Language of document :

Appel iværksat den 11. september 2015 af Z til prøvelse af Personalerettens dom af 30. juni 2015 i sag F-64/13, Z mod Domstolen

(Sag T-532/15 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Z (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokat F. Rollinger)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Domstol

Appellantens påstande

Appelskriftet fremmes til realitetsbehandling og der gives dom efter påstanden.

Følgelig ophæves Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 30. juni 2015 i sag F-64/13, Z mod Domstolen.

Appellanten gives medhold i sine påstande i stævningen i første instans i sag F-64/13.

Appelindstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Appellanten forbeholder sig alle øvrige rettigheder, anbringender og retsskridt.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat seks anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til kontradiktion.

Andet anbringende om en retlig fejl, for så vidt som det anbringende, der vedrørte klageudvalgets manglende kompetence og ulovligheden af artikel 4 i Domstolens afgørelse af 4. maj 2004 1 , blev forkastet i åbenbar strid med legalitetsprincippet, princippet om sproglig fortolkning og princippet om Den Europæiske Unions normhieraki.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler, især for så vidt angår Personalerettens begrænsede prøvelse af bedømmelsesrapporternes indhold.

Fjerde anbringende om en retlig fejl, for så vidt som Personaleretten i den appellerede dom ikke tog stilling til begæringen om bevisoptagelse og tilrettelæggelse af sagen.

Femte anbringende om den uberettigede afvisning af at efterprøve, om de kritikpunkter, som appellanten havde fremført, kunne tages til følge, samt den manglende hensyntagen til de af bedømmelsesudvalget fremsatte bemærkninger.

Sjette anbringende om en retlig fejl derved, at Personaleretten i den appellerede dom lagde til grund, at appellanten havde været forpligtet til at forelægge en ansøgning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, med henblik på at få erstatning for, at bedømmelsesrapporten var blevet udarbejdet for sent.

____________

1 Den Europæiske Unions Domstols afgørelse af 4.5.2004 om udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.