Sag T-190/08

Chelyabinsk electrometallurgical integrated plant OAO (CHEMK) og Kuzneckie ferrosplavy OAO (KF)

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af ferrosilicium med oprindelse i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Kina, Egypten, Kasakhstan og Rusland – fastlæggelse af eksportprisen – fortjenstmargen – pristilsagn – skade – årsagsforbindelse – klage – ret til forsvar – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastlæggelse af eksportprisen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 9)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastlæggelse af eksportprisen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 9)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – vedtagelse af en forordning om indførelse af en antidumpingtold

(Art. 253 EF)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – førtidig fremlæggelse af dokument med foreløbige oplysninger til en producent i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

(Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side, art. 36, stk. 2; Rådets forordning nr. 384/96)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 1)

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til aktindsigt i procedurens ikke-fortrolige dokumenter

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 7, og art. 8, stk. 4)

7.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevante faktorer

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2, 5 og 6, art. 4, stk. 1, og art. 5, stk. 4)

8.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 7)

1.      Det fremgår af artikel 2, stk. 9, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 2, stk. 9, i forordning nr. 1225/2009), at Kommissionen og Rådet i to tilfælde kan anse eksportprisen for at være upålidelig, nemlig hvis der består en forretningsmæssig forbindelse mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, eller hvis der foreligger en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart. I alle andre tilfælde er institutionerne ved afgørelsen af, om der foreligger dumping, forpligtede til at tage udgangspunkt i eksportprisen, hvis en sådan eksisterer.

(jf. præmis 26)

2.      Når eksportprisen er beregnet på grundlag af den første salgspris til en uafhængig køber eller på ethvert rimeligt grundlag, foretages der i medfør af artikel 2, stk. 9, andet afsnit, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 2, stk. 9, andet afsnit, i forordning nr. 1225/2009) justeringer for alle omkostninger, der påløber mellem import og videresalg, samt forventet fortjeneste med henblik på at fastsætte en realistisk eksportpris, frit Fællesskabets grænse. Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 9, tredje afsnit (nu artikel 2, stk. 9, tredje afsnit, i forordning nr. 1225/2009), indbefatter de omkostninger, for hvilke der skal foretages justeringer, en rimelig margen til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste.

Selv om grundforordningens artikel 2, stk. 9, bestemmer, at der skal foretages en justering for forventet fortjeneste, fastsætter denne bestemmelse ikke en metode til beregning eller fastlæggelse af den nævnte fortjenstmargen. Den henviser kun til, at den fortjenstmargen, der justeres for, skal være rimelig.

Når der eksisterer en forretningsforbindelse mellem en producent og importør i Fællesskabet, kan en sådan rimelig fortjenstmargen ikke beregnes på grundlag af oplysninger fra den importør, med hvilken der består en forretningsforbindelse, idet disse kan være påvirket af denne forretningsmæssige forbindelse, men på grundlag af oplysninger fra en uafhængig importør.

Heraf følger, at grundforordningens artikel 2, stk. 9, skal fortolkes således, at institutionerne kan vælge mellem at bruge en forretningsmæssigt forbundet importørs faktiske fortjenstmargen eller at bruge en teoretisk fortjenstmargen for ikke-forbundne importører, idet den eneste betingelse er, at nævnte margen er rimelig.

Under alle omstændigheder råder institutionerne over vide skønsmæssige beføjelser med hensyn til handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, således at Unionens retsinstanser blot skal foretage en begrænset retslig prøvelse. Fastlæggelsen af en rimelig fortjenstmargen udgør ingen undtagelse i forhold til anvendelsen af dette princip, eftersom den nødvendigvis indebærer komplekse økonomiske vurderinger.

(jf. præmis 27-30 og 38)

3.      Det skal klart og utvetydigt fremgå af den begrundelse, der kræves efter artikel 253 EF, hvilke betragtninger den EU-myndighed, som har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning og dermed blive i stand til at forsvare deres rettigheder, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres kontrol.

Rådet er ikke forpligtet til at behandle alle de faktiske og retlige spørgsmål, der er fremført af de berørte parter under den administrative procedure, i begrundelsen for en forordning om indførelse af en antidumpingtold. Endvidere kræves det ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige faktiske eller retlige momenter, som er relevante, idet spørgsmålet, om begrundelsen opfylder kravene, bl.a. skal vurderes i forhold til den sammenhæng, hvori retsakten indgår, samt på baggrund af alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Det er tilstrækkeligt, at Rådet redegør for de faktiske og retlige betragtninger, der har været af væsentlig betydning for forordningens opbygning.

(jf. præmis 44 og 45)

4.      Artikel 36, stk. 2, i stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side fastsætter, dels at Stabiliserings- og Associeringsrådet skal underrettes om dumpingtilfældet, så snart en undersøgelse er indledt, dels at der kan træffes passende foranstaltninger, hvis den pågældende dumpingpraksis ikke er bragt til ophør, eller der ikke inden 30 dage efter, at sagen er indbragt for Stabiliserings- og Associeringsrådet, er blevet fundet nogen anden tilfredsstillende løsning. Af denne bestemmelse følger, at der nødvendigvis må finde forhandlinger sted mellem Kommissionen og eksporterende producenter i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien før indførelsen af midlertidige foranstaltninger, da der ellers ikke kan findes nogen tilfredsstillende løsning i bestemmelsens forstand. Af samme grund følger det af denne bestemmelse, at de eksporterende producenter skal gøres bekendt med de betragtninger og væsentlige omstændigheder, der ligger til grund for, at institutionerne anbefaler indførelsen af midlertidige foranstaltninger, da førstnævnte ellers vil have vanskeligt ved at foreslå en tilfredsstillende løsning.

Heraf følger, at en producent i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som har nydt godt af anvendelsen af denne aftale og i henhold til denne har modtaget et dokument med foreløbige oplysninger om vedtagelsen af midlertidige foranstaltninger førtidigt, ikke kan anses for at befinde sig i en situation svarende til den, som en producent i en anden stat, med hvilken en sådan aftale ikke er indgået, befinder sig i. Under sådanne omstændigheder er den førtidige fremlæggelse af dokumentet med foreløbige oplysninger til førstnævnte producent, men ikke til sidstnævnte producent, ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, eftersom de berørte selskaber befinder sig i forskellige situationer, og denne forskellige behandling har en normativ hjemmel.

(jf. præmis 68, 69 og 72)

5.      Artikel 20, stk. 1, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009) omhandler informering af parterne. Nævnte bestemmelse fastsætter nærmere bestemt, at de berørte parter har mulighed for at anmode om at få fremlagt de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der er indført midlertidige foranstaltninger, og den fastlægger den praktiske fremgangsmåde herfor. Således fastsætter artikel 20, stk. 1, at anmodninger om fremlæggelse af oplysninger skal indgives skriftligt umiddelbart efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, og at fremlæggelse af oplysningerne skal finde sted skriftligt hurtigst muligt herefter.

Der er ikke noget grundlag i denne bestemmelses ordlyd for at konkludere, at dokumentet med foreløbige oplysninger kun kan fremlægges for eksportørerne efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger og efter anmodning. Mens det af grundforordningens artikel 20, stk. 1, kan udledes, at de berørte parter ikke kan indgive anmodning om fremlæggelse af oplysninger før indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, og at de skal indgive anmodningen skriftligt, forbyder bestemmelsen ikke Kommissionen at tage initiativet til fremlæggelsen af oplysningerne før indførelsen af de midlertidige foranstaltninger og uden at have modtaget en skriftlig anmodning herom.

(jf. præmis 81 og 82)

6.      Artikel 6, stk. 7, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 6, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009) fastsætter i det væsentlige, at de berørte parter på skriftlig anmodning kan få indsigt i de ikke-fortrolige sagsakter i sagen, og at de kan fremkomme med deres bemærkninger til indholdet af nævnte sagsakter, samt at Kommissionen skal tage hensyn til disse bemærkninger. Desuden fastsætter grundforordningens artikel 8, stk. 4 (nu artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009), at parter, der afgiver et pristilsagn, skal indgive en ikke-fortrolig version af et sådant tilsagn, således at det kan stilles til rådighed for parter, der er berørt af undersøgelsen.

Der er ikke noget grundlag i disse bestemmelsers ordlyd for at konkludere, at den omstændighed, at en producents pristilsagn først efter den formelle offentliggørelse af forordningen om midlertidig told blev føjet til de ikke-fortrolige sagsakter i sagen, var i strid med grundforordningens artikel 6, stk. 7, og artikel 8, stk. 4. Mens disse bestemmelser fastsætter, dels at parter, som har afgivet et pristilsagn, skal indgive en ikke-fortrolig version af dette tilsagn, dels at Kommissionen skal give de berørte parter, som skriftligt har anmodet herom, indsigt i nævnte ikke-fortrolige version, indeholder de ingen indikation – og så meget desto mere ingen forpligtelse – med hensyn til, på hvilket tidspunkt en kopi af pristilsagnet skal tilføjes de ikke-fortrolige sagsakter i sagen.

(jf. præmis 84 og 85)

7.      Det fremgår nærmere bestemt af en samlet læsning af artikel 3, stk. 2, 5 og 6, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 2, 5 og 6, i forordning nr. 1225/2009), at konstateringen af skade indebærer en objektiv undersøgelse baseret på positivt bevismateriale af de følgevirkninger, som dumpingimportens omfang og/eller prisniveau har på situationen i den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet, og at denne undersøgelse omfatter en vurdering af de økonomiske faktorer og forhold, der er relevante for denne erhvervsgrens situation.

Desuden er begrebet erhvervsgren i Fællesskabet, som grundforordningens artikel 3, stk. 2, 5 og 6, henviser til, defineret i samme forordnings artikel 4, stk. 1 (nu artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), der fastsætter, at der ved »erhvervsgren i Fællesskabet« forstås samtlige producenter i Fællesskabet eller de af dem, hvis samlede produktion af de pågældende varer udgør en betydelig del, som defineret i artikel 5, stk. 4 (nu artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009), af den samlede produktion i Fællesskabet af sådanne varer.

Endvidere omhandler grundforordningens artikel 5 indledningen af antidumpingproceduren. Bestemmelsens stk. 4 bestemmer, at den klage, på grundlag af hvilken proceduren er indledt, anses for at være indgivet af eller på vegne af en EF-erhvervsgren, hvis den har tilslutning fra de producenter i Fællesskabet, hvis samlede produktion udgør mere end 50% af den samlede produktion af den pågældende vare i Fællesskabet.

Følgelig fremgår det for det første af analysen af disse bestemmelser, at det, selv om institutionernes undersøgelse skal føre til den konklusion, at en EF-erhvervsgren er blevet påført væsentlig skade, ikke er et krav, at alle relevante økonomiske faktorer og forhold udviser en negativ tendens. For det andet skal institutionerne undersøge dumpingimportens følgevirkninger på hele EF-erhvervsgrenens situation – dvs. på alle producenterne i Fællesskabet eller i det mindste på situationen for de producenter i Fællesskabet, der har tilsluttet sig indledningen af antidumpingproceduren, og hvis samlede produktion udgør mere end 50% af den samlede produktion af den pågældende vare i Fællesskabet – men de kan frit vælge, hvilken metode de vil anvende for at nå frem til dette resultat. Således kan institutionerne lige så vel vælge at påvise, at hver enkelt producent i Fællesskabet er påført skade, som at påvise forekomsten af en sådan skade på grundlag af samlede resultater eller et vægtet gennemsnit heraf for alle de producenter i Fællesskabet, der udgør en erhvervsgren i Fællesskabet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4.

(jf. præmis 111-114)

8.      I forbindelse med vedtagelsen af antidumpingforanstaltninger skal undersøgelsen af, om der foreligger årsagsforbindelse mellem dumpingimporten og den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen, ikke nødvendigvis foretages for EF-erhvervsgrenen som helhed på en sådan måde, at der ikke kan tages hensyn til enhver skade, som den enkelte producent måtte være blevet påført af anden grund end dumpingimporten. Inden for rammerne af undersøgelsen af, hvad der kaldes »manglende tilskrivning« som fastsat ved artikel 3, stk. 7, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009), skal institutionerne dels undersøge alle andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader EF-erhvervsgrenen, dels sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten. Grundforordningens artikel 3, stk. 7, præciserer ikke, at denne undersøgelse kun skal tage hensyn til skade, der grundet andre faktorer påføres EF-erhvervsgrenen som helhed. Henset til formålet med denne bestemmelse, som er at sikre, at institutionerne sondrer mellem skadevirkninger af dumpingimporten og af disse andre faktorer, er det muligt, at skade, der påføres en enkelt producent i Fællesskabet grundet en anden faktor end dumpingimporten, under visse omstændigheder skal tages i betragtning, idet denne faktor har bidraget til den skade, som undersøges for EF-erhvervsgrenen som helhed.

(jf. præmis 172)