Language of document :

Appel iværksat den 24. november 2020 af Kongeriget Spanien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 23. september 2020 i sag T-370/19, Spanien mod Kommissionen

(Sag C-632/20 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Kongeriget Spanien (ved S. Centeno Huerta, som befuldmægtiget)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen antages til realitetsbehandling, og Rettens dom af 23. september 2020 i sag T-370/19, Spanien mod Kommissionen, ophæves.

Der træffes afgørelse i annullationssøgsmålet, og Kommissionens afgørelse af 18. marts 2019 om Kosovos nationale tilsynsmyndigheds deltagelse i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation 1 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kongeriget Spanien har iværksat appel til prøvelse af Rettens dom af 23. september 2020 i sag T-370/19, Spanien mod Kommissionen, med støtte i følgende anbringender:

Retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »tredjeland« som omhandlet i artikel 35 i forordning 2018/1971 2 , henset til Unionens traktater og folkeretten.

Retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 111 i ASA Kosovo i forhold til artikel 35 i forordning 2018/1971, idet der er foretaget en urigtig fortolkning af konsekvenserne af, at Den Europæiske Union ikke har taget stilling til Kosovos folkeretlige status.

Retlig fejl ved fortolkningen af artikel 35 i forordning 2018/1971 i forbindelse med artikel 111 i ASA Kosovo, for så vidt som det nævnte samarbejde ikke omfatter deltagelse i BEREC og i BEREC-kontorets bestyrelse.

Retlig fejl ved anse artikel 17 TEU for at være gyldigt retsgrundlag for at træffe den omtvistede afgørelse.

Retlig fejl ved fortolkningen af artikel 35, stk. 2, i forordning 2018/1971 ved at finde, at Europa-Kommissionen ensidigt kan fastsætte samarbejdsordningerne.

Bedømmelsen af ovenstående anbringender skal føre til, at appellen tiltrædes, og dermed til en analyse og bedømmelse af annullationssøgsmålet, hvorved Kommissionens afgørelse af 18. marts 2019 om Kosovos nationale tilsynsmyndigheds deltagelse i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation annulleres.

____________

1     EUT 2019, C 115, s. 26.

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11.12.2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT 2018, L 321, s. 1).