RETTENS DOM (Første Afdeling)
10. marts 2020 (*)
»Fiskeri – bevarelse af havets biologiske ressourcer – forordning (EU) 2018/120 – foranstaltninger for havbarsfiskeri (Dicentrarchus labrax) – annullationssøgsmål anlagt af en sammenslutning – artikel 263 TEUF – regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger – medlemmerne af sammenslutningen umiddelbart berørt – antagelse til realitetsbehandling – Unionens kompetence til at regulere rekreativt fiskeri – retssikkerhed – beskyttelse af den berettigede forventning – ligebehandling – princippet om forbud mod forskelsbehandling – proportionalitet – forsigtighedsprincippet – foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed«
I sag T-251/18,
International Forum for Sustainable Underwater Activities (IFSUA), Barcelona (Spanien), ved advokaterne T. Gui Mori og R. Agut Jubert,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved F. Naert og P. Plaza García, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
Europa-Kommissionen ved M. Morales Puerta, F. Moro og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Rådets forordning (EU) 2018/120 af 23. januar 2018 om fastsættelse for 2018 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande og om ændring af forordning (EU) 2017/127 (EUT 2018, L 27, s. 1),
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, V. Valančius, og dommerne P. Nihoul (refererende dommer) og J. Svenningsen,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. oktober 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, International Forum for Sustainable Underwater Activities (IFSUA), er en non-profit-sammenslutning oprettet i henhold til spansk ret, der samler ca. 30 enheder fra forskellige medlemsstater i Den Europæiske Union. Disse enheder består dels af føderationer, foreninger og sportsklubber, der i området er aktive med undervandsaktiviteter og rekreativt havfiskeri, dels af virksomheder, som producerer eller afsætter undervandsfiskeriudstyr.
2 Sagsøgeren har til opgave at varetage sine medlemmers interesser inden for rammerne af deltagelse i undervandsaktiviteter i havmiljøet. Sagsøgeren har også en målsætning om gennem medlemmernes viden og erfaring at påvirke de nationale og internationale lovgivninger vedrørende bæredygtig anvendelse af havmiljøet. Sagsøgeren er i øvrigt permanent medlem af arbejdsgruppen for vurdering af rekreativt fiskeri i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Denne foretager vurderinger af videnskabelig og teknisk karakter vedrørende fiskearter, grupper af arter og fiskeri. Den afgiver rådgivninger, som i det væsentlige er baseret på biologiske kriterier, og formulerer henstillinger vedrørende fangstniveauer eller tekniske ledsageforanstaltninger.
3 Rådet for Den Europæiske Union fastsætter og fordeler hvert år fiskerimuligheder på grundlag af artikel 43, stk. 3, TEUF og i overensstemmelse med betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT 2013, L 354, s. 22, herefter »PCP-forordningen«).
4 Den 23. januar 2018 vedtog Rådet forordning (EU) 2018/120 om fastsættelse for 2018 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande og om ændring af forordning (EU) 2017/127 (EUT 2018, L 27, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).
5 Den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2, som vedrører den nævnte forordnings anvendelsesområde, bestemmer, at forordningen er gældende for rekreativt fiskeri, når dette fiskeri udtrykkeligt nævnes i de relevante bestemmelser.
6 Den anfægtede forordnings artikel 3, litra b), definerer rekreativt fiskeri som »ikkekommercielt fiskeri, der udnytter havets biologiske ressourcer, herunder til rekreation, turisme eller sport«.
7 Den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 1-3, fastsætter foranstaltninger for handelsmæssigt havbarsfiskeri.
8 Den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4 og 5, regulerer rekreativt havbarsfiskeri i to områder.
9 Det første område, som er beliggende i nord, og som er nævnt i præmis 8 ovenfor, består af de statistiske områder, som er identificeret og defineret af ICES (herefter »ICES-afsnittene«) som ICES-afsnit 4b, 4c og 7a-7k, hvilket svarer til den centrale og sydlige del af Nordsøen, Det Irske Hav, det vestlige Irland, Porcupine Bank, Den Engelske Kanal, Bristol-kanalen, Det Keltiske Hav og det syd-vestlige Irland (herefter »det første område«).
10 I det første område skal fangster af havbars i henhold til den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4, genudsættes (herefter »fiskeri med genudsætning«) i rekreativt fiskeri. Det er således forbudt for rekreative fiskere at beholde om bord, flytte, omlade eller lande havbars taget i det nævnte område.
11 Det andet område, som er beliggende i vest, og som er nævnt i præmis 8 ovenfor, dækker ICES-afsnit 8a og 8b, som svarer til en del af Biscayabugten (herefter »det andet område«).
12 I det andet område kan rekreative fiskere beholde havbars, men der må i overensstemmelse med den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 5, højst beholdes 3 individer af havbars pr. fisker pr. dag.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. april 2018 har sagsøgeren anlagt dette søgsmål.
14 Ved særskilt retsakt indleveret den 7. juni 2018 har sagsøgeren indgivet en anmodning om foreløbige foranstaltninger med henblik på udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2, og artikel 9, stk. 4 og 5. Ved kendelse af 20. august 2018, IFSUA mod Rådet (T-251/18 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:516), har formanden for Retten afvist anmodningen om foreløbige forholdsregler og udsat afgørelsen om sagsomkostninger.
15 Ved retsakt indleveret til Rettens Justitskontor den 10. august 2018 har Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande. Ved afgørelse af 17. september 2018 har formanden for Rettens Første Afdeling tilladt denne intervention. Intervenienten har indgivet interventionsindlæg, og hovedparterne har fremsat deres bemærkninger til dette inden for de fastsatte frister.
16 Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til Rettens procesreglements artikel 89, stk. 3, har Retten stillet skriftlige spørgsmål til sagsøgeren og opfordret de øvrige parter til at fremsætte deres bemærkninger til sagsøgerens svar.
17 Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 16. oktober 2019.
18 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2, og artikel 9, stk. 4 og 5, annulleres.
– Betragtningerne til den nævnte forordning vedrørende disse bestemmelser annulleres.
19 I sine bemærkninger til interventionsindlægget har sagsøgeren givet afkald på at bestride den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2.
20 Sagsøgeren har i retsmødet præciseret, at søgsmålet i modsætning til, hvad der er angivet i andet afsnit på første side i stævningen, ikke er rettet imod betragtningerne til den anfægtede forordning, hvilket er noteret i protokollatet fra retsmødet.
21 Rådet har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Søgsmålet afvises delvist, og for den resterende del frifindelse.
– Sagsøgeren pålægges at betale sagsomkostninger.
22 Kommissionen har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Frifindelse, eller søgsmålet afvises.
– Sagsøgeren pålægges at betale sagsomkostninger.
Retlige bemærkninger
23 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren under sagen for Retten har frafaldet sine påstande, for så vidt som disse er rettet dels mod den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2, dels mod betragtningerne til den anfægtede forordning vedrørende dennes artikel 2, stk. 2, og artikel 9, stk. 4 og 5, således at der ikke skal træffes afgørelse vedrørende disse påstande.
Formaliteten
Spørgsmålet, om de anfægtede bestemmelser kan udskilles
24 Ifølge Kommissionen skal søgsmålet afvises med hensyn til påstanden om delvis annullation af den anfægtede forordning. I modsætning til det i henhold til retspraksis krævede kan den nævnte forordnings artikel 9, stk. 4 og 5, som sagsøgeren påstår annulleret (herefter »de anfægtede bestemmelser«), ikke udskilles fra resten af den anfægtede forordning.
25 I denne henseende bemærkes, at selv om Kommissionen som intervenient i henhold til procesreglementets artikel 142, stk. 3, ikke kan gøre en formalitetsindsigelse gældende på eget initiativ (jf. i denne retning dom af 20.6.2019, a&o hostel and hotel Berlin mod Kommissionen, T-578/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:437, præmis 36), skal Retten under alle omstændigheder undersøge det pågældende spørgsmål, eftersom det er en ufravigelig procesforudsætning, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning kendelse af 25.1.2017, Internacional de Productos Metálicos mod Kommissionen, T-217/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:37, præmis 24, og dom af 20.6.2019, a&o hostel and hotel Berlin mod Kommissionen, T-578/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:437, præmis 36).
26 I denne henseende må det bemærkes, at Domstolen kun kan finde, at en EU-retsakt skal annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt. Dette er navnlig ikke tilfældet, når en delvis annullation af en akt bevirker, at aktens materielle indhold ændres (jf. dom af 27.6.2006, Parlamentet mod Rådet, C-540/03, EU:C:2006:429, præmis 27 og 28 og den deri nævnte retspraksis).
27 I denne sag angår de anfægtede bestemmelser et specifikt formål, nemlig rekreativt havbarsfiskeri på bestemte områder, og adskiller sig dermed fra de andre bestemmelser i den anfægtede forordning, navnlig fra bestemmelserne i forordningens artikel 9, stk. 1-3, som vedrører handelsmæssigt fiskeri, der berører denne fisk, selv om de sidstnævnte bestemmelser vedrører de samme geografiske områder.
28 Med andre ord har annullation af de anfægtede bestemmelser som påstået af sagsøgeren – såfremt denne påstand imødekommes af Retten – ingen indvirkning på det materielle indhold af andre bestemmelser i den anfægtede forordning, som ikke er omfattet af påstanden, navnlig den pågældende forordnings artikel 9, stk. 1-3, eftersom begrænsningerne for handelsmæssigt fiskeri af havbars, som omhandles i disse sidstnævnte bestemmelser, ikke berøres.
29 Således må de anfægtede bestemmelser anses for at kunne udskilles fra den anfægtede forordnings andre bestemmelser, og påstanden om delvis annullation af den nævnte forordning kan antages til realitetsbehandling.
Sagsøgerens søgsmålskompetence
30 Ifølge Rådet og Kommissionen skal søgsmålet afvises, idet sagsøgeren ikke opfylder betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF for en fysisk eller juridisk person til at indbringe en klage.
31 Det må indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF, at »[e]nhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, kan indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.
32 Sagsøgeren har gjort gældende, at sammenslutningens situation svarer til den i det sidste tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF beskrevne, eftersom de anfægtede bestemmelser ifølge sagsøgeren har en regelfastsættende karakter, ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger samt berører sagsøgerens medlemmer umiddelbart.
33 I denne henseende skal det først og fremmest bemærkes, at de anfægtede bestemmelser som erkendt af alle sagens parter har en regelfastsættende karakter som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste led, TEUF.
34 Begrebet regelfastsættende retsakt som omhandlet i denne bestemmelse omfatter enhver almengyldig retsakt, bortset fra lovgivningsmæssige retsakter (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 60 og 61).
35 Imidlertid er de anfægtede bestemmelser dels almengyldige, for så vidt som de finder anvendelse på situationer, der fastlægges objektivt, og som får retsvirkning med hensyn til de påtænkte kategorier af personer på generel og abstrakt vis.
36 Dels har de anfægtede bestemmelser ingen lovgivningsmæssig karakter, idet de – som den anfægtede forordning, der indeholder dem – er baseret på artikel 43, stk. 3, TEUF og er vedtaget af Rådet på forslag af Kommissionen uden Europa-Parlamentets indblanden i henhold til en procedure, der ikke er en lovgivningsprocedure (kendelse af 10.2.2017, Acerga mod Rådet, T-153/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:73, præmis 33).
37 For det andet kan det konstateres, at de anfægtede bestemmelser – som tvistens parter er enige om – i sig selv fastsætter de for rekreativt havbarsfiskeri gældende begrænsninger i de to omhandlede områder og således, navnlig med hensyn til rekreative fiskere, får virkning uden at gennemførelsesforanstaltninger er nødvendige hverken på EU-niveau eller på medlemsstatsniveau.
38 For det tredje berører de anfægtede bestemmelser umiddelbart visse af sagsøgerens medlemmer, nemlig for det første Fédération nautique de pêche sportive en apnée (FNPSA), for det andet Fédération de la chasse sous-marine passion (FCSMP) og for det tredje Emerald Water Normandie Spearfishing.
39 FNPSA er en non-profit-sammenslutning etableret i Pau (Pyrénées-Atlantiques, Frankrig) der, som det er angivet i dennes vedtægter, har til formål at fremme, tilrettelægge og udvikle sportsfiskeri uden vejrtrækning, at observere, opnå viden, beskytte og restaurere havmiljøet. Denne sammenslutnings medlemmer er enheder og fysiske personer, der har en licens, som giver ret til at deltage i sportsfiskeri uden vejrtrækning. FNPSA har således blandt sine medlemmer personer, der deltager i undervandsfiskeri.
40 FCSMP er også en non-profit-sammenslutning etableret i Ollioules (Var, Frankrig), der – som det er angivet i sammenslutningens vedtægter – samler undervandsfiskere. FCSMP har navnlig til formål at forsvare bæredygtigheden af fritidsundervandsjagt som kulturel og sportslig arv, friheden til adgang og deltagelse for flest muligt, navnlig unge, og ligebehandling med andre typer fiskeri.
41 Emerald Water Normandie Spearfishing er en sammenslutning, der har til formål at fremme undervandsjagt lokalt, regionalt eller endda nationalt i form af oplysningskampagner med enhver form for støtte og medie, tilrettelæggelse af konkurrencer og begivenheder, og på enhver anden til rådighed værende lovlig måde. Sammenslutningen er etableret i Havre (Seine-Maritime, Frankrig), og dens aktive medlemmer er personer, der som minimum er 16 år gamle, og som har tilvejebragt en lægeattest på, at ingen lægelig indikation er til hinder for deltagelse i aktiviteter, hvor man holder vejret, og undervandsjagt.
42 Kommissionen har gjort gældende, at de fiskere, der er medlemmer af disse tre foreninger, ikke er aktive i de geografiske områder, som er omfattet af de anfægtede bestemmelser, hvilket ifølge Kommissionen skal medføre, at søgsmålet afvises.
43 I denne henseende må det bemærkes, at de anfægtede bestemmelser – som angivet i præmis 8-11 ovenfor – berører rekreativt havbarsfiskeri i to bestemte geografiske områder, nemlig dels det første område, dels det andet område.
44 I denne sag har sagsøgeren for de tre berørte foreninger tilvejebragt en attest, som er undertegnet af deres formand, og som bekræfter, at deres medlemmer var aktive i det første område, hvor de deltog i undervandsfiskeri. Denne er ikke bestridt af Rådet. Under disse omstændigheder må det efter gennemgang af de dokumenter, som foreningerne har tilvejebragt, antages, at betingelsen for antagelse til realitetsbehandling er opfyldt for dem, for så vidt som de berøres af de for dette område gældende bestemmelser.
45 I øvrigt har sagsøgeren i sine svar på de skriftlige spørgsmål fra Retten anført, at en af dens foreninger, FNPSA, i det andet område har afholdt Frankrigsmesterskabet i undervandsfiskeri i 2018, således at betingelsen for antagelse til realitetsbehandling også er opfyldt for dette område.
46 I tråd hermed har sagsøgeren i retsmødet fremlagt en erklæring fra formanden for FNPSA, som angiver, at der i henhold til de anfægtede bestemmelser ved fangst af havbars i det andet område under mesterskabet i 2018 højst måtte beholdes 3 individer.
47 I den pågældende erklæring forklarer formanden for FNPSA i øvrigt, at ikrafttrædelsen af de anfægtede bestemmelser navnlig i det andet område har medført en reduktion i antallet af tilmeldinger til konkurrencer afholdt af denne sammenslutning.
48 Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at den pågældende erklæring ikke kan tages i betragtning, eftersom den er fremlagt for sent.
49 I denne henseende skal det bemærkes, at virkningen af de anfægtede bestemmelser på antallet af tilmeldinger til konkurrencer afholdt af FNPSA skete gradvist efter ikrafttrædelsen af de anfægtede bestemmelser, hvilket forklarer, at sagsøgeren ikke har kunnet konstatere fænomenet inden retsmødet, og dermed, at forholdet ikke har kunnet oplyses for Retten før under sagen.
50 Af disse grunde skal den omhandlede erklæring, som sagsøgeren har fremlagt i retsmødet, antages til realitetsbehandling i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, som regulerer fremlæggelse af nye dokumenter for Retten.
51 Henset til disse elementer kan Retten konstatere dels, at de tre enheder, hvis situation er blevet undersøgt ovenfor, har medlemmer, som dyrker rekreativt fiskeri eller afholder fiskerikonkurrencer i de af de anfægtede bestemmelser berørte områder, dels at enhedernes og de berørte fiskeres retsstilling er umiddelbart berørt af de nævnte bestemmelser, eftersom de i udøvelsen af deres aktiviteter møder de begrænsninger, som er fastlagt heri.
52 I denne henseende bemærkes det, at foreninger kan indbringe klage for Domstolen, navnlig når de har medlemmer, som opfylder betingelserne for antagelse til realitetsbehandling i artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Molinos Río de la Plata m.fl. mod Rådet, T-112/14 – T-116/14 og T-119/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:509, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
53 Følgelig er sagsøgeren, som samler enheder bestående af fiskere, som er berørt af de anfægtede bestemmelser, umiddelbart berørt af disse bestemmelser.
54 Henset til de ovenstående betragtninger skal klagen antages til realitetsbehandling.
Realiteten
55 Til støtte for klagen har sagsøgeren gjort fire anbringender gældende, nemlig henholdsvis:
– at Unionen har manglet kompetence til at handle på området for rekreativt fiskeri og dermed til at vedtage de anfægtede bestemmelser
– at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat
– at ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling er tilsidesat
– at proportionalitetsprincippet, foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed er tilsidesat.
56 Det tredje og det fjerde anbringende sigter udelukkende til den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4.
Det første anbringende vedrørende Unionens manglende kompetence
57 Sagsøgeren har gjort gældende, at Unionen ikke har kompetence til at regulere rekreativt havbarsfiskeri, som den har gjort i de anfægtede bestemmelser.
58 Rådet har – støttet af Kommissionen – bestridt sagsøgerens argumentation.
59 I denne henseende skal det bemærkes, at den anfægtede forordning – som det fremgår af forordningens præambel – er vedtaget på grundlag af artikel 43, stk. 3, TEUF, som findes under tredje del, afsnit III, TEUF, om landbrug og fiskeri, i henhold til hvilken »Rådet […] på forslag af Kommissionen [vedtager] foranstaltninger vedrørende […] fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder«.
60 I henhold til artikel 4, stk. 2, litra d), TEUF er den kompetence, som Unionen har fået tillagt på området for landbrug og fiskeri, en delt kompetence.
61 Imidlertid er den delte kompetence, som Unionen har fået tillagt på området for landbrug og fiskeri, i artikel 4, stk. 2, litra d), TEUF ledsaget af en begrænsning, eftersom de inden for rammerne af denne politik vedtagne foranstaltninger ikke længere er omfattet af en delt kompetence, men er en enekompetence, idet de vedrører bevarelse af havets biologiske ressourcer, inden for hvilket område Unionen i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF har en sådan kompetence.
62 Imidlertid er det for at virkeliggøre målsætningen om bevarelse af havets biologiske ressourcer, at de anfægtede bestemmelser er vedtaget inden for rammerne af foranstaltninger for fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder som omhandlet i artikel 43, stk. 3, TEUF.
63 Den anfægtede forordning blev, som det er angivet i forordningens første betragtning, vedtaget for at fastsætte fiskerimuligheder for visse fiskebestande eller grupper af fiskebestande i EU-farvande for 2018.
64 Inden for denne ramme, og som det fremgår af syvende og ottende betragtning til den anfægtede forordning, har Rådet villet reducere dødeligheden af havbars efter fra ICES at have modtaget dels alarmerende oplysninger om tendensen for bestanden af denne fisk, dels rådgivning med opfordring til at vedtage bevarelsesforanstaltninger.
65 Under disse omstændigheder må det konstateres, at EU-lovgiver ved at vedtage de anfægtede bestemmelser inden for rammerne af foranstaltninger for fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder som omhandlet i artikel 43, stk. 3, TEUF, er indtrådt på området for enekompetence, som er tillagt EU-lovgiver ved artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF.
66 Denne vurdering kan sagsøgerens argumenter ikke ændre ved.
67 Først og fremmest har sagsøgeren gjort gældende, at den kompetence, der er tillagt Unionen på området for fiskeri og landbrug, er begrænset til handelsmæssige aktiviteter og ikke omfatter rekreativt fiskeri, hvilket ifølge sagsøgeren har til følge, at de anfægtede bestemmelser ikke kunne vedtages inden for rammerne af denne politik.
68 Imidlertid vedtager Rådet i henhold til artikel 43, stk. 3, TEUF på forslag af Kommissionen foranstaltninger vedrørende fastsættelse af priser, afgifter, støtte og kvantitative begrænsninger samt vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder.
69 Således gør artikel 43, stk. 3, TEUF ingen forskel på fiskerivirksomheder på grundlag af, om de har handelsmæssig karakter eller ej, idet alene aktiviteten i sig selv, nemlig fiskeri fra tilgængelige ressourcer, tages i betragtning.
70 I nærværende tilfælde viser indholdet af de anfægtede bestemmelser, at disse er vedtaget i medfør af sidste led i artikel 43, stk. 3, TEUF, som tillader Rådet på forslag af Kommissionen at vedtage fiskerimuligheder.
71 Med sit formål har artikel 43, stk. 3, TEUF til hensigt dels at fordele mulighederne mellem fiskerne, men også at forvalte den tilgængelige bestand for at sikre den pågældende aktivitets bæredygtighed.
72 Følgelig står det for at sikre virkeliggørelsen af den med artikel 43, stk. 3, TEUF tilsigtede målsætning Rådet frit for, og det er både formålstjenligt og endda nødvendigt for Rådet, når dette har vedtaget de anfægtede bestemmelser, at tage hensyn til alle aktiviteter, der kan have indflydelse på tilstanden af havbarsbestanden og genopretning af denne, uafhængigt af, om denne virksomhed er af handelsmæssig karakter eller ej.
73 For det andet er det sagsøgerens opfattelse, at rekreativt fiskeri ikke kan reguleres i henhold til landbrugs- og fiskeripolitikken, idet denne aktivitet hører under sport og turisme, for hvilket Unionens kompetence er begrænset til koordinering af medlemsstaternes tiltag i overensstemmelse med artikel 6, litra d) og e), TEUF.
74 I denne henseende har sagsøgeren henvist til tredje betragtning til PCP-forordningen, som ifølge sagsøgeren tillægger medlemsstaterne kompetencen til at regulere rekreativt fiskeri.
75 I denne henseende skal det bemærkes, at tredje betragtning til PCP-forordningen, som sagsøgeren har henvist til, ikke har det anvendelsesområde, som sagsøgeren tillægger den.
76 Tredje betragtning til PCP-forordningen består af to led, som angiver dels, at »[r]ekreativt fiskeri kan have betydelig indvirkning på fiskeressourcerne«, dels at »[medlemsstaterne] derfor bør […] sikre, at dette fiskeri foregår på en måde, der er forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål«.
77 Således fremhæver det første led i tredje betragtning til PCP-forordningen den indvirkning, som rekreativt fiskeri kan have på fiskebestandene, og dermed vigtigheden af et tiltag, som har til hensigt at sikre bevarelse af biologiske ressourcer, såsom de ved gennemførelsen af de i dette søgsmål anfægtede bestemmelser bestående tiltag.
78 Andet led i tredje betragtning til PCP-forordningen kræver en vis årvågenhed af medlemsstaterne med hensyn til at sikre, at fiskeriet foregår på en måde, der er forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål.
79 Et sådant krav svarer generelt til den kompetence, som anerkendes de nationale forvaltninger i gennemførelsen af EU-retten, og det kan ikke fortolkes som en anerkendelse af en særlig lovgivningsmæssig kompetence for medlemsstaterne for så vidt angår rekreativt fiskeri.
80 Derimod forudsætter tredje betragtning til PCP-forordningen ved at fremhæve vigtigheden af at sikre overholdelse af målsætninger, som er fastsat inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, at der træffes foranstaltninger for at definere disse målsætninger, hvilket i henhold til artikel 43, stk. 3, TEUF indebærer en intervention fra EU-institutionerne, der hver især handler inden for rammerne af de kompetencer, som de er tillagt ved traktaterne.
81 Således støtter tredje betragtning til PCP-forordningen, som sagsøgeren har henvist til, langt fra den opfattelse, at medlemsstaterne er kompetente til at regulere rekreativt havbarsfiskeri, men styrker nærmere Rådets og Kommissionens opfattelse, hvorefter foranstaltninger skal træffes for at sikre bevarelsen af havets biologiske ressourcer, idet artikel 3, stk. 1, litra d), og artikel 43, stk. 3, TEUF udgør retsgrundlaget for disse foranstaltninger.
82 Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser – for så vidt som de fastsætter, hvordan rekreativt havbarsfiskeri kan udøves – er sammenlignelige med en harmonisering, der omsætter en vilje fra Rådet til at regulere en given økonomisk sektor.
83 Imidlertid ville en sådan intervention være i strid med EUF-traktaten, som Domstolen fandt i den sag, der har givet anledning til dom af 5. oktober 2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544), hvor et direktiv, der harmoniserer gældende nationale foranstaltninger for forskellige aktiviteter vedrørende tobak, blev annulleret med den begrundelse, at EU-lovgiver havde overskredet sin kompetence.
84 For at forkaste denne argumentation er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i dom af 5. oktober 2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544), annullerede det direktiv, hvis lovlighed var bestridt, for så vidt som en udtrykkelig udelukkelse af enhver harmonisering på det pågældende område i det væsentlige var blevet omgået, mens en sådan udelukkelse ikke forekommer i denne sag og under alle omstændigheder, at det følger af præmis 57-65 i denne dom, at den anfægtede forordning er vedtaget på et udtrykkelig og passende retsgrundlag.
85 Følgelig skal det første anbringende forkastes.
Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
86 Sagsøgeren har gjort gældende, at EU-lovgiver ved at begrænse rekreativt havbarsfiskeri på en radikal og uforudsigelig måde har ændret de regler, som fandt anvendelse på rekreativt fiskeri, samt undermineret dels retssikkerheden, dels den berettigede forventning, som EU-lovgivers tidligere tiltag havde medført.
87 Rådet har – støttet af Kommissionen – bestridt sagsøgerens argumentation.
88 I denne henseende må det bemærkes, at retssikkerhedsprincippet ifølge fast retspraksis kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne (jf. i denne retning dom af 11.9.2019, Călin, C-676/17, EU:C:2019:700, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
89 Det er præciseret i retspraksis, at retssikkerhedsprincippet medfører en forpligtelse for Den Europæiske Unions forvaltning til at beskytte den berettigede forventning, når den pågældende forvaltning medfører berettigede forventninger hos en sagsøger (jf. i denne retning dom af 29.11.2016, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, T-103/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:682, præmis 150).
90 Imidlertid kan der ifølge retspraksis ikke foreligge nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, når denne situation hører under et område, hvor den kan ændres (jf. i denne retning dom af 18.6.2014, Spanien mod Kommissionen, T-260/11, EU:T:2014:555, præmis 87).
91 Imidlertid er muligheden for at ændre reglerne vedrørende fiskeri uadskilleligt forbundet med den fælles fiskeripolitik, som udgør et område, hvor en skønsbeføjelse er overladt EU-institutionerne, således at disse kan tilpasse gældende foranstaltninger til ændringer i den økonomiske situation (jf. i denne retning dom af 18.6.2014, Spanien mod Kommissionen, T-260/11, EU:T:2014:555, præmis 87) og under alle omstændigheder til udviklingen af den berørte fiskebestand (jf. i denne retning dom af 30.4.2019, Italien mod Rådet (Quota de pêche de l’espadon méditerranéen), C-611/17, EU:C:2019:332, præmis 30 og 58-61, og af 11.1.2017, Spanien mod Rådet, C-128/15, EU:C:2017:3, præmis 50-52).
92 Som det fremgår af navnlig præmis 64 ovenfor, var EU-lovgiver i denne sag i en situation, hvor for det første bestanden af havbars var bekymrende, hvor for det andet rekreativt fiskeri bidrog til denne fisks dødelighed, og hvor for det tredje forsigtighedsprincippet ifølge ICES beordrer dels, at fangst af den nævnte fisk fra denne form for fiskeri i det første område forbydes, dels at sådanne fangster reduceres betydeligt i den anden.
93 Under sådanne omstændigheder var det berettiget af EU-lovgiver at benytte den kompetence, som denne er tillagt i medfør af artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF, i forbindelse med vedtagelse af bestemmelser på grundlag af artikel 43, stk. 3, TEUF, navnlig idet den berettigede forventning ifølge retspraksis ikke kan påberåbes, når – som det er tilfældet for den fælles fiskeripolitik – muligheden for at træffe de omtvistede foranstaltninger følger af en EU-bestemmelse (jf. i denne retning dom af 17.3.2011, AJD Tuna, C-221/09, EU:C:2011:153, præmis 75).
94 Denne vurdering kan sagsøgerens argumenter ikke ændre ved.
95 Sagsøgeren har først og fremmest gjort gældende, at de tidligere vedtagne foranstaltninger for at sikre bevarelse af havets biologiske ressourcer ikke regulerede rekreativt fiskeri, hvilket medførte den antagelse hos sagsøgeren, at denne type aktivitet ikke var omfattet af den kompetence, som Rådet på nuværende tidspunkt ønsker at udøve.
96 I denne henseende skal det bemærkes, at de anfægtede bestemmelser er et led i den regelfastsættende rammes kontinuitet, idet lignende foranstaltninger, der har begrænset, hvor mange individer af havbars der højst må beholdes i rekreativt fiskeri, har været vedtaget siden 2015 med Rådets forordning (EU) 2015/523 af 25. marts 2015 om ændring af forordning (EU) nr. 43/2014 og (EU) 2015/104 for så vidt angår visse fiskerimuligheder (EUT 2015, L 84, s. 1).
97 Den samme type foranstaltning blev vedtaget i 2016 med Rådets forordning (EU) 2016/72 af 22. januar 2016 om fastsættelse for 2016 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande og om ændring af forordning (EU) 2015/104 (EUT 2016, L 22, s. 1) og i 2017 med Rådets forordning (EU) 2017/127 af 20. januar 2017 om fastsættelse for 2017 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT 2017, L 24, s. 1).
98 Det må således i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, konstateres, at de anfægtede bestemmelser ikke udgør de første foranstaltninger, der har til formål at begrænse rekreativt fiskeri i EU-farvande eller navnlig rekreativt havbarsfiskeri i disse farvande.
99 Imidlertid opstår der kun en berettiget forventning, hvis flere betingelser er opfyldt, herunder navnlig at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en myndighed i Den Europæiske Unions forvaltning (jf. dom af 15.11.2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen, T-207/10, EU:T:2018:786, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
100 På grundlag af de tidligere foranstaltninger kan det ikke i denne sag antages, at præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger er givet sagsøgeren og på det tidspunkt, hvor anfægtede bestemmelser er vedtaget, har givet denne anledning til at tro, at Unionen ikke eller ikke længere ønskede at regulere rekreativt havbarsfiskeri i de berørte områder.
101 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at en berettiget forventning blev skabt ved en erklæring fra 2011 fra kommissionsmedlemmet med ansvar for hav- og fiskerianliggender.
102 Det er korrekt, som sagsøgeren har gjort gældende, at kommissionsmedlemmet med ansvar for disse anliggender i 2011 under en forhandling i Europa-Parlamentet erklærede følgende:
»Rekreativt fiskeri er ikke […] en af U[nionens] kompetencer. Europa-Kommissionen er […] ikke ansvarlig, og de nationale regeringer må tage fat på alle disse problemer […]. Kommissionens eneste ansvar, når der er tale om rekreativt fiskeri, er at sikre, at produktet ikke sælges. Resten hører under de nationale regeringers kompetence.«
103 Imidlertid er præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, som er fremsat af en myndighed over for parten, ifølge den ovenfor i præmis 99 nævnte retspraksis nødvendige for at medføre en berettiget forventning hos denne.
104 Imidlertid er der mindst to af disse krav, som ikke foreligger i denne sag.
105 Dels kan den pågældende erklæring ikke, eftersom der kun er tale om en isoleret og uformel stillingtagen fra et kommissionsmedlem, skabe »samstemmende« forsikringer, hvorfor ethvert forslag til forordning på området skal vedtages af den samlede institution, og denne erklæring er under alle omstændigheder i klar modstrid med den ovenfor i præmis 96 og 97 nævnte EU-lovgivning.
106 Dels har den omhandlede erklæring ikke den karakter af »nødvendig bemyndigelse«, som er påkrævet for en berettiget forventning, idet foranstaltninger på området for fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder skal vedtages af Rådet og Parlamentet, og Kommissionens rolle er begrænset til lovgivningsinitiativet samt gennemførelsen af de af lovgiver trufne afgørelser.
107 Det andet anbringende skal således forkastes.
Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling
108 Sagsøgeren har gjort gældende, at en af de anfægtede bestemmelser i den anfægtede forordning, nemlig artikel 9, stk. 4, tilsidesætter »ligebehandlingsprincippet ved at indføre forbudt diskrimination«.
109 Rådet har – støttet af Kommissionen – bestridt sagsøgerens argumentation.
110 I denne henseende må det bemærkes, at forpligtelsen til at sikre ligebehandling udgør et generelt EU-retligt princip fastlagt i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
111 Ifølge retspraksis kræver ligebehandlingsprincippet dels, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, dels at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet på grundlag af et objektivt og rimeligt kriterium, og at det står i et rimeligt forhold til det tilsigtede formål (jf. i denne retning dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.3.2004, Afari mod ECB, T-11/03, EU:T:2004:77, præmis 65).
112 Når EU-lovgiver har en vid skønsbeføjelse, som det er tilfældet på området for den fælles fiskeripolitik, skal undersøgelsen af proportionaliteten begrænses til en fastlæggelse af, om forskelsbehandlingen har en åbenbart uhensigtsmæssig eller vilkårlig karakter i forhold til den af lovgiver tilsigtede målsætning uafhængigt af, om den vedtagne foranstaltning var den eneste eller den bedst mulige (jf. i denne retning dom af 15.9.1982, Kind mod EØF, 106/81, EU:C:1982:291, præmis 24).
113 Det tredje anbringende er opdelt i to dele, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at de i denne sag anfægtede bestemmelser har indført en forbudt diskrimination dels mellem handelsmæssigt fiskeri og rekreativt fiskeri, dels mellem forskellige former for rekreativt fiskeri.
– Første led af det tredje anbringende vedrørende diskrimination mellem handelsmæssigt fiskeri og rekreativt fiskeri
114 Først og fremmest har sagsøgeren gjort gældende, at EU-lovgiver ikke kunne underkaste så forskellige aktiviteter som handelsmæssigt fiskeri og rekreativt fiskeri den samme regelfastsættende ramme.
115 I denne henseende må det bemærkes, at konstateringen af en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af en identisk behandling af forskellige situationer forudsætter, at de pågældende situationer ikke er ensartede i lyset af samtlige de omstændigheder, som kendetegner dem, og at disse omstændigheder navnlig skal fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den omhandlede EU-retsakt, idet der desuden skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (jf. i denne retning dom af 18.6.2014, Spanien mod Kommissionen, T-260/11, EU:T:2014:555, præmis 93).
116 Imidlertid kan handelsmæssigt fiskeri og rekreativt fiskeri i denne sag betragtes som værende ensartede med hensyn til de anfægtede bestemmelsers tilsigtede væsentlige målsætning, idet de begge har virkning på populationen af havbars, som disse bestemmelser har til formål at beskytte, hvorfor sagsøgerens argumentation ikke kan godtages.
117 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at – forudsat at de to aktiviteter kan anses for ensartede – handelsmæssigt fiskeri og rekreativt fiskeri på uacceptabel vis behandles forskelligt, idet der i henhold til de anfægtede bestemmelser for den førstnævnte aktivitet gælder et midlertidigt forbud ledsaget af undtagelser for hver type handelsmæssigt fiskeri, mens de begrænsninger, der berører rekreativt havbarsfiskeri, gælder for alle former af denne anden aktivitet.
118 I denne henseende må det – som sagsøgeren har anført – bemærkes, at den anfægtede forordnings artikel 9 indfører en forskelsbehandling mellem rekreativt fiskeri og handelsmæssigt fiskeri, for så vidt som der i det førstnævnte tilfælde skal ske genudsætning i det første område, mens havbars i det andet tilfælde på visse betingelser kan beholdes om bord i en vis periode af året.
119 Det må dels også fastlægges i overensstemmelse med den i præmis 111 ovenfor nævnte retspraksis, om denne forskelsbehandling af de to omhandlede aktiviteter er begrundet af et objektivt og rimeligt kriterium.
120 I denne henseende må det bemærkes, at handelsmæssigt fiskeri dels udøves af personer, som har handelsmæssigt fiskeri som deres profession, dels – i det mindste potentielt – berører alle forbrugere. Derimod er rekreativt fiskeri en fritidsaktivitet, selv om denne type fiskeri kan have indirekte virkning på virksomheder, navnlig dem, der afsætter det udstyr, som anvendes inden for rammerne af denne aktivitet.
121 Således forekommer det, at forskelsbehandlingen af de to omhandlede aktiviteter, som er indeholdt i de anfægtede bestemmelser, er forbundet med deres respektive art og er i tråd med de mål, som forfølges inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Som nævnt i PCP-forordningens artikel 2, stk. 1, skal Unionens fiskeripolitik navnlig på dette område »sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne […] forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden«.
122 Det handelsmæssige fiskeris økonomiske karakter kan således begrunde EU-lovgivers opmærksomhed på den indvirkning, som de begrænsninger, som EU-lovgiver påtænker at vedtage, vil få på hver enkelt form for handelsmæssigt fiskeri, og på at tilpasse disse begrænsninger ved i visse tilfælde kun at tillade uundgåelige bifangster og ved i andre tilfælde at tillade direkte fangst af havbars i en vis andel.
123 Det må dels bemærkes, at forskelsbehandling af de to omhandlede aktiviteter i overensstemmelse med den i præmis 111 og 112 ovenfor nævnte retspraksis ikke er åbenbart uhensigtsmæssig eller vilkårlig for en fritidsaktivitet, når formålet med den pågældende lovgivning er at bevare havets biologiske ressourcer og endelig at sikre, at denne aktivitet kan genoptages uhindret, når bestandene er genoprettet.
124 Første led af det tredje anbringende skal således forkastes.
– Andet led af det tredje anbringende vedrørende diskrimination mellem forskellige former for rekreativt fiskeri
125 Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser indfører en diskrimination inden for rekreativt fiskeri mellem undervandsfiskeri på den ene side og andre aktiviteter, der henhører under rekreativt fiskeri, på den anden side.
126 I denne forbindelse har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at reglerne vedrørende handelsmæssigt fiskeri tager hensyn til de forskellige måder, der er gennemført for fiskeri i fiskeopdrætsindustrien, og arrangerer en fordeling af den af EU-lovgiver tilladte dødelighed, således at det sikres, at ingen bestemt måde skal tåle en særlig ulempe af virkningen af de ved den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 1-3, pålagte begrænsninger.
127 Dette er forskelligt fra rekreativt fiskeri, hvor alene fiskeri med genudsætning, som består i at fiske og derefter smide fiskene tilbage i havet igen, er tilladt, hvorved lovgiver i praksis har forbudt undervandsfiskeri, som efter sin art indebærer brug af et gevær eller i alle tilfælde af projektiler, der medfører fiskedød, og således er til hinder for, at fisken smides levende tilbage i havet.
128 Således forårsager tilladelse til fiskeri med genudsætning en diskrimination mellem de forskellige måder, der anvendes inden for rekreativt fiskeri, hvilket er så meget desto mindre begrundet, eftersom dels undervandsfiskeriets indvirkning på fiskebestanden er begrænset, dels den form for rekreativt fiskeri efter sin art er særligt selektiv.
129 Det fremgår af en undersøgelse, som sagsøgeren har fremlagt, at undervandsfiskeri i praksis genererer færre fangster end de andre former for rekreativt fiskeri, idet denne type kun er ansvarlig for ca. 5,5% af de samlede fangster inden for rekreativt fiskeri af havbars.
130 I øvrigt kræver undervandsfiskeri af fiskeren, at han har sit mål for øje, inden han skyder, hvilket indebærer, at han forudgående fastlægger, om individet tilhører den pågældende art, og om det opfylder lovkravene om mindstemål.
131 I denne henseende kan det konstateres, at undervandsfiskeri, som Rådet med rette har fremhævet, på grund af sin karakter næsten uundgåeligt medfører fiskedød, eftersom denne type fiskeri indebærer, at fisken rammes af et projektil, der lammer den, hvorimod fiskeri med genudsætning kun indebærer en risiko for fisken, idet sandsynligheden for død ifølge ICES’ skøn i dennes rådgivning af 24. oktober 2017 i et sådant tilfælde er begrænset til 15%.
132 Således må der tages hensyn til, at eftersom undervandsfiskeri og de andre former for rekreativt fiskeri er objektivt forskellige hvad angår deres dødelige virkning på fiskebestanden, kan disse former for fiskeri, inden for rammerne af hvilket fiskeri med genudsætning kan udøves, behandles forskelligt.
133 Følgelig er de to omhandlede situationer ikke objektivt ensartede med hensyn til de anfægtede bestemmelsers tilsigtede målsætning, hvorfor sagsøgerens argumentation ikke kan godtages.
134 Følgelig skal andet led af det tredje anbringende og dermed det tredje anbringende i sin helhed forkastes.
Det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed
135 Det fjerde anbringende i søgsmålet er opdelt i to dele. Dels har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4, tilsidesætter proportionalitetsprincippet. Dels har sagsøgeren gjort gældende, at denne bestemmelse tilsidesætter foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed.
136 Rådet har – støttet af Kommissionen – bestridt sagsøgerens argumentation.
– Første led i det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og forsigtighedsprincippet
137 Sagsøgeren har gjort gældende, at foranstaltningerne i den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4, ikke står i rimeligt forhold til forsigtighedsprincippet, som skal anvendes i denne sag.
138 I denne henseende bemærkes dels, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, ifølge retspraksis indebærer, at EU-institutionerne for det første ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de lovligt tilsigtede formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og for det andet skal vælge de mindst bebyrdende foranstaltninger for at nå målsætningen, uden at for det tredje byrderne herved bliver uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. i denne retning dom af 11.1.2017, Spanien mod Rådet, C-128/15, EU:C:2017:3, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
139 Dels kan lovligheden af foranstaltninger vedtaget på områder, hvor EU-lovgiver – som det er tilfældet på området for den fælles fiskeripolitik – har en vid skønsbeføjelse, udelukkende berøres, når den vedtagne foranstaltning forekommer åbenbart uhensigtsmæssig eller vilkårlig i forhold til det forfulgte mål, uafhængigt af, om denne foranstaltning var den eneste eller den bedst mulige (jf. i denne retning dom af 23.3.2006, Unitymark og North Sea Fishermen’s Organisation, C-535/03, EU:C:2006:193, præmis 57 og 58 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.1.2017, Spanien mod Rådet, C-128/15, EU:C:2017:3, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
140 I sin argumentation har sagsøgeren ikke bestridt, at havbarsen var truet i de af de anfægtede bestemmelser omfattede områder inden vedtagelsen af den anfægtede forordning, og at det var nødvendigt at vedtage foranstaltninger for i disse områder at reducere fiskedødeligheden og øge biomassen.
141 Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at begrænsningerne i den anfægtede forordnings artikel 9, stk. 4, ikke kunne vedtages i mangel af tungtvejende videnskabelige oplysninger vedrørende rekreativt fiskeris indvirkning på bestanden af havbars.
142 I denne henseende skal det bemærkes, at fangster af bars fra rekreativt fiskeri i det første område ifølge ICES’ rådgivning af 24. oktober 2017 blev skønnet til 1 627 tons for 2016 og således overgår fangster af denne type fisk fra handelsmæssigt fiskeri, hvilket blev skønnet til 1 295 tons.
143 Selv efter dette skøn, som blev foretaget i 2018, er rekreativt fiskeris indvirkning på dødeligheden af havbars i det første område – under hensyntagen til virkningen af de af Rådet pålagte fangstbegrænsninger og under den forudsætning, at disse overholdes fuldstændig – forblevet betydeligt, eftersom denne, som det fremgår af oplysningerne i ICES’ rådgivning af 29. juni 2018, udgør ca. 14% af havbarsfangsterne.
144 Imidlertid kræver PCP-forordningens artikel 2, stk. 2, at forsigtighedsprincippet anvendes ved fastsættelsen af fiskerimuligheder.
145 Under disse omstændigheder har Rådet fundet det nødvendigt at vedtage de pågældende begrænsninger for at imødekomme dødelighed forårsaget af rekreativt fiskeri. Dels har Rådet tilladt fiskeri med genudsætning, hvorved rekreative fiskere således tillades at fortsætte med at deltage i de fleste former for rekreativt fiskeri på trods af ICES’ henstilling om at forbyde enhver fangst. Dels har Rådet fastsat en regel om fiskeri med genudsætning, som det ikke er urimeligt at begrænse til fritidsaktiviteter.
146 Sådanne foranstaltninger kan ikke anses for åbenbart uhensigtsmæssige eller vilkårlige med hensyn til den målsætning, der skal nås, og således kan det ikke antages, at lovgiver ved at vedtage dem har overskredet sin skønsbeføjelses grænser og tilsidesat proportionalitetsprincippet. Følgelig må første led af det fjerde anbringende forkastes.
– Andet led af det fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed
147 Sagsøgeren har gjort gældende, at forbuddet mod undervandsfiskeri udgør en tilsidesættelse af foreningsfriheden og friheden til at drive egen virksomhed i chartrets artikel 12 og 16, for så vidt som det berører infrastrukturen i havnene, produktion af specialudstyr for disse havne og de dermed forbundne turisttjenester.
148 Det kan straks konstateres, at sagsøgeren ikke har tilvejebragt noget element til støtte for sin antagelse om, at foreningsfriheden er blevet tilsidesat. Imidlertid opfylder en rent generel angivelse af et anbringende ifølge retspraksis ikke kravene i procesreglementets artikel 76, litra d) (dom af 29.3.2012, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, T-336/07, EU:T:2012:172, præmis 59). Følgelig skal andet led af det fjerde anbringende forkastes, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af foreningsfriheden.
149 Friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som anerkendes ved chartrets artikel 16, omfatter retten til at udøve en økonomisk eller handelsmæssig aktivitet, aftalefrihed og fri konkurrence.
150 I denne sag er det vigtigt at bemærke, at en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed kan berøre virksomheder, der udøver handelsmæssig aktivitet forbundet med deltagelse i undervandsfiskeri, såsom salg af udstyr. En sådan tilsidesættelse kan derimod ikke berøre de rekreative fiskere selv, idet disse, således som det følger af den anfægtede forordnings artikel 3, litra b), ikke udøver en sådan aktivitet, for så vidt som de ikke kan sælge de fisk, de fanger.
151 Hvad angår virksomheder, der udøver en handelsmæssig aktivitet forbundet med deltagelse i undervandsfiskeri, må det bemærkes, at den pågældende foranstaltning faktisk kan medføre økonomiske følger for deres aktiviteter, som kan have indflydelse på deres afgørelse om at fortsætte de nævnte aktiviteter, og dermed potentielt udgøre en begrænsning af deres frihed til at oprette og drive egen virksomhed.
152 Sagsøgeren har desangående fremlagt undersøgelser med henblik på at vise, at havbars er den mest søgte art hos de rekreative fiskere, der deltager i undervandsfiskeri, og for visse den art, der begrunder deres deltagelse i den pågældende aktivitet. Såfremt denne tendens afspejler virkeligheden, har den nødvendigvis følger for omsætningen hos de virksomheder, som opererer i sektoren.
153 Imidlertid tillader chartrets artikel 52, stk. 1, begrænsninger i udøvelsen af rettigheder og friheder, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheder og friheders væsentligste indhold og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
154 Imidlertid er dette tilfældet i denne sag, idet den omhandlede foranstaltning for det første er fastsat ved den anfægtede forordning. For det andet indeholder foranstaltningen intet forbud for virksomheder, der udøver handelsmæssig aktivitet forbundet med deltagelse i undervandsfiskeri, og den overholder således det væsentligste indhold i friheden til at oprette og drive egen virksomhed. For det tredje er foranstaltningen, som det fremgår af vurderingen af første led af søgsmålets fjerde anbringende, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet den tilsigtede målsætning af hensyn til den almene interesse er bevarelse af havets biologiske ressourcer.
155 Denne påstand bestrides af sagsøgeren, som har gjort gældende, at gennemførelsen af den anfægtede forordning ikke er blevet afbødt af et midlertidigt kriterium eller ved fastsættelse af en ikke-automatisk mekanisme. Derimod er den nævnte forordning gældende straks uden »nogen graduering«.
156 I denne henseende skal det bemærkes, at den af sagsøgeren hævdede mangel på midlertidig karakter af den pågældende foranstaltning er i strid med karakteren af den anfægtede forordning, som er bestemt til kun at skulle anvendes i et år, i dette tilfælde 2018.
157 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, er den pågældende foranstaltning øvrigt ikke pålagt for nylig og straks i praksis, eftersom en identisk foranstaltning allerede fandt anvendelse i det første område i henhold til artikel 9, stk. 4, i den tidligere gældende forordning, nemlig forordning 2017/127.
158 Følgelig skal det fjerde anbringende og dermed søgsmålet i sin helhed forkastes.
Sagsomkostninger
159 I henhold til Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
160 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at afholde sine egne omkostninger og betale de af Rådet afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med dennes påstande.
161 I henhold til procesreglements artikel 138, stk. 1, skal institutioner, der er indtrådt i en sag, bære deres egne omkostninger. Kommissionen bærer således sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser,
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) International Forum for Sustainable Underwater Activities (IFSUA) bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Valančius | Nihoul | Svenningsen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. marts 2020.
Underskrifter