Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 11. april 2024 (1)
Sag C-600/22 P
Carles Puigdemont i Casamajó,
Antoni Comín i Oliveres
mod
Europa-Parlamentet
»Appel – regler for institutionerne – Europa-Parlamentets medlemmer – afgørelser om at nægte appellanterne, der er valgt til Europa-Parlamentet, at tage sæde heri som medlemmer og om at fratage dem alle de dermed forbundne rettigheder – annullations- og erstatningssøgsmål«
Indledning
1. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende tvist, har sit udspring i den afstemning om »selvbestemmelse«, der blev afholdt i Catalonien (Spanien) den 1. oktober 2017, og i de retlige og politiske eftervirkninger af denne begivenhed. Domstolen har allerede haft lejlighed til at behandle konsekvenserne af disse faktiske omstændigheder ud fra et EU-retligt synspunkt, for så vidt som visse personer, der var involveret i den omhandlede begivenhed, deltog i valget til Europa-Parlamentet med succes.
2. Navnlig tog Domstolen i Junqueras Vies-dommen (2) stilling til, hvornår en valgt kandidat opnår status som medlem af Europa-Parlamentet. Den foreliggende appel vedrører i vid udstrækning fortolkningen af denne dom og den lære, der kan udledes heraf.
3. I overensstemmelse med Domstolens ønsker vil jeg i det foreliggende forslag til afgørelse koncentrere mig om det første appelanbringende, som er det vigtigste i den foreliggende sag, og som rejser EU-retlige spørgsmål af forfatningsmæssig karakter, nemlig om medlemmerne af Parlamentets status og kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne med hensyn til valget af disse medlemmer. Det er også dette anbringende, som parterne hovedsageligt har fokuseret på i deres skriftlige indlæg.
Retsforskrifter
4. Artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (3), der er optaget som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten (herefter »protokollen«), bestemmer:
»Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:
a) på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling
b) på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.
De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested.
Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet.«
5. Akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, der er knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20. september 1976 (4), som ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (5) (herefter også »valgakten«), regulerer valg til Parlamentet på EU-retligt plan. Denne akts artikel 8, stk. 1, fastsætter:
»Med forbehold af forskrifterne i denne akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.«
6. Aktens artikel 12 har følgende ordlyd:
»Europa-Parlamentet prøver medlemmernes mandater. Med henblik herpå tager Europa-Parlamentet de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.«
7. Samme akts artikel 13, stk. 1, bestemmer:
»Et mandat bliver ledigt, når et Europa-Parlamentsmedlems mandat udløber som følge af, at medlemmet fratræder, afgår ved døden eller fortaber sit mandat.«
8. Reglerne for Parlamentets interne organisation findes i dets forretningsorden. Artikel 3 i den forretningsorden, der gælder for 9. valgperiode (2019-2024, herefter »forretningsordenen«), fastsætter:
»1. Efter almindeligt valg til [Parlamentet] opfordrer [Parlamentets formand] medlemsstaternes kompetente myndigheder til straks at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, således at alle medlemmer kan deltage i Parlamentets møder fra det første møde efter valget.
Samtidig henleder [Parlamentets formand] disse myndigheders opmærksomhed på de relevante bestemmelser i [valgakten] og opfordrer dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå uforenelighed med hvervet som medlem af [Parlamentet].
2. Medlemmer, hvis valg er meddelt Parlamentet, afgiver, inden de kan deltage i Parlamentets møder, en skriftlig erklæring om, at de ikke besidder hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af [Parlamentet], jf. [valgaktens] artikel 7, stk. 1 eller 2 [...]. Efter almindeligt valg til [...]Parlamentet afgives denne erklæring om muligt senest seks dage før Parlamentets første møde efter valget. Ethvert medlem, hvis mandat endnu ikke er prøvet, eller for hvem der ikke er truffet afgørelse om en indsigelse, og som har undertegnet den nævnte erklæring, deltager i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder.
Såfremt det på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger konstateres, at et medlem besidder et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af [Parlamentet], jf. [valgaktens] artikel 7, stk. 1 eller 2 [...], fastslår Parlamentet på grundlag af oplysninger fra formanden, at mandatet er blevet ledigt.
3. På grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg foretager Parlamentet omgående valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i [valgakten], bortset fra indsigelser, der i henhold til denne akt udelukkende falder ind under de nationale bestemmelser, som akten henviser til.
Betænkningen fra det kompetente udvalg udarbejdes på grundlag af de officielle meddelelser fra de enkelte medlemsstater om de samlede valgresultater med navnene på de valgte kandidater og på eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt.
Et medlems mandat kan først erklæres gyldigt, efter at den pågældende skriftligt har afgivet erklæringer i henhold til denne artikel og bilag I til denne forretningsorden.
[...]«
Baggrund for tvisten, den appellerede dom, retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
9. Med appelskriftet har Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions rets dom af 6. juli 2022, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:421), hvorved Retten afviste deres søgsmål med påstand om annullation af Europa-Parlamentets formands (6) instruks af 29. maj 2019, hvorved formanden meddelte dem afslag på at gøre brug af den modtagelses- og bistandstjeneste, der tilbydes nye medlemmer af Europa-Parlamentet (herefter »instruksen af 29. maj 2019«), og samme formands afslag på at anerkende deres status som medlemmer af Europa-Parlamentet og træffe en hasteforanstaltning med henblik på at sikre deres immunitet på grundlag af forretningsordenens artikel 8 i en skrivelse til appellanterne af 27. juni 2019 (herefter »retsakten af 27. juni 2019«).
Tvistens baggrund
10. Tvistens baggrund er beskrevet i den appellerede doms præmis 13-36. Den kan sammenfattes som følger.
11. Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres var henholdsvis præsident for Generalitat de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien) og medlem af Gobierno autonómico de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien) på tidspunktet for vedtagelsen af Ley 19/2017 del Parlamento de Cataluña, reguladora del referéndum de autodeterminación (det catalanske parlaments lov nr. 19/2017 om folkeafstemningen om selvbestemmelse) af 6. september 2017 (7) og Ley 20/2017 de transitoriedad jurídica y fundacional de la República (det catalanske parlaments lov nr. 20/2017 om republikkens retlige og grundlæggende overgang) af 8. september 2017 (8), og da der den 1. oktober 2017 blev afholdt folkeafstemning om selvbestemmelse i henhold til den førstnævnte af disse to love, hvis bestemmelser i mellemtiden var blevet suspenderet ved en afgørelse fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien).
12. Efter vedtagelsen af disse love og afholdelsen af folkeafstemningen indledte Ministerio Fiscal (anklagemyndighed, Spanien), Abogado del Estado (statens advokat, Spanien) og Partido político VOX (det politiske parti VOX, Spanien) en straffesag mod bl.a. appellanterne, der foreholdtes at have begået strafbare forhold i form af bl.a. »tilskyndelse til oprør« og »underslæb med offentlige midler«. Ved kendelse af 9. juli 2018 erklærede Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) appellanterne udeblevne efter deres udrejse fra Spanien og udsatte straffesagen, indtil de var fundet.
13. Appellanterne stillede efterfølgende op som kandidater og blev valgt ved valget til Parlamentet, som i Spanien blev afholdt den 26. maj 2019.
14. Ved instruks af 29. maj 2019 pålagde Parlamentets formand denne institutions generalsekretær dels at give alle de i Spanien valgte kandidater afslag på adgang til »welcome village« og den bistand, der ydes de nyvalgte medlemmer af Parlamentet (herefter »den særlige modtagelsestjeneste«), dels at udsætte deres akkreditering, indtil Parlamentet officielt havde modtaget bekræftelse på, at de var valgt i overensstemmelse med valgaktens artikel 12.
15. Den 13. juni 2019 vedtog Junta Electoral Central (den centrale valgkommission, Spanien) en afgørelse om »Bekendtgørelse om personer valgt som medlemmer af Europa-Parlamentet ved valget den 26. maj 2019« (9) (herefter »bekendtgørelsen af 13. juni 2019«). Ifølge denne bekendtgørelse havde den centrale valgkommission foretaget en ny optælling af stemmerne på nationalt plan, fordelt de pågældende mandater til hver kandidat og bragt en bekendtgørelse om navnene på de valgte kandidater, heriblandt appellanterne. I bekendtgørelsen var det ligeledes angivet, at de valgte kandidater skulle aflægge ed om troskab mod den spanske forfatning i overensstemmelse med artikel 224, stk. 2, i Ley orgánica 5/1985 del Régimen Electoral General (lov nr. 5/1985 om det almindelige valgsystem) af 19. juni 1985 (10), som ændret (herefter »valgloven«), den 17. juni 2019.
16. Ved skrivelse af 14. juni 2019 anmodede appellanterne Parlamentets formand om at tage resultaterne af valget den 26. maj 2019, således som anført i bekendtgørelsen af 13. juni 2019, til efterretning, at trække instruksen af 29. maj 2019 tilbage, så de kunne få adgang til Parlamentets lokaler og benytte den særlige modtagelsestjeneste, og endelig om at lade dem indtage deres pladser og nyde de rettigheder, der var knyttet til deres status som medlem af Parlamentet, fra den 2. juli 2019, dvs. datoen for åbningen af det første plenarmøde efter valget.
17. Den 15. juni 2019 afslog undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremo (øverste domstol) en anmodning fra appellanterne om at tilbagekalde de nationale arrestordrer, der var udstedt mod dem af de spanske straffedomstole med henblik på domfældelse i forbindelse med den straffesag, der er nævnt i punkt 12 i dette forslag til afgørelse. Den 20. juni 2019 gav den centrale valgkommission appellanterne afslag på at aflægge eden i overensstemmelse med valglovens artikel 224, stk. 2, ved at afgive en skriftlig erklæring for notar i Belgien eller ved hjælp af befuldmægtigede udpeget ved fuldmagt oprettet for notar i Belgien, idet denne ed ifølge kommissionen skulle aflægges ved personligt fremmøde.
18. Den 17. juni 2019 meddelte den centrale valgkommission Parlamentet listen over de i Spanien valgte kandidater (herefter »meddelelsen af 17. juni 2019«), hvorpå appellanternes navne ikke figurerede. Den 20. juni 2019 meddelte den centrale valgkommission Parlamentet, at appellanterne ikke havde aflagt eden om at overholde den spanske forfatning, og at den i overensstemmelse med valglovens artikel 224, stk. 2, havde erklæret appellanternes mandat i Parlamentet ledigt, samt at alle de privilegier, der måtte tilkomme dem som følge af hvervet, var suspenderet midlertidigt, indtil de havde aflagt denne ed (herefter »meddelelsen af 20. juni 2019«).
19. Ved en skrivelse af 27. juni 2019 (herefter »skrivelsen af 27. juni 2019«) besvarede Parlamentets formand skrivelsen af 14. juni 2019, idet han i det væsentlige meddelte appellanterne, at han ikke kunne behandle dem som kommende medlemmer af Parlamentet, idet deres navne ikke fremgik af den liste over valgte kandidater, som de spanske myndigheder officielt havde fremsendt (herefter »skrivelsen af 27. juni 2019«).
20. Den 28. juni 2019 anlagde appellanterne et søgsmål ved Retten, der blev registreret under sagsnr. T-388/19, med påstand om annullation af dels instruksen af 29. maj 2019, dels forskellige retsakter, der ifølge appellanterne var indeholdt i skrivelsen af 27. juni 2019, nemlig for det første Parlamentets formands afslag på at tage resultaterne af valget den 26. maj 2019 til efterretning, for det andet Parlamentets formands erklæring om, at hver af appellanternes mandat var ledigt, for det tredje Parlamentets formands afslag på at tillade appellanternes at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra åbningen af den første mødeperiode efter valget den 26. maj 2019 og for det fjerde Parlamentets formands afslag på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter.
21. Samme dag indgav appellanterne foruden deres stævning også en anmodning om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af gennemførelsen af forskellige afgørelser truffet af Parlamentet, der sammenfattende ikke anerkendte deres status som medlemmer af Parlamentet. De anmodede ligeledes om, at det blev pålagt Parlamentet at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder at bekræfte deres privilegier og immuniteter i henhold til protokollens artikel 9, med henblik på at give dem mulighed for at indtage deres pladser i Parlamentet fra åbningen af den første mødeperiode efter valget. Ved kendelse af 1. juli 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (11), forkastede Rettens præsident begæringen om foreløbige forholdsregler.
22. Ved Junqueras Vies-dommen fastslog Domstolen navnlig, at en person, som officielt var blevet erklæret valgt til Parlamentet, men som efter en sådan erklæring om valg ikke havde fået tilladelse til at opfylde visse krav, som var fastsat i national ret, og til at rejse til Parlamentet for at deltage i dettes første mødeperiode, skulle anses for at nyde immunitet i henhold til protokollens artikel 9, stk. 2.
23. Ved kendelse af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (12), ophævede Domstolens vicepræsident kendelsen afsagt af Rettens præsident den 1. juli 2019, hvorved sidstnævnte forkastede begæringen om foreløbige forholdsregler, hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.
24. Parlamentet besluttede på sit plenarmøde den 13. januar 2020 efter Junqueras Vies-dommen at tage til efterretning, at appellanterne var valgt til Parlamentet med virkning fra den 2. juli 2019 (herefter »afgørelsen af 13. januar 2020«).
25. Ved kendelse af 19. marts 2020, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (13), fastslog Rettens præsident efter hjemvisning, at det, henset til afgørelsen af 13. januar 2020, ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om begæringen om foreløbige forholdsregler, og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.
Den appellerede dom
26. Retten afsagde den appellerede dom den 6. juli 2022.
27. Retten fandt i den appellerede doms præmis 70, at appellanternes søgsmål vedrørte dels annullation af instruksen af 29. maj 2019, dels annullation af retsakten af 27. juni 2019, dvs. Parlamentets formands afslag på anerkendelse af, at appellanterne havde egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, som det i det væsentlige fremgik af skrivelsen af 27. juni 2019.
28. Med hensyn til retsakten af 27. juni 2019 fastslog Retten navnlig, at appellanternes manglende mulighed for at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres plads i Parlamentet ikke fulgte af denne retsakt, men af anvendelsen af spansk ret, jf. den centrale valgkommissions meddelelser af 17. og 20. juni 2019, i henseende til hvilke hverken Parlamentets formand eller Parlamentet havde nogen skønsmargen (den appellerede doms præmis 146). Angående den manglende vedtagelse af foranstaltninger med henblik på at bekræfte og beskytte appellanternes privilegier og immuniteter bemærkede Retten i øvrigt i det væsentlige, at denne manglende vedtagelse ikke kunne anses for at være en følge af retsakten af 27. juni 2019 (jf. navnlig den appellerede doms præmis 157 og 166). Retten afviste følgelig søgsmålet vedrørende denne retsakt med den begrundelse, at nævnte retsakt ikke havde retligt bindende virkninger, som kunne berøre appellanternes interesser, og derfor ikke kunne anfægtes (den appellerede doms præmis 167).
29. Med hensyn til instruksen af 29. maj 2019 fastslog Retten, at denne ikke havde den virkning at hindre appellanterne i at gennemføre de nødvendige administrative foranstaltninger til overtagelsen af deres hverv og følgelig ikke lå til grund for appellanternes manglende mulighed for at udøve deres mandat fra åbningen af Parlamentets første mødeperiode efter valget. Instruksen havde højst frataget appellanterne Parlamentets bistand i forbindelse med overtagelsen af deres hverv (den appellerede doms præmis 184 og 185). Retten afviste derfor søgsmålet vedrørende instruksen af 29. maj 2019 af de samme grunde som dem, der blev anført vedrørende retsakten af 27. juni 2019 (den appellerede doms præmis 186 og 187).
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
30. Den 16. september 2022 har appellanterne iværksat appel til prøvelse af den appellerede dom. Parlamentet og Kongeriget Spanien har indgivet deres svarskrifter henholdsvis den 8. og den 7. december 2022. Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident har parterne fået tilladelse til at indgive en replik og en duplik.
31. Appellanterne har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten, subsidiært annulleres de anfægtede retsakter.
– Europa-Parlamentet og Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne, subsidiært udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.
32. Parlamentet og Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:
– Appellen afvises, eller subsidiært frifindes Parlamentet.
– Appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.
33. Domstolen har besluttet at behandle sagen uden mundtlig forhandling.
Bedømmelse
34. Appellanterne har til støtte for deres appel fremsat fire anbringender. Som allerede anført og i overensstemmelse med Domstolens ønsker vil jeg i mit forslag til afgørelse koncentrere mig om det første appelanbringende. Inden jeg undersøger, om dette anbringende kan tages til følge, skal jeg dog behandle de tvivlsspørgsmål med hensyn til, om den foreliggende appel kan antages til realitetsbehandling, som Parlamentet og Kongeriget Spanien har rejst.
Formaliteten vedrørende appellen
35. Parlamentet og Kongeriget Spanien har bestridt, at den foreliggende appel i sin helhed kan antages til realitetsbehandling, i det væsentlige med den begrundelse, at appellanterne ikke præcist har angivet de præmisser i den appellerede dom, som kritiseres, og ikke har underbygget deres anbringender tilstrækkeligt, at appellen ikke er affattet klart og forståeligt, og at appellanterne i virkeligheden ønsker at opnå en fornyet behandling af den sag, hvori Retten traf afgørelse, idet de udelukkende har gentaget de argumenter, der blev fremført ved Retten. Parlamentet og Kongeriget Spanien har i øvrigt gjort gældende, at en række individuelle anbringender og argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling.
36. Appellanterne har i deres replik bestridt disse klagepunkter og har i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentet har foretaget en fejlagtig, eller endog forvansket, læsning af deres appel.
37. For mit vedkommende er jeg ikke af den opfattelse, at den foreliggende appel bør afvises i sin helhed. Det er ganske vist korrekt, at appelskriftet visse steder er uklart og indeholder gentagelser. I modsætning til det af Parlamentet og Kongeriget Spanien anførte forholder det sig ikke desto mindre således, at appellanterne i overensstemmelse med artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement præcist har angivet, hvilke præmisser i den appellerede dom de har anfægtet, hvilke retlige fejl Retten efter deres opfattelse har begået, og de retlige argumenter til støtte for deres synspunkter. Procesreglementet foreskriver til gengæld ikke, at anbringenderne og argumenterne i appellen fremføres efter en forud fastlagt rækkefølge eller logik. Selv om visse anbringender eller argumenter i den foreliggende appel faktisk kan vise sig at være irrelevante, eller endog bør afvises, er dette efter min opfattelse ikke tilfældet for så vidt angår appellen som helhed.
38. Jeg vil derfor gå videre til en undersøgelse af realiteten med hensyn til det første appelanbringende.
Det første appelanbringende
39. Det første appelanbringende vedrører Rettens afslag på at anerkende dels instruksen af 29. maj 2019, dels retsakten af 27. juni 2019 som anfægtelige retsakter. Det er dette andet led, der efter min opfattelse er af afgørende betydning for udfaldet af den foreliggende sag. Jeg vil derfor indlede min bedømmelse med dette andet led.
Retsakten af 27. juni 2019
– Indledende bemærkninger
40. Jeg erindrer om, at retsakten af 27. juni 2019 ifølge den appellerede doms præmis 70 består i et afslag fra Parlamentets formand på at anerkende, at appellanterne havde egenskab af medlemmer af Parlamentet, der kom til udtryk i skrivelsen af 27. juni 2019.
41. Dette afslag fulgte af den omstændighed, at appellanterne, hvis valg til Parlamentet blev bekendtgjort ved bekendtgørelsen af 13. juni 2019, ikke var opført i meddelelsen af 17. juni 2019, idet de ikke havde aflagt den i valglovens artikel 224, stk. 2, krævede ed. Som allerede nævnt i punkt 28 i dette forslag til afgørelse fandt Retten, at appellanternes manglende mulighed for at udøve deres mandat ikke fulgte af retsakten af 27. juni 2019, men af anvendelsen af den spanske lovgivning, som Parlamentet ikke kunne anfægte (14), hvorfor denne retsakt ikke havde retligt bindende virkninger, som kunne berøre appellanternes interesser, og følgelig ikke udgjorde en anfægtelig retsakt (15).
42. Ligesom Parlamentet har gjort det i sit svarskrift, vil jeg ikke undersøge appellanternes argumenter i den rækkefølge, hvori de er anført i appelskriftet, men i den rækkefølge, hvori de blev behandlet i Rettens argumentation i den appellerede dom. For så vidt som Parlamentets formands afslag på at tage initiativ til at sikre appellanternes immunitet, der også er omfattet af retsakten af 27. juni 2019, er genstand for det tredje og det fjerde anbringende, vedrører nedenstående redegørelse og mine forslag ikke dette afslag og berører ikke spørgsmålet om, hvorvidt disse anbringender er velbegrundede.
– Indholdet af skrivelsen af 27. juni 2019
43. Appellanterne har foreholdt Retten (16), at den foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller en fejlagtig retlig kvalificering af disse i den appellerede doms præmis 81-84, hvori Retten behandlede indholdet af den skrivelse fra Parlamentets formand til appellanterne, der udgør retsakten af 27. juni 2019.
44. Efter min opfattelse kan det ikke fastslås, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt, der var sammenfattet i ordlyden af skrivelsen af 27. juni 2019. I modsætning til det af Parlamentet anførte finder jeg imidlertid heller ikke, at disse præmisser i den appellerede dom udelukkende kan bedømmes som en faktuel konstatering vedrørende denne skrivelses ordlyd. I den appellerede doms præmis 76 fastslog Retten nemlig, at ifølge retspraksis skal der for at afgøre, om en retsakt kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, foretages en undersøgelse ud fra objektive kriterier, »såsom denne [...] retsakts indhold«. Læst i denne sammenhæng skal Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 81-84 derfor ikke forstås som rent faktuelle, men som udtryk for en retlig kvalificering af retsakten af 27. juni 2019 i lyset af indholdet af den skrivelse, hvori denne retsakt kom til udtryk.
45. Appellanterne kan derfor efter min opfattelse med rette gøre gældende, at denne kvalificering var fejlagtig. Idet Retten fastslog, at Parlamentets formand med skrivelsen af 27. juni 2019 blot tog appellanternes retsstilling til efterretning, »således som han officielt var blevet oplyst om den af de spanske myndigheder ved meddelelserne af 17. og 20. juni 2019«, undlod Retten nemlig at tage hensyn til den virkelige betydning af denne skrivelse, som er afgørende med henblik på dens bedømmelse som anfægtelig retsakt, nærmere bestemt at Parlamentets formand med denne skrivelse gav udtryk for sin beslutning om ikke at tage resultat af valget i bekendtgørelsen af 13. juni 2019 til efterretning, men alene meddelelserne af 17. og 20. juni 2019. Denne beslutning bekræftes af ordlyden af skrivelsen af 27. juni 2019, ifølge hvilken Parlamentets formand ikke kunne behandle appellanterne som fremtidige medlemmer af denne institution, »før der foreligger en ny meddelelse fra de spanske myndigheder«.
46. Retten begik således en retlig fejl, da den på grundlag af indholdet af skrivelsen af 27. juni 2019 anså denne for at være uden nogen form for karakter af afgørelse eller endelig karakter, selv om den klart fulgte af Parlamentets formands endelige beslutning om kun at tage hensyn til de spanske myndigheders meddelelser om, hvem der var blevet valgt til Parlamentet, og se bort fra bekendtgørelsen af 13. juni 2019. Denne fejl udgør efter min opfattelse »syndens kerne« i den appellerede dom og påvirker Rettens øvrige argumentation vedrørende bedømmelsen af den anfægtelige karakter af retsakten af 27. juni 2019. De retlige fejl, der afdækkes i det følgende, bekræfter nemlig blot denne oprindelige fejl.
– Fortolkningen af valgaktens artikel 12
47. Appellanterne har dernæst udførligt (17) foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved fortolkningen af valgaktens artikel 12. Dette klagepunkt er efter min opfattelse velbegrundet.
48. Først redegjorde Retten i den appellerede doms præmis 97-114 for sin fortolkning af valgaktens artikel 12, sammenholdt med forretningsordenens artikel 3, og set i lyset af Domstolens praksis, bl.a. dommen i sagen Italien og Donnici mod Parlamentet (18). I lyset af disse betragtninger konkluderede Retten, at »Parlamentet med henblik på prøvelsen af sine medlemmers mandat skal basere sig på den af de nationale myndigheder officielt fremsendte liste over de valgte kandidater, der må antages at være udarbejdet på baggrund af de officielt bekendtgjorte resultater, og efter at eventuelle tvivlsspørgsmål opstået på grundlag af anvendelsen af national ret er blevet afgjort af disse myndigheder« (19).
49. Dernæst anvendte Retten i den appellerede doms præmis 116-119 denne fortolkning af de ovennævnte bestemmelser på den foreliggende sag og konkluderede, at meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 afspejlede de officielle resultater af valget »som [...] var fastlagt efter afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål rejst på grundlag af national ret« (20), hvorfor Parlamentets formand ikke var kompetent til at kontrollere grundlaget for udelukkelsen af visse kandidater, deriblandt appellanterne, fra denne liste og – sådan må det forstås – ikke kunne gøre andet end at tage udelukkelsen til efterretning. Retten sidestillede således appellanternes manglende overholdelse af forpligtelsen til at aflægge eden i henhold til valglovens artikel 224, stk. 2, med et tvivlsspørgsmål som omhandlet i valgaktens artikel 12. Denne sidestilling fremgår klart af den appellerede doms præmis 107 og 108 og blev udtrykkeligt bekræftet i dommens præmis 129 (21). Den udgør efter min opfattelse en fejl ved fortolkningen af valgaktens artikel 12, der kan rejse tvivl om hele Rettens argumentation i retsakten af 27. juni 2019.
50. Efter min opfattelse udspringer problemet i Rettens argumentation af dens fejlagtige fortolkning af Junqueras Vies-dommen i den appellerede doms præmis 85 og 86. Ifølge Retten sondrede Domstolen i den pågældende dom nemlig mellem egenskab af medlem af Europa-Parlamentet og udøvelse af det tilhørende mandat. Dette er årsagen til, at Retten, samtidig med at den i den appellerede doms præmis 90 anerkendte, at appellanterne havde opnået egenskab af medlem af Parlamentet fra bekendtgørelsen af 13. juni 2019, i samme doms præmis 107 og 108 kunne anføre, at den manglende overholdelse af en forpligtelse som den i valglovens artikel 224, stk. 2, omhandlede kunne være til hinder for, at en person, der havde opnået denne egenskab, faktisk kunne varetage sit hverv (22), og således kunne konkludere i nævnte doms artikel 118, at udelukkelsen af en sådan person fra listen over valgte medlemmer kunne begrundes som »afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål rejst på grundlag af national ret«.
51. Selv om Domstolen i Junqueras Vies-dommen foretog en sondring mellem egenskab af medlem af Europa-Parlamentet og udøvelse af det tilhørende mandat, var det dog kun på det tidsmæssige plan og udelukkende med henblik på at sondre mellem de respektive perioder for anvendelse af parlamentariske immuniteter i henhold til protokollens artikel 9, stk. 1 og 2, således som det klart fremgår af nævnte doms præmis 77-81. Der findes til gengæld intet i nævnte dom, der kan begrunde konklusionen om, at Domstolen har anerkendt, at en person, der har opnået egenskab af medlem af Parlamentet, kan fratages muligheden for at udøve sit mandat uden forudgående at have mistet denne egenskab. Tværtimod sørgede Domstolen i præmis 65 i Junqueras Vies-dommen for at påpege, at »mandatperioden for medlemmerne af [Parlamentet] udgør den vigtigste attribut ved denne status«.
52. I Junqueras Vies-dommen var der ganske vist fokus på de parlamentariske immuniteter, eftersom de var emnet for de præjudicielle spørgsmål i den sag, der gav anledning til denne dom. Enhver argumentation, der førte til Domstolens afgørelse i den pågældende sag, var imidlertid koncentreret om begrebet »medlem af Parlamentet« (23). Det var netop denne egenskab, som de spanske myndigheder forsøgte at nægte sagsøgeren i hovedsagen i den sag, der gav anledning til nævnte dom, og som Domstolen fastslog, at den pågældende havde opnået på tidspunktet for og alene som følge af den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne (24). Hertil kommer, at Domstolen i Junqueras Vies-dommens præmis 70 udtrykkeligt bekræftede, at »[...]Parlamentet ved at tage de valgresultater, som medlemsstaterne officielt har bekendtgjort, »til efterretning«, nødvendigvis anerkender, at personer, som officielt er erklæret valgt, alene i kraft heraf er blevet medlemmer af [...]Parlamentet, hvorfor det tilkommer dette at udøve sin kompetence i forhold til dem ved at prøve deres mandater«.
53. Hvis det, som Retten gjorde i den appellerede dom, ikke blot i ovennævnte præmisser, men også i dommens præmis 144, således fastslås, at der kan sondres mellem egenskaben af medlem af Parlamentet og udøvelsen af det tilhørende mandat, således at en person kan forhindres i at udøve dette mandat og fortsat bevare denne egenskab, strider det åbenbart mod både rationalet bag og ordlyden af Junqueras Vies-dommen. Såfremt en sådan løsning accepteres, ville det bevirke, at den pågældende dom berøves enhver effektiv virkning, eftersom medlemsstaterne i så fald frit kunne vælge, hvem af de valgte personer der rent faktisk kan udøve deres mandat, hvilket nævnte dom netop havde til formål at forhindre.
54. Den fejlagtige fortolkning af Junqueras Vies-dommen foranledigede Retten til i den appellerede doms præmis 118 at begå en retlig fejl ved fortolkningen af valgakten, navnlig af dennes artikel 12.
55. Det følger af denne artikel, som fortolket af Domstolen, navnlig i Donnici-dommen, at Parlamentet skal tage den berørte medlemsstats bekendtgørelse af valgresultatet til efterretning, idet alle retlige spørgsmål forbundet med denne bekendtgørelse, herunder eventuelle tvivlsspørgsmål bortset fra dem, der rejses på grundlag af selve valgakten, afgøres på nationalt plan (25).
56. Som det klart fremgår af Junqueras Vies-dommen, er medlemsstaternes officielle bekendtgørelse af resultaterne, som omhandlet i valgaktens artikel 12 og Donnici-dommen, og egenskaben af medlem af Parlamentet dog snævert forbundne, for så vidt som de personer, der er blevet erklæret valgt, opnår denne egenskab på det tidspunkt og alene i kraft af denne bekendtgørelse (26). Heraf følger, at de »retlige spørgsmål forbundet med bekendtgørelse«, der er nævnt i Donnici-dommens præmis 55, og de »eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå«, som omhandlet i valgaktens artikel 12, kun er de spørgsmål, der er forbundet med den berørte persons egenskab af medlem af Parlamentet.
57. Disse retlige spørgsmål og tvivlsspørgsmål kan bl.a. for det første vedrøre valgproceduren, der i henhold til valgaktens artikel 8 er undergivet medlemsstaternes nationale forskrifter (27), for det andet de i denne akts artikel 13, stk. 1, omhandlede tilfælde, hvor mandatet udløber, og endelig for det tredje de tilfælde af uforenelighed, der er fastsat i den nationale ret på grundlag af nævnte akts artikel 7, stk. 3. Det er netop disse tre punkter, hvor valgakten henviser til de nationale bestemmelser, der er nævnt i denne akts artikel 12 in fine. Afgørelsen af retlige spørgsmål eller tvivlsspørgsmål kan medføre, at den berørte person ikke opnår eller mister egenskaben af medlem af Parlamentet, samt, i givet fald, at mandatet bliver ledigt.
58. Den situation, hvor en medlemsstat ikke meddeler Parlamentet navnet på en person, selv om denne er erklæret valgt, uden at foranledige, at den pågældende person fortaber sit mandat, eller på anden måde rejse tvivl om bekendtgørelsen af dennes valg, kan til gengæld hverken sidestilles med et sådant retligt spørgsmål, der er forbundet med bekendtgørelsen af valgresultaterne, eller med et tvivlsspørgsmål som omhandlet i valgaktens artikel 12. Denne bestemmelse, som fortolket af Domstolen, kræver derfor ikke af Parlamentet, at det tager en sådan meddelelse til efterretning uden nogen form for vurdering af grundlaget herfor, navnlig når denne meddelelse ikke nøjagtigt afspejler den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne.
59. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 90, er parterne imidlertid enige om, at appellanterne opnåede egenskab af medlemmer af Parlamentet fra bekendtgørelsen af 13. juni 2019, og at de spanske myndigheder i overensstemmelse med, hvad Retten fastslog i denne doms præmis 108 og 152, ikke erklærede deres mandat for bortfaldet, men udelukkende foretog en midlertidig suspension af deres privilegier.
60. Det var imidlertid ikke Rettens opgave at løse et problem angående kompetencefordeling mellem Unionen og medlemsstaterne, eftersom denne fordeling klart fremgår af valgakten, som fortolket af Domstolen, men at drage konsekvenserne af denne fordeling. Det er således med rette, at appellanterne har foreholdt Retten at have begået en retlig fejl ved fortolkningen af valgaktens artikel 12, da den i den appellerede doms præmis 118 fandt, at meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 afspejlede de officielle resultater af valget, som var fastlagt efter afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål rejst på grundlag af national ret, hvorfor Parlamentets formand ikke var kompetent til at kontrollere grundlaget herfor. Parlamentets svar på dette klagepunkt, som er begrænset til at støtte Rettens fejlagtige fortolkning, finder jeg ikke overbevisende (28).
61. Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 118, hvorefter meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 afspejlede valgresultaterne som omhandlet i valgaktens artikel 12, hvorfor Parlamentet ikke havde nogen anden mulighed end at tage dem til efterretning, udgør hovedhjørnestenen i Rettens argumentation. Fejlen ved fortolkningen af denne artikel er derfor afgørende for løsningen i den appellerede dom for så vidt angår retsakten af 27. juni 2019. Denne fejl fører bl.a. i lige linje til konklusionerne i samme doms præmis 146 og 153, hvorefter de forskellige konsekvenser for appellanterne af afslaget på at anerkende deres egenskab af medlemmer af Parlamentet ikke fulgte af retsakten af 27. juni 2019, men af anvendelsen af spansk ret, der var afspejlet i meddelelserne af 17. og 20. juni 2019. Denne retlige fejl vil derfor i sig selv være tilstrækkelig til at ophæve denne del af den nævnte dom.
– Betydningen af afgørelsen af 13. januar 2020
62. Appellanterne har også anfægtet den appellerede doms præmis 120-123, hvorved Retten forkastede deres argumentation om, at Parlamentet ved afgørelsen af 13. januar 2020 gav appellanterne tilladelse til at indtage deres pladser i Parlamentet på trods af, at der ikke forelå en officiel meddelelse fra de spanske myndigheder om, at de var valgt, hvilket godtgør, at retsakten af 27. juni 2019 har karakter af afgørelse (29).
63. Det er korrekt, således som Parlamentet har gjort gældende i sit svarskrift, at retsakten af 27. juni 2019 skal bedømmes som sådan og efter objektive kriterier.
64. Det forholder sig ikke desto mindre således, at det forekommer selvmodsigende på den ene side at hævde, at Parlamentet uden nogen skønsmargen var bundet af meddelelserne af 17. og 20. juni 2019, og på den anden side, at det »havde besluttet at tillade« (30) sagsøgerne at overtage deres hverv ved afgørelsen af 13. januar 2020. Hvis afgørelsen af 13. januar 2020 havde karakter af afgørelse, havde retsakten af 27. juni 2019 det logisk set også, medmindre det fastslås, at den første af disse retsakter var ulovlig, hvilket Retten end ikke har antydet. I modsætning til det, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 121, rejser Parlamentets vedtagelse af afgørelsen af 13. januar 2020 således tvivl om visse af Rettens betragtninger, nærmere bestemt betragtningerne i denne doms præmis 82-84, 108 og navnlig 118. Idet Retten ikke tog hensyn til de konsekvenser, der logisk følger af afgørelsen af 13. januar 2020, med henblik på at vurdere den retlige karakter af retsakten af 27. juni 2019, er begrundelsen i den appellerede dom i det mindste logisk usammenhængende.
65. Det er i øvrigt ubestridt – og Retten angav det implicit i den appellerede doms præmis 121 – at afgørelsen af 13. januar 2020 blev truffet som en følge af Junqueras Vies-dommen. Eftersom den appellerede dom fortolkede EU-retten ex tunc, burde der imidlertid ligeledes have været taget hensyn til dens virkninger med henblik på at bedømme den retlige karakter af retsakten af 27. juni 2019, som appellanterne med rette har gjort gældende. Deres retlige situation havde nemlig ikke ændret sig i perioden mellem vedtagelsen af denne retsakt og vedtagelsen af afgørelsen af 13. januar 2020.
– Betydningen af valglovens artikel 224, stk. 2
66. Retten foreholdes også en fejl i begrundelsen (31) i den appellerede doms præmis 128-131, hvori Retten tog stilling til appellanternes argumenter vedrørende Kongeriget Spaniens manglende kompetence til at vedtage regler som valglovens artikel 224, stk. 2, med andre ord om, at denne nationale bestemmelse var ulovlig, henset til EU-retten. Retten fandt, at hverken Parlamentet eller Retten selv i den foreliggende sag havde kompetence til at rejse tvivl om eller efterprøve nævnte nationale bestemmelse.
67. Henset til de argumenter, som appellanterne har fremført, var der imidlertid ikke så meget tale om at efterprøve lovligheden af den omhandlede nationale bestemmelse i sig selv som at efterprøve de konsekvenser, som Kongeriget Spanien og Parlamentet knyttede til den manglende overholdelse af den forpligtelse, som bestemmelsen fastsætter. Hvad angår disse konsekvenser tog Retten i den appellerede doms præmis 152 imidlertid Kongeriget Spaniens forklaring for pålydende, ifølge hvilken appellanternes mandater kun var »suspenderet«, indtil de aflagde eden i henhold til valglovens artikel 224, stk. 2, i overensstemmelse med meddelelsen af 20. juni 2019.
68. Selv om der i valgaktens artikel 13 opregnes en række begivenheder, der fører til, at et medlem af Parlamentets mandat udløber, hvoraf visse kan udspringe af anvendelsen af national ret, findes der i denne akt imidlertid ingen bestemmelse, der giver en medlemsstat mulighed for at suspendere udøvelsen af et sådant mandat midlertidigt, hvorved ethvert forsøg i denne retning strider åbenbart mod EU-retten. Eftersom Kongeriget Spanien ikke havde kompetence til at suspendere appellanternes udøvelse af deres mandater ved meddelelsen af 20. juni 2019, har disse således med rette gjort gældende, at det faktisk var Parlamentets formand, der gav denne metode retlig virkning ved retsakten af 27. juni 2019.
– Konklusion vedrørende retsakten af 27. juni 2019
69. I den appellerede doms præmis 167 og 168 nåede Retten frem til den konklusion, at retsakten af 27. juni 2019 ikke havde retligt bindende virkninger, der kunne påvirke appellanternes interesser, og at søgsmålet til prøvelse af denne retsakt følgelig skulle afvises.
70. Efter min opfattelse har appellanterne med rette gjort gældende, at Retten nåede frem til denne konklusion på grundlag af et ræsonnement, der, som jeg har påvist, var behæftet med flere fejl, nærmere bestemt den fejlagtige kvalificering af indholdet af skrivelsen af 27. juni 2019 i den appellerede doms præmis 81-84, den fejlagtige anvendelse af Junqueras Vies-dommen i samme doms præmis 85, 86 og 144, den retlige fejl i forbindelse med fortolkningen af valgaktens artikel 12 i nævnte doms præmis 118, den manglende sammenhæng i ræsonnementet vedrørende betydningen af afgørelsen af 13. januar 2020 i samme doms præmis 116-123 og endelig den manglende hensyntagen til, at suspensionen af udøvelsen af appellanternes mandater var ulovlig, i den appellerede doms præmis 128-131.
71. Ved retsakten af 27. juni 2019 besluttede Parlamentets formand, der dels stod over for bekendtgørelsen af 13. juni 2019, som han ikke kunne se bort fra, eftersom den var offentliggjort, dels over for meddelelserne af 17. og 20. juni 2019, i realiteten at tage disse to meddelelser til følge, idet han så bort fra den pågældende bekendtgørelse og afslog at anerkende, at appellanterne havde egenskab af medlemmer af denne institution, hvilken afgørelse dernæst blev ændret ved afgørelsen af 13. januar 2020.
72. Retten tilsidesatte derfor artikel 263 TEUF, da den afslog at anerkende, at retsakten af 27. juni 2019 var anfægtelig. Det følger heraf, at det første appelanbringende bør tages til følge, og den appellerede dom bør ophæves, for så vidt som den vedrører denne retsakt.
Instruksen af 29. maj 2019
73. Det skal erindres, at Parlamentets formand ved instruksen af 29. maj 2019 gav Parlamentets administrative tjenester instruks om at nægte de i Spanien valgte medlemmer af Parlamentet adgang til den særlige modtagelsestjeneste, der skulle lette dem i gennemførelsen af de nødvendige administrative foranstaltninger med henblik på overtagelse af deres hverv, indtil de spanske myndigheder officielt havde meddelt, at de var valgt.
74. I den appellerede doms præmis 169-187 undersøgte Retten de anbringender, som appellanterne havde fremført til støtte for deres påstand om annullation af instruksen af 29. maj 2019. På baggrund af denne undersøgelse konkluderede Retten, at denne instruks ikke fik retligt bindende virkninger, som kunne berøre appellanternes interesser, hvorfor søgsmålet til prøvelse heraf skulle afvises.
75. Appellanterne har anfægtet denne konklusion (32), idet de hovedsageligt har påberåbt sig, at instruksen af 29. maj 2019 og retsakten af 27. juni 2019 var uadskillelige, navnlig henset til deres anbringende om, at skrivelsen af 27. juni 2019 blot afspejlede en afgørelse, der allerede var truffet.
76. Jeg finder ikke disse argumenter overbevisende. Det er ganske vist korrekt, at Retten i overensstemmelse med sin analyse vedrørende retsakten af 27. juni 2019 fastslog, at de negative virkninger for appellanterne af afslaget i instruksen af 29. maj 2019 ikke skulle tilskrives denne instruks, men anvendelsen af spansk ret. Som følge heraf konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 185, at selv hvis denne instruks havde haft retsvirkninger over for appellanterne, var det ikke længere tilfældet efter meddelelsen af 17. juni 2019. Denne konklusion er imidlertid fejlagtig, i lighed med den del af den appellerede dom, der omhandlede analysen af retsakten af 27. juni 2019.
77. Det forholder sig ikke desto mindre således, at appellanternes argumenter for det første ikke kan rejse tvivl om Rettens betragtning, hvorefter den særlige modtagelsestjeneste, som instruksen af 29. maj 2019 omhandlede, ikke var uundværlig med henblik på at opfylde formaliteterne i forbindelse med medlemmerne af Parlamentets overtagelse af deres hverv, men alene udgjorde et middel til at yde dem teknisk bistand. Fratagelsen af en sådan bistand kunne imidlertid ikke have varig indvirkning på de berørtes retsstilling.
78. For det andet var den omstændighed, at appellanterne ikke kunne træffe de nødvendige foranstaltninger til overtagelse af deres hverv, så vidt jeg kan se, ikke en følge af instruksen af 29. maj 2019, men af retsakten af 27. juni 2019. Appellanterne har i øvrigt selv bekræftet dette implicit, idet de har hævdet (33), at denne manglende mulighed gjorde sig gældende indtil afgørelsen af 13. januar 2020, som var den afgørelse, hvorved retsvirkningerne af denne retsakt blev annulleret, i det mindste delvist.
79. Jeg er derfor af den opfattelse, at appellanternes første anbringende bør forkastes som ugrundet, for så vidt som det vedrører Rettens konklusioner angående instruksen af 29. maj 2019.
Konklusion vedrørende det første appelanbringende
80. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det første appelanbringende tages til følge, og at den appellerede dom ophæves, for så vidt som den vedrører retsakten af 27. juni 2019, og at dette anbringende i øvrigt forkastes som ugrundet.
Afgørelsen efter annullation
81. I henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, hvis appellen er begrundet, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Appellanterne har subsidiært nedlagt påstand herom.
82. Såfremt Domstolen følger mit forslag om at tage det første appelanbringende til følge og ophæve den appellerede dom for så vidt angår retsakten af 27. juni 2019, er jeg af den opfattelse, at tvisten er moden til påkendelse for så vidt angår denne retsakt. Argumenterne om, at nævnte retsakt er anfægtelig, og argumenterne om dens lovlighed overlapper nemlig hinanden, som Kongeriget Spaniens svarskrift, der i realiteten for en stor dels vedkommende indeholder et forsvar for, at denne retsakt er velbegrundet, vidner om. I øvrigt anser jeg ikke nogen faktiske konstateringer ud over dem, der allerede findes i den appellerede dom, for at være nødvendige for at afgøre tvisten. Jeg foreslår derfor, at Domstolen selv træffer afgørelse om den påstand om annullation af retsakten af 27. juni 2019, som appellanterne nedlagde i første instans.
Appellanternes søgsmålsinteresse
83. Inden denne påstand undersøges, skal det fastslås, om appellanterne fortsat har søgsmålsinteresse i denne henseende, når der tages hensyn til den omstændighed, at Parlamentet ved afgørelsen af 13. januar 2020 reelt trak afslaget på at anerkende deres egenskab af medlemmer af denne institution tilbage og derved fjernede en række af retsvirkningerne af retsakten af 27. juni 2019. Det fremgår nemlig af Domstolens faste praksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt denne person har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Enhver omstændighed i forbindelse med antagelsen til realitetsbehandling af annullationssøgsmål, der anlægges ved Retten, udgør et anbringende angående grundlæggende retsprincipper, som Domstolen er forpligtet til at behandle ex officio i forbindelse med en appel (34). Domstolen skal derfor ex officio træffe afgørelse om spørgsmålet om, hvorvidt appellanterne fortsat har en interesse i, at retsakten af 27. juni 2019 annulleres, på trods af vedtagelsen af afgørelsen af 13. januar 2020.
84. Dette er efter min opfattelse tilfældet. Som Retten nemlig fastslog i den appellerede doms præmis 122, forklarede Parlamentet ved Retten, at afgørelsen af 13. januar 2020 var blevet truffet »henset til retsusikkerheden om sagsøgernes status efter [Junqueras Vies-dommen] og kendelse[n i sagen Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (35)]«. Denne afgørelse bestod i en foreløbig tilladelse til appellanterne til at udøve deres mandater på grundlag af forretningsordenens artikel 3, stk. 2, første afsnit in fine, uden dermed at prøve deres mandat, indtil de nationale myndigheders officielle meddelelse om, at de var blevet valgt, forelå, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 3, stk. 2, første punktum.
85. Parlamentets beslutning om ikke at prøve appellanternes mandater og gyldigheden af forretningsordenens artikel 3, stk. 2, som fortolket af Parlamentet, henset til valgakten, er ganske vist ikke genstand for den foreliggende tvist. Ikke desto mindre forholder det sig således, at annullationen af retsakten af 27. juni 2019 gjorde det muligt at afklare appellanternes retsstilling og gav Parlamentet adgang til at vedtage en afgørelse vedrørende disse, som ikke var foreløbig, men endelig, og baseret på en korrekt fortolkning af de relevante retsregler. Appellanterne har efter min opfattelse således fortsat en interesse i, at denne retsakt annulleres.
Gyldigheden af retsakten af 27. juni 2019
86. Ved retsakten af 27. juni 2019 gav Parlamentets formand appellanterne afslag på anerkendelse af deres egenskab af medlemmer af denne institution og tog således meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 til følge. I den appellerede doms præmis 96 definerede Retten det retlige spørgsmål, som var blevet forelagt den, som et spørgsmål om, hvorvidt Parlamentets formand havde kompetence til at anfægte den meddelelse af 17. juni 2019, hvori appellanternes navne ikke optrådte, selv om deres navne fremgik af bekendtgørelsen af 13. juni 2019. Appellanterne har til gengæld, efter min opfattelse med rette, anført (36), at spørgsmålet burde have været formuleret omvendt og dreje sig om, hvorvidt Parlamentets formand havde kompetence til at rejse tvivl om denne bekendtgørelse på grundlag af de omhandlede meddelelser.
87. For det første tager Parlamentet i henhold til valgaktens artikel 12 med henblik på at prøve sine medlemmers mandater »de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning«. I denne bestemmelse tilføjes dernæst, at Parlamentet træffer afgørelse i tvivlsspørgsmål, der er rejst på grundlag af valgakten, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser. Henset til Domstolens fortolkning af denne formulering i Donnici-dommen angiver denne formulering, at der overhovedet ikke er overladt noget skøn til Parlamentet, hvorfor en medlemsstats bekendtgørelse af resultaterne for Parlamentet udgør en allerede gældende retsstilling (37).
88. I overensstemmelse med min analyse i punkt 55-61 i dette forslag til afgørelse kan den manglende overholdelse af forpligtelsen i henhold til valglovens artikel 224, stk. 2, dog hverken sidestilles med tvivlsspørgsmål, der er rejst på grundlag af nationale bestemmelser som omhandlet i valgaktens artikel 12, eller med et retligt spørgsmål, der er forbundet med bekendtgørelsen af deres valg som omhandlet i Donnici-dommens præmis 55, eftersom den ikke fører til fortabelse af deres egenskab af medlemmer af Parlamentet.
89. Det kan således ikke antages, at meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 blev udarbejdet »på baggrund af de officielt bekendtgjorte resultater«, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 114, eftersom de ikke korrekt og fuldstændigt afspejlede disse resultater. Den officielle bekendtgørelse af resultaterne var bekendtgørelsen af 13. juni 2019, således som Domstolen udtrykkeligt bekræftede i Junqueras Vies-dommen (38), og det var denne, som Parlamentet var bundet af uden at kunne rejse tvivl herom, ganske som det var bundet af de italienske myndigheders bekendtgørelse af 29. marts 2007 i den sag, der gav anledning til Donnici-dommen (39).
90. Denne konklusion drages, i modsætning til det af Kongeriget Spanien anførte, ikke i tvivl af valgaktens artikel 8, hvorefter valgproceduren er undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.
91. Parlamentets medlemmer er ikke repræsentanter for medlemsstaterne, og end ikke for befolkningerne i disse medlemsstater, men valgt ved almindelige valg i henhold til artikel 14, stk. 2, TEU som repræsentanter for Unionens borgere. I mangel af en ensartet valgprocedure, som ellers er hjemlet i artikel 223 TEUF, er valgproceduren subsidiært og med forbehold af den harmonisering, der følger af valgakten, undergivet den nationale ret i medlemsstaterne, når de organiserer valgene til Parlamentet på deres eget område. Denne fordeling giver medlemsstaterne omfattende beføjelser, der går videre end den egentlige valgprocedure, bl.a. hvad angår stemmeretten og valgbarheden samt tilfælde af uforenelighed.
92. Valgproceduren, der er reguleret af de nationale bestemmelser, fører logisk set til den officielle bekendtgørelse af resultaterne. Det var det, som Domstolen fastslog i Junqueras Vies-dommen (40), idet den bemærkede, at »medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin i princippet fortsat har kompetence til at regulere valgproceduren og efter denne foretage den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne«. De således bekendtgjorte resultater kan ikke ændres efterfølgende, medmindre valget af en eller flere personer erklæres ugyldigt eller en af de begivenheder, der fører til fortabelse af egenskaben af medlem af Parlamentet, og som er opregnet i valgaktens artikel 13, stk. 1, indtræder.
93. En medlemsstat kan til gengæld ikke underminere den effektive virkning af at opnå egenskab af medlem af Parlamentet alene på grund af bekendtgørelsen af valgresultaterne, således som den følger af Junqueras Vies-dommen (41), ved at udvide begrebet »valgprocedure« til at omfatte en hvilken som helst regel i sin nationale ret, hvorved den ønsker at forhindre en person, der er blevet erklæret valgt, i at udøve sit mandat, som ifølge nævnte dom (42) udgør den vigtigste attribut ved denne status. En sådan mulighed ville ikke blot være i strid med valgaktens artikel 8, 12 og 13 som fortolket i Donnici-dommen og i Junqueras Vies-dommen, men også med princippet om almindelig valgret, der er fastsat i artikel 14 TEU, hvorefter Parlamentets sammensætning korrekt og fuldstændigt skal afspejle det frie udtryk for det valg, som EU-borgerne har foretaget med hensyn til de personer, som de ønsker at være repræsenteret af (43).
94. Som jeg tidligere har haft lejlighed til at påpege, er forpligtelsen i valglovens artikel 224, stk. 2, i øvrigt ikke en del af valgproceduren i henhold til spansk ret som sådan (44). Det omvendte kan således ikke gøres gældende med hensyn til fortolkningen af valgaktens artikel 8.
95. Ordlyden af forretningsordenens artikel 3, stk. 1 og 3, der bestemmer, at Parlamentets formand efter valg opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder til at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, og at Parlamentet foretager valgs prøvelse og træffer afgørelse om medlemmernes mandat på grundlag af meddelelserne fra medlemsstaterne om valgresultaterne, kan heller ikke rejse tvivl om konklusionen i punkt 89 i dette forslag til afgørelse.
96. Forretningsordenen er nemlig i sin egenskab af retsakt vedrørende den interne organisation i rangfølge underordnet normative retsakter såsom valgakten og kan ikke fravige disse (45). Forretningsordenens artikel 3, stk. 1 og 3, kan derfor ikke fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at Parlamentet tager den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne til efterretning i overensstemmelse med valgaktens artikel 12, under det påskud, at der ikke foreligger en meddelelse om disse resultater fra en medlemsstats kompetente myndigheder. En sådan fortolkning ville nemlig rejse tvivl om gyldigheden af ovennævnte bestemmelser i forretningsordenen i forhold til denne akt.
97. Ved at tage meddelelsen af 20. juni 2019 til følge ved retsakten af 27. juni 2019 gav Parlamentets formand for det andet virkning til den suspension af appellanternes privilegier som følge af deres egenskab af medlemmer af Parlamentet, som den centrale valgkommission havde afgivet erklæring om som følge af appellanternes manglende opfyldelse af forpligtelsen i valglovens artikel 224, stk. 2.
98. Hverken valgaktens artikel 13 eller nogen anden bestemmelse i EU-retten giver imidlertid en medlemsstat tilladelse til at suspendere medlemmer af Parlamentets privilegier. Denne suspension var derfor ulovlig, hvorfor retsakten af 27. juni 2019 ligeledes var ulovlig.
99. Ved at vedtage retsakten af 27. juni rejste Parlamentets formand således tvivl om de officielt bekendtgjorte valgresultater og gav suspensionen af appellanternes privilegier virkning i strid med valgaktens artikel 12 og 13. Denne retsakt bør derfor efter min opfattelse erklæres ulovlig og annulleres.
Sagsomkostninger
100. Da dette forslag til afgørelse er begrænset til en undersøgelse af det første appelanbringende, vil jeg ikke fremsætte noget forslag vedrørende sagsomkostningerne, eftersom afgørelsen i denne henseende afhænger af udfaldet af de øvrige anbringender.
Forslag til afgørelse
101. Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»– Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 6. juli 2022, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19, EU:T:2022:421), ophæves, for så vidt som den vedrører Europa-Parlamentets formands afslag på at anerkende Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres som medlemmer af Parlamentet i skrivelsen til dem af 27. juni 2019.
– Det omhandlede afslag annulleres.
– Det første appelanbringende forkastes i øvrigt.«