DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
30. marts 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – Lugano II-konventionen – procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser – artikel 34, stk. 2 – indledende processkrift i sagen i oprindelsesstaten – lovmæssig forkyndelse af et betalingspåbud efterfulgt af en ikke-lovmæssig forkyndelse af en stævning med påstand om betaling i henhold til schweizisk ret«
I sag C-343/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 20. januar 2022, indgået til Domstolen den 27. maj 2022, i sagen
PT
mod
VB,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Safjan (refererende dommer), og dommerne N. Jääskinen og M. Gavalec,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann og U. Kühne, som befuldmægtigede,
– den schweiziske regering ved M. Kähr og L. Lanzrein, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved B. Ernst og S. Noë, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 34, stk. 2, i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som blev undertegnet den 30. oktober 2007, hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008 (EUT 2009, L 147, s. 1, herefter »Lugano II-konventionen«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem PT og VB vedrørende en afgørelse truffet af en schweizisk ret, hvorved en afgørelse truffet af en schweizisk ret erklæres for eksigibel i Tyskland.
Retsforskrifter
Haagerkonventionen af 15. november 1965
3 Artikel 5 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål fastsætter følgende:
»Den centrale myndighed i modtagerstaten foretager eller lader foretage forkyndelse af dokumentet enten
a) ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der i modtagerstatens lovgivning er foreskrevet for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig på dens territorium, eller
b) ved anvendelse af en særlig fremgangsmåde, som rekvirenten har anmodet om, forudsat at den ikke er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.
Bortset fra det tilfælde, der er nævnt i første afsnit, litra b, kan forkyndelse af dokumentet altid ske ved aflevering til adressaten, hvis han modtager det frivilligt.
Skal forkyndelse ske i overensstemmelse med første afsnit, kan den centrale myndighed forlange, at dokumentet affattes på eller oversættes til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i modtagerstaten.
Den del af anmodningen, som i overensstemmelse med det skema, der er vedhæftet denne konvention, indeholder et sammendrag af det dokument, der skal forkyndes, afleveres til adressaten sammen med dokumentet.«
Lugano II-konventionen
4 Lugano II-konventionen er blevet undertegnet af Det Europæiske Fællesskab, Kongeriget Danmark, Republikken Island, Kongeriget Norge og Det Schweiziske Forbund.
5 Denne konventions artikel 34, stk. 2, er affattet således:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
[…]
2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det.«
6 Nævnte konventions artikel 38, stk. 1, er sålydende:
»De i en konventionsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden konventionsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.«
7 Samme konventions artikel 53 er affattet således:
»1. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge en genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.
2. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet i artikel 54, jf. dog artikel 55.«
8 Artikel 54 i Lugano II-konventionen bestemmer:
»Retten eller den kompetente myndighed i en konventionsstat, hvor en retsafgørelse er afsagt, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V til denne konvention.«
9 Lugano II-konventionens artikel III, stk. 1, i protokol nr. 1 om visse problemer i forbindelse med kompetence, procedure og fuldbyrdelse bestemmer:
»Schweiz forbeholder sig ret til efter ratifikation at erklære, at landet ikke vil anvende følgende del af bestemmelsen i artikel 34, stk. 2:
»medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det«.
Hvis Schweiz fremsætter en sådan erklæring, skal de øvrige kontraherende parter anvende samme forbehold med hensyn til retsafgørelser truffet af retterne i Schweiz.«
10 I overensstemmelse med dette forbehold har Det Schweiziske Forbund erklæret, at de ikke vil anvende den omhandlede passage i Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2.
Schweizisk ret
11 Artikel 38, stk. 2, i loi fédérale sur la poursuite pour dettes et la faillite, du 11 avril 1889 (forbundsloven om gældsinddrivelse og konkurs af 11.4.1889) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (RS 281.1, herefter »LP«), bestemmer:
»Gældsinddrivelsen indledes med meddelelse om betalingspåbud. Den fortsætter ved beslaglæggelse, pantsætning eller konkurs.«
12 Denne lovs artikel 67, stk. 1, er affattet således:
»Inddrivelsesbegæringen fremsendes skriftligt eller mundtligt til inddrivelseskontoret. Den indeholder angivelse af:
1. Kreditors navn og bopæl og, i givet fald, den pågældendes repræsentants navn og bopæl; den valgte adresse i Schweiz, hvis vedkommende opholder sig i udlandet. Hvis der ikke foreligger en særlig angivelse, anses inddrivelseskontoret for at være valgt adresse.
2. Debitors navn og bopæl og, i givet fald, den pågældendes retlige repræsentants navn og bopæl; i sager mod et bo skal arvinger, der skal underrettes, angives.
3. Fordringens beløb i henhold til schweizisk retsværdi eller den krævede sikkerhed; hvis fordringen er rentebærende, rentesatsen og den dag, hvor renten påløber.
4. Titel og dato; i mangel heraf, fordringens grundlag.«
13 Nævnte lovs artikel 69 fastsætter:
»1 Ved modtagelsen af inddrivelsesbegæringen udsteder inddrivelseskontoret et betalingspåbud.
2 Dette skal indeholde:
1. de oplysninger, der er foreskrevet for inddrivelsesbegæringen
2. påkrav om inden 20 dage at betale gældens størrelse og omkostningerne eller, hvis begæringen har sikkerhedsstillelse, at stille sikkerheden inden for denne frist
3. den udtalelse, som debitor skal gøre indsigelse mod inden for ti dage efter forkyndelsen, hvis debitor agter at anfægte hele eller dele af gælden eller kreditors ret til at anlægge sag
4. en advarsel om, at såfremt debitor ikke efterkommer betalingspåbuddet eller fremsætter indsigelse, fortsætter retsforfølgningen.«
14 Det følger af samme lovs artikel 71, stk. 1, at:
»Betalingspåbuddet meddeles debitor ved modtagelsen af inddrivelsesbegæringen.«
15 Artikel 74, stk. 1, i LP bestemmer følgende:
»En debitor, der agter at gøre indsigelse, skal mundtligt eller skriftligt fremsætte indsigelse over for den, der indgiver betalingspåbuddet, eller til inddrivelseskontoret senest ti dage efter forkyndelsen af betalingspåbuddet.«
16 I henhold til denne lovs artikel 78, stk. 1, har en indsigelse opsættende virkning for retsforfølgningen.
17 Nævnte lovs artikel 79 fastsætter:
»Den kreditor, mod hvem der gøres indsigelse, skal anlægge sag ved civile eller administrative instanser med henblik på at få anerkendt sin ret. Kreditoren kan kun kræve, at retsforfølgningen fortsættes på grundlag af en eksigibel afgørelse, som udtrykkeligt afviser indsigelsen.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
18 Den 19. januar 2013 meddelte inddrivelseskontoret i Genève (Schweiz) efter anmodning fra VB PT, der har bopæl i Tyskland, om et betalingspåbud vedrørende skyldig leje. Den 28. januar 2013 rejste PT indsigelse mod betalingspåbuddet i henhold til LP’s artikel 74.
19 VB anlagde sag mod PT ved tribunal des baux et loyers du canton de Genève (domstolen for sager vedrørende forpagtning og leje i kantonen Genève, Schweiz) uden at nedlægge påstand om, at indsigelsen blev forkastet. Denne ret forsøgte at forkynde stævningen affattet på fransk for PT på PT’s bopæl i Tyskland. Sidstnævnte, som ikke beherskede fransk, nægtede at acceptere forkyndelsen, da stævningen ikke var oversat til tysk. Ifølge den forelæggende ret modtog PT ikke yderligere oplysninger i forbindelse med sagens videre behandling. Ved dom af 30. januar 2014, der blev forkyndt ved offentlig bekendtgørelse, pålagde tribunal des baux et loyers du canton de Genève (domstolen for sager vedrørende forpagtning og leje i kantonen Genève) PT at betale et samlet beløb på 4 120,70 schweiziske franc (CHF) (ca. 4 090 EUR) med tillæg af renter. Indsigelsen mod betalingspåbuddet blev ikke forkastet i denne dom.
20 VB indgav en anmodning til Landgericht (regional ret i første instans, Tyskland) om, at dommen af 30. januar 2014 blev erklæret for eksigibel i Tyskland i overensstemmelse med Lugano II-konventionens artikel 38, stk. 1, og artikel 53. VB fremlagde i den forbindelse bekræftede og oversatte genparter af denne dom samt af den attest, der er omhandlet i konventionens artikel 54. Da denne ret imødekom denne anmodning, iværksatte PT appel af denne afgørelse ved Oberlandesgericht (regional appeldomstol, Tyskland).
21 Denne ret forkastede appellen, idet den fandt, at Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, ikke er til hinder for anerkendelse af dommen af 30. januar 2014. Ifølge retten skulle betalingspåbuddet, der blev lovmæssigt forkyndt for sagsøgte den 19. januar 2013, anses for et indledende processkrift.
22 PT har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse for den forelæggende ret.
23 Ifølge denne ret blev betalingspåbuddet lovmæssigt forkyndt, men forkyndelsen af stævningen opfyldte ikke betingelserne i artikel 5, stk. 1, i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, da dette dokument ikke var oversat til tysk. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at forkyndelsen i mangel af denne oversættelse ikke gjorde det muligt for PT at forsvare sig.
24 Da forkyndelsen af betalingspåbuddet blev efterfulgt af en ikke-lovmæssig forkyndelse af stævningen, skal det ifølge den forelæggende ret afgøres, hvilket af disse dokumenter der skal anses for det indledende processkrift.
25 På baggrund af disse omstændigheder har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 34, [stk. 2], i [Lugano II-konventionen] […] fortolkes således, at stævningen i et søgsmål med påstand om betaling af en fordring, som anlægges efter en forudgående udstedelse af et schweizisk betalingspåbud […], uden at der er nedlagt påstand om, at den indsigelse, som er blevet rejst over for betalingspåbuddet […], forkastes, udgør det indledende processkrift i sagen?«
Om det præjudicielle spørgsmål
26 Den forelæggende ret ønsker med sit eneste spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, skal fortolkes således, at stævningen i et søgsmål med påstand om betaling i henhold til schweizisk ret, som er anlagt efter den forudgående udstedelse af et schweizisk betalingspåbud, og uden at der er nedlagt påstand om, at den indsigelse, der er rejst mod dette betalingspåbud, forkastes, udgør det indledende processkrift i sagen som omhandlet i denne bestemmelse.
27 Det bemærkes, at Lugano II-konventionen er affattet i næsten enslydende vendinger som de tilsvarende artikler i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), og at der skal tages behørigt hensyn til lignende bestemmelser i disse instrumenter (dom af 2.5.2019, Pillar Securitisation, C-694/17, EU:C:2019:345, præmis 27).
28 Det fremgår af Domstolens praksis vedrørende artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, som svarer til Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, at retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, i tilfælde af appel skal afslå eller ophæve fuldbyrdelsen af en udenlandsk udeblivelsesafgørelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte denne retsafgørelse ved retterne i domsstaten, selv om han havde mulighed for at gøre det (dom af 6.9.2012, Trade Agency, C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 32).
29 I denne sidstnævnte henseende bemærkes, at eftersom Det Schweiziske Forbund har meddelt et forbehold i medfør af artikel III, stk. 1, i protokol nr. 1 til Lugano II-konventionen med hensyn til anvendelsen af den i denne doms præmis 9 nævnte passage i denne konventions artikel 34, stk. 2, vedrørende søgsmål til prøvelse af den udenlandske udeblivelsesdom, anvender de øvrige kontraherende parter det samme forbehold over for de schweiziske retters afgørelser.
30 Inden for rammerne af Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, og for så vidt angår forholdet til Det Schweiziske Forbund, skal den udenlandske dom følgelig afslås uden undtagelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at den pågældende har kunnet varetage sine interesser under sagen.
31 I det foreliggende tilfælde skal der ifølge den forelæggende ret gives et sådant afslag, hvis det indledende processkrift ikke er det betalingspåbud, der blev udstedt af inddrivelseskontoret, men den stævning, der efterfølgende blev indgivet til domstolen i kantonen Genève.
32 Det fremgår af Domstolens praksis, at begrebet det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt betegner den eller de retsakter, hvis forskriftsmæssige og rettidige forkyndelse for eller meddelelse til sagsøgte sætter denne i stand til at gøre sine rettigheder gældende forud for, at der træffes en eksigibel retsafgørelse i domsstaten (dom af 13.7.1995, Hengst Import, C-474/93, EU:C:1995:243, præmis 19).
33 På grundlag af denne definition har Domstolen anset et tysk betalingspålæg (Zahlungsbefehl), hvis forkyndelse gør det muligt for sagsøgeren at opnå en retsafgørelse, der kan fulbyrdes (dom af 16.6.1981, Klomps, 166/80, EU:C:1981:137, præmis 9), og et italiensk betalingspåkrav (decreto ingiuntivo), der er forkyndt sammen med begæringen om udstedelse af et sådant, for et indledende processkrift i en sag (dom af 13.7.1995, Hengst Import, C-474/93, EU:C:1995:243, præmis 20 og 21).
34 Domstolen har derimod fastslået, at et fuldbyrdelsesdekret efter tysk ret (Vollstreckungsbefehl), som i sig selv kan fulbyrdes, og som er udstedt efter forkyndelsen af et betalingspålæg, ikke opfylder denne definition af et indledende processkrift (dom af 16.6.1981, Klomps, 166/80, EU:C:1981:137, præmis 9).
35 Det følger heraf, at i tilfælde af sammenkædning af to procedurer, der hver især gør det muligt at opnå en eksigibel afgørelse om den samme forpligtelse, kan indledningen af den første procedure kun anses for at være et indledende processkrift for den anden procedure som omhandlet i Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, hvis der er en funktionel enhed mellem de to.
36 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af de skriftlige indlæg, der er indgivet til Domstolen, at proceduren for udstedelse af betalingspåbud af inddrivelseskontoret i henhold til schweizisk ret er forskellig fra den retslige procedure, der finder anvendelse på et søgsmål med påstand om betaling.
37 I forbindelse med den første procedure kan debitor i henhold til LP’s artikel 74, stk. 1, gøre indsigelse mod betalingspåbuddet inden for en frist på ti dage. Indsigelsen medfører, at proceduren ved inddrivelseskontoret bringes til ophør, og tvinger kreditor til at handle ad rettens vej. I henhold til LP’s artikel 79 kan kreditoren kun kræve, at retsforfølgningen fortsættes på grundlag af en eksigibel afgørelse, som udtrykkeligt afviser indsigelsen. Det er inden for rammerne af et efterfølgende almindeligt søgsmål med påstand om betaling, at retten samtidig kan træffe afgørelse om at forkaste indsigelsen.
38 Den anden procedure, dvs. et søgsmål med påstand om betaling ad rettens vej, er selvstændig i forhold til proceduren for inddrivelse af gæld. Et søgsmål med påstand om betaling ad rettens vej har ganske vist til formål at inddrive en gæld, der har været genstand for retsforfølgning ved hjælp af et betalingspåbud i henhold til LP’s artikel 38, 67 og 69. Ifølge den forelæggende ret har anlæggelsen af et søgsmål med påstand om betaling uden at nedlægge påstand om, at indsigelsen forkastes, imidlertid ikke til formål at afslutte den inddrivelsessag, der udsættes ved indsigelsen, som for sin del ikke er den nødvendige forudsætning for søgsmålet med påstand om betaling.
39 For så vidt som der ikke er nedlagt påstand om, at indsigelsen forkastes i den civile sag om betaling, må det med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, fastslås, at der ikke findes en funktionel enhed mellem inddrivelsesproceduren og søgsmålet med påstand om betaling ad rettens vej, som en enhed, der gør det muligt at anse betalingspåbuddet for et indledende processkrift som omhandlet i Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2.
40 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Lugano II-konventionens artikel 34, stk. 2, skal fortolkes således, at stævningen i et søgsmål med påstand om betaling i henhold til schweizisk ret, som er anlagt efter den forudgående udstedelse af et schweizisk betalingspåbud, og uden at der er nedlagt påstand om, at den indsigelse, der er rejst mod dette betalingspåbud, forkastes, udgør det indledende processkrift i sagen som omhandlet i denne bestemmelse.
Sagsomkostninger
41 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
Artikel 34, stk. 2, i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet den 30. oktober 2007, hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008,
skal fortolkes således, at
stævningen i et søgsmål med påstand om betaling i henhold til schweizisk ret, som er anlagt efter den forudgående udstedelse af et schweizisk betalingspåbud, og uden at der er nedlagt påstand om, at den indsigelse, der er rejst mod dette betalingspåbud, forkastes, udgør det indledende processkrift i sagen som omhandlet i denne bestemmelse.
Underskrifter