Sag C-196/15

Granarolo SpA

mod

Ambrosi Emmi France SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Paris)

»Præjudiciel forelæggelse – samarbejde på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1) og 3) – værneting – begreberne »sager om kontraktforhold« og »sager om erstatning uden for kontrakt« – brat afbrydelse af mangeårigt forretningsforhold – erstatningssøgsmål – begreberne »salg af varer« og »levering af tjenesteydelser««

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. juli 2016

1.        Samarbejde om civilretlige spørgsmål – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – begreb – erstatningssøgsmål på grundlag af en brat afbrydelse af et mangeårigt forretningsforhold – ikke omfattet – betingelse – hvorvidt der foreligger et stiltiende forhold – den nationale rets bedømmelse – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 44/2001, art. 5, nr. 3)]

2.        Samarbejde om civilretlige spørgsmål – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – artikel 5, nr. 1), litra b) – mangeårigt forretningsforhold – mulighed for at kvalificere dette enten som aftale om salg af varer eller som aftale om levering af tjenesteydelser i henhold til nævnte aftales karakteristiske forpligtelse – den nationale rets bedømmelse

[Rådets forordning nr. 44/2001, art. 5, nr. 1), litra b)]

1.        Artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et erstatningssøgsmål på grundlag af en brat afbrydelse af et mangeårigt forretningsforhold ikke henhører under sager om erstatning uden for kontrakt i denne forordnings forstand, såfremt der mellem parterne forelå et stiltiende kontraktforhold, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, uanset hvordan det kvalificeres i national ret. Bevis til godtgørelse af, at der foreligger et sådant stiltiende kontraktforhold, skal føres på grundlag af en række sammenfaldende omstændigheder, som bl.a. kan omfatte tilstedeværelsen af et mangeårigt forretningsforhold, loyalitet mellem parterne, transaktionernes regelmæssighed og deres udvikling gennem tiden udtrykt i mængde og værdi, eventuelle aftaler om de fakturerede priser og/eller tildelte rabatter samt den udvekslede korrespondance.

(jf. præmis 22, 25, 26 og 28 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et mangeårigt forretningsforhold skal kvalificeres som »aftale om salg af varer«, hvis den pågældende aftales karakteristiske forpligtelse er levering af et gode, eller som »aftale om levering af tjenesteydelser«, hvis denne forpligtelse er udførelse af en tjenesteydelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.

I det første af disse tilfælde kan kvalificeringen af salg af varer finde anvendelse på et mangeårigt forretningsforhold mellem to erhvervsdrivende, når dette forhold er begrænset til at omfatte på hinanden følgende aftaler, der hver især omhandler levering og afhentning af varer. Kvalificeringen svarer derimod ikke til opbygningen af en typisk distributionskontrakt, som er karakteriseret ved, at to erhvervsdrivende indgår en rammeaftale, hvorved de i fremtiden forpligter sig til levering og forsyning.

I det andet tilfælde, med hensyn til en kvalificering af levering af tjenesteydelser, indebærer begrebet tjenesteydelser i nævnte bestemmelses forstand i det mindste, at den part, som præsterer tjenesteydelserne, udøver en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag. Med hensyn til det første kriterium i henhold til denne definition, dvs. om der er tale om virksomhed, svarer dette – for så vidt angår en kontrakt om den ene parts distribution af den anden parts produkter – til den karakteristiske ydelse, som ydes af den part, som – ved at sikre en sådan distribution – deltager i udviklingen af de pågældende produkternes videreformidling, navnlig takket være den omstændighed – forhold, som den nationale ret har kompetence til at fastslå eksistensen af – at distributøren vil være i stand til at tilbyde sine kunder tjenesteydelser og fordele, som en almindelig forhandler ikke kan tilbyde, og er dermed i stand til at vinde en større andel af det lokale marked til fordel for leverandørens produkter. For så vidt angår kriteriet om det vederlag, der betales som modydelse for en virksomhed, kan det ikke fortolkes strengt som blot betaling af et pengebeløb. I denne forbindelse skal der navnlig tages hensyn til den omstændighed, at distributionskontrakten som hovedregel hviler på leverandørens udvælgelse af distributører, som kan give distributørerne en konkurrencemæssig fordel, idet de pågældende får eneret til at sælge leverandørens produkter på et bestemt område, eller idet denne ret i det mindste kun gives til et begrænset antal distributører. En distributionskontrakt fastsætter desuden ofte bistand til distributørerne for så vidt angår adgang til reklamer, videreformidling af knowhow via uddannelse eller betalingsfaciliteter. Det påhviler den ret, der skal træffe afgørelse om sagens realitet, at fastslå eksistensen af disse elementer.

(jf. præmis 35, 37-41 og 44 samt domskonkl. 2)