Sag T-192/08

Transnational Company »Kazchrome« AO og

ENRC Marketing AG

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af ferrosilicium med oprindelse i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Kina, Egypten, Kasakhstan og Rusland – årsagsforbindelse – Fællesskabets interesser – manglende samarbejde – foreliggende faktiske oplysninger – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – ret til forsvar – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – kriterier

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 6 og 7, og nr. 1225/2009, art. 3, stk. 6 og 7)

2.      Internationale aftaler – overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT 1994 – direkte virkning – foreligger ikke – ikke muligt at anfægte gyldigheden af en fællesskabsretsakt under henvisning til WTO-aftalerne – undtagelser – fællesskabsretsakt, som har til formål at sikre gennemførelsen heraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil

(Art. 230 EF; den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, og nr. 1225/2009, art. 3)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – institutionernes forpligtelser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 7, og nr. 1225/2009, art. 3, stk. 7)

5.      EU-ret – principper – ret til forsvar – iagttagelse heraf under administrative procedurer – antidumping

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – institutionernes forpligtelser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 7, nr. 172/2008 og nr. 1225/2009, art. 3, stk. 7)

7.      Retspleje – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

8.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – vurdering af fællesskabsinteressen – hensyntagen til oplysninger, der vedrører en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden – lovlig

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 1, og art. 21, stk. 1, og nr. 1225/2009, art. 6, stk. 1, og art. 21, stk. 1)

9.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – vurdering af fællesskabsinteressen – institutionernes skønsbeføjelser – omstændigheder, der tages i betragtning

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 21, stk. 1, og nr. 1225/2009, art. 21, stk. 1)

10.    Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af antidumpingtold

(Art. 253 EF)

11.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – foreliggende faktiske oplysninger – mulighed for at gøre brug heraf i tilfælde af aflysning af et kontrolbesøg

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 18, stk. 1 og 3, og nr. 1225/2009, art. 18, stk. 1 og 3)

12.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – rækkevidden af Kommissionens forpligtelse til at verificere rigtigheden af de af de berørte parter afgivne oplysninger – oplysninger afgivet i forbindelse med en anmodning om markedsøkonomisk behandling – omfattet

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b), art. 6, stk. 8, og art. 16, stk. 1, og nr. 1225/2009, art. 2, stk. 7, litra b), art. 6, stk. 8, og art. 16, stk. 1]

13.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – vurdering af fællesskabsinteressen – tilsidesættelse af retten til forsvar – påvirker ikke lovligheden af forordningen om indførelse af endelig antidumpingtold – betingelser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 7, og nr. 1225/2009, art. 3, stk. 7)

1.      Det fremgår af artikel 3, stk. 6, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 1225/2009), at institutionerne skal påvise, at dumpingimporten forvolder væsentlig skade for en EF-erhvervsgren i betragtning af importens omfang og pris (undersøgelse af, hvad der kan tilskrives den). Dernæst fremgår det af samme grundforordnings artikel 3, stk. 7 (nu artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009), at institutionerne dels skal undersøge alle andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader EF-erhvervsgrenen, dels sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives den nævnte import (undersøgelsen af, hvad der må tilskrives andre skadesfaktorer end dumpingimporten).

Formålet med disse bestemmelser er at sikre, at institutionerne udskiller og adskiller dumpingimportens skadevirkninger fra de andre faktorers skadevirkninger.

Af hensyn til dette formål er det under visse omstændigheder nødvendigt at undersøge de andre faktorer samlet. Det er navnlig tilfældet, hvis institutionerne efter at have undersøgt disse andre faktorer hver for sig konkluderer, at hver af dem har haft en negativ indvirkning på EF-erhvervsgrenens situation, uden at denne indvirkning kan anses for at være væsentlig.

Undersøgelsen af, om der er årsagsforbindelse, skal ikke nødvendigvis foretages for EF-erhvervsgrenen som helhed på en sådan måde, at der ikke kan tages hensyn til enhver skade, som den enkelte producent måtte være blevet påført af anden grund end dumpingimporten. Institutionerne skal nemlig dels undersøge alle andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader EF-erhvervsgrenen, dels sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten. Grundforordningens artikel 3, stk. 7, præciserer ikke, at denne undersøgelse kun skal tage hensyn til skade, der grundet andre faktorer påføres EF-erhvervsgrenen som helhed. Følgelig er det muligt, at skade, der forvoldes en enkelt producent i Fællesskabet grundet en anden faktor end dumpingimporten, under visse omstændigheder skal tages i betragtning, når denne faktor har bidraget til den skade, som undersøges for EF-erhvervsgrenen som helhed. Denne mulighed betyder imidlertid ikke, at institutionerne har pligt til systematisk at undersøge den konkrete situation for hver enkelt producent i Fællesskabet.

(jf. præmis 30, 31, 37, 41-45, 88, 180, 194, 195 og 209)

2.      Verdenshandelsorganisationens aftaler (WTO) er efter deres art og opbygning principielt ikke omfattet af de retsakter vedtaget af fællesskabsinstitutionerne, hvis lovlighed efterprøves af Unionens retsinstanser i henhold til artikel 230, stk. 1, EF. Såfremt Fællesskabet imidlertid har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne. Dette er tilfældet med den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96, der har til formål i videst muligt omfang at overføre reglerne i antidumpingaftalen fra 1994 til EU-retten. Mens en fortolkning foretaget af WTO’s tvistbilæggelsesorgan ikke kan være bindende for Retten i forbindelse med dennes prøvelse af en gennemførelsesforordnings gyldighed, er der intet til hinder for, at Retten henviser dertil, når det drejer sig om fortolkning af en bestemmelse i grundforordningen.

(jf. præmis 32, 33 og 36)

3.      Spørgsmålet, om en EF-erhvervsgren har lidt skade, og om denne skade kan tilskrives dumpingimporten, samt om andre kendte faktorer har bidraget til den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt, forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske forhold, i forbindelse med hvilken institutionerne har et vidt skøn. Unionens retsinstansers prøvelse må derfor begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, og om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 51, 90 og 164)

4.      Det kan ikke anføres, at det nødvendigvis må udgøre en tilsidesættelse af bestemmelsen om undersøgelse af, hvad der må tilskrives andre skadesfaktorer end dumpingimporten, at bygge undersøgelsen af årsagsforbindelsen mellem dumpingimporten og den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt, på den teoretiske, nominelle produktionskapacitet og ikke på den reelle kapacitetsudnyttelse. Selv om en genanvendelse af produktionsmidlerne på et andet marked må føre til en justering af oplysningerne om produktionskapaciteten, skal de nævnte oplysninger nemlig ikke afspejle enhver midlertidig standsning af produktionsanlæggene. Til gengæld skal institutionerne under sådanne omstændigheder sikre sig, at de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 3, stk. 7, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009), iagttages, og på korrekt og behørig vis foretage en undersøgelse af, hvad der må tilskrives andre skadesfaktorer end dumpingimporten, hvorved den skade, der i givet fald er forvoldt af midlertidige produktionsstandsninger, skal udskilles og adskilles fra den skade, der er forårsaget af dumpingimporten.

(jf. præmis 105 og 109)

5.      De krav, der følger af iagttagelsen af retten til forsvar, skal overholdes ikke blot inden for rammerne af procedurer, der kan føre til sanktioner, men også i forbindelse med undersøgelser, der går forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, som kan påvirke de berørte virksomheder umiddelbart og individuelt og påføre dem skade. De berørte virksomheder skal særligt have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.

I tilfælde, hvor de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som en midlertidig antidumpingtold påtænkes indført på grundlag af, er usammenhængende og unøjagtige, kan en berørt part ikke sammenblande manglende overholdelse af sin ret til forsvar med forekomsten af indholdsmæssige fejl, som kan påvirke lovligheden af en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold. Denne omstændighed godtgør nemlig ikke af den grund, at Kommissionen har tilsidesat denne ret. Under alle omstændigheder forudsætter overholdelse af retten til forsvar på ingen måde, at institutionerne svarer på alle de argumenter, som de eksporterende producenter har anført under antidumpingproceduren, men blot, at de sætter de berørte parter i stand til effektivt at forsvare deres interesser.

(jf. præmis 110, 319, 321, 326, 327 og 332)

6.      Institutionerne tilsidesætter artikel 3, stk. 7, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009), hvis de undlader at udskille og adskille virkningerne af betydelige investeringer, som EF-erhvervsgrenen har foretaget i undersøgelsesperioden, fra dumpingimportens virkninger. Det samme gælder institutionernes undladelse af at vurdere indvirkningen af den omstændighed, at visse EF-producenter er urentable, på EF-erhvervsgrenen som helhed.

En sådan tilsidesættelse kan dog kun begrunde annullation af en gennemførelsesforordning som forordning nr. 172/2008, hvis den kan rejse tvivl om forordningens lovlighed og ugyldiggøre institutionernes undersøgelse af årsagsforbindelsen som helhed. Dette er ikke tilfældet, når de nævnte investeringer ikke har bidraget væsentligt til den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt i undersøgelsesperioden.

(jf. præmis 116, 119, 120, 180-182 og 211)

7.      I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på Retten, og artikel 44, stk. 1, litra c) og d), i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde en angivelse af søgsmålets genstand, sagsøgerens påstande og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde fremgår af selve stævningen. Selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, som skal være indeholdt i stævningen.

(jf. præmis 212)

8.      Artikel 6, stk. 1, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009) finder ikke anvendelse på konstateringen af, om Fællesskabet har en interesse som omhandlet i samme grundforordnings artikel 21, stk. 1 (nu artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), hvilket betyder, at der til brug for denne konstatering kan tages hensyn til oplysninger fra en periode efter undersøgelsesperioden. Formålet med fastsættelsen af en undersøgelsesperiode og med forbuddet mod at tage hensyn til efterfølgende forhold er at garantere, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative og pålidelige. Den i nævnte artikel 6, stk. 1, fastsatte undersøgelsesperiode har navnlig til formål at sikre, at de forhold, som afgørelsen af, om der foreligger dumping og skade, bygger på, ikke påvirkes af de pågældende producenters adfærd efter indledningen af en antidumpingprocedure, således at den endelige told, der pålægges efter afslutningen af proceduren, faktisk er tilstrækkelig til at afhjælpe dumpingimportens skadelige virkninger.

Desuden indeholder nævnte grundforordnings artikel 21 ikke nogen tidsmæssig begrænsning med hensyn til, hvilke oplysninger institutionerne kan tage i betragtning med henblik på konstateringen af, om Fællesskabet har en interesse. Undersøgelsen af Fællesskabets interesser nødvendiggør en vurdering af de sandsynlige følger – både hvis de påtænkte foranstaltninger bringes i anvendelse, og hvis de ikke bringes i anvendelse – for EF-erhvervsgrenens interesser og for de andre berørte interesser. Denne vurdering indebærer en forudsigelse, der bygger på antagelser om fremtidige begivenheder, som omfatter bedømmelsen af komplekse økonomiske situationer. Kommissionen har et vidt skøn ved denne vurdering, hvorfor Unionens retsinstanser skal begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 221-224 og 227)

9.      Bedømmelsen af Fællesskabets interesser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 21, stk. 1, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), kræver en afvejning af de forskellige berørte parters interesser og af den almene interesse. Kommissionen har et vidt skøn ved bedømmelsen af Fællesskabets interesser, som skal udøves konkret og under hensyn til alle relevante omstændigheder. Ikke desto mindre kan en tidligere afgørelse, hvori det er konkluderet, at antidumpingforanstaltninger, der tidligere var blevet pålagt import af samme vare med oprindelse i de samme lande, som er omhandlet i undersøgelsesproceduren, ikke havde afhjælpende virkning, være relevant ved anvendelsen af grundforordningens artikel 21, stk. 1, hvis den bidrager til godtgørelsen af, at vedtagelse af antidumpingforanstaltninger ikke tjener den almene interesse.

(jf. præmis 240 og 241)

10.    Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den EU-myndighed, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan udøve deres ret til forsvar, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres kontrol. Derimod er institutionerne ikke forpligtet til at behandle alle de faktiske og retlige spørgsmål, der under den administrative procedure er fremført af de berørte parter, i begrundelsen for en forordning om indførelse af en midlertidig eller endelig antidumpingtold. Da Kommissionen klart og utvetydigt har undersøgt følgerne af antidumpingforanstaltningerne for de berørte brugere, og Rådet – ganske vist mere kortfattet, men ikke mindre klart – har undersøgt de indførte antidumpingforanstaltningers indvirkning på de nævnte brugere, kan institutionerne ikke foreholdes nogen tilsidesættelse af begrundelsespligten.

(jf. præmis 256 og 257)

11.    Med hensyn til gennemførelsen af undersøgelser under en antidumpingprocedure skal en berørt parts aflysning af et kontrolbesøg ikke behandles i forhold til artikel 18, stk. 3, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1225/2009), men til dens stk. 1 (nu artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009). Selv om en aflysning af et kontrolbesøg ikke er omfattet af de tre sidstnævnte tilfælde i denne forordnings artikel 18, stk. 1, skal den nemlig – bortset fra i tilfælde af force majeure – anses for et afslag på adgang til oplysninger, der ifølge Kommissionen er nødvendige, som omhandlet i det første tilfælde, der er beskrevet i denne bestemmelse. Nævnte grundforordnings artikel 18, stk. 3, kan ikke bruges til at omgå pligten til at modtage et kontrolbesøg, når Kommissionens tjenestegrene har fundet et sådant besøg nødvendigt. Det følger ganske vist af denne bestemmelse, at brugen af de foreliggende faktiske oplysninger kun er udelukket i tilfælde, hvor oplysningerne ikke er fyldestgørende i enhver henseende, såfremt den pågældende part har handlet efter bedste evne. En part, som har afvist at modtage et kontrolbesøg, kan imidlertid ikke anses for at have handlet efter bedste evne.

Hvad angår formålet med grundforordningens artikel 18, stk. 1, er Rådet og Kommissionen, da grundforordningen ikke tillægger Kommissionen undersøgelsesbeføjelser, der gør det muligt for den at tvinge producenter eller eksportører, der er omhandlet i en klage, til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger, afhængige af parternes frivillige samarbejde om at forsyne institutionerne med de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister. Afvisning af at modtage et kontrolbesøg er i modstrid med hensynet til at samarbejde loyalt og påpasseligt, hvilket nævnte grundforordnings artikel 18, stk. 1, har til formål at sikre.

Endelig følger det af en analyse af samme grundforordnings opbygning, dels at det er op til institutionerne at afgøre, om de med henblik på at verificere oplysninger indgivet af en berørt part finder det nødvendigt at få disse oplysninger bekræftet ved et kontrolbesøg på stedet i denne parts lokaler, dels at i tilfælde, hvor en berørt part lægger hindringer i vejen for verificeringen af de af parten indgivne oplysninger, kan nævnte grundforordnings artikel 18 bringes i anvendelse, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(jf. præmis 270-276)

12.    Eftersom rækkevidden af forpligtelsen til at verificere de oplysninger, på grundlag af hvilke institutionerne udarbejder sine konklusioner, ikke er afgrænset i artikel 6, stk. 8, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 6, stk. 8, i forordning nr. 1225/2009), omfatter en sådan forpligtelse også de oplysninger, som en berørt part har afgivet i forbindelse med en anmodning om markedsøkonomisk behandling. Hertil kommer, at samme grundforordnings artikel 16, stk. 1 (nu artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), ikke afgrænser Kommissionens beføjelse til at aflægge besøg i de berørte parters lokaler, når den anser det for påkrævet i forhold til oplysninger, som den søger at få bekræftet. Heraf følger, at sidstnævnte bestemmelse giver Kommissionen beføjelse til at aflægge besøg i en eksporterende producents lokaler med henblik på behandlingen af dennes anmodning om markedsøkonomisk behandling og på at verificere de deri afgivne oplysninger, hvis den anser det for påkrævet.

Den omstændighed, at det ikke er et krav ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 [nu artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 1225/2009], at der gennemføres et kontrolbesøg i lokalerne hos en eksporterende producent, som har ansøgt om markedsøkonomisk behandling, betyder følgelig ikke, at et sådant besøg ikke kan gennemføres. Tilsvarende kan planlægning af et kontrolbesøg i forbindelse med behandlingen af en anmodning om markedsøkonomisk behandling ikke anses for at udgøre en yderligere betingelse, der pålægges i forhold til nævnte grundforordnings artikel 2, stk. 7, litra b).

(jf. præmis 294-296)

13.    Under en antidumpingprocedure er institutionerne ikke forpligtet til at anmode EF-producenterne om at fremkomme med forklaringer om tendenserne vedrørende deres økonomiske situation, eftersom det ikke påhviler de nævnte producenter at foretage en undersøgelse i henhold til artikel 3, stk. 7, i den grundlæggende antidumpingforordning nr. 384/96 (nu artikel 3, stk. 7, i forordning nr. 1225/2009) af, hvad der må tilskrives andre skadesfaktorer end dumpingimporten. En sådan undersøgelse skal derimod foretages af institutionerne med henblik på foreløbige og endelige afgørelser. Selv om man går ud fra, at overholdelse af retten til forsvar forudsætter, at de eksporterende producenter bliver underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at indføre midlertidig told, kan en manglende iagttagelse af de pågældende rettigheder ikke i sig selv medføre, at en forordning om indførelse af en endelig told er behæftet med en mangel, når manglen ved den procedure, der har ført til udstedelsen af forordningen om indførelse af den midlertidige told, er blevet afhjulpet under den procedure, der har ført til udstedelsen af forordningen om indførelse af den endelige told.

(jf. præmis 314 og 319)