Language of document :

Sag anlagt den 4. november 2021 – Roos m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-710/21)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Robert Roos (Poortugaal, Nederlandene), Anne-Sophie Pelletier (Ixelles, Belgien), Francesca Donato (Palermo, Italien), Virginie Joron (Durningen, Frankrig) og IC (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru, og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger på Parlamentets tre arbejdssteder, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de omkostninger, der vedrører søgsmålet om udsættelsen af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på et gyldigt retsgrundlag, der kan skabe retsvirkning over Europa-Parlamentets medlemmer. Sagsøgerne har bestridt, at artikel 25 i Parlamentets forretningsorden udgør et gyldigt retsgrundlag for at vedtage af den anfægtede afgørelse og dermed for at pålægge dem den anfægtede foranstaltning. De har endvidere gjort gældende, at en afgørelse fra præsidiet, såsom den anfægtede afgørelse, ikke kan danne grundlag for foranstaltninger, der indebærer behandling af meget følsomme oplysninger, for så vidt som de væsentlige elementer i en sådan behandling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal være fastsat i en »lov«, hvilket Parlamentets Præsidiums afgørelse ikke er.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om, at Europa-Parlamentets medlemmers er frie og uafhængige og af de immuniteter, som de er tillagt ved traktaterne. Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 2 i statutten for Parlamentets medlemmer (der fastsætter princippet om, at medlemmerne er frie og uafhængige) og artikel 7 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (der bl.a. bestemmer, at Parlamentets medlemmer hverken administrativt eller på anden måde er undergivet nogen begrænsning i deres bevægelsesfrihed på vej til eller fra Parlamentets mødested). Den anfægtede afgørelse har nemlig til følge, at sagsøgerne skal fremvise et gyldigt digitalt EU-covidcertifikat, hver gang de ønsker at møde op i Parlamentet. Hvis sagsøgerne ikke er i stand til eller ikke ønsker at vise et sådant certifikat, vil de blive nægtet adgang til Parlamentets bygninger.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af de generelle principper om behandling af personoplysninger. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om tilsidesættelse af princippet om formålsbegrænsning i forbindelse med behandling af oplysninger og af legalitetsprincippet. For at de personoplysninger, som fremgår af sagsøgernes digitale EU-covidcertifikater, kan anvendes til at give dem adgang til Parlamentets bygninger, skal de nemlig i henhold til lovgivningen have været indsamlet til dette formål. I mangel af et retsgrundlag, der udtrykkeligt tillader behandlingen af medicinske oplysninger vedrørende vaccination, tests eller restitution med henblik på at betinge adgangen til arbejdspladsen og til parlamentariske forsamlinger, tilkommer det under ingen omstændigheder Parlamentets Præsidium at tillade en sådan behandling af personoplysninger, og så meget desto mindre gennem en norm, der ikke er en lov i dette begrebs formelle betydning.

Andet led om tilsidesættelse af loyalitetsprincippet, af princippet om gennemsigtighed og af princippet om minimering, eftersom sagsøgerne på tidspunktet for indsamlingen af deres personoplysninger ikke blev oplyst om, at disse oplysninger ville blive brugt med henblik på at give eller nægte dem adgang til den arbejdsplads, hvor de udøver deres mandat som medlemmer af Parlamentet.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse uberettiget tilsidesætter retten til privatlivets fred, retten til personoplysninger, retten til fysisk integritet, retten til frihed og sikkerhed, retten til ligestilling og retten til ikkeforskelsbehandling. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til fysisk integritet, deres ret til frihed og sikkerhed, deres ret til ligestilling, deres ret til ikkeforskelsbehandling, deres ret til privatlivets fred og deres ret til personoplysninger.

Andet led om, at det indgreb, som den anfægtede afgørelse gør i de i første led omhandlede rettigheder og principper, ikke opfylder proportionalitetsprincippet i artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den anfægtede foranstaltning ikke er nødvendig, passende og forholdsmæssig til at nå de forfulgte mål.

____________