Sag T-671/11

IPK International – World Tourism Marketing Consultants GmbH

mod

Europa-Kommissionen

»Støtte til finansiering af et projekt vedrørende miljøvenlig turisme – tilbagebetaling af modtagne beløb – afgørelse truffet efter Rettens annullation af den tidligere afgørelse om ophævelse af støtten – udligningsrenter – morarenter – beregning«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 10. april 2013

1.      Den Europæiske Unions egne indtægter – tilbagebetaling af modtagne beløb – annullation af Kommissionens afgørelse om ophævelse af en finansiel støtte – afgørelse truffet af Kommissionen efter denne annullation – retsgrundlag

2.      Den Europæiske Unions egne indtægter – betaling af et krav, der påhviler Kommissionen – skyldige renter – beregning uafhængigt af renternes karakter af udligningsrenter eller morarenter – formål om at undgå en ugrundet berigelse for Unionen

3.      Den Europæiske Unions egne indtægter – betaling af et krav, der påhviler Kommissionen – skyldige renter – udligningsrenter – morarenter – sondring – beregningsgrundlag for morarenterne – hovedkravet forhøjet med påløbne udligningsrenter

1.      Når Kommissionen i en afgørelse erkender at skylde sagsøgeren et bestemt beløb inklusive udligningsrenter, kan den omstændighed, at Retten i en forudgående dom – der annullerede en tidligere afgørelse fra Kommissionen – fastslog, at sagsøgeren havde begået uregelmæssigheder i forbindelse med en støtte til finansiering af et projekt vedrørende miljøvenlig turisme, hverken ændre på hovedkravets eksistens eller på den omstændighed, at Kommissionen for så vidt skal betale renter, der skal beregnes i henhold til gældende regler. Selv om Retten stadfæstede Kommissionens konstateringer om de faktiske omstændigheder vedrørende disse uregelmæssigheder – som i princippet kunne begrunde en annullation af den pågældende støtte – begrænsede den sig nemlig til at annullere Kommissionens tidligere afgørelse på grund af den manglende overholdelse af forældelsesfristen, således at der ikke heraf følger nogen forpligtelse for Kommissionen til at tilbagebetale sagsøgeren den nævnte støtte. Kommissionens senere afgørelse – hvorved denne ikke desto mindre erkender det samlede beløb, der skal udbetales til sagsøgeren, inklusive udligningsrenter og deres beregningsmetode – udgør således det eneste retsgrundlag for hovedkravet.

(jf. præmis 33 og 34)

2.      Kommissionens forpligtelse til at betale et krav efter en dom, der annullerer en af dens afgørelser, omfatter ikke blot hovedkravet, men tillige renter af dette beløb. I den forbindelse skal disse renter, uanset deres præcise benævnelse som udligningsrenter eller morarenter, altid beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner med en forhøjelse på 2 point. Der er tale om en fast forhøjelse, der finder anvendelse i ethvert tilfælde, uden at det konkret skal afgøres, om denne forhøjelse er berettiget eller ej i forhold til den monetære erosion i den pågældende periode i den medlemsstat, hvori kreditor er etableret. Undladelsen af at betale sådanne renter kunne nemlig medføre en ugrundet berigelse for Unionen. Den faste forhøjelse af rentesatsen med 2 point er således opstået ud fra et ønske om at undgå en sådan ugrundet berigelse under alle de mulige omstændigheder.

(jf. præmis 36-38)

3.      Når Kommissionen er forpligtet til at godtgøre eller tilbagebetale en kreditor, har den en ubetinget forpligtelse til at tilføje morarenter til det skyldige hovedbeløb. I et tilfælde, hvor Kommissionen – efter en dom fra Retten, der annullerer en forudgående afgørelse fra Kommissionen – har erkendt i en afgørelse, som den selv har truffet, at den er forpligtet til at tilbagebetale det skyldige hovedbeløb, og hvor der foreligger en fælles forståelse mellem parterne på dette punkt, skal morarenterne beregnes fra afsigelsen af Rettens dom. Denne løsning gælder uanset den omstændighed, at den afgørelse, hvori Kommissionen har erkendt kravet, udgør det eneste retsgrundlag for det pågældende hovedkrav.

Kommissionen er ligeledes forpligtet til at beregne morarenterne på grundlag af det skyldige hovedkrav, forhøjet med de udligningsrenter, der er påløbet forinden. Selv om det i princippet ikke er tilladt at foretage kapitalisering hverken af udligningsrenter, der påløber forud, eller af morarenter, der påløber efter afsigelsen af en dom, der anerkender eksistensen af et krav, påhviler det nemlig ikke desto mindre Kommissionen at fastsætte de morarenter, der påløber indtil den fulde betaling på grundlag af hovedkravet, forhøjet med de udligningsrenter, der er påløbet forud. Denne tilgang sondrer mellem udligningsrenter af forudgående karakter og morarenter af efterfølgende karakter, idet disse sidstnævnte skal tage hensyn til det akkumulerede samlede økonomiske tab, inklusive den monetære erosion.

(jf. præmis 41 og 42)