Sag C-207/16

Sag anlagt af Ministerio Fiscal

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Tarragona)

»Præjudiciel forelæggelse – elektronisk kommunikation – behandling af personoplysninger – direktiv 2002/58/EF – artikel 1 og 3 – anvendelsesområde – fortrolighed af elektronisk kommunikation – beskyttelse – artikel 5 og artikel 15, stk. 1 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 8 – data behandlet i forbindelse med levering af elektroniske kommunikationstjenester – nationale myndigheders adgang til data i forbindelse med en efterforskning – graden af alvor med hensyn til den forbrydelse, der kan begrunde adgang til data«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 2. oktober 2018

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikation – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor – direktiv 2002/58 – anvendelsesområde – en offentlig myndigheds anmodning om adgang til data, der er lagret af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, inden for rammerne af en strafferetlig bevisoptagelse – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 2, litra b), og direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136, 15. betragtning og art. 1, stk. 1 og 3, art. 2, første og andet afsnit, litra b)]

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikation – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor – direktiv 2002/58 – medlemsstaternes mulighed for at indskrænke rækkevidden af visse rettigheder og forpligtelser – streng fortolkning – formål, der kan begrunde vedtagelsen af en indskrænkning – udtømmende karakter

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136, art. 15, stk. 1)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikation – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor – direktiv 2002/58 – medlemsstaternes mulighed for at indskrænke rækkevidden af visse rettigheder og forpligtelser – offentlige myndigheders adgang til data med henblik på at identificere indehavere af SIM-kort, der er blevet aktiveret med en stjålet mobiltelefon – indgreb i retten til respekt for privatlivet og i retten til beskyttelse af personoplysninger – manglende alvorlig karakter – begrundelse i formålet om forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 8; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136, art. 15, stk. 1)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 32 og 38-42)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 52)

3.      Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, sammenholdt med artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at offentlige myndigheders adgang til data med henblik på at identificere indehavere af SIM-kort, der er blevet aktiveret med en stjålet mobiltelefon, såsom efternavn, fornavn og eventuelt adresse på disse indehavere, indebærer et indgreb i disse sidstnævntes grundlæggende rettigheder, der er fastsat i de nævnte artikler i chartret, som ikke er så alvorligt, at denne adgang skal begrænses til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet.

I denne henseende har den i hovedsagen omhandlede anmodning, hvorved kriminalpolitiet i forbindelse med en strafferetlig efterforskning har anmodet om retslig tilladelse til at få adgang til personoplysninger, der er lagret af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, kun til formål at identificere indehaverne af de SIM-kort, der i en periode på 12 dage blev aktiveret med den stjålne mobiltelefons IMEI-kode. Som det anføres i nærværende doms præmis 40, tager denne anmodning kun sigte på adgang til de telefonnumre, der svarer til disse SIM-kort, samt på data om identiteten på indehaverne af de nævnte kort, såsom deres efternavn, fornavn og eventuelt adresse. Disse data omfatter derimod, som både den spanske regering og anklagemyndigheden bekræftede i retsmødet, hverken kommunikationen foretaget med den stjålne mobiltelefon eller lokaliseringen heraf. Uden sammenholdning af data vedrørende den kommunikation, der er foretaget med de nævnte SIM-kort, med lokaliseringsdata gør disse data det hverken muligt at kende datoen, tidspunktet, varigheden og modtagerne af den kommunikation, der er foretaget med det eller de omhandlede SIM-kort, eller de steder, hvor denne kommunikation har fundet sted eller hyppigheden heraf med visse personer i en bestemt periode. De nævnte data gør det dermed ikke muligt at drage præcise slutninger vedrørende privatlivet for de personer, hvis data er omhandlet. Under disse omstændigheder kan adgangen til de data alene, som den i hovedsagen omhandlede anmodning omfatter, ikke kvalificeres som et »alvorligt« indgreb i de grundlæggende rettigheder for de personer, hvis data er omhandlet.

Som det fremgår af nærværende doms præmis 53-57, kan det indgreb, som en adgang til sådanne data indebærer, være begrundet i det formål om forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af »straffelovsovertrædelser« generelt, som artikel 15, stk. 1, første punktum, i direktiv 2002/58 henviser til, uden at det er nødvendigt, at disse forbrydelser kvalificeres som »alvorlige«.

(jf. præmis 59-63 samt domskonkl.)