Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) den 20. marts 2024 – Asociación Petón do Lobo mod Dirección Xeral de Planificación Enerxética Recursos Naturais

(Sag C-216/24, Asociación Petón do Lobo)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Asociación Petón do Lobo

Sagsøgt: Dirección Xeral de Planificación Enerxética Recursos Naturais (generaldirektøren for energi- og naturressourceplanlægning ved det første vicepræsidentskab og ministeriet for økonomi, erhverv og innovation i den selvstyrende region Galicien)

Andre parter: Eurus Desarrollos Renovables, S.L.U. og EGA - Asociación Eólica de Galicia

Præjudicielle spørgsmål

Der anmodes om afklaring af betydningen af udtrykket »de vigtigste rapporter og anbefalinger«, som anvendes i artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/92/EU 1 .

Det ønskes oplyst, om de rapporter, som er omhandlet i artikel 37, stk. 2, i lov 21/2013, og som tilladelsesorganet skal anmode om, er de samme som dem, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/92/EU.

Der anmodes om afklaring af, om artikel 36-38 i den statslige lov 21/2013, og artikel 33 og 34 i den regionale galiciske lov 8/2009 er i strid med kravet i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/92/EU om, at den berørte offentlighed får adgang til de vigtigste sektorrapporter, som er udstedt, med henblik på at gøre det muligt for dem at udøve den ret, som de er tillagt ved samme bestemmelses stk. 4, til at fremsætte argumenter og at deltage – med en frist på mindst 30 dage – i den procedure, hvor der træffes afgørelse om anmodningen om godkendelse af projektet, inden denne afgørelse træffes.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.12.2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT 2011, L 26, s. 1).