Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal judiciaire d’Auch (Frankrig) den 9. december 2020 – EP mod Préfet du Gers og Institut National de la Statistique et des Études Économiques

(Sag C-673/20)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal judiciaire d’Auch

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EP

Sagsøgte: Préfet du Gers og Institut National de la Statistique et des Études Économiques

Anden part: Borgmester i Thoux

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union og aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen fortolkes således, at unionsborgerskabet fratages de britiske statsborgere, som inden overgangsperiodens udløb udøvede deres ret til fri bevægelighed og til frit at etablere sig på en anden medlemsstats område, navnlig de britiske statsborgere, som har boet på en medlemsstats område i over 20 år og været undergivet den britiske såkaldte »15-årsregel«, der fratager dem deres stemmeret?

Skal udtrædelsesaftalens artikel 2, 3, 10, 12 og 127, sammenholdt med punkt 6 i præamblen hertil og artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i bekræftende fald anses for at have tilladt disse britiske statsborgere, uden undtagelse, at bevare den ret til unionsborgerskabet, som de nød inden deres lands udtræden af Unionen?

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er udtrædelsesaftalen da delvist ugyldig, for så vidt som den tilsidesætter de principper, der danner grundlag for Den Europæiske Unions identitet, og især artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, men også artikel 39 og [40] i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og tilsidesætter den da proportionalitetsprincippet, for så vidt som den ikke indeholder bestemmelser, som kan tillade de nævnte britiske statsborgere, uden undtagelse, at bevare disse rettigheder?

Er udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), under alle omstændigheder delvist ugyldig, for så vidt som den ikke alene tilsidesætter artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, men også artikel 39 og 40 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den fratager de unionsborgere, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed og til frit at etablere sig i Det Forenede Kongerige, deres valgret og valgbarhed ved kommunalvalgene i dette land, og, såfremt Retten og Domstolen anlægger den samme fortolkning heraf som Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i Frankrig, omfatter en sådan tilsidesættelse da også de britiske statsborgere, som har udnyttet deres bevægelses- og etableringsfrihed på en medlemsstats område i over 15 år og været undergivet den britiske såkaldte »15-årsregel«, der således fratager dem deres stemmeret?

____________