PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

29. september 2011

Sag F-72/10

Mario Paulo da Silva Tenreiro

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – vedtægtens artikel 7, stk. 1 – vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a) og b) – åbenbart urigtigt skøn – magtfordrejning – begrundelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til dens artikel 106a, hvorunder Mario Paulo da Silva Tenreiro har nedlagt påstand om dels annullation af Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at imødekomme hans ansøgning til den ledige stilling som direktør for direktorat E »Retfærdighed« i Generaldirektoratet for »Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed« og af afgørelsen om at udnævne K. til stillingen, dels annullation af Kommissionens afgørelse om at afslutte proceduren for besættelse af stillingen som direktør for direktorat F »Sikkerhed« i GD for »Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed« og af afgørelsen om at udnævne P. til denne stilling.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Mario Paulo da Silva Tenreiro betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – sammenligning af ansøgernes fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1, og art. 29, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – fastsættelse af de minimumskrav, der kræves opfyldt ved besættelsen af den ledige stilling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)

1.      Udøvelsen af det vide skøn, ansættelsesmyndigheden har ved udnævnelser, forudsætter, at den omhyggeligt og objektivt undersøger ansøgningerne og nøje overholder de i stillingsopslaget opstillede betingelser, således at den skal udelukke enhver ansøger, der ikke opfylder disse betingelser. Stillingsopslaget udgør nemlig en retlig ramme, som ansættelsesmyndigheden selv har opstillet, og som den nøje skal overholde.

Med henblik på at efterprøve, at ansættelsesmyndigheden ikke har overskredet grænserne for denne retlige ramme, tilkommer det Unionens retsinstanser at fastslå, hvilke kvalifikationer der kræves i henhold til stillingsopslaget, og derefter at undersøge, om den ansøger, ansættelsesmyndigheden har valgt til den ledige stilling, faktisk opfyldte disse betingelser. Unionens retsinstanser skal endelig undersøge, om ansættelsesmyndigheden for så vidt angår sagsøgerens kvalifikationer anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at foretrække en anden ansøger end ham.

En sådan undersøgelse bør imidlertid begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt myndigheden, henset til de betragtninger, den har lagt til grund for sin vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke åbenbart fejlagtigt har udøvet sin kompetence. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres egen vurdering af ansøgernes respektive kvalifikationer i stedet for ansættelsesmyndighedens.

(jf. præmis 48-50)

Henvisning til:

Domstolen: 28. februar 1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, van der Stijl og Cullington mod Kommissionen, præmis 51

Retten i Første Instans: 11. december 1991, sag T-169/89, Frederiksen mod Parlamentet, præmis 69; 19. marts 1997, sag T-21/96, Giannini mod Kommissionen, præmis 20; 12. maj 1998, sag T-159/96, Wenk mod Kommissionen, præmis 63-65 og 72; 19. september 2001, sag T-152/00, E mod Kommissionen, præmis 29; 14. oktober 2003, sag T-174/02, Wieme mod Kommissionen, præmis 38; 11. november 2003, sag T-248/02, Faita mod ØSU, præmis 71; 5. juli 2005, sag T-370/03, Wunenburger mod Kommissionen, præmis 51; 4. juli 2006, sag T-45/04, Tzirani mod Kommissionen, præmis 46, 48 og 49

2.      Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved fastsættelsen af de kvalifikationer, der kræves opfyldt ved besættelsen af ledige stillinger, og kun et åbenbart fejlskøn ved angivelsen af de minimumskrav, der skal være opfyldt i relation til besættelsen af den ledige stilling, kan bevirke, at stillingsopslaget er ugyldigt.

(jf. præmis 61)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 16. oktober 1990, sag T-132/89, Gallone mod Rådet, præmis 27; 12. december 2002, sag T-135/00, Morello mod Kommissionen, præmis 69; 11. juli 2007, sag T-93/03, Konidaris mod Kommissionen, præmis 72