Language of document :

Sag anlagt den 22. maj 2008 - Forum 187 mod Kommissionen

(Sag T-189/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Forum 187 ASBL (Bruxelles, Belgien) (ved barristers A. Sutton og G. Forwood)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af den anfægtede beslutning for så vidt som den ikke fastsætter rimelige fremtidige overgangsordninger for koordinationscentrene omfattet af Domstolens dom af 22. juni 2006.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Der træffes sådanne øvrige foranstaltninger, som Retten finder nødvendige.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I denne sag har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2008/283/EF af 13. november 2007 om den støtteordning, Belgien har indført for koordinationscentre etableret i Belgien, og om ændring af beslutning 2003/757/EF1, som en opfølgning på Domstolens afgørelse om delvist at annullere den første beslutning2. I den afgørelse fastslog Domstolen, at 2003-beslutningen ikke indeholdt overgangsforanstaltninger for så vidt angår koordinationscentre, hvis begæring om forlængelse verserede på datoen for meddelelsen af den anfægtede beslutning, eller hvis godkendelse udløb samtidig med eller kort efter nævnte beslutnings meddelelse.

Den anfægtede beslutning indfører overgangsperioder for de centre, der er omfattet af Domstolens dom.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at den anfægtede beslutning:

er uforenelig med fællesskabsretten vedrørende eksisterende støtte, som denne fortolkes fast af Fællesskabets retsinstanser

tilsidesætter centrenes berettigede forventning om at få en rimelig periode efter Kommissionens endelige beslutning om at afslutte den bestående støtteprocedure (meddelt sagsøgeren den 17. marts 2008) til at reorganisere deres virksomhedsmæssige - og skattemæssige forhold

tilsidesætter artikel 254, stk. 3, EF

ved at fastsætte opkrævning med tilbagevirkende kraft og betaling af skatter i en bestående støttesag i realiteten foreskriver tilbagesøgning af støtten, som havde denne været ulovlig, hvilket strider mod princippet om, at bestående støtteordninger udelukkende kan ændres fremadrettet, efter det tidspunkt hvor Kommissionens endelige beslutning om at afslutte den bestående støtteprocedure vedtages

tilsidesætter koordinationscentrenes berettigede forventninger, der var støttet på kendelsen af 26. juni 20033, afsagt af Domstolens præsident, som retsgrundlag for en forlængelse af deres godkendelser

tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at behandle forskellige centre anderledes uden en objektiv begrundelse herfor.

____________

1 - EUT 2008 L 90, s. 7.

2 - Dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479.

3 - Kendelse af 26.6. 2003, forenede sager C-182/03 R og C-217/03 R, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 6887.