Language of document : ECLI:EU:T:2013:480

Sag T-380/08

Kongeriget Nederlandene

mod

Europa-Kommissionen

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – begæring om aktindsigt i visse fortrolige afsnit i Kommissionens endelige beslutning om et kartel – afslag på aktindsigt – begrundelsespligt – forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse – undtagelse om beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet – undtagelse om beskyttelse af en tredjeparts forretningsmæssige interesser – undtagelse om beskyttelse af formålet med en undersøgelse – tungtvejende offentlig interesse – loyalt samarbejde«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 13. september 2013

1.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser fra princippet om aktindsigt – afvisning på grundlag af flere undtagelser – lovlig

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001, art. 4)

2.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – rækkevidde – anvendelse på administrative sagsakter vedrørende procedurer for kontrol med overholdelsen af konkurrencereglerne – generel formodning for indgreb i beskyttelsen af de i en sådan procedure involverede interesser ved udbredelsen af bestemte dokumenter hidrørende fra sådanne sagsakter

(Art. 81 EF og 82 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2, og art. 28 stk. 1; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 8 og 15)

3.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af en tredjeparts forretningsmæssige interesser – rækkevidde – tredjemænd, der har deltaget i en overtrædelse af konkurrencereglerne – omfattet – grænser

(Art. 81 EF og 82 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2 og art. 28, stk. 1 og 2)

4.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – rækkevidde – ethvert dokument, der kan danne grundlag for et erstatningssøgsmål på grund af en overtrædelse af konkurrencereglerne – ikke omfattet

(Art. 81 EF og 82 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2)

5.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – undtagelser til retten til aktindsigt – mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenter – begreb – søgsmål om erstatning for den skade, der er lidt som følge af en overtrædelse af konkurrencereglerne – udelukket – privat karakter af en sådan interesse, herunder i tilfælde af civilt søgsmål fra en medlemsstats side

(Art. 81 EF og 82 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2)

6.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser fra princippet om aktindsigt – pligt til at give delvis aktindsigt i de dele af dokumentet, der ikke er omfattet af undtagelserne

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 6)

7.      EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – særlig vedtægt til fordel for medlemsstaterne – foreligger ikke

(Art. 10 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 2, stk. 1)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26)

2.      Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter og forordning nr. 1/2003 indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt giver forrang til den ene. Følgelig skal der sikres en anvendelse af hver af disse forordninger, der er forenelig med anvendelsen af den anden, og som således sikrer en sammenhængende anvendelse. Hvad angår fortolkningen af undtagelserne i artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001 må det derfor i denne sammenhæng erkendes, at der gælder en generel formodning for, at udbredelsen af dokumenter, der indsamles af Kommissionen i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 81 EF, i princippet ville gøre indgreb både i beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision foretaget af Unionens institutioner, og for beskyttelsen af de forretningsmæssige interesser for de virksomheder, der er involveret i en sådan procedure.

I denne henseende regulerer bestemmelserne i forordning nr. 1/2003 samt nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel 81 EF og 82 EF på restriktiv vis anvendelsen af oplysninger i forbindelse med gennemførelsen af konkurrencereglerne i artikel 81 EF og 82 EF ved at begrænse aktindsigt til de parter, som Kommissionen har tilsendt en klagepunktsmeddelelse og, eventuelt, til klagerne, med forbehold for de involverede virksomheders legitime interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke udbredes. For det første ville en almindelig adgang støttet på forordning nr. 1049/2001 til de dokumenter, der inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 81 EF er udvekslet mellem Kommissionen og de parter, der er genstand herfor, eller tredjemænd, under disse omstændigheder kunne bringe den ligevægt – som EU-lovgiver har haft til hensigt at tilvejebringe i forordning nr. 1/2003 mellem forpligtelsen for de berørte virksomheder til at fremlægge eventuelt følsomme forretningsmæssige oplysninger for Kommissionen og den garanti for forstærket beskyttelse, der i kraft af tavshedspligten i relation til forretningshemmeligheder er forbundet med de oplysninger, der således tilstilles Kommissionen – i fare. Hvis for det andet andre personer end dem, der i medfør af retsforskrifterne vedrørende proceduren i henhold til artikel 81 EF er tillagt adgang til sagsakterne, er i stand til at få adgang til dokumenterne i forbindelse med en sådan procedure med støtte i forordning nr. 1049/2001, vil den ordning, der er indført ved ovennævnte retsforskrifter, blive bragt i fare.

Hvad i øvrigt angår oplysninger indsamlet af Kommissionen på grundlag af samarbejdsmeddelelsen vil udbredelsen af disse oplysninger kunne afholde eventuelle ansøgere om bødeimmunitet og -nedsættelse fra at indgive begæringer i henhold til denne meddelelse. De kan komme i en mindre gunstig situation end andre virksomheder, der har deltaget i kartellet, og som ikke har samarbejdet i undersøgelsen, eller som har samarbejdet i mindre udstrækning.

(jf. præmis 31 og 38-42)

3.      Hverken forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter eller forordning nr. 1/2003 bestemmer, at en virksomheds deltagelse i en overtrædelse af konkurrencereglerne hindrer Kommissionen i at påberåbe sig beskyttelsen af denne virksomheds forretningsmæssige interesser som grundlag for at afvise at give aktindsigt i oplysninger og dokumenter vedrørende den pågældende overtrædelse. Tværtimod viser den omstændighed, at artikel 28, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1/2003 foreskriver, at de oplysninger, der indhentes i henhold til nævnte forordnings artikel 17-22, kun må bruges til det formål, hvortil de er indhentet, og at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, deres embedsmænd, øvrige ansatte og andre personer, der arbejder under tilsyn fra disse myndigheder, samt embedsmænd og ansatte i andre af medlemsstaternes myndigheder er forpligtede til ikke at videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet i henhold til den pågældende forordning, og som ifølge deres natur er undergivet tavshedspligt, at oplysningerne vedrørende den pågældende tilsidesættelse i princippet kan betragtes som fortrolige. Denne konklusion bekræftes af den omstændighed, at retten for virksomheder, der er adressater for en klagepunktsmeddelelse, til indsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 27, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 begrænses til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke udbredes og ikke omfatter fortrolige oplysninger. Dette indebærer, at EU-lovgiver har besluttet at give en vis beskyttelse af de forretningsmæssige interesser hos de virksomheder, der er genstand for en procedure efter artikel 81 EF og artikel 82 EF, selv i en situation, hvor denne interesse delvis kan være i konflikt med disse virksomheders ret til forsvar.

Navnlig fortjener interessen for en virksomhed, som Kommissionen har pålagt en bøde for overtrædelse af konkurrenceretten, i, at detaljerne i den retsstridige adfærd, der bebrejdes den, ikke gøres tilgængelige for offentligheden, ikke en særlig beskyttelse, henset dels til offentlighedens interesse i at få kendskab til begrundelsen for enhver foranstaltning fra Kommissionen i videst muligt omfang, de erhvervsdrivendes interesse i at få oplyst, hvilken adfærd der kan udsætte dem for sanktioner, interessen for de personer, der har lidt skade på grund af en overtrædelse, i at få kendskab til detaljerne for i givet fald at kunne gøre deres krav gældende mod de virksomheder, der er pålagt sanktioner, dels til denne virksomheds mulighed for at lade en sådan beslutning underkaste retslig prøvelse, om end det dog er nødvendigt at respektere de pågældende virksomheders rygte og anseelse, så længe der ikke er pålagt de pågældende en endelig sanktion.

(jf. præmis 48-52)

4.      Der er ikke anledning til at anse samtlige oplysninger om overtrædelsens detaljer for at være ikke-fortrolige i forhold til offentligheden. Således skal det påpeges, et en bestemmelse, ifølge hvilken ethvert dokument vedrørende en procedure inden for konkurrenceområdet skal meddeles en ansøger med den ene begrundelse, at sidstnævnte påtænker at anlægge et erstatningssøgsmål, ikke er nødvendig med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af den ret til erstatning, som den pågældende ansøger har, for så vidt som det er lidet sandsynligt, at erstatningssøgsmålet skal begrundes ud fra samtlige omstændigheder i sagsakterne vedrørende den pågældende procedure. Endvidere kan en sådan regel føre til tilsidesættelse af andre rettigheder, som EU-retten bl.a. tildeler de berørte virksomheder, såsom retten til beskyttelse af forretningshemmeligheder eller, for de berørte parter, retten til beskyttelse af personoplysninger. Endelig ville en sådan almindelig adgang til aktindsigt ligeledes kunne skade offentlige interesser, såsom den effektive gennemførelse af håndhævelsespolitikken over for overtrædelser af konkurrenceretten, idet den ville kunne afskrække personer, der er involveret i en overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF, fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne.

(jf. præmis 53 og 56)

5.      Spørgsmålet om, hvorvidt en person har behov for et dokument til at forberede en sag om erstatning for skade, som han har lidt som følge af en overtrædelse af konkurrencereglerne, er et spørgsmål, der indgår i behandlingen af søgsmålet, og selv om det antages, at dette behov findes, tages det ikke i betragtning ved afvejningen af de interesser, der omhandles i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter hvad angår dokumenter og oplysninger, der kan vise sig nyttige med henblik på et erstatningssøgsmål.

På den ene side påhviler det nemlig den kompetente nationale ret, der er forelagt et erstatningssøgsmål, at bedømme mekanismerne for fremlæggelse af passende beviser og dokumenter i henhold til gældende ret med henblik på at kunne afgøre sagen.

På den anden side skal interessen i at opnå erstatning for en skade, som er forårsaget af en tilsidesættelse af Unionens konkurrenceret, anses for at være en privat interesse, på trods af erstatningssøgsmålets eventuelle bidrag til opretholdelsen af en effektiv konkurrence i Unionen. I denne henseende er den offentlige interesse i, at konkurrenceretten anvendes på et kartel, der er i strid med Unionens konkurrenceregler, allerede sikret af Kommissionen, da den vedtager en beslutning, der konstaterer en overtrædelse af disse regler. Denne konklusion ændres ikke ved, at ansøgeren om aktindsigt er en medlemsstat.

(jf. præmis 80-82, 84 og 85)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 91 og 92)

7.      Når en medlemsstat på grundlag af forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter har valgt at ansøge om aktindsigt i de fortrolige afsnit i en beslutning fra Kommissionen, der konstaterer en overtrædelse af konkurrencereglerne, binder valget af denne procedure såvel medlemsstaten som Kommissionen, idet begge parter er forpligtede til at opfylde kravene i den pågældende forordning. Kommissionen kan således ikke unddrage sig hverken proceduren eller undtagelsesmulighederne for aktindsigt fastsat i den pågældende forordning, alene fordi ansøgningen bliver forelagt af en medlemsstat. Forordning nr. 1049/2001 giver nemlig ingen særskilt status til en medlemsstat, der ansøger om aktindsigt, og denne er således underlagt de samme begrænsninger i forordningen, som gælder for de øvrige ansøgere. En automatisk anvendelse af forpligtelsen til loyalt samarbejde ville i denne forbindelse medføre, at medlemsstater gives en særlig status, hvilket ikke var EU-lovgivers hensigt.

(jf. præmis 107)