Language of document : ECLI:EU:T:2022:513

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

7. september 2022 (*)

»Personalesag – ansættelse – meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/378/20 (AD 7) – kroatisksprogede juristlingvister til Den Europæiske Unions Domstol – udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til udvælgelsesprøvens næste fase – adgangsbetingelser – betingelse vedrørende uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis i kroatisk ret – opnåelse af et eksamensbevis i fransk ret – arbejdskraftens frie bevægelighed – annullationssøgsmål«

I sag T-713/20,

OQ ved advokat R. Štaba,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved D. Milanowska, R. Mrljić og L. Vernier, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne L. Madise (refererende dommer) og J. Martín y Pérez de Nanclares,

justitssekretær: E. Coulon,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

1        Med et søgsmål, der er støttet på artikel 270 TEUF, har sagsøgeren, OQ, nedlagt påstand om annullation af udvælgelseskomitéens (herefter »udvælgelseskomitéen«) afgørelse af 3. september 2020 om ikke at give ham adgang til den næste fase i den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/378/20 med henblik på oprettelse af en reserveliste for kroatiske juristlingvister for Den Europæiske Unions Domstol. Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om annullation af udvælgelseskomitéens afgørelse af 12. oktober 2020, hvori hans anmodning om en revurdering af denne afgørelse blev afslået.

 Sagens baggrund

2        Sagsøgeren, der er kroatisk statsborger, har gennemført sin videregående juridiske uddannelse i Italien og Frankrig. I 2012 opnåede han i sidstnævnte stat en erhvervsfaglig mastergrad inden for »jura, økonomi og forvaltning, med privatret som speciale, som juristlingvist« ved universitetet i Poitiers, som i Kroatien blev anerkendt inden for rammerne af en »anerkendelse af erhvervsfaglige kvalifikationer« med henblik på udøvelse af et erhverv. Sagsøgeren var i lidt mere end tre år, fra slutningen af 2013 til begyndelsen af 2017, ansat som oversætter ved Europa-Parlamentet i den kroatiske oversættelsesafdeling, og fra efteråret 2018 var han advokatfuldmægtig i Kroatien, hvilket var en stilling, som han stadig besad, da han i april 2020 indsendte sin ansøgning til den almindelige udvælgelsesprøve, der er nævnt ovenfor i præmis 1. Han gjorde opmærksom på disse forskellige omstændigheder i sin ansøgning om deltagelse i udvælgelsesprøven.

3        Det fremgår bl.a. af meddelelsen om udvælgelsesprøven vedrørende den udvælgelsesprøve, som sagsøgeren har deltaget i (EUT 2020, C 72 A, s. 1, herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøven«), at der ikke var nogen krav om erhvervserfaring, og for så vidt angår »de kvalifikationer der kræves«, der vedrører både sprogkundskaber og besiddelse af eksamensbeviser, at der for så vidt angår dette sidstnævnte aspekt blev krævet »uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et af følgende eksamensbeviser i kroatisk ret: Diploma iz hrvatskog prava stečena na senčilišno studiju (magistar/magistra prava ili diomiomrani Pravnik/diplomirana pravnica)«. Meddelelsen præciserede, at udvælgelseskomitéen ved afgørelsen af, om ansøgeren har en afsluttet uddannelse på universitetsniveau, skulle lægge de regler, der var gældende, da eksamensbeviset blev udstedt, til grund.

4        Udvælgelseskomitéen oplyste i sin afgørelse af 3. september 2020 følgende til sagsøgeren:

»På grundlag af de oplysninger, der er anført i ansøgningsformularen, opfylder De ikke adgangsbetingelserne: De har ikke en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis i kroatisk ret, som er [påkrævet].«

5        I sin anmodning om revurdering gjorde sagsøgeren gældende, at hans franske mastergrad var blevet anerkendt i Kroatien som værende ligestillet med en kroatisk master 2 ved kendelse truffet af en kompetent myndighed, som sagsøgeren havde vedlagt. Rækkevidden af en sådan kendelse i den kroatiske retsorden er blevet afklaret i afgørelser fra Ustavni sud (forfatningsdomstol, Kroatien) og fra Vrhovni sud (øverste domstol, Kroatien), som sagsøgeren ligeledes havde vedlagt. Under henvisning til dom af 13. oktober 2017, Brouillard mod Kommissionen (T-572/16, ikke trykt i Sml., herefter »Brouillard III-dommen«, EU:T:2017:720), gjorde sagsøgeren gældende, at udvælgelseskomitéen var forpligtet til at tage hensyn til retsvirkningerne af den ovennævnte kendelse, navnlig at hans franske kandidatgrad i henhold til kroatisk ret havde samme retsvirkninger som en mastergrad 2 opnået i Kroatien.

6        I sin afgørelse af 12. oktober 2020 afslog udvælgelseskomitéen anmodningen om revurdering med den begrundelse, at udvælgelseskomitéen var bundet af meddelelsen om udvælgelsesprøven, som fastlagde de kvalifikationer, der var krævet for de stillinger, der skulle besættes, og at alle ansøgningerne var blevet behandlet på samme måde på baggrund af meddelelsen. Udvælgelseskomitéen fremhævede, at juristlingvister ved Den Europæiske Unions Domstol skal være i stand til at oversætte juridiske tekster eller lovtekster, der ofte er komplekse, til »udvælgelsesprøvens sprog« fra mindst to andre sprog, hvilket i det foreliggende tilfælde kræver et indgående kendskab til det kroatiske retssystem og til den kroatiske juridiske terminologi, hvilket igen kun kan sikres ved at være i besiddelse af en kroatisk juridisk universitetsgrad. Udvælgelseskomitéen påpegede i denne forbindelse, at sagsøgerens studier ikke havde omhandlet kroatisk ret. Anerkendelsen af hans franske eksamensbevis med henblik på at udøve et erhverv i Kroatien dokumenterer heller ikke hans kendskab til det kroatiske retssystem og kroatisk juridisk terminologi.

 Parternes påstande

7        Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af udvælgelseskomitéen afgørelser af 3. september og 12. oktober 2020 og om, at Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

8        Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at sagsøgeren tilpligtes til at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

9        Indledningsvis bemærkes, at artikel 4 i Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs, Regionsudvalgets og Ombudsmandens afgørelse 2002/620/EF af 25. juli 2002 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Personaleudvælgelseskontor (EFT 2002, L 197, s. 53) bestemmer:

»I henhold til artikel 91a i vedtægten skal anmodninger og klager vedrørende udøvelsen af de beføjelser, der følger af artikel 2, stk. 1 og 2, i nærværende afgørelse, indgives til kontoret. Klager på disse områder rettes mod Kommissionen.«

10      Dette er grunden til, at Kommissionen i den foreliggende sag er sagsøgt, selv om der er tale om en afgørelse truffet af en udvælgelseskomité for en udvælgelsesprøve afholdt af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) på vegne af Den Europæiske Unions Domstol. Sagsøgeren har i et svar på et af Rettens spørgsmål oplyst, at han faktisk havde til hensigt at angive Kommissionen som sagsøgt, selv om han oprindeligt havde angivet EPSO i stævningen (jf. i denne retning dom af 16.10.2013, Italien mod Kommissionen, sag T-248/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:534, præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis).

11      Det skal ligeledes bemærkes, at når en ansøger til en udvælgelsesprøve i overensstemmelse med en regel i meddelelsen om udvælgelsesprøven anmoder om, at en afgørelse truffet af en udvælgelseskomité revurderes, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, træder den afgørelse, som udvælgelseskomitéen har truffet efter en fornyet vurdering af ansøgerens situation, i stedet for udvælgelseskomitéens oprindelige afgørelse og udgør dermed den akt, som går imod den pågældende (dom af 16.12.1987, Beiten mod Kommissionen, 206/85, EU:C:1987:559, præmis 8, af 11.2.1992, Panagiotopoulou mod Parlamentet, T-16/90, EU:T:1992:11, præmis 20, og af 5.9.2018, Villeneuve mod Kommissionen, T-671/16, EU:T:2018:519, præmis 24).

12      Følgelig skal påstanden om annullation i den foreliggende sag alene anses for at være rettet mod den afgørelse, der går sagsøgeren imod, dvs. udvælgelseskomitéens afgørelse af 12. oktober 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«), der blev vedtaget som svar på anmodningen om revurdering af afgørelsen af 3. september 2020, som den trådte i stedet for.

13      Sagsøgeren har som annullationsanbringende gjort gældende, at udvælgelseskomitéen har overskredet sine beføjelser, idet den ikke har taget hensyn til, at hans franske eksamensbevis er anerkendt i Kroatien, og at udvælgelseskomitéen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, bl.a. ved ikke at tage hensyn til hans erhvervserfaring.

14      Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at udvælgelseskomitéen har grebet ind i de kroatiske myndigheders kompetence til at anerkende hans franske eksamensbevis som ligestillet med et kroatisk eksamensbevis i form af erhvervsfaglig anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser fra videregående uddannelser med henblik på udøvelse af et erhverv i Kroatien. Denne anerkendelsesprocedure har alene taget hensyn til niveauet for de erhvervede kundskaber, færdigheder og kvalifikationer uden at sammenligne studieplanerne, og udvælgelseskomitéen kunne derfor ifølge sagsøgeren ikke for at afslå hans ansøgning lægge til grund, at der i denne procedure ikke var blevet foretaget en sammenligning af de studieplaner, der førte til henholdsvis sagsøgerens franske eksamensbevis og de kroatiske eksamensbeviser, der var krævet i meddelelsen om udvælgelsesprøven, og at de kroatiske myndigheder ikke havde foretaget en kontrol af sagsøgerens kendskab til kroatisk ret. Sagsøgerens franske eksamensbevis har gjort det muligt for ham at blive advokat i Kroatien og at udøve advokatvirksomhed som advokatfuldmægtig i Zagreb (Kroatien) i to på hinanden følgende advokatfirmaer, selv om en af de grundlæggende betingelser for at være berettiget hertil er at have afsluttet en uddannelse på universitetsniveau i jura ved et juridisk fakultet i Kroatien. Dette viser, at sagsøgerens juridiske eksamensbevis i henhold til kroatisk ret fuldt ud er blevet ligestillet med et juridisk eksamensbevis på tilsvarende niveau, som var det blevet udstedt i Kroatien. Sagsøgeren har gjort gældende, at disse forhold, herunder hans erhvervserfaring, som han har angivet i ansøgningsformularen, viser, at han både materielt og formelt har et niveau, der er fuldstændig identisk med det niveau, der fremgår af de eksamensbeviser, der kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Udvælgelseskomitéens afgørelse er derfor udtryk for et indgreb i hans grundlæggende rettigheder som unionsborger, således som de er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til at arbejde og retten til ligebehandling samt forbuddet mod forskelsbehandling.

15      Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at udvælgelseskomitéen ved ikke at tage hensyn til disse forhold har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, navnlig med hensyn til niveauet af hans kendskab til kroatisk ret. Udvælgelseskomitéen har begået denne fejl ved at se bort fra sagsøgerens erfaring, både med hensyn til at have beskæftiget sig med kroatisk ret og med hensyn til oversættelsesarbejdet. Sagsøgeren har anført, at han nogle måneder efter indgivelsen af sin ansøgning i øvrigt har bestået en »advokateksamen«, som advokatfuldmægtige kan tage efter 18 måneders praksis i Kroatien, og som giver dem mulighed for at udøve alle former for advokatvirksomhed i Kroatien. Dette viser a posteriori, at han havde det kendskab til det kroatiske retssystem og til den juridiske terminologi, der var krævet i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Sagsøgeren har i denne henseende i det væsentlige kritiseret inkonsekvensen i afslaget på hans ansøgning og accepten af ansøgninger fra personer, der kun har haft et teoretisk kendskab til kroatisk ret.

16      Sagsøgeren har i replikken svaret Kommissionen uden at knytte sine argumenter til nogen af sine annullationsanbringender, idet Kommissionen i svarskriftet selv har besvaret disse anbringender samlet med den begrundelse, at de i vidt omfang er sammenfaldende. Sagsøgeren har gjort gældende, at udvælgelseskomitéen har tilsidesat artikel 5, stk. 3, litra c), og artikel 27 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) om henholdsvis minimumsuddannelsesniveauet for tjenestemænd og de principper, der skal ligge til grund for deres ansættelse. Mere generelt har han gjort gældende, at betingelserne for deltagelse i en udvælgelsesprøve ikke kan være i strid med EU-reglerne, og at udvælgelseskomitéen ikke kan have en ubegrænset skønsbeføjelse til at afgøre, om ansøgernes kvalifikationer og erhvervserfaring svarer til det niveau, der kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Han har anført, at det normhierarki, som udvælgelseskomitéen skal anvende, er følgende: de grundlæggende traktater, vedtægten og meddelelsen om udvælgelsesprøven. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at udvælgelseskomitéen har tilsidesat artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU, som finder anvendelse på ansættelser i såvel EU-institutionerne som i medlemsstaterne. På dette grundlag er sagsøgeren af den opfattelse, at udvælgelseskomitéen burde have anvendt de principper, der er fastsat i dom af 6. oktober 2015, Brouillard (C-298/14, herefter »Brouillard I-dommen«, EU:C:2015:652), nemlig at tage samtlige eksamensbeviser, certifikater og øvrige beviser samt den pågældendes relevante erhvervserfaring i betragtning, ved en sammenligning af de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er attesteret ved disse beviser, og dem, der kræves i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven.

17      Hvad angår realiteten har Kommissionen som supplement til det, som udvælgelseskomitéen anførte i sin afgørelse af 3. september 2020 og i den anfægtede afgørelse, gjort gældende, at det i meddelelsen om udvælgelsesprøven klart og præcist er angivet, hvilke krav der stilles til kvalifikationer og eksamensbeviser for at kunne deltage i udvælgelsesprøven, under hensynstagen til de behov, der er forbundet med stillingen som kroatisk juristlingvist ved Den Europæiske Unions Domstol: uddannelse på universitetsniveau, studieplaner, navnlig inden for kroatisk ret, eksamensbeviser, navnlig et af de nævnte kroatiske juridiske eksamensbeviser. Kommissionen har i duplikken præciseret, at meddelelsen om udvælgelsesprøven ikke krævede, at alle uddannelserne var blevet gennemført i Kroatien. Sagsøgeren opfyldte ikke den ovennævnte anden og tredje betingelse. Som det imidlertid gentagne gange er fastslået, er udvælgelseskomitéen forpligtet til at overholde ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven. Anerkendelsen af sagsøgerens franske mastergrad i Kroatien med henblik på at udøve et erhverv i Kroatien, selv med henblik på at blive advokatfuldmægtig, medfører ikke, at denne grad svarede til et af de kroatiske juridiske eksamensbeviser, der krævedes for at kunne deltage i den udvælgelsesprøve, som sagsøgeren deltog i med henblik på at udøve det pågældende hverv som juristlingvist, men som ikke kræves for at udøve et hverv i Kroatien. Udvælgelseskomitéen har i denne henseende ikke grebet ind i de kroatiske myndigheders kompetencer. For så vidt angår sagsøgerens erhvervserfaring er denne ikke relevant, eftersom det i meddelelsen om udvælgelsesprøven er anført, at der ikke er nogen krav om erhvervserfaring. Hvis udvælgelseskomitéen havde taget hensyn hertil, ville den ikke have overholdt meddelelsen om udvælgelsesprøven.

18      I duplikken har Kommissionen desuden gjort gældende, at sagsøgerens påberåbelse af vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra c), og artikel 27 samt artikel 45 TEUF i replikken ikke kan antages til realitetsbehandling. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren fremsat nye anbringender under sagens behandling i strid med bestemmelserne i artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement.

19      Retten vil i det følgende behandle de to klagepunkter, der er fremført som annullationsanbringender i stævningen, samlet. Som Kommissionen har anført, er de i vidt omfang sammenfaldende. Under overskriften »overskridelse af beføjelser« og »åbenbart urigtigt skøn« omfatter de dog i realiteten forskellige anbringender og argumenter, som Retten vil undersøge i det omfang, det er nødvendigt.

20      Som Kommissionen har fremhævet, er udvælgelseskomitéen bundet af ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven. Det følger af artikel 5, første afsnit, i bilag III til vedtægten, der omhandler udvælgelsesproceduren, at »[u]dvælgelseskomiteen udfærdiger efter at have set [ansøgningsakterne] listen over ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven«. Formålet med denne bestemmelse er at respektere den væsentlige rolle, som meddelelsen om udvælgelsesprøven skal spille efter vedtægten, navnlig at give ansøgerne så nøjagtige oplysninger som muligt om arten af de betingelser, der stilles for at beklæde den stilling, som skal besættes, for at sætte dem i stand til dels at afgøre, om det har noget formål for dem at indgive ansøgning, og dels hvilken dokumentation der er relevant for udvælgelseskomitéens arbejde, og som derfor bør vedlægges ansøgningsformularerne (jf. i denne retning dom af 28.6.1979, Anselme og Constant mod Kommissionen, 255/78, EU:C:1979:175, præmis 9, og af 28.11.1991, Van Hecken mod EØSU, T-158/89, EU:T:1991:63, præmis 23). Udvælgelseskomitéen kan således hverken tilføje udvælgelseskriterier til dem, der er nævnt i meddelelsen om udvælgelsesprøven, således som det blev fastslået i de sager, der gav anledning til de to domme, der er nævnt i nærværende præmis, eller omvendt fjerne kriterier (jf. i denne retning dom af 14.12.2018, UR mod Kommissionen, T-761/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:968, præmis 67).

21      Som det fremgår af præmis 3 ovenfor, fremgik det af meddelelsen om udvælgelsesprøven, at der med hensyn til eksamensbeviser blev ansøgt om »uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et af følgende eksamensbeviser i kroatisk ret: Diploma iz hrvatskog prava stečena na sveučilišnom studiju (magistar/magistra prava ili diplomirani pravnik/diplomirana pravnica)«. Denne bestemmelse, som udtrykkeligt henviser til kroatiske eksamensbeviser, kunne af udvælgelseskomitéen ikke fortolkes således, at udvælgelseskomitéen i overensstemmelse med meddelelsen om udvælgelsesprøven kunne tillade, at disse eksamensbeviser var ligestillede. Det er i øvrigt det, som udvælgelseskomitéen lagde til grund, da den i sin afgørelse af 3. september 2020 anførte følgende:

»På grundlag af de oplysninger, der er anført i ansøgningsformularen, opfylder De ikke adgangsbetingelserne: De har ikke en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis i kroatisk ret, som er [påkrævet].«

22      Det må derfor fastslås, at sagsøgeren har kritiseret udvælgelseskomitéen for at have efterkommet en ulovlig meddelelse om udvælgelsesprøve. Med andre ord skal sagsøgeren anses for, bl.a. gennem de anbringender og argumenter, der er anført i præmis 14-16 ovenfor, at have rejst en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF med hensyn til bestemmelsen i meddelelsen om udvælgelsesprøve om de kvalifikationer og eksamensbeviser, der kræves, navnlig fordi den er i strid med artikel 45 TEUF.

23      I denne henseende findes der ikke noget krav i EU-retten om en formel fremsættelse af en ulovlighedsindsigelse. I henhold til retspraksis kan en ulovlighedsindsigelse således anses for at være fremsat implicit, når det fremgår relativt klart af stævningen, at sagsøgeren rent faktisk har fremsat et sådant anbringende (jf. dom af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet, T-829/16, EU:T:2018:840, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

24      I modsætning til, hvad Kommissionen har anført i duplikken, er sagsøgerens påberåbelse af artikel 45 TEUF i replikken, navnlig i forbindelse med den fortolkning, der blev givet i Brouillard I-dommen, i øvrigt ikke fremført for sent i den foreliggende sag og kan derfor ikke afvises i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, der forbyder fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling, medmindre disse anbringender støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Som det fremgår af præmis 16 ovenfor, udgør påberåbelsen af artikel 45 TEUF i replikken nemlig kun en udvidelse af de anbringender, der udtrykkeligt er fremsat i stævningen, eftersom sagsøgeren i stævningen i det væsentlige har gjort opmærksom på den manglende hensyntagen til værdien af hans franske eksamensbevis i Kroatien og hans erhvervserfaring, der delvist er opnået uden for Kroatien, og som er oplysninger, der kan være direkte relevante i forbindelse med bedømmelsen af en retsakt i forhold til de krav, der følger af denne bestemmelse, således som de er blevet fortolket i Billard I-dommen (jf. i denne retning og analogt dom af 19.5.1983, Verros mod Parlementet, 306/81, EU:C:1983:143, præmis 9 og 10, og af 26.2.2016, Bodson m.fl. mod EIB, T-240/14 P, EU:T:2016:104, præmis 30). Hvad mere specifikt angår påberåbelsen af Brouillard I-dommen skal det bemærkes, at intet er til hinder for, at en sagsøger fremfører supplerende retspraksis under sagen, når den støtter et anbringende, der i sig selv kan antages til realitetsbehandling.

25      Det er derimod med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at de anbringender, der er fremsat i replikken vedrørende tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra c), og artikel 27, ikke kan antages til realitetsbehandling. Argumentationen i stævningen er nemlig ikke tilstrækkeligt direkte og klart forbundet med et bevis, der kan godtgøre, at disse bestemmelser er blevet tilsidesat, og der er ikke fremkommet nye oplysninger under sagens behandling, som kan begrunde, at disse nye anbringender fremsættes i replikken.

26      Med disse elementer afklaret er det hensigtsmæssigt først at undersøge det anbringende, hvorefter meddelelsen om udvælgelsesprøven har fået udvælgelseskomitéen til at gribe ind i de kompetencer, som de kroatiske myndigheder, der har anerkendt sagsøgerens franske eksamensbevis som ligestillet med et kroatisk eksamensbevis med henblik på erhvervsmæssig anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser fra videregående uddannelser for at udøve et erhverv i Kroatien, har.

27      Dette appelanbringende skal forkastes. Meddelelsen om udvælgelsesprøven har ikke givet udvælgelseskomitéen anledning til at bestride, at sagsøgerens franske eksamensbevis i henhold til en afgørelse truffet af den kompetente kroatiske myndighed er anerkendt som værende ligestillet med et kroatisk eksamensbevis med henblik på erhvervsmæssig anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser for videregående uddannelse med det formål at udøve et erhverv i Kroatien. Den nationale anerkendelse i denne henseende indebærer imidlertid ikke, at det franske eksamensbevis automatisk skal anerkendes i forbindelse med en udvælgelsesprøve i en EU-institution som værende ligestillet med de kroatiske eksamensbeviser, der kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven. De kroatiske myndigheder har ikke kompetence til at fastsætte betingelserne for ansættelse i en sådan institution. I dette tilfælde kan meddelelsen om udvælgelsesprøven derfor ikke have foranlediget udvælgelseskomitéen til at gribe ind i de kroatiske myndigheders kompetencer. Det bør ikke desto mindre på forhånd præciseres, at dette ikke betyder, at en EU-institution, der afholder en udvælgelsesprøve, ikke på nogen måde bør tage hensyn til en sådan national anerkendelse, når den behandler ansøgninger, der vedrører udvælgelsesprøven.

28      Det er herefter nødvendigt at undersøge anbringendet om, at den meddelelse om udvælgelsesprøve, der er offentliggjort i den foreliggende sag på vegne af Den Europæiske Unions Domstol, er i strid med artikel 45 TEUF i lyset af sagsøgerens situation, som den er beskrevet i hans stævning.

29      Artikel 45 TEUF bestemmer bl.a., at arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen, og at den med forbehold for begrænsninger og betingelser, der ikke er relevante i det foreliggende tilfælde, omfatter retten til at søge faktisk tilbudte stillinger, at bevæge sig frit på medlemsstaternes område og at opholde sig dér med henblik på beskæftigelse.

30      Når en arbejdstager har udøvet sin ret til fri bevægelighed mellem medlemsstaterne, kan vedkommende, hvis betingelserne for anvendelsen af denne bestemmelse er opfyldt, påberåbe sig artikel 45 TEUF over for en EU-institution på samme måde som over for medlemsstaternes myndigheder (jf. i denne retning dom af 15.3.1989, Echternach og Moritz, 389/87 og 390/87, EU:C:1989:130, præmis 11, af 6.10.2016, Adrien m.fl., C-466/15, EU:C:2016:749, præmis 25, og af 14.9.2015, Brouillard mod Domstolen, T-420/13, ikke trykt i Sml., herefter »Brouillad II-dommen«, EU:T:2015:633, præmis 93).

31      I den foreliggende sag kan sagsøgeren, der har afsluttet sine universitetsstudier i andre medlemsstater end den, hvor han er statsborger, nemlig Kroatien, med fordel påberåbe sig artikel 45 TEUF med henblik på at få adgang til en stilling ved en EU-institution når denne institution ikke med henblik herpå ligestiller det juridiske eksamensbevis, som han har opnået i Frankrig, og de juridiske eksamensbeviser på tilsvarende niveau, der er udstedt i Kroatien, og som kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Den frie bevægelighed for medlemsstaternes statsborgere, der er fastsat i EUF-traktaten, ville nemlig ikke være fuldt ud gennemført, hvis de statsborgere, der har gjort brug af de muligheder, der er er fastsat i EU-retten, og som i kraft af disse muligheder for disse har erhvervet faglige eller akademiske kvalifikationer i andre medlemsstater end den, hvor de er statsborgere, ikke ville kunne drage fordel af denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 31.3.1993, Kraus, C-19/92, EU:C:1993:125, præmis 16 og 17, og Brouillard I-dommen, præmis 27-29).

32      Dernæst skal det bemærkes, at meddelelsen om udvælgelsesprøven, hvoraf det fremgår, at der for så vidt angår kvalifikationer blev krævet »uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et af følgende eksamensbeviser, [der er opført i kroatisk ret]«, er affattet på samme måde som den meddelelse om udvælgelsesprøve, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til Brouillard III-dommen. I denne dom blev det imidlertid fastslået, at en sådan ordlyd ganske vist indikerer, at det var et krav, at man skulle være i besiddelse af et af de nævnte beviser for en juridisk uddannelse, men ikke, at man skulle have gennemført et bestemt studieforløb eller have lært flere bestemte fag i løbet af det forløb, der førte til tildeling af en af disse beviser (Brouillard III-dommen, præmis 49 og 50). Retten har ingen grund til at fravige denne fortolkning i den foreliggende sag, hvilket Kommissionen som anført i præmis 17 ovenfor har bekræftet. Ansøgere, der havde gennemført en del af deres studier uden for Kroatien, var derfor ikke udelukket fra den pågældende udvælgelsesprøve i den foreliggende sag alene på dette grundlag.

33      Det skal endvidere bemærkes, at artikel 45 TEUF i mangel af harmoniseringsforanstaltninger, der er truffet med henblik herpå på grundlag af artikel 46 TEUF, ikke forpligter en enhed, når den ansætter en arbejdstager og kræver, at ansøgerne skal være i besiddelse af bestemte eksamensbeviser, til automatisk at anerkende andre eksamensbeviser, der er udstedt i andre medlemsstater, som er ligestillet med disse eksamensbeviser, selv om sidstnævnte eksamensbeviser bekræfter det samme uddannelsesniveau inden for samme område.

34      I denne henseende bemærkes, at i det omfang betingelserne for at udøve et givent erhverv ikke er harmoniseret, kan en sådan enhed frit fastsætte de kundskaber og kvalifikationer, der findes nødvendige for at udøve vedkommende erhverv, ligesom den kan kræve et eksamensbevis fremlagt som dokumentation for sådanne kundskaber og kvalifikationer (jf. i samme retning dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, C-340/89, EU:C:1991:193, præmis 9, og Brouillard I, præmis 48-50). Navnlig har en EU-institution, med forbehold af de minimumskrav, der er fastsat i vedtægten, en vidtgående skønsbeføjelse ved fastsættelse af de kvalifikationskriterier, der kræves ved de stillinger, der skal besættes (dom af 16.10.1975, Deboeck mod Kommissionen, 90/74, EU:C:1975:128, præmis 29, og af 27.9.2006, Blackler mod Parlamentet, T-420/04, EU:T:2006:282, præmis 45). I den foreliggende sag har sagsøgeren i øvrigt ikke bestridt nødvendigheden af, at ansøgerne til den udvælgelsesprøve, som han deltog i, som havde til formål at ansætte kroatiske juristlingvister ved Den Europæiske Unions Domstol, har indgående kendskab til det kroatiske retssystem og den kroatiske terminologi, som de krævede kroatiske eksamensbeviser skal bevise.

35      Selv om artikel 45 i TEUF kræver, at andre eksamensbeviser, der er udstedt i andre medlemsstater og er fremlagt af ansøgerne, skal tages i betragtning med henblik på at sammenligne de kvalifikationer, der attesteres ved disse eksamensbeviser, med de kvalifikationer, der attesteres ved de eksamensbeviser, som den pågældende enhed har anmodet om (jf. i denne retning dom af 7.5.1991, Vlassopoulou, C-340/89, EU:C:1991:193, præmis 16-19, og Brouillard I-dommen, præmis 54 og 55), kræver denne bestemmelse imidlertid ikke en automatisk anerkendelse af disse forskellige eksamensbeviser som værende ligestillede.

36      Meddelelsen om den udvælgelsesprøve, som sagsøgeren har deltaget i, er således ikke i strid med artikel 45 TEUF, blot fordi den ikke indeholder en bestemmelse om, at juridiske eksamensbeviser, som er udstedt i andre medlemsstater end Kroatien, og som attesterer det samme uddannelsesniveau, som attesteres ved kroatiske eksamensbeviser, selv om de anerkendes som ligestillede med disse eksamensbeviser af de kroatiske myndigheder, automatisk vil blive anerkendt som ligestillede i forbindelse med udvælgelsesprøven.

37      Ikke desto mindre vil en manglende hensyntagen til de studier, der er attesteret ved eksamensbeviser, og den erhvervserfaring, som en arbejdstager, der ansøger om et job, har fulgt og erhvervet ved at udnytte den frie bevægelighed mellem medlemsstater, der er fastsat i artikel 45 TEUF, imidlertid medføre en begrænsning af omfanget af denne grundlæggende frihed, som er sikret i EUF-traktaten (jf. i denne retning dom 31.3.1993, Kraus, C-19/92, EU:C:1993:125, præmis 32, og af 10.12.2009, Peśla, C-345/08, EU:C:2009:771, præmis 36). I denne henseende har sagsøgeren i den foreliggende sag i særdeleshed henvist til den sag, der gav anledning til Brouillard I-dommen.

38      I den sag, der gav anledning til Brouillard I-dommen, havde en belgisk statsborger, Alain Brouillard, påbegyndt sin videregående uddannelse i Belgien og havde efterfølgende opnået den samme mastergrad i Frankrig som den, sagsøgeren i den foreliggende sag har opnået, navnlig en erhvervsfaglig mastergrad inden for »jura, økonomi og forvaltning og privatret med speciale som jurist-lingvist«, ved Poitiers universitet. I 2011, hvor han allerede arbejdede ved den belgiske Cour de cassation (kassationsdomstol), tilmeldte han sig en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af referendarer ved denne ret. Hans ansøgning blev afvist med den begrundelse, at han skulle have haft et eksamensbevis i en doktor-, kandidat- eller mastergrad opnået ved et belgisk universitet, hvilket ville have godtgjort, at han var egnet til stillingen. Hans ansøgning om, at hans erhvervsfaglige mastergrad blev ligestillet med en akademisk mastergrad i jura, blev efterfølgende afslået af den kompetente belgiske myndighed med den begrundelse, at hans uddannelse i udlandet ikke svarede til de krav, der stilles af de belgiske juridiske fakulteter, med henblik på at varetage stillinger som jurist i den belgiske retsorden. Navnlig havde den pågældende ikke erhvervet visse kompetencer i belgisk ret under sin uddannelse. Efter at Alain Brouillard havde anlagt sag til prøvelse af afgørelsen om afvisning af hans ansøgning, forelagde den belgiske Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) Domstolen en række præjudicielle spørgsmål.

39      I Brouillard I-dommens præmis 47 sammenfattede Domstolen de relevante spørgsmål således:

»[…] [D]en forelæggende ret [ønsker] nærmere bestemt oplyst, om artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at udvælgelseskomitéen for en udvælgelsesprøve, der gennemføres med henblik på ansættelse af referendarer ved en retsinstans i en medlemsstat, når den behandler en ansøgning om deltagelse i denne udvælgelsesprøve, der er indgivet af en statsborger i denne medlemsstat, gør denne deltagelse betinget af, at den pågældende har erhvervet de eksamensbeviser, der er påkrævet i henhold til lovgivningen i nævnte medlemsstat, eller af, at en mastergrad, der er udstedt af et universitet i en anden medlemsstat, er anerkendt som akademisk ligestillet, uden at tage samtlige eksamensbeviser, certifikater og øvrige beviser samt den pågældendes relevante erhvervserfaring i betragtning, ved en sammenligning af de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er attesteret ved disse beviser, og dem, der kræves i henhold til denne lovgivning.«

40      Med denne sammenfatning opstillede Domstolen en sondring mellem de tilfælde, hvor en medlemsstat generelt anerkender et eksamensbevis udstedt i en anden medlemsstat eller ej på den ene side, og på den anden side den konkrete vurdering, som en udvælgelseskomité kan foretage, af, om de kvalifikationer, som en ansøger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed mellem medlemsstaterne, har opnået, herunder gennem erhvervserfaring, er tilstrækkelige i forhold til de kvalifikationer, der kræves for at kunne deltage i den pågældende udvælgelsesprøve. I Brouillard I-dommens præmis 50 fastslog Domstolen, at den pågældende medlemsstat i den foreliggende sag frit kunne bestemme, hvilke kundskaber og kvalifikationer der anses for nødvendige for at få adgang til den pågældende stilling.

41      I præmis 53 og 54 i Brouillard I-dommen bemærkede Domstolen, at nationale regler, der fastsætter kvalifikationskrav, selv om de anvendes uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kan have den virkning, at de hindrer udøvelsen af arbejdstagernes frie bevægelighed, hvis de pågældende nationale regler ser bort fra kundskaber og kvalifikationer, som den pågældende allerede har erhvervet i en anden medlemsstat. Domstolen udledte heraf, at myndighederne i en medlemsstat, når de modtager en ansøgning om tilladelse fra en EU-borger til at udøve et erhverv, hvortil adgangen i henhold til national lovgivning er betinget af, at den pågældende er i besiddelse af et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer, eller endog perioder med praktisk erfaring, er forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, herunder den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side de kompetencer, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i national ret.

42      I præmis 57 i Brouillard I-dommen bemærkede Domstolen, at hvis sammenligningen mellem de eksamensbeviser, der er erhvervet i andre medlemsstater, og de nationale eksamensbeviser, der kræves, fører til en konstatering af, at de kvalifikationer, der er attesteret ved disse forskellige eksamensbeviser, kun delvis svarer til hinanden, navnlig på grund af forskelle i de retlige rammer mellem medlemsstaterne, kan den kompetente myndighed kræve, at den pågældende person godtgør, at vedkommende har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer.

43      I Brouillard I-dommens præmis 58 og 59 præciserede Domstolen i denne henseende, at det påhviler de kompetente nationale myndigheder at vurdere, om de kundskaber, der er erhvervet i værtsmedlemsstaten i forbindelse med studier eller praktisk erfaring, er tilstrækkelige til at dokumentere, at vedkommende har de manglende kundskaber, og at for så vidt som enhver praktisk erfaring i forbindelse med udøvelse af beslægtet virksomhed kan være nyttig i forhold til udøvelsen af dette erhverv, skal den kompetente myndighed tage hensyn til enhver praktisk erfaring, der er relevant for udøvelsen af det erhverv, hvortil der ønskes adgang. Domstolen tilføjede, at den præcise værdi, der skal tillægges denne erfaring, skal fastsættes af den kompetente nationale myndighed i lyset af de særlige opgaver, der er udført, de kundskaber, der er erhvervet og anvendt ved udførelsen af disse opgaver, samt det ansvar og den grad af uafhængighed, vedkommende har haft.

44      I Brouillard I-dommens præmis 65 bemærkede Domstolen bl.a., at Alain Brouillards erhvervserfaring, navnlig den erhvervserfaring, der var opnået ved den belgiske Cour de cassation (kassationsdomstol), kunne være relevant.

45      Domstolens tilkendegav derfor over for den forelæggende ret, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, er til hinder for, at udvælgelseskomitéen for en udvælgelsesprøve, der gennemføres med henblik på ansættelse af referendarer ved en retsinstans i en medlemsstat, når den behandler en ansøgning om deltagelse i denne udvælgelsesprøve, der er indgivet af en statsborger i denne medlemsstat, gør denne deltagelse betinget af, at den pågældende har erhvervet de eksamensbeviser, der er påkrævet i henhold til lovgivningen i nævnte medlemsstat, eller af, at en mastergrad, der er udstedt af et universitet i en anden medlemsstat, er anerkendt som akademisk ligestillet, uden at tage samtlige eksamensbeviser, certifikater og øvrige beviser samt den pågældendes relevante erhvervserfaring i betragtning, ved en sammenligning af de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er attesteret ved disse beviser, og dem, der kræves i henhold til denne lovgivning.

46      I det omfang EU-institutionerne, som anført i præmis 30 ovenfor, såvel som medlemsstaternes myndigheder er bundet af de principper, der følger af artikel 45 TEUF i de situationer, hvor bestemmelsen finder anvendelse, skal der fastslås en meget snæver analogi mellem den situation, der gav anledning til Brouillard I-dommen, som sagsøgeren har påberåbt sig, og den situation, der har givet anledning til den foreliggende sag.

47      Som sagsøgeren har gjort gældende, kunne hans ansøgning til den almindelige udvælgelsesprøve, som han deltog i, derfor ikke afvises alene af den grund, at han ikke var i besiddelse af et af de kroatiske juridiske eksamensbeviser, der var krav om i meddelelsen om udvælgelsesprøven, eftersom han i sin ansøgning ikke blot havde angivet besiddelsen af en mastergrad i fransk ret på tilsvarende niveau, som tydeligt anerkendes i Kroatien med henblik på at få adgang til udøve advokatvirksomhed, men også erhvervserfaring på lidt over tre år som oversætter ved Europa-Parlamentet i den kroatiske sprogafdeling og 18 måneder som advokatfuldmægtig i Kroatien. Disse oplysninger kunne bidrage til at påvise, at sagsøgeren havde de samme kvalifikationer som dem, der fremgår af de kroatiske juridiske eksamensbeviser, men som var opnået på anden vis, navnlig i forbindelse med udøvelsen af hans frie bevægelighed i EU, hvilket udvælgelseskomitéen burde have kunnet efterprøve. Som det fremgår af præmis 6 ovenfor, kunne udvælgelseskomitéen imidlertid i betragtning af ordlyden af den i præmis 3 ovenfor nævnte meddelelse om udvælgelsesprøve ikke i forbindelse med behandlingen af sagsøgerens ansøgning gå videre end til at konstatere, at han ikke var i besiddelse af et af de krævede kroatiske eksamensbeviser, og at hans franske eksamensbevis og anerkendelsen af dette eksamensbevis med henblik på at udøve et erhverv i Kroatien ikke viste et kendskab til det kroatiske retssystem og den kroatiske juridiske terminologi. Udvælgelseskomitéen var således ikke i stand til at undersøge den reelle betydning af anerkendelsen af sagsøgerens franske eksamensbevis med henblik på udøvelse af advokatvirksomhed i Kroatien, eller om denne omstændighed, kombineret med hans erhvervserfaring, kunne godtgøre, at han havde kendskab til det kroatiske retssystem og den kroatiske juridiske terminologi på samme niveau som det, der fremgår af de kroatiske juridiske eksamensbeviser, der var krav om.

48      Det skal bemærkes, at i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er den bestemmelse, der fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøven, under de særlige ansættelsesvilkår, hvorefter der ikke kræves erhvervserfaring – i øvrigt i modstrid med den anden bestemmelse, der fastsætter, at en sådan erfaring udgør et af de kriterier for en eventuel udvælgelse, benævnt »kvalifikationsbeviser« og »talent screener«, der foretages på grundlag af de oplysninger, der gives i ansøgningsformularen, såfremt det måtte vise sig nødvendigt at begrænse antallet af ansøgere, der har adgang til prøverne, til 20 gange det antal ansøgere, der er omfattet af udvælgelsesprøven – ikke til hinder for, at der tages hensyn til erhvervserfaring for – i overensstemmelse med den fortolkning af artikel 45 TEUF, der er givet i retspraksis – at kontrollere, om de kvalifikationer, der er attesteret ved de nationale eksamensbeviser, der kræves i en meddelelse om udvælgelsesprøve, er opfyldt på anden måde af en ansøger, der ikke er i besiddelse af disse eksamensbeviser, og som kan støtte sig på bestemmelserne i artikel 45 TEUF.

49      Det følger af det ovenstående, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er ulovlig i lyset af sagsøgerens situation, idet den ikke gav udvælgelseskomitéen mulighed for at undersøge sagsøgerens ansøgning i overensstemmelse med de principper, der følger af artikel 45 TEUF, for så vidt som en af meddelelsens bestemmelser om kvalifikationer førte til et afslag på ansøgningen alene af den grund, at sagsøgeren ikke var i besiddelse af et af de juridiske kroatiske eksamensbeviser, der var krav om i den pågældende meddelelse. Da udvælgelseskomitéen har baseret den anfægtede afgørelse på denne bestemmelse i meddelelsen om udvælgelsesprøven, som i henhold til artikel 277 TEUF skal erklæres uanvendelig på sagsøgeren, skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge resten af parternes argumenter.

 Sagsomkostninger

50      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling):

1)      Udvælgelseskomitéens afgørelse af 12. oktober 2020 om afslag på OQ’s anmodning om revurdering og om afslag på at give ham adgang til den næste fase i den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/378/20 med henblik på at oprette en reserveliste for »kroatisksprogede (HR) juristlingvister (AD 7)« ved Den Europæiske Unions Domstol annulleres.

2)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af OQ.

Gervasoni

Madise

Martín y Pérez de Nanclares

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 7. september 2022

Underskrifter


*      Processprog: kroatisk.