RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
18. oktober 2023 (*)
»Handelspolitik – forordning (EU) 2020/502 – foranstaltninger truffet af De Forenede Stater over for importen af visse produkter fremstillet af aluminium og stål – Unionens afgørelse om suspension af handelsindrømmelser og andre tilsvarende forpligtelser – tillægstold på importen af produkter fra De Forenede Stater – annullationssøgsmål – søgsmålskompetence – antagelse til realitetsbehandling – princippet om god forvaltningsskik – ret til at blive hørt«
I sag T-402/20,
Zippo Manufacturing Co., Bradford, Pennsylvania (De Forenede Stater),
Zippo GmbH, Emmerich am Rhein (Tyskland),
Zippo SAS, Paris (Frankrig),
ved advokaterne R. MacLean og D. Sevilla Pascual,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Flett, G.-D. Balan og M. Mataija, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, G. De Baere, og dommerne G. Steinfatt og K. Kecsmár (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig M. Zwozdziak-Carbonne,
på grundlag af den skriftlige forhandling, navnlig:
– kendelsen af 6. maj 2021, hvorved Kommissionens formalitetsindsigelse ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2020 blev henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet
– foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. juli 2022 og parternes svar indleveret til Rettens Justitskontor den 9. og den 10. august 2022
– bevisoptagelsen af 21. september 2022 og Kommissionens svar, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 26. september 2022,
efter retsmødet den 29. september 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Ved deres søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, Zippo Manufacturing Co. (herefter »ZMC«), Zippo GmbH og Zippo SAS, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/502 af 6. april 2020 om visse handelspolitiske foranstaltninger vedrørende visse produkter med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (EUT 2020, L 109, s. 10, herefter »den anfægtede forordning«), for så vidt som den vedrører dem.
Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse
2 Sagsøgerne tilhører samme koncern. De driver virksomhed inden for fremstilling, distribution og markedsføring af mekaniske lightere af metal under mærket Zippo samt i forbindelse med eftersalgsservice for disse produkter. Disse produkter fremstilles af ZMC, der fremstår som den eneste kendte producent af denne type produkter i De Forenede Stater.
3 Selskabet ZMC eksporterer en del af sine produkter til Den Europæiske Union. De er pålagt told ved deres indførsel til Unionens toldområde i underposition 9613 80 00 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN-kode 9613 80 00«), der blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1). KN-kode 9613 80 00 vedrører »andre tændere«, herunder bl.a. »cigarettændere og andre tændere (undtagen tændere henhørende under pos. 3603), også mekaniske eller elektriske, samt dele dertil, undtagen fyrsten og væger«.
4 ZMC sælger de omhandlede produkter til sine datterselskaber, Zippo GmbH og Zippo SAS, og til uafhængige godkendte forhandlere med henblik på markedsføring på Unionens område. De pågældende produkter sælges frit om bord (FOB), således at de risici, der er forbundet med disse produkter, overføres til de forretningsmæssigt forbundne eller uafhængige forhandlere på det tidspunkt, hvor de leveres til havnen eller lufthavnen i De Forenede Stater med henblik på eksport. Forhandlingsaftalerne mellem ZMC og de nævnte forhandlere præciserer ligeledes, at sidstnævnte bærer omkostningerne til al told.
5 Amerikas Forenede Stater vedtog den 24. januar 2020 foranstaltninger i form af forhøjede toldsatser for import af visse afledte aluminiumsprodukter og visse afledte stålprodukter, der skulle træde i kraft den 8. februar 2020 og gælde i et ubegrænset tidsrum.
6 Idet disse foranstaltninger af Amerikas Forenede Stater blev kvalificeret som sikkerhedsforanstaltninger, udgjorde de ifølge Europa-Kommissionen beskyttelsesforanstaltninger truffet med det formål at beskytte den indenlandske industri mod udenlandsk konkurrence og for at sikre samme industris handelsmæssige fremgang. Kommissionen fandt derpå, at der skulle vedtages foranstaltninger til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 654/2014 af 15. maj 2014 om udøvelsen af Unionens rettigheder for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af internationale handelsregler og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 om fastsættelse af fællesskabsprocedurer på området for den fælles handelspolitik med henblik på at sikre udøvelsen af Fællesskabets rettigheder i henhold til internationale handelsregler, navnlig regler fastlagt i Verdenshandelsorganisationens regi (EUT 2014, L 189, s. 50).
7 Den 6. marts 2020 anmodede Kommissionen i henhold til artikel 9 i forordning nr. 654/2014 de interesserede parter om deres synspunkter ved hjælp af en formular, der var tilgængelig på webstedet for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Handel. Informationsindsamlingen ophørte den 13. marts 2020. Blandt de foranstaltninger, der var planlagt efter den nævnte indsamling, anførte Kommissionen, at det var muligt at anvende tillægstold på visse produkter med oprindelse i De Forenede Stater og navnlig i første fase på produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00. Det er ubestridt mellem parterne, at sagsøgerne ikke deltog i denne informationsindsamling.
8 Den 6. april 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede forordning, der trådte i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende den 7. april 2020.
9 Den nævnte forordnings artikel 1 bestemmer:
»1. Kommissionen giver straks – og under alle omstændigheder ikke senere end den 7. april 2020 – WTO’s Råd for Handel med Varer skriftlig meddelelse om, at Unionen, hvis Rådet for Handel med Varer ikke afviser det, fra den 8. maj 2020 suspenderer anvendelsen af importtoldindrømmelser i henhold til [den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel] 1994 på handelen med USA for så vidt angår de i afsnit 2 anførte produkter.
2. Som følge heraf pålægger Unionen tillægstold på import til Unionen af de produkter, der er anført nedenfor, og som har oprindelse i USA:
a) I første fase pålægges import af følgende produkter en yderligere værditold på henholdsvis 20% og 7% fra den 8. maj 2020:
KN-kode | Yderligere værditold |
9613 80 00 | 20% |
3926 30 00 | 7% |
[…]«
10 Samme forordnings artikel 2 har følgende ordlyd:
»Unionen anvender den i artikel 1 omhandlede tillægstold, så længe og i det omfang USA anvender eller på ny anvender sine beskyttelsesforanstaltninger på en måde, der vil berøre produkter fra Unionen. Kommissionen offentliggør en meddelelse med datoen for, hvornår USA er ophørt med at anvende sine beskyttelsesforanstaltninger, i Den Europæiske Unions Tidende.«
11 Ved skrivelse af 22. maj 2020 anmodede sagsøgerne Kommissionen om alle de forberedende meddelelser og arbejdsdokumenter vedrørende vedtagelsen af den anfægtede forordning i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43). Efter Kommissionens svar af 24. juli 2020 og sagsøgernes genfremsatte begæring af 14. august 2020 gav Kommissionen den 27. november 2020 fuld aktindsigt i flere af de omhandlede dokumenter og delvis aktindsigt i visse af de nævnte dokumenter og afslog begæringerne om aktindsigt med hensyn til resten af disse dokumenter.
12 Ved skrivelse af 2. juni 2020 anmodede sagsøgerne i øvrigt Kommissionen om at udelukke deres produkter fra anvendelsesområdet for den anfægtede forordning i medfør af 19. betragtning til denne forordning. Ved e-mail af 16. juni 2020 afviste Kommissionen anmodningen.
13 Efter Amerikas Forenede Staters meddelelse om ændring af deres beskyttelsesforanstaltninger fra den 1. januar 2022 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2021/2083 af 26. november 2021 om suspension af handelspolitiske foranstaltninger vedrørende visse produkter med oprindelse i Amerikas Forenede Stater som indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2018/886 og (EU) 2020/502 (EUT 2021, L 246, s. 41). Forordningen suspenderer bl.a. den yderligere værditold på produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, der er fastsat i den anfægtede forordning, fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2023.
Parternes påstande
14 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning og navnlig forordningens artikel 1, stk. 2, litra a), og artikel 2 annulleres, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på sagsøgerne.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
15 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse, idet søgsmålet er ugrundet.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
16 Kommissionen har med sin indsigelse i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement gjort gældende, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede forordning. Den nævnte forordning har form af en almengyldig EU-retsakt, som vedrører sagsøgerne på grund af en situation, som denne objektivt har fastlagt i forhold til sit formål, nemlig at genoprette den handelsmæssige ligevægt i forhold til Amerikas Forenede Stater efter udvidelsen af deres beskyttelsesforanstaltninger til at omfatte visse afledte produkter af stål eller aluminium. Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at sagen afvises.
17 I retsmødet gentog Kommissionen sine indvendinger mod, at sagsøgerne tilhørte en lukket kreds af erhvervsdrivende, da den anfægtede forordning blev vedtaget. Kommissionen tilkendegav ikke desto mindre, at den under vedtagelsen af den anfægtede forordning var bekendt med, at en stor del af den foranstaltning, der er fastsat i den nævnte forordning, for så vidt angår de produkter, der er omfattet af KN-kode 9613 80 00, ville finde anvendelse på sagsøgernes produkter. Kommissionen har derimod bestridt, at den under denne proces vidste, at sagsøgerne var de eneste berørte virksomheder. Kommissionen har endvidere fremhævet, at i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, er sagsøgernes eksport til Unionen steget siden indførelsen af den omhandlede tillægstold.
18 Sagsøgerne har gjort gældende, at de er individuelt og umiddelbart berørt af den anfægtede forordning på samme måde som en adressat for retsakten, og at sagen derfor skal antages til realitetsbehandling.
19 Det skal bemærkes, at antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF forudsætter, at denne person indrømmes søgsmålskompetence, hvilket forekommer i to situationer. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (jf. dom af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
20 De i denne bestemmelse fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling skal således fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse som sikret i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), uden at fortolkningen herved fører til, at der ses bort fra de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten (jf. dom af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
21 Det skal ligeledes bemærkes, at en anfægtet retsakts generelle karakter ikke udelukker, at visse juridiske eller fysiske personer vil kunne være umiddelbart og individuelt berørt (dom af 18.5.1994, Codorniu mod Rådet, C-309/89, EU:C:1994:197, præmis 19; jf. ligeledes dom af 28.2.2019, Rådet mod Growth Energy og Renewable Fuels Association, C-465/16 P, EU:C:2019:155, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.9.1995, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, T-480/93 og T-483/93, EU:T:1995:162, præmis 66).
Betingelsen om at være individuelt berørt
22 Det er fast retspraksis, at artikel 263, stk. 4, TEUF kun giver fysiske eller juridiske personer ret til at anlægge sag med påstand om annullation af en almengyldig retsakt, såsom en forordning, hvis retsakten, ud over at berøre de pågældende umiddelbart, ligeledes rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en adressat for en afgørelse. De af sagsøgerne hævdede tilsidesættelser skal med andre ord være af en sådan art, at de individualiserer sagsøgerne på lignende måde som adressaten for retsakten (jf. dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
23 For det første skal Kommissionens indsigelser, der er baseret på den anfægtede forordnings art, forkastes.
24 Det forhold, at den anfægtede forordning på grund af sin art har virkning erga omnes, udelukker nemlig ikke, at en sådan retsakt kan indeholde foranstaltninger, der finder anvendelse individuelt på bestemte erhvervsdrivende (jf. i denne retning kendelse af 30.4.2003, VVG International m.fl. mod Kommissionen, T-155/02, EU:T:2003:125, præmis 40-42). Selv om anvendelsen af den anfægtede forordning finder sted på grundlag af en objektivt defineret situation, kan sagsøgerne følgelig ikke desto mindre gøre omstændigheder gældende, som individualiserer dem på lignende måde som adressaten for retsakten.
25 For det andet har sagsøgerne anført, at ZMC er den eneste i De Forenede Stater kendte eksporterende producent af produkter, der er pålagt den omhandlede tillægstold. Sagsøgerne har med støtte i de samme data fra Eurostat som dem, Kommissionen anvendte med henblik på vedtagelsen af den anfægtede forordning, gjort gældende, at efter at omkostningerne til luftfragt, landtransport og forsikring samt andre dermed forbundne forsendelsesomkostninger er lagt til, og efter at have anvendt den relevante vekselkurs, ligger værdien af ZMC’s eksport til Unionen af de omhandlede produkter meget tæt på den samlede værdi af importen fra De Forenede Stater under KN-kode 9613 80 00 for 2019.
26 Det skal i denne henseende bemærkes, at skønt det forhold, at ZMC er den største eksporterende producent af de af de pågældende foranstaltninger omfattede produkter, ikke i sig selv er egnet til at individualisere ZMC, er dette forhold ikke irrelevant, eftersom det er en del af en række omstændigheder, der tilsammen skaber en særlig situation, der i forhold til den pågældende foranstaltning adskiller ZMC fra alle andre erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
27 I det foreliggende tilfælde blev Kommissionen i retsmødet opfordret til at udtale sig om de taloplysninger, som sagsøgerne har fremlagt. Selv om Kommissionen har udtrykt forbehold over for den omstændighed, at ZMC er den eneste eksporterende producent af de pågældende produkter, har den imidlertid medgivet, at de oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt, og data fra Eurostat ligger tæt på hinanden. Der må drages den konklusion heraf, at Kommissionen ikke har fremlagt noget bevis, der modsiger de oplysninger, som sagsøgerne har fremført på dette punkt.
28 Hvad derudover angår Kommissionens indvending imod, at der foreligger en lukket kreds af operatører, fordi enhver aktuel eller potentiel eksportør af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, der er etableret på De Forenede Staters område, ligeledes er berørt af den anfægtede forordning, skal det fastslås, hvilken gruppe af elementer der kunne udgøre en individualisering af sagsøgerne som omhandlet i den relevante retspraksis (jf. i denne retning dom af 16.5.1991, Extramet Industrie mod Rådet, C-358/89, EU:C:1991:214, præmis 17, og af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 66).
29 I denne sammenhæng bemærkes i første række, at den anfægtede forordning indfører tillægstold på produkter med oprindelse i De Forenede Stater under KN-kode 9613 80 00, og at disse produkter henhører under sagsøgernes økonomiske virksomhed. I anden række kommer alle de produkter, som ZMC eksporterer til Unionen, fra De Forenede Staters område. I tredje række har sagsøgerne, uden at være blevet gyldigt modsagt af Kommissionen, fremlagt dokumentbeviser, navnlig to attester fra brancheorganisationer, og taloplysninger med henblik på at godtgøre, at ZMC er den eneste eksporterende producent af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00 fra det nævnte område og til Unionen. I fjerde række er de data fra Eurostat, som Kommissionen anvendte med henblik på at vedtage den anfægtede forordning, sammenfaldende med de oplysninger om ZMC, som sagsøgerne har fremlagt. I femte række har Kommissionen, selv om den i retsmødet har gjort gældende, at proceduren for vedtagelse af udligningsforanstaltninger ikke foreskriver nogen formel etape med henblik på at identificere de producenter eller eksportører, der kan blive berørt af de nævnte foranstaltninger, ikke desto mindre medgivet, at den under proceduren for vedtagelsen af den anfægtede forordning var bekendt med eksistensen af »Zippo«, der blev identificeret som en »stor amerikansk eksportør« af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, og til, at en stor del af den eksport, der henhørte under denne toldposition, og som var omfattet af den anfægtede forordning, var eksport fra »Zippo«. I sjette række har Kommissionen i retsmødet ligeledes forklaret, at udvælgelsen af de produkter, der var genstand for udligningsforanstaltningerne, navnlig blev foretaget med det formål »at presse den anden part, i dette tilfælde De Forenede Stater, til at frafalde deres beskyttelsesforanstaltninger, der er uforenelige med WTO«, og at den i denne forbindelse tog hensyn til den delstat i De Forenede Stater, som de nævnte produkter hidrørte fra. I syvende række har sagsøgerne uden på dette punkt at blive modsagt af Kommissionen gjort gældende, at staten Pennsylvania, hvor ZMC har hjemsted, er en af De Forenede Staters delstater, som der blev taget hensyn til ved den nævnte udvælgelse.
30 Under disse omstændigheder og i lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 20 ovenfor, skal det fastslås, at det fremgår af sagsakterne, som parterne har udtalt sig om i retsmødet, at der foreligger en helhed af faktiske og retlige omstændigheder, der udgør en særlig situation, der adskiller en af sagsøgerne, nemlig ZMC, i forhold til den anfægtede forordning i forhold til enhver anden erhvervsdrivende, og som derfor godtgør, at dette selskab er individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.
31 Det må derfor konkluderes, at ZMC er individuelt berørt af den anfægtede forordning.
Betingelsen om at være umiddelbart berørt
32 Det følger af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, der er genstand for søgsmålet, som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF kræver, at to kriterier er kumulativt opfyldt, nemlig for det første at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 42, og af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 58).
33 Derudover bemærkes dels, at kravet om en retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, ikke må sammenblandes med betingelsen om at være umiddelbart berørt, dels, med hensyn til prøvelsen af, om sagsøgerne er umiddelbart berørt, at den blotte omstændighed, at der findes gennemførelsesforanstaltninger, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at sagsøgerne er umiddelbart berørt, eftersom det relevante retslige kriterium består i, at den pågældende retsakt ikke må overlade noget skøn til dens adressater, som skal gennemføre den (jf. dom af 18.5.2022, Uzina Metalurgica Moldoveneasca mod Kommissionen, T-245/19, EU:T:2022:295, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
34 I det foreliggende tilfælde skal det undersøges, om ZMC, som er individuelt berørt af den anfægtede forordning, ligeledes er umiddelbart berørt af denne.
35 Det skal for det første bemærkes, at det bl.a. følger af den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 1, og stk. 2, litra a), at Unionen, hvis Rådet for Handel med Varer under Verdenshandelsorganisationen (WTO) ikke afviser det, fra den 8. maj 2020 suspenderer anvendelsen af importtoldindrømmelser i henhold til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (EFT 1994, L 336, s. 11, herefter »GATT 1994«) på handelen med De Forenede Stater for så vidt angår produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, og at der pålægges import af de nævnte produkter en yderligere værditold på 20% fra denne dato. Desuden fastsætter den nævnte forordnings artikel 2, at Unionen anvender denne tillægstold, så længe og i det omfang De Forenede Stater anvender eller på ny anvender sine beskyttelsesforanstaltninger på en måde, der vil berøre produkter fra Unionen.
36 Det skal derfor fastslås, at de medlemsstater, der skal gennemføre den anfægtede forordning, ikke har en skønsmargen hvad angår satsen for den omhandlede tillægstold på indførsel til Unionen og pålæggelsen af denne told på de omfattede produkter, og at det andet kriterium, der er nævnt i præmis 32 ovenfor, således er opfyldt (jf. i denne retning dom af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 28, ikke trykt i Sml., og af 3.5.2018, Distillerie Bonollo m.fl. mod Rådet, T-431/12, EU:T:2018:251, præmis 50, samt kendelse af 10.9.2020, Cambodja og CRF mod Kommissionen, T-246/19, EU:T:2020:415, præmis 66, 68 og 108).
37 Hvad for det andet angår det første kriterium, der er omtalt i den retspraksis, der er nævnt i præmis 32 ovenfor, skal det indledningsvis bemærkes, at ZMC ikke skal betale den omhandlede tillægstold, således som det er anført i præmis 4 ovenfor.
38 Det fremgår imidlertid af retspraksis, at den omstændighed, at den nævnte sagsøger ikke betaler den omtalte told, ikke er afgørende, og at konstateringen om umiddelbar berørthed kan være baseret på andre forhold (jf. i denne retning kendelse af 10.9.2020, Cambodja og CRF mod Kommissionen, T-246/19, EU:T:2020:415, præmis 107).
39 I den foreliggende sag skal der i første række tages hensyn til den omstændighed, at produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00 før den anfægtede forordnings ikrafttræden var underlagt en bunden sats på 2,7%, som bl.a. følger af anvendelsen af multilaterale indrømmelser i henhold til GATT 1994. I anden række suspenderede den anfægtede forordning midlertidigt de nævnte indrømmelser og anvendte en yderligere værditold på 20% på de nævnte produkter. I tredje række blev den nævnte told i overensstemmelse med den anfægtede forordnings artikel 2, og indtil denne blev suspenderet ved gennemførelsesforordning 2021/2083, anvendt af Unionen, så længe og i det omfang De Forenede Stater anvendte eller på ny anvendte sine beskyttelsesforanstaltninger på en måde, der ville berøre produkter fra Unionen. I fjerde række fandt Kommissionen, således som det fremgår af niende og ellevte betragtning til den anfægtede forordning, at de passende udligningsforanstaltninger skulle have form af en handelspolitisk foranstaltning, der bl.a. skulle bestå i indførelse af tillægstold, som stod i et rimeligt forhold til virkningen af de amerikanske beskyttelsesforanstaltninger, uden dog at være for vidtgående. I femte række svarede en sådan told til de beskyttelsesforanstaltninger, som Amerikas Forenede Stater havde truffet, og som kunne få betydelige negative økonomiske virkninger for de berørte erhvervsdrivende i Unionen, således som det fremgår af læsningen af syvende og ottende betragtning til den anfægtede forordning. I sjette række har sagsøgerne, som anført i præmis 29 ovenfor, gjort gældende, at ZMC er den eneste kendte eksporterende producent, der er etableret i De Forenede Stater, af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, som er undergivet den omhandlede tillægstold. I syvende række indføres de nævnte produkter til Unionen af bl.a. ZMC’s datterselskaber, som skal betale den nævnte told. I ottende række fremgår det af de oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at i løbet af 2021, hvor denne told var gældende, udgjorde andelen af de produkter, som de nævnte datterselskaber importerede til Unionen, mere end 80% af de mængder af ZMC’s produkter, der blev importeret til Unionen.
40 Det skal derfor for det første fastslås, at de udligningsforanstaltninger, der er indført ved den anfægtede forordning, på tilsvarende måde som de beskyttelsesforanstaltninger, der er indført af Amerikas Forenede Stater, ved anvendelsen af tillægstold, der står i forhold til virkningerne af de nævnte beskyttelsesforanstaltninger, har til formål at have negative økonomiske følger for aktiviteten hos virksomheder i De Forenede Stater, der eksporterer de produkter, som disse foranstaltninger finder anvendelse på, til Unionen, og som ZMC er en del af i sin egenskab af den eneste eksporterende producent af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, af de grunde, der er anført i præmis 29 ovenfor. Desuden forstærkes disse virkninger i det foreliggende tilfælde i forhold til ZMC som følge af selskabets egenskab af moderselskab til selskaber, der til Unionen importerer mere end 80% af mængden af de nævnte produkter fra De Forenede Stater, og som følgelig må betale størstedelen af den tillægstold, der er indført ved den anfægtede forordning. Det skal derfor for så vidt angår produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00 fastslås, at ZMC var umiddelbart berørt af de negative virkninger, som Kommissionen søgte at opnå, da den vedtog den anfægtede forordning.
41 For det andet påvirker den anfægtede forordning ved at suspendere anvendelsen af den bundne toldsats på 2,7% på importen af produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00 og pålægge disse produkter en yderligere værditold på 20% den ret til adgang til EU-markedet, som disse produkter havde, indtil den trådte i kraft (jf. analogt kendelse af 10.9.2020, Cambodja og CRF og Kommissionen, T-246/19, EU:T:2020:415, præmis 60 og 61). For så vidt som Kommissionen ikke gyldigt har tilbagevist ZMC’s status som eneste eksporterende producent af disse produkter, der er etableret i De Forenede Stater, skal det fastslås, at den anfægtede forordning ligeledes påvirker retten til adgang til EU-markedet for ZMC’s produkter, og at den nævnte forordning derfor har umiddelbare retsvirkninger for ZMC.
42 Den af Kommissionen påberåbte omstændighed, at mængden af produkter, som ZMC eksporterede til Unionens område, efter den anfægtede forordnings ikrafttræden er steget, ændrer ikke denne konklusion. Sagsøgerne har således i første række gjort gældende, at denne stigning bl.a. skyldes en omorganisering af forhandlingen af deres produkter og en forøgelse af salgsstederne på EU-markedet. Desuden kunne denne forøgelse have været større, hvis den told, der blev pålagt ved den anfægtede forordning, ikke var blevet pålagt. Det bemærkes endvidere, at den omhandlede told blev opkrævet i løbet af en relativt kort periode fra den 8. maj 2020 til den 31. december 2021. I anden række er den omstændighed, at det ikke er muligt at iagttage de negative virkninger, der tilstræbes med en forordning om indførelse af udligningsforanstaltninger, såsom den anfægtede forordning, ikke afgørende for vurderingen af kriteriet om at være umiddelbart berørt, for så vidt som det er tilstrækkeligt, at den pågældende retsakt automatisk og umiddelbart ændrer sagsøgernes retsstilling. Af de grunde, der er anført i præmis 40 og 41 ovenfor, har den anfægtede forordning imidlertid automatisk og umiddelbart haft indvirkning på ZMC’s retsstilling.
43 Det må derfor konkluderes, at ZMC er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning og derfor har søgsmålskompetence som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.
44 Det følger af fast retspraksis, som støttes på procesøkonomiske hensyn, at hvis den samme retsakt anfægtes af flere sagsøgere, og det er godtgjort, at én af dem har søgsmålskompetence, er det ufornødent at undersøge, om de øvrige sagsøgere har søgsmålskompetence (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 37, og af 24.10.2019, EPSU og Goudriaan mod Kommissionen, T-310/18, EU:T:2019:757, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
45 Henset til konklusionen om, at ZMC har kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af den anfægtede forordning, er det i den foreliggende sag ikke nødvendigt at undersøge, om Zippo GmbH og Zippo SAS har den fornødne søgsmålskompetence til at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF til prøvelse af samme forordning.
46 Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgerne har søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede forordning, hvilket Kommissionen i øvrigt ikke har bestridt.
47 I denne henseende er den omstændighed, at den omhandlede yderligere værditold efter ikrafttrædelsen af den anfægtede forordning blev suspenderet ved gennemførelsesforordning 2021/2083 efter anlæggelsen af søgsmålet, uden betydning for sagsøgernes søgsmålsinteresse, henset til sagens genstand. Den nævnte gennemførelsesforordning har nemlig hverken ophævet eller fjernet den anfægtede forordning fra Unionens retsorden, som den derfor fortsat er en del af. Desuden fastsætter gennemførelsesforordning 2021/2083, at denne suspension skal ophøre den 31. december 2023. Sagsøgerne bevarer imidlertid også en søgsmålsinteresse for at forhindre, at de foreholdte ulovligheder ikke gentager sig i fremtiden, bl.a. som led i den eventuelle opretholdelse af den omhandlede tillægstold (jf. i denne retning dom af 23.12.2015, Parlamentet mod Rådet, C-595/14, EU:C:2015:847, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.5.2018, Distillerie Bonollo m.fl. mod Rådet, T-431/12, EU:T:2018:251, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).
48 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal sagen antages til realitetsbehandling.
Realiteten
49 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat fem anbringender.
50 Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.
51 Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionens procedure for informationsindsamling, hvortil der henvises i tiende betragtning til den anfægtede forordning, ikke overholdt princippet om god forvaltningsskik. Først og fremmest var denne proces ikke gennemsigtig, eftersom den var organiseret på en del af webstedet for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for »Handel« som var næsten usynlig, og som det var vanskeligt at få adgang til. Selv om Kommissionen ikke var forpligtet til at offentliggøre oplysningerne om denne proces i Den Europæiske Unions Tidende, ville en sådan offentliggørelse have været i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik. Endelig gjorde denne proces det ikke muligt for sagsøgerne at blive hørt inden vedtagelsen af den anfægtede forordning, og, henset til strengheden af de påtænkte foranstaltninger til skade for deres interesser, blev deres ret til at blive hørt i strid med chartrets artikel 41, stk. 2, ikke overholdt.
52 Kommissionen har gjort gældende, at den procedure for informationsindsamling, der blev gennemført i forbindelse med forberedelsen af den anfægtede forordning, fuldt ud opfyldte kravene i artikel 9 i forordning nr. 654/2014. Kommissionen har anført, at den modtog bidrag fra de berørte parter, hvilket således bekræfter effektiviteten af den kommunikation, der omgiver denne proces. Endvidere forpligter retten til at blive hørt ikke Kommissionen til individuelt at kontakte hver enkelt virksomhed, hvis aktivitet vil kunne blive påvirket af udligningsforanstaltninger. Denne ret vil være behørigt beskyttet ved offentliggørelse på internettet af en offentlig meddelelse, som gør det muligt for de berørte parter at blive informeret og tilkendegive deres interesse, herunder ved at anmode om oplysninger, rådgivning eller et møde.
53 For det første må sagsøgernes kritik af den kommunikationsform, som Kommissionen valgte at anvende med henblik på at tilrettelægge informationsindsamlingen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning, og den manglende gennemsigtighed heraf, forkastes.
54 Når Kommissionen påtænker at vedtage en gennemførelsesretsakt på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 med henblik på bl.a. at udligne indrømmelser i samhandelen med tredjelande i overensstemmelse med forordningens artikel 3, litra c), fastsætter denne forordnings artikel 9, stk. 1, at Kommissionen indhenter oplysninger og synspunkter om Unionens økonomiske interesser i bestemte varer eller tjenesteydelser eller i bestemte sektorer gennem en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende eller gennem andre egnede offentlige kommunikationsmidler med angivelse dels af fristen for indgivelse af oplysninger, dels at Kommissionen tager de modtagne oplysninger i betragtning.
55 Som sagsøgerne selv har medgivet, skal det imidlertid bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 ikke var forpligtet til udelukkende at underrette de berørte parter om gennemførelsen af nævnte informationsindsamling ved at offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, og at den ligeledes kunne sikre offentliggørelsen af denne indsamling »gennem andre egnede offentlige kommunikationsmidler«.
56 I det foreliggende tilfælde fremgår det for så vidt angår den anfægtede forordning af sagsakterne, at offentliggørelsen af den informationsindsamling, der blev foretaget forud for forordningens vedtagelse i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014, blev foretaget på en side med overskriften »Consultations« på webstedet for GD »Handel«. Fra den nævnte internetside kunne offentligheden få adgang til oplysninger om de handelspolitiske høringer, som Kommissionens tjenestegrene havde foretaget, bl.a. med henblik på at bidrage hertil.
57 Henset til de samme sagsakter skal det endvidere fastslås, at Kommissionen forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning anmodede de interesserede parter om oplysninger ved hjælp af en formular, som de interesserede parter skulle udfylde, og som var tilgængelig fra denne samme side på webstedet for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for »Handel«. Det præsentationsdokument, som den nævnte formular var vedlagt som bilag, præciserede bl.a. baggrunden for den pågældende informationsindsamling, de foranstaltninger, som Kommissionen påtænkte at træffe efter denne, og den frist, inden for hvilken de interesserede parter pr. e-mail kunne fremsende oplysninger og synspunkter til Kommissionen, dvs. senest den 13. marts 2020 kl. 12, lokal tid i Bruxelles (Belgien). Idet det er ubestridt mellem parterne, at sagsøgerne ikke deltog i denne høring, har Kommissionen derimod som svar på Rettens spørgsmål i retsmødet bekræftet, at den modtog bidrag fra seks interesserede parter, hvoraf ingen dog vedrørte produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00.
58 Det skal derfor fastslås, at Kommissionen ved at handle som beskrevet i præmis 56 og 57 ovenfor ikke tilsidesatte artikel 9 i forordning nr. 654/2014.
59 Hvad for det andet angår den hævdede tilsidesættelse af sagsøgernes ret til at blive hørt bemærkes, at alle EU-retsakter skal overholde de grundlæggende rettigheder, idet overholdelsen af disse er en betingelse for, at de er lovlige, hvilket det påhviler Unionens retsinstanser at prøve inden for rammerne af det fuldstændige system af retsmidler, som er oprettet ved EUF-traktaten (dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 285).
60 Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen er forpligtet til at overholde Unionens grundlæggende rettigheder under en administrativ procedure på området for forsvar mod handelspolitiske foranstaltninger fra lande, der ikke er medlemmer af Unionen, heriblandt retten til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41. Det følger af retspraksis om princippet om god forvaltningsskik, at der tillægges overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, en endnu mere afgørende betydning, såfremt EU-institutionerne har et skøn (jf. i denne retning dom af 24.5.2012, JBF RAK mod Rådet, T-555/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:262, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis, af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.3.2020, Eurofer mod Kommissionen, T-835/17, EU:T:2020:96, præmis 143).
61 Det bemærkes endvidere, at chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), bestemmer, at retten til en god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt (dom af 5.11.2014, Mukarubega, C-166/13, EU:C:2014:2336, præmis 43).
62 Retten til at blive hørt garanterer enhver person muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt. Dernæst skal det præciseres, at retten til at blive hørt har to formål. For det første tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, og for det andet sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse. Retten til at blive hørt har navnlig til formål at sikre, at enhver afgørelse, der påvirker en person negativt, vedtages med fuldt kendskab til sagen, og den har i særdeleshed til formål at sikre, at den kompetente myndighed kan rette en fejl, eller at den pågældende kan gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (jf. dom af 4.6.2020, SEAE mod De Loecker, C-187/19 P, EU:C:2020:444, præmis 68 og 69 og den deri nævnte retspraksis).
63 Det skal præciseres, at Domstolen i sin praksis har fastholdt betydningen af retten til at blive hørt og dens meget betydelige omfang i Unionens retsorden ved at fastslå, at denne ret bør finde anvendelse i enhver procedure, som kan udmunde i en bebyrdende afgørelse. I henhold til Domstolens praksis skal retten til at blive hørt overholdes, selv om de relevante regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (jf. dom af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 326 og den deri nævnte retspraksis).
64 Henset til den omstændighed, at princippet om retten til forsvar, der omfatter retten til at blive hørt, er et grundlæggende og generelt EU-retligt princip, kan en retsforskrift derfor hverken udelukke eller begrænse anvendelsen heraf, og princippet skal således overholdes såvel i tilfælde, hvor der ikke er fastlagt nogen særlig ordning overhovedet, som i tilfælde, hvor der er fastlagt en ordning, der ikke selv tager hensyn til princippet (jf. dom af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 327 og den deri nævnte retspraksis).
65 Anvendelsesområdet for retten til at blive hørt, som princip og grundlæggende ret i EU’s retsorden, omfatter nemlig tilfælde, hvor administrationen overvejer at vedtage en bebyrdende retsakt, dvs. en retsakt, der kan berøre en privatpersons eller den pågældende medlemsstats interesser negativt, idet dens anvendelse ikke afhænger af, at der foreligger en udtrykkelig regel herfor i sekundærretten (dom af 18.6.2014, Spanien mod Kommissionen, T-260/11, EU:T:2014:555, præmis 64).
66 I denne henseende skal det for det første bemærkes, at ingen bestemmelse i forordning nr. 654/2014 hverken udelukker eller udtrykkeligt begrænser retten til at blive hørt for virksomheder, hvis produkter er omfattet af udligningsforanstaltninger fastsat i en gennemførelsesretsakt vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1.
67 Desuden udgør artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014, for så vidt som den fastsætter en forpligtelse for Kommissionen til at indhente oplysninger og synspunkter om Unionens økonomiske interesser i bestemte varer eller tjenesteydelser eller i bestemte sektorer, ikke en gennemførelse af de nævnte virksomheders ret til at blive hørt. Disses særlige interesser falder nemlig ikke sammen med Unionens økonomiske interesser, navnlig når der er tale om en virksomhed i et tredjeland. Når en virksomhed har deltaget i en sådan informationsindsamling, kan det ganske vist ikke udelukkes, at den på grund af de oplysninger eller synspunkter, den har fremsat, på hensigtsmæssig og effektiv vis har gjort sine interesser eller forhold vedrørende sin personlige situation gældende. Når en virksomhed, hvis interesser kan blive påvirket negativt af de foranstaltninger, der er fastsat i en gennemførelsesretsakt vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, ikke har deltaget i en sådan informationsindsamling, kan det imidlertid ikke antages, at virksomhedens ret til at blive hørt som sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), ikke er blevet tilsidesat alene af den grund, at Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til at tilrettelægge den nævnte indsamling i henhold til denne forordnings artikel 9, stk. 1.
68 For det andet skal der tages hensyn til den omstændighed, at de foranstaltninger, der er fastsat i den anfægtede forordning, på grundlag af artikel 3, litra c), og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 har til formål at udligne indrømmelser i samhandelen med Amerikas Forenede Stater, i form af handelspolitiske foranstaltninger, der består i suspension af toldindrømmelser og indførelse af tillægstold, navnlig for så vidt angår produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00.
69 Producenterne af de produkter, der er omfattet af den nævnte forhøjede told, og som eksporteres fra dette tredjeland til Unionen, er således ikke adressater for de omhandlede udligningsforanstaltninger, som principielt indgår i samhandelen mellem Unionen og samme tredjeland.
70 Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 kan udøve retten til udligning i form af handelspolitiske foranstaltninger, der i det væsentlige svarer til niveauet for de indrømmelser, som berøres af de beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget af det pågældende tredjeland i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 2, litra c).
71 I den foreliggende sag fandt Kommissionen, som det fremgår af syvende betragtning til den anfægtede forordning, at de af Amerikas Forenede Stater vedtagne beskyttelsesforanstaltninger kunne have betydelige negative økonomiske følger for de berørte industrier i Unionen. Under disse omstændigheder må det, som anført i præmis 40 ovenfor, fastslås, at de udligningsforanstaltninger, der er indført ved den anfægtede forordning – på tilsvarende måde som de af Amerikas Forenede Stater indførte beskyttelsesforanstaltninger – ved anvendelsen af tillægstold, der står i forhold til virkningerne af de nævnte beskyttelsesforanstaltninger, har til formål at have negative økonomiske virkninger for aktiviteten hos de virksomheder i De Forenede Stater, som eksporterer de produkter, som disse foranstaltninger finder anvendelse på, til Unionen.
72 En udligningsforanstaltning, der er fastsat i en gennemførelsesretsakt, der er vedtaget på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014, kan, selv om den ikke træffes efter en individuel procedure mod de virksomheder, der eksporterer de af foranstaltningen omfattede produkter, således udgøre en foranstaltning, der kan berøre de nævnte virksomheders interesser negativt.
73 I den i præmis 63 nævnte praksis fra Domstolen er der imidlertid anlagt en bred fortolkning af retten til at blive hørt, der skal garanteres enhver person i en procedure, der kan resultere i en for vedkommende bebyrdende retsakt. Det kan derfor ikke udelukkes, at virksomheder, der eksporterer produkter, som er omfattet af udligningsforanstaltninger, der er fastsat i en forordning vedtaget på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 – bl.a. i form af tillægstold – kan påberåbe sig retten til at blive hørt som sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), inden for rammerne af proceduren for vedtagelse af de nævnte foranstaltninger.
74 Kommissionen har i sit svarskrift og i retsmødet gjort gældende, at proceduren for vedtagelse af en gennemførelsesretsakt på grundlag af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 654/2014 ikke foreskriver identifikation af de producenter eller eksportører, hvis produkter kan blive genstand for udligningsforanstaltninger. I overensstemmelse med chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 62 og 63 ovenfor, skal det imidlertid bemærkes, at når gennemførelsen af proceduren for vedtagelse af den nævnte retsakt foranlediger Kommissionen til at identificere en fysisk eller juridisk person, hvis interesser kan blive påvirket negativt af de foranstaltninger, der er fastsat i denne retsakt, skal denne person kunne påberåbe sig forhold vedrørende sin personlige situation, som taler for, at den omhandlede retsakt træffes, ikke træffes, eller at den har et nærmere bestemt indhold.
75 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i retsmødet som svar på Rettens spørgsmål bekræftet, at den under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning ikke blot vidste, at sagsøgernes produkter var blandt dem, hvorpå den omhandlede tillægstold skulle finde anvendelse, men ligeledes, at den nævnte told i vidt omfang vedrørte dem.
76 Det bemærkes endvidere, at identifikationen af produkterne af mærket Zippo under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning ikke er et resultat af Kommissionens informationsindsamling i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014. Som det er anført i præmis 57 ovenfor, præciserede Kommissionen nemlig i retsmødet, at den ikke havde modtaget nogen bidrag vedrørende produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00. Det må følgelig lægges til grund, at Kommissionen af eget initiativ identificerede sagsøgernes produkter som værende genstand for de påtænkte udligningsforanstaltninger i kraft af den anfægtede forordning.
77 Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne under omstændighederne i den foreliggende sag havde ret til at blive hørt under proceduren for vedtagelsen af den anfægtede forordning.
78 Retten til at blive hørt kan imidlertid være underlagt begrænsninger i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, som bestemmer:
»Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.«
79 Det følger nemlig af fast retspraksis, at de grundlæggende rettigheder, såsom retten til forsvar, ikke skal betragtes som absolutte rettigheder, men kan underlægges begrænsninger, forudsat at disse er nødvendige for at tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af de beskyttede rettigheder (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 207 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 337 og den deri nævnte retspraksis).
80 Idet Kommissionen i den foreliggende sag har bestridt selve eksistensen af sagsøgernes ret til at blive hørt, har den ikke gjort gældende, at betragtninger vedrørende forfølgelsen af mål af almen interesse har begrundet en begrænsning af denne ret under omstændighederne i den foreliggende sag. Kommissionen har derimod i det væsentlige gjort gældende, at hele proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning var underlagt de frister, der følger af bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, og at informationsindsamlingen nødvendigvis skulle finde sted inden for denne ramme. Dette skal forstås således, at Kommissionen herved har gjort gældende, at den i forbindelse med den procedure, der er fastsat i disse bestemmelser, ikke i materiel henseende havde tilstrækkelig tid til at høre sagsøgerne under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning, henset til den tid, der medgik til de forskellige faser af den nævnte procedure, navnlig informationsindsamlingen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 654/2014, og de frister, der er fastsat i de relevante bestemmelser i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger. I retsmødet gjorde Kommissionen også gældende, at de omhandlede udligningsforanstaltninger skulle være vedtaget den 1. april 2020 for at overholde bestemmelserne i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, og at en informationsindsamling på én uge i marts 2020 var den maksimale tid, den kunne anvende.
81 Som Kommissionen har gjort gældende, skal det i denne forbindelse bemærkes, at proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning skulle finde sted inden for de frister, der følger af bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, som bl.a. bestemmer, at suspensionen af handelsindrømmelser over for det tredjeland, der har vedtaget beskyttelsesforanstaltninger, skal finde sted inden for en frist på 90 dage fra anvendelsen af disse foranstaltninger og ved udløbet af en frist på 30 dage regnet fra den dato, hvor WTO’s Råd for Handel med Varer modtog en skriftlig udtalelse om denne suspension. I overensstemmelse med disse bestemmelser og henset til, at de foranstaltninger, som Amerikas Forenede Stater vedtog, og som den anfægtede forordning er et svar på, trådte i kraft den 8. februar 2020, skulle de af Kommissionen vedtagne udligningsforanstaltninger derfor selv træde i kraft inden for en frist på 90 dage, dvs. senest den 8. maj 2020. Desuden skulle Kommissionen mindst 30 dage før denne dato have underrettet WTO’s Råd for Handel med Varer, dvs. senest den 7. april 2020.
82 Det bemærkes, at den anfægtede forordning med henblik på at overholde disse frister blev vedtaget den 6. april 2020.
83 Desuden havde Kommissionen, som det fremgår af præmis 75 og 76 ovenfor, på eget initiativ identificeret produkter af mærket Zippo som værende omfattet af de udligningsforanstaltninger, der var fastsat i den anfægtede forordning, som på det tidspunkt var under vedtagelse.
84 Under sådanne omstændigheder tilkom det Kommissionen dels at sikre overholdelsen af de frister, der følger af bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, dels at høre sagsøgerne, som havde ret til at blive hørt under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning, således som det er fastslået i præmis 77 ovenfor.
85 I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid begrænset sig til at gøre gældende, at de nævnte bestemmelser findes, uden dog at angive, hvorledes overholdelsen af de frister, der følger heraf, var til hinder for, at sagsøgerne blev hørt. I denne forbindelse skal der i første række tages hensyn til den omstændighed, at Kommissionen var bekendt med de nævnte frister og den dato, hvor den anfægtede forordning skulle vedtages. I anden række blev Kommissionens beslutning om ved hjælp af udligningsforanstaltninger vedtaget i henhold til forordning nr. 654/2014 at reagere på de beskyttelsesforanstaltninger, som Amerikas Forenede Stater havde vedtaget, formaliseret den 6. marts 2020 ved den anmodning om høringer, der blev indgivet til WTO i henhold til WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, således som det fremgår af den fodnote, der er nævnt i fjerde betragtning til den anfægtede forordning. I tredje række bemærkes, at selv om Kommissionen i retsmødet har erklæret, at en informationsindsamling i henhold til artikel 9 i forordning nr. 654/2014 »på én uge i marts [2020] var den maksimale tid, den kunne anvende«, har den ikke forklaret, hvorledes det at høre sagsøgerne i medfør af retten til at blive hørt ville have krævet mere tid, eller hvorfor indsamlingen af sagsøgernes bemærkninger ikke kunne gennemføres parallelt med eller efter den nævnte indsamling i perioden mellem den 6. marts 2020, som var datoen for anmodningen om høringer, der blev indgivet til WTO, og den 1. april 2020, hvor Kommissionen anførte, at de omhandlede udligningsforanstaltninger skulle være vedtaget. I fjerde række indhentede Kommissionen, som anført i præmis 57 ovenfor, kun seks bidrag fra interesserede parter i forbindelse med den nævnte indsamling, og det skal bemærkes, at den ikke har fremført noget argument for at forklare, hvorledes behandlingen af sagsøgernes bemærkninger, der blev føjet til behandlingen af disse seks bidrag, der blev indsamlet fra den 6. til den 13. marts 2020, skulle have haft til følge, at den ikke kunne vedtage den anfægtede forordning under overholdelse af de frister, der følger af bestemmelserne i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, samtidig med at sikre sagsøgernes ret til at blive hørt i overensstemmelse med chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).
86 Idet Kommissionen ikke har ført bevis for, at den ikke på hensigtsmæssig måde kunne have hørt sagsøgerne under proceduren for vedtagelsen af den anfægtede forordning, på trods af at den medgav at have identificeret dem på eget initiativ i denne forbindelse, må det fastslås, at Kommissionen rådede over den nødvendige tid til at gøre det muligt for sagsøgerne at udøve deres ret til at blive hørt.
87 Den angivelige tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik kan ganske vist kun føre til annullation af den pågældende forordning, for så vidt som denne uregelmæssighed kan have påvirket resultatet af proceduren og således konkret påvirket sagsøgernes ret til forsvar (jf. i denne retning dom af 20.5.2015, Yuanping Changyuan Chemicals mod Rådet, T-310/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:295, præmis 224 og 225 samt den deri nævnte retspraksis). Det kan i dette tilfælde imidlertid ikke kræves af sagsøgerne, at de godtgør, at Kommissionens afgørelse ville have fået et andet indhold, men alene, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, eftersom sagsøgerne ville have været i stand til at forsvare sig bedre, hvis der ikke havde været nogen proceduremæssig fejl (jf. dom af 20.5.2015, Yuanping Changyuan Chemicals mod Rådet, T-310/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:295, præmis 214 og den deri nævnte retspraksis).
88 I denne henseende har sagsøgerne i stævningen bl.a. gjort gældende, at de påtænkte udligningsforanstaltninger i forhold til deres produkter på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede forordning udgjorde den mest vidtgående form for de påtænkte udligningsforanstaltninger – både hvad angår deres omfang og sats – i forhold til dem, der vedrørte andre industrier i De Forenede Stater. Sagsøgerne har ligeledes henvist til, at en foranstaltning, som vedrører en enkelt virksomhed og lader denne bærer den fulde konsekvens af de pågældende udligningsforanstaltninger, er særlig streng, eller at der ikke er nogen forbindelse mellem deres produkter og de produkter, der er omfattet af de beskyttelsesforanstaltninger, som De Forenede Stater har truffet, hvorfor de af Kommissionen trufne foranstaltninger således ikke kan opveje virkningerne af de nævnte beskyttelsesforanstaltninger. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen ved specifikt at tage sigte på dem vedtog en diskriminerende foranstaltning, selv om Kommissionen havde mulighed for at vælge andre produkter, der vedrørte flere virksomheder, og at fordele de omhandlede udligningsforanstaltninger mere ligeligt.
89 I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at hvis sagsøgerne havde kunnet udøve deres ret til at blive hørt under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning, kunne de bl.a. have påberåbt sig de argumenter, der er nævnt i præmis 88 ovenfor.
90 For så vidt som ZMC er den eneste eksporterende producent af de pågældende produkter, kan det af de ovenfor i præmis 29 anførte grunde ikke udelukkes, at den anfægtede forordning ville have fået et andet indhold, hvis sagsøgerne var blevet hørt af Kommissionen forud for forordningens vedtagelse.
91 Det følger således af det ovenstående, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til at blive hørt under proceduren for vedtagelse af den anfægtede forordning og dermed princippet om god forvaltningsskik, og at denne tilsidesættelse kan have påvirket resultatet af proceduren.
92 Under disse omstændigheder skal det femte anbringende tages til følge, og den anfægtede forordning skal derfor annulleres, for så vidt som den vedrører produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender eller at tage stilling til, om de beviser, som sagsøgerne har fremlagt ved skrivelse af 10. januar 2023, kan antages til realitetsbehandling.
Sagsomkostninger
93 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgernes påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/502 af 6. april 2020 om visse handelspolitiske foranstaltninger vedrørende visse produkter med oprindelse i Amerikas Forenede Stater annulleres, for så vidt som den angår produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00.
2) Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. oktober 2023.
Underskrifter