RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
19. september 2012 (*)
»EFRU – nedsættelse af økonomisk støtte – operationelt program i mål nr. 1 (1994-1999) vedrørende regionen Land Thüringen (Tyskland)«
I sag T-265/08,
Forbundsrepublikken Tyskland ved M. Lumma, T. Henze, C. Blaschke og K. Petersen, som befuldmægtigede, bistået af advokat U. Karpenstein,
sagsøger,
støttet af:
Kongeriget Spanien, først ved Abogado del Estado J.M. Rodríguez Cárcamo, derefter ved Abogados del Estado N. Díaz Abad og Rodríguez Cárcamo og endelig ved Abogado del Estado A. Rubio González,
af
Den Franske Republik ved G. de Bergues og N. Rouam, som befuldmægtigede,
og af
Kongeriget Nederlandene ved C. Wissels, Y. de Vries, B. Koopman, M. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,
intervenienter,
mod
Europa-Kommissionen ved A. Steiblyté og B. Conte, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen (Forbundsrepublikken Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens beslutning K(94) 1939/5 af 5. august 1994,
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz, og dommerne I. Labucka (refererende dommer) og D. Gratsias,
justitssekretær: fuldmægtig T. Weiler,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. september 2011,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 3. september 1993 indgav den tyske regering en ansøgning til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om økonomisk fællesskabsstøtte til finansiering af det operationelle program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen (Tyskland) (1994-1999) til fremme af små og mellemstore virksomheders (SMV) investeringer i produktion.
2 Den 29. juli 1994 vedtog Kommissionen beslutning 94/628/EF om fastlæggelse af en EF-støtteramme for EF’s strukturinterventioner i de tyske regioner, der var omfattet af mål nr. 1, dvs. Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen og Østberlin (EFT L 205, s. 18). Denne beslutning gjorde det muligt at etablere det operationelle program for de nye Länder.
3 Ved beslutning K(94) 1939/5 af 5. august 1994 godkendte Kommissionen det operationelle program for Land Thüringen under mål nr. 1 i Tyskland (Arinco nr. 94.DE.16 005) (herefter »den omhandlede intervention«) og fastsatte strukturfondenes deltagelse til 1 021 771 000 ECU, forhøjet til 1 086 827 000 EUR ved beslutning K(99) 5087 af 29. december 1999 med medfinansiering af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) for et maksimumsbeløb på 1 020 719 000 EUR. Land Thüringens økonomi- og transportministerium blev udpeget som forvaltningsmyndighed.
4 Til foranstaltning 2.1 vedrørende støtte til SMV’s produktionsaktiviteter blev de totale udgifter i beslutning K(99) 5087 fastsat til 674 104 000 EUR og bidraget fra EFRU til 337 052 000 EUR.
5 I løbet af 2001 foretog Kommissionen en systematisk undersøgelse af forvaltnings- og kontrolsystemerne i Land Thüringen på grundlag af artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1) som ændret af Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 20) og artikel 14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2064/97 af 15. oktober 1997 om gennemførelse af forordning nr. 4253/88 om detaljerede ordninger for medlemsstaternes finanskontrol af aktioner, der medfinansieres af strukturfondene (EFT L 290, s. 1).
6 Den 30. januar 2002 fremlagde Kommissionen sin endelige rapport om de operationelle programmer i Länder Thüringen og Sachsen-Anhalt med anbefalinger.
7 Den 24. juni 2002 blev den erklæring, der er foreskrevet i artikel 8 i forordning nr. 2064/97, udarbejdet af et revisionsfirma og overgivet til Kommissionen.
8 Ved skrivelse af 18. juli 2002 indsendte de tyske myndigheder deres endelige anmodning om betaling vedrørende den omhandlede intervention. Den 27. juni 2003 afsluttede Kommissionen behandlingen af den omhandlede intervention og foretog en endelig udbetaling svarende til det anmodede beløb.
9 Efter afslutningen af behandlingen af støtten, navnlig fra den 27. til den 31. oktober, fra den 10. til den 21. november, fra den 1. til den 5. december og den 11. december 2003 foretog Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber flere kontrolbesøg. I løbet af 2004 foretog den en analyse af de svage punkter ved den omhandlede intervention i forbindelse med en undersøgelse af revisionserklæringen for regnskabsåret 2003. 28 projekter under foranstaltning 2.1 blev undersøgt.
10 Den 22. juni 2004 fremsendte Revisionsretten sin provisoriske kontrolrapport til de tyske myndigheder. Ved skrivelser af 31. august og 13. oktober 2004 indsendte de tyske myndigheder supplerende oplysninger til Revisionsretten.
11 Ved skrivelse af 17. januar 2005 fremsendte Revisionsretten sin kontrolrapport (herefter »kontrolrapporten af 17. januar 2005«) til de nationale myndigheder. Heri anførtes, at der var individuelle og systemiske mangler i forbindelse med specifikke operationer, såsom finansiering af virksomheder, der ikke faldt ind under definitionen SMV, opgivelse af udgifter, der ikke var dækket (fremtidig leje, moms, nedsættelser), fejl i beregningen af det maksimale tilskud og manglende dokumentation for visse typer udgifter som generalomkostninger eller egenkapital. Rapporten konkluderede, at der var mangler ved de pågældende forvaltnings- og kontrolsystemer i forbindelse med den omhandlede intervention. Fejlprocenten for de 28 projekter under foranstaltning 2.1 var på 31,36%.
12 Ved skrivelse af 19. oktober 2006 fremsendte Kommissionen de første resultater af sin undersøgelse af kontrolrapporten af 17. januar 2005 til de tyske myndigheder og anmodede disse om at indsende deres bemærkninger.
13 På grundlag af analysen af de svage punkter, som Revisionsretten havde uarbejdet, meddelte Kommissionen Land Thüringen, at den foretog en finansiel korrektion på 135 mio. EUR. Som følge af bilaterale konsultationer med Land Thüringen blev visse kritikpunkter dog trukket tilbage.
14 Ved skrivelse af 5. januar 2007 besvarede de tyske myndigheder Kommissionens skrivelse af 19. oktober 2006 og gjorde indsigelse mod de ekstrapolerede finansielle korrektioner og fremsendte supplerende dokumentation, der beviste, at visse udgifter var dækkede.
15 Ved beslutning K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 (herefter »den anfægtede beslutning«) nedsatte Kommissionen EFRU’s finansiering af den omhandlede intervention til 81 425 825,67 EUR på grund af de individuelle og systemiske uregelmæssigheder, der blev konstateret i forbindelse med foranstaltning 2.1, i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Kommissionen foretog en ekstrapolering af fejlprocenten for hele foranstaltning 2.1 og lagde en fejlprocent på 23,88% til grund. Den beregnede de individuelle uregelmæssigheder til 1 232 012,70 EUR og de systemiske uregelmæssigheder til 80 193 812,97 EUR.
16 Ifølge den anfægtede beslutning blev der konstateret følgende systemiske fejl:
– finansiering ydet til en virksomhed, som ikke var en SMV (projekter Maxit Baustoffwerke GmbH, arcon II Flachglasveredelung, Gothaer Fahrzeugwerk og CeWe Color AG)
– endelig støttemodtager, som ikke opfyldte de nationale kriterier for SMV for en supplerende finansiering på 15% (projekt Tralag Landmaschinen GmbH)
– ikke dækkede udgifter opgivet i forbindelse med lejekontrakter (projekter TelePassport Service GmbH og Schuster Kunstofftechnik GmbH).
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juli 2008 har Forbundsrepublikken Tyskland anlagt denne sag.
18 Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene fik tilladelse til at intervenere til støtte for Forbundsrepublikken Tysklands påstande i den foreliggende sag og til at fremsætte bemærkninger under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 116, stk. 6, i Rettens procesreglement..
20 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
22 Ved skrivelse registreret på Rettens Justitskontor den 6. september 2011 har Forbundsrepublikken Tyskland fremsat visse bemærkninger vedrørende retsmøderapporten med hensyn til, hvilken status Kommissionens retningslinjer af 15. oktober 1997 om finansielle nettokorrektioner i forbindelse med anvendelsen af artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 (herefter »retningslinjerne«) har, og om fortolkningen af visse punkter i kontrolrapporten af 17. januar 2005.
23 Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten under retsmødet, der fandt sted den 27. september 2011.
Retlige bemærkninger
24 Til støtte for sit søgsmål har Forbundsrepublikken Tyskland fremført fem anbringender vedrørende henholdsvis for så vidt angår det første og andet anbringende tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, for så vidt angår det tredje anbringende Kommissionens manglende kontrol på stedet, for så vidt angår det fjerde anbringende tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhed og samarbejde, og for så vidt angår det femte anbringende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
1. Om det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 som følge af, at de nødvendige betingelser for at foretage en nedsættelse ikke var til stede
Om det første anbringendes første led om, at administrative fejl, der kan tilskrives nationale myndigheder, ikke kan kvalificeres som uregelmæssigheder i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88
Parternes argumenter
25 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at Kommissionens kritikpunkter, hvis det antages, at de materielt set er korrekte, ikke kan kvalificeres som uregelmæssigheder, idet de blot udgør administrative fejl, der ikke falder ind under artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, medmindre de fører til en væsentlig ændring af den omhandlede handling eller foranstaltning, der ikke er meddelt Kommissionen.
26 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at en uregelmæssighed i henhold til artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1) skal betragtes som en overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse. Det fremgår af den nederlandske version, at der kræves en kulpøs adfærd af den økonomiske beslutningstager. Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at denne definition finder anvendelse på alle sektorforordningerne, herunder forordning nr. 4253/88, henset til den identiske terminologi for så vidt angår termen »uregelmæssighed« i artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 og i artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 i alle de lingvistiske versioner. Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland ville det være i strid med princippet om fællesskabsrettens ensartethed at fortolke begrebet uregelmæssighed forskelligt i de to forordninger.
27 Kommissionens opfattelse, hvorefter begrebet uregelmæssighed skal fortolkes forskelligt i forordning nr. 2988/95 og forordning nr. 4253/88, fremgår ikke af den anfægtede beslutning, som i punkt 26 og 27 fastslår, at uregelmæssighederne kunne tilskrives økonomiske beslutningstageres handlinger eller undladelser.
28 Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at offentlige myndigheder, henset til forordning nr. 2988/95 og artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, ikke kan sidestilles med økonomiske beslutningstagere, som er offentlige eller private virksomheder, der konkurrerer på varer eller tjenesteydelser. Kommissionens kritikpunkter består kun af konstateringer af rent administrative fejl, som officiel medtagelse af virksomheder, der ikke er små eller mellemstore virksomheder, under Land Thüringens operationelle programs hovedpunkt 2.1, eller ydelse af statsstøtte, der angiveligt var for høj, til to økonomiske beslutningstagere i forbindelse med en aftale om leje med køberet, idet ydelse af støtte udgør individuelle administrative handlinger baseret på bestemmelser af administrativ karakter.
29 Forbundsrepublikken Tyskland har tilføjet, at det fremgår af erklæringen i Rådet for Den Europæiske Unions mødeprotokol og af note 10 om Kommissionens praktiske retningslinjer af 11. april 2002 om pligt til at indberette uregelmæssigheder, at statslige handlinger og undladelser ikke kan udgøre uregelmæssigheder, fordi de ikke kan tilregnes økonomiske beslutningstagere.
30 Forbundsrepublikken Tyskland har ligeledes bestridt relevansen af henvisningen i punkt 28 i den anfægtede beslutning til Domstolens dom af 15. september 2005 i sagen Irland mod Kommissionen (sag C-199/03, Sml. I, s. 8027), idet eksistensen af uregelmæssigheder begået af økonomiske beslutningstagere ikke var bestridt af Irland.
31 Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland er den parallel, som Kommissionen drager i punkt 25 og 28 i den anfægtede beslutning, til det retlige grundlag for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), ikke længere relevant i det omfang, hvor EUGFL’s ret til at foretage finansielle korrektioner på grund af administrative fejl eller mangler ved forvaltnings- og kontrolsystemer er udtrykkeligt anerkendt af fællesskabslovgiver, hvorimod der for EFRU kræves en væsentlig ændring i det operationelle program. Det eneste retsgrundlag, der kunne tillade den nedsættelse af tildelt fællesskabsstøtte, som Kommissionen har foretaget i det foreliggende tilfælde, ville være Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1), som kun gælder for senere finansieringsperioder.
32 Forbundsrepublikken Tyskland har i henhold til princippet om begrænset kompetence, der er udledt af artikel 5 EF, bestridt, at retspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 8 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 94, s. 13) kan påberåbes som begrundelse for beføjelsen til at søge tilbagebetaling i henhold til forordning nr. 4253/88.
33 Forbundsrepublikken Tyskland har ligeledes gjort gældende, at ingen fællesskabsbestemmelse giver Kommissionen beføjelse til at foretage finansielle korrektioner for rent nationale administrative fejl, idet artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 udtrykkeligt kræver en overtrædelse af fællesskabsretten. Det generelle loyalitetsprincip, baseret på artikel 10 EF, kan ikke begrunde en fravigelse af den grundlæggende fordeling af kompetencer, men er begrundet i medlemsstaternes institutionelle og processuelle autonomi.
34 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
Rettens bemærkninger
35 Artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 giver Kommissionen beføjelse til at nedsætte eller suspendere støtten til en intervention, hvis den undersøgelse, der udføres i henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, bekræfter en uregelmæssighed. Denne artikel omhandler dog ikke ophavsmanden til den uregelmæssighed, der er begået ved gennemførelsen af den aktion eller foranstaltning, der er blevet finansieret af fondene.
36 For så vidt angår Forbundsrepublikken Tysklands argument, der etablerer en parallel mellem artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 og artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/95, som betyder, at en uregelmæssighed udelukkende er en overtrædelse af en bestemmelse i EU-retten, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, bemærkes, at disse bestemmelser skal fortolkes uafhængigt, idet de har forskellige målsætninger og ikke har ens anvendelsesområde. I det væsentlige indfører forordning nr. 2988/95 en generel retlig ramme med det formål at bekæmpe svig, som pr. definition ikke kan begås af en national myndighed, hvorimod forordning nr. 4253/88 vedrører forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne (jf. analogt Rettens dom af 22.11.2006, sag T-282/04, Italien mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 83).
37 Det skal ligeledes bemærkes, at de nationale myndigheder er ansvarlige for korrekt anvendelse af fællesskabsmidler, og at det er dem, det påhviler i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at træffe de fornødne foranstaltninger for bl.a. at sikre sig, at de af fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde. Kommissionen udøver faktisk kun en supplerende funktion (jf. analogt Domstolens dom af 9.10.1990, sag C-366/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3571, præmis 19 og 20).
38 Det er ligeledes ubestridt, at der i artikel 24 i forordning nr. 4253/88 ikke foretages en kvantitativ eller kvalitativ sondring i relation til, hvilke uregelmæssigheder der kan give anledning til en nedsættelse af støtten. Retten har fastslået, at selv uregelmæssigheder uden nogen bestemt finansiel betydning kan have alvorlige konsekvenser for Unionens finansielle interesser og for overholdelsen af EU-retten og derfor kan begrunde Kommissionens anvendelse af finansielle korrektioner (dommen i sagen Irland mod Kommissionen, præmis 29 ff.).
39 En administrativ fejl knyttet til manglende overensstemmelse mellem de i finansieringsplanen fastsatte beløb og de beløb, der blev anmodet udbetalt, kan f.eks. medføre en uregelmæssighed, der kan begrunde nedsættelse af støtten (Rettens dom af 28.1.2009, sag T-74/07, Sml. II, s. 107, præmis 34 ff.).
40 I øvrigt taler den omstændighed, at de nationale myndigheder har en central rolle i gennemførelsen af strukturfondene, for en bred fortolkning af begrebet »uregelmæssighed«. En fejl begået af sidstnævnte skal således betragtes som en »uregelmæssighed« som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, henset til princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i artikel 274 EF og princippet om loyalt samarbejde i artikel 10 EF, som ikke giver medlemsstaterne immunitet, og henset til, at artikel 24 i forordning nr. 4253/88 er den eneste bestemmelse, der tillader en nedsættelse af støtte i tilfælde, hvor interventionen ikke er foregået som oprindeligt planlagt (Domstolens dom af 24.1.2002, sag C-500/99 P, Conserve Italia mod Kommissionen, Sml. I, s. 867, præmis 88).
41 Hvad endelig angår Forbundsrepublikken Tysklands argument om, at ingen EU-retlig bestemmelse giver Kommissionen beføjelse til at foretage finansielle korrektioner for rent nationale administrative fejl inden for rammerne af et fællesskabssystem om ydelse af støtte, bemærkes, at det påhviler modtageren at opfylde en række forpligtelser, med hensyn til hvilke definitionen og kontrollen i stort omfang henhører under nationale myndigheder. En anden fortolkning ville være svær at forene med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og om loyalitet. Selv om Kommissionen kritiserer Forbundsrepublikken Tyskland for nationale administrative fejl, vedrører de tildelingen af finansiel støtte fra Unionen.
42 Følgelig bemærkes, at en fortolkning af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, som fra begrebet »uregelmæssighed« udelukker fejl begået af nationale myndigheder, er i strid med den effektive virkning af den regel, der er fastsat i nævnte bestemmelse.
43 Det fremgår således heraf, at tilsidesættelser af EU-retten, der kan tilskrives nationale administrative myndigheder, er omfattet af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Idet nationale myndigheder har en central rolle i gennemførelsen af strukturfondene, skal en tilsidesættelse begået af sidstnævnte betragtes som en »uregelmæssighed« som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88.
44 Dette led i det første anbringende skal derfor forkastes.
Om det første anbringendes andet led, hvorefter eksistensen af de uregelmæssigheder, som Kommissionen har konstateret i den anfægtede beslutning, subsidiært bestrides
45 Forbundsrepublikken Tyskland har i den væsentlige gjort gældende, at de nationale administrative myndigheder ikke har begået uregelmæssigheder, og at Kommissionens kritik i forhold til administrations- og kontrolsystemets effektivitet er ugrundet.
Om Kommissionens urigtige kvalificeringer for så vidt angår den manglende støtteberettigelse af udgifter, der vedrører projekter vedrørende virksomheder, der ikke er SMV
– Parternes argumenter
46 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at der ikke er sket relevante administrative fejl, dels eftersom de berørte projekter kunne være støttet og bogført i henhold til de samme kriterier som det operationelle programs hovedpunkt 1.1, dels eftersom fællesskabsbudgettet ikke har lidt tab, hvilket kræves i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 4253/88.
47 Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at bogføringen og forvaltningen af den finansielle støtte for virksomheder, der ikke er SMV, under hovedpunkt 2.1 ikke, end ikke potentielt, har ført til en uberettiget udgift. Forbundsrepublikken Tyskland vurderer nemlig, at de fem virksomheder, der er nævnt under hovedpunkt 2.1, opfyldte betingelsen om interregionalt salg som krævet under punkt 1.1, der udtrykkeligt bestemmer, at investeringer i produktion kunne ske »uafhængigt af virksomhedens størrelse«. I den sammenhæng vedrører Revisionsrettens kritik ikke en ulovlig finansiel støtte til visse virksomheder, men blot bogføringen af støtten under det operationelle program.
48 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
– Rettens bemærkninger
49 Forbundsrepublikken Tysklands kritik af den anfægtede beslutning vedrører flere projekter.
50 For så vidt angår projektet Tralag Landmaschinen, som det fremgår af punkt 46 i tabellen, der er vedlagt den anfægtede beslutning, er der ikke sket en tilsidesættelse af definitionen af SMV i fællesskabsstøtterammen i beslutning nr. 94/628, men tilsidesættelse af definitionen i den 24. rammeplan for den almindelige støtteordning med overskriften »Forbedring af de regionaløkonomiske strukturer« for perioden 1995-1999, vedtaget af planlægningskommissionen for Bundestag (Forbundsdagen, Tyskland) den 27. april 1995, som skal overholdes i henhold til det generelle princip om loyalt samarbejde i artikel 10 EF. Denne bestemmelse fastsætter en supplerende finansiering på 15% for virksomheder, der ikke beskæftiger mere end 250 personer, hvilket ikke er tilfældet for Tralag Landmaschinen, som imidlertid har modtaget støtte. Denne virksomhed var således ikke berettiget til supplerende støtte på 15%.
51 For så vidt angår projektet i forhold til sidstnævnte og de fire andre projekter vedrørende Maxit Baustoffwerke GmbH, arcon II Flachglasveredelung, Gothaer Fahrzeugwerk og CeWe Color AG bemærkes, at det fremgår af artikel 52, stk. 5, andet led, i forordning nr. 1260/1999, at anmodning om endelig udbetaling for interventioner for programperioden 1994-1999 skulle indgives til Kommissionen senest den 31. marts 2003, uden mulighed for senere ændring. De pågældende fem projekter blev opført under foranstaltning 2.1. Som bemærket ovenfor i præmis 8, blev anmodningen om endelig betaling indsendt til Kommissionen den 18. juli 2002 og udbetalt af denne den 27. juni 2003, hvorfor de tyske myndigheder ikke med rette kan gøre gældende, at disse projekter kunne støttes under foranstaltning 1.1. Under disse omstændigheder udgør den fejlagtige bogføring af den omhandlede intervention under foranstaltning 2.1 en opgivelse af udgifter, der ikke var dækket, som ikke kunne ændres efter 31. marts 2003.
52 Som Domstolen imidlertid allerede har fastslået, er eksistensen af disse uregelmæssigheder tilstrækkelig til at foretage en finansiel korrektion, uden at fællesskabsbudgettet skal have lidt et præcist tab (jf. i denne retning dommen i sagen Irland mod Kommissionen, præmis 25-27, 31, 58 og 59).
53 Endelig har Revisionsretten ikke begrænset sig til at kritisere finansieringen af virksomheder, der ikke var SMV inden for rammerne af foranstaltning 2.1, men har konstateret, at de omtalte operationer var 100% uberettigede til fællesskabsstøtte.
54 Sagsøgerens argument skal således forkastes.
Om sondringen mellem leje med køberet og leasing og uanvendeligheden af arbejdsdokumenter og den internationale regnskabsstandard 17
– Parternes argumenter
55 For så vidt angår udgifterne til operation nr. 38, TelePassport Service GmbH, og nr. 44, Schuster Kunststofftechnik GmbH, som blev anset for ikke at være dækket, har Forbundsrepublikken Tyskland bestridt den sondring, som Kommissionen har anvendt mellem på den ene side leje med køberet og leasing og på den anden side anvendelsen af arbejdsdokument nr. 20, vedlagt Kommissionens beslutning 97/321/EF af 23. april 1997 om ændring af beslutningerne om godkendelse af fællesskabsstøtterammerne, de samlede programmeringsdokumenter og fællesskabsinitiativerne til fordel for Tyskland (EFT L 146, s. 9) (herefter »arbejdsdokument nr. 20«) og den internationale regnskabsstandard 17.
56 Forbundsrepublikken Tyskland har bekræftet, at leje med køberet ikke er en »særlig form for leasing« som Kommissionen har fastslået. Hovedformålet med leje med køberet er erhvervelsen af et økonomisk gode, som fra et regnskabsmæssigt synspunkt får virkning fra aftalens indgåelse. For så vidt angår leasing er formålet hermed begrænset til blot at stille en genstand til rådighed, og lejen er en betaling for rådighedsstillelsen. At begrænse fællesskabsstøtte til 60 dele af lejen med køberet ville således ikke være berettiget. Den beregnede pris for lejen med køberet svarer i øvrigt ikke til en tilrådighedsstillelse, men til en del af købssummen, således at Kommissionens tilgang ville føre til, at der ikke sondres mellem, hvorvidt kreditor er en bank eller en maskinsælger.
57 Kommissionen har bestridt disse argumenter under henvisning til en selvstændig fortolkning af fællesskabsretlige begreber og til, at erhvervelse af formuegoder ved leje med køberet ikke kan betragtes som en købsaftale, idet de endeligt berettigede først har erhvervet fuld ejendomsret til formuegoderne ved udløbet af perioden på 60 måneder efter at have betalt alle afdrag, hvilket for de omhandlede projekter først er sket efter afslutningen af fællesskabsinterventionen.
– Rettens bemærkninger
58 Det følger af fast retspraksis, at de begreber, der anvendes i en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning under hensyntagen til konteksten og formålet med den pågældende ordning (Domstolens dom af 19.9.2000, sag C-287/98, Linster, Sml. I, s. 6917, præmis 43, og af 18.1.1984, sag 327/82, Ekro, Sml. s. 107, præmis 11). Ydermere, som Kommission med rette har anført, kan den omstændighed, at Kommissionens beslutning 97/321 om dækning af udgifter er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, ikke begrunde en manglende selvstændig og ensartet fortolkning af begreberne heri, idet denne beslutning er del af en samling på 15 ensartede beslutninger, som samme dag blev rettet til de daværende 15 medlemsstater, og som blev offentliggjort samtidigt.
59 Hvad angår kernen i Forbundsrepublikken Tysklands argument kan erhvervelsen af formuegoder i forbindelse med en aftale om leje med køberet ikke betragtes som en købsaftale, der er fuldt dækket, idet de endeligt berettigede ikke har betalt hele købsprisen i løbet af den støtteberettigede periode. Således har de endeligt berettigede først erhvervet fuld ejendomsret ved udløbet af perioden på 60 måneder efter at have betalt alle afdrag, hvilket for de omhandlede projekter først er sket efter afslutningen af fællesskabsinterventionen.
60 For så vidt angår den internationale regnskabsstandard 17 bemærkes, at henvisningen til denne standard i 30. betragtning til den anfægtede beslutning ikke på nogen måde er afgørende, for så vidt som den anfægtede beslutning subsidiært henviser til den som en generelt anerkendt regnskabsregel med henblik på fortolkningen af begrebet »leasing-finansiering«.
61 Hvad endelig vedrører anvendeligheden af de arbejdsdokumenter, som trådte i kraft den 1. maj 1997 (i det omfang bestemmelser i bilagene, der er vedlagt beslutning nr. 97/321, pålægger medlemsstaterne eller støttemodtagerne nye eller supplerende forpligtelser), bemærkes, at begrebet ikke-støtteberettiget ikke blev indført ved denne beslutning, og at de dokumenter, der er vedlagt beslutningen, kun kodificerer eksisterende praksis, og for udgifter til finansiel leasing detaljerer den allerede eksisterende regel, hvorefter fremtidige udgifter ikke er støtteberettigede. Der er derfor ikke tale om, at dokument nr. 20 anvendes med tilbagevirkende kraft.
62 Forbundsrepublikken Tysklands argument skal derfor forkastes.
Om Kommissionens fejlagtige kvalificering af visse uregelmæssigheder som systemiske
– Parternes argumenter
63 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at Kommissionen har taget udgangspunkt i den urigtige forudsætning, hvorefter Revisionsretten har kvalificeret støtten til virksomheder, der ikke er SMV, i henhold til det operationelle programs hovedpunkt 2.1 som en systemisk fejl. Forbundsrepublikken Tyskland har i denne forbindelse kritiseret Kommissionen for at ekstrapolere fejlprocenten på 23,88% til samtlige udgifter afholdt under det operationelle programs hovedpunkt 2.1 på grund af fejlenes systemiske karakter, selv om Revisionsretten ikke har kritiseret nogen af de fem ovennævnte projekter for systemiske fejl. Et fravær af denne materielle fejl ville have ført til et helt andet beregningsgrundlag. Det kan heller ikke udledes af den anfægtede beslutning, at Kommissionen ikke fulgte Revisionsrettens vurdering, således som den har gjort gældende.
64 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
– Rettens bemærkninger
65 For så vidt angår den angivelige modstrid mellem den anfægtede beslutning og Revisionsrettens konklusioner bemærkes, at det ikke fremgår af ordlyden af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, at Kommissionen under udøvelsen af de beføjelser, den er tillagt ved denne artikel, er bundet af kontrolorganets bemærkninger. Tværtimod er den beføjet til at foretage sin egen vurdering af de konstaterede uregelmæssigheder. Således er den anfægtede beslutning et udtryk for Kommissionens vurdering og ikke Revisionsrettens.
66 I øvrigt er forkerte bogføringer i forhold til virksomheder, der ikke er SMV, af systemisk karakter, idet de afspejler en utilstrækkelig forvaltning, kontrol eller revision, som er kommet til udtryk ved flere lejligheder, og som med stor sandsynlighed genfindes i en række lignende sager. Det er således med rette, at Kommissionen har kvalificeret de fejlagtige bogføringer i forhold til virksomheder, der ikke er SMV, for systemiske uregelmæssigheder.
67 Følgelig skal Forbundsrepublikken Tysklands argument forkastes.
Om Kommissionens urigtige kvalificering af 5%-kontrollen som mangelfuld og om udledningen af, at der foreligger mangler ved forvaltnings- og kontrolsystemerne
– Parternes argumenter
68 Forbundsrepublikken Tyskland har bestridt Kommissionens kritik, hvorefter der var mangler ved gennemførelsen af 5%-kontrollen i henhold til forordning nr. 6064/97, og er af den opfattelse, at kritikken ikke kan begrunde eksistensen af en uregelmæssighed.
69 For det første har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende, at det fremgår af den endelige eksterne udgiftsanmeldelse foretaget i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2064/97, at »5%-kontrollen« i det væsentlige var retvisende og opfyldte kravene i artikel 3 i denne forordning. Hverken Revisionsretten eller de eksterne revisorer har kritiseret den omstændighed, at myndighederne i Land Thüringen ikke har opfyldt de krav, som Kommissionen har fastsat for dens kontrol af systemet.
70 For det andet har Forbundsrepublikken Tyskland bestridt Kommissionens kritik, hvorefter »tjeklister« benyttet til 5%-kontrollen ikke gengav retningslinjerne indeholdt i arbejdsdokumenterne. Det er dens opfattelse, at retningslinjerne, uden at være udtrykkeligt gengivet i »tjeklisterne«, naturligt og utvivlsomt udgjorde en integreret del af 5%-kontrollen.
71 For det tredje er Forbundsrepublikken Tyskland af den opfattelse, at Kommissionens handlemåde er modstridende, idet den ikke længere har nævnt denne kritik hverken i protokollen »Ventura« af 23. juli 1998 eller i Kommissionens rapport af 30. januar 2002.
72 For det fjerde har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at den blotte omstændighed, at 5%-kontrollen har afsløret en fejlprocent, der er mindre end fejlprocenten i Revisionsrettens undersøgelse, ikke i sig selv betyder, at der stilles spørgsmålstegn ved de kompetente myndigheders forvaltnings- og kontrolsystemer. Forskellen er et resultat af den omstændighed, at Revisionsretten har foretaget en analyse af de åbenbart svage punkter i forvaltnings- og kontrolsystemerne, hvorimod 5%-kontrollen er sket på vilkårlig vis, som forordningen kræver. Hvor stikprøvekontrol er repræsentativ, har Revisionsrettens analyse af de svage punkter til formål at identificere risici.
73 Kommissionen har bestridt disse argumenter og anført, at der ikke er foretaget nogen finansiel korrektion for de mangler i forvaltnings- og kontrolsystemerne, som Revisionsretten har konstateret.
– Rettens bemærkninger
74 Det fremgår af den anfægtede beslutning, at de af Revisionsretten konstaterede mangler ved de omhandlede forvaltnings- og kontrolsystemer, som Kommissionen har nævnt i punkt 11 ff. i denne beslutning, ikke udgør en selvstændig begrundelse for nedsættelse af støtten. Nedsættelsen af støtten i den anfægtede beslutning var begrundet i en korrektion af individuelle uregelmæssigheder og i en ekstrapoleret finansiel korrektion for systemiske uregelmæssigheder. Der er ikke foretaget nogen finansiel korrektion for de mangler ved forvaltnings- og kontrolsystemerne, som Revisionsretten har konstateret. Dette argument er således ugrundet.
75 Følgelig skal det første anbringende forkastes i det hele.
2. Om det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 24, skt. 2, i forordning nr. 4253/88 som følge af beregningen af størrelsen af nedsættelsen ved ekstrapolering
Om det andet anbringendes første led om, at den ekstrapoleringsmetode, der blev anvendt til at beregne størrelsen af nedsættelsen i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, er ugyldig
Om manglende ret til ekstrapolering på grundlag af artikel 24 i forordning nr. 4253/88
– Parternes argumenter
76 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, som skal læses i lyset af sin overskrift, kun kan foretage en nedsættelse, suspension eller ophævelse af den omhandlede aktion eller foranstaltning. Stk. 1 i denne bestemmelse henviser til en konkret individuel sag og stk. 3 til tilbagebetaling af et beløb, der uberettiget er udbetalt. Det følger heraf, at en finansiel korrektion udtrykkeligt er begrænset til beløb, hvor det klart fremgår, at de er udbetalt uberettiget.
77 Forbundsrepublikken Tyskland har tilføjet, at forordning nr. 4253/88 adskiller sig fra proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL i henhold til forordning nr. 729/70, hvis artikel 5, stk. 2, litra c), udtrykkeligt giver Kommissionen beføjelse til ved beregningen af den finansielle korrektion at tage hensyn til omfanget af de konstaterede divergenser, tilsidesættelsens natur og grovhed og det økonomiske tab, som Det Europæiske Fællesskab har lidt.
78 Forbundsrepublikken Tyskland er nærmere bestemt af den opfattelse, at der før offentliggørelsen af forordning nr. 1260/1999, gældende for finansieringsperioden 2000-2006, ikke var nogen detaljeret juridisk ramme, der klart definerede rettigheder og forpligtelser, således at det er anfægteligt at foretage ekstrapolerede finansielle korrektioner. Forordning nr. 2064/97 udgør ikke et retsgrundlag og fastslår slet ikke en procedure for ekstrapolering med henblik på at foretage finansielle korrektioner.
79 Forbundsrepublikken Tyskland har tilføjet, at den omstændighed, at systemiske uregelmæssigheder ofte ikke kan beregnes præcist, ikke giver Kommissionen beføjelse til at foretage en ekstrapolering på grundlag af forordning nr. 4253/88.
80 Kongeriget Spanien har anerkendt, at Kommissionen ifølge retspraksis har en vis skønsmargen i forhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Anvendelsen af en ekstrapolationsteknik betyder dog nedsættelse af en støtte tildelt et projekt på grundlag af en formodning og ikke på grundlag af en verifikation. En sådan mulighed er ikke blot ikke forudset i den omhandlede artikel, men i strid med dens ånd og formål. I modsætning til det af Kommissionen anførte har Domstolen i sin dom af 6. april 2000, Spanien mod Kommissionen (sag C-443/97, Sml. I, s. 2415), ikke anerkendt anvendelsen af ekstrapoleringsteknikken. Kongeriget Spanien har endvidere henvist til, at ekstrapolering kræver, at der konstateres systemiske uregelmæssigheder på grundlag af stikprøvekontrol, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
81 Kongeriget Nederlandene har ligeledes gjort gældende, at der ikke er retsgrundlag for en ekstrapolering i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, og har anført, at det ikke kan se, hvordan princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og princippet om loyalt samarbejde, som Kommissionen støtter sig på, kan føre til en bred fortolkning af ovennævnte artikel. Kommissionen kan i øvrigt ikke tillægge sig nye beføjelser ved hjælp af interne retningslinjer, som ikke kan udgøre et grundlag, der kan begrunde ekstrapolering. Det er ikke Kommissionen, der bestemmer rækkevidden af sine prærogativer og beføjelser, det er EU-lovgivers prærogativ. Det modsatte fremgår heller ikke af dommen i sagen Spanien mod Kommissionen. Endelig skal ekstrapolering sikre proceduremæssige garantier, mens den dagældende lovgivning ikke indeholdt nogen retsregel i den henseende.
82 Den Franske Republik er for det første af den opfattelse, at Kommissionen for programperioden 1994-1999 ikke kunne foretage en finansiel korrektion ved ekstrapolering på grund af manglende retsgrundlag. Det fremgår nemlig af selve ordlyden af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, at Kommissionen ikke kan foretage individuelle finansielle korrektioner. Det er det, som adskiller den ordning, der finder anvendelse på finansielle korrektioner inden for rammerne af EFRU for programperioden 1994-1999, fra den ordning, der finder anvendelse på proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL Garantisektionen. I denne henseende henviser den franske regering til, at Domstolen har godkendt metoden for ekstrapolering inden for rammerne af EUGFL, Garantisektionen (dom af 24.1.2002, sag C-118/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 747, og af 4.3.2004, sag C-344/01, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2081). Ifølge retspraksis er metoden for ekstrapolering i princippet ikke forbudt. Artikel 24 i forordning nr. 4253/88 bestemmer derimod udtrykkeligt, at Kommissionen kun har beføjelse til at anvende individuelle finansielle korrektioner for konstaterede uregelmæssigheder. Det er først med forordning nr. 1260/1999, at Kommissionen får beføjelse til at anvende ekstrapolerede korrektioner. Det fremgår af det ovenstående, at anvendelsen af metoden for ekstrapolering i princippet er forbudt ved forordning nr. 4253/88.
83 For det andet er det Den Franske Republiks opfattelse, at Kommissionen ikke kan foretage finansielle korrektioner ved ekstrapolering inden for rammerne af forordning nr. 4253/88, for så vidt som denne forordning dels ikke fastsætter betingelser for gennemførelsen af metoden for ekstrapolering, dels ikke angiver rammerne for denne metode i form af strenge proceduremæssige garantier. Kommissionen bør således kun kunne foretage korrektioner ved ekstrapolering, såfremt den benytter en vilkårlig stikprøve, der er repræsentativ for transaktionerne og har homogene karakteristika. Betingelserne og garantierne skal fastsættes i en bindende retsakt, og det er ikke tilstrækkeligt, at de blot er fastsat ved retningslinjer fra Kommissionen, som ikke kan benytte dem for at begrunde anvendelsen af ekstrapoleringsmetoden. Som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Spanien mod Kommissionen, skaber disse interne retningslinjer ikke retsvirkninger og har ikke bindende virkning. Følgelig kan de ikke udgøre retsgrundlaget for ekstrapolering.
84 Kommissionen har bestridt disse argumenter
– Rettens bemærkninger
85 Det fremgår af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, at Kommissionen kan nedsætte støtten for den pågældende aktion eller foranstaltning, hvis den efter en kontradiktorisk undersøgelse i henhold til artikel 24, stk. 1, fastslår, at der foreligger en uregelmæssighed, især en betydelig ændring, der berører aktionens eller foranstaltningens art eller gennemførelsesvilkår. Artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 foretager ikke en kvantitativ eller kvalitativ sondring i relation til, hvilke uregelmæssigheder der kan give anledning til en nedsættelse af støtten.
86 Denne bestemmelse giver således Kommissionen en beføjelse til nedsættelse og en stor skønsmargen uden at nævne grænserne for valget af de metoder, som Kommissionen kan benytte til at fastsætte nedsættelsens størrelse.
87 Det skal således undersøges, om anvendelsen af metoden for ekstrapolering i det foreliggende tilfælde kan begrundes.
88 Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 tillader, at Kommissionen foretager finansielle korrektioner under anvendelsen af nævnte metode, afhænger for det første af fortolkningen af sætningsleddet »bekræfter en uregelmæssighed« i denne bestemmelses ordlyd.
89 Under udøvelsen af beføjelsen til at foretage finansielle korrektioner skal den metode, som Kommissionen benytter for at fastsætte det beløb, der skal tilbagebetales, være i overensstemmelse med formålet med artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88.
90 Dette formål er at tillade en finansiel korrektion, når de udgifter, for hvilke der er anmodet om finansiering, ikke er afholdt i overensstemmelse med bestemmelser i EU-retten. Med dette formål for øje skal artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 fortolkes på en måde, som giver Kommissionen mulighed for at nedsætte støtten på en passende måde.
91 Mere præcist, som Kommissionen med rette har anført i 25. betragtning til den anfægtede beslutning, afhænger korrektionen af de økonomiske tab, som Unionens budget har lidt, og som er fastslået ved revisionen. Disse tab skal rettes i deres helhed, idet enhver mangelfuld gennemførelse ville udgøre en tilsidesættelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, som Kommissionen og medlemsstaterne skal overholde i henhold til artikel 274 EF. Kommissionen skal således kunne nedsætte støtten i et omfang, der svarer til omfanget af den uregelmæssighed, som den har fastslået inden for rammerne af den kontradiktoriske procedure i henhold til artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 4253/88.
92 Ifølge fast retspraksis kan Kommissionen desuden ikke nøjes med at antage, at de pågældende uregelmæssigheder findes, men skal i tilstrækkeligt omfang godtgøre, at disse uregelmæssigheder ikke var begrænset til de konkrete sager, som den har undersøgt. For at godtgøre, at uregelmæssighederne ikke var begrænset til de konkrete sager, som den har undersøgt, er det således tilstrækkeligt, at den fremlægger beviser for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til regelmæssigheden af samtlige de kontrolforanstaltninger, som den pågældende medlemsstat har foretaget. Den er ikke forpligtet til udtømmende at godtgøre, at samtlige kontrolforanstaltninger er utilstrækkelige (jf. analogt dommen af 4.3.2004 i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 58).
93 Denne lettelse af bevisbyrden kan forklares ved, at ordningen i forordning nr. 4253/88 ikke fastlægger en systematisk kontrol fra Kommissionens side, der i øvrigt ville være fysisk umulig at gennemføre, idet den ikke er tilstrækkelig nær på forholdene til at indhente de oplysninger fra de erhvervsdrivende, som den har brug for.
94 Når Kommissionen har fremlagt tilstrækkelige beviser for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til regelmæssigheden af samtlige de nationale kontrolforanstaltninger, påhviler det den pågældende medlemsstat at godtgøre, at Kommissionens antagelser er ukorrekte, ved at fremlægge mere detaljerede beviser for sine kontrolforanstaltninger. Hvis medlemsstaten ikke fremlægger sådanne beviser, fastslår Kommissionen, at uregelmæssighederne ikke var begrænset til de konkrete sager, som den har undersøgt.
95 Beslutningen om nedsættelse skal afspejle uregelmæssighedernes systemiske dimension. Kommissionen har i øvrigt ikke oplysninger om samtlige kontrolforanstaltninger, som den pågældende medlemsstat har gennemført. I et sådan tilfælde er benyttelsen af metoden for ekstrapolering det mest passende middel til at sikre, at formålet med artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 opfyldes. Når uregelmæssighedernes systemiske dimension er fastslået, hviler nedsættelsen af støtten således ikke på Kommissionens blotte antagelse, men på et fastslået forhold.
96 Kommissionen er dog underlagt en forpligtelse til at overholde EU-rettens regler, herunder proportionalitetsprincippet. Spørgsmålet om, hvorvidt den har overholdt dette princip ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, undersøges i forbindelse med det femte anbringende.
97 Det bemærkes således, at artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 ikke er til hinder for, at Kommissionen kan benytte ekstrapoleringsmetoden med henblik på at fastsætte en finansiel korrektion.
98 Når forordning nr. 2064/97 ikke forudser ekstrapolering af finansielle korrektioner, kan det i øvrigt forklares med den omstændighed, at denne forordning udgør en gennemførelsesforordning med grundlag i artikel 23, stk. 1, fjerde led, i forordning nr. 4253/88, der fastsætter minimumskrav, som skal overholdes af de finansielle kontrolsystemer, som medlemsstaterne etablerer for foranstaltninger, der medfinansieres af strukturfondene.
99 Forbundsrepublikken Tysklands argument skal derfor forkastes.
Om manglende ret til ekstrapolering på grundlag af interne retningslinjer
– Parternes argumenter
100 Forbundsrepublikken Tyskland er ligeledes af den opfattelse, at Kommissionen ikke kan foretage ekstrapolering på grundlag af dens interne retningslinjer, navnlig på grund af deres udelukkende interne karakter og mangel på retsvirkninger i forhold til tredjemand.
101 Indholdet af disse retningslinjer er på samme måde heller ikke blevet accepteret af medlemsstaterne, som gentagne gange har modsat sig dem. Kommissionen kan ikke benytte en tekst, som ikke er godkendt af sidstnævnte.
102 Endelig har Forbundsrepublikken Tyskland i modsætning til det, der er anført i punkt 25 i den anfægtede beslutning, gjort gældende, at betingelserne og maksimumsbeløbet for faste korrektioner eller ekstrapoleringer ikke er beskrevet, og at ingen beregningsmetode er nævnt.
103 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
– Rettens bemærkninger
104 For det første bemærkes, at den anfægtede beslutning er foretaget på grundlag af artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Det fremgår endvidere ikke af den anfægtede beslutning, at Kommissionen har anvendt de interne retningslinjer som retsgrundlag for denne beslutning.
105 Under alle omstændigheder bemærkes, at Domstolen allerede har undersøgt spørgsmålet om rækkevidden af interne retningslinjer i forbindelse med dommen i sagen Spanien mod Kommissionen. Kongeriget Spanien havde nedlagt påstand om annullation af de interne retningslinjer, idet den vurderede, at de udgjorde en trussel mod medlemsstaterne om nye økonomiske sanktioner, og at Kommissionen ikke havde beføjelse til at vedtage en sådan retsakt.
106 Kommissionen havde rejst en formalitetsindsigelse og gjort gældende, at de interne retningslinjer ikke pålagde medlemsstaterne yderligere forpligtelser i forhold til dem, der allerede var fastsat i artikel 24 i forordning nr. 4253/88, at de ikke betød en ændring af den gældende retstilstand for medlemsstaterne, og at de ikke fremkaldte retsvirkninger.
107 Domstolen henviste til, at Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 har bemyndigelse til at nedsætte eller suspendere støtten. Den fastslog, at der intet er til hinder for, at Kommissionen vedtager retningslinjer om finansielle korrektioner i forbindelse med anvendelse artikel 24 i forordning nr. 4253/88 og pålægger de berørte tjenestegrene at anvende disse. Retningslinjerne angiver således de almindelige synspunkter, på grundlag af hvilke Kommissionen ved anvendelsen af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 senere vil kunne vedtage individuelle beslutninger over for medlemsstaterne, hvis lovlighed disse kan anfægte for EU’s retsinstanser. Ifølge retspraksis kan en sådan af Kommissionen udstedt retsakt, der blot er udtryk for dennes hensigt til at følge visse retningslinjer ved udøvelsen af dens kompetence efter artikel 24 i forordning nr. 4253/88, derfor ikke antages at have nogen retsvirkninger (Domstolens dom af 27.9.1988, sag 114/86, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 5289, præmis 13, og af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 28).
108 Sådanne retningslinjer er blot udtryk for Kommissionens hensigt om at følge en vis handlemåde under udøvelsen af de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88.
109 Domstolen konkluderede, at retningslinjerne ikke kan anses for en retsakt, som er bestemt til at give nogen retsvirkninger, hvorfor Kongeriget Spaniens annullationssøgsmål måtte afvises.
110 Ved således at fastslå, at søgsmålet måtte afvises med ovenstående begrundelse, har Domstolen sondret mellem interne retningslinjer og individuelle beslutninger truffet på grundlag af disse.
111 Det følger af ovennævnte retspraksis, at Kommissionen kan henvise til interne retningslinjer for at øge gennemsigtigheden af individuelle beslutninger rettet til medlemsstaterne. Som det er anført ovenfor i præmis 104, udgør artikel 24 i forordning nr. 4253/88 dog det eneste retsgrundlag, som Kommissionen har anvendt for den anfægtede beslutning.
112 Forbundsrepublikken Tysklands argument skal derfor forkastes som ugrundet.
113 Det andet anbringendes første led i skal derfor forkastes i sin helhed.
Om det andet anbringendes andet led, hvorved det subsidiært gøres gældende, at Kommissionen ikke har kunnet foretage en ekstrapolering i det foreliggende tilfælde
Parternes argumenter
114 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at ekstrapoleringen er sket på grundlag af en stikprøve, der ikke var repræsentativ. Mere præcist er det dens opfattelse, at der intet er i den anfægtede beslutning, som beviser, at Revisionsrettens kontrol, som Kommissionen har baseret sine ekstrapoleringer på, er indhentet i forbindelse med en repræsentativ kontrolprocedure, ved stikprøvekontrol, en procedure, som den ikke er forpligtet til at følge. Hvor proceduren statistisk stikprøveudtagning har til formål at foretage en generel vurdering ud fra almindelige repræsentative sager, indebærer en analyse af de svage punkter et forhåndsvalg af områder for kontrol og de forfulgte formål. Ved at handle på denne måde har Kommissionen benyttet en fremgangsmåde, der er i strid med den, som den har pålagt sig selv i punkt 6 i sine interne retningslinjer, og også punkt 11 i den anfægtede beslutning.
115 For så vidt angår den parallel som Kommissionen har draget til EUGFL, »Garantisektionen«, har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at Kommissionen har set bort fra den omstændighed, at de retningslinjer, der finder anvendelse på dette område, kun tillader en ekstrapolering på maksimalt 10% i tilfælde af risiko for et meget stort og omfattende tab. I det foreliggende tilfælde er procenten på 23,88%, og en sådan fare er ikke blevet påberåbt.
116 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
Rettens bemærkninger
117 Det fremgår af sagen, at Revisionsretten ved fastlæggelsen af den stikprøve, på grundlag af hvilken den har foretaget sin kontrol, har handlet i overensstemmelse med kontrolprogrammet DAS 2003 og med sine egne interne retningslinjer ved vilkårligt at udvælge 30 operationer, hvoraf 28 hørte under foranstaltning 2.1, idet størrelsen af stikprøven blev valgt i forhold til fondens type.
118 Det følger heraf, at den kontrol, som Revisionsretten foretog, har en passende, objektiv og repræsentativ karakter, og at Revisionsretten arbejdede på grundlag af en metode med repræsentative stikprøver, således at Kommissionen med rette kunne foretage en ekstrapolering.
119 Retningslinjerne for EUGFL, »Garantisektionen«, finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde, så meget desto mere som de procenter, som Forbundsrepublikken Tyskland har henvist til, finder anvendelse på faste korrektioner og ikke på ekstrapolering. Formålet med ekstrapolering er netop at undgå en fast korrektion til fordel for en ekstrapolering af fejlprocenten af en repræsentativ stikprøve af hele befolkningen, hvorfra stikprøven er foretaget.
120 Det andet anbringendes andet led samt andet anbringende i sin helhed skal således forkastes.
3. Om det tredje anbringende om Kommissionens manglende kontrol på stedet før nedsættelsen
Parternes argumenter
121 Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland udgør den omstændighed, at Kommissionen har støttet sig på en analyse af svage punkter, en væsentlig proceduremæssig fejl i strid med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, der er en bindende processuel regel, som kræver en kontrol på stedet ved stikprøve af de aktioner, der finansieres af strukturfondene. En analyse af svage punkter foretaget af Revisionsretten kan ikke erstatte en procedure med repræsentativ stikprøvekontrol udført af Kommissionens tjenestegrene.
122 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
Rettens bemærkninger
123 For så vidt angår den kritik, Forbundsrepublikken Tyskland har rettet mod den manglende kontrol udført af Kommissionen selv, bemærkes, at artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 4253/88 bestemmer, at hvis gennemførelsen af en aktion eller foranstaltning kun synes at berettige, at der ydes en del af den bevilligede finansielle støtte, »foretager Kommissionen en passende undersøgelse«.
124 At udlede af denne formulering, at der påhviler Kommissionen en forpligtelse til at foretage de krævede undersøgelser udelukkende på egne vegne, ville ikke desto mindre være en for streng fortolkning, som, idet den ville medføre en fordobling af kontrolforanstaltninger og spild af fællesskabsressourcer, ville være i strid med princippet om god forvaltningsskik.
125 Det er i øvrigt ubestridt, at Kommissionen under udøvelsen af sin kontrol med fællesskabsfonde har ret til at benytte sig af forskellige informationskilder. Retten har allerede accepteret, at den blotte henvisning til beviser indhentet fra nationale myndigheder var tilstrækkelig. Som det fremgår af Rettens dom af 26. september 2002, Sgaravatti Mediterranea mod Kommissionen (sag T-199/99, Sml. II, s. 3731, præmis 45), kan Kommissionen, når de nationale myndigheder har foretaget en dybtgående kontrol af, om modtageren af EF-støtte har overholdt sine finansielle forpligtelser, helt lovligt benytte de nationale faktuelle konstateringer som grundlag og afgøre, om der med disse konstateringer kan antages at foreligge uregelmæssigheder, som kan begrunde en sanktion i medfør af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, som ændret. Denne retspraksis er blevet stadfæstet af Retten i dom af 17. december 2008, Italien mod Kommissionen (sag T-154/06, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42).
126 Det er derimod nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne ikke lider proceduremæssig eller materiel skade på grund af valget af kontrolprocedurer eller kontrollører. Det er derfor nødvendigt at undersøge, om de proceduremæssige garantier og de praktiske konsekvenser af den kontrol, som er gennemført af Revisionsretten og Kommissionen, er sammenlignelige.
127 For så vidt angår de proceduremæssige garantier bemærkes, at de to typer kontroller – foretaget af Kommissionen og af Revisionsretten – er sammenlignelige. I begge tilfælde skal retten til forsvar respekteres, der anvendes revisionsstandarder af højt niveau, medlemsstaten skal informeres, før en kontrol på stedet finder sted, repræsentanter for de nationale myndigheder kan deltage i kontrollen, og den pågældende medlemsstat skal have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger om kontrollens resultater.
128 Til gengæld er de forudsigelige praktiske konsekvenser af de to typer kontroller ikke sammenlignelige, idet Revisionsrettens rapport ikke er bindende, og idet finansielle korrektioner ikke kan foretages direkte på grundlag af denne.
129 Revisionsretten og Kommissionen har nemlig separate roller i Fællesskabets budgetprocedure. Ifølge artikel 246 EF varetager Revisionsretten revisionen af regnskaberne. I henhold til artikel 248, stk. 1, EF reviderer den regnskaberne over samtlige Fællesskabets indtægter og udgifter og afgiver en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Det følger heraf, at Revisionsretten navnlig skal undersøge Kommissionens forvaltning af midler fra fællesskabsfondene. Revisionsretten konstaterer situationen og formulerer ligeledes anbefalinger for at forbedre forvaltningen af finanserne. Kommissionen varetager en supplerende funktion, som er tilbagesøgning af ressourcer i tilfælde, hvor der er konstateret uregelmæssigheder under gennemførelsen af projekter.
130 Det følger heraf, at de to institutioners roller ud fra et systemisk synspunkt ikke er identiske, og Kommissionen kan ikke automatisk gøre Revisionsrettens konklusioner til sine egne.
131 Som regel følger det heraf, at den kontrol, der er påkrævet i artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, ikke nødvendigvis skal udføres af tjenestemænd eller andre ansatte i Kommissionen. Kommissionen er dog forpligtet til dels at sikre sig, at de korrektioner, som den foretager på grundlag af kontroller, der er gennemført af tredjemand, ikke er automatiske, men baseret på en analyse i samarbejde med den pågældende medlemsstat af faktiske oplysninger og resultater af kontroller, dels at træffe sin egen beslutning på grundlag af disse kontroller og de efterfølgende konsultationer.
132 Det skal derfor undersøges, om Kommissionen under den administrative procedure inden for rammerne af samarbejdet med de nationale myndigheder har givet den pågældende medlemsstat en reel mulighed for at udtale sig om Revisionsrettens konstateringer og om de korrektioner, den påtænker at pålægge på grundlag af disse konstateringer.
133 Som det fremgår af den anfægtede beslutning, undersøgte Kommissionens tjenestegrene efter revisionen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 4253/88 grundlaget for Revisionsrettens konstateringer og bad de tyske myndigheder om at indsende oplysninger og supplerende elementer. Kommissionens tjenestegrene sendte resultaterne af undersøgelsen til de tyske myndigheder ved skrivelse af 19. oktober 2006. De tyske myndigheder svarede ved skrivelse af 5. januar 2007 og modsatte sig, at der blev foretaget ekstrapolerede finansielle korrektioner i forbindelse med de oprationelle programmer for perioden 1994-1999. Ved skrivelse af 23. april 2007 inviterede Kommissionen de tyske myndigheder til et bilateralt møde, som blev afholdt den 8. maj 2007 i Bruxelles. Det lykkedes ikke under høringen om foretagelse af en ekstrapoleret finansiel korrektion at nå til enighed. De tyske myndigheder lovede dog at indsende andre afgørende beviser for, at visse udgifter og operationer kunne dækkes, inden to uger efter mødet. Disse informationer blev sendt til Kommissionen ved skrivelse af 22. juni 2007.
134 Det følger heraf, at Kommissionen gav Forbundsrepublikken Tyskland tilstrækkelig mulighed for at fremsætte bemærkninger til Revisionsrettens konklusioner, og at den foretog en passende undersøgelse af sagen inden for rammerne af partnerskabet, som omhandlet i artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, og navnlig nedsatte størrelsen på den oprindeligt påtænkte finansielle korrektion (jf. præmis 13 ovenfor).
135 Ved afslutningen på denne procedure har Kommissionen således effektivt tilegnet sig resultaterne fra Revisionsrettens kontrol, og medlemsstatens proceduremæssige garantier er under alle omstædigheder blevet overholdt.
136 Følgelig skal dette anbringende forkastes.
4. Om det fjerde anbringende om tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhed og samarbejde som følge af Kommissionens manglende fremsættelse af forbehold over for en urigtig inkludering af virksomheder, der ikke er SMV
Parternes argumenter
137 Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at Kommissionen hverken i sin beslutning af 5. august 1994, af 10. oktober 1996 eller af 20. december 1999 fremsatte noget forbehold over for en inkludering af virksomheder, der havde mere end 500 ansatte, som SMV, og derved med rette lod de tyske myndigheder få den opfattelse, at Kommissionen ikke gjorde indsigelser i den henseende. Kommissionen er herved delvis ansvarlig for de punkter, den kritiserer. Den omstændighed, at sidstnævnte foretager en ekstrapolering på grundlag af eksistensen af systemiske utilstrækkeligheder, der består i en fejlagtige inkludering af finansiel støtte til SMV, uden at tage hensyn til sit eget ansvar, er en åbenbar tilsidesættelse af principperne om retssikkerhed og loyalt samarbejde.
138 Forbundsrepublikken Tyskland finder, at Kommissionens undladelse er så meget desto mere væsentlig, som Kommissionen i 1997 og 1999 modtog de årlige rapporter om evalueringen af EFRU-interventioner, som indeholdt inkludering af virksomheder med 500 ansatte eller mere under SMV-foranstaltningen, uden at dette blev kritiseret. Den endelige rapport fra 2002 kritiserer heller ikke dette punkt.
139 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
Rettens bemærkninger
140 Som det er blevet bemærket i forbindelse med undersøgelsen af de tidligere anbringender (jf. præmis 37 og 39 ovenfor), påhviler forpligtelsen til at sikre, at operationer, der finansieres af EFRU, gennemføres på behørig måde, i første omgang medlemsstaterne.
141 Det bemærkes i øvrigt, at forordning nr. 4253/88 ikke fastsætter nogen processuel regel, der betinger Kommissionens ret til at nedsætte eller ophæve en støtte af, at den har rejst tvivl med hensyn til en god forvaltning af projektet før afslutningen af interventionen, således som dette fremgår af præmis 79 i Rettens dom af 8. juli 2008, Sviluppo Italia Basilicata mod Kommissionen (sag T-176/06, ikke trykt i Samling af Afgørelser).
142 Det bemærkes endvidere, at retten til at påberåbe sig beskyttelsen af en berettiget forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en unionsmyndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. Rettens dom af 30.6.2005, sag T-347/03, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 2555, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis, og af 23.2.2006, sag T-282/02, Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, Sml. II, s. 319, præmis 77).
143 For det første bemærkes, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har godtgjort, at Kommissionen har givet den en forsikring om, at virksomheder, der har 500 ansatte eller mere, ville blive betragtet som SMV og derfor ville kunne få finansiel støtte. Følgelig er princippet om retssikkerhed ikke blevet tilsidesat.
144 Det følger endvidere af fast retspraksis, at en tolerering af skete uregelmæssigheder ikke giver den pågældende medlemsstat ret til under henvisning til retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kræve, at det samme sker med hensyn til de aktuelle uregelmæssigheder (dommen i sagen Irland mod Kommissionen, præmis 68).
145 Det fjerde anbringende skal derfor forkastes.
5. Om det femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af den uforholdsmæssige karakter af nedsættelse af støtten, som besluttet af Kommissionen
Parternes argumenter
146 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat det generelle proportionalitetsprincip ved at have foretaget en uforholdsmæssig nedsættelse, baseret på ekstrapolering for hele programperioden. De fejl, som Revisionsretten har konstateret, kan ifølge Forbundsrepublikken Tyskland ikke begrunde en generel kritik om, at der foreligger en funktionsfejl ved Land Thüringens forvaltnings- og kontrolsystemer i perioden fra 1994 til 1999. Denne konstatering er i strid med de vurderinger, som Kommissionen foretog i 1998 og 2002, og med den endelige redegørelse fra et revisionsfirma, som Kommissionen ikke gjorde indsigelse imod. Når den endelige betaling af 23. juni 2003 blev foretaget, var det netop, fordi Kommissionen ikke havde rejst indholdsmæssige forbehold for så vidt angår forvaltnings- og kontrolsystemet.
147 Selv om leasing og leje med køberet var placeret på samme niveau, har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende, at Kommissionen først underlagde støtte til leasing en begrænsende regulering efter den 1. maj 1997.
148 I forhold til Tralag Landmaschinen GmbH er det Forbundsrepublikken Tysklands opfattelse, at en ekstrapolering heller ikke er acceptabel, idet denne virksomhed fik en supplerende støtte på 15% i henhold til 24. rammeplan, selv om sidstnævnte først fandt anvendelse fra den 17. marts 1995.
149 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
Rettens bemærkninger
150 For så vidt angår det argument, hvorefter Kommissionen ikke havde rejst materielle forbehold for så vidt angår forvaltnings- og kontrolsystemet før vedtagelsen af den anfægtede beslutning, bemærkes, at dette argument i realiteten vedrører princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Ifølge fast retspraksis er retten til at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en unionsmyndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. dommen i sagen Branco mod Kommissionen, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, præmis 77).
151 Det fremgår af ikke af sagens akter eller af sagsøgerens argumenter, at sagsøgeren havde fået den slags præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer fra Kommissionen. Dette argument skal derfor forkastes.
152 For så vidt angår proportionalitetsprincippet bemærkes, at det kræver, at Unionens institutioners retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål. Under hensyn til dette princip kan navnlig tilsidesættelsen af forpligtelser, hvis overholdelse er af fundamental betydning for en fællesskabsordnings rette funktion, ifølge Domstolen pålægges en sanktion i form af fortabelse af en rettighed, som er indført i kraft af EU-reglerne, f.eks. retten til støtte (jf. dommen i sagen Sgaravatti Mediterranea mod Kommissionen, præmis 134 og 135).
153 I den henseende fremgår det af fast retspraksis inden for EUGFL-området, som ligeledes finder anvendelse mutatis mutandis på det foreliggende tilfælde, at Kommissionen for så vidt angår størrelsen af den finansielle korrektion kan gå så vidt som til at nægte at lade fondene overtage samtlige de afholdte udgifter, hvis den konstaterer, at der ikke findes tilstrækkelige kontrolmekanismer (Domstolens dom af 20.9.2001, sag C-263/98, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6063, præmis 125). Kommissionen skal dog respektere proportionalitetsprincippet, der kræver, at Unionens institutioners retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål (Domstolens dom af 17.5.1984, sag 15/83, Denkavit Nederland, Sml. s. 2171, præmis 25). Hvis Kommissionen som et led i løsningen af sin opgave med afslutning af regnskaberne i stedet for at afslå finansiering af samtlige udgifter udfolder bestræbelser på at opstille regler, hvorved der kan opnås en differentiering på grundlag af den risikograd, som forskellige grader af utilstrækkelig kontrol repræsenterer, skal medlemsstaten godtgøre, at de kriterier, som Kommissionen i den forbindelse benytter, er vilkårlige og urimelige (Domstolens dom af 4.7.1996, sag C-50/94, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3331, præmis 28).
154 Kommissionen var således ikke forhindret i at foretage finansielle korrektioner.
155 Kommissionen har i øvrigt i punkt 6 i de interne retningslinjer anført, at den, når den påtænker at foretage en ekstrapolering, skal tage hensyn til de særlige omstændigheder ved det administrative system, som er impliceret i misligholdelsen, til misbrugets sandsynlige omfang, til hyppigheden heraf samt til virkningerne heraf.
156 Som det allerede er konstateret tidligere (jf. præmis 85 ovenfor), har Kommissionen en vis skønsmargen, som den er tillagt i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, og som gør det muligt for den at træffe beslutninger, der kan sikre overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i artikel 274 EF og også proportionalitetsprincippet.
157 Som det ligeledes er anført ovenfor, analyserede Kommissionen resultaterne af de kontroller, som blev foretaget af Revisionsretten, og nedsatte rent faktisk beløbet på de korrektioner, der først var påtænkt.
158 I den foreliggende sag afspejler en stor del af de uregelmæssigheder, der fortsat kunne konstateres efter konsultationer af de tyske myndigheder, såsom en urigtig inkludering af virksomheder, der ikke var SMV, eller ulovlige udgifter opgivet i forbindelse med lejekontrakter, en systemisk utilstrækkelig forvaltning, kontrol eller revision for så vidt angår foranstaltning 2.1, under hele programperioden 1994-1999. Det er meget sandsynligt, at disse mangler genfindes i en serie lignende sager. Det er derfor med rette, at Kommissionen har anvendt metoden med ekstrapolering, især henset til vigtigheden af nationale myndigheders gode funktion, idet disse for det første er forpligtede til at sikre, at projekter, der finansieres af fondene, gennemføres på behørig måde (jf. præmis 37 og 39 ovenfor), og, således som det er gentaget flere gange i forordning nr. 4253/88, skal handle i partnerskab med Kommissionen.
159 Det femte anbringende skal derfor forkastes, og sagsøgte bør i det hele frifindes.
Sagens omkostninger
160 Det bemærkes, at det i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
161 Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand.
162 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer intervenienterne deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
3) Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene bærer deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. september 2012.
Underskrifter
Indhold
Sagens baggrund
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
1. Om det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 som følge af, at de nødvendige betingelser for at foretage en nedsættelse ikke var til stede
Om det første anbringendes første led om, at administrative fejl, der kan tilskrives nationale myndigheder, ikke kan kvalificeres som uregelmæssigheder i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Om det første anbringendes andet led, hvorefter eksistensen af de uregelmæssigheder, som Kommissionen har konstateret i den anfægtede beslutning, subsidiært bestrides
Om Kommissionens urigtige kvalificeringer for så vidt angår den manglende støtteberettigelse af udgifter, der vedrører projekter vedrørende virksomheder, der ikke er SMV
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Om sondringen mellem leje med køberet og leasing og uanvendeligheden af arbejdsdokumenter og den internationale regnskabsstandard 17
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Om Kommissionens fejlagtige kvalificering af visse uregelmæssigheder som systemiske
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
2. Om det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 24, skt. 2, i forordning nr. 4253/88 som følge af beregningen af størrelsen af nedsættelsen ved ekstrapolering
Om det andet anbringendes første led om, at den ekstrapoleringsmetode, der blev anvendt til at beregne størrelsen af nedsættelsen i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, er ugyldig
Om manglende ret til ekstrapolering på grundlag af artikel 24 i forordning nr. 4253/88
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
– Parternes argumenter
– Rettens bemærkninger
Om det andet anbringendes andet led, hvorved det subsidiært gøres gældende, at Kommissionen ikke har kunnet foretage en ekstrapolering i det foreliggende tilfælde
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
3. Om det tredje anbringende om Kommissionens manglende kontrol på stedet før nedsættelsen
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
4. Om det fjerde anbringende om tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhed og samarbejde som følge af Kommissionens manglende fremsættelse af forbehold over for en urigtig inkludering af virksomheder, der ikke er SMV
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
5. Om det femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af den uforholdsmæssige karakter af nedsættelse af støtten, som besluttet af Kommissionen
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger