Language of document : ECLI:EU:T:2022:586

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

28. september 2022 (*)

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende undersøgelsen af Den Tjekkiske Republiks tidligere premierminister for misbrug af EU-midler og mulige interessekonflikter – afslag på aktindsigt – undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – søgsmålsinteresse delvist ophørt – delvist ufornødent at træffe afgørelse – begrundelsespligt«

I sag T-174/21,

Agrofert, a.s., Prag (Den Tjekkiske Republik), ved advokat S. Sobolová,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved N. Görlitz, J.-C. Puffer og O. Hrstková Šolcová, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved C. Ehrbar, M. Salyková og J. Hradil, som befuldmægtigede,

intervenient

har

RETTEN (Tredje Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, G. De Baere (refererende dommer), og dommerne G. Steinfatt og S. Kingston,

justitssekretær: E. Coulon,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Agrofert, a.s., nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse A(2019) 8551 C (D 300153) af 15. januar 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved Parlamentet gav sagsøgeren afslag på aktindsigt i to dokumenter vedrørende undersøgelsen af Den Tjekkiske Republiks tidligere premierminister for misbrug af EU-midler og mulige interessekonflikter.

 Sagens baggrund

2        Sagsøgeren er et tjekkisk holdingselskab, som kontrollerer mere end 230 selskaber, der er aktive i forskellige økonomiske sektorer, såsom landbrug, fødevareproduktion, den kemiske industri og medierne. Holdingselskabet blev oprindeligt stiftet af Andrej Babiš, der fra 2017 og indtil december 2021 var premierminister i Den Tjekkiske Republik.

3        Ved skrivelse af 31. juli 2020 indgav sagsøgeren en begæring til Parlamentet om aktindsigt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

4        Sagsøgeren anførte i sin begæring, at Parlamentets beslutning 2019/2987 (RSP) af 19. juni 2020 om genåbning af undersøgelsen af Tjekkiets premierminister for misbrug af EU-midler og mulige interessekonflikter (EUT 2021, C 362, s. 37, herefter »beslutningen«) bekræftede, at Andrej Babiš efter sin udpegelse som premierminister for Den Tjekkiske Republik fortsat kontrollerede Agrofert-koncernen. Da sagsøgeren ikke mente, at dette udsagn var nøjagtigt, ønskede selskabet oplyst, hvilke oplysninger og kilder Parlamentet var i besiddelse af, inden det vedtog beslutningen, med undtagelse af beretningen om Budgetkontroludvalgets (CONT’s) informationsrejse til Den Tjekkiske Republik den 26.-28. februar 2020 (herefter »beretningen om informationsrejsen«), der indeholdt samme udsagn. Sagsøgeren begærede således for det første aktindsigt i alle de dokumenter, som Parlamentets Budgetkontroludvalg havde indsamlet eller anvendt som dokumentation til støtte for udsagnet om, at Den Tjekkiske Republiks premierminister, Andrej Babiš, stadig kontrollerede Agrofert-koncernen og de øvrige udsagn vedrørende sagsøgeren eller Agrofert-koncernen, som fremgik af beretningen om informationsrejsen, for det andet i alle de dokumenter, der var blevet anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til Parlamentets beslutning af 15. juni 2020 om genåbning af undersøgelsen af Tjekkiets premierminister for misbrug af EU-midler og mulige interessekonflikter, og for det tredje i alle de dokumenter, som medlemmerne af Parlamentet eller dets politiske grupper fik udleveret, eller som de pågældende havde begæret udleveret i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til Parlamentets beslutning,

5        Ved afgørelse af 14. september 2020 besvarede Parlamentet sagsøgerens begæring. Parlamentet identificerede for det første et vist antal dokumenter som værende omfattet af denne begæring og oplyste sagsøgeren om, at en del af disse dokumenter var offentligt tilgængelige. For det andet gav Parlamentet på grundlag af artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, og artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 afslag på aktindsigt i to dokumenter (herefter »de ønskede dokumenter«), dvs. for det første skrivelsen fra Gunther Oettinger, der er medlem af Europa-Kommissionen, til Den Tjekkiske Republiks premierminister af 29. november 2018 med referencen ARES (2018) 6120850 (herefter »Kommissionens skrivelse«), og for det andet Kommissionens endelige revisionsberetning af 29. november 2019 med referencen ARES (2019) 7370050 vedrørende funktionen af de forvaltnings- og kontrolsystemer, som Den Tjekkiske Republik har indført med henblik på at undgå interessekonflikter som omhandlet artikel 72-75 og 125 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320) (herefter »den endelige revisionsberetning«).

6        Ved skrivelse af 9. oktober 2020, registreret af Parlamentet den 28. oktober 2020, genfremsatte sagsøgeren en begæring med henblik på, at Parlamentet skulle tage begæringen op til fornyet behandling. Sagsøgeren var af den opfattelse, at behandlingen af selskabets oprindelige begæring ikke var i overensstemmelse med forordning nr. 1049/2001. For det første fandt sagsøgeren, at listen over de af Parlamentet identificerede dokumenter var ufuldstændig, og for det andet, at afslaget på aktindsigt i de ønskede dokumenter var uberettiget.

7        I den anfægtede afgørelse anførte Parlamentet indledningsvis, at de dokumenter, der var nævnt i dets afgørelse af 14. september 2020, udgjorde alle de dokumenter, som det var i besiddelse af, og som var svarede til sagsøgerens begæring. Parlamentet bekræftede dernæst sit afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter med henvisning til artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 vedrørende beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision.

8        Parlamentet anførte, at eftersom Kommissionen var ophavsmand til de ønskede dokumenter, havde det rådført sig med denne i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 med henblik på at opnå kendskab til dens opfattelse med hensyn til en eventuel udbredelse af de pågældende dokumenter. Kommissionen meddelte Parlamentet, at udbredelsen af de ønskede dokumenter ville være til skade for de igangværende undersøgelser og revisioner vedrørende de i beslutningen rejste spørgsmål og for integriteten af resultaterne heraf.

9        Parlamentet var af den opfattelse, at de ønskede dokumenter var blevet udarbejdet af Kommissionen inden for rammerne af en igangværende undersøgelse vedrørende Den Tjekkiske Republiks eventuelle tilsidesættelse af EU-retten om forebyggelse af interessekonflikter, og at udbredelsen heraf ville være til skade for formålet med denne undersøgelse.

10      Parlamentet anførte for det første, at formålet med Kommissionens undersøgelser vedrørende mulige tilsidesættelser af EU-retten er at give den berørte medlemsstat mulighed for at opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten og at gøre brug af sin ret til forsvar mod Kommissionens indvendinger. Parlamentet var af den opfattelse, at den pågældende medlemsstat med rette kunne forvente, at Kommissionen skulle overholde fortroligheden, idet det ellers kunne vise sig endnu vanskeligere at indlede en dialog mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat med henblik på at bringe den angivelige overtrædelse til ophør for at gøre det muligt at overholde EU-retten og undgå retsforfølgning. Parlamentet fandt, at fortroligheden begrundede et afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende Kommissionens undersøgelser, som eventuelt kunne føre til en procedure om overtrædelse af EU-retten.

11      Parlamentet anførte for det andet, at som det fremgik af beslutningen, forekom det, at undersøgerne og de parter, der var involveret i undersøgelsen, befandt sig i en situation, hvor der blev fremsat trusler. Parlamentet fandt, at den for tidlige offentliggørelse af de ønskede dokumenter derfor ville have en negativ indvirkning på samarbejdsniveauet mellem undersøgerne og de interesserede parter, der ville blive udsat for yderligere pres fra tredjemænd, og ville skade Kommissionens mulighed for at gennemføre sin undersøgelse så effektivt som muligt.  Derudover ville kvaliteten af de oplysninger, som efterforskerne kunne indsamle, ligeledes blive bragt i fare

12      Af disse grunde var Parlamentet af den opfattelse, at aktindsigt i de begærede dokumenter ville skade formålet med Kommissionens undersøgelse.

13      Endelig bemærkede Parlamentet, at sagsøgerens ret til forsvar, som selskabet havde påberåbt sig i sin genfremsatte begæring, udgjorde en privat interesse og ikke en mere tungtvejende offentlig interesse. Parlamentet fandt, at det i det foreliggende tilfælde ikke var godtgjort, at en offentlig interesse i, at de ønskede dokumenter blev tilgængelige, havde forrang for interessen i at beskytte formålet med Kommissionens undersøgelse.

 Om de faktiske omstændigheder efter anlæggelsen af nærværende søgsmål

14      Den 23. april 2021 offentliggjorde Kommissionen på sit websted den endelige revisionsberetning i en version, der var renset for oplysninger om trustfondene AB Private Trust I og AB Private Trust II’s interne virksomhed og for personoplysninger om de berørte personer.

15      Kommissionen oplyste følgende på sit websted:

»Siden vedtagelsen af den endelige revisionsberetning er der gjort fremskridt med henblik på at tydeliggøre visse af revisionskonklusionerne […] med henblik på at gennemføre [nogle] revisionshenstillinger korrekt, eller for delvist at følge op på andre. De tjekkiske myndigheder har ligeledes foretaget visse forbedringer af forvaltnings- og kontrolsystemet med henblik på at mindske de offentlige ansattes potentielle interessekonflikter.

Henset til de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der blev truffet af programmyndighederne efter anmodning fra Kommissionen, blev der ikke anmeldt nogen udgifter for de operationer, der var berørt af resultaterne af revisionen, og EU-midlerne var fortsat beskyttet mod de risici, der blev identificeret under revisionen.

»Disclaimer«: I princippet offentliggør Kommissionen ikke sine revisionsberetninger eller oplysninger vedrørende revisionen, bortset fra særlige tilfælde, såsom hvor oplysningernes gennemsigtighed har en væsentlig offentlig interesse. I overensstemmelse med forordning nr. 1049/2001 offentliggøres denne endelige revisionsberetning under hensyntagen til kravene til beskyttelse af visse oplysninger, såsom personoplysninger eller forretningshemmeligheder.«

 Parternes påstande

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17      Parlamentet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

18      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat to anbringender, der i det væsentlige vedrører tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Parlamentet ikke har påvist, at betingelserne for at afslå aktindsigt i de begærede dokumenter var opfyldt. Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at Parlamentet ikke har taget hensyn til, at der foreligger er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de ønskede dokumenter.

 Om begæringen om, at flere af de dokumenter, der er vedlagt som bilag til stævningen, udtages af sagens akter

19      Kommissionen har anmodet om, at visse dokumenter i bilag A.10-A.12 til stævningen udtages af sagsakterne. Der er tale om udkastet til revisionsberetningen af 20. maj 2019, den endelige revisionsberetning og opfølgningsskrivelsen til revisionen 22. oktober 2020 (herefter »opfølgningsskrivelsen«), med hensyn til hvilke Kommissionen har anført, at den ikke har givet tilladelse til en fuldstændig udbredelse.

20      Kommissionen har anført, at sagsøgerens datterselskaber har fået aktindsigt i en del af opfølgningsskrivelsen til brug for den nationale administrative procedure for tildeling af støtte. Kommissionen har anført, at den efter begæringen fra Městský soud v Praze (byretten i Prag, Den Tjekkiske Republik) den 4. februar 2021 accepterede at give et af selskaberne i Agrofert-koncernen aktindsigt i udkastet til revisionsberetning og den endelige revisionsberetning, dog udelukkende med henblik på den nationale retssag. Kommissionen har bemærket, at den 23. april 2021 offentliggjorde den endelige revisionsberetning på sit websted i en udgave renset for oplysninger om trustfondene AB Private Trust I og AB Private Trust II’s interne virksomhed samt personoplysninger om de berørte personer.

21      Kommissionen er derfor af den opfattelse, at hvis disse tre dokumenter forbliver i sagsakterne i den foreliggende sag, vil dette gøre det muligt for sagsøgeren at omgå dels den fortrolighedspligt, som Kommissionen havde i forbindelse med udleveringen af disse dokumenter i henhold til det loyale samarbejde, dels den procedure for begæring om aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001.

22      Sagsøgeren har gjort gældende, at de dokumenter, der fremgår af bilag A.10-A.12 til stævningen, er dem, der er offentliggjort i de tjekkiske medier, og som stadig er tilgængelige på internettet. Der er således ikke tale om dokumenter, som Kommissionen under ordningen om fortrolighed har meddelt til sagsøgeren eller til et af sagsøgerens datterselskaber, og hvoraf ligeledes fremgår den endelige revisionsberetning, således som den er offentliggjort i pressen i forbindelse med de pågældendes søgsmål for Retten, der er registreret under sagsnummer T-101/21 og T-213/21.

23      Det skal bemærkes, at det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, hvoraf følger, at det for Unionens retsinstanser kun er muligt at anfægte antagelsen til realitetsbehandling af et beviselement, der er fremlagt rettidigt, ved at henvise til den omstændighed, at dette beviselement er modtaget uretmæssigt (jf. dom af 30.9.2021, Revisionsretten mod Pinxten, C-130/19, EU:C:2021:782, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

24      Det bemærkes, at hverken de omhandlede dokumenters eventuelle fortrolige karakter eller den omstændighed, at de eventuelt er erhvervet ulovligt, principielt er til hinder for, at de fortsat kan indgå i sagens akter. Der findes nemlig ingen bestemmelse om udtrykkeligt forbud mod at tage hensyn til uretmæssigt erhvervede beviser (jf. dom af 8.11.2018, QB mod ECB, T-827/16, EU:T:2018:756, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

25      I den foreliggende sag er det ubestridt, at Kommissionen ikke har godkendt udbredelsen af den fulde version af dokumenterne i bilag A.10-A.12 til stævningen.

26      For så vidt som den version af disse dokumenter er den, der af den tjekkiske presse blev offentliggjort på internettet, er det for det første ikke godtgjort, at sagsøgeren ulovligt har erhvervet disse dokumenter. Kommissionen kan således ikke gøre gældende, at sagsøgeren har fremlagt dem i strid med den fortrolighedspligt, der følger af den omstændighed, at de er blevet meddelt sagsøgeren inden for rammerne af en national retssag.

27      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at disse dokumenters fortrolige karakter under alle omstændigheder er kompromitteret alene som følge af offentliggørelsen på internettet, hvorfor det forhold, at de indgår i sagen, ikke i øvrigt underminerer nævnte karakter (jf. i denne retning dom af 12.5.2015, Dalli mod Kommissionen, T-562/12, EU:T:2015:270, præmis 50).

28      For det andet har Kommissionen med henblik på at gøre gældende, at opretholdelsen af disse dokumenter i sagsakterne i den foreliggende sag udgør en omgåelse af den procedure for begæring om aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, begrænset sig til at henvise til kendelse af 14. maj 2019, Ungarn mod Parlamentet (C-650/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:438, præmis 14), dom af 31. januar 2020, Slovenien mod Kroatien (C-457/18, EU:C:2020:65, præmis 68), og kendelse af 17. december 2020, Wagenknecht mod Kommissionen (T-350/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:635, præmis 19).

29      Ifølge den retspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig, har Domstolen og Retten anført, at sagsøgeren ved at påberåbe sig og inden for rammerne af en sag at fremlægge en juridisk udtalelse fra en EU-institutions juridiske tjeneste, som indeholder en juridisk vurdering af de retlige spørgsmål, der er relevante for sagens genstand, har til hensigt at foreholde denne institution den pågældende juridiske udtalelse under sagen. Domstolen og Retten har fastslået, at den omstændighed at tillade, at denne juridiske udtalelse fortsat skal være en del af sagsakterne, selv om den berørte institution ikke har givet tilladelse til udbredelsen heraf, vil være ensbetydende med at give sagsøgeren mulighed for at omgå den procedure for begæring om aktindsigt i et sådant dokument, der er indført ved forordning nr. 1049/2001.

30      Indledningsvis bemærkes, at de afgørelser, der er nævnt i præmis 28 ovenfor, inden for rammerne af en retslig procedure vedrører fremlæggelsen af en udtalelse fra en EU-institutions juridiske tjeneste, dvs. et dokument til internt brug. Derudover var begrundelsen for afslaget på at lade dokumentet indgå i sagsakterne i disse domme støttet på den omstændighed, at den pågældende institution ville være nødt til offentligt at tage stilling til det pågældende dokuments indhold i forbindelse med et søgsmål, hvilket kunne skade institutionernes interesse i at indhente juridiske udtalelser og i at modtage åbne, objektive og fuldstændige udtalelser.

31      Det skal fastslås, at denne retspraksis ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

32      I det foreliggende tilfælde er de dokumenter, der er fremlagt i bilag A.10-A.12 til stævningen, nemlig hverken Parlamentets eller Kommissionens interne dokumenter. Eftersom genstanden for den foreliggende sag vedrører lovligheden af Parlamentets afgørelse om afslag på aktindsigt i visse dokumenter, er der i den foreliggende sag desuden ikke tale om at anmode Parlamentet eller Kommissionen om at tage stilling til indholdet af de dokumenter, der er fremlagt i bilag A.10-A.12 til stævningen, dvs. den revision, som sidstnævnte har foretaget, eller til spørgsmålet om hvorvidt der muligvis forekommer interessekonflikter i Den Tjekkiske Republik.

33      Kommissionens anmodning om, at de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt som bilag A.10-A.12 til stævningen, udtages af sagsakterne, kan derfor ikke tages til følge.

 Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren delvis har mistet søgsmålsinteresse

34      Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet fortsat har søgsmålsinteresse, selv efter den delvise offentliggørelse af den endelige revisionsberetning, idet denne omstændighed er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt Parlamentet har vedtaget den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med de gældende regler. Ifølge retspraksis kan det ikke antages, at den berørte institution har opfyldt sin forpligtelse til at give aktindsigt i et dokument alene af den grund, at dette dokument er blevet udleveret af tredjemand. Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen kun offentliggjorde en del af den endelige revisionsberetning og ikke den fuldstændige version heraf.

35      Parlamentet har anført, at efter Kommissionens offentliggørelse af den endelige revisionsberetning er det tvivlsomt, om sagsøgeren fortsat har søgsmålsinteresse, for så vidt som påstanden om annullation vedrører afslaget på aktindsigt i den pågældende beretning, og har bemærket, at den er bundet af Rettens afgørelse. Parlamentet har tilføjet, at den retspraksis, som sagsøgeren har henvist til, ikke er relevant, for så vidt som den endelige revisionsberetning i det foreliggende tilfælde blev offentliggjort af dens ophavsmand, nemlig Kommissionen.

36      Kommissionen har gjort gældende, at den delvise offentliggørelse af den endelige revisionsberetning er i overensstemmelse med formålene med forordning nr. 1049/2001 og fratager det første anbringende dets genstand for så vidt angår denne beretning.

37      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren havde søgsmålsinteresse, da selskabet anlagde nærværende sag den 31. marts 2021.

38      Efter anlæggelsen af nærværende sag offentliggjorde Kommissionen den 23. april 2021 på sit websted den endelige revisionsberetning i en version renset for oplysninger om trustfondene AB Private Trust I og AB Private Trust II’s interne virksomhed samt personoplysninger om de berørte personer.

39      Det følger af Domstolens faste praksis, at en sagsøgers søgsmålsinteresse for så vidt angår sagens genstand skal foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises. Sagens genstand skal, ligesom søgsmålsinteressen, bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (jf. dom af 30.4.2020, Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen, C-560/18 P, EU:C:2020:330, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.1.2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet, C-761/18 P, EU:C:2021:52, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

40      I den foreliggende sag skal det fastslås, at selv om den endelige revisionsberetning blev udbredt af Kommissionen i en renset udgave, har Parlamentet ikke formelt trukket den anfægtede afgørelse tilbage, hvorfor tvisten, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, har bevaret sin genstand (jf. i denne retning dom af 21.1.2021, Leino-Sandber mod Parlamentet, C-761/18 P, EU:C:2021:52, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

41      Det må imidlertid antages, at sagsøgeren som følge af denne offentliggørelse har mistet sin interesse i at påstå annullation af Parlamentets afslag på aktindsigt i dette dokument på grundlag af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

42      Kommissionen har nemlig ved offentliggørelsen af den endelige revisionsberetning på internettet gjort dette dokument offentligt tilgængeligt.

43      Det skal bemærkes indledningsvis, at det følger af Domstolens praksis, at i henhold til første betragtning til forordning nr. 1049/2001 er denne forordning et led i processen hen imod en union, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt. Således som det anføres i anden betragtning til denne forordning, er offentlighedens ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter knyttet til disses demokratiske karakter (jf. dom af 22.3.2018, De Capitani mod Parlamentet, T-540/15, EU:T:2018:167, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis). Forordning nr. 1049/2001 har til formål at give offentligheden en ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter og ikke til at fastsætte regler, der skal beskytte den særlige interesse, som den ene eller anden person kunne have i at få adgang til et af disse (dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 43).

44      Dette fremgår, som Domstolen har bemærket, bl.a. af artikel 2, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 samt af overskriften til og 4. og 11. betragtning til denne forordning. Den første af disse bestemmelser sikrer nemlig uden forskel retten til aktindsigt for enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, idet den anden bestemmelse i denne forbindelse specificerer, at den, der fremsætter begæringen, ikke er forpligtet til at begrunde denne. Den tredje af disse bestemmelser fastsætter, at institutionerne i videst muligt omfang skal give offentligheden »direkte« adgang til dokumenter i elektronisk form eller gennem et register. Titlen på samme forordning samt 4. og 11. betragtning hertil understreger ligeledes, at denne forordning har til formål at gøre institutionernes dokumenter »offentligt« tilgængelige (dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 44).

45      Det skal ligeledes bemærkes, at det følger af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001, at personer, der har ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter, er »[e]nhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat«. Heraf følger, at denne forordning har til formål at sikre alle aktindsigt i dokumenter og ikke kun aktindsigt i dokumenter vedrørende den, der fremsætter begæringen (dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 136, og af 12.5.2015, Technion og Technion Research Development Foundation mod Kommissionen, T-480/11, EU:T:2015:272, præmis 74).

46      Det følger heraf, at efter offentliggørelsen af den endelige revisionsberetning havde Parlamentets afslag på aktindsigt i det pågældende dokument på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ikke længere nogen virkning, eftersom dokumentets ophavsmand, dvs. Kommissionen, havde besluttet at gøre dokumentet tilgængeligt for offentligheden.

47      Det skal fastslås, at såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som Parlamentet har givet afslag på aktindsigt i den endelige revisionsberetning, vil sidstnævnte i en ny afgørelse vedrørende sagsøgerens begæring om aktindsigt kunne fastslå, at dette dokument er blevet offentligt, idet det er offentliggjort af Kommissionen. En annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den giver afslag på sagsøgerens aktindsigt i den endelige revisionsberetning, medfører imidlertid ingen yderligere konsekvenser i forhold til udbredelsen af dette dokument og kan ikke tilføre sagsøgeren en fordel.

48      Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke har offentliggjort den fulde version af den endelige revisionsberetning.

49      Det skal således bemærkes, at en begæring om aktindsigt i et dokument på grundlag af forordning nr. 1049/2001 har den virkning, at dokumentet gøres offentligt tilgængeligt og derfor kun kan føre til offentliggørelse af den offentlige version af dette dokumentet.

50      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen, da den offentliggjorde den endelige revisionsberetning på sit websted, anførte, at »[d]enne endelige revisionsberetning offentliggøres under hensyntagen til kravene til beskyttelse af visse oplysninger, såsom personlige oplysninger eller forretningshemmeligheder, jf. forordning nr. 1049/2001«.

51      Det følger heraf, at Kommissionens beslutning om ikke at give offentligheden adgang til visse oplysninger, der er indeholdt i den endelige revisionsberetning, ikke er støttet på undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision.

52      En annullation af den anfægtede afgørelse vil dermed ikke bevirke, at disse oplysninger offentliggøres, for så vidt som Parlamentet har givet afslag på aktindsigt på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Da Parlamentet ikke er ophavsmand til den endelige revisionsberetning, kan det ikke gå videre end den udbredelse, som Kommissionen, der er ophavsmand til dette dokument, har tilladt.

53      Som følge af offentliggørelsen af den endelige revisionsberetning opnåede sagsøgeren dermed den eneste fordel, som selskabets søgsmål kunne have bibragt det, for så vidt som det vedrører afslaget på aktindsigt i dette dokument på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

54      Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgeren med henblik på at godtgøre, at selskabets interesse i at opnå annullation af afslaget på aktindsigt i den endelige revisionsberetning fortsat består, ikke med føje kan påberåbe sig præmis 45 i dom af 21. januar 2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet (C-761/18 P, EU:C:2021:52), hvorefter »det ikke [kan] antages, at den pågældende institution har opfyldt sin forpligtelse til at give aktindsigt i et dokument alene af den grund, at dette dokument er blevet udbredt af tredjemand, og at den, der har fremsat begæringen, har fået kendskab hertil«.

55      Denne retspraksis finder nemlig ikke anvendelse i den foreliggende sag, for så vidt som udbredelsen af den endelige revisionsberetning er en følge af den offentliggørelse på internettet, som Kommissionen, dvs. den institution, der har udarbejdet revisionsberetningen, er ansvarlig for.

56      Den omstændighed, at sagsøgeren har valgt at anmode Parlamentet om aktindsigt i den endelige revisionsberetning og ikke den institution, der har udarbejdet revisionsberetningen, kan ikke føre til den antagelse, at Kommissionens offentliggørelse af dette dokument udgør en udbredelse foretaget af en »tredjemand«.

57      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i præmis 46 i dom af 21. januar 2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet (C-761/18 P, EU:C:2021:52), som sagsøgeren har påberåbt sig, fastslog, at i modsætning til den situation, hvor den pågældende institution selv har udbredt et dokument, som således gør det muligt for den, der har fremsat begæringen, at gøre sig bekendt hermed og gøre brug heraf på lovlig vis, samtidig med at fuldstændigheden og integriteten af dette dokument sikres, kan et dokument, der er udbredt af en tredjemand, ikke anses for at udgøre et officielt dokument eller for at udtrykke en institutions officielle holdning i mangel af en entydig godkendelse fra denne institution, hvorefter det, der er blevet indsamlet, hidrører fra institutionen og udtrykker dens officielle holdning.

58      Som følge heraf har Domstolen fastslået, at i en situation, hvor sagsøgeren udelukkende har fået aktindsigt i det omtvistede dokument via tredjemands udbredelse, og hvor Parlamentet fortsat afslår at give sagsøgeren aktindsigt i det ønskede dokument, kan det ikke lægges til grund, at sagsøgeren har fået aktindsigt i det nævnte dokument som omhandlet i forordning nr. 1049/2001, eller at sagsøgeren dermed har mistet sin interesse i at påstå den omtvistede afgørelse annulleret alene på grund af denne offentliggørelse. I en sådan situation bevarer den, der begærer aktindsigt, derimod en reel interesse i at få aktindsigt i en autentisk version af det ønskede dokument som omhandlet i denne forordnings artikel 10, stk. 1 og 2, der sikrer, at denne institution er ophavsmand til dokumentet, og at dette dokument udtrykker institutionens officielle holdning (dom af 21.1.2021, Leino-Sandberg mod Parlamentet, C-761/18 P, EU:C:2021:52, præmis 48).

59      Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag. Den offentliggørelse af den endelige revisionsberetning, som er foretaget af Kommissionen, som er ophavsmanden hertil, sikrer, at sagsøgeren har haft adgang til den autentiske version af dokumentet.

60      Det følger heraf, at eftersom sagsøgeren ikke længere har nogen søgsmålsinteresse hvad angår påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, henset til, at Parlamentet har givet afslag på aktindsigt i den endelige revisionsberetning, er det ufornødent at tage stilling til denne påstand.

61      Det foreliggende søgsmål skal derfor anses for en påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som Parlamentet har givet sagsøgeren afslag på aktindsigt i Kommissionens skrivelse.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, idet Parlamentet ikke har påvist, at betingelserne for at afslå aktindsigt i Kommissionens skrivelse er opfyldt

62      Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet ikke kan basere sit afslag på aktindsigt i Kommissionens skrivelse på artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ved at gøre gældende, at udbredelsen heraf vil være til skade for formålet med den igangværende undersøgelse, for så vidt som revisionsundersøgelsen for det første allerede har opfyldt sit formål, og Parlamentet under alle omstændigheder for det andet ikke har godtgjort, at udbredelsen heraf kan skade denne undersøgelse.

63      Det skal bemærkes, at det følger af anden betragtning til forordning nr. 1049/2001, at åbenhed sikrer EU-institutionerne en større legitimitet og effektivitet og gør dem mere ansvarlige over for Unionens borgere i et demokratisk system. Med henblik herpå fastsætter denne forordnings artikel 1, at forordningen tager sigte på at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter. Det fremgår ligeledes af den nævnte forordnings artikel 4, som fastsætter en ordning med undtagelser i denne henseende, at denne ret til aktindsigt ikke desto mindre er underlagt visse begrænsninger af hensyn til offentlige eller private interesser (jf. dom af 22.1.2020, MSD Animal Health Innovation og Intervet International mod EMA, C-178/18 P, EU:C:2020:24, præmis 50-52 og deri nævnte retspraksis, og af 28.5.2020, Campbell mod Kommissionen, T-701/18, EU:T:2020:224, præmis 25 og deri nævnte retspraksis).

64      Da sådanne undtagelser fraviger princippet om, at der skal gives offentligheden videst mulig adgang til dokumenterne, skal de fortolkes og anvendes strengt (jf. dom af 22.1.2020, MSD Animal Health Innovation og Intervet International mod EMA, C-178/18 P, EU:C:2020:24, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.5.2020, Campbell mod Kommissionen, T-701/18, EU:T:2020:224, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

65      Blandt undtagelserne til retten til aktindsigt i dokumenter optræder den, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, i henhold til hvilken institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse vil være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.

66      Det skal indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at anvende en af undtagelserne i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, skal vurderes på baggrund af de faktiske omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afslag på aktindsigt i dokumenterne på grundlag af denne undtagelse blev vedtaget. Det fremgår nemlig af Domstolens faste praksis, at lovligheden af en EU-retsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor retsakten blev vedtaget (jf. dom af 11.5.2017, Sverige mod Kommissionen, C-562/14 P, EU:C:2017:356, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 6.2.2020, Compañía de Tranvías de la Coruña mod Kommissionen, T-485/18, EU:T:2020:35, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

67      I den foreliggende sag er datoen den 15. januar 2021, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, alene relevant i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt undtagelsen, der bygger på artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, er begrundet. Offentliggørelsen den 23. april 2021 af den endelige revisionsberetning på Kommissionens hjemmeside, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, er derfor ikke relevant for vurderingen af lovligheden af den anfægtede afgørelse.

68      De argumenter, som sagsøgeren har fremført i replikken, hvorefter Kommissionens offentliggørelse af den endelige revisionsberetning bekræfter, at sagsøgerens søgsmål er velbegrundet, skal derfor forkastes som irrelevante, for så vidt som Kommissionen ved udbredelsen af den endelige revisionsberetning medgav, at det ikke længere var muligt at skade formålet med dens undersøgelses- og revisionsvirksomhed.

 Det første led om, at undersøgelsen allerede havde opfyldt sit formål

69      Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet ikke kunne give selskabet afslag på aktindsigt i Kommissionens skrivelse med den begrundelse, at udbredelsen heraf kunne skade formålet med den igangværende undersøgelse, for så vidt som revisionsundersøgelsen allerede havde opfyldt sit formål.

70      Sagsøgeren er af den opfattelse, at den undersøgelse, som Parlamentet har henvist til, er en revisionsundersøgelse, der blev indledt af Kommissionens Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Bypolitik og af Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Integration og Sociale Anliggender, og som havde til formål at kontrollere, om forvaltnings- og kontrolsystemerne i Den Tjekkiske Republik var i overensstemmelse med de retlige rammer for forebyggelse af interessekonflikter.

71      Sagsøgeren har gjort gældende, at undersøgelsesproceduren var afsluttet på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtog opfølgningsskrivelsen, at gennemførelsen af formålet med revisionen ikke længere kunne lide skade, og at undtagelsen derfor ikke længere fandt anvendelse. Sagsøgeren har anført, at ifølge den pågældende opfølgningsskrivelse var visse henstillinger fra revisionen efter afklaring af revisionskonklusionerne blevet gennemført og andre endnu ikke gennemført. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen på dette tidspunkt i overensstemmelse med artikel 75, stk. 1 og 3, i forordning nr. 1303/2013 havde gjort sig bekendt med den måde, hvorpå de forvaltnings- og kontrolsystemer, som Den Tjekkiske Republik havde indført, fungerede, og havde krævet, at de tjekkiske myndigheder traf de foranstaltninger, de anså for at være fornødne.

72      Revisionen havde således opfyldt sit formål, for så vidt som den havde gjort det muligt for Kommissionen at fremkomme med sine konklusioner og fremsætte sine henstillinger. Kommissionen anførte i en skrivelse til sagsøgeren af 22. oktober 2020, at »det på dette trin i proceduren efter vedtagelsen af den endelige revisionsberetning tilkommer de berørte [tilskuds]myndigheder at gennemføre henstillingerne«. Ifølge sagsøgeren kan gennemførelsen af de henstillinger, der er formuleret i forbindelse med revisionen, imidlertid ikke anses for at udgøre en »igangværende undersøgelse«. En streng fortolkning af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 gør det ikke muligt at lade en simpel kontrol med gennemførelsen af allerede gennemførte henstillinger være omfattet heraf.

73      Det skal bemærkes, at artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, der som enhver undtagelse fra retten til aktindsigt skal fortolkes og anvendes strengt, ikke har til hensigt at beskytte undersøgelser som sådanne, men disses formål (jf. dom af 5.4.2017, Frankrig mod Kommissionen, T-344/15, EU:T:2017:250, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis). Denne bestemmelse finder således kun anvendelse, hvis udleveringen af de pågældende dokumenter risikerer at bringe afslutningen af inspektionerne, undersøgelserne eller revisionen i fare (dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 109, og af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, EU:T:2011:252, præmis 43).

74      Ganske vist kan de forskellige undersøgelses- eller inspektionsdokumenter fortsat være omfattet af undtagelsen vedrørende beskyttelsen af inspektioner, undersøgelser og revision, så længe der fortsat udføres undersøgelser og inspektioner, selv om den konkrete undersøgelse eller inspektion, der var baggrunden for den beretning, hvori der er begæret aktindsigt, er afsluttet (jf. dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, EU:T:2011:252, præmis 44 og deri nævnte retspraksis).

75      Ikke desto mindre ville det, hvis det anerkendes, at de forskellige dokumenter vedrørende inspektioner, undersøgelser eller revision er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, så længe disse procedurer ikke er opfulgt, indebære, at aktindsigt i disse dokumenter ville blive afhængig af en usikker, fremtidig og eventuelt fjern begivenhed, som ville afhænge af de forskellige myndigheders hurtighed og agtpågivenhed. En sådan løsning ville være i strid med formålet om at sikre offentlighedens adgang til aktindsigt i dokumenter, der vedrører en eventuel uregelmæssig adfærd i forbindelse med forvaltningen af finansielle interesser, med henblik på at give borgerne mulighed for mere effektivt at kontrollere lovligheden af den offentlige myndighedsudøvelse (jf. dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 111 og 112 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, EU:T:2011:252, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

76      Det skal derfor efterprøves, om der stadig på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, var inspektioner og undersøgelser i gang, som kunne være blevet bragt i fare ved udleveringen af Kommissionens skrivelse, og om disse inspektioner og undersøgelser blev udført inden for en rimelig frist (dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 113; jf. ligeledes dom af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, EU:T:2011:252, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

77      Det fremgår af det foregående, at undtagelsen til retten til aktindsigt i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 kan finde anvendelse på en revisionsberetning, hvis udbredelse vil bringe igangværende inspektioner og undersøgelser, der foretages inden for en rimelig frist på grundlag af dennes indhold, i fare (dom af 7.6.2011, Toland mod Parlamentet, T-471/08, EU:T:2011:252, præmis 47).

78      Det skal fastslås, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse anførte, at »[f]or så vidt angår undersøgelsen [var] forskellige undersøgelseshandlinger, såsom en særlig revision, der gav anledning til en revisionsberetning, fortsat omfattet af denne undtagelse«. Parlamentet var af den opfattelse, at »Kommissionen [havde] udarbejdet de omhandlede dokumenter i forbindelse med en igangværende undersøgelse vedrørende Den Tjekkiske Republiks mulige tilsidesættelse af EU-retten om forebyggelse af interessekonflikter«, og at »[o]ffentliggørelsen af disse dokumenter vil bringe formålet med denne undersøgelse i fare«.

79      I den foreliggende sag gennemførte Kommissionen i medfør af bl.a. artikel 75 i forordning nr. 1303/2013 revisionen af funktionsmåden for de forvaltnings- og kontrolsystemer, der var oprettet i Den Tjekkiske Republik, med henblik på at undgå interessekonflikter.

80      I denne henseende fastsætter artikel 75, stk. 1, i forordning nr. 1303/2013, at Kommissionen sikrer sig på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder revisioner foretaget af EU-organer, at medlemsstaterne har indført forvaltnings- og kontrolsystemer, der er i overensstemmelse med denne forordning og de regler, der er specifikke for de europæiske struktur- og investeringsfonde (herefter »ESI-fondene«), og at disse systemer fungerer effektivt under gennemførelsen af programmerne. I henhold til denne forordnings artikel 75, stk. 2, kan tjenestemænd ved Kommissionen eller bemyndigede kommissionsrepræsentanter foretage revisioner, der bl.a. kan omfatte verificering af, om forvaltnings- og kontrolsystemerne i et program eller en del heraf eller i operationer fungerer effektivt, og vurdering af, om den finansielle forvaltning af operationer eller programmer er forsvarlig. I henhold til samme forordnings artikel 75, stk. 3, kan Kommissionen kræve, at en medlemsstat træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre, at deres forvaltnings- og kontrolsystemer fungerer effektivt, eller at udgifterne er korrekte, i overensstemmelse med de fondsspecifikke regler for ESI-fonde.

81      Endvidere bestemmer artikel 144 i forordning nr. 1303/2013, som fastsætter kriterierne for finansielle korrektioner, at Kommissionen foretager finansielle korrektioner ved at annullere hele eller en del af EU-bidraget til et operationelt program, hvis den efter den nødvendige gennemgang bl.a. konkluderer, der er alvorlige mangler ved det operationelle programs forvaltnings- og kontrolsystems effektive funktionsmåde, som har bragt det EU-bidrag, der allerede er betalt til programmet, i fare. I henhold til proceduren i artikel 145 i forordning nr. 1303/2013 indleder Kommissionen, før den træffer afgørelse om finansiel korrektion, proceduren ved at meddele medlemsstaten de foreløbige konklusioner af sin undersøgelse og anmode den om at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder. Denne artikel beskriver dialogproceduren mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat og bestemmer bl.a. i stk. 4, at hvis medlemsstaten ikke godtager Kommissionens foreløbige konklusioner, indbyder Kommissionen medlemsstaten til en høring for at sikre, at alle relevante oplysninger og bemærkninger foreligger som grundlag for Kommissionens konklusioner om anvendelsen af den finansielle korrektion. Endvidere bestemmer samme forordnings artikel 145, stk. 6, at for at anvende finansielle korrektioner træffer Kommissionen en afgørelse i form af gennemførelsesretsakter senest seks måneder efter høringsdatoen eller efter datoen for modtagelse af supplerende oplysninger, når medlemsstaten indvilliger i at fremlægge sådanne yderligere oplysninger efter høringen, og at Kommissionen tager hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren. Derudover bestemmer artikel 145, stk. 7, i forordning nr. 1303/2013 bl.a., at hvis Kommissionen under udførelse af sine opgaver i henhold til samme forordnings artikel 75 konstaterer uregelmæssigheder, der viser en alvorlig mangel i forvaltnings- og kontrolsystemernes effektive funktionsmåde, skal den deraf følgende finansielle korrektion reducere støtten fra ESI-fondene til det operationelle program.

82      Det er i denne forbindelse med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at formålet med artikel 75 i forordning nr. 1303/2013 blev nået med vedtagelsen af følgebrevet, for så vidt som Kommissionen havde sikret sig, hvordan kontrol- og forvaltningssystemerne fungerede i Den Tjekkiske Republik, og for så vidt som Kommissionen havde anmodet de tjekkiske myndigheder om at træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre denne funktion. Formålet med den omhandlede revision, der blev gennemført på grundlag af denne artikel, bestod således i, at Kommissionen sikrede sig, at de eksisterende kontrol- og forvaltningssystemer i Den Tjekkiske Republik var i overensstemmelse med EU-retten, og med dette formål for øje kunne den anmode de tjekkiske myndigheder om at træffe de fornødne foranstaltninger.

83      Som Parlamentet har anført, kunne formålet med Kommissionens undersøgelse ikke begrænses til Kommissionens analyse af de systemer, som Den Tjekkiske Republik havde indført. En stats gennemførelse af Kommissionens henstillinger i forbindelse med en revision udgør nemlig en etape af gennemførelsen af undersøgelsens formål, der går ud på at sikre, at en medlemsstats kontrol- og forvaltningssystemer er i overensstemmelse med EU-retten.

84      Det fremgår af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 80 og 81 ovenfor, og af den generelle opbygning af forordning nr. 1303/2013, at udarbejdelsen af en endelig revisionsberetning og fremsendelsen af denne beretning, som indeholder henstillinger vedrørende de aktioner, der skal iværksættes, udelukkende afslutter en fase i proceduren, nemlig revisionsfasen, og indleder en fase i udvekslingen med den pågældende medlemsstat vedrørende de omhandlede aktioner (kendelse af 16.9.2019, Polen mod Kommissionen, T-703/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:628, præmis 53).

85      Denne udvekslingsfase har til formål at gøre det muligt for den pågældende medlemsstat at fremkomme med yderligere oplysninger, som kan ændre vurderingerne i den endelige revisionsberetning, i givet fald at reagere på de af Kommissionen anbefalede tiltag eller at foreslå alternative foranstaltninger (kendelse af 16.9.2019, Polen mod Kommissionen, T-703/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:628, præmis 54).

86      Denne fortolkning finder ligeledes anvendelse på den opfølgningsskrivelse, hvori Kommissionen sikrede overvågningen af henstillingerne i den endelige revisionsberetning, og som ligeledes indleder en fase i udvekslingen med medlemsstaten.

87      I den foreliggende sag skal det imidlertid konstateres, at sagsøgeren har erkendt, at der fortsat var behov for at følge op på visse af de i opfølgningsskrivelsen omhandlede henstillinger. Følgelig kunne de tjekkiske myndigheder på tidspunktet for vedtagelsen af opfølgningsskrivelsen, hvad angår de i den endelige revisionsberetning formulerede henstillinger, som der fortsat var behov for en opfølgning af, stadig fremsætte bemærkninger med henblik på at opfylde disse henstillinger.

88      I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 73 og 74 ovenfor, er den beskyttelse af formålet med undersøgelser, der sikres ved undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, ikke afsluttet med vedtagelsen af den endelige revisionsberetning eller med vedtagelsen af Kommissionens opfølgningsskrivelse. Udvekslingsfasen med medlemsstaten vedrørende Kommissionens ikke-opfyldte henstillinger udgør en del af de undersøgelser, der er omfattet af denne undtagelse.

89      Det følger heraf, at sagsøgeren med urette har gjort gældende, dels at revisionen havde opfyldt sit formål, fordi Kommissionen havde fremlagt sine konklusioner og afgivet sine henstillinger i følgebrevet, dels at de tjekkiske myndigheders efterlevelse af henstillingerne i den endelige revisionsberetning og følgebrevet samt Kommissionens kontrol af denne gennemførelse ikke var en del af den igangværende undersøgelse.

90      Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgeren ikke kan gøre gældende, at revisionen efter Kommissionens vedtagelse af følgebrevet havde opfyldt sit formål og ikke længere udgjorde en igangværende undersøgelse.

91      Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at hvis det antages, at revisionsproceduren i artikel 75 i forordning nr. 1303/2013 omfatter et på forhånd ubestemt antal udvekslinger mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat, som fortsætter, så længe konklusionerne og henstillingerne i revisionsberetningen kan ændres, vil dette medføre, at udbredelsen af Kommissionens skrivelse vil være betinget af, at der foreligger en usikker, fremtidig og potentielt meget fjern begivenhed, som er afhængig af de berørte myndigheders agtpågivenhed. Sagsøgeren har gjort gældende, at afslutningen af dialogen mellem den berørte medlemsstat og Kommissionen ikke er formaliseret i forordning nr. 1303/2013 og afhænger af Kommissionens vilje. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 75 ovenfor, er denne uindskrænkede fortolkning af revisionsbegrebet i strid med formålet med forordning nr. 1049/2001.

92      Det fremgår af retspraksis, at Parlamentet med føje kan påberåbe sig den generelle formodning om skade på formålet med undersøgelser, inspektioner og revision med henblik på at afslå udbredelsen af dokumenter vedrørende en undersøgelse, der er i gang eller er afsluttet, og når de kompetente nationale myndigheder i sidstnævnte tilfælde endnu ikke inden for en rimelig frist har truffet afgørelse om, hvorledes dets undersøgelsesberetning skal følges (jf. analogt dom af 1.9.2021, Homoki mod Kommissionen, T-517/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:529, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det er tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde fremsendte opfølgningsskrivelsen til Den Tjekkiske Republik den 22. oktober 2020 i den engelske version og den 18. december 2020 i den tjekkiske version. Som Parlamentet har anført, og som det fremgår af opfølgningsskrivelsen, begyndte den frist på tre måneder, som de tjekkiske myndigheder havde til at besvare følgebrevet, med fremsendelsen af den tjekkiske version og var således ikke udløbet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 15. januar 2021.

94      Det må derfor fastslås, at formålet med undersøgelserne endnu ikke var nået på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 15. januar 2021, idet de tjekkiske myndigheder endnu ikke havde taget stilling til opfølgningsskrivelsen.

95      Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren med urette har gjort gældende, at Parlamentet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke kunne påberåbe sig undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

96      Det første led skal derfor forkastes.

 Det andet led om, at Parlamentet ikke har godtgjort, at udbredelsen af Kommissionens skrivelse kunne skade undersøgelsen

97      Sagsøgeren har anført, at selv om det antages, at undersøgelsen stadig var »igangværende«, har Parlamentet ikke godtgjort, at udbredelsen af Kommissionens skrivelse kunne skade den pågældende undersøgelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at ifølge retspraksis kan den omstændighed, at et dokument vedrører en undersøgelse, ikke i sig selv begrunde, at undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 bringes i anvendelse, men at institutionen skal give en forklaring på, hvorledes aktindsigt i dokumentet indebærer en rimeligt forudsigelig risiko for konkret og faktisk at skade den beskyttede interesse.

98      Det bemærkes, at i overensstemmelse med konklusionen i præmis 60 ovenfor er det ikke længere fornødent at tage stilling til sagsøgerens argumenter vedrørende afslaget på aktindsigt i den endelige revisionsberetning.

99      Hvad angår afslaget på aktindsigt i Kommissionens skrivelse har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er utilstrækkelig.

100    Det følger endvidere af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.3.2020, Bonnafous mod Kommissionen, T-646/18, EU:T:2020:120, præmis 22 og 23 og den deri nævnte retspraksis).

101    Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at når en EU-institution eller et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur, der modtager en begæring om aktindsigt, beslutter at afslå denne begæring på grundlag af en af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, skal denne institution eller dette organ, kontor eller agentur i princippet anføre en forklaring på, hvorledes aktindsigt i det pågældende dokument konkret og faktisk vil kunne skade den interesse, der er beskyttet ved denne undtagelse, idet risikoen for en sådan skade skal være rimeligt forudseelig og ikke rent hypotetisk (jf. dom af 29.10.2020, Intercept Pharma and Intercept Pharmaceuticals mod EMA, C-576/19 P, EU:C:2020:873, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.9.2021, AlzChem Group mod Kommissionen, T-569/19, EU:T:2021:628, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

102    Det tilkommer således den institution, som har givet afslag på aktindsigt i et dokument, at give en begrundelse, der gør det muligt at forstå eller undersøge, dels om det dokument, der er begæret aktindsigt i, virkelig er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte undtagelse, dels om behovet for beskyttelse i forhold til denne undtagelse er reelt (dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 61; jf. ligeledes dom af 26.3.2020, Bonnafous mod Kommissionen, T-646/18, EU:T:2020:120, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

103    Selv om den pågældende institution skal angive begrundelsen for i det foreliggende tilfælde at anvende en af de undtagelser til retten til aktindsigt, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, er den ikke forpligtet til at give oplysninger, der går ud over, hvad der er nødvendigt for, at den, der begærer aktindsigt, kan forstå grundlaget for dens afgørelse, og for, at Retten kan efterprøve sidstnævntes lovlighed (jf. dom af 26.3.2020, Bonnafous mod Kommissionen, T-646/18, EU:T:2020:120, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

104    Såfremt et svar som i det foreliggende tilfælde bekræfter afslaget på en begæring med den samme begrundelse, som begrundelsen for afslaget på det oprindelige afslag, skal det endvidere undersøges, om begrundelsen er tilstrækkelig, set ud fra den samlede skriftveksling mellem institutionen og den, der har fremsat begæringen, og under hensyntagen til de oplysninger vedrørende arten af de ønskede dokumenter og disses indhold, som den, der begærer aktindsigt, rådede over (jf. i denne retning dom af 6.4.2000, Kuijer mod Rådet, T-188/98, EU:T:2000:101, præmis 44).

105    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Parlamentet ikke har godtgjort, at der er en relevant forbindelse mellem Kommissionens skrivelse og revisionsundersøgelsen. Henset til den omstændighed, at hverken udkastet til revisionsberetningen, den endelige revisionsberetning eller følgebrevet henviser til Kommissionens skrivelse, har Parlamentet ikke godtgjort, at resultaterne af revisionsundersøgelsen afhænger af den pågældende skrivelse, og at det er muligt at antage, at denne skrivelse ikke har nogen forbindelse med revisionsundersøgelsen.

106    I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at den ønskede skrivelse er en skrivelse fra kommissionsmedlemmet Gunther Oettinger, der bl.a. har ansvaret for budgettet, til Den Tjekkiske Republiks premierminister, og at Parlamentet som svar på sagsøgerens begæring om aktindsigt identificerede skrivelsen som værende omfattet af de dokumenter, der vedrørte undersøgelsen af Den Tjekkiske Republiks premierminister for misbrug af europæiske midler og potentielle interessekonflikter.

107    Det skal for det andet bemærkes, at Parlamentet i afgørelsen af 14. september 2020 som svar på sagsøgerens oprindelige begæring anførte, at den pågældende skrivelse efter en undersøgelse af dens indhold vedrørte en undersøgelse af de økonomiske interesser som omhandlet i artikel 61, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1), som indeholder definitionen af interessekonflikter.

108    For det tredje anførte Parlamentet i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen havde underrettet Parlamentet om, at udbredelsen af Kommissionens skrivelse ville være til skade for de igangværende undersøgelser og revisioner i forbindelse med de spørgsmål, der var rejst i beslutningen. Parlamentet fandt, at i det omfang undersøgelsen fortsatte, kunne forskellige undersøgelseshandlinger, såsom en særlig revision, der havde givet anledning til en revisionsberetning, fortsat være omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Parlamentet anførte, at Kommissionens skrivelse var blevet udarbejdet af Kommissionen i forbindelse med en igangværende undersøgelse vedrørende Den Tjekkiske Republiks mulige tilsidesættelse af EU-retten på området for forebyggelse af interessekonflikter.

109    Som Parlamentet har anført, fremgår det således heraf, at Kommissionens skrivelse vedrørte den samme genstand som revisionsundersøgelsen.

110    Det skal for det fjerde konstateres, som Kommissionen har gjort, at korrespondancen med kommissionsmedlem Gunther Oettinger er nævnt i den endelige revisionsberetning og i følgebrevet som vedrørende den tjekkiske premierminister Andrej Babiš’ aktiviteter i det tjekkiske råd for ESI-fondene.

111    Som sagsøgeren har gjort gældende, blev den endelige revisionsberetning og følgebrevet offentliggjort i den tjekkiske presse og var kendt af sagsøgeren inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Sagsøgeren kan derfor ikke hævde, at Kommissionens skrivelse ikke var nævnt i den endelige revisionsberetning og i opfølgningsskrivelsen, hvilke dokumenter sagsøgeren i øvrigt har fremlagt som bilag til stævningen.

112    Det følger heraf, at alle disse forhold er tilstrækkelige til, at sagsøgeren forstod, at Kommissionens skrivelse var et dokument vedrørende revisionsundersøgelsen af den tjekkiske premierministers mulige tilsidesættelse af EU-retten på området for forebyggelse af interessekonflikter, og at sagsøgeren derfor ikke kan gøre gældende, at begrundelsen er utilstrækkelig i denne henseende.

113    Sagsøgeren kan i øvrigt ikke med føje gøre gældende, at Parlamentet ikke har godtgjort, at der foreligger en forbindelse mellem Kommissionens skrivelse og revisionsundersøgelsen, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at resultaterne af revisionsundersøgelsen afhang af denne skrivelse. For at påvise denne forbindelse skal Parlamentet nemlig alene godtgøre, at den pågældende skrivelse indgår i dokumenterne vedrørende den igangværende undersøgelses aktiviteter.

114    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at Parlamentet, idet det ikke har påvist, at der er en forbindelse mellem Kommissionens skrivelse og revisionsundersøgelsen, ikke har godtgjort, at der foreligger en rimeligt forudsigelig risiko for en konkret og faktisk skade på revisionsundersøgelsen ved udbredelsen af denne skrivelse. Parlamentet har ikke forklaret, hvorledes udbredelsen af Kommissionens skrivelse kan skade revisionen.

115    Det skal for det første bemærkes, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse begrundede afslaget på aktindsigt i Kommissionens skrivelse med navnlig den begrundelse, at formålet med Kommissionens undersøgelse var at give den berørte medlemsstat mulighed for at overholde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EU-retten, og gøre brug af sin ret til forsvar mod Kommissionens indsigelser, og at medlemsstaten med rette kunne forvente, at Kommissionen sikrede fortroligheden, da det i modsat fald ville være vanskeligt at indlede en dialog mellem Kommissionen og medlemsstaten med henblik på at bringe tilsidesættelsen til ophør.

116    Det skal bemærkes, at formålet med revisionsundersøgelsen og navnlig dialogen mellem Kommissionen og de tjekkiske myndigheder om henstillingerne i den endelige revisionsberetning var at gøre det muligt for Den Tjekkiske Republik at bringe sine forvaltnings- og kontrolsystemer i overensstemmelse med EU-retten for at undgå interessekonflikter. For så vidt som det fremgår af analysen af det første led, at denne dialog stadig var igangværende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og at for så vidt som Kommissionens skrivelse udgør et element i denne undersøgelse, er begrundelsen i den anfægtede afgørelse tilstrækkelig til at forklare grunden til, at udbredelsen af denne skrivelse kunne skade formålet med revisionsundersøgelsens aktiviteter.

117    Som Parlamentet har anført, var det i øvrigt, henset til den omstændighed, at den tjekkiske premierminister var direkte involveret og mistænkt for at befinde sig i situation med interessekonflikter, så meget desto vigtigere at respektere fortroligheden af dialogen mellem sidstnævnte og kommissionsmedlemmet med henblik på at sikre en åben dialog i en samarbejdets ånd.

118    For det andet har Parlamentet ligeledes i den anfægtede afgørelse anført, at undersøgerne og de parter, der deltog i undersøgelsen, syntes at være omgivet af en truende atmosfære, og at en hurtig udbredelse af Kommissionens skrivelse ville have en negativ indvirkning på deres samarbejdsniveau og skade Kommissionens mulighed for at udføre sine undersøgelsesopgaver så effektivt som muligt.

119    Det skal i denne henseende bemærkes, at den interesse, der er beskyttet ved undtagelsen vedrørende beskyttelsen af formålet med revision som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, er interessen i, at revisioner kan gennemføres uafhængigt og uden pres, uanset om dette pres stammer fra den reviderede enhed, andre berørte enheder eller den brede offentlighed (dom af 12.5.2015, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-480/11, EU:T:2015:272, præmis 63).

120    Det er derfor med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse ikke i tilstrækkelig grad har angivet, hvorfor udbredelsen af Kommissionens skrivelse kan være til konkret og effektiv skade for formålet med revisionsundersøgelsen.

121    Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at for så vidt som udkastet til revisionsberetningen, den endelige revisionsberetning og følgebrevet var blevet udsendt i de tjekkiske medier i henholdsvis juni 2019, november 2019 og december 2020, vil udbredelsen af Kommissionens skrivelse ikke medføre en konkret og effektiv trussel mod revisionsundersøgelsen.

122    For så vidt som sagsøgeren har medgivet, at Kommissionens skrivelse ikke var blevet offentliggjort, end ikke delvist, og for så vidt som indholdet af denne skrivelse ikke er gengivet i de dokumenter, der er offentliggjort i de tjekkiske medier, skal det fastslås, at dette argument er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende skrivelse er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, navnlig henset til nødvendigheden af at opretholde fortroligheden af dialogen mellem den tjekkiske premierminister og Kommissionen.

123    Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er tilstrækkelig til at forstå, at Kommissionens skrivelse er omfattet af revisionsundersøgelsen og derfor er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, og at behovet for beskyttelse i forhold til denne undtagelse var reelt, eftersom denne undersøgelse fortsat verserede på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

124    Følgelig skal det andet led og dermed det første anbringende i sin helhed forkastes.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, for så vidt som Parlamentet ikke har taget hensyn til, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af Kommissionens skrivelse

125    Sagsøgeren har gjort gældende, at selv hvis det antages, at revisionen udgjorde en igangværende undersøgelse, som udbredelsen af Kommissionens skrivelse kunne være til skade for, kunne Parlamentet ikke give sagsøgeren afslag på aktindsigt i det pågældendes dokument, for så vidt som der forelå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

126    Sagsøgeren har henvist til, at Unionen er baseret på respekt for retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, herunder retten til forsvar. Henset til den omstændighed, at Parlamentet i beretningen fra undersøgelsesrejsen og i beslutningen fremsatte alvorlige anklager, og den måde, hvorpå Agrofert-koncernen forvaltes, skulle sagsøgeren havde haft mulighed for at analysere de dokumenter, som disse beskyldninger var baseret på, og modsætte sig dem. Parlamentet var forpligtet til at tage hensyn til den mere tungtvejende offentlige interesse i udbredelsen af Kommissionens skrivelse, der bestod i beskyttelsen af sagsøgerens friheder og grundlæggende rettigheder som en person, der var umiddelbart og individuelt berørt af disse påstande. Retsstaten, der er baseret på beskyttelsen af de grundlæggende friheder og rettigheder, kan kun opretholdes under overholdelse af disse rettigheder og friheder i hvert enkelt tilfælde, og sagsøgerens interesse udgør derfor en offentlig interesse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

127    Ifølge fast retspraksis påhviler det den part, der gør gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse, konkret at angive de omstændigheder, der begrunder udbredelsen af de pågældende dokumenter (jf. dom af 11.5.2017, Sverige mod Kommissionen, C-562/14 P, EU:C:2017:356, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.9.2021, AlzChem Group mod Kommissionen, T-569/19, EU:T:2021:628, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

128    Det skal bemærkes, at forordning nr. 1049/2001 ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 45 ovenfor, har til formål at sikre alle aktindsigt i dokumenter og ikke kun aktindsigt i dokumenter vedrørende den, der fremsætter begæringen.

129    Følgelig kan den særlige interesse, som den, der fremsætter begæring om aktindsigt i et dokument, som personligt vedrører denne, kan gøre gældende, ikke tages i betragtning som en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 1049/2001 (dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 137; jf. ligeledes dom af 12.5.2015, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-480/11, EU:T:2015:272, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

130    Det hensyn af almen interesse, som sagsøgeren har gjort gældende, er retten til kontradiktion. Det er ganske vist rigtigt, at retten til kontradiktion i sig selv er en almen interesse. Den omstændighed, at denne ret i det foreliggende tilfælde manifesterer sig ved sagsøgeren subjektive interesse i at forsvare sig, indebærer imidlertid, at den interesse, som sagsøgeren har støttet sig på, ikke er en almen interesse, men en privat interesse (dom af 6.7.2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-391/03 og T-70/04, EU:T:2006:190, præmis 138).

131    Det følger heraf, at det er med rette, at Parlamentet i den anfægtede afgørelse på grundlag af den retspraksis, der er nævnt i præmis 128-130 ovenfor, har fastslået, at den af sagsøgeren påberåbte ret til forsvar ikke udgør en mere tungtvejende offentlig interesse, der kan begrunde udbredelsen af Kommissionens skrivelse

132    Det andet anbringende skal derfor forkastes, og i øvrigt frifindes Parlamentet i det hele.

 Sagsomkostninger

133    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.

134    Endvidere er Retten ifølge procesreglementets artikel 137 frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger, hvis der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen. I det foreliggende tilfælde finder Retten under hensyn til de betragtninger, der har foranlediget den til at finde, at det delvist er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, at det bør bestemmes, at sagsøgeren ligeledes skal betale de dermed forbundne omkostninger.

135    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bestemmes, at Kommissionen skal bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse A(2019) 8551 C (D 300153) af 15. januar 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som Parlamentet gav afslag på aktindsigt i Kommissionens endelige revisionsberetning af 29. november 2019 med referencen ARES (2019) 7370050 vedrørende funktionen af de forvaltnings- og kontrolsystemer, som Den Tjekkiske Republik har indført med henblik på at undgå interessekonflikter.

2)      I øvrigt frifindes Parlamentet.

3)      Agrofert a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Parlamentet afholdte omkostninger.

4)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

De Baere

Steinfatt

Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. september 2022.

Underskrifter


*      Processprog: tjekkisk.