Sag anlagt den 7. juli 2021 – UniCredit Bank mod SRB
(Sag T-407/21)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: UniCredit Bank AG (München, Tyskland) (ved advokaterne F. Schäfer, H. Großerichter og F. Kruis)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 14. april 2021 om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2021 (SRB/ES/2021/22), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.
Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.
Første anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 tilsidesætter en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF, idet den ikke er blevet behørigt fastlagt.
Andet anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 og bilag I-III hertil tilsidesætter væsentlige formforskrifter som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF og retten til god forvaltning, idet de ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
Tredje anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 samt bilag I og II hertil tilsidesætter retten til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, idet det i praksis er umuligt at undergive afgørelsens materielle rigtighed en effektiv domstolsprøvelse.
Fjerde anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 og bilagene hertil er ulovlige, idet artikel 4-7 og artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2015/63 1 er ulovlige. Disse bestemmelser tilsidesætter instituttets krav på en effektiv domstolsbeskyttelse, eftersom de har medført afgørelser med en iboende uigennemsigtighed, som er vedtaget på grundlag af disse bestemmelser.
Femte anbringende: Såfremt det lægges til grund, at den uigennemsigtige beregning af instituttets bidrag allerede er fastsat i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 2 og artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59 3 , er disse retsakter ulovlige af de under det fjerde anbringende nævnte grunde, og det skal fastslås, at de ikke finder anvendelse.
Sjette anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 tilsidesætter artikel 6, 7 og 20, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/63, idet sagsøgte i forbindelse med beregningen af risikojusteringsmultiplikatoren hverken tog hensyn til risikoindikatoren net stable funding ratio (»NSFR«), til risikoindikatoren minimumskrav for kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (»MREL«), eller til risikoindikatoren kompleksitet (»complexity«) og mulighed for afvikling (»resolvability«).
Syvende anbringende: Afgørelsen af 14. april 2021 og bilag I-III hertil tilsidesætter væsentlige formforskrifter som omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF og retten til god forvaltning i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), idet sagsøgeren ikke er blevet hørt inden vedtagelsen af afgørelsen.
____________
1 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).
2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).
3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).