Sag T-119/23
Insider LLC
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 17. april 2024
»EU-varemærker – indsigelsesprocedure – ansøgning om EU-figurmærket in Insajderi – det ældre nationale ordmærke INSAJDERI og det ældre nationale figurmærke in Insajderi Gazetë online – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001 – omfanget af den undersøgelse, som appelkammeret skal foretage – artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2018/625 – manglende fremlæggelse af beviser – oversættelse – artikel 7 i delegeret forordning 2018/625 – ret til at blive hørt – artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder – artikel 94, stk. 1, i forordning 2017/1001 – appelkammerets mulighed for at acceptere beviser, der fremlægges for appelkammeret for første gang – artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 – artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001«
1. EU-varemærker – klagesag – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse, der er truffet af en afdeling ved EUIPO som første instans og fremsendt til appelkammeret – kontinuitet mellem disse to instansers funktioner – appelkammerets undersøgelse af klagen – rækkevidde
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 71, stk. 1)
(jf. præmis 16)
2. EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – EUIPO’s afgørelser – overholdelse af retten til forsvar – princippets rækkevidde
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 94, stk. 1]
(jf. præmis 27-33 og 46)
3. EU-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra EUIPO’s indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 95, stk. 2; Kommissionens forordning 2018/625, art. 8, stk. 1, og art. 27, stk. 4)
(jf. præmis 38-40 og 45)
Resumé
Ved dommen annullerede Retten en afgørelse truffet af appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (1) i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) med den begrundelse, at sagsøgeren ikke var blevet hørt vedrørende spørgsmål, som appelkammeret havde rejst ex officio, og som berørte sagsøgeren negativt.
Florim Alaj ansøgte EUIPO om registrering af figurtegnet »in Insajderi« for tjenesteydelser i forbindelse med levering af information, nyheder og kommentarer vedrørende aktuelle begivenheder via internettet (2). Insider LLC, sagsøgeren, rejste indsigelse mod denne registrering (3) på grundlag af to ældre varemærker, der var registreret i Kosovo. Indsigelsesafdelingen tog denne indsigelse til følge.
Ikke desto mindre annullerede appelkammeret indsigelsesafdelingens afgørelse og forkastede indsigelsen med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de påberåbte ældre varemærker eksisterede, og at sagsøgeren var indehaver heraf. Appelkammeret henviste bl.a. til den manglende fremlæggelse af de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker og fandt, at de bekræftede oversættelser heraf, som sagsøgeren havde fremlagt som bevis, udgjorde uofficielle oversættelser, hvori den oprindelige tekst ikke var synlig, hvilket gjorde det umuligt at kontrollere, om væsentlige oplysninger var nævnt i det originale registreringsbevis.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001, udgør en særlig anvendelse af det generelle princip om beskyttelse af retten til forsvar, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a). Alle EU-retsakter skal nemlig overholde de grundlæggende rettigheder, således som de anerkendt i chartret, idet overholdelse af disse er en betingelse for, at de er lovlige, hvilket det påhviler Unionens retsinstanser at prøve inden for rammerne af det fuldstændige system af retsmidler. Hvad nærmere bestemt angår retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure garanterer denne enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, og inden der over for vedkommende træffes en afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt. Denne rettighed omfatter alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage. Det påhviler således EUIPO at give parterne i en sag, der verserer for EUIPO’s instanser, mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende alle de forhold, der udgør grundlaget for disse instansers afgørelser.
I det foreliggende tilfælde var Retten af den opfattelse, at den omstændighed, at appelkammeret ex officio havde fastslået, at de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker ikke var blevet fremlagt, og at der bestod tvivl om ægtheden af oversættelsen heraf, uden at have hørt sagsøgeren herom, udgjorde en formel fejl. En tilsidesættelse af retten til forsvar kan imidlertid kun fastslås, for så vidt som den manglende hensyntagen til en berørt parts standpunkt har haft en konkret indvirkning på den pågældende parts mulighed for at forsvare sig. Når dette er sagt, kan det imidlertid ikke pålægges sagsøgeren at godtgøre, at den anfægtede afgørelse ville have fået et andet indhold, hvis den konstaterede tilsidesættelse ikke havde foreligget, men alene, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, da sagsøgeren kunne have forberedt et bedre forsvar, hvis der ikke havde foreligget den formelle fejl.
I lyset af disse betragtninger konkluderede Retten, at det i det foreliggende tilfælde ikke helt kunne udelukkes, at proceduren ville have ført til et andet resultat, hvis den formelle fejl ikke havde foreligget. Hvis appelkammeret havde givet sagsøgeren mulighed for effektivt at gøre sine synspunkter gældende vedrørende spørgsmålet om den manglende fremlæggelse af de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker, ville sagsøgeren nemlig have været i stand til at fremlægge disse, hvilket ville have gjort det muligt for appelkammeret at undersøge dem og sikre sig ægtheden af oversættelserne. Appelkammerets afgørelse blev således vedtaget i strid med retten til at blive hørt, som er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).