RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen) af 15. januar 2009

Sag T-306/08 P

Kurt-Wolfgang Braun-Neumann

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – personalesag – pensioner – efterladtepension – udbetaling af 50% som følge af en anden efterlevende ægtefælle – akt, der indeholder et klagepunkt – for sent indgivet klage«

Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 23. maj 2008, Braun-Neumann mod Parlamentet (sag F-79/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen forkastes. Hver part bærer sine egne omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – formkrav – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Den uformelle karakter af en foranstaltning truffet af administrationen er ikke til hinder for, at den kvalificeres som en akt, der går ham imod, hvilken akt ikke afhænger af dens form eller dens titel, men afgøres efter dens indhold og navnlig efter spørgsmålet om, hvorvidt den afføder retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart ved en væsentlig ændring af hans retsstilling (jf. præmis 32).

Henvisning til: Domstolen, 1. februar 1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. s. 189, præmis 10; Retten, 19. oktober 1995, sag T-562/93, Obst mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 247, og II, s. 737, præmis 23; Retten, 9. september 2008, Marcuccio mod Kommissionen, sag T-144/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25.

2.      Ingen udtrykkelig fællesskabsretlig bestemmelse pålægger institutionerne en almindelig forpligtelse til at oplyse adressaterne for retsakter om de forhåndenværende retsmidler eller om fristerne for deres anvendelse. Den omstændighed, at besvarelsen af den forudgående administrative klage ikke angiver de retsmidler, der står til rådighed for parten, kan ikke – henset til retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet – forpligte Fællesskabets retsinstanser til at antage et søgsmål, der er anlagt efter fristens udløb, til realitetsbehandling.

(jf. præmis 34 og 35)

Henvisning til: Domstolen, 5. marts 1999, sag C-153/98 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. s. 1441, præmis 13 og 15; Retten, 24. februar 2000, sag T-145/98, ADT Projekt mod Kommissionen, Sml. II, s. 387, præmis 210; Retten, 22. december 2005, sag T-146/04, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, Sml. II, s. 5989, præmis 131.

3.      Den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, indeholdte frist på tre måneder for indgivelse af en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt, er præceptiv og kan ikke fraviges af parterne eller Retten, idet den er indført med henblik på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Det tilkommer derfor Fællesskabets retsinstanser af egen drift at efterprøve, om fristen er blevet overholdt. Det forhold, at institutionen ved besvarelsen af den administrative klage ikke har påpeget, at den var indgivet for sent og derfor måtte afvises, eller at det deri udtrykkeligt var anført, at sagsøgeren stadig kunne anlægge en sag, har ingen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling som omhandlet af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Sådanne omstændigheder kan nemlig ikke medføre, at den i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte ufravigelige fristordning ændres, og så meget desto mindre fritage retten fra sin forpligtelse til at påse, at vedtægtens frister er overholdt.

(jf. præmis 36 og 37)

Henvisning til: Retten, 17. oktober 1991, sag T-129/89, Offermann mod Parlamentet, Sml. II, s. 855, præmis 34; Retten, 18. marts 1997, sag T-35/96, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 61, og II, s. 187, præmis 30; Retten, 7. september 2005, sag T-358/03, Krahl mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 993, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, samt præmis 36.