Language of document :

Sag anlagt den 2. maj 2013 - Det Forenede Kongerige mod Kommissionen

(Sag T-245/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved D. Wyatt, QC, barrister V. Wakefield og C. Murrell, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse 2013/123/EU af 26. februar 2013, der udelukker visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt, fra EU-finansiering, annulleres for så vidt angår en post i bilaget, der vedrører en ekstrapoleret korrektion på 5,19% for udgifter afholdt i Nordirland i regnskabsåret 2010 på et beløb af 16 513 582,57 EUR (jf. EUT 2013 L 67, s. 31).

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen har begået retlige og faktiske fejl og har undladt at tage relevante overvejelser vedrørende størrelsen af mulige tab af EU-midler i betragtning med hensyn til ansøgningsåret 2009 som resultat af fejl ved fastsættelsen af det støtteberettigede areal i 2005, som påvirkede den oprindelige tildeling af rettigheder, og (som følge deraf) har undladt at tage den omstændighed i betragtning, at i det store flertal af tilfælde af overbetaling til landbrugere var risikoen for tab af midler begrænset til omkring 22% af udgifterne, idet dette var den forholdsmæssige del af udgifterne, der blev udgjort af "areal-elementet".

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået retlige og faktiske fejl, idet den med urette konkluderede, at Northern Ireland Department of Agriculture and Rural Development (herefter "DARD") havde fejlanvendt eller slet ikke anvendt bestemmelser om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, sanktioner og forsætlig manglende overholdelse, og at Kommissionen derved overvurderede og/eller undlod at tage relevante overvejelser vedrørende størrelsen af mulige tab af EU-midler i betragtning. Kommissionen har i særdeleshed:

med urette kritiseret en angiveligt "systematisk" genberegning af betalingsrettigheder fra DARD's side,

med urette hævdet, at fejl begået i 2005 kunne have væsentlige virkninger på det historiske element af rettighedernes værdi,

anvendt en fejlagtig metode til beregning af overbetalinger,

anvendt en fejlagtig tilgang til sanktioner, særlig ved:

at anvende en fejlagtig metode til beregning af sanktioner, og

med urette at hævde, at en sanktion skulle pålægges for hvert år i tilfælde, hvor en sanktion fandt anvendelse i 2005, men ikke i efterfølgende ansøgningsår - i det foreliggende tilfælde 2009 - når overbetaling fandt sted som følge af den samme fejl, som blev sanktioneret i 2005,

anvendt en fejlagtig tilgang til en bevidst tilsidesættelse af reglerne.

____________