Sag C-603/20 PPU
SS
mod
MCP
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England and Wales), Family Division)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. marts 2021
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 10 – kompetence i sager vedrørende forældreansvar – barnebortførelse – kompetence for retterne i en medlemsstat – territorialt anvendelsesområde – fjernelse af et barn til et tredjeland – sædvanligt opholdssted opnået i dette tredjeland«
1. Præjudicielle spørgsmål – præjudiciel hasteprocedure – betingelser – adskillelse og fjernelse af et lille barn fra dets forældre – risiko for alvorligt at skade deres forhold og barnets udvikling – risiko for at skade barnets integration i sine familiemæssige og sociale omgivelser i tilfælde af tilbagegivelse
(Domstolens procesreglement, art. 107; Rådets forordning nr. 2201/2003)
(jf. præmis 33-35)
2. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence i sager vedrørende forældreansvar – kompetence i sager om barnebortførelse – særlig kompetence – indskrænkende fortolkning
(Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 8, stk. 1, og art. 10)
(jf. præmis 43 og 47)
3. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – kompetence i sager vedrørende forældreansvar – kompetence i sager om barnebortførelse – kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før dets fjernelse – anvendelsesområde – fjernelse af et barn til et tredjeland – barn, der har opnået sædvanligt opholdssted i dette tredjeland på tidspunktet for indgivelsen af en anmodning vedrørende forældreansvar – ikke omfattet – fastlæggelse af kompetencen på grundlag af internationale konventioner, en aftale om kompetence eller nationale regler
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 24; Rådets forordning nr. 2201/2003, 33. betragtning og art. 8, stk. 1, art. 10, 12 og 14 samt art. 60, litra e)]
(jf. præmis 39, 40, 45, 46, 49-55 og 58-64 samt domskonkl.)
Resumé
SS og MCP, som begge er indiske statsborgere med opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, er forældre til P, der er britisk statsborger og født i 2017. I oktober 2018 rejste moderen til Indien med barnet, som har boet dér siden sammen med sin mormor og derfor ikke længere har sit sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige. Det var dette grundlag, hvorpå moderen støttede sig med henblik på at bestride, at der skulle foreligge kompetence for retterne i England og Wales, som skulle træffe afgørelse om en anmodning fra faderen, der inden for et søgsmål anlagt ved High Court of Justice (England & Wales), Family Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for familieretlige sager mv., Det Forenede Kongerige), havde nedlagt påstand om, at barnet blev tilbagegivet til Det Forenede Kongerige, og subsidiært om, at der blev truffet afgørelse om samværsretten.
Denne ret var af den opfattelse, at dens kompetence skulle vurderes på grundlag af Bruxelles IIa-forordningen (1). Den nævnte ret anførte i denne henseende, at på det tidspunkt, hvor faderen indbragte sagen for den, havde barnet sit sædvanlige opholdssted i Indien og var blevet fuldt integreret i de sociale og familiemæssige omgivelser i Indien, idet det ikke havde nogen konkret faktisk tilknytning til Det Forenede Kongerige bortset fra statsborgerskabet.
High Court of Justice bemærkede, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 fastsætter kompetenceregler i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn, idet den præciserede, at den navnlig ønskede oplyst, om denne bestemmelse kan finde anvendelse på en kompetencekonflikt mellem retterne i en medlemsstat og retterne i et tredjeland. Den forelæggende ret ønskede således oplyst, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at når et barn har opnået sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland efter at være blevet bortført til denne stat, bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før dets bortførelse, deres kompetence uden tidsbegrænsning. Denne sag gav således Domstolen mulighed for at udtale sig om bestemmelsens territoriale anvendelsesområde.
Domstolens bemærkninger
Domstolen fastslog for det første, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 for så vidt angår kompetence i sager om barnebortførelse fastsætter kriterier, der vedrører en situation, som er begrænset til medlemsstaternes område. Den omstændighed, at den nævnte artikel anvender udtrykket »medlemsstat« og ikke ordene »stat« eller »tredjeland«, indebærer, at denne artikel udelukkende regulerer kompetencen i tilfælde af børnebortførelser mellem medlemsstaterne.
Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 indgår, fastslog Domstolen, at denne bestemmelse udgør en særlig kompetenceregel i forhold til den generelle regel (2), hvorefter retterne i den medlemsstat, hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted, principielt har kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar. Denne specielle kompetenceregel neutraliserer den virkning, som anvendelsen af den generelle kompetenceregel ville medføre i tilfælde af en barnebortførelse, dvs. overførslen af kompetence til den medlemsstat, hvor barnet måtte have opnået et nyt sædvanligt opholdssted. Når barnet har opnået et sædvanligt opholdssted uden for Den Europæiske Union, finder den generelle kompetenceregel imidlertid ikke anvendelse. Følgelig mister forordningens artikel 10 sin berettigelse og kan derfor heller ikke finde anvendelse.
Domstolen bemærkede i øvrigt, at det fremgår af forarbejderne til Bruxelles IIa-forordningen, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at lade anvendelsesområdet for nævnte artikel 10 omfatte situationer med børnebortførelser til et tredjeland, idet sådanne bortførelser skal være omfattet af bl.a. internationale konventioner såsom Haagerkonventionen af 1980 (3) og Haagerkonventionen af 1996 (4). På visse betingelser (såfremt f.eks. en af forældremyndighedsindehaverne har affundet sig med situationen eller udvist passivitet) fastsætter Haagerkonventionen af 1996 således, at kompetencen overføres til retterne i den stat, hvor barnet har sit nye sædvanlige opholdssted. En sådan overførsel af kompetence ville imidlertid blive frataget sin virkning, såfremt retterne i en medlemsstat skulle bevare deres kompetence uden tidsbegrænsning.
For det tredje fastslog Domstolen, at en tidsmæssigt ubegrænset bevarelse af kompetencen ikke ville være i overensstemmelse med et af de grundlæggende mål, som forfølges med Bruxelles IIa-forordningen, nemlig at tage hensyn til barnets bedste ved at tillægge kriteriet om nærhed vægt med henblik herpå. En sådan fortolkning af Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 ville ligeledes være i strid med logikken bag den ved Haagerkonventionen af 1980 fastsatte ordning for umiddelbar tilbagegivelse eller ikke-tilbagegivelse.
Domstolen konkluderede, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 ikke finder anvendelse i den situation, hvor det konstateres, at et barn på tidspunktet for indgivelsen af en anmodning vedrørende forældreansvar havde opnået sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland efter at være blevet bortført til dette land. I en sådan situation skal spørgsmålet om, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen er anlagt, har kompetence, afgøres i overensstemmelse med gældende internationale konventioner eller, såfremt en sådan international konvention ikke finder anvendelse, i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 14.