Sag C-297/08

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – miljø – direktiv 2006/12/EF – artikel 4 og 5 – håndtering af affald – håndteringsplan – tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter – fare for folkesundheden eller miljøet – force majeure – uro i den offentlige orden – organiseret kriminalitet«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – affald – direktiv 2006/12 – medlemsstaternes forpligtelse til at oprette et tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12, art. 5, stk. 1, og art. 7, stk. 3)

2.        Miljø – affald – direktiv 2006/12 – de kompetente myndigheders forpligtelse til at udarbejde en eller flere planer for håndtering af affaldet – kriterier for placering af bortskaffelsesfaciliteter

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12, art. 5, stk. 2)

3.        Miljø – affald – direktiv 2006/12 – medlemsstaternes forpligtelse til at oprette et tilstrækkeligt og integreret net af bortskaffelsesfaciliteter – valg af affaldshåndteringsplan på et regionalt grundlag

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12, art. 7, stk. 1)

4.        Medlemsstater – forpligtelser – tilsidesættelse – begrundelse – force majeure – betingelser

(Art. 258 TEUF)

5.        Miljø – affald – direktiv 2006/12 – medlemsstaternes forpligtelse til at sikre nyttiggørelse eller bortskaffelse af affald

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12, art. 4, stk. 1)

1.        I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2006/12 om affald skal medlemsstaterne træffe egnede foranstaltninger med henblik på oprettelsen af et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter for affald, som dels kan sætte Fællesskabet som helhed i stand til selv at bortskaffe sit affald og dels gøre det muligt for de enkelte medlemsstater at nå dette mål. Medlemsstaterne skal herved tage hensyn til de geografiske forhold eller behovet for særlige faciliteter til bestemte typer affald.

Ved oprettelsen af et sådant integreret net råder medlemsstaterne over en vid skønsbeføjelse for så vidt angår valget af det territoriale grundlag, som de anser for egnet til at nå en tilstrækkelig national egenkapacitet med hensyn til bortskaffelse af affald, for således at gøre det muligt for Fællesskabet selv at bortskaffe sit affald.

Visse former for affald, f.eks. farligt affald, kan være af så speciel karakter, at behandlingen af dette med henblik på bortskaffelse med fordel kan samles i et eller flere anlæg på nationalt plan og endog, således som dette udtrykkeligt bestemmes i artikel 5, stk. 1, og artikel 7, stk. 3, i direktiv 2006/12, kan ske i samarbejde med andre medlemsstater.

(jf. præmis 61-63)

2.        En af de vigtigste foranstaltninger, som medlemsstaterne må træffe som led i deres pligt i henhold til direktiv 2006/12 om affald til at vedtage håndteringsplaner, der navnlig kan omfatte egnede foranstaltninger, hvorved der tilskyndes til at rationalisere indsamlingen, sorteringen og behandlingen af affaldet, er den, der er fastsat i direktivets artikel 5, stk. 2, og som består i at søge at få behandlet affaldet på et af de nærmeste anlæg.

Kriterierne for placering af affaldsbortskaffelsesområder må fastlægges i lyset af de mål, der forfølges med direktiv 2006/12, hvortil navnlig skal regnes beskyttelsen af sundhed og miljøet samt oprettelsen af et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter, og dette net skal især muliggøre bortskaffelse af affald på et af de nærmeste egnede anlæg. Kriterierne for placering af bortskaffelsesområder skal derfor navnlig omfatte afstanden mellem sådanne områder og de områder, hvor affaldet produceres, forbuddet mod at opføre anlæg i nærheden af følsomme områder og forekomsten af en passende infrastruktur, såsom tilslutning til transportnet.

Hvad angår ikke-farligt byaffald, som principielt ikke nødvendiggør specielle anlæg, såsom dem, der stilles krav om i relation til farligt affald, skal medlemsstaterne bestræbe sig på at have et net til rådighed, som kan opfylde behovene for faciliteter til bortskaffelse af affald så tæt på produktionsstedet som muligt, uden at dette berører adgangen til at oprette et sådant net inden for rammerne af et interregionalt eller endog grænseoverskridende samarbejde, som er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

(jf. præmis 64-66)

3.        Når en medlemsstat som en del af sine »affaldshåndteringsplaner« i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/12 særligt har valgt at tilrettelægge dækningen af sit område på et regionalt grundlag, må det deraf udledes, at hver region med en regional plan principielt skal sikre behandling og bortskaffelse af sit affald tættest muligt på produktionsstedet. Princippet om udbedring af miljøskader, fortrinsvis ved kilden, er nemlig et princip, som med hensyn til Fællesskabets foranstaltninger på miljøområdet er fastsat i artikel 191 TEUF, og det indebærer, at det er hver enkelt region, kommune eller anden form for lokal enhed, der skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne modtage, behandle og bortskaffe eget affald, og at dette affald således skal bortskaffes nærmest muligt det sted, hvor det produceres, således at transporten af det begrænses i videst muligt omfang.

Såfremt en af disse regioner i et sådant af medlemsstaten fastlagt nationalt net ikke råder over tilstrækkeligt med infrastrukturer af væsentligt omfang og med betydelig tidshorisont til at opfylde dens behov for affaldsbortskaffelse, kan det udledes, at en sådan væsentlig utilstrækkelighed på regionalt plan kan påvirke det pågældende nationale net af bortskaffelsesanlæg – et net, som ikke længere har den integrerede og tilstrækkelige karakter, der kræves i henhold til direktiv 2006/12, og som skulle gøre det muligt for de enkelte medlemsstater at nå målet om egenkapacitet, der er fastsat i direktivets artikel 5, stk. 1.

(jf. præmis 67 og 68)

4.        Proceduren i henhold til artikel 258 TEUF er baseret på en objektiv konstatering af, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten eller efter bestemmelser i den afledte ret.

Når det er godtgjort, at der foreligger et traktatbrud, er det uden betydning, om traktatbruddet beror på hensigten hos den medlemsstat, som traktatbruddet kan tilregnes, på dennes forsømmelighed eller på tekniske vanskeligheder, som medlemsstaten er stødt på ved gennemførelsen.

Hvad angår lokalbefolkningens udtalte protester mod placeringen af visse bortskaffelsesanlæg kan en medlemsstat ikke påberåbe sig interne omstændigheder, såsom vanskeligheder, der opstår på tidspunktet for gennemførelsen af en fællesskabsretsakt, herunder sådanne, som er forbundet med modstand fra borgerne, til støtte for, at forpligtelser og frister i henhold til fællesskabsretlige regler ikke overholdes. Det samme gælder for tilstedeværelsen af kriminelle aktiviteter eller af personer beskrevet som handlende »på grænsen af det lovlige«, og som er aktive på området for håndtering af affald.

Hvad angår den manglende opfyldelse af kontrakterne af de virksomheder, som har ansvaret for opførelsen af visse affaldsbortskaffelsesanlæg, gælder det, at selv om begrebet force majeure ikke forudsætter absolut umulighed, kræver det dog, at den manglende indtræden af den pågældende begivenhed skyldes usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig force majeure, ikke har nogen indflydelse på, og hvis følger han ikke kunne have undgået trods størst mulig agtpågivenhed.

(jf. præmis 81-85)

5.        Selv om artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/12 om affald ikke præciserer det konkrete indhold af de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre bortskaffelse af affaldet, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades, forholder det sig ikke desto mindre således, at bestemmelsen binder medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, samtidig med at den overlader medlemsstaterne et skøn ved afgørelsen af, om sådanne foranstaltninger er nødvendige.

Det kan således i princippet ikke udledes direkte af den omstændighed, at en faktisk situation ikke er i overensstemmelse med målene ifølge nævnte artikel 4, stk. 1, at den pågældende medlemsstat nødvendigvis har tilsidesat sine forpligtelser efter denne bestemmelse, nemlig at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre bortskaffelse af affaldet, uden at menneskers sundhed udsættes for fare, og uden at miljøet skades. Når en sådan faktisk situation varer ved, navnlig når den fører til en betydelig forringelse af miljøet i længere tid, uden at de kompetente myndigheder griber ind, kan den imidlertid vise, at medlemsstaterne har overskredet grænserne for det skøn, de har i henhold til den nævnte bestemmelse.

(jf. præmis 96 og 97)