RETTENS DOM (Anden Afdeling)

4. september 2015 (*)

»EUGFL – Garantisektionen – EGFL og ELFUL – udgifter udelukket fra finansiering – enkeltbetalingsordning – hovedkontroller – støttekontroller – artikel 51, 53, 73 og 73a i forordning (EF) nr. 796/2004«

I sag T-245/13,

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland først ved C. Murrell, M. Holt og E. Jenkinson, derefter ved M. Holt, som befuldmægtigede, bistået af D. Wyatt, QC, og barrister V. Wakefield,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Rossi og K. Skelly, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/123/EU af 26. februar 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 67, s. 20), for så vidt som denne afgørelse vedrører en post i bilag 1 til afgørelsen vedrørende en ekstrapoleret korrektion på 5,19%, som blev anvendt på udgifter, der blev afholdt i Nordirland (Det Forenede Kongerige) i regnskabsåret 2010, og som beløb sig til 16 513 582,57 EUR,

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer), og dommerne S. Gervasoni og L. Madise,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. december 2014,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

 Den Europæiske Unions lovgivning, som regulerer finansieringen af den fælles landbrugspolitik

 Forordning (EF) nr. 1290/2005

1        De grundlæggende bestemmelser om finansiering af den fælles landbrugspolitik består for så vidt angår udgifter afholdt af medlemsstaterne fra den 16. oktober 2006 og for så vidt angår udgifter afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber fra den 1. januar 2007 af Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).

2        I henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1290/2005 finansierer Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) med delt forvaltning mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union direkte betalinger til landbrugerne, som er fastsat i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, og som foretages i henhold til EU-retten.

3        Artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 med overskriften »Efterprøvende regnskabsafslutning« bestemmer i stk. 1-3:

»1.      Kommissionen træffer beslutning om, hvilke beløb der skal udelukkes fra fællesskabsfinansiering, hvis den konstaterer, at udgifter som omhandlet i artikel 3, stk. 1, og artikel 4, ikke er afholdt i overensstemmelse med [EU-]reglerne, efter proceduren i artikel 41, stk. 3.

2.      Når Kommissionen anslår de beløb, der skal udelukkes, ser den især på det regelstridige forholds omfang. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til overtrædelsens art og grovhed samt til den økonomiske skade, der er påført [Unionen].

3.      Forud for enhver beslutning om afvisning af finansiering skal de resultater, som Kommissionen er nået frem til ved sin efterprøvning, samt den pågældende medlemsstats svar foreligge i form af skriftlige meddelelser, hvorefter de to parter forsøger at blive enige om, hvilke konsekvenser der skal drages.

Hvis parterne ikke kan blive enige, kan medlemsstaten anmode om, at der inden for en frist på fire måneder indledes en forligsprocedure; der udarbejdes en rapport om resultaterne af denne procedure, som meddeles Kommissionen og gennemgås af denne, inden der træffes afgørelse om afvisning af finansiering.«

 Forordning (EF) nr. 885/2006

4        Bestemmelserne om proceduren for efterprøvende regnskabsafslutning er fastsat i artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT L 171, s. 90). Endvidere fastsætter samme forordnings artikel 16 bestemmelser om forligsproceduren.

 Forordning (EF) nr. 1782/2003 og 73/2009

5        Inden for rammerne af reformen af den fælles landbrugspolitik har Rådet vedtaget forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT L 270, s. 1). Denne forordning fastsætter bl.a. en indkomststøtteordning til landbrugerne, der er afkoblet fra produktionen. Denne ordning, der i forordningens artikel 1, andet led, er benævnt »enkeltbetalingsordningen«, samler en række direkte betalinger til landbrugere i henhold til forskellige støtteordninger, som indtil da havde været gældende.

6        Enkeltbetalingsordningen er omfattet af afsnit III i forordning nr. 1782/2003, som i fem kapitler samler forordningens artikel 33-71m.

7        Afsnit III, kapitel 2, i forordning nr. 1782/2003 fastsætter regler om fastlæggelse af referencebeløbet. Dette beløb beregnes i overensstemmelse med forordningens artikel 37, stk. 1, på følgende måde:

»Referencebeløbet er et treårigt gennemsnit af det samlede beløb af de betalinger, landbrugeren har modtaget under de i bilag VI anførte støtteordninger, beregnet og tilpasset ifølge bilag VII, i hvert kalenderår i den i artikel 38 omhandlede referenceperiode.«

8        Referencebeløbet defineres i artikel 38 i forordning nr. 1782/2003 som omfattende kalenderårene 2000, 2001 og 2002.

9        Afsnit III, kapitel 3, i forordning nr. 1782/2003 vedrører betalingsrettigheder. I denne forbindelse bestemmer forordningens artikel 43 med overskriften »Fastlæggelse af betalingsrettigheder« bl.a. følgende:

»1.      [En] landbruger [modtager] en betalingsrettighed pr. hektar, der beregnes ved at dividere referencebeløbet med et treårigt gennemsnit af det samlede antal hektar, der i referenceperioden har givet ret til de i bilag VI anførte direkte betalinger.

Det samlede antal betalingsrettigheder skal svare til ovennævnte gennemsnitlige antal hektar.

[…]«

10      Artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1782/2003 definerer begrebet »støtteberettiget hektar« i den oprindelige udgave bl.a. som »ethvert landbrugsareal på bedriften, der er udlagt som agerjord og permanente græsarealer, undtagen arealer med permanente afgrøder eller skov, eller som anvendes til ikke-landbrugsaktiviteter«.

11      Afsnit III, kapitel 5, afdeling 1, i forordning nr. 1782/2003 gør det bl.a. muligt for medlemsstaterne at vælge en gennemførelse på regionalt plan af enkeltbetalingsordningen. I den forbindelse bestemmer forordningens artikel 58 følgende:

»1.      En medlemsstat kan senest den 1. august 2004 beslutte at anvende den i kapitel 1-4 omhandlede enkeltbetalingsordning på regionalt plan på de betingelser, der er fastsat i denne afdeling.

2.      Medlemsstaterne definerer regionerne efter objektive kriterier.

Medlemsstater med under tre millioner støtteberettigede hektar kan betragtes som én enkelt region.

3.      Medlemsstaten fordeler det i artikel 41 omhandlede loft mellem regionerne på grundlag af objektive kriterier.«

12      Artikel 59 i forordning nr. 1782/2003 fastsætter regler vedrørende regional gennemførelse af enkeltbetalingsordningen således:

»1.      I behørigt begrundede tilfælde og efter objektive kriterier kan medlemsstaterne fordele det samlede beløb, som det regionale loft, der fastsættes i henhold til artikel 58, udgør, eller en del heraf, mellem alle de landbrugere, hvis bedrifter er beliggende i den pågældende region, herunder de landbrugere, som ikke opfylder de kriterier for at være støtteberettiget, der omhandles i artikel 33.

2.      Hvis det samlede beløb, som det regionale loft udgør, fordeles, skal landbrugerne have rettigheder, hvis enhedsværdi beregnes ved at dividere det regionale loft, der fastsættes i henhold til artikel 58, med antallet af støtteberettigede hektar i den i artikel 44, stk. 2, anvendte betydning, fastlagt på regionalt niveau.

3.      Hvis det samlede beløb, som det regionale loft udgør, fordeles delvis, skal landbrugerne have rettigheder, hvis enhedsværdi beregnes ved at dividere den tilsvarende del af det regionale loft, der fastsættes i henhold til artikel 58, med antallet af støtteberettigede hektar i den i artikel 44, stk. 2, anvendte betydning, fastlagt på regionalt niveau.

Hvis landbrugeren også er berettiget til rettigheder, der beregnes på grundlag af den resterende del af det regionale loft, skal den regionale enhedsværdi af hver af landbrugerens rettigheder med undtagelse af udtagningsrettigheder forøges med et beløb svarende til referencebeløbet divideret med antallet af rettigheder i henhold til stk. 4.

Artikel 48 og 49 finder tilsvarende anvendelse.

4.      Antallet af rettigheder pr. landbruger skal svare til det antal hektar, han anmelder inden for enkeltbetalingsordningens første anvendelsesår i overensstemmelse med artikel 44, stk. 2, med undtagelse af force majeure og usædvanlige omstændigheder i henhold til artikel 40, stk. 4.«

13      Forordning nr. 1782/2003 blev ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 (EUT L 30, s. 16) med virkning fra den 1. januar 2009.

14      Artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 med overskriften »Aktivering af betalingsrettigheder pr. støtteberettiget hektar« bestemmer:

»1.      Der ydes støtte til landbrugerne i henhold til enkeltbetalingsordningen, når der er aktiveret en betalingsrettighed pr. støtteberettiget hektar. Aktiverede betalingsrettigheder giver ret til betaling af de beløb, der er fastsat deri.«

15      Artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 med overskriften »Ændring af betalingsrettigheder« bestemmer:

»Betalingsrettighederne pr. hektar ændres ikke, medmindre andet er fastsat i denne forordning.«

 Forordning (EF) nr. 796/2004 og 1122/2009

16      I 29. og 55. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i forordning nr. 1782/2003 (EUT L 141, s. 18) anføres følgende:

»(29) Det bør effektivt overvåges, at bestemmelserne om de støtteordninger, der forvaltes inden for rammerne af det integrerede system, overholdes […]

(55)      Med henblik på en effektiv beskyttelse af [EU’s] finansielle interesser bør der vedtages passende foranstaltninger til bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig. Der bør fastsættes særskilte bestemmelser om de uregelmæssigheder, der konstateres vedrørende kriterierne for støtteberettigelse under de forskellige støtteordninger.«

17      Artikel 2, nr. 22), i forordning nr. 796/2004 definerer »fastslået areal« som værende:

»[…] det areal, for hvilket alle de fastsatte støttebetingelser er opfyldt; i forbindelse med enkeltbetalingsordningen kan det anmeldte areal kun anses for at være fastslået, hvis det faktisk er knyttet til et tilsvarende antal betalingsrettigheder.«

18      Artikel 50, stk. 1-3, i forordning nr. 796/2004 med overskriften »Beregningsgrundlag for anmeldte arealer«, som ændret, bestemmer:

»1.      For støtteansøgninger under arealrelaterede støtteordninger, dog ikke for stivelseskartofler, frø og tobak som omhandlet henholdsvis i kapitel 6, 9 og 10c i afsnit IV i forordning […] nr. 1782/2003, beregnes støtten på grundlag af det anmeldte areal, hvis det fastslåede areal for en afgrødegruppe viser sig at være større end det areal, der er anmeldt i støtteansøgningen.

2.      Hvis der for en støtteansøgning under enkeltbetalingsordningen er forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, beregnes betalingen på grundlag af den mindste af disse størrelser.

3.      For støtteansøgninger under arealrelaterede støtteordninger, dog ikke for stivelseskartofler, frø og tobak som omhandlet henholdsvis i kapitel 6, 9 og 10c i afsnit IV i forordning […] nr. 1782/2003, beregnes støtten, uden at det berører nedsættelser eller udelukkelser i henhold til artikel 51 og 53, på grundlag af det for afgrødegruppen fastslåede areal, hvis det anmeldte areal i en enkeltansøgning er større end det for afgrødegruppen fastslåede areal.

Ved en forskel mellem det samlede fastslåede areal og det samlede areal, der er anmeldt til betalinger under støtteordningerne i afsnit III, IV og IVa i forordning […] nr. 1782/2003, på op til 0,1 ha ansættes det fastslåede areal dog til samme størrelse som det anmeldte areal, uden dog at bestemmelserne i artikel 29 i forordning (EF) nr. 1782/2003 tilsidesættes. Ved beregningen tages kun overanmeldelse på afgrødegruppeniveau i betragtning.

Bestemmelsen i andet afsnit finder ikke anvendelse, hvis forskellen er større end 20% af det samlede areal, der er anmeldt til støtte.«

19      Artikel 50, stk. 5, i forordning nr. 796/2004 omfatter regler om beregningsgrundlaget for anmeldte arealer for så vidt angår anmeldte arealer til den særlige kvalitetspræmie for hård hvede efter artikel 72 i forordning nr. 1782/2003 og til supplement og særlig støtte for hård hvede efter forordningens artikel 105.

20      Artikel 51 i forordning nr. 796/2004, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 380/2009 af 8. maj 2009 (EUT L 116, s. 9), fastsætter bestemmelser om »[n]edsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse« som følger:

»1.      Hvis det areal, der for en afgrødegruppe er anmeldt i forbindelse med arealrelaterede støtteordninger, dog ikke for stivelseskartofler, frø og tobak som omhandlet i afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2 og 5, i forordning […] nr. 73/2009 og afsnit IV, kapitel 10c, i forordning […] nr. 1782/2003, overstiger det areal, der er fastslået efter nærværende forordnings artikel 50, stk. 3 og 5, beregnes støtten på grundlag af det fastslåede areal reduceret med det dobbelte af den konstaterede forskel, hvis en sådan forskel udgør over 3% eller to hektar, men ikke over 20% af det fastslåede areal.

Er forskellen på over 20% af det fastslåede areal, ydes der ingen arealstøtte for den pågældende afgrødegruppe.

Er forskellen på over 50%, udelukkes landbrugeren endnu en gang fra at modtage støtte på indtil et beløb, der er lig med det beløb, der svarer til forskellen mellem det anmeldte areal og det areal, der er blevet fastslået efter artikel 50, stk. 3 og 5, i denne forordning. Det pågældende beløb vil blive modregnet i overensstemmelse med artikel 5b i Kommissionens forordning (EF) [nr. 885/2006]. Hvis beløbet ikke kan modregnes fuldt ud og i overensstemmelse med den pågældende artikel i løbet af de tre kalenderår, der følger efter kalenderåret for konstateringen, annulleres restbeløbet.

2a.      Hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end betalingsrettighederne, og arealet opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, anvendes nedsættelserne og udelukkelserne i stk. 1 ikke.

Hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end betalingsrettighederne, og arealet ikke opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, beregnes forskellen i stk. 1 som forskellen mellem det areal, der opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, og de anmeldte betalingsrettigheder.

[…]«

21      Artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 blev indsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 659/2006 af 27. april 2006 om ændring af forordning nr. 796/2004 (EFT L 116, s. 20). I 12. betragtning til forordning nr. 659/2006 anføres følgende:

»Hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end de anmeldte betalingsrettigheder, bestemmer artikel 50, stk. 2, i forordning […] nr. 796/2004, at støtten beregnes på grundlag af det antal hektar, der er ledsaget af betalingsrettigheder. Hvis det anmeldte areal opfylder alle de øvrige betingelser for støtteberettigelse, er der ikke behov for at anvende de i forordningens artikel 51 og 53 omhandlede nedsættelser og udelukkelser. Bestemmelserne bør ændres i overensstemmelse hermed.«

22      Artikel 53 i forordning nr. 796/2004 vedrører forsætlig overanmeldelse. Den bestemmer i stk. 1, at hvis der mellem det anmeldte areal og det areal, der er fastslået efter samme forordnings artikel 50, stk. 3 og 5, er en forskel på mere end 0,5% af det fastslåede areal eller 1 ha, og den skyldes uregelmæssigheder, der er begået med forsæt, bortfalder den støtte, som landbrugeren efter forordningens artikel 50, stk. 3 og 5, ville være berettiget til, for det pågældende kalenderår under den relevante støtteordning. Endvidere følger det af artikel 53, stk. 2, i forordning nr. nr. 796/2004, at såfremt forskellen er på over 20% af det fastslåede areal, udelukkes landbrugeren desuden endnu en gang fra at modtage støtte på indtil et beløb, der er lig med det beløb, som svarer til forskellen mellem det anmeldte areal og det areal, der er fastslået efter forordningens artikel 50, stk. 3 og 5.

23      Artikel 73 i forordning nr. 796/2004 indfører regler om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb. Denne bestemmelse bestemmer i stk. 1-4:

»Er der foretaget udbetaling af et uretmæssigt beløb, tilbagebetaler landbrugeren det pågældende beløb med tillæg af renter, der beregnes efter stk. 3.

[…]

4.      Den i stk. 1 omhandlede forpligtelse til tilbagebetaling gælder ikke, hvis udbetalingen skyldes en fejl begået af den kompetente myndighed eller af en anden myndighed, og landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen.

Hvis fejlen vedrører faktiske forhold, der er relevante for beregningen af den pågældende betaling, finder første afsnit dog kun anvendelse, hvis beslutningen om tilbagebetaling ikke er meddelt senest 12 måneder efter udbetalingen.«

24      artikel 73a i forordning nr. 796/2004 med overskriften »Tilbagesøgning af uretmæssigt tildelte rettigheder«, som ændret, bestemmer bl.a.:

»1.      Hvis det, efter at landbrugerne har fået tildelt betalingsrettigheder i henhold til forordning (EF) nr. 795/2004, konstateres, at en landbruger uretmæssigt har fået tildelt visse betalingsrettigheder, skal den pågældende landbruger overdrage de uretmæssigt tildelte rettigheder til den nationale reserve, der er nævnt i artikel 42 i forordning […] nr. 1782/2003.

[…]

De uretmæssigt tildelte betalingsrettigheder anses for aldrig at være blevet tildelt.

2.      Hvis det, efter at landbrugerne har fået tildelt betalingsrettigheder i henhold til forordning […] nr. 795/2004, konstateres, at betalingsrettighedernes værdi er sat for højt, foretages den nødvendige justering af værdien. […] Værdien af nedsættelsen overgår til den nationale reserve, der er nævnt i artikel 42 i forordning […] nr. 1782/2003.

Betalingsrettighederne anses for fra begyndelsen at være tildelt til den justerede værdi.

2a.      Hvis det i forbindelse med anvendelse af stk. 1 og 2 konstateres, at det antal betalingsrettigheder, en landbruger har fået tildelt efter forordning […] nr. 795/2004, ikke er korrekt, og den uretmæssige tildeling ikke har nogen indvirkning på den samlede værdi af de rettigheder, landbrugeren har modtaget, foretager medlemsstaten en ny beregning af betalingsrettighederne og korrigerer de rettighedstyper, der er tildelt til landbrugeren, hvis det er påkrævet. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, hvis landbrugeren med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen.

[…]

4.      Uretmæssigt udbetalte beløb kræves tilbagebetalt i overensstemmelse med artikel 73.«

25      Artikel 73a i forordning nr. 796/2004 blev indsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 239/2005 af 11. februar 2005 om ændring og berigtigelse af forordning nr. 796/2004 (EUT L 42, s. 3), og 15. betragtning til denne forordning har følgende ordlyd:

»Der bør indføres regler, som skal gælde, hvis det konstateres, at en landbruger uretmæssigt har modtaget et antal betalingsrettigheder, eller at værdien af de enkelte betalingsrettigheder er fastsat på et ukorrekt niveau ud fra enkeltbetalingsordningens forskellige modeller. […]«

26      Artikel 73, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 blev indsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 972/2007 af 20. august 2007 om ændring af forordning nr. 796/2004 (EUT L 216, s. 3), der trådte i kraft den 21. august 2007 og finder anvendelse på støtteansøgninger indgivet for produktionsår eller præmieperioder, der begynder den 1. januar 2008, og 19. betragtning til denne forordning har følgende ordlyd:

»I nogle tilfælde har uretmæssig tildeling af rettigheder ikke påvirket den samlede værdi, men kun antallet af landbrugerens betalingsrettigheder. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne korrigere tildelingen og om nødvendigt rettighedstypen uden at nedsætte rettighedernes værdi. Bestemmelsen bør kun anvendes, hvis landbrugeren ikke kunne forventes at have opdaget fejlen.«

27      Forordning nr. 796/2004 blev ophævet og erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin (EUT L 316, s. 65) med virkning fra den 1. januar 2010.

28      Følgende fremgår af 78. betragtning til forordning nr. 1122/2009:

»For at der kan udbetales støtte i henhold til enkeltbetalingsordningen, kræves der et tilsvarende antal betalingsrettigheder og støtteberettigede hektar. Hvis der er forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, bør det derfor fastsættes, at betalingen beregnes på grundlag af den mindste af disse størrelser. For at undgå beregninger baseret på rettigheder, der ikke eksisterer, bør det antal betalingsrettigheder, der lægges til grund ved beregningen, ikke overstige det antal betalingsrettigheder, landbrugerne har til rådighed.«

29      Artikel 57 i forordning nr. 1122/2009 med overskriften »Beregningsgrundlag i forbindelse med anmeldte arealer« bestemmer i stk. 2:

»For ansøgninger om støtte i henhold til enkeltbetalingsordningen gælder følgende:

–        [E]r der forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, beregnes betalingen på grundlag af den mindste af disse størrelser.

–        [O]verstiger antallet af anmeldte betalingsrettigheder det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed, nedsættes de anmeldte betalingsrettigheder til det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed.«

30      Artikel 58 i forordning nr. 1122/2009 opregner »[n]edsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse«. Den svarer i det væsentlige til bestemmelserne i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004.

31      I overensstemmelse med artikel 87, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009 finder denne forordning anvendelse for støtteansøgninger vedrørende produktionsår eller præmieperioder, der begynder den 1. januar 2010.

 Dokument nr. VI/5330/97

32      Kommissionens retningslinjer for anvendelse af finansielle korrektioner er fastlagt i Kommissionens dok. nr. VI/5330/97 af 23. december 1997 med titlen »Retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen« (herefter »dok. nr. VI/5330/97«).

33      Bilag 2 til dok. nr. VI/5330/97 vedrørende de finansielle følger i forbindelse med regnskabsafslutningen for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, på grund af mangelfuld kontrol i medlemsstaterne bestemmer i den del, der har overskriften »Indledning«, følgende:

»Når Kommissionen mener, at en særlig betaling vedrører en ansøgning, der er i modstrid med EF-reglerne, er de finansielle følger klare: Medmindre den uretmæssige betaling allerede er afsløret af de nationale kontrolorganer, og der er truffet passende foranstaltninger for at afbøde den og inddrive beløbet (jf. bilag 4), afviser Kommissionen, at beløbet finansieres over EF’s budget. Når der drages følger af en undersøgelse af en udgift, der omfatter et stort antal sager, beregnes afvisningen, når det er muligt, ved ekstrapolation af resultaterne af en undersøgelse af et repræsentativt udsnit af sager. Den samme ekstrapolationsmetode bør anvendes for alle medlemsstater, inklusive konfidensniveau og tolerance, stratificeret udvælgelse, stikprøvens omfang og evaluering af fejlene inden for stikprøven med hensyn til de samlede finansielle virkninger.

Når en medlemsstat undlader at opfylde EF-forordningerne om kontrol af ansøgningernes lovformelighed, betyder selve undladelsen, at betalingerne er en overtrædelse af EF-reglerne for den pågældende foranstaltning og det generelle krav i artikel 8 i forordning [nr.] 729/70 om, at medlemsstaterne skal afsløre og forebygge uregelmæssigheder. Det indebærer ikke nødvendigvis, at alle betalinger var uretmæssige, men det betyder, at risikoen for uretmæssige betalinger, der konteres EUGFL, øges. Selv om Kommissionen i visse oplagte tilfælde kunne have ret til at afvise alle de pågældende udgifter, hvis den fastsatte kontrol ikke gennemføres, ville det afviste beløb i en række tilfælde efter al sandsynlighed overstige Fællesskabets finansielle tab. Det finansielle tab skal derfor anslås, når de finansielle korrektioner beregnes.

[…]«

34      Bilag 2 til dok. nr. VI/5330/97 præciserer i den del, der har overskriften »Evaluering på grundlag af fejl i individuelle sager«, følgende:

»På grundlag af de procedurer, der allerede er anført i de interne retningslinjer, beregnes den finansielle korrektion efter en af følgende metoder:

a)      [A]fvisning af en individuel ansøgning, som den krævede kontrol ikke er foretaget for.

b)      [A]fvisning af et beløb, der beregnes ved ekstrapolation af resultaterne af en stikprøvekontrol af et repræsentativt udsnit af sager på alle de sager, som udsnittet er taget af, men begrænset til det administrative område, hvor manglen med rimelighed kan forventes at opstå. Medlemsstaten har mulighed for at fremlægge bevis for, at resultaterne af ekstrapolationen ikke svarer til de resultater, der opnås ved en undersøgelse af alle de sager, som udsnittet er taget af.

[…]«

35      Bilag 2 til dok. nr. VI/5330/97 præciserer i den del, der har overskriften »Evaluering på grundlag af risikoen for finansielt tab: faste korrektioner«, følgende:

»Efterhånden som anvendelsen af systemrevision er blevet mere udbredt, har Kommissionens tjenestegrene i stadig højere grad baseret sig på vurderinger af den risiko, som en systemmangel indebærer. Når det faktiske omfang af uretmæssige betalinger og dermed størrelsen af Fællesskabets finansielle tab ikke kan fastlægges, har Kommissionen siden regnskabsafslutningen for regnskabsåret 1990 anvendt faste korrektioner på 2%, 5% eller 10% af de anmeldte udgifter afhængigt af risikoen for tab. Højere korrektionssatser på op til 100% kan besluttes i undtagelsestilfælde. Kommissionens ret til at foretage korrektioner af dette omfang blev bekræftet af EF-Domstolen, når den behandlede søgsmål mod de årlige beslutninger om regnskabsafslutning (f.eks. dom i sag C-50/94).

[…]«

36      Bilag 2 til dok. nr. VI/5330/97 anfører i den del, der har overskriften »Retningslinjer for anvendelse af faste korrektioner«, følgende:

»Faste korrektioner kan overvejes, når oplysningerne fra undersøgelsen ikke giver revisoren grundlag for at vurdere tabet ved en ekstrapolation af fastslåede tab, ved statistiske metoder eller ved henvisning til andre verificerbare data, men sætter ham i stand til at konkludere, at medlemsstaten har undladt at foretage passende kontrol af de udbetalte beløbs retmæssighed.

[…] En medlemsstats undladelse af at forbedre kontrollen bliver alvorligere, hvis Kommissionen allerede har meddelt den de forbedringer, den anser for væsentlige.

[…]

Når alle hovedkontroller foretages, men ikke i det antal og med den hyppighed og den grundighed, der er krævet i forordningerne, er en korrektion på 5% berettiget, da det med rimelighed kan konkluderes, at de ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for ansøgningernes retmæssighed, og at risikoen for EUGFL var betydelig.

[…]«

 EU-lovgivningen om beskyttelse af EU’s finansielle interesser

37      Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1), som indfører et fælles regelsæt for alle områder af Unionens politik, og niende betragtning til forordningen anfører følgende:

»[EU-]foranstaltninger og ‑sanktioner truffet i forbindelse med gennemførelsen af målene i den fælles landbrugspolitik udgør en integrerende del af støtteordningerne; de har deres egen målsætning, som ikke berører medlemsstaternes kompetente myndigheders vurdering af de pågældende økonomiske beslutningstageres adfærd i strafferetlig henseende; effektiviteten skal sikres ved, at [EU-]reglerne får umiddelbar virkning, og ved fuld gennemførelse af samtlige [EU-]foranstaltninger, når vedtagelse af forebyggende foranstaltninger ikke har gjort det muligt at nå dette mål […]«

38      Artikel 1 i forordning nr. 2988/95 bestemmer:

»1.      Med henblik på beskyttelse af [Den Europæiske Unions] finansielle interesser vedtages der generelle regler for ensartet kontrol og for administrative foranstaltninger og sanktioner i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende [EU-]retten.

2.      Som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade [Unionens] almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af [Unionen], enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for [Unionens] regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift.«

39      Følgende bestemmes i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2988/95:

»Der kan ikke pålægges en administrativ sanktion, som ikke var indført ved en [EU-]retsakt, inden uregelmæssigheden fandt sted. Ændres bestemmelserne om administrative sanktioner i en [EU-]retsakt efterfølgende, anvendes de mindst strenge bestemmelser med tilbagevirkende kraft.«

40      Artikel 5 i forordning nr. 2988/95 bestemmer i stk. 1, litra c) og d), følgende:

»Forsætlige eller uagtsomme uregelmæssigheder kan medføre følgende administrative sanktioner:

[…]

c)      fuldstændig eller delvis fortabelse af en fordel, der er indrømmet i henhold til [EU-]lovgivningen, også selv om den pågældende uberettiget kun har nydt godt af en del af denne fordel

d)      udelukkelse fra eller tilbagekaldelse af en fordel i en senere periode end den, hvor uregelmæssigheden fandt sted

[…]«

 Sagens baggrund

41      Mellem den 9. og den 13. november 2009 foretog Kommissionens tjenestegrene en undersøgelse i Det Forenede Kongerige vedrørende den korrekte anvendelse af bestemmelserne vedrørende finansiering af udgifter, der er afholdt inden for rammerne af enkeltbetalingsordningen i Nordirland (Det Forenede Kongerige) i 2010 for anmeldelsesåret 2009 (AA/2009/24).

42      Ved skrivelse af 8. januar 2010 (herefter »den første meddelelse af 8. januar 2010«), der blev fremsendt i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, underrettede Kommissionen myndighederne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om resultatet af denne undersøgelse. Denne skrivelse var vedlagt et bilag med overskriften »Bemærkninger og anbefalinger«, som indeholdt undersøgelsens konklusioner.

43      Det fremgår af den første meddelelse af 8. januar 2010 bl.a., at Kommissionen var af den opfattelse, at Det Forenede Kongerige ikke fuldstændigt havde iagttaget kravene i EU-regelsættet, og at det var nødvendigt med korrigerende foranstaltninger for at sikre den fremtidige overholdelse af disse krav. Kommissionen anmodede om at få oplysning om allerede trufne samt planlagte korrigerende foranstaltninger og om tidsplanen for deres iværksættelse. Endvidere anførte Kommissionen, at den i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 kunne udelukke samtlige eller en del af de udgifter, der var finansieret af EGFL (herefter »fonden«) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) fra EU-finansiering. Endvidere blev det præciseret, at de afslørede fejl tjente som grundlag for beregningen af finansielle korrektioner for de udgifter, der var afholdt indtil iværksættelsen af de passende korrigerende foranstaltninger.

44      I bemærkningerne og anbefalingerne i bilaget til den første meddelelse af 8. januar 2010 påpegede Kommissionen først utilstrækkelighederne ved systemet til identifikation af marker (LPIS) og det geografiske informationssystem (GIS) herefter samlet (»LPIS-GIS«), for så vidt som de deri indeholdte oplysninger ikke var tilstrækkeligt præcise til at gøre det muligt at foretage en beviskraftig gennemførelse af den administrative kontrol og kontrol på stedet med henblik på at kontrollere støtteberettigelsen af de anmeldte arealer, dernæst utilstrækkeligheder ved kontrollen på stedet og endelig utilstrækkeligheder ved anvendelsen af sanktioner, ved korrektionen med tilbagevirkende kraft af ansøgninger, der ikke var støtteberettigede, ved tilbagesøgningen af uretmæssige udbetalinger og ved anvendelsen af nedsættelser på grund af forsætlig manglende overholdelse. Det fremgår endvidere af dette bilag, at selv om Kommissionen har noteret sig forbedringer i forhold til tidligere undersøgelser (undersøgelse AA/2006/07 og AA/2008/18), finder den ligeledes, at de utilstrækkeligheder, der blev påpeget i forbindelse med de pågældende undersøgelser, fortsat består.

45      Ved skrivelse af 20. maj 2010 blev myndighederne i Det Forenede Kongerige af Kommissionen opfordret til at give den oplysninger vedrørende de omtvistede aspekter med henblik på det bilaterale møde, der var fastsat til den 1. juli 2010.

46      Det bilaterale møde mellem Kommissionens tjenestegrene og Det Forenede Kongeriges myndigheder blev afholdt i Bruxelles (Belgien) den 1. juli 2010. Referatet af dette møde blev fremsendt til de pågældende myndigheder den 4. august 2010.

47      Det fremgår af referatet af det bilaterale møde af 1. juli 2010, at Kommissionen efter dette møde i det væsentlige fastholdt sine konklusioner i den første meddelelse af 8. januar 2010. Kommissionen bekræftede således sine konklusioner vedrørende konstateringen af, at der bl.a. forelå en utilstrækkelighed vedrørende oplysningerne i LPIS-GIS, ved kontrollen på stedet samt ved anvendelse af sanktionerne, ved korrektionen med tilbagevirkende kraft af de ansøgninger, der ikke var støtteberettigede, ved tilbagesøgningen af de uretmæssige udbetalinger og ved anvendelsen af nedsættelser på grund af forsætlig manglende overholdelse. Kommissionen anførte endvidere, at disse utilstrækkeligheder påvirkede hoved- og støttekontrollerne i henhold til dok. nr. VI/5330/97, og henledte opmærksomheden hos Det Forenede Kongeriges myndigheder på den omstændighed, at disse havde mulighed for at godtgøre, at den økonomiske risiko var mindre end de faste korrektioner, der kunne anvendes i henhold til dette dokument. Kommissionen præciserede endvidere, at der skulle tages hensyn til den tilbagevendende karakter af de påpegede utilstrækkeligheder, idet den i denne forbindelse henviste til Kommissionens arbejdsdokument AGRI/60637/2006 med overskriften »Meddelelse fra Kommissionen – om Kommissionens behandling inden for rammerne af regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen, af tilfælde med utilstrækkelige kontrolsystemer«.

48      Efter det bilaterale møde indledte myndighederne i Det Forenede Kongerige en evaluerende risikoundersøgelse. Ved skrivelse af 25. oktober 2010 underrettede myndighederne i Det Forenede Kongerige Kommissionen om, at de ikke var i stand til at afslutte denne undersøgelse på den fastsatte dato.

49      Ved skrivelse af 29. marts 2011 fremsendte myndighederne i Det Forenede Kongerige Kommissionen en rapport om vurdering af risikoen for enkeltbetalingsordningen i Nordirland for anmeldelsesåret 2009 (herefter »rapporten om vurdering af risikoen«), der var støttet på en stikprøve af 394 indgivne ansøgninger i 2009. Det fremgår af rapporten om vurdering af risikoen først, at de støtteberettigede arealer, der var blevet aktiveret af ansøgerne i 2009, svarede til 2,72% af de aktiverede betalingsrettigheder. Dernæst svarede den økonomiske risiko, forstået som forskellen mellem det udbetalte beløb og en korrigeret udbetaling, som om fornødent omfattede sanktioner, ud fra stikprøvens gennemsnit til 2,05% inden anvendelse af sanktionen og 5,19% efter anvendelsen af sanktionen. Endelig for så vidt angår sanktionerne fremgår det af rapporten, at betalingerne og sanktionerne blev beregnet på grundlag af de relevante bestemmelser i forordning nr. 796/2004, således som fortolket af Kommissionen. I bilag 1 til denne rapport, som rapporten udtrykkeligt henviser til, anførte myndighederne i Det Forenede Kongerige ved at følge deres egen fortolkning af de samme bestemmelser imidlertid, at den risiko, som fonden var udsat for, ville være 0,59% inden anvendelsen af sanktionen og 0,86% efter anvendelsen af sanktionen.

50      Ved skrivelse af 3. februar 2012 tilstillede Kommissionen Det Forenede Kongerige en formel meddelelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 885/2006, hvori den fastholdt sit standpunkt for så vidt angår de ovennævnte utilstrækkeligheder, der påvirkede de udgifter, der blev afholdt i 2010 for anmeldelsesåret 2009. Hvad angår de økonomiske virkninger accepterede Kommissionen for det første den risikovurdering, som myndighederne i Det Forenede Kongerige havde foreslået, og hvori det blev vurderet, at de økonomiske tab med rimelighed kunne fastslås på grundlag af den pågældende vurdering. Kommissionen anvendte derfor på grundlag af dok. nr. VI/5330/97 for de tre påpegede utilstrækkeligheder en punktvis korrektion på 5,19% på de udgifter, der var blevet afholdt i Nordirland i henhold til enkeltbetalingsordningen for anmeldelsesåret 2009. For det andet anvendte Kommissionen for så vidt angår udgifterne vedrørende udvikling af landdistrikterne i mangel af en vurdering fra myndighederne i Det Forenede Kongerige en fast korrektion på 5% som følge af utilstrækkeligheder ved en hovedkontrol.

51      Kommissionen foreslog således at udelukke et beløb på 17 687 303,16 EUR for udgifter afholdt i 2010, herunder 16 513 582,57 EUR for udgifter vedrørende enkeltbetalingsordningen og 1 173 720,59 EUR for udgifter vedrørende udvikling af landdistrikterne fra EU-finansiering.

52      Myndighederne i Det Forenede Kongerige fremsatte ingen forligsanmodning til forligsorganet i henhold til artikel 16 i forordning nr. 885/2006.

53      Den 15. oktober 2012 fremsendte Kommissionen til Det Forenede Kongerige en sammenfattende rapport vedrørende resultaterne af undersøgelse AA/2009/24.

54      Det var på denne baggrund, at Kommissionen den 26. februar 2013 vedtog gennemførelsesafgørelse 2013/123/EU om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, EGFL og ELFUL (EUT L 67, s. 20, herefter »den anfægtede afgørelse«), herunder de udgifter, som Det Forenede Kongerige afholdt i Nordirland i 2010, og som er omhandlet i denne sag.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

55      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. maj 2013 har Det Forenede Kongerige anlagt nærværende søgsmål.

56      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juli 2013 har Det Forenede Kongerige fremsat anmodning om, at nærværende sag forenes med sag T-503/12, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, for så vidt angår den mundtlige forhandling samt afsigelsen af dommen. Kommissionen har fremsat skriftlige bemærkninger vedrørende denne anmodning ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juli 2013.

57      Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev den refererende dommer tilknyttet Anden Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.

58      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i artikel 64 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, stillet Kommissionen et skriftligt spørgsmål. Kommissionen har besvaret spørgsmålene inden for den fastsatte frist.

59      Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 3. december 2014.

60      Det Forenede Kongerige har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører en post i bilag 1 til afgørelsen vedrørende en ekstrapoleret korrektion på 5,19%, som blev anvendt på udgifter, der blev afholdt i Nordirland i regnskabsåret 2010 (som beløb sig til 16 513 582,57 EUR).

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

61      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

62      Til støtte for sit annullationssøgsmål har Det Forenede Kongerige fremsat to anbringender i det væsentlige om for det første retlige og faktiske fejl vedrørende fastlæggelsen af omfanget af det reelle tab for fonden og for det andet retlige og faktiske fejl, som påvirkede Kommissionens konklusion med hensyn til utilstrækkeligheden ved støttekontrollerne og særligt til metoderne for beregning af de uretmæssige udbetalinger og sanktioner i tilfælde af overanmeldelse.

63      Som det fremgår af parternes skriftlige indlæg og af drøftelserne under retsmødet, har Det Forenede Kongerige med de to anbringender, der er fremsat til støtte for nærværende søgsmål, i det væsentlige anfægtet dels det beregningsgrundlag, dvs. de samlede udgifter, på hvilket Kommissionen anvendte en finansiel korrektion på 5,19% (det første anbringende), dels navnlig den metode for beregning af de uretmæssige udbetalinger og sanktioner, der blev anvendt med henblik på risikovurderingen, og som var genstand for Kommissionens konstateringer af, at der forelå utilstrækkeligheder ved støttekontrollerne (det andet anbringende).

 Indledende bemærkninger

64      Indledningsvis i første række og for det første bemærkes, at fonden udelukkende finansierer interventioner, der foretages efter EU’s regler inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget (jf. i denne retning dom af 9.1.2001, Grækenland mod Kommissionen, C-157/00, Sml., EU:C:2003:5, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis, af 24.2.2005, Grækenland mod Kommissionen, C-300/02, Sml., EU:C:2005:103, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2009, Østrig mod Kommissionen, T-368/05, EU:T:2009:305, præmis 70).

65      For det andet påhviler det ifølge fast retspraksis Kommissionen at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget. Kommissionen er således forpligtet til at begrunde sin beslutning, hvis der deri fastslås manglende kontrol eller mangler ved den kontrol, som vedkommende medlemsstat har gennemført. Det påhviler imidlertid ikke Kommissionen udtømmende at godtgøre, at medlemsstaternes kontrolforanstaltninger er utilstrækkelige, eller at de tal, som de har meddelt, er urigtige, men at fremlægge bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til disse kontrolforanstaltninger eller disse tal. Den pågældende medlemsstat kan for sin del ikke afkræfte Kommissionens konstateringer uden at underbygge sine egne påstande med beviser, der godtgør eksistensen af et pålideligt og funktionsdygtigt kontrolsystem. Såfremt medlemsstaten ikke fører bevis for, at Kommissionens konstateringer er urigtige, udgør disse forhold, der kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til indførelsen af et passende og effektivt system af foranstaltninger til overvågning og kontrol. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at en medlemsstat har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for afslutningen af fondens regnskaber, og at staten følgelig skal føre det mere detaljerede og fuldstændige bevis for, at dens kontrol eller tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens påstande er forkerte (jf. i denne retning dom Grækenland mod Kommissionen, nævnt i præmis 64 ovenfor, EU:C:2005:103, præmis 33-36 og den deri nævnte retspraksis, dom af 6.3.2001, Nederlandene mod Kommissionen, C-278/98, Sml., EU:C:2001:124, præmis 39-41 og den deri nævnte retspraksis, og dom Østrig mod Kommissionen, nævnt i præmis 64 ovenfor, EU:T:2009:305, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

66      For det tredje følger det af fast retspraksis, at mens det påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser, påhviler det i givet fald medlemsstaten, når denne tilsidesættelse er fastslået, at godtgøre, at Kommissionen har begået en fejl med hensyn til de økonomiske virkninger af tilsidesættelsen (jf. i denne retning dom af 24.4.2008, Belgien mod Kommissionen, C-418/06 P, Sml., EU:C:2008:247, præmis 135, og dom Østrig mod Kommissionen, nævnt i præmis 64 ovenfor, EU:T:2009:305, præmis 181).

67      Forvaltningen af finansieringen gennem fonden påhviler i første række de nationale myndigheder, som skal påse, at de EU-retlige regler nøje overholdes, og hviler på tilliden mellem de nationale myndigheder og EU-myndighederne. Kun medlemsstaten er nemlig i stand til at fremskaffe og klart fastlægge de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af fondens regnskaber, mens Kommissionen ikke er tilstrækkelig nær på forholdene til at indhente de oplysninger fra de erhvervsdrivende, som den har brug for (jf. i denne retning dom af 7.10.2004, Spanien mod Kommissionen, C-153/01, Sml., EU:C:2004:589, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis, og dom Østrig mod Kommissionen, nævnt i præmis 64 ovenfor, EU:T:2009:305 præmis 182 og den deri nævnte retspraksis).

68      For det andet skal der, henset til de argumenter, som parterne har udvekslet i forbindelse med de to anbringender, som Det Forenede Kongerige har fremsat, foretages en præcisering af en metode for tildeling af betalingsrettigheder, som Det Forenede Kongerige anvendte i 2005 med henblik på gennemførelse af den enkeltbetalingsordning, der blev indført ved forordning nr. 1782/2003.

69      Det fremgår i denne forbindelse af sagsakternes oplysninger, at Det Forenede Kongerige valgte en regional gennemførelse af enkeltbetalingsordningen i henhold til bestemmelserne i afsnit II, kapitel 5, i forordning nr. 1782/2003.

70      Betalingsrettighederne blev i Nordirland fastsat på grundlag af en model kaldet »statisk hybrid«. I denne model er hver enkelt betalingsrettighed sammensat af et »historisk« element (herefter »det historiske element«) og af et »fast« element, knyttet til arealet (herefter »det faste element«), og værdien af disse elementer svarer til betalingsrettighedens enhedsværdi. For det første og med henblik på at fastlægge værdien af det historiske element divideres et referencebeløb, der fastsættes på grundlag af betalingerne til landbrugerne i referenceperioden (2000-2002), med antallet af støtteberettigede hektar, som landbrugerne har anmeldt, og dette antal udgør således antallet af tildelte betalingsrettigheder. Det følger heraf, at selv om beløbet for de historiske elementer udgør et fast beløb, der er fastlagt på grundlag af de betalinger, som er foretaget i løbet af referenceperioden, er enhedsværdien af hvert historisk element afhængigt af antallet af tildelte rettigheder i 2005 og således af antallet af støtteberettigede hektar, der blev anmeldt dette år. For det andet udgør det faste element en konstant værdi, i det foreliggende tilfælde 78,33 EUR.

71      Det er i lyset af disse bemærkninger og præciseringer, at det først skal undersøges, om der kan gives Det Forenede Kongerige medhold, idet der indledes med en undersøgelse af det andet anbringende, som denne medlemsstat har fremsat.

 Det andet anbringende om retlige og faktiske fejl med hensyn til utilstrækkeligheder ved støttekontrollerne og særligt ved metoderne for beregning af uretmæssige udbetalinger og sanktioner i tilfælde af overanmeldelse

72      Med det andet annullationsanbringende om retlige og faktiske fejl med hensyn til konstateringen af, at der foreligger mangler ved støttekontrollerne, har Det Forenede Kongerige særligt draget tvivl om metoden for beregning af de uretmæssige udbetalinger og de sanktioner, der finder anvendelse i tilfælde af overanmeldelse, en metode, der blev fulgt af Kommissionen og anvendt i rapporten om vurdering af risikoen. Dette anbringende er opdelt i fem klagepunkter, som vedrører for det første den fornyede retrospektive vurdering af værdien af betalingsrettighederne, for det andet en hensyntagen i forbindelse med den nye beregning af betalingsrettighederne til arealafvigelser, der påvirkede præmier »for dyr«, for det tredje tilbagesøgning af uretmæssige udbetalinger, for det fjerde nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse af arealer og for femte forsætlig overanmeldelse.

73      Henset til, at det første, det tredje og det fjerde klagepunkt til forskel fra det andet og det femte klagepunkt specifikt vedrører metoden for beregning af overbetalinger og sanktioner, på grundlag af hvilken den økonomiske risiko, som fonden var udsat for, i det foreliggende tilfælde blev vurderet i rapporten om vurdering af risikoen, skal der først foretages en undersøgelse af disse tre klagepunkter, inden der foretages en bedømmelse af det andet og det femte klagepunkt.

 Det første, det tredje og det fjerde klagepunkt vedrørende metoden for vurdering af den økonomiske risiko, som fonden var udsat for

74      Med det første, det tredje og det fjerde klagepunkt, der er fremsat til støtte for nærværende anbringende, har Det Forenede Kongerige både anfægtet Kommissionens konstateringer af, at der forelå utilstrækkeligheder, som påvirkede visse støttekontroller, og den beregningsmetode, som denne sidstnævnte anvendte i rapporten om vurdering af risikoen af de uretmæssige udbetalinger, der skulle tilbagesøges, og af nedsættelserne og udelukkelserne i tilfælde af overanmeldelse.

75      Disse tre klagepunkter vedrører fortolkningen af flere bestemmelser i forordning nr. 796/04 i en situation, hvor der er foretaget udbetalinger på grundlag af visse betalingsrettigheder, der er blevet uretmæssigt tildelt, og som er ledsaget af støtteberettigede hektar. Nærmere bestemt vedrører den situation, der er omhandlet i disse klagepunkter, den omstændighed, at der i forbindelse med den oprindelige tildeling af betalingsrettigheder med henblik på enkeltbetalingsordningen blev begået fejl med hensyn til det støtteberettigede areal. Af denne grund blev visse landbrugere tildelt et for højt antal betalingsrettigheder. Henset til den metode for tildeling af betalingsrettigheder, som Det Forenede Kongerige valgte (jf. præmis 70 ovenfor), har denne uretmæssige tildeling for det første medført, at enhedsværdien af hver enkelt af de omhandlede landbrugeres betalingsrettighed blev fastsat for lavt og nærmere bestemt af deres historiske element. For det andet har den medført, at den samlede værdi af disse betalingsrettigheder blev fastsat for højt som følge af det faste element. Fejlene vedrørende de støtteberettigede arealer blev gentaget i de efterfølgende år, indtil de blev opdaget i forbindelse med kontroller, således at der blev tildelt udbetalinger på grundlag af støtteberettigede hektar.

76      Det er på denne baggrund, at Det Forenede Kongerige i det væsentlige har gjort gældende, at enhedsværdien af betalingsrettighederne i en sådan situation – samtidig med nedsættelsen af rettighedernes antal – skal undergives en retrospektiv højere fornyet vurdering i henhold til artikel 73a i forordning nr. 796/2004 (det første klagepunkt), inden der foretages en anvendelse af bestemmelserne i samme forordnings artikel 73 vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb (det tredje klagepunkt), og anvendelsen af bestemmelserne i forordningen artikel 51 vedrørende nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse (det fjerde klagepunkt).

–       Det første klagepunkt vedrørende den fornyede retrospektive vurdering af værdien af betalingsrettighederne

77      Det Forenede Kongerige har i modsætning til, hvad Kommissionen fastslog i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutningen, gjort gældende, at artikel 73a, stk. 1 og 2, i forordning nr. 796/2004, uden at der skal tages hensyn til landbrugerens kendskab, foreskriver en justering af værdien af betalingsrettighederne i tilfælde af, at der foreligger en oprindelig tildeling af et for stort antal betalingsrettigheder. Landbrugeres kendskab er kun relevant i sammenhæng med bestemmelsens stk. 2a, som imidlertid er uanvendelig i det foreliggende tilfælde. Idet Det Forenede Kongerige har fremhævet, at Kommissionen selv systematisk foretager justering på grundlag af artikel 73a, stk. 1 og 2, i forordning nr. 796/2004 af værdien af betalingsrettighederne for fremtiden, har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at den pågældende forordnings artikel 73a ikke foretager nogen sondring mellem en retrospektiv fornyet vurdering og en prospektiv fornyet vurdering, og at en ny systematisk prospektiv beregning endog er i strid med disse bestemmelser. Som svar på Kommissionens argumenter har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at henvisningen i artikel 73a, stk. 4, i forordning nr. 796/2004 til samme forordnings artikel 73 ikke rejser tvivl om dets fortolkning af den pågældende forordnings artikel 73a.

78      Kommissionen har bestridt disse argumenter.

79      Inden for rammerne af dette klagepunkt er parterne i det væsentlige uenige om, hvorvidt artikel 73a i forordning nr. 796/2004 i tilfælde af tildeling som følge af fejl vedrørende støtteberettigede arealer begået i 2005, og som efterfølgende gentages, af et for stort antal betalingsrettigheder, som har medført en for lav vurdering af deres enhedsværdi og en for høj vurdering af deres samlede værdi, foreskriver, at der forud for anvendelsen af bestemmelserne vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb og de sanktioner i tilfælde af overanmeldelse, der er omhandlet i det tredje og det fjerde klagepunkt, foreskriver, at der foretages en retrospektiv fornyet vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne.

80      I denne forbindelse bemærkes, at artikel 36 i forordning nr. 73/2009 bestemmer, at betalingsrettighederne pr. hektar ikke ændres, medmindre andet er fastsat i forordningen (dom af 5.6.2014, Vonk Noordegraaf, C-105/13, Sml., EU:C:2014:1126, præmis 37).

81      For så vidt som enhver aktiveret betalingsrettighed i henhold til artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 giver ret til betaling af de beløb, som den fastsætter, vil en ændring af dette beløb således medføre en nedsættelse eller en forhøjelse af det støttebeløb, som den berørte landbruger modtager. Som det fremgår af 29. betragtning til forordning nr. 1782/2003, er et af formålene med enkeltbetalingsordningen dog at sikre, at hver landbruger fortsat kan modtage støtte på et niveau, der svarer til de beløb, han har modtaget i en referenceperiode (dom Vonk Noordegraaf, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2014:1126, præmis 38).

82      Det skal imidlertid fastslås, at der ikke findes nogen bestemmelse i forordning nr. 73/2009, der udtrykkeligt fastsætter muligheden for at ændre betalingsrettighederne for en landbruger, der har modtaget et for stort antal betalingsrettigheder i forbindelse med den oprindelige tildeling (jf. i denne retning dom Vonk Noordegraaf, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2014:1126, præmis 40).

83      Artikel 73a i forordning nr. 796/2004 fastsætter derimod regler om tilbagesøgning af uretmæssigt tildelte rettigheder, af hvilke det fremgår, at betalingsrettigheder under de omstændigheder, de omhandler, kan være genstand for en ny beregning. Bestemmelsen bunder, som det fremgår af 15. betragtning til forordning nr. 239/2005, hvormed den blev indført i forordning nr. 796/2004, i et ønske om at fastsætte regler for det tilfælde, at en landbruger uretmæssigt har modtaget en vis mængde betalingsrettigheder, eller for det tilfælde, at værdien af hver enkelt af betalingsrettigheder er blevet fastsat til et fejlagtigt niveau.

84      Eftersom Det Forenede Kongerige har støttet sin påstand om, at der i tilfælde af uretmæssig tildeling af visse betalingsrettigheder skal foretages en retrospektiv nedsættelse og fornyet vurdering af rettighederne, på artikel 73a, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, i givet fald sammenholdt med samme bestemmelses stk. 2, skal der foretages en fortolkning af den pågældende forordnings artikel 73a.

85      Det skal i denne forbindelse bemærke, at det ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse er nødvendigt ikke blot at tage hensyn til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori denne regel indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, Sml., EU:C:1983:335, præmis 12).

86      Der skal først henvises til de relevante bestemmelser i artikel 73a i forordning nr. 796/2004. I denne forbindelse bestemmer artikel 73a i forordning nr. 796/2004 i stk. 1, at såfremt visse betalingsrettigheder uretmæssigt er blevet tildelt en landbruger, skal den pågældende landbruger overdrage disse til den nationale reserve, og at disse rettigheder skal anses for aldrig at være blevet tildelt. Dernæst fremgår det af artikel 73a, stk. 2, i forordning nr. 796/2004, at såfremt betalingsrettighedernes værdi er sat for højt, foretages den nødvendige justering af værdien, hvorved rettighederne anses for fra begyndelsen at være tildelt til den justerede værdi. Endelig bestemmer artikel 73a, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, som blev indsat ved forordning nr. 972/2007, at hvis det ved anvendelsen af samme artikels stk. 1 og 2 godtgøres, at en landbruger uretmæssigt har fået tildelt visse betalingsrettigheder, men en sådan tildeling ikke har nogen indvirkning på den samlede værdi af de rettigheder, som landbrugeren har modtaget, kan disse betalingsrettigheder beregnes på ny, når landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen (jf. i denne retning dom Vonk Noordegraaf, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2014:1126, præmis 41). Endvidere tilbagesøges uretmæssigt udbetalte beløb i overensstemmelse med samme forordnings artikel 73, som vedrører tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, i henhold til artikel 73a, stk. 4, i forordning nr. 796/2004.

87      For det andet bemærkes, at parterne i det foreliggende tilfælde er enige om, at bestemmelserne i artikel 73a, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 ikke er anvendelige, idet den uretmæssige tildeling, selv om den medførte en for lav vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne, som følge af det faste element ligeledes påvirkede den samlede værdi af betalingsrettighederne.

88      For det tredje skal det for så vidt angår fortolkningen af artikel 73a, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 bemærkes, at ordlyden af denne bestemmelse hverken fastsætter eller udtrykkeligt udelukker en retrospektiv fornyet vurdering af enhedsværdien af uretmæssigt tildelte rettigheder efter en tilbagesøgning af uretmæssigt tildelte rettigheder.

89      Parterne har imidlertid gjort gældende, at præciseringen i artikel 73a, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 796/2004, hvorefter de uretmæssigt tildelte betalingsrettigheder anses for aldrig at være blevet tildelt, kan forstås således, at der, såfremt en uretmæssig tildeling af betalingsrettigheder har påvirket enhedsværdien af de tildelte rettigheder, skal foretages en fornyet vurdering af enhedsværdien af de bestående rettigheder.

90      Denne fortolkning af artikel 73a, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 er imidlertid ikke i overensstemmelse med en kontekstbaseret analyse af bestemmelsen.

91      Det bemærkes, at en sådan fortolkning af artikel 73a, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 i det mindste delvist berøver meningen med tilføjelsen ved forordning nr. 972/2007 af bestemmelsens stk. 2a. Inden for rammerne af forordningens artikel 73a, stk. 2a, er den fornyede vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne ved anvendelsen af samme artikels stk. 1 og 2, i tilfælde af uretmæssig tildeling begrænset til det tilfælde, der, som parterne er enige om, er forskelligt fra det i denne sag omhandlede tilfælde, hvor den pågældende uretmæssige tildeling ikke har haft nogen indvirkning på den samlede værdi af betalingsrettighederne, for så vidt som landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen. Hvis artikel 73a, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 skulle fortolkes således, at den selv indeholdt en forpligtelse til at foretage en retrospektiv fornyet vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne uden hensyntagen til en sådan fornyet vurderings indvirkning på den samlede værdi af betalingsrettighederne, og dette i givet fald selv om landbrugeren med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, ville denne præcisering i artikel 73a, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 være uden nogen form for nytte eller relevans.

92      Denne fortolkning bekræftes endvidere på baggrund af grundene bag indsættelsen ved forordning nr. 972/2007 af stk. 2a i artikel 73a i forordning nr. 796/2004. Som det fremgår af 19. betragtning til forordning nr. 972/2007, er det kun i tilfælde, hvor den uretmæssige tildeling af rettigheder ikke har påvirket betalingsrettighedernes samlede værdi, men kun antallet af landbrugerens betalingsrettigheder, at medlemsstaterne, hvis landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen, i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse skal korrigere tildelingen og om nødvendigt rettighedstypen uden at nedsætte rettighedernes værdi.

93      På denne baggrund må det fastslås, at præciseringen i artikel 73a, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 796/2004 om, at »[de] uretmæssigt tildelte betalingsrettigheder anses for aldrig at være blevet tildelt« ikke kan fortolkes således, at den foreskriver, at der skal foretages en retrospektiv fornyet vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne. Denne præcisering skal derimod læses i sammenhæng med den pågældende forordnings artikel 73a, stk. 4, i henhold til hvilken »[u]retmæssigt udbetalte beløb tilbagesøges i overensstemmelse med [samme forordnings] artikel 73«. Det følger heraf, at den ovennævnte præcisering i artikel 73a, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 796/2004 skal fortolkes således, at den har som sit eneste formål at anføre, at den støtte, der i givet fald tildeles på grundlag af uretmæssigt tildelte rettigheder, selv er uretmæssig, således at den i henhold til bestemmelserne i artikel 73 i forordning nr. 796/2004 skal tilbagebetales.

94      I øvrigt skal det fastslås, at denne fortolkning ikke er i strid med formålene med enkeltbetalingsordningen. Som det blev anført i præmis 81 ovenfor, fremgår det ifølge retspraksis af 29. betragtning til forordning nr. 1782/2003, at et af formålene med enkeltbetalingsordningen er at sikre, at hver landbruger fortsat kan modtage støtte på et niveau, der svarer til de beløb, han har modtaget i en referenceperiode (dom Vonk Noordegraaf, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2014:1126, præmis 38). Som det fremgår af anvendelsen af ordene »der svarer«, sikrer ordningen ikke, at støtteniveauet er identisk.

95      Hvad for det fjerde angår Det Forenede Kongeriges argumenter vedrørende artikel 73a, stk. 2, i forordning nr. 796/2004 bemærkes, at denne bestemmelse kun foreskriver en fornyet lavere vurdering af betalingsrettighederne. Det fremgår derimod på ingen måde af bestemmelsens ordlyd, at den giver mulighed for en fornyet højere vurdering, såfremt værdien af betalingsrettighederne som følge af en oprindelig tildeling af et for højt antal betalingsrettigheder er blevet vurderet til et for lavt niveau.

96      Det skal endvidere fastslås, at artikel 73a, stk. 2, i forordning nr. 796/2004 i modsætning til det af Det Forenede Kongerige under retsmødet forudsete, ikke kan fortolkes således, at den foreskriver en retrospektiv fornyet højere vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne, når den samlede værdi af rettigheder, der er blevet tildelt landbrugeren, i tilfælde af uretmæssig tildeling af visse betalingsrettigheder og en for lav vurdering af enhedsværdien af de tildelte rettigheder er fastsat for højt. Ud over den omstændighed, læst i sammenhæng med artikel 73a, stk. 2, i forordning nr. 796/2004, at anvendelsen i samme bestemmelses stk. 2 af ordet »værdi« i mangel af en præcisering af, at der er tale om den samlede værdi, skal forstås som enhedsværdien af de individuelle betalingsrettigheder, skal den fortolkning, som Det Forenede Kongerige har foreslået, forkastes af samme årsager som dem, der er angivet i præmis 91 og 92 ovenfor.

97      Det følger heraf, at stk. 1 og 2, sammenholdt i artikel 73a i forordning nr. 796/2004 i modsætning til det af Det Forenede Kongerige hævdede ikke gør det muligt at lægge til grund, at der, såfremt der oprindeligt er blevet tildelt et for højt antal betalingsrettigheder, som har medført en for lav vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne, idet den samlede værdi af de pågældende rettigheder påvirkes, i forbindelse med afsløringen af fejlen skal foretages en retrospektiv fornyet vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne efter nedsættelsen af antallet af disse.

98      Endvidere, for så vidt som Det Forenede Kongerige i sin replik har gjort gældende, at Kommissionen anerkendte, at dens analyse var fejlagtig, idet den medgav, at artikel 73a, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, som kun henviser til landbrugerens kendskab, var uanvendelig, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det på ingen måde fremgår af sagsakterne, at Kommissionen ønskede at støtte sin kritik af den systematiske fornyede vurdering af betalingsrettighederne på artikel 73a, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004.

99      Følgelig, og uden at det er fornødent at undersøge Kommissionens argumenter vedrørende artikel 73, stk. 4, i forordning nr. 796/2004, som vedrører tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, et spørgsmål, der henhører under dette anbringendes tredje klagepunkt, skal det konkluderes, at dette klagepunkt må forkastes.

–       Det tredje klagepunkt om tilbagesøgning af uretmæssige udbetalte beløb

100    Det Forenede Kongerige har anfægtet Kommissionens betragtninger vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb i henhold til artikel 73 i forordning nr. 796/2004. Det Forenede Kongerige finder i det væsentlige, at der i tilfælde af en oprindelig tildeling af et for højt antal betalingsrettigheder skal foretages en fornyet beregning af betalingsrettighederne i henhold til samme forordnings artikel 73a, inden størrelsen af de uretmæssige udbetalinger, der skal tilbagesøges, fastslås. Det følger heraf, at i et sådant tilfælde skal de beløb, der vedrører det historiske element, ikke tilbagebetales. Kommissionens tilgang om, at de beløb, der skal tilbagesøges, fastlægges på grundlag af den oprindelige værdi af de ikke-eksisterende betalingsrettigheder, er uforenelig med artikel 73 og 73a i forordning nr. 796/2004, for så vidt som Kommissionen for det første ikke foretog en justering med tilbagevirkende kraft af værdien af rettighederne og for det andet forpligtede landbrugerne til at tilbagebetale beløb, der var større end det reelle tab for fonden og de uretmæssige udbetalinger. Herved vil Kommissionens tilgang føre til, at landbrugerne pålægges en sanktion.

101    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

102    Det må i første række bemærkes, at artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 bestemmer følgende:

»Der ydes støtte til landbrugerne i henhold til enkeltbetalingsordningen, når der er aktiveret en betalingsrettighed pr. støtteberettiget hektar. Aktiverede betalingsrettigheder giver ret til betaling af de beløb, der er fastsat deri.«

103    For det andet bemærkes, at det følger af artikel 73, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, at landbrugeren, såfremt der er foretaget udbetaling af et uretmæssigt beløb, tilbagebetaler det pågældende beløb med tillæg af renter, der beregnes efter denne bestemmelses stk. 3.

104    Det følger af artikel 73, stk. 4, første afsnit, i forordning nr. 796/2004, at den i forordningens artikel 73, stk. 1, omhandlede forpligtelse til tilbagebetaling ikke gælder, hvis udbetalingen skyldes en fejl begået af den kompetente myndighed eller af en anden myndighed, og landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen. Det fremgår endvidere af artikel 73, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 796/2004, at hvis fejlen vedrører faktiske forhold, der er relevante for beregningen af den pågældende betaling, finder bestemmelsens første afsnit dog kun anvendelse, hvis beslutningen om tilbagebetaling ikke er meddelt senest 12 måneder efter udbetalingen.

105    For det tredje fremgår det af fast retspraksis, at når EU-lovgiver fastsætter betingelser for udbetaling af støtte, er den præklusion, som en manglende overholdelse af en af disse betingelser medfører, ikke en sanktion, men alene en konsekvens af, at de i loven fastsatte betingelser ikke er blevet overholdt (jf. dom af 24.5.2007, C-45/05, Maatschap Schonewille-Prins, Sml., EU:C:2007:296, præmis 47, og af 24.5.2012, Hehenberger, C-188/11, EU:C:2012:312, præmis 37).

106    I det foreliggende tilfælde bemærkes, at Det Forenede Kongeriges argumentation er støttet på den forudsætning, at der i tilfælde af uretmæssige tildelinger af betalingsrettigheder, der både har påvirket enhedsværdien og den samlede værdi af betalingsrettighederne, i henhold til artikel 73a i forordning nr. 796/2004 skal foretages en fornyet retrospektiv vurdering efter nedsættelse af antallet af rettighederne, inden der foretages en anvendelse af bestemmelserne i samme forordnings artikel 73 vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb.

107    Denne forudsætning kan ikke tiltrædes.

108    Henset til betragtningerne i præmis 97 ovenfor kan en sådan fornyet vurdering i modsætning til de af Det Forenede Kongerige fremførte argumenter ikke støttes på bestemmelserne i artikel 73a i forordning nr. 796/2004, når den samlede værdi af betalingsrettighederne, såfremt der foreligger fejl med hensyn til det støtteberettigede areal, der blev begået i året for tildeling af betalingsrettighederne, er blevet påvirket af de pågældende fejl.

109    Det følger heraf, at Det Forenede Kongeriges argument om, at der skulle foretages en fornyet retrospektiv vurdering af betalingsrettighederne forud for anvendelsen af artikel 73 i forordning nr. 796/2004, ikke kan tiltrædes.

110    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Det Forenede Kongeriges øvrige argumenter om, at en anvendelse af artikel 73, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, uden at der foretages en forudgående fornyet vurdering af betalingsrettighederne, medfører tilbagesøgninger af beløb, der er større end den reelle risiko for fonden og derfor udgør en sanktion for landbrugeren.

111    I denne forbindelse skal det for det første bemærkes, at støtten i henhold til artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 ydes for aktiverede betalingsrettigheder, dvs. for betalingsrettigheder, der er ledsaget af et tilsvarende antal støtteberettiget hektar. Følgelig påvirker en fejl med hensyn til det støtteberettigede areal, som Kommissionen med rette har anført, under alle omstændigheder det udbetalte støttebeløb i sin helhed.

112    For det andet fremgår det af betragtningerne i præmis 93 ovenfor, at en støtte, der ydes på grundlag af uretmæssigt tildelte betalingsrettigheder, henset til bestemmelsen i artikel 73a, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 796/2004, sammenholdt med samme forordnings artikel 73a, stk. 4, udgør en uretmæssig støtte, som skal tilbagesøges i henhold til forordningens artikel 73.

113    Det Forenede Kongeriges tilgang, der består i, at der forud for anvendelsen af bestemmelserne i artikel 73 i forordning nr. 796/2004 skal foretages en fornyet retrospektiv vurdering af enhedsværdien af hver betalingsrettighed, og at der på grundlag af et korrekt antal således fornyet vurderede betalingsrettigheder skal foretages en fornyet beregning af det støttebeløb, som skulle have været udbetalt til landbrugeren, såfremt fejlen fra 2005 ikke var blevet begået, udgør, som Kommissionen med rette har gjort gældende som svar på dette anbringendes såvel første som tredje klagepunkt, imidlertid en hindring for en korrekt og effektiv tilbagesøgning af den uretmæssige støtte.

114    Snarere end at anse støtte, der tildeles på grundlag af en uretmæssigt tildelt betalingsrettighed, der er ledsaget af et areal, som ikke er støtteberettiget i sin helhed, for uretmæssig, indebærer Det Forenede Kongeriges tilgang, at den uretmæssige del nedsættes til forskellen mellem den ydede udbetaling og en korrigeret udbetaling på grundlag af betalingsrettigheder, der er blevet undergivet en fornyet vurdering, og antallet af hektar, der er blevet fastslået som støtteberettigede, svarende til beløbet af det faste element af den uretmæssigt tildelte betalingsrettighed.

115    Det skal imidlertid bemærkes, at da der ikke foreligger nogen bestemmelse, der i tilfælde af uretmæssig tildeling af visse betalingsrettigheder, som har påvirket den samlede værdi af betalingsrettighederne, foreskriver en retrospektiv fornyet højere vurdering af enhedsværdien, er en sådan fortolkning uforenelig med kravet om en streng fortolkning af betingelserne for at anerkende udgifter, som følger af Domstolens praksis inden for rammerne af Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 94, s. 13) erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103), som for sin del blev erstattet af forordning nr. 1290/2005 (jf. i denne retning dom af 6.11.2014, Nederlandene mod Kommissionen, C-610/13 P, EU:C:2014:2349, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

116    Dernæst, for så vidt som Det Forenede Kongerige i replikken har gjort gældende, at en tilgang, i henhold til hvilken overbetalingerne vurderes på grundlag af de oprindeligt tildelte betalingsrettigheder, er til hinder for en korrekt tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb, for så vidt som overbetalingerne aldrig vil blive tilbagesøgt eller vil give anledning til for store tilbagesøgninger, skal det for det første for så vidt angår de for store tilbagesøgninger bemærkes, at denne argumentation, henset til betragtningerne ovenfor i præmis 113 og 114, kun kan forkastes.

117    Hvad for det andet angår argumentet om, at den pågældende tilgang, som er Kommissionens tilgang, kunne have til følge, at tilbagesøgningen af overbetalingen blev hindret som følge af en støtteberegning på grundlag af ikke-eksisterende betalingsrettigheder, bemærkes, at dette argument, som i stævningen kun blev fremført i forbindelse med det fjerde klagepunkt og gjort gældende på baggrund af bestemmelserne i artikel 51 i forordning nr. 796/2004, er påberåbt i sammenhæng med fastlæggelsen af overbetalinger for første gang i replikken, og at det på ingen måde er understøttet deri andet end gennem henvisninger til forklaringerne i stævningen i henhold til det fjerde klagepunkt. Under alle omstændigheder bemærkes, som det fremgår af præmis 93 ovenfor, at en støtte, der tildeles på grundlag af en uretmæssigt tildelt betalingsrettighed, selv er uretmæssig. Selv om Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at Kommissionens tilgang under visse omstændigheder medfører, at en sådan betaling ikke anses for uretmæssig, eftersom overbetalingen beregnes på grundlag af betalingsrettighederne, som de er anmeldt, skal det imidlertid bemærkes, at Kommissionen i sine skriftlige indlæg som svar på Det Forenede Kongeriges første anbringende udtrykkeligt har gjort gældende, at en landbruger ikke kan modtage betaling på grundlag af en uretmæssigt tildelt betalingsrettighed. Det fremgår endvidere ikke af sagsakternes oplysninger, at Det Forenede Kongerige inden for rammerne af rapporten om vurdering af risikoen blev foranlediget til at udelukke visse beløb, der var ydet på grundlag af uretmæssigt tildelte betalingsrettigheder, fra beregningen af overbetalinger.

118    Endelig skal det præciseres, at henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 105 ovenfor, udgør tilbagesøgningen i modsætning til det af Det Forenede Kongerige hævdede ikke en sanktion, men er blot en følge af den manglende overholdelse af betingelserne for støtteberettigelse.

119    Det skal endvidere tilføjes, at artikel 73, stk. 4, første afsnit, under alle omstændigheder bestemmer, at den i bestemmelsens stk. 1 omhandlede forpligtelse til tilbagebetaling ikke gælder, hvis udbetalingen skyldes en fejl begået af den kompetente myndighed eller af en anden myndighed, og landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen. Det følger heraf, at en landbruger i god tro er beskyttet mod tilbagesøgning af uretmæssig støtte, såfremt den fejl, der har påvirket det støtteberettigede areal eller endog tildelingen af betalingsrettigheder, kan tilregnes myndighederne, og landbrugeren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen.

120    Det følger heraf, at dette klagepunkt må forkastes.

–       Det fjerde klagepunkt vedrørende nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse af arealer

121    Det Forenede Kongerige har bestridt betragtningen om, at den skulle have foretaget en fejlagtig anvendelse af bestemmelserne i artikel 51 i forordning nr. 796/2004. For det første er Det Forenede Kongerige af den opfattelse, at såfremt der er blevet begået fejl i forbindelse med den oprindelige tildeling af rettigheder, kan de sanktioner, der er omhandlet i den pågældende artikel, kun anvendes, efter at der er foretaget en fornyet vurdering af værdien af betalingsrettighederne i henhold til samme forordnings artikel 73a. For det andet har Det Forenede Kongerige samtidigt med, at det har anerkendt, at sanktioner må kunne pålægges for ethvert anmeldelsesår, når en landbruger erklærer, at et areal ikke er berettiget til at aktivere en betalingsrettighed, som han reelt råder over, ikke desto mindre gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen fandt, at der i tilfælde af fejl, som begås i forbindelse med den oprindelige tildeling af betalingsrettigheder, og som gentages i forbindelse med efterfølgende anmeldelsesår, skal anvendes sanktioner ikke kun for 2005, men ligeledes for efterfølgende år, selv om landbrugeren anmelder et tilstrækkeligt stor antal støtteberettigede hektar til at aktivere de betalingsrettigheder, han reelt råder over. Der foretages således i bestemmelserne i artikel 51 i forordning nr. 796/2004 en sondring mellem overanmeldelser af arealer, der giver anledning til aktivering af betalingsrettigheder, som landbrugeren faktisk råder over, og overanmeldelser, der fører til fejl ved den oprindelige tildeling af betalingsrettigheder. Det fremgår nemlig af såvel opbygningen af artikel 51, stk. 1 og 2a, i forordning nr. 796/2004, som subsidiært af princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mindst strenge sanktion, i det foreliggende tilfælde den pågældende sidstnævnte forordnings artikel 57, stk. 2, andet afsnit, at sanktioner ikke kan pålægges for efterfølgende år.

122    Kommissionen har bestridt Det Forenede Kongeriges argumenter.

123    Det bemærkes først, at den argumentation, som Det Forenede Kongerige har fremført til støtte for dette klagepunkt, er støttet på den forudsætning, at der, inden der foretages en anvendelse af nedsættelserne og udelukkelserne i henhold til artikel 51 i forordning nr. 796/2004, skal ske anvendelse af samme forordnings artikel 73a, således som den er fortolket af Det Forenede Kongerige.

124    I denne forbindelse er det, som det fremgår af præmis 97 og 108 ovenfor, tilstrækkeligt at bemærke, at denne forudsætning er fejlagtig.

125    Det er i præmis 97 og 108 ovenfor nemlig allerede anført, at artikel 73a i forordning nr. 796/2004 ikke kan fortolkes således, at den under omstændigheder som i den foreliggende sag foreskriver en fornyet retroaktiv vurdering af værdien af betalingsrettighederne.

126    Det følger ligeledes heraf, at for så vidt som artikel 73a i forordning nr. 796/2004 under omstændigheder som i den foreliggende sag ikke tillader en fornyet retrospektiv vurdering af betalingsrettighederne, kan Det Forenede Kongerige ikke foreholde Kommissionen at behandle det anmeldte areal og de anmeldte betalingsrettigheder forskelligt derved, at den justerer det første uden af denne grund at justere de sidstnævnte.

127    For det andet er Det Forenede Kongerige dels af den opfattelse, at der for så vidt angår anmeldelsesåret 2005 i henhold til artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 skal anvendes en sanktion for overanmeldelse, og har præciseret, at denne sanktion skal beregnes på grundlag af betalingsrettighederne, som korrigeret retrospektivt. Dels er Det Forenede Kongerige for så vidt angår de efterfølgende anmeldelsesår, hvorunder den samme fejl blev gentaget, af den opfattelse, at en kombineret anvendelse af stk. 1 og 2a, i artikel 51 i forordning nr. 796/2004 har til følge at enhver sanktion udelukkes for disse år. Denne betragtning er støttet på de pågældende bestemmelsers opbygning ifølge Det Forenede Kongerige derved, at det, når landbrugeren anmelder tilstrækkeligt støtteberettiget areal til at aktivere de betalingsrettigheder, som han reelt råder over (dvs. i givet fald efter nedsættelse af rettighedernes antal og fornyet vurdering af deres værdi), ikke i henhold til artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 er nødvendigt at pålægge ham en sanktion.

128    Ved bedømmelsen af, om disse argumenter er begrundede, skal det efterprøves dels, om artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 på trods af ordlyden af samme forordnings artikel 73a stiller krav om, at der foretages en retrospektiv fornyet vurdering af værdien af betalingsrettighederne, dels, om det, som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, fremgår af forordningens artikel 51, stk. 2a, at der ikke kan pålægges nogen sanktion, for så vidt som landbrugeren anmelder et areal, der er tilstrækkeligt til at aktivere det antal betalingsrettigheder, han reelt råder over.

129    Det bemærkes først indledningsvis, at formålene med forordning nr. 796/2004 og særligt med dens artikel 51 i henhold til 29. og 55. betragtning til forordningen er henholdsvis at sikre en effektiv overvågning af og med henblik på en effektiv beskyttelse af EU’s finansielle interesser at vedtage passende foranstaltninger til bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig (jf. analogt dom af 28.11.2002, Agrargenossenschaft Pretzsch, C-417/00, Sml., EU:C:2002:715, præmis 33).

130    Dernæst bestemmer artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, at såfremt det areal, som er angivet i ansøgningen om arealstøtten, overstiger det, som er fastslået under kontrollen – og betingelserne i det integrerede system dermed ikke er opfyldt – pålægges der sanktioner, som er afpasset efter grovheden af den begåede uregelmæssighed (jf. analogt dom Agrargenossenschaft Pretzsch, nævnt i præmis 129 ovenfor, EU:C:2002:715, præmis 35). For det første beregnes støtten, såfremt forskellen mellem det anmeldte areal og det efter samme forordnings artikel 50, stk. 3 og 5, fastslåede areal udgør over 3% eller to hektar, men ikke over 20% af det fastslåede areal, på grundlag af det fastslåede areal reduceret med det dobbelte af den konstaterede forskel. For det andet ydes der ingen støtte, såfremt den pågældende forskel overstiger 20% af det fastslåede areal. For det tredje udelukkes landbrugeren endnu en gang fra at modtage støtte på indtil et beløb lig med det beløb, der svarer til forskellen mellem det anmeldte areal og det efter artikel 50, stk. 3 og 5 i forordning nr. 796/2004, fastslåede areal, når forskellen er på over 50%.

131    Til gengæld og for det første bestemmer artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 i første afsnit, at disse nedsættelser og udelukkelser ikke anvendes, hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end betalingsrettighederne, og arealet opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse. For det andet følger det af bestemmelsens andet afsnit, at hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end betalingsrettighederne, og arealet ikke opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, beregnes forskellen efter samme forordnings artikel 51, stk. 1, som forskellen mellem det areal, der opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, og de anmeldte betalingsrettigheder.

132    Endelig skal det tilføjes, at det fremgår af retspraksis, at den kompetente myndighed, såfremt den opdager, at en støtteansøger har afgivet urigtige oplysninger uden at have handlet forsætligt, som har ført til, at det støtteberettigede areal er ansat for højt i ansøgningen, og samme fejl er blevet begået i årene forud for det, hvori en sådan fejl er blevet afsløret, hvilket for hvert af disse år har ført til, at det støtteberettigede areal er ansat for højt, skal nedsætte det areal, der faktisk er fastslået med henblik på beregningen af den støtte, der skulle udbetales for de samtlige omhandlede år, med forbehold af forældelsesfristerne i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 (jf. i denne retning dom af 19.11.2002, Strawson og Gagg & Sons, C-304/00, Sml., EU:C:2002:695, præmis 64, og af 25.7.2006, Belgien mod Kommissionen, T-221/04, EU:T:2006:223, præmis 88).

133    Det er i lyset af disse bemærkninger, at der skal foretages en successiv undersøgelse af de to spørgsmål, der er rejst i præmis 128 ovenfor.

134    Hvad for det første angår spørgsmålet om de nedsættelser og udelukkelser, der er fastsat i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 skal fastlægges på grundlag af enhedsværdien af en fornyet beregning af betalingsrettighederne, skal det bemærkes, at det i modsætning til det af Det Forenede Kongerige hævdede hverken fremgår af artiklens ordlyd, som ifølge denne medlemsstat er »udtrykt […] i retlige vendinger«, eller af en læsning af artiklen i lyset af definitionen i forordningens artikel 2, nr. 22), af begrebet »fastslået areal«, at den sanktion, der er fastsat i den pågældende artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, skal fastlægges på grundlag af en retrospektiv fornyet vurdering af betalingsrettighederne.

135    Det fremgår nemlig af ordlyden af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, at de nedsættelser og udelukkelser, der er fastsat i bestemmelsen, finder anvendelse, når det areal, der er anmeldt af landbrugeren, overstiger det efter samme forordnings artikel 50, stk. 3, fastslåede areal, og forskellen mellem de to arealer overstiger de margener, der er angivet i bestemmelsen.

136    Selv om det fremgår af denne bestemmelse, at en overanmeldelse sanktioneres ved en nedsættelse under de betingelser, der er fastsat i bestemmelsen, af det fastslåede areal, på grundlag af hvilket støttebeløbet er beregnet, skal det imidlertid ikke desto mindre konstateres, at dens anvendelse på baggrund af selve ordlyden af bestemmelsen på ingen måde er undergivet en forudgående fornyet vurdering af enhedsværdien af betalingsrettighederne i tilfælde af en uretmæssig tildeling af sådanne rettigheder.

137    For så vidt som Det Forenede Kongerige har henvist til artikel 2, nr. 22), i forordning nr. 796/2004 skal det i øvrigt bemærkes, at et areal i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse kun er fastslået, såfremt det er i overensstemmelse med alle de fastsatte støttebetingelser, og det præciseres, at i forbindelse med enkeltbetalingsordningen kan det anmeldte areal kun anses for at være fastslået, hvis det faktisk er knyttet til et tilsvarende antal betalingsrettigheder.

138    Selv om det, som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, antages, at den pågældende artikel 2, nr. 22), i forordning nr. 796/2004 således definerer det fastslåede areal i forhold til et areal, der er ledsaget af det antal betalingsrettigheder, som landbrugeren reelt råder over, og at denne definition er relevant i sammenhæng med forordningens artikel 51, er denne definition imidlertid ikke af en karakter, som foreskriver en beregning af sanktionen i henhold til artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 på grundlag af en fornyet beregning af værdien af betalingsrettighederne. Den pågældende forordnings artikel 22, nr. 22), indeholder nemlig ikke nogen angivelse med hensyn til værdien af de betalingsrettigheder, som der i givet fald skal tages hensyn til.

139    Denne fortolkning af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 underbygges så meget desto mere for det første på baggrund af bestemmelserne i samme forordnings artikel 50, navnlig denne sidstnævntes stk. 2. Det fremgår af artikel 50, stk. 2, i forordning nr. 796/2004, som definerer støttens beregningsgrundlag, at hvis der er forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, beregnes støtten på grundlag af den mindste af disse størrelser. Med andre ord fremgår det af denne bestemmelse, at støtteberegningen i mangel af anden angivelse skal ske på grundlag af de betalingsrettigheder, der anmeldes af landbrugeren, uden at der skal tages hensyn til en eventuel fornyet højere vurdering af deres enhedsværdi.

140    For det andet er denne fortolkning af bestemmelserne i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 sammenhængende med den fortolkning, der blev foretaget i forbindelse med det første klagepunkt, som blev fremsat til støtte for nærværende anbringende, af samme forordnings artikel 73a, derved at denne sidstnævnte, som det blev anført i præmis 125 ovenfor, under omstændigheder som de i nærværende sag omhandlede ikke foreskriver nogen fornyet vurdering med tilbagevirkende kraft af værdien af betalingsrettighederne.

141    Følgelig er Det Forenede Kongeriges argumenter vedrørende artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, sammenholdt med forordningens artikel 2, nr. 22), ikke af en karakter, der kan godtgøre, at nedsættelserne og udelukkelserne skal fastlægges på grundlag af en retrospektiv fornyet vurdering af betalingsrettighederne.

142    Hvad for det andet angår spørgsmålet, om artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 i tilfælde af gentagelse af en fejl med hensyn til det støtteberettigede areal, såsom den, der oprindeligt blev begået i 2005, udelukker anvendelse af en nedsættelse eller udelukkelse i henhold til bestemmelsens stk. 1, for så vidt som landbrugeren anmelder et areal, der er tilstrækkeligt til at aktivere det antal betalingsrettigheder, han reelt råder over, bemærkes, at det fremgår af forordningens artikel 51, stk. 2a, at hvis en landbruger har anmeldt et areal, der er større end betalingsrettighederne, og arealet opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, anvendes nedsættelserne og udelukkelserne i stk. 1 ikke, idet det præciseres, at såfremt arealet ikke i et sådant tilfælde opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, beregnes forskellen i samme artikel 51, stk. 1, som forskellen mellem det areal, der opfylder alle øvrige betingelser for støtteberettigelse, og de anmeldte betalingsrettigheder.

143    For det første fremgår det af en samlet læsning af de to afsnit i artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, ud over den omstændighed, at ordlyden af denne bestemmelse ikke fastsætter noget forbehold vedrørende tilfælde af gentagelse af en overanmeldelse, som oprindeligt havde ført til en tildeling af et for højt antal betalingsrettigheder, og indfører ikke nogen sondring mellem en overanmeldelse, der foretages på tidspunktet for den oprindelige tildeling af rettighederne, og som efterfølgende gentages, og en overanmeldelse, der foretages efter den pågældende tildeling, at denne bestemmelse, som Kommissionen i øvrigt har anført, finder anvendelse, såfremt det areal, der er anmeldt af landbrugeren, overstiger antallet af betalingsrettigheder, som er anmeldt af landbrugeren uden hensyntagen til det antal rettigheder, han rent faktisk råder over. Selv om bestemmelsens første afsnit ganske vist ikke definerer de deri omhandlede betalingsrettigheder som værende de anmeldte rettigheder, foretages denne kvalifikation imidlertid i samme bestemmelses andet afsnit.

144    Det er således kun i det tilfælde, at det anmeldte areal er større end antallet af anmeldte betalingsrettigheder, og at det pågældende areal opfylder alle øvrige kriterier for støtteberettigelse, at de nedsættelser og udelukkelser, der er indført i denne bestemmelses stk. 1, i henhold til artikel 51, stk. 2a, første afsnit, ikke finder anvendelse.

145    Derimod skal sammenligningen mellem det anmeldte areal og de anmeldte betalingsrettigheder inden for rammerne af artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 i modsætning til det af Det Forenede Kongerige anførte ske uden hensyntagen til det antal betalingsrettigheder, som landbrugeren reelt råder over, i givet fald efter tilbagesøgning af de rettigheder, der uretmæssigt blev tildelt på grundlag af artikel 73a i forordning nr. 796/2004.

146    For det andet skal det tilføjes, at denne ordlydsfortolkning af artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 796/2004 ligeledes bekræftes af en kontekstuel og teleologisk fortolkning af bestemmelsen.

147    I denne forbindelse bemærkes for det første, at artikel 50, stk. 2, i forordning nr. 796/2004 bestemmer, at støtten, hvis der er forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, beregnes under enkeltbetalingsordningen på grundlag af den mindste af disse størrelser. Denne bestemmelse definerer således beregningsgrundlaget for støttebeløbet.

148    For det andet, og som det allerede er anført i præmis 129 ovenfor, indgår artikel 51 i forordning nr. 796/204 i det væsentlige i formålet om en effektiv beskyttelse af EU’s finansielle interesser gennem bekæmpelse af uregelmæssigheder og svig. Med henblik herpå fastsætter artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, når det anmeldte areal overstiger det fastlagte areal, afpassede sanktioner (jf. præmis 130 ovenfor).

149    Derimod anses der ikke for at være behov for sådanne sanktioner, som det fremgår af 12. betragtning til forordning nr. 659/2006, hvormed stk. 2a blev indsat i artikel 51 i forordning nr. 796/2004, i tilfælde, hvor en landbruger har anmeldt et areal, der er større end de anmeldte betalingsrettigheder, og det anmeldte areal opfylder alle de øvrige betingelser for støtteberettigelse. I et sådan tilfælde bestemmer artikel 50, stk. 2, i forordning nr. 796/2004, som det anføres i samme betragtning, at støtten beregnes på grundlag af det antal hektar, der er ledsaget af betalingsrettigheder.

150    Den forbindelse, der etableres i 12. betragtning til forordning nr. 659/2006, mellem artikel 50, stk. 2, i forordning nr. 796/2004, en bestemmelse, der udtrykkeligt er støttet på en sammenligning mellem det anmeldte areal og de anmeldte betalingsrettigheder, og sidstnævnte forordnings artikel 51, stk. 2a, bekræfter således konklusionen om, at den sammenligning, der skal foretages i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse, skal ske mellem på den ene side det anmeldte areal og på den anden side de anmeldte betalingsrettigheder og ikke de betalingsrettigheder, der rent faktisk indehaves af landbrugeren, i givet fald efter tilbagesøgning af uretmæssigt tildelte rettigheder på grundlag af artikel 73a i forordning nr. 796/2004.

151    For det andet er indsættelsen af stk. 2a i denne bestemmelse, henset til den generelle opbygning af artikel 51 i forordning nr. 796/2004, der indgår i bekæmpelsen af uregelmæssigheder og svig, støttet på en betragtning om, at der i tilfælde af afvigelser mellem det anmeldte areal og de anmeldte betalingsrettigheder i princippet ikke består nogen risiko for uregelmæssigheder eller svig, forudsat at det anmeldte areal opfylder alle de øvrige betingelser for støtteberettigelse. I tilfælde af en sådan afvigelse mellem det anmeldte areal og antallet af anmeldte rettigheder skal støtten nemlig under alle omstændigheder fastsættes i henhold til forordningens artikel 50, stk. 2, på det laveste grundlag, således at det under alle omstændigheder er udelukket, at en støtte udbetales på grundlag af et ikke fastslået areal. Det følger heraf, at der i et sådant tilfælde i princippet ikke er nogen risiko for uretmæssigt tildelte betalinger på grundlag af et ikke fastslået areal.

152    For det tredje bemærkes, at det, således som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, er korrekt, at denne fortolkning af artikel 51 i forordning nr. 796/2004 og særligt dens stk. 2 ikke udelukker, at en sanktion undtagelsesvis beregnes på grundlag af betalingsrettigheder, der ikke foreligger, når landbrugeren anmelder et antal rettigheder, som er større end det antal betalingsrettigheder, han reelt råder over.

153    Det skal imidlertid lægges til grund, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om henvisningen i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 til det fastslåede areal, som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, skal forstås som en henvisning til et støtteberettiget areal, der er ledsaget af et tilsvarende antal anmeldte betalingsrettigheder eller anmeldte betalingsrettigheder, som landbrugeren reelt råder over, at den omstændighed, der er nævnt i præmis 152 ovenfor, ikke i modsætning til det af Det Forenede Kongerige under retsmødet hævdede kan behæfte den anfægtede afgørelse med ulovlighed.

154    Ud over den omstændighed, at Det Forenede Kongerige ikke har rejst tvivl om lovligheden af artikel 51 i forordning nr. 796/2004, skal det fastslås, at denne omstændighed, hvor beklagelig den end måtte være, ikke kan ændre den fortolkning, som er angivet ovenfor, af bestemmelserne i artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, og som skal foretages på baggrund af en ordlyds-, kontekstuel og teleologisk fortolkning af disse bestemmelser.

155    I denne forbindelse skal det endvidere tilføjes, at forordning nr. 1122/2009, som ophævede og erstattede forordning nr. 796/2004 med virkning fra den 1. januar 2010, nu udtrykkeligt i artikel 57, stk. 2, andet afsnit, med overskriften »Beregningsgrundlag i forbindelse med anmeldte arealer« bestemmer, at »overstiger antallet af anmeldte betalingsrettigheder det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed, nedsættes de anmeldte betalingsrettigheder til det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed«.

156    Denne nye bestemmelse er, således som det fremgår af 78. betragtning til forordning nr. 1122/2009, støttet på betragtningen som følger:

»For at der kan udbetales støtte i henhold til enkeltbetalingsordningen, kræves der et tilsvarende antal betalingsrettigheder og støtteberettigede hektar. Hvis der er forskel mellem de anmeldte betalingsrettigheder og det anmeldte areal, bør det derfor fastsættes, at betalingen beregnes på grundlag af den mindste af disse størrelser. For at undgå beregninger baseret på rettigheder, der ikke eksisterer, bør det antal betalingsrettigheder, der lægges til grund ved beregningen, ikke overstige det antal betalingsrettigheder, landbrugerne har til rådighed.«

157    I modsætning til Det Forenede Kongeriges argumentation om, at dets fortolkning af artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004 bekræftes af artikel 57, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009, bemærkes, at vedtagelsen af denne sidstnævnte forordning og de ændringer, den medfører, ikke kan ændre fortolkningen af artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, som den er foretaget ovenfor, og begrunde en fortolkning af denne sidstnævnte bestemmelse, som er i strid med ikke kun dens ordlyd, men også med de grunde, der fremkaldte indsættelsen i den pågældende forordning (jf. i denne retning analogt dom af 16.9.2013, Nedelandene mod Kommissionen, T-343/11, EU:T:2013:468, præmis 91).

158    Ud over den omstændighed, at artikel 57, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009 på baggrund af sin ordlyd har et andet formål end formålet i artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, eftersom denne sidstnævnte bestemmelse vedrører nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse, skal det, uden at det er fornødent at fortolke artikel 57, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009, bemærkes, at denne sidstnævnte forordning ikke fandt anvendelse på tidspunktet for de kontroller, i forbindelse med hvilke fejlene vedrørende overanmeldelser blev opdaget, og denne forordning fandt i henhold til dens artikel 87, stk. 2, først anvendelse fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgninger for produktionsår eller referenceperioder, der begynder den 1. januar 2010.

159    For det tredje, for så vidt som Det Forenede Kongerige har tilsigtet at understøtte sine påstande vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i artikel 51 i forordning nr. 796/2004 med fremlæggelsen af eksempler på beregninger af sanktioner i henhold til de pågældende bestemmelser, skal det tilføjes, at sådanne eksempler, der udelukkende gives for fuldstændighedens skyld, ikke kan godtgøre, at det var med urette, at Kommissionen foreholdt Det Forenede Kongerige fejlagtigt at have beregnet sanktionerne i henhold til de pågældende bestemmelser, og at den beregningsmetode, der blev anvendt for så vidt angår sanktionerne i tilfælde af overanmeldelse ved vurderingen af den økonomiske risiko for fonden, var fejlagtig.

160    For det tredje og afslutningsvis har Det Forenede Kongerige subsidiært påberåbt sig princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mindst strenge sanktion. I denne forbindelse finder Det Forenede Kongerige i det væsentlige, at artikel 57, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1122/2009 udgør en ny bestemmelse vedrørende anvendelsen af nedsættelser og udelukkelser, og at denne bestemmelse, eftersom den er mindre streng end den, der følger af artikel 51 i forordning nr. 796/2004, som fortolket af Kommissionen, skal finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. Denne nye bestemmelse indebærer, at der ses bort fra nedsættelserne og udelukkelserne i tilfælde af overanmeldelse, såfremt landbrugeren anmelder et støtteberettiget areal, der mindst svarer til de anmeldte betalingsrettigheder, og dette antal kan ikke overstige det antal betalingsrettigheder, han råder over.

161    I denne forbindelse skal det som allerede anført i præmis 158 ovenfor bemærkes, at i henhold til artikel 87, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009 finder denne bestemmelse først anvendelse for ansøgninger, der indgives for produktionsår eller referenceperioder, der begynder den 1. januar 2010, således at forordning nr. 796/2004 i princippet fandt anvendelse på støtteansøgninger, der blev indgivet for 2009. Det skal imidlertid ligeledes bemærkes, at det følger af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2988/95, at såfremt bestemmelserne om administrative sanktioner i en EU-retsakt ændres efterfølgende, anvendes de mindst strenge bestemmelser med tilbagevirkende kraft.

162    Ifølge retspraksis udgør nedsættelser og udelukkelse af støtte, såsom dem, der er fastsat i artikel 51 i forordning nr. 796/2004 en administrativ sanktion i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 (jf. i denne retning dom af 17.7.1997, National Farmers’ Union m.fl., C-354/95, Sml., EU:C:1997:379, points 40 og 41, dom Strawson og Gagg & Sons, nævnt i præmis 132 ovenfor, EU:C:2002:695, præmis 46, og dom af 4.5.2006, Haug, C-286/05, Sml., EU:C:2006:296, præmis 21).

163    Det fremgår derimod ligeledes af retspraksis, at bestemmelserne vedrørende fastsættelse af et beregningsgrundlag ikke udgør en administrativ sanktion (jf. i denne retning dom Haug, nævnt i præmis 162 ovenfor, EU:C:2006:296, præmis 24).

164    Det er imidlertid netop tilfældet med artikel 57, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1122/2009, som Det Forenede Kongerige har påberåbt sig.

165    Artikel 57, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1122/2009, som bestemmer, at »overstiger antallet af anmeldte betalingsrettigheder det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed, nedsættes de anmeldte betalingsrettigheder til det antal betalingsrettigheder, landbrugeren har til rådighed«, er nemlig, som Kommissionen bemærkede under retsmødet, en del af definitionen af beregningsgrundlaget i forbindelse med anmeldte arealer.

166    Endvidere ændrer artikel 57, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1122/2009 på ingen måde bestemmelserne vedrørende nedsættelser og udelukkelser, sådan som de fremgår af artikel 58 i forordning nr. 1122/2009. Denne sidstnævnte artikel gengiver i øvrigt bestemmelserne i artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, idet det imidlertid præciseres, at bestemmelserne i artikel 51, stk. 2a, i forordning nr. 796/2004, som udgjorde en undtagelse til nedsættelserne og udelukkelserne i samme forordnings artikel 51, stk. 1, ikke er gentaget i artikel 58 i forordning nr. 1122/2009.

167    Det følger heraf, at Det Forenede Kongeriges argumenter vedrørende en anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mindre streng sanktion ikke kan tiltrædes.

168    Det fjerde klagepunkt skal følgelig forkastes i sin helhed.

 Det andet klagepunkt vedrørende en hensyntagen i forbindelse med den nye vurdering af betalingsrettighederne til arealforskelle, der påvirker præmier »for dyr«

169    Det Forenede Kongerige har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med urette fastslog, at det historiske element kunne påvirkes af de fejl, der blev begået med hensyn til arealer vedrørende præmier »for dyr«. Det følger nemlig af Kommissionens afgørelse 2010/399/EU af 15. juli 2010 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, EGFL og ELFUL (EUT L 184, s. 6), at Kommissionen for så vidt angår anmeldelsesåret 2004 kun anvendte en fast korrektion på 2% på de udgifter, der blev afholdt inden for rammerne af ordningen for ekstensiveringspræmier. Den samme ekstremt lille risiko ville, henset til den store lighed mellem ordningerne og de tilknyttede forhold, blive løbet under referenceperioden.

170    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

171    I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakternes oplysninger, at Kommissionen i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutningen fandt, at den nye beregning af betalingsrettighederne, således som foretaget af Det Forenede Kongerige, kun tog hensyn til det faste element, mens der ikke var foretaget nogen kontrol med henblik på at fastslå, om arealforskellene ligeledes påvirkede de præmier »for dyr«, der var blevet betalt i referenceperioden mellem 2000 og 2002, og følgelig betalingsrettighedernes historiske element.

172    Selv om det som hævdet af Det Forenede Kongerige antages, at den risiko, der skyldes den manglende efterprøvelse af indvirkningen af de fejl, der blev begået vedrørende fastlæggelsen af arealerne vedrørende præmier »for dyr«, har været meget lille, skal det imidlertid konstateres, at Det Forenede Kongerige på ingen måde har rejst tvivl om selve den konstatering, at det ikke foretog en sådan efterprøvelse. Det Forenede Kongerige har ikke anfægtet det forhold, at der foreligger arealforskelle, der kan have påvirket præmier »for dyr«. Endvidere har medlemsstaten under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten bekræftet, at den ikke har foretaget en efterprøvelse af sådanne forskelles eventuelle indvirkning på betalingsrettighederne historiske element, hvilket er blevet tilført retsbogen.

173    Det følger heraf på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i præmis 65 ovenfor, at det, selv om det påhviler Kommissionen at fremlægge bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til kontrolforanstaltninger, der foretages af nationale administrative myndigheder, eller tal, der meddeles af disse, påhviler den berørte medlemsstat at godtgøre, at Kommissionens konstateringer er urigtige, og Det Forenede Kongerige har ikke formået at afkræfte disse konstateringer fra Kommissionen som sammenfattet i det væsentlige i præmis 171 ovenfor.

174    Endvidere, for så vidt som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at den risiko, der opstod ved den manglende efterprøvelse for så vidt angår præmier »for dyr«, var ekstremt lille, bemærkes, at den sats for den faste korrektion, der blev anvendt i det foreliggende tilfælde, blev begrundet af en række af utilstrækkeligheder, der blev påpeget af Kommissionen ved hoved- og støttekontroller, og som fremgår af en risikovurdering, som Det Forenede Kongerige selv foretog. Ud over den omstændighed, at Det Forenede Kongerige ikke gjorde rede for, hvorledes satsen på 5,19% i givet fald var påvirket af en hensyntagen til de manglende efterprøvelser, er det tilstrækkeligt at bemærke, at selv om denne manglende efterprøvelse skabte en ubetydelig risiko for fonden, kan denne betragtning ikke rejse tvivl om anvendelsen i det foreliggende tilfælde af en sats for punktvis korrektion på 5,19%.

175    Det foreliggende klagepunkt må derfor forkastes.

 Det femte klagepunkt om forsætlig overanmeldelse

176    Det Forenede Kongerige har anfægtet konstateringen af, at der forelå utilstrækkeligheder, som påvirkede støttekontrollerne vedrørende den forsætlige overanmeldelse, der er omhandlet i artikel 53 i forordning nr. 796/2004. Det Forenede Kongerige har i det væsentlige gjort gældende, at forsætlig overanmeldelse udgør svig, der kan udløse strafferetlige sanktioner og i henhold til lovgivningen i Nordirland udgør en strafferetlig overtrædelse. Selv om det er korrekt, at artikel 53 i forordning nr. 796/2004 indfører en sanktion, der er administrativ og ikke strafferetlig, forholder det sig ikke desto mindre således, at Nordirlands departement for landbrug og udvikling af landdistrikter (Northern Ireland Department of Agriculture and Rural Development, DARD) kun kan konkludere, at en landbruger har indgivet en svigagtig ansøgning, såfremt dette er fastslået ved en almindelig straffesag. Tilsvarende kan Kommissionen ikke foreholde Det Forenede Kongerige den omstændighed, at DARD ikke til sin efterretningstjeneste (Central Investigation Service, CIS) henviste tilfælde, der ifølge Kommissionen skulle have været henvist, og dette gælder særligt, fordi der ikke foreligger nogen pligt til henvisning, når beviserne under alle omstændigheder er utilstrækkelige. Det Forenede Kongerige har endvidere tilføjet, at svigagtige ansøgninger er ekstremt sjældne, således at omfanget af udgifter, der er udsat for risiko som følge af forsætlig overanmeldelse i Nordirland, formentlig er ekstremt lille.

177    Kommissionen har bestridt berettigelsen af Det Forenede Kongeriges argumenter.

178    For det første bemærkes, at Det Forenede Kongerige under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten efter dommen af 27. februar 2013, Polen mod Kommissionen (T-241/10, EU:T:2013:96), frafaldt sin argumentation om i det væsentlige, at Kommissionen med urette havde foreholdt det at have betinget sanktionen for en forsætlig overanmeldelse i henhold til artikel 53 i forordning nr. 796/2004 af afviklingen af en forudgående straffesag, hvilket blev tilført retsbogen.

179    For det andet, og for så vidt som Det Forenede Kongerige ikke udtrykkeligt har frafaldet sin argumentation om, at Kommissionen ikke kan foreholde det den omstændighed, at DARD ikke henviste visse tilfælde til CIS, skal det, uden det er nødvendigt at tage stilling til, om denne argumentation er relevant, bemærkes, at den omstændighed alene, og som ikke er bestridt, som det fremgår af præmis 178 ovenfor, at Det Forenede Kongerige betingede anvendelsen af administrative sanktioner af en forudgående afvikling af en straffesag, er tilstrækkelig til at konkludere, at der forelå mangler, der påvirkede den ordning for anvendelse i Det Forenede Kongerige af de administrative sanktioner, der blev indført ved artikel 53 i forordning nr. 796/2004. Følgelig er det ufornødent at undersøge, om denne ordning tilmed var påvirket af utilstrækkelighederne derved, at visse tilfælde af overanmeldelse, som ifølge Kommissionen skulle have været henvist til CIS, imidlertid ikke blev forelagt dette organ.

180    Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at Det Forenede Kongerige ikke har godtgjort, at Kommissionens konklusion om, at henvisning af tilfælde til CIS ikke havde fundet sted, er fejlagtig. Det Forenede Kongerige har nemlig alene gjort generelle påstande gældende om, at henvisningen til en anklagemyndighed ikke er obligatorisk, når det er åbenlyst, at beviserne ikke er tilstrækkelige til at konkludere, at der foreligger en forsætlig manglende overholdelse. En sådan påstand er på baggrund af den retspraksis, der nævnt i præmis 65 ovenfor, utilstrækkelig til at afkræfte Kommissionens begrundede og rimelige tvivl.

181    Hvad for det tredje angår Det Forenede Kongeriges argument om, at den økonomiske risiko for fonden som følge af Nordirlands forsætlige overanmeldelse under alle omstændigheder var »formentlig ekstremt lille«, bemærkes, uden at det er nødvendigt at efterprøve, om dette argument er relevant, selv om Det Forenede Kongeriges risikovurdering ifølge de angivelser, som det gav under retsmødet, ikke tager hensyn til forsætlige overanmeldelser, at et sådant argument er utilstrækkeligt til at rejse tvivl om Kommissionens konstatering af, at der forelå en mangel ved anvendelsen af de administrative sanktioner, som er fastsat i artikel 53 i forordning nr. 796/2004.

182    Selv hvis det antages, at Det Forenede Kongerige med dette argument ønsker at anfægte den sats for fast korrektion, som Kommissionen anvendte, bemærkes, som det allerede er anført i præmis 174 ovenfor, at denne sats er begrundet af en flerhed af utilstrækkeligheder, som Kommissionen afslørede ved hoved- og støttekontroller, og som fremgår af en risikovurdering, som Det Forenede Kongerige foretog. Det følger heraf, at selv om de mangler, der påvirkede proceduren for den administrative sanktion i henhold til artikel 53 i forordning nr. 796/2004, skabte en ubetydelig risiko for fonden, kan denne betragtning ikke rejse tvivl om anvendelsen i det foreliggende tilfælde af den punktvise korrektion på 5,19%.

183    Under alle omstændigheder bemærkes, at Det Forenede Kongerige i modsætning til den retspraksis, der er nævnt i præmis 66 ovenfor, hvorefter det påhviler medlemsstaten at godtgøre, at Kommissionen har begået en fejl med hensyn til de økonomiske virkninger af den uregelmæssighed, den har konstateret, har begrænset sig til at fremsætte hypotetiske og vage påstande, som, såfremt de er støttet på Kommissionens årsberetning for 2009 om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig, ikke af denne grund er understøttet af udførlige oplysninger, som gør det muligt at godtgøre, at den af Kommissionen anvendte korrektionssats er fejlagtig.

184    I betragtning af de ovenstående betragtninger må det andet anbringendes femte klagepunkt forkastes.

185    Det følger heraf, at det andet anbringende skal forkastes i sin helhed.

 Det første anbringende om retlige og faktiske fejl med hensyn til fastlæggelsen af omfanget af det reelle tab for fonden

186    Det Forenede Kongerige har inden for rammerne af det første annullationsanbringende foreholdt Kommissionen at have begået retlige og faktiske fejl med hensyn til omfanget af risikoen for tab for fonden ved at anvende en fast korrektion på 5,19% på alle de udgifter, der blev afholdt for anmeldelsesåret 2009 i Nordirland. Kommissionen tog ikke hensyn til den omstændighed dels, at omkring 80% af de fejl, der blev begået for anmeldelsesåret 2009 vedrørende støtteberettigede arealer, var en følge af overanmeldelser af disse arealer i 2005 i forbindelse med den oprindelige tildeling af betalingsrettigheder, dels, at enhedsværdien af betalingsrettighederne, der blev fastlagt i 2005 på grundlag af modellen statisk hybrid, er sammensat af et historisk element, udledt af referencebeløbet divideret med det samlede antal betalingsrettigheder, og et fast element, der svarede til 78,33 EUR pr. betalingsrettighed. For så vidt angår de 80% af udgifterne var fonden kun udsat for en risiko vedrørende de udgifter, der angik det faste element, svarende til ca. 22% af alle de afholdte udgifter. Det følger heraf, at den faste korrektion ved anvendelse af en punktvis korrektion på 5,19% på den del af udgifterne, der var udsat for en risiko, kunne have været højere end en korrektion på 1,95%.

187    Kommissionen har bestridt berettigelsen af Det Forenede Kongeriges argumenter.

188    Indledningsvis bemærkes, at hvad angår finansielle korrektioner bestemmer dok. nr. VI/5330/97 i bilag 2 til dokumentet, at der foretages finansielle korrektioner, når Kommissionen finder, at udgifter ikke er afholdt efter EU-reglerne. Dokumentet bestemmer ligeledes, at Kommissionen, medmindre den uretmæssige betaling allerede er afsløret af de nationale kontrolorganer, og der er truffet passende foranstaltninger for at afbøde den og inddrive beløbet, afviser, at beløbet finansieres over EU’s budget. I det tilfælde, hvor uregelmæssige udgifter kan fastslås, og hvor Unionens økonomiske tab dermed kan fastslås, bestemmer dok. nr. VI/5330/97, at der bl.a. skal ske afvisning af et beløb beregnet ved ekstrapolation af resultaterne af de gennemførte efterprøvninger ved et udsnit, der er repræsentativ for sagsakterne, i forhold til alle de sagsakter, hvoraf der er taget en stikprøve, men som er begrænset til den administrative sektor, inden for hvilken den samme mangel rimeligvis kan risikeres igen (jf. i denne retning dom af 7.6.2013, Portugal mod Kommissionen, T-2/11, Sml., EU:T:2013:307, præmis 120). Når det faktiske omfang af uretmæssige betalinger ikke kan fastlægges, anvendes der derimod faste korrektioner (dom af 18.9.2003, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-346/00, Sml., EU:C:2003:474, præmis 53, og af 24.4.2008, Belgien mod Kommissionen, C-418/06 P, Sml., EU:C:2008:247, præmis 136; jf. ligeledes dom Portugal mod Kommissionen, EU:T:2013:307, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

189    I denne henseende skal det tilføjes, at selv om dok. nr. VI/5330/97 blev vedtaget af Kommissionen i sammenhæng med EUGFL og, som det anføres i overskriften, indeholder retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, er der intet, der forbyder Kommissionen ligeledes at anvende dette dokument ved udøvelsen af de kompetencer, som artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 1290/2005 giver den med henblik på fondens regnskabsafslutning (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, Bulgarien mod Kommissionen, T-335/11, EU:T:2013:262, præmis 86), hvilket Det Forenede Kongerige i øvrigt ikke har bestridt.

190    Det er i lyset af disse henvisninger, at det principalt skal undersøges, om det nærværende anbringende er begrundet.

191    I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakternes oplysninger, at Kommissionen anvendte en punktvis korrektion på 5,19% på alle de afholdte udgifter i henhold til enkeltbetalingsordningen for anmeldelsesåret 2009 i Nordirland. Den således anvendte korrektionssats er udslag af en risikovurdering foretaget af myndighederne i Det Forenede Kongerige og accepteret af Kommissionen, for så vidt som den pågældende vurdering ifølge Kommissionen gjorde det muligt på rimelig vis at fastlægge størrelsen af Unionens finansielle tab. Med henblik på denne vurdering fra Det Forenede Kongerige blev den økonomiske risiko defineret som svarende til forskellen mellem det udbetalte beløb og en korrigeret udbetaling, som i givet fald omfattede sanktioner, idet det blev præciseret, at de uretmæssige betalinger og sanktioner var blevet fastsat af Det Forenede Kongerige i henhold til en af Kommissionen anvendt metode. Risikovurderingen blev støttet på en ekstrapolering, der blev foretaget på grundlag af en stikprøve af 394 ansøgninger, som blev indgivet i 2009 i henhold til enkeltbetalingsordningen.

192    Det fremgår således af sagsakternes oplysninger, at den vurdering af den økonomiske risiko, som myndighederne i Det Forenede Kongerige foretog, bestod i – på grundlag af en stikprøve og ved en ekstrapolation – at fastslå de økonomiske tab, som Unionen reelt led. Disse økonomiske tab og følgelig den økonomiske risiko svarer, som det fremgår af såvel rapporten om vurdering af risikoen som af Det Forenede Kongeriges skriftlige indlæg, til beløbet af de uretmæssige udbetalinger og sanktioner fastlagt på grundlag af den af Kommissionen anvendte metode. Den således vurderede økonomiske risiko blev i rapporten om vurdering af risikoen udtrykt i en procentdel af de samlede pågældende udbetalinger. Det følger nemlig utvetydigt af rapporten om vurdering af risikoen, at den økonomiske risiko svarer til 5,19% af samtlige udgifter afholdt i Nordirland i henhold til enkeltbetalingsordningen for anmeldelsesåret 2009, hvilket Det Forenede Kongerige i øvrigt bekræftede under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten.

193    Det følger heraf, at det, eftersom Kommissionen på grundlag af en vurdering af risikoen foreslået af myndighederne i Det Forenede Kongerige og accepteret af Kommissionen har kunnet fastlægge de uretmæssige betalinger og dermed størrelsen af Unionens finansielle tab, var med rette, at den i henhold til retningslinjerne i dok. nr. VI/5330/97 som anført bl.a. i præmis 188 ovenfor, besluttede at afvise det beløb, der svarede til tabene.

194    Det følger ligeledes heraf, at for så vidt som størrelsen af det således vurderede tab, som anført i præmis 192 ovenfor, blev udtrykt i procent af alle de udgifter, der blev afholdt i henhold til enkeltbetalingsordningen i Nordirland, var det med rette, at Kommissionen anvendte en punktvis korrektion på 5,19% på alle de pågældende udgifter.

195    Denne konklusion drages ikke i tvivl af de argumenter, som Det Forenede Kongerige har fremført inden for rammerne af dette anbringende, og som i det væsentlige vedrører det forhold, at der kun skal anvendes en punktvis korrektion på 5,19% på de udgifter, der blev afholdt for anmeldelsesåret 2009 i Nordirland, som ifølge denne medlemsstat var påvirket af uregelmæssighederne, således at den reelle økonomiske risiko var på 1,95%. Det Forenede Kongerige har i denne forbindelse gjort gældende, at 80% af de fejl, der blev begået i 2009, var en følge af fejl, der blev begået i forbindelse med den oprindelige tildeling og beregning af betalingsrettighederne vedrørende de støtteberettigede arealer. Af denne grund skal der for så vidt angår 80% af de udgifter, der blev afholdt i Nordirland i den pågældende periode, som følge af metoden for beregning af disse betalingsrettigheder, der er sammensat af et historisk og et fast element (jf. præmis 70 ovenfor), tages hensyn til den omstændighed, at kun dette sidste element og ikke betalingen i sin helhed er påvirket af risikoen for fonden. Det faste element udgjorde imidlertid kun ca. 22% af de samlede betalinger, der blev foretaget i Nordirland.

196    I denne forbindelse skal det bemærkes, at den finansielle korrektion i det foreliggende tilfælde blev fastlagt på grundlag af en risikovurdering, der blev fremlagt af Det Forenede Kongerige selv i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutningen.

197    Det skal først bemærkes, at Det Forenede Kongerige med henblik på denne risikovurdering definerede den økonomiske risiko som svarende til forskellen mellem det udbetalte beløb og en korrigeret udbetaling, som i givet fald omfattede sanktionerne, idet det blev præciseret, at de uretmæssige udbetalinger og sanktioner blev fastlagt af Det Forenede Kongerige i henhold til den af Kommissionen anvendte metode.

198    Ud over den omstændighed, at de argumenter, som Det Forenede Kongerige fremførte i forbindelse med det andet anbringende for at anfægte denne beregningsmetode, blev forkastet ovenfor, skal det konstateres, at denne medlemsstat ikke på nogen måde har bestridt den omstændighed, at den økonomiske risiko for fonden udgøres af de uretmæssige udbetalinger og af sanktionerne.

199    Dernæst var det Det Forenede Kongerige selv, som med henblik på den vurdering af den økonomiske risiko, som blev foreslået Kommissionen som beregningsgrundlag, anvendte alle de udgifter, der blev afholdt for anmeldelsesåret 2009 i Nordirland, som det bekræftede under retsmødet (jf. præmis 192 ovenfor). Det fremgår i øvrigt ikke af sagsakterne, at Det Forenede Kongerige, da det i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutning fremlagde sin risikovurdering, udtrykte det mindste forbehold for dette beregningsgrundlag.

200    Ved i den foreliggende sag at gøre gældende, at den finansielle korrektion på 5,19%, der blev fastlagt i rapporten om vurdering af risikoen i forhold til samtlige de pågældende udgifter, kun skal anvendes på den – mindre – del af betalingerne, som ifølge denne medlemsstat var reelt påvirket af risikoen, er det i realiteten grundlaget for dens egen vurdering af den økonomiske risiko, som Det Forenede Kongerige imidlertid rejser tvivl om.

201    Endelig kan Det Forenede Kongeriges argumentation rejse tvivl om de beregninger, der førte til satsen på 5,19% i rapporten om vurdering af risikoen. For så vidt som denne sats afspejler den del af de samlede udgifter, som svarer til beløbet af de uretmæssige udbetalinger og sanktioner (altså den økonomiske risiko angivet i tal), mister denne sats sin betydning, såfremt den anvendes på et andet beregningsgrundlag. Erstatningen med henblik på fastlæggelse af den økonomiske risiko af det oprindeligt anvendte beregningsgrundlag (de samlede betalinger) med et nedsat beregningsgrundlag (den del af betalingerne, som ifølge Det Forenede Kongerige var reelt påvirket af risikoen), og som havde givet sin betydning til den anvendte faste korrektionssats, ødelægger forholdet mellem det oprindelige beregningsgrundlag og den fastsatte sats.

202    Det følger heraf, at Det Forenede Kongerige ved at gøre gældende, at den finansielle korrektion på 5,19%, fastsat på grundlag af alle de udgifter, der blev afholdt i 2010 i Nordirland, kun skal anvendes på en del af disse udgifter, grundlæggende har rejst tvivl om grundlaget for den vurdering, der blev foretaget i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutningen. Ved endvidere at ville anvende en fast korrektion, der svarer til den reelle risiko for fonden, som er udtrykt i en procentdel af samtlige de pågældende udgifter kun på en del af disse udgifter, er det selve nøjagtigheden af analysen af risikoen og satsen på 5,19%, der er draget i tvivl af Det Forenede Kongerige, selv om Det Forenede Kongerige selv har foretaget denne analyse og fastsat satsen på grundlag af en definition af risikoen, som ikke er bestridt af medlemsstaten.

203    Endvidere, for så vidt som Det Forenede Kongerige som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet gjorde gældende, at den sats på 1,95%, som blev fremført inden for rammerne af dette anbringende, kunne forklares på baggrund af metoden for beregning af de uretmæssige betalinger og sanktioner, der var omhandlet i det andet anbringende, er det tilstrækkeligt at bemærke, at de argumenter, der blev fremført af denne medlemsstat vedrørende denne metode, blev forkastet ved analysen af det andet anbringende ovenfor.

204    Følgelig kan denne argumentation fra Det Forenede Kongerige, som det i henhold til de krav, der er anført i præmis 66 ovenfor, påhviler at godtgøre, at Kommissionen begik en fejl vedrørende de finansielle konsekvenser, der skulle drages af tilsidesættelse af EU-bestemmelserne om den fælles markedsordning for landbruget, ikke gøre det muligt at godtgøre, at Kommissionen begik en fejl vedrørende de finansielle konsekvenser, der skulle drages af de uregelmæssigheder, den konstaterede.

205    Det skal derfor konkluderes, at Kommissionen ikke begik en retlig fejl ved at anvende en punktvis korrektion på 5,19% på alle de udgifter, der blev afholdt i henhold til enkeltbetalingsordningen i Nordirland for anmeldelsesåret 2009.

206    Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

207    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger bør Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

208    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Det Forenede Kongerige har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Martins Ribeiro Gervasoni Madise

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. september 2015.

Underskrifter

Indhold

Retsforskrifter

Den Europæiske Unions lovgivning, som regulerer finansieringen af den fælles landbrugspolitik

Forordning (EF) nr. 1290/2005

Forordning (EF) nr. 885/2006

Forordning (EF) nr. 1782/2003 og 73/2009

Forordning (EF) nr. 796/2004 og 1122/2009

Dokument nr. VI/5330/97

EU-lovgivningen om beskyttelse af EU’s finansielle interesser

Sagens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Indledende bemærkninger

Det andet anbringende om retlige og faktiske fejl med hensyn til utilstrækkeligheder ved støttekontrollerne og særligt ved metoderne for beregning af uretmæssige udbetalinger og sanktioner i tilfælde af overanmeldelse

Det første, det tredje og det fjerde klagepunkt vedrørende metoden for vurdering af den økonomiske risiko, som fonden var udsat for

– Det første klagepunkt vedrørende den fornyede retrospektive vurdering af værdien af betalingsrettighederne

– Det tredje klagepunkt om tilbagesøgning af uretmæssige udbetalte beløb

– Det fjerde klagepunkt vedrørende nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af overanmeldelse af arealer

Det andet klagepunkt vedrørende en hensyntagen i forbindelse med den nye vurdering af betalingsrettighederne til arealforskelle, der påvirker præmier »for dyr«

Det femte klagepunkt om forsætlig overanmeldelse

Det første anbringende om retlige og faktiske fejl med hensyn til fastlæggelsen af omfanget af det reelle tab for fonden

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.