RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

14. marts 2018 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Nordkorea med henblik på at forhindre nuklear spredning – liste over de personer og enheder, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – sagsøgernes navne omfattet – bevis for berettigelsen af opførelsen på listen – begrundelsespligt«

I de forenede sager T-533/15 og T-264/16,

Il-Su Kim, Pyongyang (Nordkorea), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget (1), ved M. Lester og S. Midwinter, QC, samt solicitors T. Brentnall og A. Stevenson,

sagsøgere i sag T-533/15,

Korea National Insurance Corporation, Pyongyang, ved M. Lester, S. Midwinter, T. Brentnall og A. Stevenson,

sagsøger i sag T-264/16,

mod

Rådet for Den Europæiske Union først ved A. de Elera-San Miguel Hurtado og A. Vitro, derefter ved M. Vitro og F. Naert, som befuldmægtigede,

og

Europa-Kommissionen ved L. Havas, S. Bartelt og D. Gauci, som befuldmægtigede, i sag T-533/15 og ved L. Havas og S. Bartelt, som befuldmægtigede, i sag T-264/16, derefter ved L. Havas og D. Gauci, som befuldmægtigede, i sag T-533/15 og ved L. Havas, som befuldmægtiget, i sag T-264/16,

sagsøgte,

støttet af:

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland først ved V. Kaye, så ved S. Brandon, derefter ved S. Brandon og C. Crane og endelig ved S. Brandon, som befuldmægtigede,

intervenient i sag T-533/15,

angående, for så vidt angår sag T-533/15, et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1066 af 2. juli 2015 om ændring af afgørelse 2013/183/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2015, L 174, s. 25), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1062 af 2. juli 2015 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 329/2007 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2015, L 174, s. 16), Rådets afgørelse (FUSP) 2016/475 af 31. marts 2016 om ændring af afgørelse 2013/183/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2016, L 85, s. 34), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/659 af 27. april 2016 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 329/2007 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2016, L 114, s. 9), Rådets afgørelse (FUSP) 2016/849 af 27. maj 2016 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af afgørelse 2013/183/FUSP (EUT 2016, L 141, s. 79) og enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning hertil, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne, og, for så vidt angår sag T-264/16, et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelse 2016/475, gennemførelsesforordning 2016/659, afgørelse 2016/849 og enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning hertil, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,

har

RETTEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne V. Kreuschitz og N. Półtorak (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. maj 2017,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren i sag T-264/16, Korea National Insurance Corporation (herefter »KNIC«), er en nordkoreansk virksomhed, der er aktiv på forsikringsområdet.

2        Sagsøgerne i sag T-533/15 – Il-Su Kim og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget – har haft tilknytning til KNIC eller til en af dennes filialer.

 Restriktive foranstaltninger truffet over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

3        Nærværende sager er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, som blev indført for at lægge pres på Den Demokratiske Folkerepublik Korea med henblik på at få denne til at ophøre med nukleare spredningsaktiviteter.

4        Disse aktiviteter blev af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) kvalificeret som en trussel mod den internationale fred og sikkerhed i en række resolutioner, bl.a. resolution 1695 (2006), 1718 (2006), 1874 (2009), 2087 (2013) og 2094 (2013).

5        Den 20. november 2006 vedtog Rådet for Den Europæiske Union på grundlag af artikel 15 TEU fælles holdning 2006/795/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2006, L 322, s. 32) med henblik navnlig på at gennemføre Sikkerhedsrådets resolution 1695 (2006) og 1718 (2006). Dens artikel 1 og 2 indeholdt i det væsentlige et forbud mod direkte eller indirekte levering, salg eller overførsel af bestemt teknologi og bestemte luksusvarer til Nordkorea fra statsborgere i medlemsstaterne eller gennem eller fra medlemsstaternes områder. I henhold til denne teksts artikel 3 skulle medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at begrænse indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes områder for de personer, herunder disses familiemedlemmer, som sanktionskomitéen eller Sikkerhedsrådet, hvis liste var knyttet som bilag til fælles holdning 2006/795, havde udpeget som ansvarlige for Den Demokratiske Folkerepublik Koreas politikker i forbindelse med nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, bl.a. ved at støtte eller fremme disse programmer. Endelig fastsatte dens artikel 4 indefrysning af samtlige midler og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte tilhørte, ejedes, var besiddet eller kontrolleredes af de personer og enheder, som ifølge sanktionskomitéen eller Sikkerhedsrådet var involveret i eller ydede støtte til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas nukleare programmer, programmer for andre masseødelæggelsesvåben og ballistiske missilprogrammer, herunder ved hjælp af ulovlige midler, eller af personer eller enheder, der handlede på deres vegne eller efter deres anvisninger.

6        Idet en handling fra Det Europæiske Fællesskabs side var nødvendig med henblik på at gennemføre visse foranstaltninger, der var fastsat i fælles holdning 2006/795, vedtog Rådet den 27. marts 2007 på grundlag af artikel 60 EF og 301 EF forordning (EF) nr. 329/2007 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (EUT 2007, L 88, s. 1), hvis indhold i det væsentlige var identisk med indholdet af den nævnte fælles holdning.

7        Den 27. juli 2009 vedtog Rådet på grundlag af artikel 15 TEU fælles holdning 2009/573/FUSP om ændring af fælles holdning 2006/795 (EUT 2009, L 197, s. 111).Denne tekst havde for det første til formål at gennemføre Sikkerhedsrådets resolution 1874 (2009). For det andet fastsatte denne tekst en udvidelse af anvendelsesområdet for de i præmis 5 ovenfor omhandlede foranstaltninger. Det fremgår navnlig af 13. og 14. betragtning til denne tekst, at der burde anvendes indrejserestriktioner over for personer, som Den Europæiske Union har udpeget, og at der burde anvendes indefrysning af midler eller økonomiske ressourcer over for personer og enheder, som Unionen har udpeget. Følgelig blev artikel 3 og 4 i fælles holdning 2006/795 ændret. Det fremgår desuden af disse bestemmelser, sammenholdt med artikel 1, nr. 8), i fælles holdning 2009/573, at listen over de personer, der er omhandlet i bilag I til denne tekst, skulle udfærdiges af sanktionskomitéen eller Sikkerhedsrådet, mens listen over de personer, som er omhandlet i bilag II og III til den nævnte tekst, skulle udfærdiges af Rådet. Den 22. december 2009 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2009/1002/FUSP om ændring af fælles holdning 2006/795 (EUT 2009, L 346, s. 47). Denne afgørelse ændrede navnlig bilag II og III til fælles holdning 2006/795.

8        Som følge heraf vedtog Rådet på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF den 22. december 2009 forordning (EU) nr. 1283/2009 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2009, L 346, s. 1).

9        Den 22. december 2010 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2010/800/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af fælles holdning 2006/795 (EUT 2010, L 341, s. 32). Selv om bestemmelserne i denne tekst i det væsentlige var identiske med bestemmelserne i fælles holdning 2006/795, tilsigtede de ligeledes såvel at lade listerne i bilagene hertil omfatte navnene på andre personer og enheder, der var udpeget af Rådet, og som skulle være omfattet af restriktive foranstaltninger, som at ændre proceduren for ændring af bilag I og II hertil, således at de udpegede personer og enheder blev underrettet om begrundelsen for deres opførelse på listen, at de blev givet mulighed for at fremsætte bemærkninger, og at Rådet i tilfælde af bemærkninger eller væsentlige nye beviser kunne tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse under hensyntagen til disse bemærkninger og underrette den pågældende person eller enhed herom.

10      Som følge heraf vedtog Europa-Kommissionen den samme dag forordning (EU) nr. 1251/2010 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2010, L 341, s. 15).

 Restriktive foranstaltninger truffet over for sagsøgerne

11      Den 22. april 2013 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2013/183/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af afgørelse 2010/800 (EUT 2013, L 111, s. 52). Formålet med denne tekst var bl.a. at tage hensyn til bestemmelserne i Sikkerhedsrådets resolution 2094 (2013).

12      Det fremgår af artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183, at der foretages indefrysning af alle midler og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af personer og enheder, som »leverer finansielle tjenesteydelser eller foretager overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK’s nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra medlemsstaternes område eller med deltagelse af statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem« (herefter »opførelseskriterierne«).

13      Det fremgår af artikel 15 i afgørelse 2013/183, sammenholdt med afgørelsens artikel 19-21, at listen over de personer, som blev udpeget i bilag I til denne tekst, skulle udarbejdes af sanktionskomitéen eller Sikkerhedsrådet, mens listen over de personer, der blev udpeget i bilag II til den nævnte tekst, skulle udarbejdes af Rådet.

14      Følgelig vedtog Rådet den 22. juli 2013 på grundlag af artikel 215 TEUF forordning (EU) nr. 696/2013 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2013, L 198, s. 22). Artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 329/2007, som ændret ved forordning nr. 696/2013, fastsatte en indefrysning af alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhørte eller ejedes, var besiddet eller kontrolleredes af de personer, enheder eller organer, der var opført i bilag V. Det fremgik nærmere af bestemmelsen, at bilag V omfattede personer, enheder og organer, der ikke var opført på listen i bilag IV, og som i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, litra b), i afgørelse 2013/183 af Rådet ansås for at »levere finansielle tjenesteydelser eller foretage overførsel af pengemidler, andre aktiver eller økonomiske ressourcer, som kunne bidrage til Nordkoreas nukleare programmer, programmer vedrørende andre masseødelæggelsesvåben eller programmer vedrørende ballistiske missiler, til, gennem eller fra Unionens område eller med deltagelse af statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på Unionens område, samt personer, enheder eller organer, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, og personer, enheder eller organer der ejes eller kontrolleres af dem«.

15      Den 2. juli 2015 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse (FUSP) 2015/1066 om ændring af afgørelse 2013/183 (EUT 2015, L 174, s. 25), og den samme dag vedtog Kommissionen følgelig gennemførelsesforordning (EU) 2015/1062 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2015, L 174, s. 16) (herefter samlet »de første anfægtede retsakter«).

16      Ved afgørelse 2015/1066 blev navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 opført på den liste over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, der var udarbejdet af Rådet, og som var indeholdt i punkt II A i bilag II til afgørelse 2013/183. Opførelsen var støttet på følgende begrundelse (herefter »den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15«):

»Il-Su Kim – Rahlstedter Straße 83 a, 22149 Hamburg – Fødselsdato: 2.9.1965 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er udpeget af EU, som handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger.

Kang Song-Nam – Rahlstedter Straße 83 a, 22149 Hamburg – Fødselsdato: 5.7.1972 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er udpeget af EU, som handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger.

Choe Chun-Sik – Rahlstedter Straße 83 a, 22149 Hamburg – Fødselsdato: 23.12.1963 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Pasnr.: 745132109 gyldigt til den 12.2.2020 – Bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er udpeget af EU, som handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger.

Sin Kyu-Nam – Fødselsdato: 12.9.1972 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Pasnr.: PO472132950 – Afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og tidligere bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH Hamburg. Handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger.

Pak Chun-San – Fødselsdato: 18.12.1953 – Fødested: Phyongan, DPRK – Pasnr.: PS472220097 – Afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og tidligere bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH Hamburg. Handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger.

So Tong Myong – Fødselsdato: 10.9.1956 – Administrerende direktør i KNIC GmbH Hamburg, der handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger«.

17      Med henblik på at afspejle de ændringer, der blev foretaget af afgørelse 2013/183, blev navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 ligeledes opført under punkt C i bilag V til forordning nr. 329/2007, som ændret ved gennemførelsesforordning 2015/1062, med en begrundelse, som i det væsentlige svarer til den, der er anført i præmis 16 ovenfor.

18      Den 31. marts 2016 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse (FUSP) 2016/475 om ændring af afgørelse 2013/183 (EUT 2016, L 85, s. 34), og den 27. april 2016 vedtog Kommissionen følgelig gennemførelsesforordning (EU) 2016/659 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2016, L 114, s. 9) (herefter samlet »de i anden række anfægtede retsakter«).

19      Ved afgørelse 2016/475 blev KNIC’s navn opført på den liste over enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, der var udarbejdet af Rådet, og som var indeholdt i punkt II B i bilag II til afgørelse 2013/183. Opførelsen var støttet på følgende begrundelse (herefter »begrundelsen vedrørende KNIC«):

»Korea National Insurance Corporation (KNIC) og dets filialer (alias: Korea Foreign Insurance Company) – Haebangsan-dong, Central District, Pyongyang, DPRK – Rahlstedter Straße 83 a, 22149 Hamburg – Korea National Insurance Corporation of Alloway, Kidbrooke Park Road, Blackheath, London SE30LW – Korea National Insurance Corporation (KNIC), en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed, genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kunne bidrage til DPRK’s nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben. Desuden har KNIC’s hovedsæde i Pyongyang tilknytning til Office 39 i det koreanske arbejderparti, der er en udpeget enhed.«

20      Ved gennemførelsesforordning 2016/659 blev KNIC’s navn føjet til punkt D i bilag V til forordning nr. 329/2007. Opførelsen af KNIC’s navn var i det væsentlige støttet på den samme begrundelse som den, der er anført i præmis 19 ovenfor.

21      Ved afgørelse 2016/475 blev de angivelser vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, der var indeholdt i punkt II A i bilag II til afgørelse 2013/183, ændret på følgende måde (herefter »den anden begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15«):

»Il-Su Kim – Fødselsdato: 2.9.1965 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Chef i genforsikringsafdelingen i Korea National Insurance Corporation (KNIC) med base i hovedsædet i Pyongyang og tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg, som handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger.

Kang Song-Sam – Fødselsdato: 5.7.1972 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Tidligere bemyndiget repræsentant for Korea National Insurance Corporation (KNIC) i Hamburg, som fortsat handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger.

Choe Chun-Sik – Fødselsdato: 23.12.1963 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Pasnr. 745132109 – Gyldigt til 12.2.2020 – Direktør i genforsikringsafdelingen i Korea National Insurance Corporation (KNIC) med base i hovedsædet i Pyongyang, som handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger.

Sin Kyu-Nam – Fødselsdato: 12.9.1972 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Pasnr. PO472132950 – Direktør i genforsikringsafdelingen i Korea National Insurance Corporation (KNIC) med base i hovedsædet i Pyongyang og tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg, som handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger.

Pak Chun-San – Fødselsdato: 18.12.1953 – Fødested: Pyongyang, DPRK – Pasnr. PS472220097 – Direktør i genforsikringsafdelingen i Korea National Insurance Corporation (KNIC) med base i hovedsædet i Pyongyang i hvert fald indtil december 2015 og tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg, som fortsat handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger.

So Tong Myong – Fødselsdato: 10.9.1956 – Administrerende direktør for Korea National Insurance Corporation (KNIC), som handler på vegne af KNIC eller efter dets anvisninger«.

22      Med henblik på at afspejle de ændringer, der blev foretaget af afgørelse 2013/183, blev de angivelser vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, som var indeholdt i punkt C i bilag V til forordning nr. 329/2007, ændret ved gennemførelsesforordning 2016/659. Disse angivelser var i det væsentlige identiske med dem, der er anført i præmis 21 ovenfor.

23      Den 27. maj 2016 vedtog Rådet på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse (FUSP) 2016/849 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af afgørelse 2013/183 (EUT 2016, L 141, s. 79). Følgelig vedtog Rådet den 27. maj 2016 forordning (EU) 2016/841 om ændring af forordning nr. 329/2007 (EUT 2016, L 141, s. 36).

24      Ved afgørelse 2016/849 besluttede Rådet i tråd med Sikkerhedsrådets resolution 2270 (2016), der blev vedtaget som reaktion på Nordkoreas atomprøvesprængning den 6. januar 2016, at pålægge nye restriktive foranstaltninger.

25      Artikel 27, stk. 1, litra b), i afgørelse 2016/849 (herefter »opførelseskriterierne som ændret«) har følgende ordlyd:

»1.      Der foretages indefrysning af alle midler og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af følgende personer og enheder:

[…]

b)      personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, jf. listen i bilag II, som: […]

ii)      leverer finansielle tjenesteydelser eller foretager overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til DPRK’s nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben, til, gennem eller fra medlemsstaternes område eller med deltagelse af statsborgere i medlemsstaterne eller enheder etableret i henhold til deres lovgivning eller personer eller finansielle institutioner på deres område, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem.«

26      Det fremgår af artikel 27 i afgørelse 2016/849, sammenholdt med afgørelsens artikel 33-35, at listen over de personer, som blev udpeget i bilag I, skulle udarbejdes af sanktionskomitéen eller af Sikkerhedsrådet, mens listen over de personer, der blev udpeget i bilag II, skulle udarbejdes af Rådet.

27      KNIC’s navn blev opført på den i punkt II B i bilag II til afgørelse 2016/849 indeholdte liste over de enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger. Opførelsen af KNIC’s navn var i det væsentlige støttet på den samme begrundelse som begrundelsen vedrørende KNIC, der er anført i præmis 19 ovenfor, og som er indeholdt i afgørelse 2016/475.

28      Navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 blev opført på den i punkt II A i bilag II til afgørelse 2016/849 indeholdte liste over de personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger. Opførelsen af navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 var i det væsentlige støttet på den samme begrundelse som den anden begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, der er anført i præmis 21 ovenfor, og som er indeholdt i afgørelse 2016/475 (herefter »den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

29      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. september 2015 har sagsøgerne i sag T-533/15 anlagt sag med påstand om annullation af de første anfægtede retsakter.

30      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. november 2015 har sagsøgerne i sag T-533/15 nedlagt påstand om at få medhold i deres påstande og om afsigelse af en udeblivelsesdom i medfør af artikel 123 i Rettens procesreglement, for så vidt som Rådets og Kommissionens svarskrift blev indleveret efter udløbet af fristen for indlevering af disse skrifter.

31      Adspurgt herom i forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 har sagsøgerne i sag T-533/15 ved skrivelse af 24. marts 2016 trukket deres påstand om at få medhold i deres påstande tilbage for så vidt angår Kommissionen.

32      Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Ottende Afdeling den 15. marts 2016 er der givet Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets og Kommissionens påstande. Ved skrivelse af 27. april 2016 har denne medlemsstat afstået fra at indgive interventionsindlæg.

33      Idet Rettens sammensætning er blevet ændret, er sag T-533/15 blevet tildelt en ny refererende dommer.

34      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2016 har KNIC anlagt et søgsmål i sag T-264/16 med påstand om annullation af de i anden række anfægtede retsakter.

35      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2016 har sagsøgerne i sag T-533/15 på grundlag af procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen, således at den også omfatter annullation af de i anden række anfægtede retsakter, for så vidt som disse vedrører dem.

36      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 3. juni 2016 har sagsøgerne i sag T-533/15 på grundlag af procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen endnu en gang, således at den også omfatter annullation af afgørelse 2016/849, for så vidt som denne vedrører dem, og af »enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning til denne afgørelse«.

37      Ved skrivelse af 3. juni 2016 har KNIC på grundlag af procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen i sag T-264/16, således at den også omfatter annullation af afgørelse 2016/849, for så vidt som denne vedrører virksomheden, og af »enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning hertil«.

38      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 2016 har Rådet og Kommissionen i sag T-533/15 fremsat bemærkninger til tilpasningerne af stævningen.

39      I disse bemærkninger har Rådet og Kommissionen anmodet om, at sag T-533/15 udsættes, og om, at denne forenes med sag T-264/16.

40      Ved skrivelse af 18. juli 2016 har sagsøgerne i sag T-533/15 anerkendt, at der foreligger en forbindelse mellem sag T-533/15 og sag T-264/16, der kan begrunde, at de nævnte sager forenes. De har derimod ikke udtalt sig om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udsætte sag T-533/15.

41      Ved skrivelse af 18. juli 2016 har KNIC fremsat sine bemærkninger til foreningen og den eventuelle udsættelse af retsforhandlingerne i sag T-533/15.

42      Ved skrivelse af 21. juli 2016 er sagsøgerne i sag T-533/15 fremkommet med yderligere kommentarer, samtidig med at de har vedlagt skrivelser, der var blevet fremsendt til Rådet, og hvorved de havde bestridt rigtigheden af de beviser, hvorpå de første anfægtede retsakter var støttet.

43      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 16. august 2016 har Rådet fremsat bemærkninger til tilpasningen af stævningen i sag T-264/16.

44      Ved afgørelse af 6. september 2016 har formanden for Rettens Ottende Afdeling besluttet ikke at udsætte retsforhandlingerne i sag T-533/15.

45      Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Tredje Afdeling, hvortil de foreliggende sager følgelig er blevet henvist.

46      Ved beslutning truffet af formanden for Tredje Afdeling den 9. marts 2017 er sagerne blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del.

47      Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 er parterne i sag T-533/15 og sag T-264/16 den 13. marts 2017 blevet opfordret til at udtale sig om foreningen af sagerne med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

48      Ved skrivelse af 20. marts 2017 har sagsøgerne i sag T-533/15 og KNIC (herefter samlet »sagsøgerne«) tilkendegivet, at de foretrækker, at sagerne ikke bliver forenet. Ved skrivelse af 27. marts 2017 har Rådet og Kommissionen anført henholdsvis at være for foreningen af sagerne med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, og ikke at afgive nogen udtalelse herom.

49      Ved skrivelse af 20. marts 2017 har Det Forenede Kongerige afstået fra at deltage i retsmødet.

50      Ved beslutning truffet af formanden for Tredje Afdeling den 4. april 2017 er sag T-533/15 og sag T-264/16 blevet forenet med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

51      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 4. maj 2017.

52      Sagsøgerne i sag T-533/15 har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelse 2015/1066, gennemførelsesforordning 2015/1062, afgørelse 2016/475, gennemførelsesforordning 2016/659, afgørelse 2016/849 og enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning til sidstnævnte afgørelse annulleres, for så vidt som disse vedrører dem.

–        Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

53      I sag T-264/16 har KNIC nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelse 2016/475, gennemførelsesforordning 2016/659, afgørelse 2016/849 og enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning hertil annulleres, for så vidt som disse vedrører virksomheden.

–        Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

54      I de forenede sager T-533/15 og T-264/16 har Rådet nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

55      I de forenede sager T-533/15 og T-264/16 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

56      I retsmødet har sagsøgerne i sag T-533/15 som svar på Rettens spørgsmål anført, at udtrykket »enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning til denne afgørelse«, der er indeholdt i den anden tilpasning af stævningen af 3. juni 2016, betyder, at de udelukkende har bestridt de udtrykkeligt anførte retsakter, ikke de til disse retsakter knyttede foranstaltninger, hvilket blev tilført protokollatet for retsmødet.

57      I retsmødet har sagsøgerne i sag T-533/15, ligeledes som svar på et spørgsmål fra Retten, trukket deres anmodning om at få medhold i deres påstande tilbage for så vidt angår Rådet, hvilket blev tilført protokollatet for retsmødet.

58      I sag T-264/16 har KNIC i retsmødet anført, at udtrykket »enhver gennemførelsesforordning fra Rådet i tilknytning hertil«, der er indeholdt i tilpasningen af stævningen af 3. juni 2016, betyder, at virksomheden udelukkende har bestridt de udtrykkeligt anførte retsakter, ikke de til disse retsakter knyttede foranstaltninger, hvilket blev tilført protokollatet for retsmødet.

 Retlige bemærkninger

 Om de processuelle følger af ophævelsen og erstatningen af afgørelse 2013/183

59      Sagsøgerne har, således som det fremgår af deres stævning, henholdsvis nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2015/1066 og 2016/475 i sag T-533/15 og annullation af afgørelse 2016/475 i sag T-264/16.

60      Således som det fremgår af tvistens baggrund, blev afgørelse 2013/183 ophævet og erstattet af afgørelse 2016/849.

61      Den 3. juni 2016 har sagsøgerne tilpasset deres stævninger i begge sager, således at disse ligeledes tager sigte på annullation af afgørelse 2016/849, for så vidt som denne vedrører dem.

62      I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis vedrørende søgsmål anlagt til prøvelse af successive foranstaltninger om indefrysning af midler, at en sagsøger fortsat har en interesse i at opnå annullation af en afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, og som er blevet ophævet og erstattet af en senere restriktiv afgørelse, eftersom ophævelsen af en retsakt, der er blevet udstedt af en institution, ikke er ensbetydende med en anerkendelse af, at retsakten er ulovlig, og har virkning ex nunc, til forskel fra en annullationsdom, hvorved den annullerede retsakt fjernes fra retsordenen med tilbagevirkende kraft og anses for aldrig at have eksisteret (jf. i denne retning dom af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, T-228/02, EU:T:2006:384, præmis 35, og af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 45-48).

63      Det følger heraf, at sagsøgerne fortsat har interesse i et søgsmål og i at nedlægge påstand om annullation af afgørelse 2015/1066 og 2016/475, og at søgsmålene i sag T-533/15 og sag T-264/16 bevarer deres genstand i forhold til disse afgørelser.

 Om rækkefølgen for behandlingen af sag T-533/15 og sag T-264/16

64      Retten finder, at den først skal behandle søgsmålet i sag T-264/16 og dernæst søgsmålet i sag T-533/15.

 Søgsmålet i sag T-264/16

65      KNIC har til støtte for sit søgsmål fremsat fire anbringender vedrørende henholdsvis en tilsidesættelse af begrundelsespligten, et åbenbart urigtigt skøn, en tilsidesættelse af databeskyttelsesprincipperne og en uforholdsmæssig begrænsning af grundlæggende rettigheder.

66      For så vidt som disse anbringender for det første og uden forskel vedrører samtlige anfægtede retsakter i den foreliggende sag, og de kriterier, hvorpå opførelsen af KNIC’s navn på de omtvistede lister er støttet, og som er indeholdt i artikel 15 i afgørelse 2013/183, i artikel 6 i forordning nr. 329/2007 og i artikel 27 i afgørelse 2016/849, for det andet i det væsentlige er identiske, ligesom det er tilfældet for begrundelsen for opførelsen af virksomhedens navn på de pågældende lister, finder Retten det hensigtsmæssigt at foretage en samlet behandling af de anbringender, der er fremsat med hensyn til de i anden række anfægtede retsakter og med hensyn til afgørelse 2016/849 som følge af tilpasningen af stævningen af 3. juni 2016.

 Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

67      KNIC har gjort gældende, at Rådet og Kommissionen ikke har opfyldt deres forpligtelse til at angive klare, entydige og specifikke grunde, der gør det muligt at opføre dens navn på de omtvistede lister. Virksomheden har generelt bestridt hele den begrundelse, hvorpå opførelsen af den er støttet.Særligt har KNIC gjort gældende, at dens opførelse er baseret på to forhold, der ikke er opfyldt med hensyn til opførelseskriterierne, nemlig den nordkoreanske stats hævdede kontrol og tilknytningen til Office 39 i det koreanske arbejderparti (herefter »Office 39«).

68      Rådet og Kommissionen har bestridt KNIC’s argumenter.

69      Ifølge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat, C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 74, og af 8.9.2016, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, C-459/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:646, præmis 23).

70      Hvad angår restriktive foranstaltninger indebærer begrundelsespligten i artikel 296 TEUF – uden at gå så langt som til at skulle svare detaljeret på den berørte persons bemærkninger – under alle omstændigheder, at denne begrundelse ikke alene skal indeholde retsgrundlaget for denne foranstaltning, men ligeledes de individuelle, specifikke og konkrete grunde til, at de kompetente myndigheder finder, at den berørte person skal være omfattet af sådanne foranstaltninger. Unionens retsinstanser skal derfor bl.a. prøve, om den afgivne begrundelse er tilstrækkeligt præcis og konkret (jf. dom af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat, C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.5.2015, Petropars Iran m.fl. mod Rådet, T-433/13, EU:T:2015:255, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

71      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

72      Det skal ligeledes bemærkes, at en retsakt, der er bebyrdende, er tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat, C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

73      Pligten til at begrunde en retsakt udgør en væsentlig formforskrift, der skal adskilles fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, som vedrører den omtvistede retsakts materielle lovlighed. En retsakts begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som retsakten er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil retsaktens materielle lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dens begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 4.2.2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, T-174/12 og T-80/13, EU:T:2014:52, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

74      I den foreliggende sag har KNIC gjort gældende, at de i anden række anfægtede afgørelser og afgørelse 2016/849 ikke er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår virksomhedens opførelse, idet den omtvistede begrundelse er vag og grundløs.

75      I denne henseende skal det bemærkes, at i første til tolvte betragtning til afgørelse 2013/183 anføres de relevante forhold ved den politiske situation, hvorunder de i hovedsagen omhandlede restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget. Desuden fremgår det af første betragtning til forordning nr. 329/2007, at Sikkerhedsrådet som følge af atomprøvesprængningen af 9. oktober 2006 fastslog, at der forelå en klar trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Disse retsakter, som de i anden række anfægtede retsakter har til formål at ændre, og som derfor indgår i en af KNIC kendt sammenhæng, angiver således den samlede situation, der førte til vedtagelsen heraf, og de generelle mål, som det heri foreslås at nå. For så vidt angår den samlede situation, der førte til vedtagelsen af afgørelse 2016/849, fremgår det på samme vis bl.a. af sjette betragtning til denne afgørelse, at Den Demokratiske Folkerepublik Koreas aktioner i starten af 2016 betragtes som en alvorlig trussel mod den internationale fred og sikkerhed i og uden for regionen.

76      Desuden skal der erindres om, at begrundelsen for opførelsen af KNIC’s navn på de omhandlede lister skal sammenholdes med og læses i lyset af de opførelseskriterier, der er indeholdt i artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183, artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 329/2007 og artikel 27, stk. 1, litra b), i afgørelse 2016/849. Det fremgår således af de nævnte bestemmelser, at der foretages indefrysning af alle midler og økonomiske ressourcer, som tilhører de personer og enheder, der er omfattet af bilag II til afgørelse 2013/183, punkt D i bilag V til forordning nr. 329/2007 og bilag II til afgørelse 2016/849. KNIC er omfattet af punkt II B i bilag II til afgørelse 2013/183, som ændret ved afgørelse 2016/475, af punkt D i bilag V til forordning nr. 329/2007, som ændret ved forordning 2016/659, og af punkt II B i bilag II til afgørelse 2016/849.

77      Det må desuden fastslås, at overskrifterne til de pågældende bilag klart henviser til disse bestemmelser, som utvetydigt indeholder de kriterier, der udgør retsgrundlaget for opførelsen af KNIC’s navn på de omtvistede lister.

78      Den begrundelse, der er gjort gældende til støtte for opførelsen af KNIC’s navn på de omtvistede lister, er den, som er anført i præmis 19 ovenfor. Det følger heraf, at KNIC er blevet opført med den begrundelse, at den er en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed, der genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben (herefter »nuklear spredning«). Det følger endvidere heraf, at KNIC’s hovedsæde i Pyongyang har tilknytning til Office 39, der er en udpeget enhed.

79      Selv om denne begrundelse er kortfattet, har KNIC således klart været i stand til at forstå det væsentlige i de forhold, som denne er blevet lagt til last af Rådet og Kommissionen, og til at forsvare sig på passende vis, hvilket bekræftes af virksomhedens argumentation i forbindelse med det andet anbringende. Rådet og Kommissionen har således angivet de særlige og konkrete grunde til, at de fandt, at opførelseskriterierne fandt anvendelse på KNIC.

80      Dels hviler denne begrundelse nemlig på et retsgrundlag, der er klart defineret, og som henviser til opførelseskriterierne, dels indeholder den nævnte begrundelse grunde, der direkte vedrører KNIC, og som gør det muligt for virksomheden at forstå de grunde, der har begrundet opførelsen af dens navn på de omhandlede lister.

81      Tilsvarende gør den begrundelse, som Rådet og Kommissionen har lagt til grund og givet udtryk for, det muligt for Retten at udøve sin ret til at prøve lovligheden af de af KNIC anfægtede retsakter.

82      Hvad angår KNIC’s argument, hvorved virksomheden har gjort gældende, at den hævdede tilknytning mellem dens hovedsæde og Office 39 ikke er tilstrækkeligt begrundet, bemærkes for det første, at det fremgår af ordlyden af begrundelsen vedrørende KNIC, at forholdene vedrørende tilknytningen mellem KNIC og Office 39 er fremsat som et supplement. For det andet er henvisningen til tilknytningen mellem KNIC’s hovedsæde og Office 39 forbundet med de opførelseskriterier, som er anført i artikel 15 i afgørelse 2013/183, artikel 6 i forordning nr. 329/2007 og artikel 27, stk. 1, litra b), i afgørelse 2016/849. For det tredje var det ikke nødvendigt for Rådet og Kommissionen i detaljer udtrykkeligt at angive arten af denne tilknytning, for så vidt som KNIC ved en læsning af begrundelsen, og henset til den sammenhæng, der gav anledning til opførelsen af virksomhedens navn på de omhandlede lister, kunne forstå den omtvistede begrundelse. I overensstemmelse med den ovenfor anførte retspraksis kræves det nemlig ikke, at begrundelsen angiver samtlige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Spørgsmålet om, hvorvidt der er ført tilstrækkeligt bevis for denne tilknytning, vil blive behandlet i forbindelse med bedømmelsen af nærværende søgsmåls andet anbringende.

83      På denne baggrund må det første anbringende i søgsmålet i sag T-264/16 forkastes.

 Det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn

84      Med sit andet anbringende har KNIC gjort gældende, at Rådet og Kommissionen begik en fejl, da de fandt, at opførelseskriterierne var opfyldt med hensyn til virksomheden. Ifølge KNIC er dens opførelse på listen over de enheder, der er omfattet af sanktioner, ikke støttet på noget faktuelt grundlag. KNIC har foreholdt Rådet og Kommissionen, at beviserne ikke er tilstrækkelige.

85      KNIC har således gjort gældende, at virksomheden ikke leverer finansielle tjenesteydelser, der kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas våbenprogrammer som omhandlet i de pågældende opførelseskriterier. Virksomheden er et forsikringsselskab, der yder forsikringer til detailkunder i Nordkorea. KNIC er ikke kontrolleret af denne stat, men udgør en uafhængig offentlig virksomhed. KNIC genererer ikke væsentlige indtægter i udenlandsk valuta.

86      Tilsvarende er KNIC af den opfattelse, at Rådet og Kommissionen hverken har fremlagt noget bevis for den omstændighed, at virksomhedens indtægter er blevet eller bliver anvendt i forbindelse med Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning, eller fremført en argumentation, der kan forklare, hvorledes beløb, som »er genereret« af virksomheden, kan bidrage materielt til disse programmer. Den har anført, at den til regeringen alene overfører beløb svarende til »almindelige skatteindbetalinger«, hvilket under alle omstændigheder ikke er tilstrækkeligt til at begrunde dens udpegelse.

87      I denne sammenhæng er KNIC af den opfattelse, at henvisningen til det i de pågældende opførelseskriterier omhandlede »bidrag« til våbenprogrammerne skal forstås således, at den opstiller et krav om enten en direkte betaling eller betalinger af en sådan størrelse, at våbenprogrammet materielt ville blive berørt uden disse. KNIC har i denne henseende henvist til dom af 12. maj 2016, Bank of Industry and Mine mod Rådet (C-358/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:338), og af 16. juli 2014, National Iranian Oil Company mod Rådet (T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678).

88      KNIC har desuden foreholdt Rådet med urette at have sidestillet nærværende sag med et tilfælde, hvor det med henblik på begrundelsen for udpegelsen af en omhandlet enhed havde været tilstrækkeligt at godtgøre, at denne støtter Den Demokratiske Folkerepublik Koreas regering. Virksomheden har henvist til dom af 3. maj 2016, Iran Insurance mod Rådet (T-63/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:264). KNIC har desuden bestridt at have en tilknytning til Office 39.

89      Endelig har virksomheden rejst tvivl om såvel bevisværdien som rigtigheden af de fremlagte beviser vedrørende de hævdede svigagtige aktiviteter, idet den har anset dem for »falske udsagn og ondskabsfuld sladder på internettet«.

90      Rådet og Kommissionen har bestridt KNIC’s argumenter.

91      Indledningsvis skal det bemærkes, at de foranstaltninger til indefrysning af midler, som træffes over for en person eller en enhed på grundlag af bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udgør målrettede forebyggelsesforanstaltninger, med hvilke det tilsigtes at bekæmpe trusler mod den internationale fred og sikkerhed. Vedtagelsen heraf sker inden for de snævre rammer for de retlige betingelser, der er fastsat ved en afgørelse vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU og ved en forordning, der er støttet på artikel 215, stk. 2, TEUF, og hvorved denne afgørelse gennemføres inden for anvendelsesområdet for EUF-traktaten. I kraft af deres karakter af sikkerhedsforanstaltninger og deres forebyggende formål adskiller disse foranstaltninger sig bl.a. fra strafferetlige sanktioner (jf. dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

92      I den foreliggende sag skal det bemærkes, at Rådet, således som det fremgår af betragtningerne til afgørelse 2013/183 og 2016/849, har indført restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea som reaktion på flere atomprøvesprængninger, som denne stat havde foretaget, og som var blevet fordømt i Sikkerhedsrådets resolutioner og blev anset for en alvorlig trussel mod den internationale fred og sikkerhed i og uden for regionen. Endvidere skal der tages hensyn til den vigtighed, som Unionen tillægger målet om at opretholde den internationale fred og sikkerhed.

93      Hvad angår domstolskontrollens intensitet skal der sondres mellem to former for forhold i en retsakt om restriktive foranstaltninger såsom dem, der er omhandlet i nærværende sag. En sådan retsakt består dels af generelle regler, der definerer fremgangsmåden for de restriktive foranstaltninger, som er indført ved retsakten, dels af en helhed af gennemførelsesakter for de ovenfor nævnte generelle regler for så vidt angår specifikke enheder (jf. analogt dom af 9.7.2009, Melli Bank mod Rådet, T-246/08 og T-332/08, EU:T:2009:266, præmis 44).

94      Hvad angår de generelle regler, der definerer fremgangsmåden for de restriktive foranstaltninger, har Rådet en vid skønsbeføjelse med hensyn til de forhold, der i overensstemmelse med en afgørelse vedtaget i henhold til afsnit V, kapitel 2, i EU-traktaten, herunder navnlig artikel 29 TEU, skal tages i betragtning ved vedtagelsen af økonomiske og finansielle sanktioner i medfør af artikel 215 TEUF. Da Unionens retsinstanser ikke må sætte deres bedømmelse af de beviser, faktiske forhold og omstændigheder, der begrunder vedtagelsen af sådanne foranstaltninger, i stedet for den af Rådet foretagne bedømmelse, skal nævnte retsinstansers prøvelse derfor begrænse sig til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der eventuelt foreligger en åbenbart fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og magtfordrejning. Denne begrænsede kontrol finder særlig anvendelse på de hensigtsmæssighedsbetragtninger, som foranstaltningen om indefrysning af midler er baseret på (jf. dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

95      Selv om Rådet således har en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de generelle kriterier, der skal tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, indebærer den effektive domstolsprøvelse, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, imidlertid, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller bevare en bestemt persons navn på en liste over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkelig solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse, på en tilstrækkelig præcis og konkret måde (dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41 og 45, af 26.10.2015, Portnov mod Rådet, T-290/14, EU:T:2015:806, præmis 38, og af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 71).

96      Med henblik herpå påhviler det Unionens retsinstanser at foretage denne undersøgelse ved i givet fald at anmode Unionens kompetente myndighed om at fremlægge de for en sådan undersøgelse relevante oplysninger eller beviser, uanset om de er fortrolige (jf. dom af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, EU:C:2013:775, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

97      Det er nemlig Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person eller enhed, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (jf. dom af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, EU:C:2013:775, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

98      Det fremgår desuden af retspraksis, at der med henblik på vurderingen af arten af, metoden for og intensiteten af den prøvelse, som kan kræves af Rådet, skal tages hensyn til de restriktive foranstaltningers art og specifikke rækkevidde samt til deres formål (dom af 30.6.2016, CW mod Rådet, T-224/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:375, præmis 138; jf. ligeledes i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 74-85, og generaladvokat Bots forslag til afgørelse Anbouba mod Rådet, C-605/13 P og C-630/13 P, EU:C:2015:1, punkt 111).

99      Endelig skal det ligeledes bemærkes, at det i den situation, hvor Rådet abstrakt definerer de kriterier, der kan begrunde opførelsen af en person eller en enhed på listen over personer og enheder, der er genstand for de restriktive foranstaltninger, som er vedtaget i henhold til artikel 75 TEUF og 215 TEUF, påhviler Retten på grundlag af de anbringender, som er blevet fremsat, eller i givet fald de af egen drift rejste spørgsmål at efterprøve, om den konkrete situation opfylder de abstrakte kriterier, som Rådet har defineret (dom af 18.9.2014, Georgias m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-168/12, EU:T:2014:781, præmis 74).

100    Det er i lyset af denne retspraksis, at der skal foretages en efterprøvelse af dels den kvalificering fra Rådet, der er angivet i begrundelsen vedrørende KNIC i de i anden række anfægtede retsakter og i afgørelse 2016/849, samt relevansen af denne begrundelse i lyset af opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret, dels spørgsmålet om, hvorvidt de beviser, som Rådet har fremlagt til støtte for denne begrundelse, er tilstrækkelige.

101    For så vidt som KNIC med sit andet anbringende tilsigter at rejse tvivl om den kvalificering, som Rådet har angivet i begrundelsen vedrørende virksomheden, i lyset af opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret, må følgende fastslås.

102    Hvad angår KNIC’s argument, hvorved virksomheden har kritiseret relevansen af en grund, som er støttet på en statslig kontrol, i lyset af de pågældende opførelseskriterier, skal det blot bemærkes, at den statslige kontrol ikke udgør en særskilt opførelsesgrund, men en af de grunde vedrørende KNIC, som er knyttet til de omhandlede opførelseskriterier. Det står nemlig klart, at opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret vedrører samtlige enheder, der sikrer en overførsel af midler eller finansielle aktiver, som kan bidrage til nukleare spredningsaktiviteter, uafhængigt af deres status som statslig virksomhed eller deres kapitalstruktur. For så vidt som begrundelsen vedrørende KNIC henviser til begrebet om statslig kontrol, er den derfor i overensstemmelse med opførelseskriterierne.

103    Hvad angår det argument, hvormed KNIC har gjort gældende, at virksomheden ikke leverer finansielle tjenesteydelser, der kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas våbenprogrammer som omhandlet i de pågældende opførelseskriterier, skal det blot bemærkes, at opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret, der er affattet meget generelt, ikke alene vedrører de enheder, som leverer finansielle tjenesteydelser, men ligeledes dem, der sikrer overførslen til, gennem eller fra medlemsstaternes område af ethvert finansielt middel eller ethvert andet finansielt aktiv, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

104    Begrebet »finansielle tjenesteydelser« er imidlertid ikke anvendt i den begrundelse, der vedrører KNIC, idet denne henviser til den omstændighed, at KNIC genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta. Dette argument fra KNIC kan derfor ikke tiltrædes.

105    Under disse omstændigheder må det fastslås, at argumenterne vedrørende den manglende relevans af begrundelsen vedrørende KNIC i lyset af de pågældende opførelseskriterier ikke kan tiltrædes. Den tvivl om fortolkningen af opførelseskriterierne, som KNIC har rejst i forbindelse med argumenterne om bevisernes utilstrækkelighed, vil være genstand for den bedømmelse, der vil blive foretaget nedenfor som svar på disse argumenter.

106    For så vidt som KNIC med sit andet anbringende har foreholdt Rådet og Kommissionen, at beviserne er utilstrækkelige, skal det bemærkes, at den begrundelse, som Rådet og Kommissionen i den foreliggende sag er forpligtet til at underbygge i lyset af opførelseskriterierne, er den, der vedrører for det første KNIC’s karakter af statslig enhed, for det andet den omstændighed, at KNIC genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, og for det tredje den omstændighed, at disse indtægter kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

107    I denne henseende er det ikke uvæsentligt at erindre om, at det, således som Kommissionen har anført, forholder sig således, at EU-myndighedernes skøn, eftersom der ikke foreligger nogen beføjelse til at foretage undersøgelser i tredjelande, de facto skal være støttet på offentligt tilgængelige informationskilder, rapporter, nyhedsartikler, rapporter fra efterretningstjenester eller andre tilsvarende informationskilder.

108    Det fremgår af retspraksis, at nyhedsartikler, når de er tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende med hensyn til de heri beskrevne faktiske omstændigheder, kan anvendes med henblik på at understøtte, at bestemte forhold foreligger (jf. dom af 25.1.2017, Almaz-Antey Air and Space Defence mod Rådet, T-255/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:25, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis).

109    Dette er tilfældet i den foreliggende sag, idet Rådet og Kommissionen har fremlagt adskillige offentlige dokumenter og internationale nyhedsartikler, hvoraf KNIC’s aktiviteter fremgår i detaljer.

110    For det første fremgår det af de dokumenter, som Rådet og Kommissionen har fremlagt, at KNIC er en offentlig virksomhed, som tilhører staten.

111    Som fremhævet af Kommissionen i retsmødet, fremgår det af artikel 21 i Den Demokratiske Folkerepublik Koreas forfatning, at staten har eneret over post og telekommunikation samt større fabrikker, virksomheder, banker og havne. I henhold til samme bestemmelse prioriterer staten beskyttelse og udvidelse af sin ejendom, hvilket spiller en vigtig rolle i landets økonomiske udvikling.

112    I den foreliggende sag følger det af de for Retten fremlagte beviser, at KNIC befinder sig i en monopolsituation på forsikringsområdet, og at den derfor er en virksomhed af omfattende størrelse.

113    I henhold til de oplysninger, der er fremlagt af Kommissionen, og som fremgår af KNIC’s websted, er sidstnævnte »eneforsikringsgiver i [Nordkorea]«, og »[d]en har flere end 10 regionale filialer og flere end 200 kommunale (distrikts-) og kantonale kontorer, der er underlagt dens koreanske kontorers og repræsentationskontorer i udlandets ledelse«.

114    Desuden forholder det sig således, at de oplysninger, der er fremlagt af KNIC – som er bedst stillet til at fremlægge de forhold, der kan rejse tvivl om de af Rådet og Kommissionen fremlagte beviser – ikke modsiger, men tværtimod bekræfter konstateringen af, at virksomheden har karakter af offentlig virksomhed tilhørende staten.

115    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at selv om lovligheden af de retsakter, hvorved EU-institutionerne vedtager restriktive foranstaltninger, principielt kun kan bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige forhold, hvorpå de nævnte retsakter er blevet vedtaget, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens retsinstanser kan tage hensyn til et forhold, som den af de restriktive foranstaltninger omfattede person har anført som diskulperende forhold, med henblik på at tiltræde den bedømmelse af lovligheden af de omtvistede retsakter, som er baseret på de faktiske og retlige forhold, hvorpå de nævnte retsakter er blevet vedtaget (jf. analogt dom af 3.5.2016, Iran Insurance mod Rådet, T-63/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:264, præmis 109, og af 3.5.2016, Post Bank Iran mod Rådet, T-68/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:263).

116    I den foreliggende sag fremgår det således af det dokument, der er fremlagt for Retten, og som har overskriften »Selskabets vedtægter og forretningsorden«, at virksomheden indtager en monopolstilling på forsikringsmarkedet i Nordkorea. I henhold til »Forklarende bemærkninger til den interne forvaltning«, der ligeledes er blevet fremlagt af KNIC, bliver »[s]elskabets overskud […] investeret i andre statsejede selskaber, og det overskydende beløb indbetales til reservefonden«. Dette overskud »kan også anvendes, som sikkerhed for obligationer, til at dække regeringens likviditetsbehov med henblik på samfundets videreudvikling og velværen for hele befolkningen i [Nordkorea]«.

117    Desuden fremgår det af nævnte »Forklarende bemærkninger til den interne forvaltning«, at KNIC ejes af Den Demokratiske Folkerepublik Korea. I samme dokuments punkt A er det anført, at »Korea Insurance hvert år skal fremlægge sin aktivitetsberetning for regeringen«, at »[d]er ikke bliver afholdt nogen generalforsamling, idet der ikke er nogen aktionærer«, og at »[s]elskabet tilhører hele [Nordkoreas] befolkning«. Tilsvarende bliver det i dokumentets punkt E præciseret, at regeringen hvert år gennemgår selskabets samtlige regnskaber. I retsmødet har repræsentanterne for KNIC desuden ikke været i stand til at besvare et spørgsmål fra Retten, der vedrørte spørgsmålet om, hvem der udpeger medlemmerne af KNIC’s bestyrelse.

118    Det følger af det ovenstående, at Rådet ikke begik nogen faktisk fejl, da det anførte, at KNIC var »en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed«.

119    KNIC har for det andet gjort gældende, at Rådet og Kommissionen ligeledes begik en fejl, da de fandt, at virksomheden »genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta«. KNIC genererer ikke udenlandsk valuta. De eneste valutatransaktioner, som virksomheden har deltaget i, er dels opkrævningen i euro af bilforsikringsafgifter af beskeden størrelse fra Den Demokratiske Folkerepublik Koreas ambassader, dels virksomhedens genforsikringsprogram, som koster den mere i præmier, end den oppebærer.

120    Det fremgår af COREU-dokument CFSP/0229/15 af 11. november 2015, at KNIC – ifølge hemmelige oplysninger, som Rådet anser for troværdige – er ansvarlig for at tilvejebringe udenlandsk valuta med henblik på at støtte og stabilisere regimet i Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Det fremgår ligeledes heraf, at der er tale om betragtelige summer.

121    I denne henseende skal det bemærkes, at KNIC ikke har bestridt sin samlede rentabilitet. Virksomheden har derimod bestridt den omstændighed, at en del af dette overskud genereres i udenlandsk valuta gennem dens genforsikringsaktiviteter.

122    Det bemærkes for det første, at en forordning, der fastsætter restriktive foranstaltninger, skal fortolkes i lyset af ikke alene den afgørelse, der er vedtaget som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som omhandlet i artikel 215, stk. 2, TEUF, men ligeledes den historiske sammenhæng, hvori de af Unionen vedtagne bestemmelser indgår, og hvori denne forordning er vedtaget (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 75, og kendelse af 1.12.2015, Georgias m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-545/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:791, præmis 33). Det samme gælder for en afgørelse, der er vedtaget inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som skal fortolkes under hensyn til den sammenhæng, hvori den indgår (dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 78, og af 12.5.2016, Bank of Industry and Mine mod Rådet, C-358/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:338, præmis 50).

123    I den foreliggende sag fremgår det af 11. betragtning til afgørelse 2013/183, at Sikkerhedsrådets resolution 2094 (2013) bestemmer, at stater skal forhindre levering af finansielle tjenesteydelser eller overførsel til, gennem eller fra deres område af alle finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, herunder store kontantbeløb, i forbindelse med aktiviteter, der kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas nukleare programmer eller ballistiske missilprogrammer, eller andre aktiviteter, der er forbudt ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1718 (2006), 1874 (2009), 2087 (2013) eller 2094 (2013), eller til omgåelse af foranstaltninger indført ved disse resolutioner.

124    Tilsvarende fremgår det af 14. og 15. betragtning til afgørelse 2016/849, at Sikkerhedsrådets resolution 2270 (2016) udvider anvendelsesområdet for de foranstaltninger, der gælder for finanssektoren. Inden for rammerne af de foranstaltninger, der gælder for finanssektoren, har Rådet fundet det hensigtsmæssigt at forbyde pengeoverførsler til og fra Nordkorea, medmindre de specifikt er godkendt på forhånd, samt Den Demokratiske Folkerepublik Koreas investeringer på områder under medlemsstaternes jurisdiktion og investeringer i Nordkorea foretaget af medlemsstaternes statsborgere eller enheder.

125    Henset til det ovenstående skal begrundelsen vedrørende KNIC ligeledes sammenholdes med de omhandlede opførelseskriterier, der er formuleret meget generelt, og som henviser til begrebet »alle finansielle eller andre aktiver eller ressourcer«. Desuden hviler de pågældende opførelseskriterier også på overførslen til, gennem eller fra medlemsstaternes område, og der bør tages hensyn hertil med henblik på fortolkningen af det i begrundelsen for opførelsen af KNIC indeholdte udtryk »genererer […] indtægter i udenlandsk valuta«.

126    Det i begrundelsen for opførelsen af KNIC indeholdte udtryk »genererer […] indtægter i udenlandsk valuta« skal følgelig i overensstemmelse med sin ordlyd og sit formål fortolkes således, at det ikke vedrører det overskud, som KNIC har oppebåret i udenlandsk valuta, men enhver økonomisk ressource i form af udenlandsk valuta, som den pågældende enhed har genereret på grundlag af sine aktiviteter.

127    Hvad for det andet angår det udtryk, der er indeholdt i begrundelsen vedrørende KNIC, og hvorefter denne genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, har Rådet og Kommissionen i denne henseende støttet sig på offentligt tilgængelige kilder vedrørende KNIC’s aktiviteter, såsom sidstnævntes websted, en udskrift af handelsregistret vedrørende Korea National Insurance Corporation Zweigniederlassung Deutschland (herefter »KNIC ZD«), der er en filial af KNIC i Tyskland, samt nyhedsartikler. Det fremgik af samtlige disse oplysninger, at KNIC opererer på EU’s område ved bl.a. at indgå aftaler med store økonomiske operatører på forsikringsområdet, og at det er inden for rammerne af denne sidstnævnte aktivitet, at KNIC genererer indtægter i udenlandsk valuta.

128    Det fremgår af de oplysninger, der er hentet fra det nævnte websted, og som er blevet fremlagt af Kommissionen, at KNIC ud over at have andre aktiviteter såsom handelstransaktioner opererer på området for livsforsikring og skadesforsikring samt genforsikringsområdet. Det fremgår af det nævnte websted, at KNIC genererer et betragteligt årligt overskud (11,5 mia. nordkoreanske won (ca. 80,5 mio. EUR) alene for 2014).

129    Som Kommissionen med rette har anført, forholder det sig således, at eftersom penge er fungible, udgør KNIC’s genforsikringsgren, selv om den som anført af virksomheden er underskudsgivende, stadig en kilde til udenlandsk valuta for virksomheden, og hvad angår tabene kan disse let udlignes af overskuddet på andre af KNIC’s aktivitetsområder.

130    For det tredje modsiger de af KNIC fremlagte oplysninger ikke konstateringen af, at virksomheden genererer indtægter i udenlandsk valuta.

131    Samtidig med at KNIC har anført, at genforsikringsprogrammet koster virksomheden mere i præmier, end den modtager i forsikringsydelser, har virksomheden forklaret, idet den til støtte for sine erklæringer ligeledes har fremlagt en talmæssig analyse, at den i løbet af de sidste fem år i alt har udbetalt 441 060 102 EUR i præmie til genforsikringsselskaber og i alt har modtaget 324 412 306 EUR i forsikringsydelser.

132    Herved har KNIC selv erkendt at have modtaget beløb i udenlandsk valuta, der overstiger 300 000 000 EUR. Dette beløb må anses for at være væsentligt.

133    Desuden har KNIC ikke bestridt Kommissionens oplysninger, hvorefter virksomheden udøver genforsikringsaktiviteter sammen med internationale forsikringsselskaber, hvoraf nogle befinder sig på EU’s område. I replikken har KNIC endvidere bekræftet, at virksomheden foretager transaktioner i udenlandsk valuta. Det fremgår ligeledes af KNIC’s skrivelse af 16. juni 2016, at virksomheden er nødt til at »veksle nogle af sine indtægter i nordkoreanske won til euro […] for at betale præmier til sine genforsikringsselskaber«.

134    KNIC har også fremhævet den omstændighed, at virksomheden har været genstand for en retssag i Det Forenede Kongerige på grund af beskyldninger om falske genforsikringserstatningskrav. I henhold til den artikel fra Washington Post, som er blevet fremlagt af Rådet, endte den nævnte sag for Det Forenede Kongeriges domstole imidlertid med, at KNIC modtog 58 mio. USD.

135    KNIC har på det kraftigste fordømt oplysningerne om mulig svig inden for rammerne af genforsikringen.

136    I denne henseende skal det blot bemærkes, at spørgsmålet om svig hverken er relevant med hensyn til opførelseskriterierne eller opførelseskriterierne som ændret. Svigsspørgsmålet optræder heller ikke i begrundelsen vedrørende KNIC. Det er derfor ufornødent at udtale sig om KNIC’s erklæringer vedrørende denne problematik.

137    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at Rådet ikke foretog et urigtigt skøn, da det fandt, at KNIC genererede væsentlige indtægter i udenlandsk valuta.

138    Hvad for det tredje angår KNIC’s kritik, hvorefter de af virksomheden genererede indtægter ikke kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning, skal der sondres mellem to elementer i KNIC’s argumentation.

139    For det første har KNIC gjort gældende, at udtrykket »bidrage til […] programmer« – som optræder blandt de omhandlede opførelseskriterier – skal forstås således, at det opstiller et krav om enten en direkte betaling eller en kvantitativt stor betaling, således at våbenprogrammet materielt ville blive berørt uden disse.

140    I denne henseende skal det bemærkes, at KNIC på ingen måde har fremsat en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF som følge af den hævdede uforholdsmæssige karakter af de omhandlede opførelseskriterier. Ved sine argumenter har KNIC derimod kritiseret Rådets og Kommissionens fortolkning af de pågældende opførelseskriterier.

141    Det skal for det første bemærkes, at Rådet har vide skønsbeføjelser med hensyn til den generelle og abstrakte fastsættelse af retlige kriterier og af fremgangsmåden for vedtagelse af restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 120, og af 29.4.2015, Bank of Industry and Mine mod Rådet, T-10/13, EU:T:2015:235, præmis 75-80, 83, 84 og 88).

142    I den foreliggende sag opstiller hverken opførelseskriterierne eller opførelseskriterierne som ændret et krav om, at der skal foretages direkte betalinger eller kvantitativt store betalinger til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

143    De ord, der anvendes inden for de i den foreliggende sag gældende retlige rammer, er nemlig klart ord vedrørende ressourcer og økonomiske aktiver, »som kunne bidrage« til de nævnte programmer.

144    I modsætning til det, som KNIC har gjort gældende, vedrører de pågældende opførelseskriterier ikke samtlige de enheder, der har en tilknytning til Den Demokratiske Folkerepublik Korea, eller samtlige nordkoreanske skatteydere, men i det væsentlige de personer og enheder, der leverer finansielle tjenesteydelser, eller som sikrer overførslen til eller fra medlemsstaternes område af ethvert finansielt middel eller ethvert andet finansielt aktiv, der kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

145    Henset til selve formålet med, arten af og genstanden for de omhandlede restriktive foranstaltninger skal kriteriet »som kunne bidrage« – således som dette kriterium er fastsat i opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret – nemlig fortolkes således, at det omfatter de personer og enheder, hvis aktiviteter kan bidrage til nuklear spredning i lyset af deres status i det pågældende regime, selv om de som sådan ikke har nogen direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning.

146    Således som det fremgår af præmis 130-137 ovenfor, genererer KNIC inden for rammerne af sine aktiviteter væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, og virksomhedens rentabilitet overstiger 80 mio. EUR årligt. Derfor henhører virksomheden under alle omstændigheder ikke under den kategori af almindelige skatteydere, hvortil den har henvist.

147    Desuden kan de argumenter fra KNIC, der er støttet på dom af 12. maj 2016, Bank of Industry and Mine mod Rådet (C-358/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:338), og af 16. juli 2014, National Iranian Oil Company mod Rådet (T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678), og hvorefter henvisningen til det i de pågældende opførelseskriterier omhandlede »bidrag« til våbenprogrammerne skal forstås således, at den opstiller et krav om enten en direkte betaling eller betalinger af en sådan størrelse, at våbenprogrammet materielt ville blive berørt uden disse, ikke rejse tvivl om disse konstateringer.

148    Den fortolkning af de pågældende opførelseskriterier, som foreslås anlagt i den foreliggende sag, er nemlig netop i overensstemmelse med de anvisninger med hensyn til fortolkning, hvortil Domstolen har henvist i dom af 1. marts 2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128). Domstolen har således fastslået, at en forordning, der fastsætter restriktive foranstaltninger, skal fortolkes i lyset af ikke alene den afgørelse, der er vedtaget som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som omhandlet i artikel 215, stk. 2, TEUF, men ligeledes den historiske sammenhæng, hvori de af Unionen vedtagne bestemmelser indgår, og hvori denne forordning er vedtaget. Det samme gælder for en afgørelse, der er vedtaget inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som skal fortolkes under hensyn til den sammenhæng, hvori den indgår (dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 78).

149    Som allerede fremhævet i præmis 92 ovenfor, er de restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea blevet indført som reaktion på flere atomprøvesprængninger, som Den Demokratiske Folkerepublik Korea havde foretaget, og som var blevet fordømt i Sikkerhedsrådets resolutioner og blev anset for en alvorlig trussel mod et vigtigt mål for Unionen, nemlig bevarelse af den internationale fred og sikkerhed.

150    I denne forbindelse skal det bemærkes, at såfremt de omhandlede restriktive foranstaltninger, således som KNIC har gjort gældende, kun omfattede de enheder eller personer, der har en direkte tilknytning til nukleare spredningsaktiviteter, og som direkte bidrager til disse aktiviteter, men ikke også de enheder og personer, »som kunne bidrage« til de nævnte aktiviteter, ville gennemførelsen af de af Rådet forfulgte mål kunne hindres, idet der let kan ydes støtte, navnlig økonomisk, til nukleare spredningsaktiviteter gennem andre enheder eller personer med en indirekte tilknytning til disse aktiviteter.

151    Det følger heraf, at Rådet lovligt kunne antage, at affattelsen af de pågældende opførelseskriterier og vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for KNIC kunne bidrage til at lægge et pres på det nordkoreanske regime, der kunne sætte en stopper for eller mindske nukleare spredningsaktiviteter (jf. i denne retning og analogt dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 147 og 148).

152    For det andet skal det, for så vidt som KNIC har gjort gældende, at beviserne ikke er tilstrækkelige, og bestridt den omstændighed, at de af virksomheden genererede indtægter bidrager til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas aktiviteter i tilknytning til nuklear spredning, blot bemærkes, at Rådet i lyset af de pågældende opførelseskriterier ikke er forpligtet til at tilvejebringe beviser for, at en omhandlet enheds midler direkte er blevet anvendt til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning, men at det påhviler det at underbygge sin afgørelse på den mest troværdige måde ved hjælp af en række beviser, i henhold til hvilke disse midler kan bidrage til dette mål (jf. analogt dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-630/13 P, EU:C:2015:247, præmis 53).

153    En anden fortolkning ville være i strid med ikke alene ordlyden af de pågældende opførelseskriterier, men især genstanden for og formålet med ordningen med de restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Da der desuden ikke foreligger nogen beføjelse til at foretage undersøgelser i tredjelande, er det som minimum uforholdsmæssigt vanskeligt at indsamle beviser for konkrete bidrag til nukleare aktiviteter i denne stat.

154    I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis bemærkes, at KNIC har erkendt, at virksomheden betaler almindelig skat til den nordkoreanske skat, uden imidlertid at angive beløbet herpå.

155    Dernæst skal det bemærkes, at det fremgår af de analysefaktorer, der er anført ovenfor i præmis 112-114, 120, 121 og 130-137, at KNIC er en rentabel virksomhed, der befinder sig i en monopolsituation på forsikringsmarkedet, og som genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta.

156    Endelig er KNIC, således som det fremgår af de analysefaktorer, der er anført ovenfor i præmis 110-118, en statslig enhed, som tilhører den nordkoreanske stat.

157    Henset til samtlige disse betragtninger skal det, således som Kommissionen med rette har anført, fastslås, at den omstændighed, at KNIC er en statslig enhed, synes at tyde på, at de af sagsøgeren genererede indtægter i udenlandsk valuta kan bidrage til det statslige nukleare spredningsprogram, for så vidt som den nordkoreanske stat kan beslutte den måde, hvorpå de af KNIC genererede indtægter skal anvendes. Rådet og Kommissionen foretog derfor ikke noget urigtigt skøn, da de fandt, at de af KNIC genererede indtægter kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

158    Henset til det ovenstående skal det fastslås, at de ovenstående forhold samlet set udgør en række indicier, der er tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende, og som gør det muligt med stor sandsynlighed at godtgøre, at KNIC er en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed, og at den genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

159    På denne baggrund skal det fastslås, at Rådet og Kommissionen ikke foretog noget urigtigt skøn, da de i begrundelsen vedrørende KNIC anførte, at sidstnævnte er en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed, og at den genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning.

160    Hvad for det fjerde angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilknytning mellem KNIC og Office 39, hvilket KNIC har bestridt, skal det i lyset af de for Retten fremlagte sagsakter fastslås, at Rådet og Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har underbygget denne del af begrundelsen, idet der ikke foreligger nogen oplysninger eller beviser med hensyn til arten eller eksistensen af denne tilknytning.

161    Den omstændighed, at Rådet og Kommissionen ikke har underbygget dette forhold fra den omtvistede begrundelse i tilstrækkelig grad for Retten, kan imidlertid ikke rejse tvivl om den nævnte begrundelses lovlighed. Det fremgår nemlig af retspraksis, at såfremt i det mindste én af de i begrundelsen anførte grunde er tilstrækkeligt præcis og konkret, den er underbygget, og den udgør i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for denne retsakt, kan den omstændighed, at det samme ikke gælder for andre grunde, ikke begrunde en annullation af den nævnte retsakt (jf. analogt dom af 14.1.2015, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, T-127/09 RENV, EU:T:2015:4, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

162    I den foreliggende sag udgør konstateringen af, at KNIC er en statsejet og ‑kontrolleret virksomhed, der genererer væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer i tilknytning til nuklear spredning, i sig selv et tilstrækkeligt grundlag med henblik på at støtte opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

163    Følgelig må det andet anbringende forkastes.

 Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsesprincipperne

164    Med sit tredje anbringende har KNIC gjort gældende, at Rådet og Kommissionen i medfør af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og ‑organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT 2001, L 8, s. 1) er forpligtet til at sikre sig, at alle personoplysninger bliver behandlet loyalt og lovligt, at de er korrekte og ajourførte, samt at de i modsat fald bliver slettet eller berigtiget. I henhold til forordningens artikel 14 og 16 har en berørt person ret til at kræve, at urigtige oplysninger omgående bliver berigtiget, og at de slettes, hvis behandlingen af dem er ulovlig.

165    KNIC er af den opfattelse, at Rådet og Kommissionen i nærværende sag har tilsidesat disse artikler, idet de har offentliggjort ukorrekte oplysninger, hvoraf det synes at fremgå, at virksomheden deltager i en ulovlig aktivitet knyttet til den ulovlige udvikling af masseødelæggelsesvåben. Denne offentliggørelse har alvorlige konsekvenser for KNIC. Den negative indvirkning på virksomhedens omdømme er, eller burde være, klar. Den omstændighed, at der er fremsat ubegrundede beskyldninger om grove forseelser af denne type, kan også have praktiske konsekvenser.

166    Rådet og Kommissionen har bestridt KNIC’s argumenter, idet de har gjort gældende, at de ikke kan berøre lovligheden af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849.

167    Med nærværende anbringende har KNIC i det væsentlige foreholdt Rådet og Kommissionen en tilsidesættelse af artikel 4, 10, 14 og 16 i forordning nr. 45/2001.

168    Det skal bemærkes, at alt imens KNIC blot har foretaget en opregning af bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 og henvist til uddrag fra en udtalelse fra den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse, har virksomheden generelt hævdet, at Rådet og Kommissionen har offentliggjort oplysninger, som ikke er korrekte, og hvoraf det synes at fremgå, at KNIC deltager i ulovlige aktiviteter.

169    KNIC er af den opfattelse, at medmindre Rådet og Kommissionen godtgør, at opførelsen af virksomhedens navn på de omhandlede lister er velbegrundet, indebærer opførelsen af virksomheden en tilsidesættelse af databeskyttelsesprincipperne.

170    I denne henseende skal det blot bemærkes, at begrundelsen vedrørende KNIC i lyset af behandlingen af det andet anbringende i nærværende søgsmål ikke er behæftet med noget urigtigt skøn, og at Rådet og Kommissionen følgelig ikke har offentliggjort oplysninger, som ikke er korrekte, og hvoraf det synes at fremgå, at KNIC deltager i ulovlige aktiviteter.

171    Nærværende anbringende kan derfor ikke tiltrædes.

172    Under alle omstændigheder er dette anbringende ikke relevant.

173    Selv hvis det antages, at Rådet og Kommissionen har behandlet personlige oplysninger vedrørende KNIC på en måde, som ikke er i overensstemmelse med forordning nr. 45/2001, vil denne omstændighed nemlig ikke kunne føre til annullation af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849. Hvis KNIC derimod kan bevise, at der foreligger en sådan behandling, vil virksomheden kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af den nævnte forordning inden for rammerne af et erstatningssøgsmål (jf. i denne retning dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 140, og af 22.11.2017, HD mod Parlamentet, T-652/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:828, præmis 33 og 34).

174    På denne baggrund må nærværende anbringende forkastes som ugrundet.

 Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig begrænsning af grundlæggende rettigheder

175    Med sit fjerde anbringende har KNIC gjort gældende, at der foreligger en uforholdsmæssig begrænsning af ejendomsretten og af friheden til at oprette og drive egen virksomhed som omhandlet i artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder. Virksomheden har anført, at dens ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sit omdømme er beskyttet i artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«). KNIC har i denne henseende støttet sig på proportionalitetsprincippet, som hører til EU-rettens almindelige grundsætninger.

176    KNIC er af den opfattelse, at de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849 i vidt omfang begrænser virksomhedens mulighed for at forvalte sin formue. Således som det fremgår af Paek Ju Hyoks forklaringer, er den praktiske virkning af disse retsakter, at tredjemand er tilbageholdende med at indgå forretningsaftaler med KNIC. Dette har medført, at virksomheden ikke længere kan tegne en genforsikringsdækning, inddrive sine udenlandske partneres gæld til sig, have adgang til sine internationale aktiver eller fortsætte sine aktiviteter med sine internationale partnere.

177    I alle henseender er den skade, som er blevet forårsaget af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849, helt uforholdsmæssig i forhold til deres formål, for så vidt som KNIC ikke genererer nogen indtægter for Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Det er derfor hverken passende eller nødvendigt at indefryse KNIC’s midler med henblik på at forfølge målet om at forhindre Den Demokratiske Folkerepublik Korea i at udvikle sine nukleare spredningsprogrammer.

178    Rådet og Kommissionen har bestridt de nævnte argumenter.

179    Med sit fjerde anbringende har KNIC i det væsentlige påberåbt sig en uforholdsmæssig begrænsning af sin ejendomsret og frihed til at oprette og drive egen virksomhed. Da henvisningen til en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 8 ikke er blevet underbygget af noget argument, skal dette klagepunkt afvises, for så vidt som det ikke opfylder kravene om klarhed i procesreglementets artikel 76.

180    For det første bemærkes, at for det tilfælde, at KNIC ved denne meget generelle argumentation har bestridt forholdsmæssigheden af opførelseskriterierne ved at gøre gældende, at opførelsen af virksomhedens navn på de omhandlede lister og den af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849 forårsagede skade ikke står i forhold til formålene med disse retsakter, skal det blot bemærkes, at KNIC ikke har fremsat nogen ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF med hensyn til opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret.

181    KNIC kan imidlertid ikke bestride forholdsmæssigheden af opførelseskriterierne uden at gøre gældende, at de er ulovlige, på grundlag af en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF (jf. i denne retning dom af 20.2.2013, Melli Bank mod Rådet, T-492/10, EU:T:2013:80, præmis 58 og 59, og af 20.3.2013, Bank Saderat mod Rådet, T-495/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:142, præmis 53-59).

182    Desuden skal det under alle omstændigheder bemærkes, at de argumenter, som KNIC har fremført i forbindelse med nærværende anbringende, ikke kan rejse tvivl om lovligheden af de nævnte opførelseskriterier. Disse argumenter er nemlig baseret på omstændigheder, der er specifikke for KNIC, for så vidt som de er blevet fremsat under henvisning til virksomhedens konkrete situation og er baseret på den skade, som opførelsen af dens navn på de pågældende lister hævdes at have forårsaget, og ikke på de nævnte kriteriers manglende forholdsmæssighed som sådan.

183    For det andet har KNIC støttet sit argument vedrørende den uforholdsmæssige art af de restriktive foranstaltninger over for virksomheden på den præmis, at den ikke genererer nogen indtægter for Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Den har heraf udledt, at det hverken er passende eller nødvendigt at indefryse dens midler med henblik på at forfølge målet om at forhindre Den Demokratiske Folkerepublik Korea i at udvikle sine nukleare spredningsprogrammer.

184    Således som det fremgår af behandlingen af det andet anbringende inden for rammerne af nærværende søgsmål, er begrundelsen vedrørende KNIC imidlertid ikke behæftet med noget urigtigt skøn.

185    Nærværende anbringende kan derfor ikke tages til følge.

186    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal Rådet og Kommissionen frifindes i det hele i det af KNIC anlagte søgsmål i sag T-264/16.

 Søgsmålet i sag T-533/15

 Om det af sagsøgerne i sag T-533/15 anlagte søgsmål, for så vidt som dette vedrører de første anfægtede retsakter

–       Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

187    Med deres første anbringende har sagsøgerne i sag T-533/15 gjort gældende, at Rådet og Kommissionen ikke har opfyldt deres forpligtelse til at angive de klare, entydige og specifikke grunde, der har gjort det muligt at opføre deres navne på de pågældende lister.

188    Ifølge sagsøgerne i sag T-533/15 fremgår det ikke af de første anfægtede retsakter, hvilket nøjagtige element i de i de første anfægtede retsakter indeholdte opførelseskriterier, som påberåbes over for hver enkelt af dem. Desuden har Kang Song-Sam gjort gældende, at de første anfægtede retsakter udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet der heri er udpeget en person, som ikke eksisterer, nemlig Kang Song-Nam.

189    Sagsøgerne i sag T-533/15 har bestridt konstateringen af, at de har handlet »på vegne af KNIC«. Spørgsmålet opstår nemlig, om dette udtryk vedrører en eksisterende enhed, såsom KNIC ZD eller KNIC. I sidstnævnte situation er der tale om en ikke-udpeget enhed, hvilket ikke kan have nogen relevans i lyset af de første opførelseskriterier. Såfremt dette udtryk derimod vedrører en ikke-eksisterende enhed, nemlig »KNIC GmbH«, er der tale om handlinger på vegne af en enhed, som ikke eksisterer. Endvidere er navnene på Sin Kyu-Nam og Pak Chun-San med urette blevet opført på de pågældende lister på grundlag af den omstændighed, at de er »tidligere« bemyndigede og befuldmægtigede repræsentanter for KNIC GmbH.

190    Rådet og Kommissionen har bestridt argumenterne fra sagsøgerne i sag T-533/15.

191    Rådet har gentaget, at den begrundelse, der vedrører sagsøgerne i sag T-533/15, indeholder en angivelse af den omstændighed, at de bestrider stillinger i KNIC ZD og handler på vegne af KNIC eller efter dens anvisninger. Kommissionen har desuden anført, at det er tilstrækkeligt for Rådet og Kommissionen at redegøre for den stilling, hvori disse personer i deres egenskab af repræsentanter for KNIC ZD har handlet på vegne af KNIC eller efter dens anvisninger.

192    Som allerede anført forholder det sig således, at selv om den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for de trufne foranstaltninger, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret, skal en sådan begrundelse imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

193    I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at i første til tolvte betragtning til afgørelse 2013/183 anføres de relevante forhold ved den politiske situation, hvorunder de pågældende restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget. Desuden fremgår det af første betragtning til forordning nr. 329/2007, at Sikkerhedsrådet som følge af atomprøvesprængningen af 9. oktober 2006 fastslog, at der forelå en klar trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Disse retsakter, som de første anfægtede retsakter har til formål at ændre, og som derfor indgår i en af sagsøgerne i sag T-533/15 kendt sammenhæng, angiver således den samlede situation, der førte til vedtagelsen heraf, og de generelle mål, som det heri foreslås at nå.

194    Den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 er anført i præmis 16 ovenfor.

195    I denne sammenhæng har sagsøgerne i sag T-533/15 foreholdt Kommissionen, at denne automatisk har erstattet den begrundelse, hvorpå de første anfægtede retsakter er støttet, med henblik på at behandle den begrundelse, der er gjort gældende over for KNIC GmbH, som om den var blevet gjort gældende over for KNIC’s hovedsæde. De har anført, at de er tvunget til at gisne om, hvad den af Kommissionen og Rådet påberåbte begrundelse til støtte for deres udpegelse betyder, og om, hvorledes det bliver fastslået, at denne begrundelse opfylder opførelseskriterierne.

196    Det skal ganske vist fastslås, at den første begrundelse er behæftet med en vis grad af unøjagtighed, idet den angiver enheden »KNIC GmbH« som den enhed, i hvilken sagsøgerne i sag T-533/15 hævdedes at bestride deres stillinger. Som det fremgår af Rådets og Kommissionens forklaringer, udgør angivelsen af enheden »KNIC GmbH« en fejl i benævnelsen af den enhed, som Rådet ønskede at udpege, nemlig KNIC ZD, der er en filial af KNIC, som opererer i Hamburg i Tyskland. Henvisningen til »KNIC GmbH« skal derfor forstås således, at det vedrører KNIC ZD.

197    Den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 har imidlertid gjort det muligt for dem at forstå, at Rådet med henblik på at begrunde opførelsen af deres navne på de pågældende lister har støttet sig på bestridelsen af stillinger i KNIC ZD. Det skal nemlig for det første bemærkes, at parterne er enige om, at den enhed, der er benævnt KNIC GmbH, ikke eksisterer. For det andet skal det bemærkes, at angivelsen »KNIC GmbH« blev ledsaget af en henvisning til Hamburg eller til adressen på enheden »KNIC GmbH« i Hamburg, der svarede til adressen på KNIC ZD. For det tredje kunne sagsøgerne i sag T-533/15, henset til de stillinger, som de bestred i KNIC eller KNIC’s filial i Tyskland, ikke være uvidende om, at KNIC udøver sin økonomiske aktivitet i Tyskland gennem sin filial, dvs. KNIC ZD. Sagsøgerne i sag T-533/15 har derfor på trods af benævnelsesfejlen kunnet forstå, at angivelsen »KNIC GmbH« svarede til KNIC ZD.

198    Hvad angår Il-Su Kim, Choe Chun-Sik, Sin Kyu-Nam, Pak Chun-San og So Tong Myong har unøjagtighederne i de første anfægtede retsakter, således som det fremgår af deres forklaringer og af de argumenter, der er fremført inden for rammerne af det andet anbringende i nærværende søgsmål, og som vedrører et åbenbart urigtigt skøn, ikke forhindret dem i at forstå, at de var blevet udpeget som følge af bestridelsen af stillinger i KNIC i Tyskland og som følge af deres handlinger på vegne af KNIC eller efter dens anvisninger.

199    Hvad angår den person, der er blevet identificeret i de første anfægtede retsakter som »Kang Song-Nam«, er det, således som Kommissionen har gjort gældende, tilstrækkeligt at bemærke, at translitteration fra nordkoreansk til engelsk ofte giver anledning til flere mulige og acceptable oversættelser. Denne fejl forhindrer derfor på ingen måde Kang Song-Sam i at forstå de første anfægtede retsakter, hvorved Rådet udpegede ham som følge af hans stilling, dvs. dennes egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC ZD, hvilket i øvrigt bekræftes af såvel Kang Song-Sams anlæg af nærværende søgsmål som den omstændighed, at han i forbindelse med det andet anbringende har påberåbt sig et åbenbart urigtigt skøn.

200    Idet den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 for hver af sagsøgerne indeholder en nærmere angivelse af arten af deres tilknytning til udpegede enheder, gør denne begrundelse det muligt for dem at forstå, hvad de faktisk foreholdes, således at de er i stand til at undersøge, om denne beskyldning er berettiget, og bestride den præcist. Det skal derfor fastslås, at begrundelsen frembyder en tilstrækkelig karakter.

201    Henset til ovenstående betragtninger skal anbringendet vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten forkastes, idet berettigelsen af den begrundelse, som Rådet har anført i de første anfægtede retsakter over for sagsøgerne i sag T-533/15, skal bedømmes i forbindelse med det andet anbringende.

–       Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

202    Med deres andet anbringende har sagsøgerne i sag T-533/15 gjort gældende, at Rådet og Kommissionen begik en åbenbar fejl, da de fandt, at de første opførelseskriterier var opfyldt med hensyn til dem.

203    De har gengivet deres argument, hvorefter KNIC GmbH ikke eksisterer. KNIC’s kontor i Tyskland er KNIC ZD, som er en filial af, og ikke et datterselskab til KNIC. Da KNIC GmbH ikke eksisterer, kan den begrundelse, der er angivet i de første anfægtede retsakter, ikke finde anvendelse på dem eller anses for at være begrundet.

204    Sagsøgerne i sag T-533/15 har i det væsentlige gjort gældende, at de ikke længere repræsenterer eller aldrig har repræsenteret KNIC ZD eller KNIC.

205    Rådet har gjort gældende, at sagsøgerne i sag T-533/15 bestrider stillinger i KNIC ZD og handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger. Ifølge Kommissionen er det godtgjort, at sagsøgerne i sag T-533/15 handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger, eller at de kontrolleres af denne.

206    For det første skal det bemærkes, at prøvelsen af, om det var velbegrundet at opføre navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 på de lister, der er knyttet som bilag til de første anfægtede retsakter, skal foretages ved en bedømmelse af, om deres respektive situationer udgør en begrundelse, der er tilstrækkelig til at godtgøre, at de nævnte sagsøgere opfylder de almindelige kriterier, som Rådet har fastsat i artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183 med henblik på at afgrænse kredsen af de personer, der kan være genstand for sådanne foranstaltninger. En sådan vurdering skal foretages ved at undersøge bevismaterialet, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori det indgår (jf. analogt dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

207    Generelt set skal det bemærkes, at det i sammenhæng med de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget med henblik på at lægge pres på Den Demokratiske Folkerepublik Korea, forholder sig således, at de opførelseskriterier, som er indeholdt i den lovgivning, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af de første anfægtede retsakter, vedrørte den direkte involvering i Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer, som var baseret på involveringen i eller støtten til programmer i tilknytning til nuklear spredning [artikel 15, stk. 1, litra a), i afgørelse 2013/183], ansvaret for de nævnte programmer [artikel 15, stk. 1, litra b), nr. i), i afgørelse 2013/183], leveringen af finansielle tjenesteydelser, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer [artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183] og levering af våben [artikel 15, stk. 1, litra b), nr. iii), i afgørelse 2013/183]. I artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183 fastsatte den lovgivning, som fandt anvendelse, ligeledes opførelseskriterier, der kunne udgøre retsgrundlaget for opførelsen af enheder eller fysiske personer, og som var støttet på tilknytningen til en person eller en enhed, der leverer finansielle tjenesteydelser eller foretager overførsel af finansielle eller andre aktiver eller ressourcer, som kunne bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas programmer.

208    Sagsøgerne i sag T-533/15 henhører under kategorien af personer, der handler på vegne af eller efter anvisninger fra enheder, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183 og artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 329/2007, som ændret ved forordning nr. 696/2013.

209    I det foreliggende tilfælde skal det derfor efterprøves, om opførelsen af sagsøgerne i sag T-533/15 er gyldig i lyset af deres tilknytning til de enheder, på vegne af hvilke de hævdes at handle.

210    For det andet skal det bemærkes, at Rådet i den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 har insisteret på, at der består en tilknytning mellem de nævnte sagsøgere og KNIC GmbH samt en tilknytning mellem de nævnte sagsøgere og KNIC.

211    I denne henseende skal det for så vidt angår den omstændighed, at sagsøgerne i sag T-533/15 har bestridt forskellige stillinger i KNIC GmbH, for det første bemærkes, at det fremgår af præmis 196 og 197 ovenfor, at fejlen i benævnelsen af den enhed, som Rådet ønskede at udpege, ikke har forhindret dem i at forstå betydningen og rækkevidden af den første begrundelse. Det fremgår således af de argumenter, som sagsøgerne i sag T-533/15 har fremsat inden for rammerne af nærværende søgsmål, at henvisningen til »KNIC GmbH« skal forstås og er blevet forstået således, at den henviser til KNIC ZD, som er en udpeget enhed.

212    Under alle omstændigheder er opførelsen af enheden benævnt »KNIC GmbH«, som skal forstås således, at den vedrører de aktiviteter, der udøves af KNIC’s filial i Tyskland, ikke genstand for nærværende søgsmål.

213    Hvad for det andet angår handlingerne på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger er det ubestridt, at sidstnævnte enhed ikke er en enhed, som er blevet udpeget ved de første anfægtede retsakter.

214    Hvad angår KNIC skal det imidlertid bemærkes, at den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 ikke er støttet på bestridelsen af bestemte stillinger, men på den omstændighed, at de »handler på vegne af KNIC eller efter [virksomhedens] anvisning«. Rådet har således erklæret, at den første begrundelse er støttet på den omstændighed, at sagsøgerne i sag T-533/15 bestrider stillinger i KNIC ZD og handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger. Kommissionen har desuden anført, at det er tilstrækkeligt for Rådet og Kommissionen at redegøre for den stilling, hvori disse personer i deres egenskab af repræsentanter for KNIC ZD har handlet på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

215    Det fremgår af den udskrift af det tyske handelsregister, der er blevet fremlagt af Rådet, og som er indeholdt i bilag B.4 til svarskriftet, at KNIC ZD er en filial af KNIC, der er et nordkoreansk selskab. Således som det fremgår af de i bilag A.10 til stævningen indeholdte forklaringer fra Paek Ju Hyok, som er KNIC’s vicepræsident, udgør KNIC ZD et repræsentationskontor for KNIC i Tyskland, hvis formål er at oprette et kontaktpunkt for genforsikringsselskaberne.

216    I denne henseende forholder det sig i den foreliggende sag således, at den henvisning til KNIC, der er foretaget i den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, skal forstås således, at den styrker den begrundelse, der godtgør tilknytningen mellem de nævnte sagsøgeres aktiviteter og KNIC i dennes egenskab af enhed, som fører tilsyn med KNIC ZD’s aktiviteter i Tyskland. Med andre ord er KNIC ZD, således som det fremgår af Rådets forklaringer i retsmødet, blevet udpeget med henblik på at omfatte de aktiviteter, som KNIC gennem sin filial har udøvet i Tyskland. Dette bekræftes i øvrigt af ordlyden af de i anden række anfægtede retsakter, hvori KNIC og dens filialer er blevet udpeget ved navns nævnelse.

217    Under alle omstændigheder skal det, som bekræftet af samtlige parter i retsmødet, i lyset af selve formålet med, arten af og genstanden for de pågældende restriktive foranstaltninger være muligt at opføre navnet på en enhed eller en fysisk person, der »handler på vegne af […] eller efter [anvisninger fra]« enheder, som er omfattet af artikel 15, stk. 1, litra b), i afgørelse 2013/183 og artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 329/2007, som ændret ved forordning nr. 696/2013, uden at disse sidstnævnte enheder selv er blevet udpeget.

218    Det skal derfor bemærkes, at Rådet med henblik på at underbygge den omstændighed, at en person med rette er blevet udpeget som handlende »på vegne af KNIC eller efter KNIC’s anvisninger«, i overensstemmelse med den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 var forpligtet til at bevise tilknytningen mellem de nævnte sagsøgere og KNIC eller KNIC ZD.

219    For det tredje skal følgende fastslås for så vidt angår beviserne vedrørende tilknytningen mellem sagsøgerne i sag T-533/15 på den ene side og KNIC eller KNIC ZD på den anden side.

220    I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne i sag T-533/15 selv har bekræftet deres tilknytning til KNIC ZD og KNIC, samtidig med at de har anført at have afbrudt denne tilknytning inden vedtagelsen af de første anfægtede retsakter eller som følge af vedtagelsen heraf.

221    Hvad angår Il-Su Kim blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er udpeget af Unionen, og som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

222    Il-Su Kim har erklæret at have arbejdet for KNIC ZD fra februar 2009 til juni 2015. Han arbejder fortsat for KNIC, men er ikke længere en repræsentant for KNIC ZD, hverken bemyndiget eller andet, således som det fremgår af hans forklaringer.

223    Det fremgår af udskriftet af handelsregistret vedrørende KNIC ZD af 30. juni 2015, der er indeholdt i bilag B.4 til Rådets svarskrift, at Il-Su Kim var den person, der var bemyndiget til at repræsentere KNIC ZD. Han blev udpeget, efter Pak Chun-San, som repræsentant for KNIC ZD ved attest af 28. juli 2009, der blev fremsendt af KNIC til Amtsgericht Hamburg (byretten i Hamburg), og som er knyttet som bilag B.7 til Kommissionens svarskrift. Han har i sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.4 til stævningen, desuden ikke bestridt at have genovertaget stillingen som repræsentant for KNIC ZD i 2009, hvilken stilling forinden var bestridt af Pak Chun-San, men tværtimod bekræftet denne omstændighed.

224    Hvad angår Il-Su Kims forklaringer skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at der for Domstolens og Rettens virksomhed gælder et princip om fri bevisbedømmelse, og at det alene er de forelagte bevisers troværdighed, som er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der desuden tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis).

225    Det skal bemærkes, at Il-Su Kims forklaringer er blevet afgivet netop med henblik på nærværende søgsmål, og at de, eftersom de hidrører fra en person, der er omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger, har en svag bevisværdi. Rådet og Kommissionen kunne derfor med rette støtte sig på udskriften af handelsregistret vedrørende KNIC ZD af 30. juni 2015 og på den attest, som KNIC fremsendte til Amtsgericht Hamburg (byretten i Hamburg), hvilke var offentligt tilgængelige dokumenter på tidspunktet for vedtagelsen af de første anfægtede retsakter, og anvende dem som bevis for Il-Su Kims stillingsbestridelse.

226    Endelig bliver Il-Su Kims erklæring om, at han ophørte med at bestride den nævnte stilling i januar 2015, modsagt af den udskrift fra handelsregistret af 16. marts 2016, som Kommissionen fremlagde i bilag F.1 til sine bemærkninger til anmodningen om tilpasning, og hvoraf det fremgår, at Il-Su Kim i henhold hertil optrådte som den person, der var bemyndiget til at repræsentere KNIC ZD.

227    Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

228    Hvad angår situationen for Kang Song-Sam blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er en enhed udpeget af Unionen, og som handler på vegne af KNIC eller efter dennes anvisninger.

229    Kang Song-Sam har erklæret, at han fortsat handler i egenskab af repræsentant for KNIC ZD, og ikke KNIC GmbH, som ikke eksisterer. Hans status som repræsentant for virksomheden er ikke tilstrækkelig i sig selv til at begrunde hans opførelse på den omhandlede liste.

230    Det må fastslås, at Kang Song-Sam ved disse argumenter og ved sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.5 til stævningen, ikke har bestridt og ikke har rejst tvivl om Rådets og Kommissionens erklæringer om, at han i filialen i Hamburg var repræsentant for KNIC på tidspunktet for vedtagelsen af de første anfægtede retsakter. Det fremgår således af de nævnte forklaringer, at han havde bestridt denne post siden december 2013, og at han indtrådte i stedet for Sin Kyu-Nam. Det følger ligeledes af hans forklaringer, der er indeholdt i bilag E.7 til anmodningen om tilpasning af påstandene, at han bestred stillingen i KNIC ZD i Hamburg frem til september 2015. Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

231    Hvad angår Choe Chun-Sik blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, der er en enhed udpeget af Unionen, og som handler på vegne af KNIC eller efter dennes anvisninger.

232    Choe Chun-Sik har anført, at KNIC i januar 2015 adspurgte ham om at blive virksomhedens hovedrepræsentant i filialen i Hamburg som afløser for den tidligere repræsentant, Il-Su Kim. Han har imidlertid gjort gældende, således som det fremgår af hans forklaringer, der er knyttet som bilag A.6 til stævningen, at han aldrig handlede i denne egenskab, idet de tyske myndigheder gav ham afslag på visum.

233    I denne henseende skal det bemærkes, at Choe Chun-Sik ikke har bestridt at være blevet udpeget af KNIC til at blive dens repræsentant i KNIC ZD i Tyskland. Den omstændighed, at det som følge af visumafslaget var umuligt for ham faktisk at bestride stillingen i Hamburg, indebærer ikke, at han ikke er knyttet til KNIC ZD’s eller KNIC’s aktiviteter, og berører følgelig på ingen måde hans egenskab af person, der handler på vegne af KNIC og efter virksomhedens anvisninger i forbindelse med KNIC’s generering af udenlandsk valuta.

234    For det første har Choe Chun-Sik nemlig selv anført, at han bestrider stillingen som direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling i Pyongyang, som er en aktivitet, der udøves af KNIC i Europa, og som resulterer i, at virksomheden modtager udenlandsk valuta.

235    Som anført ovenfor i præmis 215, fremgår det for det andet af de i bilag A.10 til stævningen indeholdte forklaringer fra Paek Ju Hyok, der er KNIC’s vicepræsident, at KNIC ZD udgjorde et repræsentationskontor for KNIC i Tyskland, idet dets formål var at oprette et kontaktpunkt for genforsikringsselskaberne.

236    Desuden fremgår det for det første af præmis 216 ovenfor, at KNIC er den enhed, der leder og fører tilsyn med KNIC ZD’s aktiviteter i Tyskland, og for det andet af de for Retten fremlagte sagsakter, og navnlig af de i bilag A 4 til stævningen indeholdte forklaringer fra Il-Su Kim, at KNIC’s filial i Tyskland var et kontaktpunkt mellem KNIC, genforsikringsselskaberne og de europæiske forsikringsmæglere, at filialen ikke kunne undertegne nogen aftale eller foretage eller modtage betalinger, og at den ikke havde nogen bankkonto. Følgelig kan de personer, der bestrider ledelsesstillinger i KNIC’s genforsikringsafdeling, anses for at være involveret i den generering af udenlandsk valuta, som er omhandlet i den omtvistede begrundelse vedrørende KNIC ZD og KNIC.

237    Begrundelsen for opførelsen af Choe Chun-Sik med hensyn til handlingerne »på KNIC’s vegne eller efter KNIC’s anvisninger« er derfor ikke behæftet med noget urigtigt skøn.

238    Hvad angår Sin Kyu-Nam blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH i Hamburg. Han har handlet på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

239    Sin Kyu-Nam har anført, således som det fremgår af hans forklaringer, der er knyttet som bilag A.7 til stævningen, at han har bestridt stillingen som repræsentant i KNIC’s filial i Hamburg fra juni 2008 til november 2013. Han arbejder fortsat for KNIC, men er ikke en repræsentant for KNIC ZD. Tilsvarende er han ikke »[a]fdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang«, eftersom det er den administrerende direktør, som er afdelingschefen, mens sagsøgeren blot er direktør i den nævnte afdeling.

240    I denne henseende skal det bemærkes, at Sin Kyu-Nam ikke har bestridt at have varetaget stillingen som repræsentant i KNIC’s filial i Hamburg fra juni 2008 til november 2013.

241    Desuden skal det bemærkes, at den omstændighed, at han er ophørt med at udøve hvervet som repræsentant for KNIC i Hamburg, ikke indebærer, at han ikke er knyttet til KNIC ZD’s eller KNIC’s aktiviteter.

242    For det første har Sin Kyu-Nam, således som det fremgår af bilag 5 til den for Retten fremlagte skrivelse af 21. juli 2016, erkendt og bekræftet, at han ikke alene har bestridt stillinger i KNIC ZD, men ligeledes, at han efterfølgende har bestridt stillingen som direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling. Der kan derfor ikke rejses tvivl om rigtigheden af den begrundelse, hvorpå opførelsen af hans navn på de omhandlede lister er støttet.

243    For det andet har Sin Kyu-Nam angivet at bestride stillingen som direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling, idet det bemærkes, at genforsikring er en aktivitet, som KNIC udøver i Europa.

244    Således som det fremgår af præmis 235 og 236 ovenfor, kan de personer, der bestrider stillinger i KNIC, for det tredje anses for at være involveret i den generering af udenlandsk valuta, som er omhandlet i den omtvistede begrundelse vedrørende KNIC ZD og KNIC.

245    Henset til samtlige ovenstående betragtninger er begrundelsen for opførelsen af Sin Kyu-Nam derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

246    Hvad angår Pak Chun-San blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og af tidligere bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC GmbH, som handler på vegne af KNIC eller efter dennes anvisninger.

247    Pak Chun-San har erklæret at have arbejdet for KNIC ZD fra september 2005 til januar 2009. Han arbejder fortsat for KNIC, men er ikke en repræsentant for KNIC ZD. Desuden er han ikke »[a]fdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang«, eftersom det er den administrerende direktør, som er afdelingschefen, mens sagsøgeren blot er direktør i den nævnte afdeling.

248    I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af den beføjelsesdelegation af 8. august 2006, der er indeholdt i bilag B.6 til Kommissionens svarskrift, at Pak Chun-San blev udnævnt til bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg. Det fremgår ligeledes af de dokumenter, der er indeholdt i bilag B.8 til Kommissionens svarskrift, at Pak Chun-San fik delegeret beføjelsen til at repræsentere KNIC ZD, og at hans underskrift blev certificeret ved et notarialdokument af 11. juli 2008 i Hamburg. Han har i sine forklaringer af 10. september 2015, der er knyttet som bilag A.8 til stævningen, desuden ikke bestridt at have været hovedrepræsentant for KNIC ZD og for KNIC selv i Tyskand fra september 2005 til januar 2009. I disse forklaringer fra 2015 har han ligeledes anført, at han efter sin tilbagevenden fra Tyskland, hvor han fungerede som repræsentant for »KNIC Tyskland«, har bestridt en betydningsfuld ledende stilling i KNIC i Pyongyang. I en senere forklaring erklærede han at være gået på førtidspension i december 2015, uden dog at underbygge dette med noget bevis overhovedet.

249    Endelig indebærer den omstændighed, at han er ophørt med at udøve hvervet som repræsentant for KNIC i Hamburg, ikke, at han ikke er knyttet til KNIC ZD’s eller KNIC’s aktiviteter.

250    For det første har Pak Chun-San, således som det fremgår af bilag A.8 til stævningen, erkendt og bekræftet, at han ikke alene har bestridt stillinger i KNIC ZD, men ligeledes, at han efterfølgende har bestridt en betydningsfuld ledende stilling i KNIC i Pyongyang. Der kan derfor ikke rejses tvivl om rigtigheden af den begrundelse, hvorpå opførelsen af hans navn på de omhandlede lister er støttet.

251    For det andet har Pak Chun-San i bilag 4 til den for Retten fremlagte skrivelse af 21. juli 2016 angivet at have bestridt stillinger i KNIC’s genforsikringsafdeling, idet det bemærkes, at genforsikring er en aktivitet, som KNIC udøver i Europa.

252    Således som det fremgår af præmis 235 og 236 ovenfor, kan de personer, der bestrider stillinger i KNIC, for det tredje anses for at være involveret i den generering af udenlandsk valuta, som er omhandlet i den omtvistede begrundelse vedrørende KNIC ZD og KNIC.

253    Begrundelsen for opførelsen af Pak Chun-San er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

254    Hvad endelig angår So Tong Myong blev han udpeget i de første anfægtede retsakter i sin egenskab af administrerende direktør i KNIC GmbH, der handler på vegne af KNIC eller efter dennes anvisninger.

255    So Tong Myong har gjort gældende, at han forlod KNIC i 2014, og at han ikke længere har nogen tilknytning til denne virksomhed. Han har aldrig handlet som administrerende direktør for KNIC ZD. Erklæringen om, at han er »[a]dministrerende direktør i KNIC [ZD] Hamburg, der handler på vegne af KNIC eller efter dettes anvisninger«, er forkert.

256    I denne henseende kan det på grundlag af de for Retten fremlagte dokumenter fastslås, at So Tong Myong mellem den 1. oktober 2007 og maj 2012 i flere dokumenter var angivet som administrerende direktør for KNIC. Denne omstændighed, som ikke er bestridt af den berørte, er desuden blevet bekræftet af hans forklaringer, der er knyttet som bilag A.9 til stævningen, og hvori han har præciseret, at hans mandatperiode som KNIC’s direktør varede fra 2007 til oktober 2014.

257    Desuden bliver So Tong Myongs erklæring om, at han forlod KNIC i 2014, modsagt af den af Kommissionen fremlagte udskrift fra handelsregistret ved Amtsgericht Hamburg (byretten i Hamburg) af 16. marts 2016, hvoraf det fremgår, at den berørte fortsat var fungerende direktør for KNIC på denne dato. Indsigelserne mod bevisværdien af udskriften fra handelsregistret kan ikke tiltrædes, for så vidt som So Tong Myong ikke har fremlagt andre beviser end sine egne forklaringer.

258    Som allerede anført fremgår det af fast retspraksis, at der for Domstolens og Rettens virksomhed gælder et princip om fri bevisbedømmelse, og at det alene er de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der desuden tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis).

259    Det skal bemærkes, at So Tong Myongs forklaringer er blevet afgivet netop med henblik på nærværende søgsmål, og at de, eftersom de hidrører fra den person, der er omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger, har en svag bevisværdi.

260    Dette er navnlig tilfældet, når forklaringer bliver modsagt af et offentligt dokument, som fremlægges af Kommissionen, såsom udskriften fra Hamburgs handelsregister.

261    Begrundelsen for opførelsen af So Tong Myong er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

262    På denne baggrund må det fastslås, at den pågældende tilknytning, den pågældende bestridelse af stillinger og de pågældende handlinger, således som de fremgår af den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, er blevet bevist i tilstrækkelig grad, og at de ikke er blevet modsagt på detaljeret vis af de nævnte sagsøgere.

263    Nærværende anbringende skal derfor forkastes.

–       Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsen

264    Med deres tredje anbringende har sagsøgerne i sag T-533/15 i det væsentlige påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 4, 10, 14 og 16 i forordning nr. 45/2001.

265    I denne henseende skal det bemærkes, at alt imens sagsøgerne i sag T-533/15 blot har foretaget en opregning af bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 og henvist til uddrag fra en udtalelse fra den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse, har de i det væsentlige hævdet, at Rådet og Kommissionen har offentliggjort ukorrekte oplysninger. Herved har Rådet og Kommissionen ladet antyde, at sagsøgerne i sag T-533/15 har deltaget i ulovlige aktiviteter knyttet til den ulovlige udvikling af masseødelæggelsesvåben.

266    I denne henseende skal det blot bemærkes, at den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, henset til behandlingen af det andet anbringende i nærværende søgsmål, ikke er behæftet med et urigtigt skøn, og at Rådet og Kommissionen ikke har offentliggjort oplysninger, som ikke er korrekte, og hvoraf det synes at fremgå, at sagsøgerne deltager i ulovlige aktiviteter.

267    Nærværende anbringende kan derfor ikke tiltrædes.

268    Under alle omstændigheder er dette anbringende ikke relevant.

269    Selv hvis det antages, at Rådet og Kommissionen har behandlet personlige oplysninger vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 på en måde, som ikke er i overensstemmelse med forordning nr. 45/2001, kan denne omstændighed nemlig ikke føre til annullation af de første anfægtede retsakter. Hvis sagsøgerne i sag T-533/15 derimod kan bevise, at der foreligger en sådan behandling, vil de kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af den nævnte forordning inden for rammerne af et erstatningssøgsmål (jf. i denne retning dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 140, og af 22.11.2017, HD mod Parlamentet, T-652/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:828, præmis 33 og 34).

270    På denne baggrund må nærværende anbringende forkastes som ugrundet.

–       Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder

271    Med deres fjerde anbringende har sagsøgerne i sag T-533/15 påberåbt sig en uforholdsmæssig begrænsning af ejendomsretten og af friheden til at oprette og drive egen virksomhed som omhandlet i artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder samt af retten til respekt for privatliv og familieliv, hjem og omdømme som omhandlet i EMRK’s artikel 8.

272    Sagsøgerne i sag T-533/15 er af den opfattelse, at opførelsen af deres navne på de omhandlede lister ikke tjener noget formål, selv hvis det var passende at opføre KNIC ZD selv. De hverken tilskynder eller hjælper KNIC ZD til at generere indtægter. Bortset fra Kang Song-Sam repræsenterer de nævnte sagsøgere ikke KNIC ZD. Under disse omstændigheder er der åbenbart tale om en uforholdsmæssig restriktion for deres frihed.

273    Rådet og Kommissionen har bestridt de nævnte argumenter.

274    For det tilfælde, at sagsøgerne i sag T-533/15 ved denne meget generelle argumentation har bestridt forholdsmæssigheden af opførelseskriterierne ved at gøre gældende, at opførelsen af deres navne på de omhandlede lister og den af de første anfægtede retsakter forårsagede skade ikke står i forhold til formålene med disse retsakter, skal det for det første blot bemærkes, at sagsøgerne i sag T-533/15 ikke har fremsat nogen ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF med hensyn til opførelseskriterierne.

275    Sagsøgerne i sag T-533/15 kan imidlertid ikke bestride opførelseskriteriernes forholdsmæssighed uden på grundlag af en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF at påberåbe sig, at de er ulovlige (jf. i denne retning dom af 20.2.2013, Melli Bank mod Rådet, T-492/10, EU:T:2013:80, præmis 58 og 59, og af 20.3.2013, Bank Saderat mod Rådet, T-495/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:142, præmis 53-59).

276    Desuden skal det under alle omstændigheder bemærkes, at de argumenter, som sagsøgerne i sag T-533/15 har fremført i forbindelse med nærværende anbringende, ikke kan rejse tvivl om lovligheden af de pågældende opførelseskriterier. Disse argumenter er nemlig baseret på omstændigheder, der er specifikke for de nævnte sagsøgere, for så vidt som de er blevet fremsat under henvisning til deres konkrete situation og er baseret på den skade, som opførelsen af deres navne på de pågældende lister hævdes at have forårsaget, og ikke på de nævnte kriteriers manglende forholdsmæssighed som sådan.

277    For det andet har sagsøgerne i sag T-533/15 støttet deres argumentation på den omstændighed, at KNIC ZD ikke genererer nogen indtægter for Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og på den omstændighed, at de hverken tilskynder eller hjælper KNIC ZD til at generere indtægter. I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af behandlingen af det andet anbringende i nærværende søgsmål, at den første begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 finder sit udspring i den omstændighed, at de handlede på vegne af eller efter anvisninger fra KNIC, og den er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

278    Nærværende anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

 Om det af sagsøgerne i sag T-533/15 anlagte søgsmål vedrørende de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849

279    Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2016 og den 3. juni 2016 har sagsøgerne i sag T-533/15 tilpasset stævningen, således at den ligeledes omfatter annullation af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849, for så vidt som disse vedrører dem.

280    Ved tilpasningen af stævningen, således at den også omfatter de i anden række anfægtede retsakter, har sagsøgerne i sag T-533/15 fastholdt de fire anbringender, som de havde fremsat vedrørende de første anfægtede retsakter, samtidig med at de har tilføjet enkelte supplerende argumenter vedrørende navnlig den omstændighed, at Rådet i de i anden række anfægtede retsakter delvist har ændret den begrundelse, hvorpå opførelsen af deres navne på de pågældende lister var blevet støttet. Da sagsøgerne i sag T-533/15 tilpassede stævningen, således at den også omfattede afgørelse 2016/849, fastholdt de de fire anbringender, som de tidligere havde fremført, uden for så vidt at fremsætte supplerende argumenter.

281    Det skal bemærkes, at der ved de i anden række anfægtede retsakter blev foretaget en lille ændring af angivelserne og begrundelsen vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, uden at de gældende opførelseskriterier herved blev ændret. Hvad angår afgørelse 2016/849 skal det med hensyn til kriterierne for opførelse af fysiske personer bemærkes, at de blev ændret en smule, uden at disse redaktionelle ændringer af denne grund kan påvirke analysen. Desuden er den opførelsesbegrundelse, som er angivet i afgørelse 2016/849 med hensyn til sagsøgerne i sag T-533/15, i det væsentlige identisk med den, der er angivet i de i anden række anfægtede retsakter.

282    På denne baggrund finder Retten, at søgsmålet, henset til de marginale forskelle mellem de omtvistede begrundelser, skal behandles samlet, for så vidt som det er anlagt til prøvelse af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849.

–       Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

283    Henset til de ændringer, der er blevet foretaget i begrundelsen vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, har de sidstnævnte gjort gældende, at fjernelsen af navnet på KNIC GmbH fra de pågældende lister og ændringen af grundene til, at deres navne blev opført i de i anden række anfægtede retsakter, udgør en stiltiende accept fra Rådet og Kommissionen af, at udpegelsen af KNIC GmbH var fejlbehæftet, og af, at den angivne begrundelse for udpegelsen af de personer, der var omfattet af de første anfægtede retsakter, ikke var passende. Ifølge sagsøgerne i sag T-533/15 er begrundelsen fortsat uklar, selv om den er blevet ændret.

284    Sagsøgerne i sag T-533/15 er af den opfattelse, at de i anden række anfægtede retsakter ikke indeholder nogen oplysning, der kan gøre det muligt for dem at forstå, på hvilket grundlag det hævdes, at de kan påvirke KNIC’s handlinger ved at generere væsentlige indtægter i udenlandsk valuta, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas våbenprogrammer.

285    Rådet og Kommissionen har bestridt disse argumenter.

286    I den foreliggende sag må det fastslås, at den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15, som er indeholdt i de i anden række anfægtede retsakter og i afgørelse 2016/846, til fulde opfylder begrundelsespligten, således som denne er fortolket i den ovenfor anførte retspraksis.

287    Samtidig med, at den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 opfylder opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret, identificerer de på en klar og forståelig måde de stillinger, som de nævnte personer bestrider i KNIC ZD eller i KNIC, og de handlinger i KNIC, som de foreholdes.

288    Desuden indeholder hverken den anden eller den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 nogen forkert henvisning til KNIC GmbH. Argumenterne fra sagsøgerne i sag T-533/15, der henviser til såvel opførelsen af KNIC GmbH som problematikken vedrørende arten af begrundelsen vedrørende KNIC, er derfor uden betydning. Endelig er Kang Song-Sams navn i modsætning til, hvad denne har hævdet, stavet rigtigt.

289    Under disse omstændigheder må det fastslås, at en læsning af den begrundelse, som er indeholdt i de i anden række anfægtede retsakter og i afgørelse 2016/849, har gjort det muligt for sagsøgerne i sag T-533/15 at forstå, at deres navne blev opretholdt på de omhandlede lister på grund af deres stillinger i KNIC, hvilket bekræftes af den omstændighed, at de inden for rammerne af det andet anbringende netop har bestridt, at Rådets ræsonnement i denne henseende er velbegrundet. Da begrundelsen for Rådets valg endvidere klart er angivet i de i anden række anfægtede retsakter og i afgørelse 2016/849, er Retten i stand til at bedømme, om valget er velbegrundet.

290    Nærværende anbringende skal derfor forkastes.

–       Det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn

291    Sagsøgerne i sag T-533/15 har gjort gældende, at den begrundelse, der er angivet i de i anden række anfægtede retsakter, ikke er tilstrækkelig til at opføre deres navne på de omhandlede lister. Navnlig forholder det sig således, at So Tong Myong forlod KNIC i 2014 og ikke længere har nogen tilknytning til denne virksomhed. Erklæringen om, at han er »administrerende direktør« for KNIC, er forkert. Såfremt hensigten var at udpege ham på grundlag af en tidligere rolle, tilkommer det Rådet at forklare, hvorfor denne udpegelse fortsat er egnet og begrundet.

292    Desuden er sagsøgerne i sag T-533/15 af den opfattelse, at undtagen hvad angår So Tong Myong er den over for dem angivne begrundelse begrænset til en konstatering af, at disse personer arbejder for KNIC. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt i lyset af artikel 13, stk. 1, litra b), eller artikel 15, stk. 1, litra b), i afgørelse 2013/183. Det tilkom Rådet ved hjælp af klare og præcise beviser at godtgøre, at hver enkelt af disse personer var i stand til at påvirke KNIC i dennes udførelse af sine aktiviteter, hvilket har begrundet opførelsen af deres navne på de omhandlede lister.

293    Som svar på de argumenter, hvorefter So Tong Myong og Pak Chun-San er gået på pension og ikke længere bestrider nogen stilling i KNIC, for så vidt angår den første sågar inden vedtagelsen af de første anfægtede retsakter og for så vidt angår den anden som følge af disse retsakter, har Rådet anført, at disse argumenter bliver modsagt af de oplysninger, som det var i besiddelse af med hensyn til sagsøgerne i sag T-533/15, og som disse blev meddelt (jf. bilag B.1, B.2, B.3 og B.4 til svarskriftet). Desuden er Rådet af den opfattelse, at den omstændighed alene, at disse personer hævder at være gået på pension, ikke er ensbetydende med, at dette faktisk er tilfældet. Endelig forholder det sig således, at selv om de officielt er gået på pension, indebærer dette ikke, at de ikke længere kan handle på vegne af KNIC, hvis hovedsæde er i Nordkorea.

294    Hvad angår Il-Su Kim, Kang Song-Sam, Choe Chun-Sik og Sin Kyu-Nam har Rådet anført, at det fremgår af de oplysninger, der ligger til grund for deres opførelse, og som er indeholdt i bilag B.1, B.2, B.3 og B.4 til svarskriftet, at navnene på disse personer ikke blev opført på listen alene med den begrundelse, at de var ansat af KNIC, men fordi de handlede på vegne af denne enhed og efter dens anvisninger.

295    Ifølge Kommissionen er den omstændighed, at bestemte individer, om hvilke det er blevet godtgjort, at de har bestridt betydningsfulde poster i det eneste forsikringsselskab i Nordkorea, erklærer, at de som følge af de pålagte sanktioner er gået på pension, uanset om der er tale om førtidspension, uden at tilvejebringe noget bevis herfor, ikke tilstrækkelig til at modsige erklæringen om, at disse individer handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger. Kommissionen har bestridt, at erklæringerne vedrørende So Tong Myongs pensionering og Pak Chun-Sans fratrædelse er rigtige.

296    Sammenfattende er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgerne i sag T-533/15 ved deres egne forklaringer har underbygget begrundelsen for deres opførelse.

297    Hvad for det første angår indsigelserne vedrørende bevisernes utilstrækkelighed med hensyn til bestridelsen af stillinger i KNIC skal det fastslås, at de relevante oplysninger, som Rådet har fremlagt, udgør beviser for, at den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 er begrundet. Navnlig indeholder bilag B.3 en detaljeret beskrivelse af de stillinger, som sagsøgerne i sag T-533/15 har bestridt i KNIC. Kommissionen har ligeledes fremsendt Retten officielle certifikater, herunder udnævnelsesbreve. Disse dokumenter henviser hovedsageligt til perioden forud for vedtagelsen af de i anden række anfægtede retsakter.

298    Hvad således angår Il-Su Kim er denne i den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 blevet identificeret som chef i genforsikringsafdelingen i KNIC med base i hovedsædet i Pyongyang og tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

299    I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af bedømmelsen af lovligheden af de første anfægtede retsakter, at begrundelsen for opførelsen af navnet på Il-Su Kim i disse retsakter, dvs. hans egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC i Hamburg, der er udpeget af Unionen, og som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger, ikke var behæftet med fejl. I sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.4 til stævningen, og som er indeholdt i bilag 9 til skrivelsen af 21. juli 2016, har han desuden ikke bestridt i 2009 at have genovertaget den stilling som repræsentant, som tidligere var blevet bestridt af Pak Chun-San, og at have varetaget stillingen fra januar 2009 til januar 2015, men tværtimod bekræftet dette forhold. Endelig bekræftes dette forhold ligeledes af den udskrift af handelsregistret af 16. marts 2016, der er blevet fremlagt af Kommissionen i bilag F.1 til dens bemærkninger til anmodningen om tilpasning, og hvoraf det fremgår, at Il-Su Kim var opført i dette register som den person, der var beføjet til at repræsentere KNIC ZD. Indsigelserne vedrørende den nævnte udskrift kan ikke tiltrædes, for så vidt som de udelukkende hidrører fra og er støttet på Il-Su Kims forklaringer.

300    Desuden har Il-Su Kim i sine forklaringer, der er indeholdt i bilag 8 til skrivelsen af 21. juli 2016, bekræftet at have bestridt stillingen som manager i KNIC’s genforsikringsafdeling efter sin tilbagevenden fra Tyskland.

301    Endelig er den omstændighed, at Il-Su Kim er ophørt med at bestride stillingen som repræsentant for KNIC i Hamburg, ikke ensbetydende med, at han ikke er knyttet til KNIC ZD’s aktiviteter.

302    Det fremgår nemlig for det første af de foregående præmisser, at Il-Su Kim ikke alene har bestridt stillinger i KNIC ZD, men at han efterfølgende ligeledes har bestridt en betydningsfuld ledende stilling i KNIC’s genforsikringsafdeling i Pyongyang, idet det bemærkes, at genforsikring er en aktivitet, som KNIC udøver i Europa. Der kan ikke rejses tvivl om rigtigheden af den begrundelse, hvorpå opførelsen af hans navn på listerne er støttet.

303    Således som det fremgår af præmis 235 og 236 ovenfor, kan de personer, der bestrider stillinger i KNIC, for det andet anses for at være involveret i den generering af udenlandsk valuta, som er omhandlet i den omtvistede begrundelse vedrørende KNIC ZD og KNIC.

304    Begrundelsen for opførelsen af Il-Sus Kim navn på de omtvistede lister er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

305    Hvad angår situationen for Kang Song-Sam er han i de i anden række anfægtede retsakter blevet identificeret som tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg, der fortsat handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

306    I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af bedømmelsen af lovligheden af de første anfægtede retsakter, at begrundelsen for opførelsen af navnet på Kang Song-Sam i disse retsakter, dvs. hans egenskab af bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC i Hamburg, der er udpeget af Unionen, og som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger, ikke var behæftet med fejl. Opførelsen af hans navn på de omhandlede lister med den begrundelse, at han er tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg, kan derfor ikke drages i tvivl.

307    Desuden modsiger de forhold, der er anført i de forklaringer, som Kang Song-Sam har fremlagt med henblik på retssagen, ikke denne begrundelses velbegrundethed. Han har således i sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.5 til stævningen, anført, at han »på nuværende tidspunkt er ansat som repræsentant for [KNIC], i filalen i Hamburg, Tyskland«. Han har bestridt denne stilling siden december 2013 og indtrådte i stedet for Sin Kyu-Nam. I sine forklaringer, der er indeholdt i bilag 7 til den for Retten fremlagte skrivelse af 21. juli 2016, har Kang Song-Sam endvidere anført, at han bestrider posten som manager i genforsikringsafdelingen. Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

308    Hvad angår Choe Chun-Sik er han blevet identificeret som direktør i genforsikringsafdelingen i KNIC med base i hovedsædet i Pyongyang, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

309    I denne henseende skal det bemærkes, at Choe Chun-Sik i de successive tilpasninger af stævningen af 27. maj 2016 og 3. juni 2016 har gjort gældende, at han ikke er og aldrig har været repræsentant for KNIC ZD, at han skulle være begyndt med at arbejde for denne virksomhed i 2015, men at han fik afslag på sin visumansøgning, og at erklæringen om, at han er bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC ZD, der er udpeget af Unionen, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger, ikke er korrekt. Disse argumenter kan imidlertid ikke rejse tvivl om begrundelsen for opførelsen af navnet på Choe Chun-Sik på de omtvistede lister, dvs. den omstændighed, at han er direktør i genforsikringsafdelingen i KNIC med base i hovedsædet i Pyongyang, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

310    Endvidere har Choe Chun-Sik selv bekræftet, at han har været knyttet til KNIC. Han har således i sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.6 til stævningen, erkendt, at KNIC i januar 2015 adspurgte ham om at blive virksomhedens hovedrepræsentant i filialen i Hamburg som afløser for den tidligere repræsentant, Il-Su Kim. Det følger i det hele af forklaringerne fra Choe Chun-Sik, at han er direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling i Pyongyang. Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

311    Hvad angår Sin Kyu-Nam er han blevet identificeret som direktør i genforsikringsafdelingen i KNIC med base i hovedsædet i Pyongyang og som tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

312    I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af bedømmelsen af lovligheden af de første anfægtede retsakter, at begrundelsen for opførelsen af navnet på Sin Kyu-Nam i disse retsakter, dvs. hans egenskab af afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og af tidligere bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC i Hamburg, og den omstændighed, at han har handlet på vegne af KNIC og efter virksomhedens anvisninger, ikke var behæftet med fejl. Hans opførelse på de pågældende lister med den begrundelse, at han er tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger, kan derfor ikke drages i tvivl.

313    Således som det fremgår af anmodningen om tilpasning af påstandene af 27. maj 2016, har Sin Kyu-Nam ikke bestridt at have arbejdet for KNIC ZD fra juni 2008 til november 2013 og derefter at have arbejdet i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang.

314    Desuden skal det bemærkes, at Sin Kyu-Nam har bekræftet disse faktiske omstændigheder. Han har således i sine forklaringer, der er knyttet som bilag A.7 til stævningen, anført at have bestridt stillingen som repræsentant i KNIC’s filial i Hamburg fra juni 2008 til november 2013. Desuden har Sin Kyu-Nam, således som det fremgår af bilag 5 til den for Retten fremlagte skrivelse af 21. juli 2016, ikke alene erkendt og bekræftet, at han bestred stillinger i KNIC ZD, men ligeledes, at han efterfølgende har bestridt stillingen som afdelingschef i KNIC’s genforsikringsafdeling. Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

315    Hvad angår Pak Chun-San er han blevet identificeret som direktør i genforsikringsafdelingen i KNIC med base i hovedsædet i Pyongyang i hvert fald indtil december 2015 og som tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg, som fortsat handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

316    I denne henseende skal det for det første bemærkes, at det følger af den ovenfor i præmis 248-252 foretagne bedømmelse af lovligheden af de første anfægtede retsakter, at begrundelsen for opførelsen af navnet på Pak Chun-San i disse retsakter, dvs. hans egenskab af afdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang og af tidligere bemyndiget og befuldmægtiget repræsentant for KNIC i Hamburg, der er udpeget af Unionen, som handler på vegne af KNIC eller efter dennes anvisninger, ikke var behæftet med fejl.

317    For det andet skal det bemærkes, at Pak Chun-San, idet han har begrænset sig til at gøre gældende, at han ikke er »[a]fdelingschef i KNIC’s hovedsæde i Pyongyang«, ikke har bestridt at have arbejdet i hovedsædet i Pyongyang i hvert fald indtil december 2015.

318    For det tredje skal det bemærkes, at Pak Chun-Sans erklæring om, at han forlod posten inden vedtagelsen af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849, ikke er støttet på nogen dokumentation, og dette til trods for, at sagsøgeren bedst kan fremlægge dokumentation, hvorved der kan rejses tvivl om begrundelsen for hans opførelse.

319    I den foreliggende sag kan det ikke anses for godtgjort, at Pak Chun-San ikke længere arbejder for KNIC, alene på grundlag af forklaringer, der er afgivet netop med henblik på nærværende søgsmål, og som hidrører fra den person, der er omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger.

320    Endvidere har Pak Chun-San igennem adskillige år haft en betydelig tilknytning til KNIC. Det fremgår således af sagsakterne, at KNIC regelmæssigt har adspurgt Pak Chun-San om at bestride nøgleposter, og at sidstnævnte har haft en lang karriere i virksomheden, under hvilken han har bestridt flere betydningsfulde stillinger som afdelingschef i KNIC’s genforsikringsafdeling og som tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg.

321    Henset til disse forhold kan det i mangel på beviser ikke anses for at være blevet godtgjort, at han ikke længere har nogen tilknytning til KNIC.

322    Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

323    Hvad angår So Tong Myong er han blevet identificeret som administrerende direktør for KNIC, som handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

324    I denne henseende fremgår det af de for Retten fremlagte dokumenter, at So Tong Myong mellem den 1. oktober 2007 og maj 2012 var anført som administrerende direktør for KNIC. Denne omstændighed bekræftes af hans forklaringer, der er knyttet som bilag A.9 til stævningen, og hvori han har anført, at hans mandatperiode som administrerende direktør for KNIC varede fra 2007 til oktober 2014.

325    Hvad angår de af So Tong Myong fremførte argumenter, hvorefter han erklærer at være gået på pension i oktober 2014, skal det bemærkes, at Kommissionen har fremlagt en udskrift af handelsregistret ved Amtsgericht Hamburg (byretten i Hamburg) af 16. marts 2016, hvoraf det fremgår, at han stadig var fungerende administrerende direktør for KNIC på denne dato.

326    I bilag 2 til den for Retten fremlagte skrivelse af 21. juli 2016 har So Tong Myong ganske vist anført, at denne oplysning kun var korrekt mellem 2010 og 2014, hvor han gik på pension.

327    Som anført ovenfor gælder der imidlertid for Domstolens og Rettens virksomhed et princip om fri bevisbedømmelse, og det er alene de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der desuden tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis).

328    Det skal bemærkes, at So Tong Myongs forklaringer er blevet afgivet netop med henblik på nærværende søgsmål, og at de, eftersom de hidrører fra en person, der er omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger, har en svag bevisværdi, i modsætning til et offentligt dokument såsom en udskrift af handelsregistret.

329    Henset såvel til den omstændighed, at So Tong Myong ikke har fremlagt nogen dokumentation, som til sidstnævntes funktion som administrerende direktør for KNIC, kan det ikke anses for godtgjort, at han ikke længere har nogen tilknytning til KNIC, og at han ikke handler på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

330    Begrundelsen for hans opførelse er derfor ikke behæftet med et urigtigt skøn.

331    På baggrund af det ovenstående kunne Rådet og Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849 med rette antage, at sagsøgerne i sag T-533/15 fortsat handlede på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger.

332    Hvad for det andet angår argumentet fra sagsøgerne i sag T-533/15 vedrørende manglende beviser for deres kapacitet til at påvirke KNIC’s aktiviteter skal det blot bemærkes, at disse er omfattet af et opførelseskriterium, der vedrører »personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger«, som omhandlet i artikel 15, stk. 1, litra b), nr. ii), i afgørelse 2013/183, og »personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger«, som omhandlet i artikel 27, stk. 1, litra b), i afgørelse 2016/849.

333    Henset til opførelseskriterierne og opførelseskriterierne som ændret, hvis lovlighed ikke er blevet bestridt af sagsøgerne i sag T-533/15, henhører de sidstnævnte under kategorien af personer, der handler på vegne af eller efter anvisninger fra den udpegede enhed, som kan være involveret i genereringen af penge, der kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas aktiviteter i tilknytning til nuklear spredning.

334    Under disse omstændigheder opstiller dette kriterium ikke nødvendigvis et krav om, at sagsøgerne i sag T-533/15 er de personer, der træffer afgørelse om overførsel af finansielle aktiver, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas aktiviteter i tilknytning til nuklear spredning, ej heller, at de er i stand til at påvirke en sådan overførsel. De skal derimod have en tilknytning til den aktivitet, der er omhandlet i den omtvistede begrundelse, sammenholdt med de pågældende kriterier, dvs. det forhold at generere indtægter i udenlandsk valuta, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas nukleare programmer.

335    Retten har således allerede fastslået, at en person, som udøver funktioner, der giver den pågældende en ledende stilling i en enhed, som er omfattet af restriktive foranstaltninger, som hovedregel selv kan anses for at være involveret i de aktiviteter, der har berettiget vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for den omhandlede enhed (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Nabipour m.fl. mod Rådet, T-58/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:640, præmis 110, og af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 143).

336    Hvad angår det argument fra sagsøgerne i sag T-533/15, der er støttet på dom af 12. december 2013, Nabipour m.fl. mod Rådet (T-58/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:640), skal det bemærkes, at i modsætning til de retlige rammer, der finder anvendelse i nærværende sag, forholdt det sig i dom af 12. december 2013, Nabipour m.fl. mod Rådet (T-58/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:640), således, at opførelsen af sagsøgerens navn på listerne var støttet på kriterier, som adskiller sig fra de i den foreliggende sag omhandlede kriterier. Mens der i den nævnte dom blev opstillet et krav om, at de fysiske personer, der var omfattet af de restriktive foranstaltninger, skulle have en tilknytning til de nukleare spredningsaktiviteter, kræves det i den foreliggende sag alene, at de af de restriktive foranstaltninger omfattede fysiske personer har en tilknytning til aktiviteten bestående i levering af finansielle tjenesteydelser eller overførsel af midler, aktiver eller økonomiske ressourcer, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas nukleare programmer, uden at det er nødvendigt, at disse personer har en specifik tilknytning til de nukleare spredningsaktiviteter.

337    I den foreliggende sag opstiller hverken kriterierne eller den omtvistede begrundelse, hvorpå opførelsen af navnene på sagsøgerne i sag T-533/15 på de omtvistede lister er støttet, således et krav om, at det godtgøres, at der foreligger en tilknytning mellem den pågældende person og den enhed, som er aktiv på området for nuklear spredning, men et krav om, at det godtgøres, at der foreligger en tilknytning mellem den pågældende person og den enhed, som leverer eller foretager overførsel af finansielle aktiver, som kan bidrage til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas aktiviteter i tilknytning til nuklear spredning.

338    Således som det fremgår af præmis 298-331 ovenfor, har samtlige af sagsøgerne i sag T-533/15 i den foreliggende sag bestridt ledelsesfunktioner i KNIC. Il-Su Kim er chef i KNIC’s genforsikringsafdeling og tidligere bemyndiget øverste repræsentant for KNIC i Hamburg. Kang Song-Sam er tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg og bestrider posten som manager i KNIC’s genforsikringsafdeling. Choe Chun-Sik er direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling. Sin Kyu-Nam er direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling og tidligere bemyndiget repræsentant for KNIC i Hamburg. Pak Chun-San var direktør i KNIC’s genforsikringsafdeling og tidligere bemyndiget chef for KNIC i Hamburg. So Tong Myong var administrerende direktør for KNIC. Det skal derfor fastslås, at deres respektive roller i KNIC’s genforsikringsvirksomhed – i disses egenskab af chef i KNIC’s genforsikringsafdeling, direktør i denne afdeling eller formand for KNIC – er tilstrækkelige til, at det for det første kan antages, at de ved at handle på vegne af KNIC eller efter virksomhedens anvisninger har en tilknytning til KNIC’s aktivitet bestående i generering af udenlandsk valuta, og til, at det ud over efterprøvelsen af rigtigheden af den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 for det andet ikke er nødvendigt at støtte sig på de forhold, der vedrører deres individuelle handlinger, med henblik på at godtgøre, at de er blevet udpeget i overensstemmelse med de angivne opførelseskriterier.

339    På denne baggrund må nærværende anbringende forkastes i det hele.

–       Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsen

340    Med deres tredje anbringende har sagsøgerne i sag T-533/15 i det væsentlige påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 4, 10, 14 og 16 i forordning nr. 45/2001.

341    I denne henseende skal det bemærkes, at alt imens sagsøgerne i sag T-533/15 blot har foretaget en opregning af bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 og henvist til uddrag fra en udtalelse fra den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse, har de i det væsentlige hævdet, at Rådet og Kommissionen har offentliggjort ukorrekte oplysninger. Herved har Rådet og Kommissionen ladet antyde, at sagsøgerne i sag T-533/15 har deltaget i ulovlige aktiviteter knyttet til den ulovlige udvikling af masseødelæggelsesvåben.

342    I denne henseende skal det blot fastslås, at den anden og den tredje begrundelse vedrørende sagsøgerne i sag T-533/15 i lyset af behandlingen af det andet anbringende i nærværende søgsmål ikke er behæftet med et urigtigt skøn, og at Rådet og Kommissionen følgelig ikke har offentliggjort oplysninger, som ikke er korrekte, og hvoraf det synes at fremgå, at sagsøgerne deltager i ulovlige aktiviteter.

343    Nærværende anbringende kan derfor ikke tiltrædes.

344    Under alle omstændigheder er dette anbringende ikke relevant.

345    Selv hvis det antages, at Rådet og Kommissionen har behandlet personlige oplysninger vedrørende sagsøgerne på en måde, som ikke er i overensstemmelse med forordning nr. 45/2001, kan denne omstændighed nemlig ikke føre til annullation af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849. Hvis sagsøgerne derimod kan bevise, at der foreligger en sådan behandling, vil de kunne påberåbe sig en tilsidesættelse af den nævnte forordning inden for rammerne af et erstatningssøgsmål (jf. i denne retning dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 140, og af 22.11.2017, HD mod Parlamentet, T-652/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:828, præmis 33 og 34).

–       Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder

346    Sagsøgerne i sag T-533/15 har, samtidig med, at de har gengivet de argumenter, de har fremsat imod de første anfægtede retsakter, tilføjet, at den af de i anden række anfægtede retsakter forårsagede skade er helt uforholdsmæssig.

347    Det forholder sig nemlig således, at sagsøgerne i sag T-533/15 hverken tilskynder KNIC ZD til eller hjælper virksomheden med at generere indtægter, idet denne ikke genererer nogen indtægt, hverken på nuværende tidspunkt eller da den var aktiv. Desuden er to af dem, Pak Chun-San og So Tong Myong, gået på pension og arbejder ikke for KNIC, mens de fire øvrige sagsøgere ikke genererer nogen indtægter i forbindelse med deres forskellige stillinger i KNIC. Opførelsen af deres navne på de omtvistede lister tjener ikke noget formål, selv hvis det var passende at opføre KNIC ZD selv på listen. Under disse omstændigheder er der åbenbart tale om en uforholdsmæssig restriktion for deres frihed.

348    Rådet og Kommissionen har bestridt disse argumenter.

349    Da nærværende anbringende er støttet på argumenter, der er stort set identiske med dem, som sagsøgerne i sag T-533/15 har fremsat i forbindelse med det fjerde anbringende, som de har fremført imod de første anfægtede retsakter, skal det forkastes i lyset af de ovenfor i præmis 274-277 anførte betragtninger.

350    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal Rådet og Kommissionen frifindes i det hele i sag T-533/15, for så vidt som der ved denne er nedlagt påstand om annullation af de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849.

351    I sag T-533/15 skal Rådet og Kommissionen derfor frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

352    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

353    Da sagsøgerne i sag T-533/15 har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens påstand herom.

354    Da KNIC i sag T-264/16 har tabt sagen, bør det pålægges virksomheden at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens påstand herom.

355    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Det bør pålægges Det Forenede Kongerige at bære sine egne omkostninger i sag T-533/15.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen frifindes.

2)      I sag T-533/15 betaler Il-Su Kim og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, sagsomkostningerne, med undtagelse af de omkostninger, som Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har afholdt.

3)      I sag T-264/16 betaler Korea National Insurance Corporation sagsomkostningerne.

4)      I sag T-533/15 bærer Det Forenede Kongerige sine egne omkostninger.

Frimodt Nielsen Kreuschitz Półtorak

Således afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. marts 2018.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Restriktive foranstaltninger truffet over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

Restriktive foranstaltninger truffet over for sagsøgerne

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Om de processuelle følger af ophævelsen og erstatningen af afgørelse 2013/183

Om rækkefølgen for behandlingen af sag T-533/15 og sag T-264/16

Søgsmålet i sag T-264/16

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

Det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn

Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsesprincipperne

Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig begrænsning af grundlæggende rettigheder

Søgsmålet i sag T-533/15

Om det af sagsøgerne i sag T-533/15 anlagte søgsmål, for så vidt som dette vedrører de første anfægtede retsakter

– Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

– Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

– Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsen

– Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder

Om det af sagsøgerne i sag T-533/15 anlagte søgsmål vedrørende de i anden række anfægtede retsakter og afgørelse 2016/849

– Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

– Det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn

– Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af databeskyttelsen

– Det fjerde anbringende vedrørende en uforholdsmæssig tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder

Sagsomkostninger

* Processprog: engelsk.

1      Listen over de øvrige sagsøgere er kun knyttet som bilag til den version, der forkyndes til parterne.