Language of document : ECLI:EU:C:2006:563

Forenede sager C-181/04 – C-183/04

Elmeka NE

mod

Ypourgos Oikonomikon

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias)

»Sjette momsdirektiv – fritagelser – artikel 15, nr. 4, litra a), artikel 15, nr. 5 og artikel 15, nr. 8 – fritagelse for udlejning af søgående fartøjer – rækkevidde «

Sammendrag af dom

1.        Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv

(Rådets direktiv 77/388, art. 15, nr. 4, litra a), og art. 15, nr. 5)

2.        Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv

(Rådets direktiv 77/388, art. 15, nr. 8)

3.        Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning

1.        Artikel 15, nr. 4, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som artikel 15, nr. 5 – som ændret ved direktiv 92/111 – henviser til, finder ikke kun anvendelse på fartøjer, der anvendes til sejlads i rum sø, og som mod betaling udfører passagerbefordring, men også på fartøjer, der benyttes til sejlads i rum sø i forbindelse med handels-, industri- eller fiskerivirksomhed.

Selv om visse sprogversioner af sjette direktivs artikel 15, nr. 4, litra a), således åbner mulighed for divergerende fortolkninger, taler direktivets opbygning og formål imidlertid for at anvende kriteriet om anvendelse til sejlads i rum sø på alle de i bestemmelsen anførte fartøjer. Hvis denne bestemmelse skulle forstås således, at den ikke kun omhandler fartøjer, som anvendes til sejlads i rum sø, ville artikel 15, nr. 4, litra b), som indeholder en tilsvarende fritagelse for fartøjer, der benyttes til kystfiskeri, være overflødig.

(jf. præmis 14, 16 og domskonkl. 1)

2.        Artikel 15, nr. 8, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at afgiftsfritagelsen i denne bestemmelse omfatter tjenesteydelser, der leveres direkte til rederiet for at dække et umiddelbart behov på søgående fartøjer.

Afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 15, nr. 8, kan ikke udvides til at omfatte levering af goder i et forudgående handelsled, idet der således ikke sikres en sammenhængende anvendelse af hele sjette direktiv.

(jf. præmis 24 og 25 samt domskonkl. 2)

3.        Inden for rammerne af det fælles merværdiafgiftssystem er de nationale afgiftsmyndigheder forpligtet til at overholde princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om den afgiftspligtige, i et tilfælde, hvor en national afgiftsmyndigheds afgørelse har tilladt denne ikke at vælte moms over på sin medkontrahent, med rimelighed kunne formode, at den omhandlede beslutning blev truffet af en kompetent myndighed.

(jf. præmis 26, 36 og domskonkl. 3)