvilket imidlertid ikke er til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse af disse rettigheder. Ved fortolkningen af chartrets artikel 4 skal der således tages hensyn til EMRK’s artikel 3 som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. analogt dom af 22.6.2023, K.B. og F.S. (Prøvelse ex officio på det strafferetlige område), C‑660/21, EU:C:2023:498, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
61 Det fremgår i øvrigt af forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17), at den ret, der fremgår af chartrets artikel 19, stk. 2, hvorefter ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling, inkorporerer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols relevante praksis vedrørende EMRK’s artikel 3, som denne artikel 19, stk. 2, i det væsentlige svarer til (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, M’Bodj, C-542/13, EU:C:2014:2452, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 47). Denne retspraksis er derfor også relevant for fortolkningen af denne ret.
62 Når dette er sagt, har Domstolen allerede fastslået, at det er artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95, der i det væsentlige svarer til EMRK’s artikel 3. Dette direktivs artikel 15, litra c), er derimod en bestemmelse, hvis indhold er forskelligt fra indholdet af EMRK’s artikel 3, og som derfor skal undergives en selvstændig fortolkning for bl.a. at sikre et særligt anvendelsesområde for denne bestemmelse, samtidig med at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret og EMRK, overholdes (jf. i denne retning dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 28 og 36).
63 I denne henseende bemærkes, at artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 ganske vist omfatter den ekstraordinære situation, hvor graden af vilkårlig vold som følge af en intern eller international væbnet konflikt er således, at der er alvorlig grund til at antage, at en civilperson, der sendes tilbage til det pågældende land eller den pågældende region, alene som følge af sin tilstedeværelse på dette lands eller denne regions område vil løbe en reel risiko for at blive udsat for en alvorlig og individuel trussel mod sit liv eller fysiske integritet.
64 Som det er anført i nærværende doms præmis 42, kan denne bestemmelse imidlertid ligeledes omfatte andre situationer, hvor kombinationen af dels en lavere grad af vilkårlig vold end den, der kendetegner en sådan ekstraordinær situation, dels særlige omstændigheder vedrørende ansøgerens personlige forhold kan konkretisere den reelle risiko for at blive udsat for en alvorlig og individuel trussel som omhandlet i den nævnte bestemmelse.
65 Heraf følger, at i disse andre situationer går de elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold, som den kompetente nationale myndighed skal tage hensyn til, nødvendigvis ud over den omstændighed, at ansøgeren kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, navnlig dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD 002590407, § 115).
66 Selv om den således er fuldt ud forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 3 (jf. i denne retning dom af 17.2.2009, Elgafaji, C-465/07, EU:C:2009:94, præmis 44), giver Domstolens fortolkning af artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 ansøgere om international beskyttelse en mere vidtgående beskyttelse end den, der følger af den nævnte artikel 3.
67 Henset til de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, og som er nævnt i nærværende doms præmis 19, skal det endvidere præciseres, at den liste over relevante elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold, der er indeholdt i dette direktivs artikel 4, stk. 3, litra c), ikke er udtømmende, således at den kompetente nationale myndighed i de situationer, der er omhandlet i nærværende doms præmis 64, skal foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, idet den i givet fald skal tage hensyn til ethvert andet element vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold, som kan bidrage til at konkretisere den reelle risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i den nævnte direktivs artikel 15, litra c), under hensyntagen til graden af vilkårlig vold i det pågældende land eller den pågældende region. I denne sammenhæng kan bl.a. elementer, der er særlige for ansøgerens privatliv, familieliv eller arbejdsliv, og som med rimelighed kan formodes at ville øge risikoen for, at den pågældende lider en sådan alvorlig overlast, hvis vedkommende vender tilbage til sit hjemland eller til det land, hvor vedkommende havde sit sædvanlige opholdssted, anses for at være relevante.
68 Som anført i nærværende doms præmis 51 og i overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, i direktiv 2011/95 tilkommer det desuden den kompetente nationale myndighed at tage hensyn til den omstændighed, at ansøgeren allerede har været udsat for alvorlig overlast eller direkte trusler herom, medmindre der er god grund til at antage, at sådan overlast ikke vil gentage sig.
69 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den kompetente nationale myndighed med henblik på at vurdere, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i denne bestemmelse, skal kunne tage hensyn til andre elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold end den blotte omstændighed, at ansøgeren kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i Menneskerettighedsdomstolens dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD002590407, § 115).
Det tredje spørgsmål
70 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at intensiteten af den vilkårlige vold, der hersker i ansøgerens hjemland, kan svække det krav om individualisering af den alvorlige overlast, der er defineret i denne bestemmelse.
71 I denne henseende bemærkes, således som det er anført i nærværende doms præmis 37-42, at den alvorlige overlast, der er defineret i artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95, forudsætter en klar grad af individualisering.
72 Som anført i nærværende doms præmis 38 omfatter den overlast, der vedrører risikoen for »dødsstraf eller henrettelse« og »tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 15, litra a) og b), situationer, hvor den person, der ansøger om subsidiær beskyttelse, specifikt og individuelt er udsat for en risiko for en bestemt form for overlast.
73 Selv om de relevante elementer vedrørende den generelle situation i ansøgerens hjemland, herunder navnlig dem, der vedrører det generelle niveau af vold og usikkerhed i dette land, ligeledes skal undersøges i sådanne tilfælde, således som det er blevet fremhævet i nærværende doms præmis 39, forholder det sig ikke desto mindre således, at den omstændighed, at der i det nævnte land findes et niveau af vold og usikkerhed, uanset hvor betydeligt dette måtte være, ikke kan svække rækkevidden af betingelsen om, at det, for at der foreligger en reel risiko for alvorlig overlast som omhandlet i artikel 15, litra a) og b), i direktiv 2011/95, skal godtgøres, i givet fald under hensyntagen til et sådant voldsniveau, at ansøgeren reelt risikerer specifikt og individuelt at blive udsat for sådan overlast, hvis den pågældende vender tilbage til dette samme land.
74 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at intensiteten af den vilkårlige vold, der hersker i ansøgerens hjemland, ikke kan svække det krav om individualisering af den alvorlige overlast, der er defineret i denne bestemmelse.
Det fjerde spørgsmål
75 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at der ved vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse skal tages hensyn til en humanitær situation, som er en direkte eller indirekte følge af handlinger og/eller undladelser begået af en aktør, der står bag alvorlig overlast i forbindelse med en international eller intern væbnet konflikt som omhandlet i den nævnte artikel 15, litra c).
76 Europa-Kommissionen har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at en besvarelse af det nævnte spørgsmål, henset til de forhold, der underbygger de i hovedsagen omhandlede ansøgninger om international beskyttelse, ikke er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen, og at forelæggelsesafgørelsen under alle omstændigheder ikke indeholder de oplysninger og præciseringer, der er nødvendige med henblik herpå.
77 Det fremgår af fast retspraksis, at selv om der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante, forholder det sig ikke desto mindre således, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister. Begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse er ikke, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der skal foreligge et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist. Som det fremgår af ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »afsige sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 167 og den deri nævnte retspraksis).
78 Som det fremgår af procesreglementets artikel 94, litra a), er det således bl.a. nødvendigt, at forelæggelsesafgørelsen indeholder en kortfattet fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder, således som de er blevet fastslået af den forelæggende ret, eller i det mindste en fremstilling af de faktiske oplysninger, som ligger til grund for spørgsmålene (dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
79 Som anført i nærværende doms præmis 11, 12 og 15, er der i det foreliggende tilfælde blandt de elementer, der underbygger de i hovedsagen omhandlede ansøgninger om international beskyttelse, som sagsøgerne har fremført, og som den kompetente nationale myndighed og den forelæggende ret har fastslået, omstændigheder, der vedrører det generelle niveau af vold og usikkerhed i Libyen, de vanskelige levevilkår i Tripoli samt den »humanitære situation«, der følger heraf.
80 Det følger imidlertid på ingen måde af de nævnte elementer, således som de er fremstillet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at en sådan humanitær situation er en direkte eller indirekte følge af handlinger og/eller undladelser begået af en aktør, der står bag alvorlig overlast i forbindelse med en international eller intern væbnet konflikt som omhandlet i den nævnte artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95.
81 Den forelæggende ret har desuden ikke oplyst, hvem der skulle være aktør i forbindelse med de pågældende handlinger og/eller undladelser, og hvad disse handlinger og/eller undladelser består i.
82 Heraf følger, at den forelæggende ret ikke på tilstrækkelig vis har redegjort for, på hvilken måde en besvarelse af det fjerde spørgsmål er nødvendig for, at den kan afgøre tvisten i hovedsagen, og at den heller ikke i tilstrækkelig grad har redegjort for de faktiske oplysninger, som dette spørgsmål er baseret på.
83 Under disse omstændigheder skal det fjerde spørgsmål afvises.
Sagsomkostninger
84 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse
skal fortolkes således, at
den kompetente nationale myndighed med henblik på at afgøre, om en ansøger om international beskyttelse er berettiget til subsidiær beskyttelse, skal undersøge alle relevante elementer vedrørende såvel ansøgerens personlige stilling og forhold som den generelle situation i hjemlandet, inden myndigheden identificerer, hvilken form for alvorlig overlast der eventuelt kan underbygges af disse elementer.
2) Artikel 15, litra c), i direktiv 2011/95
skal fortolkes således, at
den kompetente nationale myndighed med henblik på at vurdere, om der foreligger en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i denne bestemmelse, skal kunne tage hensyn til andre elementer vedrørende ansøgerens personlige stilling og forhold end den blotte omstændighed, at ansøgeren kommer fra et område i et bestemt land, hvor der indtræffer de »mest ekstreme tilfælde af generel vold« som omhandlet i Menneskerettighedsdomstolens dom af 17. juli 2008, NA. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2008:0717JUD002590407, § 115).
3) Artikel 15, litra b), i direktiv 2011/95
skal fortolkes således, at
intensiteten af den vilkårlige vold, der hersker i ansøgerens hjemland, ikke kan svække det krav om individualisering af den alvorlige overlast, der er defineret i denne bestemmelse.
Underskrifter