Language of document : ECLI:EU:F:2007:87

PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

22. maj 2007

Sag F-99/06

Adelaida López Teruel

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Tjenestemænd – sygeorlov – ubeføjet udeblivelse fra tjenesten – mæglingsprocedure – frist for udpegelse af en uafhængig læge«

Angående: Søgsmål anlagt af Adelaida López Teruel i henhold til artikel 236 EF og 152 EA med påstand om annullation af KHIM’s afgørelse af 20. oktober 2005, hvorved hun blev oplyst om, at hendes fravær siden den 7. april 2005 var uberettiget, og pålagt omgående at genoptage sit arbejde.

Udfald: Den af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) trufne afgørelse af 20. oktober 2005 annulleres, for så vidt som Adelaida López Teruels fravær herved behandles som ubeføjet udeblivelse fra tjenesten fra den 8. til den 20. februar 2005 og fra den 7. april til den 2. august 2005. I øvrigt frifindes KHIM. KHIM bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af Adelaida López Teruels omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – sygeorlov – lægeundersøgelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1, sjette afsnit)

2.      Tjenestemænd – sygeorlov – lægeundersøgelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1, femte til syvende afsnit)

3.      Tjenestemænd – sygeorlov – lægeundersøgelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1, syvende afsnit)

4.      Tjenestemænd – principper – princippet om god forvaltningsskik

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41)

1.      Den frist på fem dage, som er fastsat i vedtægtens artikel 59, stk. 1, sjette afsnit, efter hvis udløb administrationen, hvis der ikke kan opnås aftale mellem tjenestemandens og institutionens læge, ensidigt kan udpege en uafhængig læge, der skal afgive en udtalelse om konklusionen af den lægeundersøgelse, som foretages i forbindelse med sygefravær, løber fra tidspunktet for den første kontakt mellem tjenestemandens læge og den læge, som er udpeget af institutionen, uden at sidstnævnte læge har ret til at tage initiativet til denne kontakt. Henset til, at bestemmelsens affattelse ikke gør det muligt med sikkerhed at fastslå, hvornår lovgiver har ønsket, at denne frist skal regnes fra, bør der tages hensyn til bestemmelsens formål, som er at gøre det muligt at opnå en aftale, som både sikrer tjenestemandens ret til forsvar under mæglingsproceduren og hensynet til en hurtig gennemførelse af sagen. Fristen kan således ikke begynde at løbe alene på en af parternes initiativ.

Denne frist er ikke af vejledende karakter, idet den skal overholdes af begge parter. Ved fristens udløb har administrationen nemlig ikke blot ret, men også pligt til at vælge en læge som opmand fra listen over uafhængige læger. Fristen vedrører imidlertid ikke ufravigelige retsgrundsætninger.

Eftersom mæglingsproceduren indledes på tjenestemandens initiativ, kan denne ikke med henblik på at bestride administrationens afgørelse om ensidigt at udpege en læge, som skal afgive udtalelse som opmand, påberåbe sig, at den læge, som tjenestemanden har valgt til at repræsentere sig, ikke har respekteret fristens bindende karakter. Selv om det i praksis kan være formålstjenligt at minde en læge uden for institutionen om, at der kun gives en kort frist til i mindelighed at vælge den uafhængige læge, tilsidesætter institutionen ikke sine forpligtelser ved ikke at gøre dette, idet tjenestemandens læge ved at acceptere at repræsentere tjenestemanden i den mæglingsprocedure, som er fastsat i vedtægten, endvidere anses for at have accepteret de herfor gældende frister og bestemmelser.

(jf. præmis 44, 46, 47, 50-52, 54 og 97)

Henvisning til:

Domstolen, 12. december 1967, sag 4/67, Collignon mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 415, org.ref.: Rec. s. 469, på s. 479.

Retten, 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen,Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 241, præmis 41.

2.      Såfremt den uafhængige læges udtalelse bekræfter konklusionen af den lægeundersøgelse, som institutionen har foranstaltet i forbindelse med en tjenestemands sygeorlov, kan tjenestemandens fravær ikke betragtes som uberettiget før tidspunktet for nævnte undersøgelse. Dette gælder også, selv om det af udtalelsen fremgår, at fraværet har været uberettiget fra et tidligere tidspunkt. Selv om det ganske vist følger af vedtægtens artikel 59, stk. 1, syvende afsnit, første punktum, at den uafhængige læges udtalelse er bindende i alle enkeltheder, præciseres indholdet heraf imidlertid i nævnte afsnits to sidste punktummer, hvoraf følger, at fraværet skal anses for uberettiget fra datoen for undersøgelsen.

Eftersom de meget korte frister, inden for hvilke en mæglingsprocedure skal indledes og gennemføres, er begrundet i hensynet til at sikre, at den lægekonsultation, der foranstaltes i denne henseende, finder sted så tidligt som muligt efter den lægeundersøgelse, som er iværksat af institutionen, og henset til, at både administrationen og tjenestemanden i henhold til vedtægtens artikel 59, stk. 1, femte til syvende afsnit, har pligt til at udvise omhu, kan tjenestemandens fravær, hvis administrationen ikke meddeler tjenestemanden konklusionen af lægeundersøgelsen inden for en rimelig frist, således alene anses for uberettiget fra datoen for meddelelsen. Den periode, hvor tjenestemanden har afventet meddelelsen, kan ikke anses for en periode med uberettiget fravær.

(jf. præmis 61-63 og 65-67)

3.      De rent lægelige vurderinger, som er indeholdt i den uafhængige læges udtalelse inden for rammerne af den lægeundersøgelse, som skal foretages i forbindelse med sygeorlov, ligesom de lægelige vurderinger, der udarbejdes af læge- og invaliditetsudvalgene, skal anses for endelige, når de er udfærdiget på korrekt vis. Fællesskabets retsinstanser, som ikke foretager en prøvelse af de lægelige vurderinger, har ikke kompetence til at undersøge, om lægens udtalelse indeholder en begrundelse, som gør det muligt at vurdere de overvejelser, som konklusionen er baseret på, og om der findes en forståelig forbindelse mellem de lægelige konstateringer, der er indeholdt i udtalelsen, og de konklusioner, som drages deri.

(jf. præmis 74-76)

Henvisning til:

Domstolen, 10. december 1987, sag 277/84, Jänsch mod Kommissionen, Sml. s. 4923, præmis 15.

Retten, 27. februar 1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen,Sml. II, s. 367, præmis 75; 15. december 1999, sag T-27/98, Nardone mod Kommissionen,Sml. Pers. I-A, s. 267, og II, s. 1293, præmis 30; 16. juni 2000, sag T-84/98, C mod Rådet,Sml. Pers. I-A, s. 113, og II, s. 497, præmis 43; 12. maj 2004, sag T-191/01, Hecq mod Kommissionen,Sml. Pers. I-A, s. 147, og II, s. 659, præmis 62.

Personaleretten, 28. juni 2006, sag F-39/05, Beau mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 51, og II-A-1, s. 175, præmis 35.

4.      Ved anvendelse af princippet om god forvaltningsskik skal administrationen, når den træffer afgørelse om forhold vedrørende en tjenestemand, tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og den skal herved tage hensyn til ikke blot tjenestens, men tillige til den pågældende tjenestemands interesse. Princippet om god forvaltningsskik tillægger imidlertid ikke i sig selv private rettigheder, medmindre det er et udtryk for særlige rettigheder, såsom retten til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist, retten til at blive hørt, retten til aktindsigt samt pligten for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger, jf. artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(jf. præmis 92)

Henvisning til:

Retten, 6. december 2001, sag T-196/99, Area Cova m.fl. mod Rådet og Kommissionen,Sml. II, s. 3597, præmis 43; 16. marts 2004, sag T-11/03, Afari mod BCE,Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 267, præmis 42; 4. oktober 2006, sag T-193/04, Tillack mod Kommissionen,Sml. II, s. 3995, præmis 127.