Sagerne T-219/09 og T-326/09

Gabriele Albertini m.fl. og

Brendan Donnelly

mod

Europa-Parlamentet

»Annullationssøgsmål – supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer – ændring af den supplerende pensionsordning – almengyldig retsakt – ikke individuelt berørt – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for inden Lissabontraktatens ikrafttræden at indgive søgsmål på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF – foreligger ikke

(Art. 230, stk. 4 og 5; EF, art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Europa-Parlamentets afgørelse om ændring af regulativet vedrørende medlemmernes supplerende pensionsordning – søgsmål indgivet af et medlem – ikke individuelt berørt – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – fortolkning contra legem af betingelsen om at være individuelt berørt – ikke tilladt

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.      Spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, skal behandles efter de regler, der var i kraft, da sagen blev anlagt, og betingelserne for antagelse af en sag til realitetsbehandling vurderes på tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet, dvs. på tidspunktet for indleveringen af stævningen. Derfor skal antagelsen af en sag til realitetsbehandling, der er anlagt før datoen for EUF-traktatens ikrafttræden, den 1. december 2009, vurderes på grundlag af artikel 230 EF og ikke på grundlag af artikel 263 TEUF.

(jf. præmis 39)

2.      For at en fysisk eller juridisk person kan anses for at være individuelt berørt af en almengyldig retsakt, kræves det, at denne person berøres individuelt af retsakten på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre.

Det forhold, at afgørelse truffet den 1. april 2009 af Europa-Parlamentets præsidium om ændring af regulativet vedrørende medlemmernes supplerende pensionsordning (frivillig), der indgår i bilag VIII til regulativet om honorarer og vederlag til Parlamentets medlemmer, berører de rettigheder, som de berørte fremtidigt vil kunne gøre gældende på grundlag af deres tilknytning til den supplerende pensionsfond, er ikke af en sådan art, at dette forhold individualiserer dem i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand i forhold til enhver anden person, eftersom de befinder sig i en objektivt afgrænset situation, der kan sammenlignes med den, som ethvert andet parlamentsmedlem, der er medlem af nævnte pensionsfond, befinder sig i.

Det er korrekt, at den omstændighed, at en fællesskabsinstitution i henhold til specifikke bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til, hvilke konsekvenser den retsakt, den påtænker at vedtage, har for visse borgeres situation, kan individualisere disse. Imidlertid forelå der ikke på tidspunktet for den omhandlede afgørelses vedtagelse nogen EF-retlig bestemmelse, der pålagde præsidiet at tage højde for de berørtes særlige situation.

(jf. præmis 45, 46, 48 og 49)

3.      Ifølge den ordning for legalitetskontrol, som er oprettet ved traktaten, kan en fysisk eller juridisk person kun anlægge en sag til prøvelse af en retsakt, såfremt den ikke alene berører ham umiddelbart, men også individuelt. Selv om denne betingelse skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten, derved ville blive overskredet.

Tilsvarende må det antages, at anvendelsen af principielle retsplejehensyn samt princippet om procesøkonomi ikke kan berettige til at fremme en sag til realitetspåkendelse, når sagen ikke opfylder betingelserne for realitetspåkendelse i artikel 230, stk. 4, EF, da de beføjelser, Unionens retsinstanser er tildelt ved traktaten, ellers ville blive overskredet. Ingen af disse principper kan nemlig være hjemmel for at fravige tildelingen af kompetencerne for disse retsinstanser, således som traktaten har fastsat.

(jf. præmis 52 og 54)