Sag anlagt den 17. januar 2011 - Italien mod Kommissionen

(Sag T-44/11)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato L. Ventrella)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Delvis annullation af Kommissionens afgørelse K(2010) 7555 af 4. november 2010, meddelt den 5. november 2010, om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (artikel 269 TEU, tidligere artikel 253 EF) som følge af manglende begrundelse; urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder; tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet; tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2799/1999 af 17. december 1999 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1255/1999 for så vidt angår ydelse af støtte til skummetmælk og skummetmælkspulver bestemt til foderbrug og salg af sådant skummetmælkspulver (EFT L 340, s. 3).

Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen har foretaget nogle finansielle korrektioner inden for sektoren for skummetmælkspulver på grund af påstået ukorrekt anvendelse af de i lovgivningen foreskrevne støttenedsættelser og sanktioner. Navnlig har Kommissionen på grundlag af en indskrænkende fortolkning af artikel 24, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2799/1999, som er fejlagtig og i uoverensstemmelse med bestemmelsens hensigt og formål gjort gældende, at den kvartalsvise kontrol, som blev gennemført i ugen efter den afvigende prøveudtagning, ikke var den særlige undersøgelse, som er foreskrevet i fællesskabsbestemmelserne, og derfor ikke kunne erstatte denne. Endvidere har Kommissionen af ubetydelige særtilfælde udledt generaliseringer om mulige og fuldstændigt hypotetiske undladelser af at pålægge sanktioner fra de italienske myndigheders side, og har derved også foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Endelig, eftersom størrelsen af de sanktioner, som angiveligt ikke er blevet pålagt, er væsentligt mindre end det totalbeløb, som det var meningen, at Italien skulle pålægges at betale, er baggrunden for anvendelse af de faste korrektioner, som under alle omstændigheder er uforholdsmæssige og eksorbitante, uforståelig. Ud over en åbenbar mangel på begrundelse, foreligger der således også en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (artikel 296 TEUF, tidl. artikel 253 EF) som følge af manglende begrundelse; tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet; tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, TEU som følge af tilsidesættelse af de grundlæggende principper om den berettigede forventning, om retssikkerhed og om, at materielle regler ikke må tillægges tilbagevirkende kraft; tilsidesættelse af artikel 32, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 209, s. 1); tilsidesættelse af princippet om "ne bis in idem".

Sagsøgeren har anført under dette punkt, at Kommissionen efter en i 2003 påbegyndt undersøgelse har anvendt en korrektion over for medlemsstaten for regnskabsåret 2009 vedrørende organiseringen af de udbetalende organers inddrivelsesordning beregnet i forhold til værdien i de sager, som, eftersom der ikke var truffet afgørelse i dem af Kommissionen, i henhold til de fællesskabsbestemmelser, som var gældende på det pågældende tidspunkt, hævdes at være omfattet af det nye regelsæt og dermed være undergivet den såkaldte fifty-fifty regel, som blev indført med forordning (EF) nr. 1290/05. Den pågældende finansielle korrektion er retsstridig, for så vidt som medlemsstaten herved automatisk pålægges at betale 50% af de omhandlede beløb i henhold til artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/05, som retsstridigt er anvendt med tilbagevirkende kraft i forbindelse med en undersøgelse af forvaltningen af udestående beløb, som i det væsentlige vedrører "situationen i 2002/2003", hvilket Kommissionen udtrykkeligt har medgivet. I de samme sager, som var genstand for kontrollen, er den italienske stat desuden allerede blevet pålagt en finansiel korrektion på 50% i henhold til artikel 32 i forordning nr. 1290/2005 med Kommissionens afgørelse K(2007) 1901 af 27. april 2007. Med den anfægtede afgørelse anvender Kommissionen nu i de samme sager og på grundlag af de samme indsigelser en yderligere punktuel finansiel korrektion svarende til 100% af de udestående tilgodehavender. Det er således retsstridigt og klart uforholdsmæssigt efter flere år at pålægge den en sanktion på yderligere 50%, hvilket i øvrigt udgør en åbenbar tilsidesættelse af princippet om "ne bis in idem".

Det tredje anbringende vedrører bortfald af Kommissionens sanktionsbeføjelser; overskridelse af en rimelig frist for afslutning af de pågældende undersøgelser; tilsidesættelse af artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/05; tilsidesættelse af princippet om "ne bis in idem".

Subsidiært i forhold til det andet anbringende anføres det for det tilfælde, at artikel 32, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1290/05, som Kommissionen har anvendt med tilbagevirkende kraft i de pågældende undersøgelser, mod forventning skulle betragtes som en processuel regel, at den pågældende korrektion er retsstridig på grund af udløbet af fireårsfristen for udøvelsen af Kommissionens sanktionsbeføjelser. Mere subsidiært gøres det gældende, at de pågældende korrektioner er retsstridige, fordi den rimelige frist for de pågældende undersøgelser er overskredet. Som følge af at disse ikke er blevet afsluttet inden for rimelig tid (otte år fra indledningen af undersøgelserne), har statsbudgettet allerede lidt betydelig finansiel skade som følge af Kommissionens beslutning K(2007) 1901 om korrektion med en fast sats på 50% vedrørende de samme sager, som også er genstand for den anfægtede beslutning, hvilket i øvrigt udgør en åbenbar tilsidesættelse af princippet om "ne bis in idem".

____________