Forenede sager T-267/08 og T-279/08

Région Nord-Pas-de-Calais og Communauté d’agglomération du Douaisis

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – fremstilling af jernbanemateriel – tilbagebetalingspligtige forskud – beslutning, der erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf – tilpasning af påstandene – ret til forsvar – begrundelsespligt – statsmidler – statens tilregnelse – kriteriet om den private investor – kriseramt virksomhed«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – beslutning, som under en sag erstatter den anfægtede beslutning – ny omstændighed – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

(Art. 296 TEUF; Kommissionens meddelelse 97/C 273/03)

3.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens pligt til at give de interesserede parter og hermed indenstatslige støttetildelende enheder adgang til at fremsætte deres bemærkninger – grænser

(Art. 108, stk. 2, TEUF)

4.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6)

5.      Institutionernes retsakter – tilbagekaldelse – ulovlige akter – beslutning, der erklærer en statsstøtte uforenelig med fællesmarkedet, og som er utilstrækkeligt begrundet – vedtagelse af en ny afgørelse – pligt til at genåbne den formelle undersøgelsesprocedure – foreligger ikke

6.      Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – finansiering ved midler, som er underlagt offentlig kontrol – omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

7.      Statsstøtte – begreb – modtagerne tildeles en fordel – pengelån, som er underlagt en rentebærende tilbagebetaling – bedømmelse ud fra den indrømmede rentesats

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

8.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – Kommissionens skøn – mulighed for at fastsætte retningslinjer

(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02)

9.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed – identificering af kriseramte virksomheder

(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02, punkt 11)

10.    Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – anerkendelse af status som kriseramt virksomhed med henblik på at være omfattet af en fritagelse for forbuddet mod støtte

11.    Statsstøtte – begreb – vurdering på grundlag af kriteriet om den private investor

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

12.    Institutionernes retsakter – tilbagekaldelse – ulovlige akter – Kommissionens beslutninger på statsstøtteområdet – vedtagelse af en ny afgørelse med tilføjelse af nye elementer, som tilsigter at besvare kritikken fremsat af de interesserede parter – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke

1.      En beslutning, der under en sag erstatter en anden om samme forhold, må betragtes som et nyt element, der gør det muligt for sagsøgeren at ændre sine påstande og anbringender. Det ville således stride mod retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at tvinge sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville i øvrigt være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en beslutning, kunne ændre den anfægtede beslutning eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye beslutning for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere beslutning eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne.

(jf. præmis 23)

2.      En beslutning, der erklærer statsstøtte til en kriseramt virksomhed for uforenelig med fællesmarkedet, opfylder kravene i artikel 296 TEUF hvad angår den af Kommissionen anvendte metode for beregning af støttebeløbet, når den ikke er begrænset til en simpel henvisning til en meddelelse fra Kommissionen om referencesatsen, og indeholder en detaljeret beskrivelse af den valgte beregningsmetode og en dybdegående analyse af virksomhedens økonomiske situation og manglen på sikkerheder og hvad angår begrundelsen for forhøjelsen af den anvendelige referencesats indeholder en analyse af praksis på finansmarkederne på grundlag af empiriske studier af de præmier, som kan observeres på markedet for forskellige kategorier af risici vedrørende virksomheder eller transaktioner.

(jf. præmis 50, 52 og 53)

3.      Inden for rammerne af en administrativ procedure om statsstøtte, der er indledt i medfør af artikel 108, stk. 2, TEUF, tildeler retspraksis i det væsentlige de interesserede parter, herunder indenstatslige enheder, som har tildelt den pågældende statsstøtte, den rolle at tjene som oplysningskilder for Kommissionen. Det følger heraf, at de interesserede parter på ingen måde kan påberåbe sig den ret til forsvar, som tilkommer de personer, over for hvilke der er indledt en procedure, men at de kun har ret til at blive inddraget i den administrative procedure, i det omfang det må anses for formålstjenligt under hensyn til sagens konkrete omstændigheder.

De interesserede parter kan følgelig ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik med den begrundelse, at Kommissionen ikke personligt har anmodet dem om at fremkomme med bemærkninger vedrørende undersøgelsesproceduren om støtte. Kommissionen er heller ikke forpligtet til at stille de indlæg eller oplysninger, den har modtaget fra den pågældende medlemsstats regering, til rådighed for de interesserede parter.

(jf. præmis 71, 74, 75 og 88)

4.      Det følger af artikel 6 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, at når Kommissionen beslutter at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, kan beslutningen herom begrænses til blot at sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, at indeholde en foreløbig vurdering med hensyn til støttekarakteren af den pågældende statslige foranstaltning og til at anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet.

Beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure skal således gøre det muligt for de interesserede parter at deltage aktivt i den formelle undersøgelsesprocedure, under hvilken de kan gøre deres argumenter gældende. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at de interesserede parter får kendskab til Kommissionens begrundelse for midlertidigt at anse den omhandlede foranstaltning for at være en ny støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

(jf. præmis 80 og 81)

5.      I tilfælde af en tilbagekaldelse af den oprindelige beslutning kan den procedure, som skal til for at erstatte en ulovlig retsakt, genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, uden at Kommissionen har pligt til at genoptage proceduren ved at gå længere tilbage end til netop det punkt.

Hvad angår en beslutning, som erklærer statsstøtte for uforenelig med fællesmarkedet, og som kræver støtten tilbagesøgt, går den utilstrækkelige begrundelse, som har bevirket en tilbagekaldelse af den oprindelige beslutning, ikke tilbage til indledningen af proceduren, hvis denne ikke er behæftet med nogen ulovlighed. Hvis den formelle undersøgelsesprocedure, som er gået forud for vedtagelsen af den tilbagekaldte beslutning, har været forskriftsmæssig, skal den ikke genåbnes forud for vedtagelsen af den nye afgørelse.

Tilføjelsen af supplerende elementer i den nye afgørelse berører ikke denne konstatering, når en sådan tilføjelse tilsigter at give en mere detaljeret besvarelse af de indsigelser, som den oprindelige beslutning har givet anledning til.

(jf. præmis 83-85)

6.      Inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF bevirker en eventuel finansiering af de omhandlede foranstaltninger ved midler, som ikke er af skattemæssig eller skattelignende art, ikke, at de nævnte foranstaltninger ikke kan kvalificeres som statsstøtte. Det afgørende kriterium hvad angår statsmidler er således den offentlige kontrol, og artikel 107, stk. 1, TEUF omfatter alle økonomiske midler, som den offentlige sektor faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uanset om de stammer fra obligatoriske bidrag eller ej.

(jf. præmis 111)

7.      Ved et pengelån, som er underlagt en rentebærende tilbagebetaling, ophæver de renter, som en virksomhed skal betale for et lån, ikke nødvendigvis den fordel, som nævnte virksomhed modtager. Der er givetvis tale om en byrde for budgettet for den sammenslutning, der har ydet lånet, hvis sidstnævnte havde kunnet opnå et mere fordelagtigt afkast, hvis sammenslutningen havde lånt dette beløb på normale markedsvilkår, eller hvis den havde placeret eller investeret beløbet anderledes. I et sådant tilfælde består støtten af forskellen mellem de renter, der skulle have været betalt, såfremt rentesatsen svarende til normale markedsvilkår var blevet anvendt, og de renter, der faktisk blev betalt.

(jf. præmis 112)

8.      Kommissionen råder i medfør af artikel 107, stk. 3, TEUF over et vidt skøn. Den kan dog med henblik på udøvelsen af dette skøn gøre brug af retningslinjer i form af retsakter såsom rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, for så vidt som de ikke strider mod traktaten. Når Kommissionen har vedtaget en sådan retsakt, er den bundet heraf. Det tilkommer derfor Unionens retsinstanser at efterprøve, om de retningslinjer, Kommissionen har pålagt sig selv, er blevet overholdt.

Når Kommissionens vide skønsbeføjelse, eventuelt præciseret i de retningslinjer, den har vedtaget, imidlertid indebærer en vanskelig økonomisk og social vurdering, der skal udføres på fællesskabsbaggrund, er retsinstansernes prøvelse heraf begrænset. Prøvelsen er begrænset til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 129-132)

9.      Eftersom punkt 11 i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder angiver, at en »virksomhed [kan] anses for kriseramt, især hvis de sædvanlige tegn på, at en virksomhed er kriseramt, er til stede, såsom voksende underskud [og] faldende omsætning […]«, er det med rette, at Kommissionen finder, at en virksomhed med en negativ egenkapital og et negativt nettoresultat må formodes at være en kriseramt virksomhed.

Kommissionen skal ikke tage hensyn til begivenheder, som ligger efter tildelingen af den omhandlede støtte. Den skal således tage hensyn til den situation, der består på det tidspunkt, hvor foranstaltning træffes, for hvis Kommissionen tog hensyn til efterfølgende begivenheder, ville den nemlig favorisere medlemsstater, der har tilsidesat deres forpligtelse til at anmelde en planlagt støtte. Desuden kan en forbedring af den støttemodtagende virksomheds situation i det år, hvor de omtvistede foranstaltninger er bevilliget, ikke påvirke vurderingen af virksomhedens situation på tidspunktet for bevillingen, navnlig fordi det ikke kan udelukkes, at tilstedeværelsen af disse foranstaltninger har kunnet påvirke denne udvikling.

(jf. præmis 135, 141, 143, 144 og 146)

10.    For så vidt som det gælder for det EU-retlige system, at bestemmelserne heri i princippet ikke materielt skal udformes ud fra et nationalt retssystem eller flere af disse systemer uden udtrykkelig bestemmelse herom og i mangel af enhver reference i de relevante rammebestemmelser til de nationale retsordener, skal der ikke i forbindelse med anvendelsen af de EU-retlige bestemmelser på statstøtteområdet og for at bedømme lovligheden af den af Kommissionen foretagne kvalificering som kriseramt virksomhed tages hensyn til retspraksis fra en medlemsstat.

(jf. præmis 150)

11.    Med henblik på at vurdere, om en statslig foranstaltning udgør en støtte, må det afgøres, om den virksomhed, foranstaltningen er rettet til, opnår en økonomisk fordel, som denne ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår. Det er med henblik herpå relevant at anvende det kriterium, der er baseret på modtagervirksomhedens muligheder for at rejse de omhandlede beløb på tilsvarende vilkår på kapitalmarkedet. Navnlig må det undersøges, om en privat investor ville have gennemført transaktionen på de samme vilkår.

(jf. præmis 158 og 159)

12.    EU-institutionerne kan, med forbehold af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet og på betingelse af, at tilbagekaldelsen finder sted inden for en rimelig frist, tilbagekalde en beslutning, hvorved der er givet adressaten en fordel, med den begrundelse, at beslutningen er ulovlig. Denne ret til at tilbagekalde en ulovlig beslutning skal så meget desto mere anerkendes for EU-institutionerne, når der er tale om en ulovlig retsakt, der ikke medfører nogen rettigheder. I en sådan situation er det nemlig ikke hensyn til beskyttelse af den berettigede forventning og adressatens velerhvervede rettigheder, der forhindrer en tilbagekaldelse af beslutningen.

Hvad angår tilføjelsen af nye elementer i den nye afgørelse, som tilsigter fra Kommissionens side at give et mere detaljeret svar end i den oprindelige beslutning på sagsøgernes argumenter fremsat inden for rammerne af retssagen, udgør denne hensyntagen til argumenter fremsat af sagsøgerne selv ikke en tilsidesættelse af retten til forsvar inden for rammerne af retssagen.

(jf. præmis 189, 190 og 192)