DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
14. juli 2022 (*)
»Appel – annullationssøgsmål – artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol – repræsentation af ikke-privilegerede sagsøgere i et direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser – universitetsprofessor – professor ved det universitet, der er repræsenteret i forbindelse med denne sag, og som udøver funktioner som koordinator og gruppeleder for det projekt, der er genstand for tvisten – betingelse om uafhængighed – tilstedeværelsen af en direkte og personlig interesse i tvistens afgørelse«
I sag C-110/21 P,
angående en appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 23. februar 2021,
Universität Bremen, Bremen (Tyskland), ved professor C. Schmid,
sagsøger,
de øvrige andre parter i appelsagen:
Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (REA), ved V. Canetti og S. Payan-Lagrou, som befuldmægtigede, bistået af advocaat R. van der Hout og Rechtsanwalt C. Wagner,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne J. Passer, F. Biltgen (refererende dommer), N. Wahl og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: N. Emiliou
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. februar 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Med sin appel har Universität Bremen (Tyskland) nedlagt påstand om ophævelse af kendelsen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. december 2020, Universität Bremen mod REA (T-660/19, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2020:633), hvorved Retten afviste universitetets søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen Ares (2019) 4590599 truffet af Det Europæiske Forvaltningsorgans (REA) den 16. juli 2019 om afvisning af det forslag, som dette universitet havde indsendt i forbindelse med indkaldelsen af forslag under H2020-SC6-Governance-2019 (herefter »den omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
EU-retten
2 Artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne såvel som [Den Europæiske Unions] institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.
De stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde [af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3)], bortset fra medlemsstaterne, samt den i aftalen omhandlede EFTA-Tilsynsmyndighed repræsenteres på samme måde.
Andre parter skal repræsenteres af en advokat.
Kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.
De befuldmægtigede, rådgivere og advokater, der møder for Domstolen, nyder på vilkår, der fastsættes i procesreglementet, de rettigheder og garantier, der er nødvendige for, at de kan udøve deres hverv uafhængigt.
Domstolen skal i henhold til procesreglementets bestemmelser over for de rådgivere og advokater, der møder for den, have de beføjelser, der normalt tilkommer domstole.
Lærere ved højere læreanstalter, der er statsborgere i medlemsstater, hvis lovgivning tillader dem at være rettergangsfuldmægtige, nyder for Domstolen samme rettigheder, som i denne artikel indrømmes advokater.«
3 Artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglement fastsætter:
»Parterne skal være repræsenteret ved befuldmægtigede eller advokater på de i […] artikel 19 [i statutten for Den Europæiske Unions Domstol] fastsatte betingelser.«
Tysk ret
4 § 67 i Verwaltungsgerichtsordnung (lov om forvaltningsretspleje) af 21. januar 1960 (BGBl. 1960 I, s. 17) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter for så vidt angår universitetsprofessorers møderet:
»[…]
(2) Parterne kan lade sig repræsentere af en advokat eller af en juraprofessor ved et statsligt universitet eller et universitet, der er anerkendt af staten i en medlemsstat i Den Europæiske Union, i en af de stater, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller i Schweiz, og som har de nødvendige kvalifikationer for at være dommer, som repræsentant […]
(3) Den ret, for hvilken sagen er indbragt, afviser, at parterne lader sig repræsentere af repræsentanter, som ikke er beføjet hertil i henhold til bestemmelserne i stk. 2 ved endelig kendelse. Procesdokumenter fra en repræsentant, der ikke er bemyndiget til retlig repræsentation, og de forkyndelser eller meddelelser, der er sendt til denne repræsentant, er gyldige, indtil der gives et sådant afslag. […]
[…]«
Sagens baggrund
5 Sagens baggrund er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 2-6. De kan for så vidt angår den foreliggende sag sammenfattes på følgende måde.
6 Universität Bremen blev udpeget som koordinator for et forskningskonsortium, der omfattede flere europæiske universiteter, og som foretog juridisk sammenlignende undersøgelser på området for jura og boligpolitik i hele Unionen.
7 Efter indkaldelse af forslag indsendte Universität Bremen den 17. marts 2019 et projektforslag til REA.
8 Dette projektforslag opnåede en samlet score på 10 ud af 15 point, hvilket gjorde det berettiget til EU-finansiering og placerede det på tiendepladsen ud af de 14 indgivne ansøgninger. For så vidt som det fastsatte budget imidlertid var begrænset, kunne kun de projektforslag, der var placeret på første- til tredjepladsen, udvælges.
9 Ved den omtvistede afgørelse meddelte REA derfor Universität Bremen afslag på dets forslag.
Sagen for Retten og den appellerede kendelse
10 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2019 anlagde Universität Bremen sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
11 I svarskriftet fremsatte REA en formalitetsindsigelse, hvorved forvaltningsorganet gjorde gældende, at den professor, der repræsenterede Universität Bremen, ikke var tredjemand i forhold til universitetet, og at den pågældende derfor ikke opfyldte den betingelse om uafhængighed, som statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver.
12 Ved den appellerede kendelse tog Retten denne formalitetsindsigelse til følge og afviste sagen på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement.
13 I den appellerede kendelses præmis 16 anførte Retten, at parter i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3-5, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af nævnte statuts artikel 53 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, skal repræsenteres af en advokat, og at kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat, kan repræsentere eller bistå disse parter for Domstolen.
14 I denne kendelses præmis 18 og 19 bemærkede Retten vedrørende de to kumulative betingelser, der er fastsat i artikel 19, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, nemlig dels at være advokat, dels at have beskikkelse i en medlemsstat, at den første af disse kumulative betingelser vedrørende stillingen som »advokat« i modsætning til den anden af disse kumulative betingelser ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, således at begrebet »advokat« i denne bestemmelses forstand i overensstemmelse med fast retspraksis, inden for EU bør have en selvstændig og ensartet fortolkning under hensyntagen til den sammenhæng, hvori det anvendes, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som begrebet indgår i.
15 Idet Retten i den appellerede kendelses præmis 20 bl.a. støttede sig på dom af 18. maj 1982, AM & S Europe mod Kommissionen (155/79, EU:C:1982:157, præmis 24), og af 14. september 2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl. (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 42), hvorefter opfattelsen af advokatens rolle i henhold til Unionens retsorden, der udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, er, at det er dennes opgave i fuld uafhængighed og i denne overordnede interesse at yde den juridiske bistand, som klienten har behov for, bemærkede Retten i kendelsens præmis 21, med henvisning til kendelse af 29. september 2010, EREF mod Kommissionen (C-74/10 P og C-75/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:557, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis), at betingelsen om advokatens uafhængighed forudsætter, at der intet ansættelsesforhold er mellem advokaten og dennes klient, idet begrebet »advokatens uafhængighed« ikke kun defineres positivt, nemlig ved henvisning til advokatens faglige etik, men også negativt, nemlig ved fraværet af et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient.
16 I den appellerede kendelses præmis 25 fastslog Retten, at i det foreliggende tilfælde var den repræsentant, som havde underskrevet stævningen i første instans, ud over den omstændighed, at den pågældende var ansat ved Universität Bremen i et offentligretligt tjenesteforhold, blevet udpeget som koordinator for og leder af det foreslåede projekt og havde »opgaver« og »væsentlige funktioner« i forbindelse hermed, således at den berørte ikke alene havde en tæt personlig forbindelse med tvistens genstand, men også en direkte interesse i løsningen heraf, idet gennemførelsen af projektet var afhængig, eller idet mindste delvist afhængig af den finansiering, som Europa-Kommissionen havde afvist at yde Universität Bremen.
17 Retten udledte heraf i den appellerede kendelses præmis 26, at de væsentlige funktioner, som denne repræsentant udøvede for den juridiske person, på hvis vegne den pågældende havde anlagt søgsmålet i første instans, kunne bringe dennes egenskab af uafhængig tredjemand i fare som omhandlet i den faste retspraksis, der er nævnt i præmis 65 i dom af 4. februar 2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA (C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73), og at disse funktioner klart kunne skade repræsentantens evne til at varetage fuldmagtsgiverens interesser.
18 Retten tilføjede i den appellerede kendelses præmis 28-34, at denne konklusion ikke afkræftes af dom af 4. februar 2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA (C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73), hvori Domstolen ganske vist præciserede rækkevidden af begrebet »uafhængighed« uden dog at rejse tvivl om sin tidligere praksis og uden at følge de forslag, der blev fremsat i generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA (C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2019:774) vedrørende det kriterium, der anvendes ved prøvelsen i henhold til artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
19 Endvidere forkastede Retten i den appellerede kendelses præmis 35 det argument, som Universität Bremen havde påberåbt sig vedrørende artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, idet den bemærkede, at retten til adgang til domstolsprøvelse ikke er en absolut rettighed, og at den derfor kan indeholde forholdsmæssige begrænsninger, der forfølger et legitimt formål.
20 Hvad endelig angår det af Universität Bremen fremførte argument om, at det burde have været underrettet om, at søgsmålet i første instans eventuelt ikke kunne antages til realitetsbehandling for at kunne afhjælpe dette, fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 40, at forpligtelsen til at lade sig repræsentere ved en advokat ikke var blandt de krav, hvis manglende overholdelse kunne afhjælpes efter søgsmålsfristens udløb.
Retsforhandlingerne ved Domstolen og parternes påstande i appelsagerne
21 Universität Bremen har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om realiteten.
– Det fastslås, at repræsentationen ved den pågældende universitetsprofessor er gyldig.
– Subsidiært fastslås det, at Universität Bremen har ret til at fortsætte proceduren med en advokat, der opfylder betingelserne i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
– REA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
22 REA har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Universität Bremen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Om appellen
23 Indledningsvis bemærkes, at Universität Bremen er repræsenteret ved Domstolen af selve den person, som Retten i den appellerede kendelse fastslog ikke opfyldte betingelserne i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol for at repræsentere denne part i denne sag for Unionens retsinstanser.
24 For så vidt som spørgsmålet om realitetsbehandling af appellen i det væsentlige forveksles med genstanden for denne appel, skal anbringenderne imidlertidig undersøges (jf. i denne retning dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Polen mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 20).
25 Universität Bremen har til støtte for appellen fremsat to anbringender vedrørende dels en tilsidesættelse af artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dels en tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og af artikel 6, stk. 1 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Parternes argumentation
26 Med det første appelanbringende har Universität Bremen gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af ordlyden og opbygningen af artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som universitetsprofessorer, der i henhold til loven har møderet, ikke som repræsentanter skal opfylde det krav om uafhængighed, der stilles til advokater i henhold til stk. 3 og 4 i denne artikel 19.
27 Med det første appelanbringendes første led har Universität Bremen indledningsvis gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at universitetsprofessorer, der i henhold til deres medlemsstats lovgivning har møderet som rettergangsfuldmægtig, »logisk set« har dette privilegium i medfør af artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
28 Universität Bremen har henvist til, at Unionens retsinstansers praksis har udviklet begrebet »advokat« på grundlag af artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som i princippet kræver, at denne repræsentant er uafhængig i forhold til den part, som vedkommende repræsenterer. For så vidt som Retten afviste, at der forelå en sådan uafhængighed alene med den begrundelse, at den omhandlede rettergangsfuldmægtige ikke kunne anses for at være »advokat« som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 4, tog den ikke hensyn til den privilegerede ordning, der er forbeholdt universitetsprofessorer i den nævnte statuts artikel 19, stk. 7.
29 Som følge af den meget klare ordlyd af sidstnævnte bestemmelse har universitetsprofessorer ex lege de samme rettigheder som advokater. Som følge heraf kan kravet om uafhængighed for advokater som omhandlet i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ikke overføres til universitetsprofessorer.
30 Universität Bremen har fremført flere argumenter til støtte for en sådan konklusion.
31 For det første er spørgsmålet om universitetsprofessorers møderet, herunder spørgsmålet om eventuelle interessekonflikter, fuldt ud reguleret i national ret, hvortil der udtrykkeligt henvises i artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Ifølge tysk ret kan et afslag på repræsentation således kun komme på tale, hvis den pågældende repræsentant hverken er advokat eller universitetsprofessor, eller hvis denne repræsentant er dommer ved den ret, der behandler sagen. Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland) har desuden fastslået, at rene interessekonflikter, som kan tilskrives advokater eller universitetsprofessorer, ikke kan begrunde en afgørelse om afvisning, idet den fagetiske kodeks højst omhandler et professionelt ansvar, der medfører sanktioner.
32 For det andet gør universitetsprofessorernes særlige offentligretlige status det muligt at udelukke enhver form for interessekonflikter. I deres egenskab af statslige tjenestemænd er de underlagt strenge loyalitetsforpligtelser, og i det omfang repræsentationsbeføjelsen kun er en accessorisk funktion, som desuden er underlagt et særligt samtykke fra den overordnede, er de til forskel fra advokater ikke finansielt afhængige af deres møderetsvirksomhed.
33 For det tredje har Universität Bremen gjort gældende, at det som offentligt universitet er en integrerende del af den medlemsstat, som det tilhører, idet sidstnævnte er en privilegeret part som omhandlet i artikel 19, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
34 Med det første appelanbringendes andet led har Universität Bremen gjort gældende, at i henhold til bestemmelserne i artikel 67 i lov om forvaltningsretspleje i den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag, har den rettergangsfuldmægtige møderet uden yderligere betingelser, forudsat at der på forhånd ikke foreligger en kendt interessekonflikt.
35 Med det første appelanbringendes tredje led har Universität Bremen gjort gældende, at selv om Domstolen ikke skulle anlægge en sådan fortolkning, burde det have været omfattet af beskyttelsen af den berettigede forventning på grund af den utvetydige formulering af artikel 19, stk. 7, i statutten for den Europæiske Unions Domstol. I det foreliggende tilfælde ville det have været helt uventet for Universität Bremen, at universitetsprofessorer også skulle opfylde betingelsen om advokatens uafhængighed som omhandlet i denne statuts artikel 19, stk. 3 og 4.
36 REA har indledningsvis gjort gældende, at den tredje og den fjerde påstand, hvorved Universität Bremen har nedlagt påstand om, at Domstolen træffer afgørelse, ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at Unionens retsinstansers prøvelse i forbindelse med behandlingen af et annullationssøgsmål er begrænset til den anfægtede retsakts lovlighed.
37 Hvad angår det første appelanbringende er REA af den opfattelse, at dette anbringende er ugrundet, for så vidt som der ikke findes nogen privilegeret status for universitetsprofessorer, og at Universität Bremen har foretaget en fejlagtig fortolkning af betingelserne i artikel 19 i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, sammenholdt med artikel 51 og 56 i Rettens procesreglement.
38 Eftersom professorer har de samme rettigheder som advokater, finder retspraksis vedrørende begrebet repræsentere, som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ifølge REA ligeledes anvendelse på dem, og ingen af de argumenter, som Universität Bremen har påberåbt sig, kan rejse tvivl om en sådan konklusion.
Domstolens bemærkninger
39 Det bemærkes hvad angår repræsentation af en ikke privilegeret part ved Unionens retsinstanser, at artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i overensstemmelse med statuttens artikel 53, indeholder to særskilte og kumulative betingelser, hvoraf den første er en betingelse om, at parter, der ikke er omfattet af artikel 19, stk. 1 og 2, skal være repræsenteret af en advokat, og den anden om, at kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Unionens retsinstanser.
40 Hvad for det første angår den anden betingelse, der er fastsat i artikel 19, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og som vedrører advokatens beskikkelse til at møde ved en national domstol, fremgår det af denne bestemmelses ordlyd, at betydningen og rækkevidden af denne betingelse skal fortolkes ved henvisning til den pågældende nationale ret (dom af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 59).
41 På samme måde, som generaladvokaten også i det væsentlige har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, fremgår det af ordlyden af artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, i henhold til hvilken lærere ved højere læreanstalter, der er statsborgere i medlemsstater, hvis lovgivning tillader dem at være rettergangsfuldmægtige, at betydningen og omfanget af denne betingelse ligeledes skal fortolkes ved henvisning til den pågældende nationale ret.
42 I den foreliggende sag er det ubestridt, at repræsentanten for Universität Bremen, som er professor, i henhold til tysk ret har møderet som rettergangsfuldmægtig, således at vedkommende i henhold til artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har de samme rettigheder som dem, der er anerkendt som advokater i henhold til stk. 4 i denne artikel 19, og at vedkommende derfor kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.
43 Hvad dernæst angår den første betingelse i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og begrebet »advokat« har Domstolen fastslået, at idet bestemmelsen ikke henviser til medlemsstaternes nationale lovgivninger, skal dette begreb fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen, idet der ikke alene skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til bestemmelsens kontekst og formål (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 60).
44 Det følger af ordlyden af artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, navnlig af anvendelsen af udtrykket »repræsenteres«, at en »part« i denne artikels forstand uanset dennes stilling ikke er bemyndiget til selv at føre sin sag for en af Unionens retsinstanser, men skal lade tredjemand møde for sig. Med henblik på et sagsanlæg er det således ikke tilstrækkeligt, at der indleveres en stævning, som sagsøgeren selv har underskrevet, og dette gælder også, selv om sagsøgeren er en advokat, som har beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 61).
45 Denne betragtning bekræftes af den kontekst, som denne bestemmelse indgår i, og hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at den juridiske repræsentation af en part, som ikke er omhandlet i stk. 1 og 2 i denne artikel 19, kun kan varetages af en advokat, mens de parter, der er omhandlet i stk. 1 og 2, kan repræsenteres af en rettergangsfuldmægtig, som i givet fald kan bistås af en rådgiver eller en advokat (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 60, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 62).
46 Denne betragtning underbygges af formålet med, at en advokat skal repræsentere de parter, der ikke er omhandlet i artikel 19, stk. 1 og 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som – således som Retten med rette bemærkede i den appellerede kendelses præmis 29 – består i dels at undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels at garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 63).
47 Domstolen har i denne forbindelse fremhævet, at selv om en advokats repræsentationsopgave som omhandlet i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol skal udøves på baggrund af hensynet til en forsvarlig retspleje, består formålet med denne opgave især i på bedste vis at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 62, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 64).
48 Selv om begrebet advokatens »uafhængighed« i øvrigt oprindeligt blev anvendt i forbindelse med fortrolighed af dokumenter i konkurrencesager, hvor retspraksis i denne henseende har præciseret, at advokaten er en juridisk rådgiver, og at det er den pågældendes opgave i retsplejens overordnede interesse at yde den juridiske bistand, som klienten har behov for (jf. i denne retning dom af 18.5.1982, AM & S Europe mod Kommissionen, 155/79, EU:C:1982:157, præmis 24, og af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 42), skal det ikke desto mindre bemærkes, at betydningen af dette begreb har udviklet sig med hensyn til repræsentation ved Unionens retsinstanser, idet det fremherskende kriterium i denne henseende nu er beskyttelse og forsvaret af klientens interesser (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 62, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 65).
49 I henhold til Domstolens praksis defineres uafhængighedskravet i denne henseende nemlig ikke kun negativt, dvs. ved en henvisning til, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem advokatens og dennes klient, men ligeledes positivt ved henvisning til de faglige forpligtelser (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 66).
50 Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 21 følgelig med rette, at kravet om advokatens uafhængighed i den specifikke sammenhæng, hvori artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol indgår, således nødvendigvis medfører, at advokaten ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold.
51 En sådan tilgang finder desuden i lige så høj grad anvendelse på en situation, hvor en advokat er ansat af en enhed, der er tilknyttet den part, som advokaten repræsenterer (dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Polen mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 25, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 68).
52 Hvad angår den positive definition af begrebet »uafhængighed«, har Domstolen udtrykkeligt fremhævet, at dette begreb skal forstås således, at det ikke kræver, at der ingen forbindelse foreligger mellem advokaten og dennes klient, men at der ikke må foreligge forbindelser, der åbenlyst er til skade for dennes evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 62-64, og af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:2018, præmis 69).
53 Som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, udøver Unionens retsinstanser ved anvendelsen af den betingelse om uafhængighed, som EU-retten pålægger repræsentanter for ikke-privilegerede parter, en begrænset kontrol, idet de begrænser sig til at sanktionere de tilfælde, hvor det klart fremgår, at den pågældende repræsentant ikke er i stand til at varetage sin forsvarsopgave ved bedst muligt at varetage sin klients interesser, således at den skal afvises i sidstnævntes interesse (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, PJ og PC mod EUIPO, C-529/18 P og C-531/18 P, EU:C:2022:218, præmis 74).
54 Det skal imidlertid afgøres, om den betingelse om uafhængighed, der er udviklet i retspraksis i forhold til advokater som beskrevet ovenfor, også finder anvendelse på universitetsprofessorer, der er beføjet til at repræsentere en part i en retssag.
55 Selv om de to erhverv ikke er sammenlignelige med hensyn til beskrivelsen af opgaverne, idet advokaten skal sikre beskyttelse og varetagelse af klientens interesser, mens universitetsprofessor har til opgave at tilbyde undervisning og foretager forskning i fuld uafhængighed i betragtning af den akademiske frihed, der regulerer dette erhverv, skal det imidlertid fastslås, således som generaladvokaten har anført i punkt 57 og 58 i forslaget til afgørelse, at selv om en universitetsprofessor repræsenterer en part ved Unionens retsinstanser, udfører vedkommende ikke længere sit erhverv som underviser og forsker, men udfører den samme opgave som en advokat, dvs. repræsentation af parter, der ikke er omfattet af artikel 19, stk. 1 og 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
56 Det fremgår endvidere af ordlyden af artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at lærere, der i henhold til lovgivningen i deres medlemsstat har møderet, nyder de samme rettigheder som dem, advokater nyder i henhold til denne statuts artikel 19, stk. 3.
57 Det følger heraf, at universitetsprofessorer i overensstemmelse med formålet med den udførte repræsentationsopgave, der først og fremmest består i bedst at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser, således som det er anført i denne doms præmis 47 og 48, skal opfylde de samme kriterier for uafhængighed som dem, der gælder for advokater.
58 Disse kriterier defineres i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 49 og 52, negativt ved, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem repræsentanten og dennes klient, og positivt ved henvisning til etiske regler, som bl.a. indebærer, at der ikke er en forbindelse, der klart skader advokatens evne til at varetage sit forsvar ved bedst muligt at tjene klientens interesser under overholdelse af loven og de faglige regler.
59 Hvad angår spørgsmålet om det manglende ansættelsesforhold mellem repræsentanten og dennes fuldmagtsgiver fandt Retten i den appellerede kendelses præmis 25, at repræsentanten for Universität Bremen var offentlig ansat af sidstnævnte i et offentligretligt tjenesteforhold.
60 Ved at sidestille situationen for en professor, der repræsenterer det universitet, hvor vedkommende underviser og forsker, med situationen for en juridisk rådgiver, der repræsenterer en enhed, der er tilknyttet den juridiske person, hvor den pågældende er ansat, har Retten foretaget en urigtig anvendelse af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 51 og 52.
61 Som generaladvokaten har anført i punkt 50 og 74 i forslaget til afgørelse, er den omhandlede universitetsprofessor, i modsætning til situationen for en juridisk rådgiver, som omhandlet i dom af 6. september 2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej og Polen mod Kommissionen (C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 25), knyttet til det universitet, som vedkommende repræsenterer ved et offentligretligt tjenesteforhold. Denne status giver i henhold til betingelserne og reglerne i national ret den pågældende uafhængighed ikke blot som lærer og forsker, men også som repræsentant for ikke-privilegerede parter ved Unionens retsinstanser. For så vidt som repræsentationen ved domstolene ikke er en del af de opgaver, som professoren skal udføre ved universitetet som underviser eller forsker, er denne repræsentation desuden på ingen måde forbundet med den pågældendes akademiske funktioner og udføres ikke i et over-underordnelsesforhold i forhold til universitetet, selv om den pågældende skal repræsentere det samme universitet.
62 For så vidt som Domstolen har fastslået, at den blotte omstændighed, at der foreligger et civilretligt retsforhold mellem en advokat og det universitet, vedkommende repræsenterer, er utilstrækkelig til at antage, at denne advokat befinder sig i en situation, der klart skader vedkommendes mulighed for at forsvare sin klients interesser under overholdelse af uafhængighedskriteriet, som omhandlet i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 66 og 67), er eksistensen af et offentligretligt tjenesteforhold mellem en professor og det universitet, som vedkommende repræsenterer, også utilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at denne professor befinder sig i en situation, der forhindrer vedkommende i at forsvare universitetets interesser.
63 Eftersom artikel 19, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol tillægger lærere de samme rettigheder som dem, der tildeles advokater som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3, anses en lærer, der i henhold til national ret har møderet, principielt for at opfylde betingelsen om uafhængighed som omhandlet i artikel 19 i den nævnte statut, også selv om læreren repræsenterer det universitet, ved hvilket vedkommende udøver sin akademiske virksomhed.
64 Hvad angår den omstændighed, at der ikke forelå en forbindelse, der skadede repræsentantens evne til at forsvare sin klient ved bedst muligt at tjene dennes interesser, henviste Retten i den appellerede kendelses præmis 25 til den omstændighed, at repræsentanten for Universität Bremen var koordinator for det foreslåede projekt samt leder af dette, og at den pågældende varetog »væsentlige opgaver og funktioner« i forbindelse med dette projekt. Ifølge Retten undergravede den personlige forbindelse, som repræsentanten havde til tvistens genstand, den pågældendes mulighed for at yde den juridiske bistand, som universitetet havde behov for.
65 Denne vurdering er behæftet med en fejl.
66 Selv om Retten i den appellerede kendelses præmis 30 med rette bemærkede, at den pligt til uafhængighed, der påhviler advokaten, ikke skal forstås som fraværet af nogen som helst forbindelse med dennes klient, men alene som fravær af en forbindelse, der åbenbart påvirker muligheden for at varetage forsvarsopgaven, kan de forbindelser, der er beskrevet i den nævnte kendelses præmis 25, og som er gengivet i denne doms præmis 64, nemlig ikke kvalificeres som forbindelser, der klart skader repræsentanten for Universität Bremens evne til at sikre repræsentationen med den fornødne uafhængighed. Ganske vist indebar de opgaver, som den pågældende repræsentant udførte i forbindelse med i sagen omtvistede projekt, at denne havde sammenfaldende interesser med Universität Bremen. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 80 i forslaget til afgørelse, er sådanne sammenfaldende interesser imidlertid ikke tilstrækkelige til at lede til den konklusion, at repræsentanten er ude af stand til behørigt at sikre den repræsentation, som vedkommende var blevet betroet.
67 For så vidt som der i øvrigt ikke er fremført nogen oplysninger, der gør det muligt at antage, at disse interesser var til hinder for, at denne repræsentant havde møderet på vegne af Universität Bremen, overskred Retten de grænser for sin prøvelse, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 52 og 53, og som ikke blot udgør et tilfælde af anvendelse af begrebet »uafhængighed« som omhandlet i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, men en ændring for så vidt angår retspraksis vedrørende dette begreb, således at uafhængighedsbetingelsen som fastsat i EU-retten skal fortolkes således, at afvisning af sager kun kan begrænses til tilfælde, hvor det er åbenbart, at den pågældende repræsentant ikke er i stand til at varetage sin opgave med at forsvare klientens interesser bedst muligt, således at den pågældende i klientens interesse skal udelukkes.
68 Retten konkluderede derfor med urette, at sagen skulle afvises med den begrundelse, at Universität Bremen ikke var behørigt repræsenteret ved den omhandlede universitetsprofessor.
69 Det første appelanbringende skal derfor tages til følge.
70 Følgelig skal den appellerede kendelse ophæves, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter, der er fremført i forbindelse med det første og det andet appelanbringende, eller de øvrige påstande, der er fremsat under appellen.
Sagens hjemvisning til Retten
71 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den giver appellanten medhold, og når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
72 Da sagen i det foreliggende tilfælde ikke er moden til påkendelse, bør den hjemvises til Retten.
Sagsomkostninger
73 Da sagen hjemvises til Retten, udsættes spørgsmålet om sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):
1) Kendelsen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 16. december 2020, Universität Bremen mod REA (T-660/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:633), ophæves.
2) Sag T-660/19 hjemvises til Retten.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Underskrifter