Language of document :

Sag anlagt den 3. april 2006 - SPM mod Kommissionen

(Sag T-104/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Société des plantations de Mbanga (S.P.M.) (Douala, Cameroun) (ved avocat B.-L. Doré)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Samtlige påstande antages til påkendelse.

Annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 219/2006 af 8. februar 2006 om åbning og forvaltning af toldkontingentet for import af bananer, der henhører under KN-kode 0803 00 19 og har oprindelse i AVS-landene, for perioden fra 1. marts til 31. december 2006.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Inden for rammerne af de ændringer i den særlige ordning for kontingenterne for samhandelen med tredjelande, der udgør en del af foranstaltningerne i markedsordningen for bananer, blev Kommissionen bl.a. i Rådets forordning nr. 1964/2005 af 29. november 2005 1 bemyndiget til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre forordningen, såvel som overgangsforanstaltninger vedrørende forvaltningen af toldkontingentet for bananer med oprindelse i AVS-lande. I denne forbindelse opretholdt Kommissionen i forordning nr. 2015/2005 af 9. december 2005 2 ordningen for tildeling af importlicenser for januar og februar 2006 på grundlag af historiske referencer 3. Da der pr. definition er tale om en overgangsforordning, vedtog Kommissionen den 8. februar 2006 forordning nr. 219/2006 om åbning og forvaltning af toldkontingentet for import af bananer, der henhører under KN-kode 0803 00 19 og har oprindelse i AVS-landene, for perioden fra 1. mart s til 31. marts 2006 4. Kommissionen har i denne forordning vedtaget en metode til forvaltning af toldkontingentet, hvorefter kontingentet udnyttes i kronologisk rækkefølge efter datoerne for antagelsen af angivelserne om overgang til fri omsætning (det såkaldte "først til mølle"-princip), samt i en overgangsperiode forbeholdt en del af toldkontingentet for de importører, der har forsynet Fællesskabet med AVS-bananer under den tidligere gældende importordning. Denne forordning er genstand for nærværende annullationssøgsmål.

Sagsøgeren har i denne sag gjort gældende, at den anfægtede forordning er behæftet med flere ulovligheder, idet det ifølge sagsøgeren følger af forordningens bestemmelser, at selvom 60% af toldkontingentet forvaltedes efter den nye metode, ville 40% stadig blive det gennem udstedelsen af licenser på grundlag af historiske referencer. Sagsøgeren har til støtte for påstandene fremført de samme anbringender og argumenter, som blev fremført i sag T-447/05 5.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005 af 29.11.2005 om toldsatser for bananer (EUT L 316, s. 1).

2 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2015/2005 af 9.12.2005 om import af bananer med oprindelse i AVS-landene under det toldkontingent, der blev åbnet ved Rådets forordning (EF) nr. 1964/2005 om toldsatser for bananer, i januar og februar 2006 (EUT L 324, s. 5).

3 - Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af denne forordning i sag T-447/05.

4 - EUT L 38, s. 22.

5 - Jf. meddelelsen i EUT 2006 C 74, s. 24.