Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana (Spanien) den 23. november 2023 – Apuestas Deportivas Valencianas S.A. m.fl. mod Conselleria de Hacienda y Modelo Económico de la Generalitat Valenciana

(Sag C-721/23)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Apuestas Deportivas Valencianas S.A., Codere Apuestas Valencia S.A., Luckia Retail S.A., Mediterránea de Apuestas S.A., Orenes Apuestas CV S.A. og Sportium Apuestas Levante S.A.

Sagsøgt: Conselleria de Hacienda y Modelo Económico de la Generalitat Valenciana

Anden part: Organización Nacional de Ciegos Españoles (ONCE)

Præjudicielle spørgsmål

1.    Skal artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF, som fastsætter princippet om frihed til at oprette og drive egen virksomhed og princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser, fortolkes således, at disse bestemmelser er forenelige med en national lovgivning (såsom artikel 5 i Decreto 97/2021 del Consell, que desarrolla los arts. 45.5 y 45.6 de la ley 1/2020 Valenciana, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad Valenciana (regionalregeringens dekret 97/2021 om gennemførelse af artikel 45, stk. 5 og 6, i regionen Valencias lov 1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i regionen Valencia)) af 16. juli 2021, som foreskriver en afstand på mindst 500 meter mellem spillehaller og på mindst 850 meter mellem spillehaller og uddannelsessteder, når denne lovgivning allerede fastsætter andre foranstaltninger, som er mindre indgribende, men kan anses for at være lige så effektive med henblik på beskyttelsen af forbrugerne, den almene interesse og navnlig mindreårige, såsom: a) et forbud mod adgang og deltagelse for mindreårige, personer, som er blevet umyndiggjort ved en retskraftig dom, direktører for sportsvirksomheder og dommere i aktiviteter, som der kan afgives væddemål på, direktører og aktionærer i væddemålsvirksomheder, personer, der bærer våben, er berusede eller påvirkede af euforiserende stoffer, eller som forstyrrer spillenes afvikling, personer, som er opført i registret over personer, der er udelukket fra adgangen til spil, og b) et forbud mod reklame, anprisning, sponsorering og enhver form for kommerciel anprisning, herunder gennem elektronisk kommunikation på sociale netværker, og anprisning af spillet uden for lokalerne, reklame på bannere på offentlige veje og i transportmidler samt på plakater eller billeder på ethvert medium?

2.    Uanset besvarelsen af det forrige spørgsmål: Skal artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning såsom anden overgangsbestemmelse i Ley 1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov 1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i regionen Valencia) af 11. juni 2020, som med tilbagevirkende kraft fastsætter afstandskravet på 850 meter mellem spillehaller og uddannelsessteder for allerede eksisterende spillehaller, der er anlagt uden at overholde denne afstand, når de anmoder om fornyelse af deres licens eller tilladelse efter ikrafttrædelsen af den nævnte lov 1/2020, eftersom dette krav er uforeneligt med det førnævnte princip om frihed til at oprette og drive egen virksomhed og princippet om fri udøvelse af aktiviteter?

3.    Uanset besvarelsen af de forrige spørgsmål: Skal artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning såsom tiende overgangsbestemmelse i Ley 1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov 1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i regionen Valencia) af 11. juni 2020, som fastsætter et moratorium på fem år fra ikrafttrædelsen af den nævnte lov 1/2020 for tildeling af nye licenser eller tilladelser til spilleetablissementer, eftersom denne suspendering af tilladelserne i en periode på maksimalt fem år er uforenelig med det førnævnte princip om frihed til at oprette og drive egen virksomhed og princippet om fri udøvelse af aktiviteter?

4.    Uanset besvarelsen af de forrige spørgsmål: Skal artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning såsom artikel 45, stk. 5 og 6, i den nævnte Ley 1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación del juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov 1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i regionen Valencia), idet denne lovgivning kun fastsætter forpligtelser for privatejede spillehaller, men ikke for offentligt ejede spillehaller, som desuden er undtaget fra de begrænsninger af reklame og den adgangskontrol, som førstnævnte er underlagt, idet de er fritaget fra at opfylde følgende forpligtelser: a) opretholdelse af en afstand på mindst 500 meter mellem spillehaller og på mindst 850 meter mellem spillehaller og uddannelsessteder, b) overholdelse med tilbagevirkende kraft af den krævede afstand på 850 meter mellem spillehaller og uddannelsessteder for allerede eksisterende spillehaller, som er anlagt uden at opfylde denne afstand, når de anmoder om fornyelse af deres licens eller tilladelse efter ikrafttrædelsen af den nævnte lov 1/2020, og c) overholdelse af moratoriet i en periode på maksimalt fem år efter ikrafttrædelsen af den nævnte lov 1/2020 for tildeling af nye licenser eller tilladelser til spilleetablissementer, væddemålsetablissementer og etablissementer for spillemaskiner?

Er princippet om markedets enhed, lighedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling mellem og af aktører inden for spillesektoren til hinder for disse bestemmelser i national lovgivning?

Udgør den beskrevne situation en fordel, som begrænser og fordrejer konkurrencen inden for sektoren?

____________